Spejlet no. 2 - 1994
Østervrå.
I attenhundredetallet bestod Østervrå, som dengang hed Vrå,
kun af Vrågårds Mølle og nogle få gårde og huse, der var fæstere under Ormholt.
Det var hele "byen". Den havde grupperet sig om det vadested, der har
været her fra ældgammel tid - over bækken, som løber ud i Voer å. Først i
90'erne var Østervrå stadig kun en lille landsby bestående af 7 gårde med en
landevejskro som midtpunkt. Af disse gårde er der i dag kun Mellergård og
stuehusene på Øster Søndergård og Søndergyden tilbage. Endvidere var der
selvfølgelig skolen, som kendes fra 1729. Et nyt skolehus blev i 1848 opført på
grunden bag den nuværende genbrugsforretning. Den lille stråtækte skole er dog
forlængst revet ned. Byen lå i et trist og ensomt hedelandskab. Rundt om var
der vidtstrakte lyngklædte marker og bakker, der dog alligevel gav stedet en
lidt vemodig skønhed. Det liv, der blev levet her, var selvfølgelig præget af
stedets ensomhed. De stedlige familier giftede sig sædvanligvis ind i hinanden,
og der var sjældent tale om fremmed, nyt blod. Man fik ikke mange indtryk
udefra. Postvognen mellem Hjørring og Sæby var den eneste daglige forbindelse
mellem Østervrå og omverdenen, og den blev kun lidt benyttet. Kun til de årlige
markeder i Hjørring og Sæby tog man bort fra hjemmet, og oplevelserne på den
slags højtidsdage var så det, man levede videre på til næste års markedsrejse .
Hjemme var det kun de daglige begivenheder, der var samtaleemne, når da ikke et
blodigt slagsmål på kroen imellem egnens løse eksistenser kunne give lidt
sensation. Under disse omstændigheder kunne der ikke rigtig komme fart over
udviklingen på dette afsides sted, og sådan ville det nok have fortsat, hvis
ikke hedens opdyrkning var kommet på dagsordenen. Pludselig opdagede man
nemlig, at de øde, lyngbevoksede hedestrækninger, der før kun gav lidt føde til
nogle får, var værdifuld jord, der med en kraftanstrengelse kunne forandres til
brødgivende marker.
Herom fortæller den snart 90-årige fhv. gårdejer Ole Jensen,
Vestergård, Østervrå i en artikel i Vendsyssel Tidende.
En gammel hyrdedreng lader blikket gå tilbage. Heden er nu forsvundet, og jeg har taget min
part. Min far har jeg aldrig kendt. Han kunne ikke enes med mor og stak af til
Amerika. Det gjorde man altså i min barndom. Men vi klarede den da, mor og så
mig og min søster. Mor havde godt arbejde på Baggesvogn. Hun var vist meget
dygtig og en god mor. Selv kom jeg ud som hyrdedreng, da jeg var otte år. Nå,
det var der jo så mange, som gjorde. Men derfor kunne det nu godt blive en lang
og ensom sommer derude på heden sammen med kalve og kvier. Ja, og så lærken.
Den sang altid højt oppe over vort hoved, når vi talte sammen over bækken,
altså vi hyrdedrenge, eller vi plukkede blåbær i en flaske for på den måde at
tjene en ekstra skilling...
Jeg var hyrdedreng i Bindslev præstegård i nogle år. Og
somrene ude på den store hede har siden fulgt mig. I nogle år, var jeg
staldforpagter på hotellet her i Østervrå, men så købte jeg en meget gammel
gård og et stort stykke hede. Da var der nemlig meget hede heromkring, store,
brune flader. Den er væk nu, og jeg har brudt min part af den. Brudt lyngen og
alen og gravet sten op i læssevis. Ja, jeg har såmænd. Og stenene fragtede vi
med hestevogn til de store vejanlæg nord for Hjørring. Det var en lang vej og
en lang arbejdsdag for heste og vogne og så os andre. Jeg kørte også svin til
slagteriet i Hjørring, indtil banen kom. Så tog den den indtægt fra mig. Man
tog forresten også en del af min jord. Men jeg havde jo heden, og jeg fik også
andet at bestille.
Da jeg kom hertil, var Østervrå kun en klat huse omkring en
kro. Alt det andet er kommet siden. Og jeg har set det komme, set mennesker
komme og gå, og så en dag opdager jeg pludselig, at jeg snart ikke kender folk
mere. De gamle er gået bort, og de unge hører ikke min årgang til. De glider
bare forbi uden at gøre indtryk. Men sådan skal det vist også være. Hver har jo
sin tid. Jeg kan forstå meget, blot ikke at alle har så travlt, så forfærdelig
travlt, at de overser så mange ting. Men det opdager man vel først, når dagen
nærmer sig sin afslutning.
