Spejlet no. 2 - 1994

Østervrå.

I attenhundredetallet bestod Østervrå, som dengang hed Vrå, kun af Vrågårds Mølle og nogle få gårde og huse, der var fæstere under Ormholt. Det var hele "byen". Den havde grupperet sig om det vadested, der har været her fra ældgammel tid - over bækken, som løber ud i Voer å. Først i 90'erne var Østervrå stadig kun en lille landsby bestående af 7 gårde med en landevejskro som midtpunkt. Af disse gårde er der i dag kun Mellergård og stuehusene på Øster Søndergård og Søndergyden tilbage. Endvidere var der selvfølgelig skolen, som kendes fra 1729. Et nyt skolehus blev i 1848 opført på grunden bag den nuværende genbrugsforretning. Den lille stråtækte skole er dog forlængst revet ned. Byen lå i et trist og ensomt hedelandskab. Rundt om var der vidtstrakte lyngklædte marker og bakker, der dog alligevel gav stedet en lidt vemodig skønhed. Det liv, der blev levet her, var selvfølgelig præget af stedets ensomhed. De stedlige familier giftede sig sædvanligvis ind i hinanden, og der var sjældent tale om fremmed, nyt blod. Man fik ikke mange indtryk udefra. Postvognen mellem Hjørring og Sæby var den eneste daglige forbindelse mellem Østervrå og omverdenen, og den blev kun lidt benyttet. Kun til de årlige markeder i Hjørring og Sæby tog man bort fra hjemmet, og oplevelserne på den slags højtidsdage var så det, man levede videre på til næste års markedsrejse . Hjemme var det kun de daglige begivenheder, der var samtaleemne, når da ikke et blodigt slagsmål på kroen imellem egnens løse eksistenser kunne give lidt sensation. Under disse omstændigheder kunne der ikke rigtig komme fart over udviklingen på dette afsides sted, og sådan ville det nok have fortsat, hvis ikke hedens opdyrkning var kommet på dagsordenen. Pludselig opdagede man nemlig, at de øde, lyngbevoksede hedestrækninger, der før kun gav lidt føde til nogle får, var værdifuld jord, der med en kraftanstrengelse kunne forandres til brødgivende marker.

Herom fortæller den snart 90-årige fhv. gårdejer Ole Jensen, Vestergård, Østervrå i en artikel i Vendsyssel Tidende.

En gammel hyrdedreng lader blikket gå tilbage. Heden er nu forsvundet, og jeg har taget min part. Min far har jeg aldrig kendt. Han kunne ikke enes med mor og stak af til Amerika. Det gjorde man altså i min barndom. Men vi klarede den da, mor og så mig og min søster. Mor havde godt arbejde på Baggesvogn. Hun var vist meget dygtig og en god mor. Selv kom jeg ud som hyrdedreng, da jeg var otte år. Nå, det var der jo så mange, som gjorde. Men derfor kunne det nu godt blive en lang og ensom sommer derude på heden sammen med kalve og kvier. Ja, og så lærken. Den sang altid højt oppe over vort hoved, når vi talte sammen over bækken, altså vi hyrdedrenge, eller vi plukkede blåbær i en flaske for på den måde at tjene en ekstra skilling...

Jeg var hyrdedreng i Bindslev præstegård i nogle år. Og somrene ude på den store hede har siden fulgt mig. I nogle år, var jeg staldforpagter på hotellet her i Østervrå, men så købte jeg en meget gammel gård og et stort stykke hede. Da var der nemlig meget hede heromkring, store, brune flader. Den er væk nu, og jeg har brudt min part af den. Brudt lyngen og alen og gravet sten op i læssevis. Ja, jeg har såmænd. Og stenene fragtede vi med hestevogn til de store vejanlæg nord for Hjørring. Det var en lang vej og en lang arbejdsdag for heste og vogne og så os andre. Jeg kørte også svin til slagteriet i Hjørring, indtil banen kom. Så tog den den indtægt fra mig. Man tog forresten også en del af min jord. Men jeg havde jo heden, og jeg fik også andet at bestille.

Da jeg kom hertil, var Østervrå kun en klat huse omkring en kro. Alt det andet er kommet siden. Og jeg har set det komme, set mennesker komme og gå, og så en dag opdager jeg pludselig, at jeg snart ikke kender folk mere. De gamle er gået bort, og de unge hører ikke min årgang til. De glider bare forbi uden at gøre indtryk. Men sådan skal det vist også være. Hver har jo sin tid. Jeg kan forstå meget, blot ikke at alle har så travlt, så forfærdelig travlt, at de overser så mange ting. Men det opdager man vel først, når dagen nærmer sig sin afslutning.

