Spejlet no. 1

En god forbindelse til Østervrås fortid er Østervrå Avis, hvorfra vi henter mange oplysninger. Her følger nogle artikler fra denne avis.

 

Julen 1926

Omkring jul

 

Julen nærmer sig. Børnene er allerede begyndt - at tælle på fingrene. Nu i dagene ind under jul lever de i drømmenes og forventningens skønne verden. De små barneøjne får rigtig glans, når bedstemor fortæller om julens herligheder. Ingen anden kan som bedstemoder fortælle om de morsomme små nisser og det allersmukkeste af det hele - juletræet med de mange rare sager. Når mørket falder på. kommer juletræspynten frem. Der skal klippes så mange fine, fine ting, både sommerfugle, engle, roser, liljer, kræmmerhuse og - ja, børnene kan slet ikke huske det alt sammen. så meget skal der være.

 

Rundt om i hjemmene tænkes der nu på julegaverne. som man vil glæde børn, familie og venner med. Husmoderen broderer lyseduge, strikker vanter og tøfler og glæder sig på forhånd til at kunne overrække de færdige gaver, samtidig med at hun allerede må begynde at tænke på forstærkning af spisekammerets beholdning, så at der kan være noget at sætte for de kære gæster, som ventes. Julen er hjemmets og glædens fest. og der ofres i de enkelte hjem megen umage på, at. den i så høj grad som muligt kan komme til at svare til forventningerne .

Det er juleudstillingernes tid. Overalt har forretningsfolkene gjort sig store anstrengelser for at gøre vinduesudstillingerne så tillokkende som muligt. Når vinduerne om aftenen stråler i et hav af lys og kaster deres forjættende skær ud over veje og stræder, da føler bade unge og gamle den stemning, der altid er over dagene ind under jul.

 

Julen 1924

 

Et gammelt juletræs bedste pryd.

 

Det skal være et gammeldags, dansk juletræ. Jeg så engang et. Det var kalket på grenene, og der var drysset glimmer i kalken, og så var  der hvide lys og ellers intet. Det var kønt. det så ud som blinkende sne og is. når lysenes skin faldt over det, men det var koldt og kedeligt. Jeg brød mig ikke om det. - og børn endnu mindre. Jeg så en anden gang et. - og dem kan man se mange af , - hvor alt var købt færdigt hos kræmmeren, og der var rigtignok megen fin stads på, så meget at man glemte det ene for det andet og derfor hele tiden tænkte: mere!

 

Det kunne jeg heller ikke lide, og så kom jeg til at tænke på: Hvad skal der være på sådan et rigtigt gammeldags, hyggeligt, dansk juletræ? Der skal være en stjerne i toppen. Naturligvis, - ellers er det jo kun et grantræ. Det er stjernen, der gør, det til noget helt andet. Det er den, der får børns øjne til at skinne af glæde. Det er den... der får os til at synge; "Vi har en ledestjerne, og når vi den følge gerne, komme vi til Jesu Krist". . , Og så skal der være flag, små dannebrogs flag rundt om på alle grenene, for det er jo et dansk juletræ, vi samles om og glædes ved.

Og lysene skal stråle fra hver en gren, røde og hvide, de dejligste farver, vi kender, kærlighedens og renhedens farver. Men så ellers? Ja, så skal der  jo være kræmmerhuse med godter i. jakobsstigér, net, forgyldte nødder m.m., og gaverne. de skal være gemt så godt, at ingen straks kan se dem. 

Men et gammelt juletræs bedste pryd? Hvad er så det? Det er hjerterne. Vi klipper dem selv. Børnene er med til det. Det er ikke så let at klippe til og gøre flot - sådan et hjerte. Nej, det er ikke så let at få det til at passe sammen, som det skal. Men når hjerterne så er færdige, er de så dejligt rummelige. Intet på juletræet kan rumme så meget som et af de gammeldags hjerter. Og så hænger vi hjerterne på træet. og alt hvad træet har at fortælle om har egentlig med hjertet at gøre.

 

 

 

1924

LANDPOSTEN

 

Den landpost haster fra sted til sted, '

Og er det vel så mærkelig?

I dag er de jul. fortænk ham ej.

at gerne han vil være færdig. men vejen er

møjsom og gangen tung,

det kommer jo sådan ad åre, ,

og landposten selv er ej længer ung,

og der er så langt mellem gårde. .

 

I dag går han både ad vej og ad sti .

men synger som vårgryets lærke

og sender til alle sit festlige smil-

lidt skal jo til julen de mærke!

Selv er han belæsset fra top og til tå, så

sveden ham perler på panden,

han ligner komplet ham. som da vi var små,

mor fortalte os om: julemanden!