Chris.
Ole Jensen døde i august 1963.
Skæbnemosaik:
I en artikel fra søndag den 23. februar 1964 fortæller
Annine Nielsen om sine forældres slidsomme liv:
- Foråret kom tidligt det år, og det var et meget mærkeligt
forår for os derude i Søholt enge. Vi skulle nemlig flytte. Far og mor havde
haft plads på Gersholt i to år. Far var staldkarl, og mor var malkekone. Let
havde det ikke været, og slet ikke for mor. Det faldefærdige og fugtige hus ude
i engene lå det meste af en mils vej fra gården. Frem og tilbage, frem og
tilbage, to eller tre gange om dagen, i godt vejr og skidt vejr, sommer og
vinter. Men de gik godt i spand, gjorde far og mor, og for dem begge betød
hvert eneste skridt et skridt nærmere det mål, som de havde sat sig, og som de
aldrig tabte af syne,, fordi de begge havde en stålsat vilje og en ukuelig
energi...
Rævehulen på heden.
- Og dette forår var målet nærmere end nogensinde. Far havde
købt 16 tdr. land hede fra gården Hammersholt. Det var brun lynghede en lille
halv mils vej nord for Østervrå. Folk rystede vel på hovedet alene ved den
blotte tanke, at han og mor og fem små børn, hvoraf jeg var den ældste og kun
syv år gammel, ville flytte op i hedebakkerne og tage ophold i en sandhule. For
noget hus fandtes ikke. Det skulle først opføres .
Og jord skulle brydes, for jorden var for far og mor noget
meget væsentligt. Målet, de satte sig, da de besluttede at dele ondt og godt
sammen, var; eget hjem på egen jord. Både far og mor var fattigfolks børn fra
Jerslev hede, og de kendte fattigmands vilkår. Hvor fattige de vilkår var, som
de voksede op under, lader sig simpelthen ikke beskrive og er slet ikke til at
forstå, men alligevel var fattigdommen ikke hårdere, end at de meget tidligt satte
sig et mål. Derfor var foråret 1901 et mærkeligt forår for far og mor, og som
det var for dem, sådan blev det også for os.. På en stiv fjælevogn, som far vel
havde lånt, blev bohavet og vi børn transporteret derop. Det var en forårsdag,
hvor lærkerne sang, og det sagde "kluk, kluk" i vandløbene i Søholt
enge. Græsset var så småt ved at grønnes, og gæslingene i pilekrattet var
gråhvide med et stænk af guldstøv. Men den store hede var helt anderledes, brun
og dyster, men også her sang lærken, og ved lyngbakkens fod klukkede et lille
vandløb. Men det havde vi nu ikke tid til at lytte til i den første tid, for
alt var så nyt og så spændende, og far og mor var helt helt anderledes, end de
plejede at være.
Røg over bakkerne.
-Rævehulen, som folk spottende kaldte vort nye hjem, havde
far gravet ind i bakkeskråningen. Den var stivet af med tømmer og brædder, og
den bestod af to rum. Inderst inde var indrettet soveværelse med et par senge
og en slagbænk. Pladsen var ikke stor, men alligevel stor nok til os fem børn
samt far og mor. Soveværelset var adskilt fra køkkenet med et dækken, og under
disse forhold boede vi i to år, ind til
det nye og blivende stod færdigt. Det var et mærkeligt øjeblik, da far tændte
ild i lyngen på bakkeskråningen. Det skete en dejlig forårsdag og med den
allerstørste forsigtighed. Ganske vist skulle al lyngen brydes, før jorden
kunne frugtbargøres, men lyng var et godt foder, og foder betød penge, og far
og mor manglede penge, for et nyt hus kostede penge, og gammel gæld skulle
betales. Nok var de 16
tdr. land hede købt billigt, men gratis havde de ikke været,
og syv munde skulle mættes hver eneste dag. Derfor var far forsigtig med
omgangen med ilden. Kun et lille firkantet stykke skulle svides af, og da den
brune lyngrøg lagde sig over bakkerne og hindrede udsynet, stod vi børn med
hinanden i hånden og følte, at noget stort og nyt var ved at ske.
Fattigfolks vilkår.
- Far og mor vedblev at arbejde på Gersholt. De var
velsagtens velanskrevne og kendte som folk, der ikke var bange for at tage fat.