Chris.

Ole Jensen døde i august 1963.

Skæbnemosaik:

I en artikel fra søndag den 23. februar 1964 fortæller Annine Nielsen om sine forældres slidsomme liv:

- Foråret kom tidligt det år, og det var et meget mærkeligt forår for os derude i Søholt enge. Vi skulle nemlig flytte. Far og mor havde haft plads på Gersholt i to år. Far var staldkarl, og mor var malkekone. Let havde det ikke været, og slet ikke for mor. Det faldefærdige og fugtige hus ude i engene lå det meste af en mils vej fra gården. Frem og tilbage, frem og tilbage, to eller tre gange om dagen, i godt vejr og skidt vejr, sommer og vinter. Men de gik godt i spand, gjorde far og mor, og for dem begge betød hvert eneste skridt et skridt nærmere det mål, som de havde sat sig, og som de aldrig tabte af syne,, fordi de begge havde en stålsat vilje og en ukuelig energi...

Rævehulen på heden.

- Og dette forår var målet nærmere end nogensinde. Far havde købt 16 tdr. land hede fra gården Hammersholt. Det var brun lynghede en lille halv mils vej nord for Østervrå. Folk rystede vel på hovedet alene ved den blotte tanke, at han og mor og fem små børn, hvoraf jeg var den ældste og kun syv år gammel, ville flytte op i hedebakkerne og tage ophold i en sandhule. For noget hus fandtes ikke. Det skulle først opføres .

Og jord skulle brydes, for jorden var for far og mor noget meget væsentligt. Målet, de satte sig, da de besluttede at dele ondt og godt sammen, var; eget hjem på egen jord. Både far og mor var fattigfolks børn fra Jerslev hede, og de kendte fattigmands vilkår. Hvor fattige de vilkår var, som de voksede op under, lader sig simpelthen ikke beskrive og er slet ikke til at forstå, men alligevel var fattigdommen ikke hårdere, end at de meget tidligt satte sig et mål. Derfor var foråret 1901 et mærkeligt forår for far og mor, og som det var for dem, sådan blev det også for os.. På en stiv fjælevogn, som far vel havde lånt, blev bohavet og vi børn transporteret derop. Det var en forårsdag, hvor lærkerne sang, og det sagde "kluk, kluk" i vandløbene i Søholt enge. Græsset var så småt ved at grønnes, og gæslingene i pilekrattet var gråhvide med et stænk af guldstøv. Men den store hede var helt anderledes, brun og dyster, men også her sang lærken, og ved lyngbakkens fod klukkede et lille vandløb. Men det havde vi nu ikke tid til at lytte til i den første tid, for alt var så nyt og så spændende, og far og mor var helt helt anderledes, end de plejede at være.

Røg over bakkerne.

-Rævehulen, som folk spottende kaldte vort nye hjem, havde far gravet ind i bakkeskråningen. Den var stivet af med tømmer og brædder, og den bestod af to rum. Inderst inde var indrettet soveværelse med et par senge og en slagbænk. Pladsen var ikke stor, men alligevel stor nok til os fem børn samt far og mor. Soveværelset var adskilt fra køkkenet med et dækken, og under disse forhold boede vi i to år, ind til det nye og blivende stod færdigt. Det var et mærkeligt øjeblik, da far tændte ild i lyngen på bakkeskråningen. Det skete en dejlig forårsdag og med den allerstørste forsigtighed. Ganske vist skulle al lyngen brydes, før jorden kunne frugtbargøres, men lyng var et godt foder, og foder betød penge, og far og mor manglede penge, for et nyt hus kostede penge, og gammel gæld skulle betales. Nok var de 16

tdr. land hede købt billigt, men gratis havde de ikke været, og syv munde skulle mættes hver eneste dag. Derfor var far forsigtig med omgangen med ilden. Kun et lille firkantet stykke skulle svides af, og da den brune lyngrøg lagde sig over bakkerne og hindrede udsynet, stod vi børn med hinanden i hånden og følte, at noget stort og nyt var ved at ske.

Fattigfolks vilkår.