 

I dag har han bud til det ganske sogn,

han ventes bag vind'ver og døre -

oh, sæt at der nu kom en agende ven,

så kunne et stykke han køre.

Det letted hans byrde,

det korted hans tur,

det ville hans julefest fremme. .

Han higer med hast mod en hvidkalket mur,

mod jubel blandt sine derhjemme.

 

Der var andre inden for postvæsenet,- ,der havde det hårdt dengang og særlig ved juletid. Herom fortæller tidligere postvognskører Niels Højbjerre, Østervrå til Vendsyssel Tidende.

 

Den 92-årige Niels Højbjerre lader tanken gå tilbage til de mange julerejsende, han i årene 1814 -1913. transporterede i sin hestetrukne postvogn fra Sæby over Østervrå til Hjørring. Da Aalborg-Sæby-Frederikshavn-banen oprettedes, faldt turen til Sæby væk, og da Hørby-Østervrå banen blev etableret, indskrænkedes ruten til Østervrå-Hjørring retur, men han havde nok at gøre endda.

Han transporterede både post, rejsegods, fragtgods og passagerer. I de første år transporteredes de rejsende i en fuldkommen lukket vogn, og kunne de ikke være derinde, satte de sig op på taget.

Niels Højbjerre kørte fra Østervrå hver dag kl. 14.30 og var tilbage igen kl. 3.30 om natten. Vognen havde plads til otte passagerer, men i juletiden, når rejsetrykket var størst, medbragte han ofte op til 28 passagerer. To satte sig så på bukken, hvor han selv plejede at sidde, og så styrede han hestene fra forsmækken,  mens de øvrige rejsende satte sig på taget og klemte sig ekstra sammen i vognen. Nogen fornøjelsestur var det ikke altid, når sneen føg, men hvad skulle de gøre? Folk ville jo hellere døje lidt og så komme frem til bestemmelsesstedet. I juletiden satte de sommetider en åben vogn ind som ekstravogn. Folk var så dejligt nemme at have at gøre med, selv om det af og til hændte, at de i kulden tog sig en dram under kørselen. Det hændte også nogle gange, at de kom op at slås i den lukkede vogn, så satte Niels Højbjerre dem af vognen, så kunne de selv om, hvordan de kom videre.

I voldsomt snevejr, var det tit umuligt, at køre ruten igennem, og så spændte han hestene fra og læssede postsækkene på dem, og så gik turen videre til fods.

Passagererne måtte klare sig selv. Enten kunne de blive siddende i vognen eller søge ly på en gård.

 

Juleaften tilbragte Niels Højbjerre på landevejen som en anden farende svend. Selve juleaften var der ikke megen post at sørge for, men til gengæld var der så mange passagerer, at det. var nødvendigt at sætte også en åben vogn ind på. turen. Var det for koldt, fik passagererne en presenning over sig. Juleaften var for ham som enhver anden arbejdsdag blot med den forskel, at der var ekstra travlhed, for folk var utålmodige efter at nå frem til bestemmelsesstederne.

På en måde var det underligt jul efter jul at være borte fra hjemmet, men arbejdet skulle passes, og i travlheden tænkte man slet ikke på det vemodige i det.

 

ØSTERVRÅ

HÅNDVÆRKER- OG BORGERFORENING

afholder sin årlige

 

JULETRÆSFEST

 

på hotellet tirsdag den 28. ds. (4. juledag) aften kl.7 pr. for medlemmer med børn og husstand.

Man bedes tegne sig på de fremlagte lister i boghandelen, på hotellet og hos købmand

KjærhoIm-Nielsen senest 24. ds. Der forventes stor tilslutning.

Bestyrelsen.

os konfekt, Efter en pause var der en times dans specielt for børn, mens de voksne drak kaffe og derefter deltog de voksne i dansen, og enhver dreng med respekt for sig selv dansede mindst en dans med sin mor.

 

Østervrå Avis 1920

 

Lokalt

 

De små dværge.

 

Det verdensberømte dværgeorkester, der på mandag optræder i Østervrå teatersal, får følgende omtale i Vendsyssel Tidende:

 

Dværgeorkestret, under ledelse af kapelmester R. Singer, gav i aftes en koncert på Bechs hotel i Hjørring. Det blev en helt igennem fornøjelig aften. De møder med et klassisk program, og koncerten blev indledt med Mendelsohns "Bryllupsmarch" af "En Skærsommernatsdrøm", der udførtes med stor dygtighed. Et stærkt bifald hilste udførelsen.