Og selv trængte de til penge. Jeg kan tydeligt huske, hvordan de i høsttiden
gik hjemmefra ved firetiden om morgenen efterladende fem søvndrukne børn. Mor
havde sørget for os på den måde, at hun havde varmet en gryde skummetmælk og
skåret en tallerken rugbrødsterninger, og det var også tilstrækkeligt til de
fire af os. Den femte derimod fik bryst, og når han skreg, så fik vi ham
stablet i en slags barnevogn og trillede den halve mils vej over heden til
høstmarken, hvor han sugede trøst og næring til sig fra mors bryst og fik tørt
på, inden vi gjorde turen tilbage til rævehulen. Flere gange om dagen måtte vi
gøre turen, og lidt strengt følte vi vel, at det var. Men hvad så ikke med mor,
som havde det hele hvilende på sig? Og så kunne hun og far tilsammen kun opnå
en dagløn på to kroner plus et hvedebrød eller et rugbrød engang imellem, når
der var bagt på gården. Alligevel klagede far og mor ikke. De tog deres tørn,
som fattigfolk var nødt til på den tid, og tilværelsen for dem var vel også
lettere end for så mange andre, fordi der lå en mening bagved.
Lynghøst i måneskin.
- Jeg husker ikke, hvor længe far og mor vedblev med at
arbejde på Gersholt, men det hørte vel op i løbet af nogle få år. Derimod
husker jeg, at det føltes som en festdag, da vi kunne flytte ind i det nye hus,
hvor der også var plads til køer, heste, får og grise. Efterhånden fik vi både
køer og heste, og hvert eneste år brød far og mor i fællesskab et nyt stykke
hede. Hvert efterår solgte far mange læs lyng, som var et fortrinligt foder. Et
stort læs kostede fem kroner, og det var mange penge. Tit og mange gange har
jeg hørt far og mor liste ud på lyngheden, når vi børn var lagt i seng. Og når
leens klang nåede hjemmet og os, så vidste vi, at de var i gang med at slå
lyng, så et læs kunne stå parat den næste morgen. De forstod at udnytte tiden,
som for dem var en kostelig gave. Men tingene var ikke klaret, fordi lyngen Var
slået og furen vendt. Jorden var stenet, meget stenet, og skulle den kunne give
føde og klæder til os alle. da måtte den renses også for sten. Far kløvede de
store og solgte dem som skærver, vi børn samlede de små, og de gik samme vej.
Det var i de år, hvor der blev bygget meget i Østervrå. Det udnyttede far og
mor på den måde, at de solgte sand og sten til byggeriet, og de har læsset og
kørt det meste af sandet til såvel kirken som skolen. Jeg kan endnu se far og
mor hver med sin skovl læsse sand på vognen. Og hvor de arbejdede godt sammen
de to.
I skæret af fattigdommen.
- Vi børn levede vor barndom i skæret af en fattigdom, som
folk i dag kun vanskeligt kan forestille sig. Vi fik også tidligt lært at
bestille noget og at vise respekt for brødet og alt andet, som var nødvendigt,
men som kostede penge. For at klare tingene, vår det nødvendigt, at hver eneste
lille ting blev taget med. Af tøj havde vi næsten Ingenting, og det, vi havde,
var nærmest laser, som far havde samlet op, når han kom ud på arbejde hos
fremmede, og som mor tryllede sammen, så godt det var muligt. Alene af den
grund var skolegangen noget af en belastning.
Vor fattigdom var mere synlig end de fleste andres, selv om
der var mange fattige børn på den tid. Sommetider havde vi en tynd
bomuldsskjorte på. VI havde vel også benklæder, men sjældent fodtøj og l bedste
fald kun træsko. Når vi vendte hjem fra skole, var det bare
om at komme af tøjet i en fart, og det lige fra yderst og til inderst, og så i
noget, som var endnu ringere. Alt det fandt vi i sin orden. Det var vor
mulighed. Alligevel følte vi piger os lidt beklemte, når vi bukseløse blev sendt
ud i bakkerne for at samle sten. Men stensamling var en af pligterne og en
nødvendig pligt, for far måtte Ind Imellem slide som daglejer ude på gårdene
"for at holde ploven i jorden."
Sol over bakkeskråningen.
- Og for os alle var de små resultater som varmende
solstrejf. Afgrøderne slog rødder, hvor forhen lyngen havde været enerådende.
Og vesten for huset omkring rævehulen havde far plantet et læbælte. som også
gik i dybden og snart blev noget helt for sig. Vor gamle rævehule, som vi alle
var kommet til at holde så meget af, blev efterhånden udnyttet til
kartoffelkælder og senere som fåresti og hønsehus. Men kun en tid. Et forår
besluttede far og mor og alle vi børn, at stedet skulle stå som en hvileplads
efter dagens møje. Der blev gravet en platform skærmet af store kampestene, der
blev også lavet nogle bænke, og her kunne vi så sidde i stille aftener og se ud
over de bølgende og frodige marker, som for hvert år gav flere og flere fold.
Vi fik også anlagt en dejlig have på den sydvendte skråning. Den blev beundret
af egnens folk og fik efterhånden prædikatet "Et værdigt eksempel til
efterfølgelse."