- Far og mor vedblev at arbejde på Gersholt. De var velsagtens velanskrevne og kendte som folk, der ikke var bange for at tage fat. Og selv trængte de til penge. Jeg kan tydeligt huske, hvordan de i høsttiden gik hjemmefra ved firetiden om morgenen efterladende fem søvndrukne børn. Mor havde sørget for os på den måde, at hun havde varmet en gryde skummetmælk og skåret en tallerken rugbrødsterninger, og det var også tilstrækkeligt til de fire af os. Den femte derimod fik bryst, og når han skreg, så fik vi ham stablet i en slags barnevogn og trillede den halve mils vej over heden til høstmarken, hvor han sugede trøst og næring til sig fra mors bryst og fik tørt på, inden vi gjorde turen tilbage til rævehulen. Flere gange om dagen måtte vi gøre turen, og lidt strengt følte vi vel, at det var. Men hvad så ikke med mor, som havde det hele hvilende på sig? Og så kunne hun og far tilsammen kun opnå en dagløn på to kroner plus et hvedebrød eller et rugbrød engang imellem, når der var bagt på gården. Alligevel klagede far og mor ikke. De tog deres tørn, som fattigfolk var nødt til på den tid, og tilværelsen for dem var vel også lettere end for så mange andre, fordi der lå en mening bagved.

Lynghøst i måneskin.

- Jeg husker ikke, hvor længe far og mor vedblev med at arbejde på Gersholt, men det hørte vel op i løbet af nogle få år. Derimod husker jeg, at det føltes som en festdag, da vi kunne flytte ind i det nye hus, hvor der også var plads til køer, heste, får og grise. Efterhånden fik vi både køer og heste, og hvert eneste år brød far og mor i fællesskab et nyt stykke hede. Hvert efterår solgte far mange læs lyng, som var et fortrinligt foder. Et stort læs kostede fem kroner, og det var mange penge. Tit og mange gange har jeg hørt far og mor liste ud på lyngheden, når vi børn var lagt i seng. Og når leens klang nåede hjemmet og os, så vidste vi, at de var i gang med at slå lyng, så et læs kunne stå parat den næste morgen. De forstod at udnytte tiden, som for dem var en kostelig gave. Men tingene var ikke klaret, fordi lyngen Var slået og furen vendt. Jorden var stenet, meget stenet, og skulle den kunne give føde og klæder til os alle. da måtte den renses også for sten. Far kløvede de store og solgte dem som skærver, vi børn samlede de små, og de gik samme vej. Det var i de år, hvor der blev bygget meget i Østervrå. Det udnyttede far og mor på den måde, at de solgte sand og sten til byggeriet, og de har læsset og kørt det meste af sandet til såvel kirken som skolen. Jeg kan endnu se far og mor hver med sin skovl læsse sand på vognen. Og hvor de arbejdede godt sammen de to.

I skæret af fattigdommen.

- Vi børn levede vor barndom i skæret af en fattigdom, som folk i dag kun vanskeligt kan forestille sig. Vi fik også tidligt lært at bestille noget og at vise respekt for brødet og alt andet, som var nødvendigt, men som kostede penge. For at klare tingene, vår det nødvendigt, at hver eneste lille ting blev taget med. Af tøj havde vi næsten Ingenting, og det, vi havde, var nærmest laser, som far havde samlet op, når han kom ud på arbejde hos fremmede, og som mor tryllede sammen, så godt det var muligt. Alene af den grund var skolegangen noget af en belastning.

Vor fattigdom var mere synlig end de fleste andres, selv om der var mange fattige børn på den tid. Sommetider havde vi en tynd bomuldsskjorte på. VI havde vel også benklæder, men sjældent fodtøj og l bedste

fald kun træsko. Når vi vendte hjem fra skole, var det bare om at komme af tøjet i en fart, og det lige fra yderst og til inderst, og så i noget, som var endnu ringere. Alt det fandt vi i sin orden. Det var vor mulighed. Alligevel følte vi piger os lidt beklemte, når vi bukseløse blev sendt ud i bakkerne for at samle sten. Men stensamling var en af pligterne og en nødvendig pligt, for far måtte Ind Imellem slide som daglejer ude på gårdene "for at holde ploven i jorden."

Sol over bakkeskråningen.

- Og for os alle var de små resultater som varmende solstrejf. Afgrøderne slog rødder, hvor forhen lyngen havde været enerådende. Og vesten for huset omkring rævehulen havde far plantet et læbælte. som også gik i dybden og snart blev noget helt for sig. Vor gamle rævehule, som vi alle var kommet til at holde så meget af, blev efterhånden udnyttet til kartoffelkælder og senere som fåresti og hønsehus. Men kun en tid. Et forår besluttede far og mor og alle vi børn, at stedet skulle stå som en hvileplads efter dagens møje. Der blev gravet en platform skærmet af store kampestene, der blev også lavet nogle bænke, og her kunne vi så sidde i stille aftener og se ud over de bølgende og frodige marker, som for hvert år gav flere og flere fold. Vi fik også anlagt en dejlig have på den sydvendte skråning. Den blev beundret af egnens folk og fik efterhånden prædikatet "Et værdigt eksempel til efterfølgelse."

