Spejlet no. 3 1995

Den første læge i Østervrå.

 

En af de ejendommeligste læger, der har virket i Vendsyssel, var Niels Mathias Jensen, der praktiserede i Østervrå i mere end 25 år. Han blev født den 5. januar 1864 i Tingstrup ved Thisted som søn af husmand Jens Christian Nielsen og Ane Marie Jensen. På den tid var det jo ikke almindeligt, at børn af husmænd og arbejdsmænd fik mulighed for at få en boglig uddannelse, men når evnerne, lysten og ærgerrigheden var der, fik flere af disse børn alligevel med ihærdighed og viljeskraft kæmpet sig frem til en uddannelse på lige fod med børn fra bedrestillede familier, hvilket Niels Mathias Jensen netop er eksempel på. 

I 1883 blev han student (privat dimitteret), og syv år senere tog han med. eksamen med laud (højeste karakter). Efter en tid som hospitalslæge i København nedsatte den dengang 28-årige læge sig i maj måned 1892 i Østervrå med bopæl på Mellergård. Senere samme år flyttede læge Jensen fra Mellergård til kroen, hvor han den 3. november lejede den 3-værelses lejlighed i den østre ende af bygningen. I 1893 kom dyrlæge Herskind til byen. Også han startede praksis på Mellergård. Det hedder sig, at de to herrer havde vanskeligt ved at enes; især dr. Jensen var en særpræget og vel noget kantet personlighed, men han nød stort ry som læge og kom milevidt omkring i det meste af Østvendsyssel på daglange ture med "doktorstolen" spændt fast på bøndernes stive vogne. Han var kendt for at være umådelig nysgerrig. En herboende ældre dame fortæller således, at hun endnu tydeligt mindes ham siddende i doktorstolen i sin store forede kørekappe, med sin uundværlige, lange pibe i munden og i den karakteriske, lyttende stilling - med øret vendt op mod kusken, som han undervejs pumpede for sladder og de seneste nyheder. Den 6. august 1896 købte læge Jensen parcellen 13 f for 600 kr., hvorefter han startede byggeriet af lægeboligen, der fungerede som sådan, til han den 10. juli 1913 solgte den til Christian Jensen. Allerede den 17. september samme år videresolgte denne imidlertid ejendommen til apoteker M. S. Hansen for 11ooo kr. Derefter fungerede huset som apotek, indtil det nuværende startede den l. maj 1987. Efter at være kommet i mere standsmæssige omgivelser giftede Niels Mathias Jensen sig i september 1897 med Emma (Litte) Caroline Buhl, bosiddende i Vrejlev og f. i Hoed sogn i Randers Amt den 13. oktober 1871 som datter af prop. A. P. Buhl. Brylluppet fandt sted i Hoed.

 

I 1899 forsøgte man at få oprettet apotek i Østervrå under henvisning til, at byen var beliggende 2 mil fra det nærmeste apotek i Hallund. Desuden gjorde man opmærksom på, at Østervrå havde bosiddende læge og dyrlæge, og at søgningskredsen var opgjort til 7994 mennesker. De lokale embedslæger udtalte sig stærkt imod, at der oprettedes apotek i Østervrå, da et sådant i ikke ringe grad ville skade apotekerne i Sæby og Hallund. Niels-Mathias Jensen var en stor modstander af ideen og udtalte: Et apotek kan ikke trives her, fordi befolkningen er for fattig, for spredt og for lidet lægesøgende. Selve byen betegnede han som en lille forarmet landplads, hvis beboere i sjælden grad manglede driftighed. Man kan godt forstå, at ansøgningen blev afslået efter en sådan udtalelse, og Østervrå kom til at vente længe på sit apotek. Det blev først oprettet den 5. december 1913.

I folketingsvalgkampen op til valget den 20. maj 1913 deltog Niels Mathias Jensen som højres repræsentant i et vælgermøde, der afholdtes i Thorshøj. Herom fortæller Venstres kandidat, trafikminister Thomas Larsen i sine erindringer (Vends.Aarb. 1976, s. 100-102). Højremanden, landstingsmand, proprietær Døcker var forhindret i at møde, og som stedfortræder mødte læge Jensen, Østervrå, der var noget af en original, og som tog mere praktisk end politisk på tingene. Efter at Thomas Larsen som indledning havde holdt sin grundlovstale, fik den radikale folketingskandidat provst Jensen fra Torslev præstegård ordet og talte for afrustning og kritiserede skattelovene. Endvidere fremhævede han stærkt, at man skulle "fægte med åben pande", medens Venstres politik var kulisseforhandlinger, der skyede dagslyset.