 

De små mænd er alle ældre, livlige herrer. Hr. Schmidt, født i Ungarn, er den mindste og er godt 1 m høj og 30 Ar gl. Han fortæller, at selskabet har rejst 11 år under hr. Singers ledelse, så det er forståeligt nok, at der er opnået et  fortrinligt sammenspil mellem orkestrets medlemmer. Schmidt er det yngste medlem og fortæller livligt om sine rejser rundt om i Europas byer. Hr. David er nogle tommer højere. Han bryder ind for at fortælle, at hr. Schmidt helt glemte at nævne den lykke, han gør hos damerne, En ung dame fra en af Jyllands største byer mødte således ved koncerterne i 4  forskellige byer og afleverede hvert sted en dejlig rosenbuket til Schmidt. Hun var så stor, at hun kunne tage ham på armen og gå med ham, slutter hr. David, men hr. Schmidt er diskret og vil ikke udtale sig om dette emne. De er praktiske mennesker og ligger f.eks. to i en seng, hver i sin ende af sengen, og der er endda god plads imellem dem. Det betaler sig i disse dyre tider, hvor hotelpriserne er så høje. Nu rejser dette lillemandsorkester rundt i Vendsyssels byer og giver koncerter, og vi vil anbefale alle musikvenner at besøge disse koncerter.

Ingen vil fortryde det.|

 

 

 

 

 

 

1920.

 

 

 

Stationsbyernes teater.

Aage Brynjes teater.

 

At et godt selskab med et godt stykke på programmet dog stadig kan være sikker på fuldt hus, ser vi hver gang Aage Brynjes selskab gæster egnen. Denne gang spilles Gustav Wieds bekendte komedie "Første violin", og en smukkere og mere afrundet teaterforestilling har næppe nogensinde før været budt de danske stationsbyer. Det blev en sjælden smuk teateraften. Sådanne skuespillere skulle alle de rejsende selskaber have, og sådanne skuespil skulle de have på programmet. "Første violin" opførtes den 10. februar på Østervrå teater.

 

EN AFTEN I

ØSTERVRÅ LOKALHISTORISKE FORENING.

 

Foreningen holder til på TORSLEV CENTRALSKOLE. Der er møde hver eller hveranden uge fra kl. 19-22. Starttidspunktet skal ikke tages så højtideligt. Man kommer dryssende lidt efter lidt. Til at begynde med går snakken livligt om løst og fast, men snart er alle beskæftiget med det. de hver især er mest interesseret i :

Avisudklip, registrering af avisudklip, billedregistrering, interviews.

Pludselig vækker et billede eller en artikel minder, og spørgsmålene lyder:

Kan du huske ham? Hvornår var nu det? Hvor kan vi få mere at vide? Hvem kan vi spørge?

Og med et er flere inddraget i samtalen, og måske finder man ved fælles hjælp en løsning på problemet - og endnu en lille brik af puslespillet; Østervrås fortid er lagt på plads og nedskrevet. Imidlertid må man mange gange ud af huset for at søge flere oplysninger, hvilket desuden kan bringe indsigt i helt andre ting end dem, man egentlig var kommet for. Så breder der sig en liflig kaffeduft i lokalet. Ved kaffebordet samles trådene, og der lægges planer. Det beskedne beløb for kaffen hjælper lidt på foreningens anstrengte økonomi. Nar man har arbejdet en kort tid som aktivt medlem, finder man pludselig den gren af foreningens arbejde, som interesserer en mest - eller måske en helt ny - og så kan man gøre en indsats til glæde for både sig selv og foreningen.

 

Vi kan gøre opmærksom på, at kontingentet er meget overkommeligt, idet et helt års medlemskab kun koster 50 kr. for enlige og  80 kr. for ægtepar.

Et af foreningens store ønsker er et affotograferingsapparat og en kopimaskine. Vi er glade for de medlemmer, der støtter os aktivt såvel som passivt. Efterhånden som vort materiale forøges, vil foreningen forhåbentlig kunne bruges til oplysninger om afdøde slægtninge.

Vi vil gerne prøve at lave et medlemsblad et par gange om Året.

 

HVORFOR EN LOKALHISTORISK FORENING?

Fordi

kendskab til fortiden giver bedre indblik i nutiden og viser vej til fremtiden.

Hvad arbejder man med i foreningen?

1. Registrering af eksisterende materiale.

2. Opsporing af hidtil ukendt materiale. (avisudklip, billeder, beboere og bygningers historie).

3. Interviews med ældre borgere.

4. Fastholdelse cif nutiden af hensyn til vore efterkommere.

P.s.

Det er også vigtigt at arbejde med nutiden, da den jo hurtigt bliver fortid.