Alt tegnede sig således lyst og godt. Drømmen, far og mor drømte, og som de satte alt ind på at virkeliggøre, var blevet til virkelighed. Indsatsen havde været næsten umenneskelig, men den var blevet øvet i fællesskab, med stejIhed i sindet og en aldrig svigtende tro på, at det kunne nytte.

Kun i fællesskab.

- Vi var efterhånden blevet otte søskende, hvortil kom, at to små piger var døde, inden jeg blev født. Hen på sommeren 1914 stod det os børn klart, at mor ventede sit elvte barn. Jeg var ude at tjene, men kom hjem til november. Arenes slid og slæb og de mange fødsler havde sat sit præg på mor, som ikke kendte til at skåne sig selv. I begyndelsen af december fødte hun et dødfødt barn. Fødslen var meget streng, og mor var meget svag, og den 10. december døde hun. Under mors sygdom havde far ikke været sig selv. Han havde end ikke sanset at passe kreaturerne. Det klarede naboerne . Og nu var mor ikke mere, og dermed var enhver mening i tilværelsen knust for far.

Han var vant til at gå ved hendes side og formåede ikke at gå ene. Jeg blev hjemme et stykke tid. Siden fik han en husbestyrerinde, men det ville ikke gå.

Så solgte far ejendommen (Lykkensholm) og flyttede tilbage til Jerslev hede. Mine to søstre, som kun var otte - ni år, blev

sendt ud blandt fremmede, og vort hjem begyndte så småt at gå i opløsning. Far tilbragte sine sidste år hos os. Det er jeg glad for. For far var en god far, akkurat som mor var en god mor. De evnede, hvad andre ikke formåede, og de kæmpede en kamp for at bygge eget hjem på egen jord. noget, som vor tid slet ikke kan fatte.

Chris.

N.B.: Søren Peter Sørensen 1863 - 1927.

Martha Marie Sørensen 1872 - 1914.

Kirken i Østervrå, hvis byggeri Søren Peter Sørensen kørte sand og sten til, blev opført i 1900 i romansk stil af røde mursten på granitsokkel og med et lille spir. Den indviedes i 1901 og fik navnet St. Mathæi Kirke. Kirken blev bygget ved brinken, hvor Voer å løber under vejen efter at have passeret den daværende smukt beliggende vandmølle med den smukke, åkandefyldte dam, som L. P. Jensen, Højslev central (ca. 1880 - 1953) omtaler i en artikel til V.T.

Minder fra hjemegnen.

Jeg stammer fra Tørholm ved Østervrå, men forlod Vendsyssel for godt 50 år siden. For ca. fire år siden besøgte jeg min hjemegn på en ferietur på cykel. Da jeg passerede Agerdals bakke, stod jeg af cyklen for at nyde den storslåede udsigt over Kolbro og omegn. I min drengetid lå der kun nogle spredte gårde. Nu er der den ene gård ved siden af den anden, og de store hedestrækninger er opdyrket. Efter at have nydt den storslåede udsigt ville jeg se mit barndomshjem, og om vanddammen var der ved enden af huset. Det var den. Der havde jeg leget med skibe i form af gamle træsko.

Jeg besøgte flere kendte steder, bl.a. Vrågårds mølledam. Men der blev jeg skuffet. for den var udtørret. Der gik nogle kreaturer og grise, der hvor dammen havde været. Jeg besøgte dernæst Fjelgård mølle. Der var det hele væk. Vandet rislede ned imellem nogle store sten. Andet var der ikke at se. Jeg fik så lyst til at aflægge et besøg ved Ormholt mølle. Den ligger som i gamle dage, og mere idyllisk sted findes næppe i Vendsyssel. Når man kommer sådan tilbage på besøg engang imellem, har det meste forandret sig, og da vil tankerne vende tilbage.

Jeg vil lige omtale mit hjem på Vrå hede. Det var en beskeden ejendom med 1-2 køer. Min far gik ud om vinteren og tærskede for 50 øre om dagen. Min mor vævede for folk, og hun fik ca. 8 øre pr. alen, så der var ikke meget at rutte med. Om foråret lånte min far et spand heste om søndagen for at få lidt korn i jorden, men der blev næsten ingen avl. Dengang gik jeg til præst hos pastor Schårup i Torslev vinteren 1893. Der var megen sne, og jeg gik i træsko. Da præsten opdagede. at jeg ingen støvler havde, gav han mig et par gamle, godt udtrådte, men jeg følte mig .stolt, da det var første gang, jeg havde læderfodtøj på mine fødder.

Sin hjemstavn glemmer man aldrig , selv om man kommer op i årene.