Alt tegnede sig således lyst og godt. Drømmen, far og mor
drømte, og som de satte alt ind på at virkeliggøre, var blevet til virkelighed.
Indsatsen havde været næsten umenneskelig, men den var blevet øvet i
fællesskab, med stejIhed i sindet og en aldrig svigtende tro på, at det kunne
nytte.
Kun i fællesskab.
- Vi var efterhånden blevet otte søskende, hvortil kom, at
to små piger var døde, inden jeg blev født. Hen på sommeren 1914 stod det os
børn klart, at mor ventede sit elvte barn. Jeg var ude at tjene, men kom hjem
til november. Arenes slid og slæb og de mange fødsler havde sat sit præg på
mor, som ikke kendte til at skåne sig selv. I begyndelsen af december fødte hun
et dødfødt barn. Fødslen var meget streng, og mor var meget svag, og den 10.
december døde hun. Under mors sygdom havde far ikke været sig selv. Han havde
end ikke sanset at passe kreaturerne. Det klarede naboerne . Og nu var mor ikke
mere, og dermed var enhver mening i tilværelsen knust for far.
Han var vant til at gå ved hendes side og formåede ikke at
gå ene. Jeg blev hjemme et stykke tid. Siden fik han en husbestyrerinde, men
det ville ikke gå.
Så solgte far ejendommen (Lykkensholm) og flyttede tilbage
til Jerslev hede. Mine to søstre, som kun var otte - ni år, blev
sendt ud blandt fremmede, og vort hjem begyndte så småt at
gå i opløsning. Far tilbragte sine sidste år hos os. Det er jeg glad for. For
far var en god far, akkurat som mor var en god mor. De evnede, hvad andre ikke
formåede, og de kæmpede en kamp for at bygge eget hjem på egen jord. noget, som
vor tid slet ikke kan fatte.
Chris.
N.B.: Søren Peter Sørensen 1863 - 1927.
Martha Marie Sørensen 1872 - 1914.
Kirken i Østervrå, hvis byggeri Søren Peter Sørensen kørte
sand og sten til, blev opført i 1900 i romansk stil af røde mursten på
granitsokkel og med et lille spir. Den indviedes i 1901 og fik navnet St.
Mathæi Kirke. Kirken blev bygget ved brinken, hvor Voer å løber under vejen
efter at have passeret den daværende smukt beliggende vandmølle med den smukke,
åkandefyldte dam, som L. P. Jensen, Højslev central (ca. 1880 - 1953) omtaler i
en artikel til V.T.
Minder fra hjemegnen.
Jeg stammer fra Tørholm ved Østervrå, men forlod Vendsyssel
for godt 50 år siden. For ca. fire år siden besøgte jeg min hjemegn på en
ferietur på cykel. Da jeg passerede Agerdals bakke, stod jeg af cyklen for at
nyde den storslåede udsigt over Kolbro og omegn. I min drengetid lå der kun nogle
spredte gårde. Nu er der den ene gård ved siden af den anden, og de store
hedestrækninger er opdyrket. Efter at have nydt den storslåede udsigt ville jeg
se mit barndomshjem, og om vanddammen var der ved enden af huset. Det var den.
Der havde jeg leget med skibe i form af gamle træsko.
Jeg besøgte flere kendte steder, bl.a. Vrågårds mølledam.
Men der blev jeg skuffet. for den var udtørret. Der gik nogle kreaturer og
grise, der hvor dammen havde været. Jeg besøgte dernæst Fjelgård mølle. Der var
det hele væk. Vandet rislede ned imellem nogle store sten. Andet var der ikke
at se. Jeg fik så lyst til at aflægge et besøg ved Ormholt mølle. Den ligger
som i gamle dage, og mere idyllisk sted findes næppe i Vendsyssel. Når man
kommer sådan tilbage på besøg engang imellem, har det meste forandret sig, og
da vil tankerne vende tilbage.
Jeg vil lige omtale mit hjem på Vrå hede. Det var en
beskeden ejendom med 1-2 køer. Min far gik ud om vinteren og tærskede for 50
øre om dagen. Min mor vævede for folk, og hun fik ca. 8 øre pr. alen, så der
var ikke meget at rutte med. Om foråret lånte min far et spand heste om
søndagen for at få lidt korn i jorden, men der blev næsten ingen avl. Dengang
gik jeg til præst hos pastor Schårup i Torslev vinteren 1893. Der var megen sne,
og jeg gik i træsko. Da præsten opdagede. at jeg ingen støvler havde, gav han
mig et par gamle, godt udtrådte, men jeg følte mig .stolt, da det var første
gang, jeg havde læderfodtøj på mine fødder.
Sin hjemstavn glemmer man aldrig , selv om man kommer op i
årene.