Læge Jensen:

Thomas Larsen talte ivrigt for en ny grundlov, som er aldeles overflødig, den gamle grundlov er god nok. Og med synlig interesse talte han om de unges valgret, som er unyttig, ja skadelig. Hvad skal vi med den? 

Den karl, der skal have et strikket tørklæde to gange om halsen, når han skal i marken, og tylles med hyldebærthe, når han kommer hjem om aftenen, - skal han have valgret? Og den pige, som ikke kan sprede et hak møj, malke en ko eller stoppe sine egne strømper, skal hun have valgret, de skulle have noget andet!

 

Provst Jensen frydede sig over sin "åbne pande", men det er ikke afgørende. Det kommer an på, om der er noget i panden, og det, havde læge Jensen i dag forstået, var lidt nok, da provsten ville misrøgte fædrelandets forsvar, ja endog gå til afrustning.

Provsten:

Læge Jensen skal ikke være bekymret over min lomme pande. Kan De huske, læge Jensen, at vi på kollegiet satte en præmie på 10 kr til den af os, der kunne løse en vanskelig matematisk opgave. Det magtede De ikke, jeg vandt præmien. 

(Lægen: Det skulle vel ikke være så vanskeligt, når De havde facitbogen). Nej, sagen er, at læge Jensen skulle passe på sin egen pande, thi det snurrer i den som hjulene på hans gig, når han kører ud på sygebesøg.

 

Læge Jensen blev meget vred over denne hentydning til sin lægevirksomhed og forlod mødet, der fik et efterspil, idet læge Jensen sendte en klage til biskoppen og krævede provst Jensen stillet for en provsteret. Biskoppen formanede indtrængende parterne til at forliges, hvilket også skete derved, at Thomas Larsen blev indviet i sagen og bevægede lægen til at nøjes med, at provsten gav ham en undskyldning.

 

Efter at have afhændet sin lægebolig i juni 1913 flyttede N. Math. Jensen til Høngårdsvej nr. 1, hvorfra han praktiserede de sidste syv år i Østervrå. Igennem årene blev læge Jensen respekteret for sin dygtighed og for sin medmenneskelighed. Han kom hos høj og lav, og i særlige tilfælde undlod han af og til at tage honorar hos mindrebemidlede, og hvor nøden var størst kunne han endog tage portemonnæen frem og give en lille skilling til hjælp. Dengang havde man ikke nutidens sociale sikkerhedsnet.

 

Onsdag den 28. april kunne man i Østervraa Avis læse følgende to bekendtgørelser:

Fra 1. Maj ophører jeg som læge i Østervraa. Under intetsomhelst paaskud kan derefter nogen søge min Tjeneste i noget lægeligt Spørgsmål. Mine Instrumenter bliver bortsendte, og jeg vil staa her ganske uden Hjælpemidler endog til særlig Nødtjeneste. Selv gratis Vejledning uden Behandling, Receptskriveri o.s.v. vil blive Kontraktbrud i Forhold til min Efterfølger. April Måned har jeg ingen Telefon.

Læge N. Math. Jensen.

 

 

 

Læge Sørensen

 

Taars, overtager til 1. Maj Læge Jensens Praksis i Østervraa. 

Bopæl: foreløbig Apoteket.

 

Som 56 årig flyttede Niels Mathias Jensen så i maj 1920 til Byrum på Læsø for at blive læge der. Ved sin fraflytning blev han hædret med adresser fra sogneråd og befolkning, samt en større pengegave. På Læsø blev han ejer af Klitgården, hvor han boede, til han i 1930 ophørte som læge og flyttede til Trustrup på Djursland. Der boede han til sin død den 6. oktober 1933.

 

I folketællingslisten l. februar 1901 oplyses det, at lægefamilien havde tre børn.

 

Adoptivbarnet Anny Agnes Firling Jensen, f. 10.05.91 i København (kom til Østervrå i 1894, altså før lægens giftermål).

 

Jens Buhl Jensen f. 05.o7.98 i Torslev sogn

Else Buhl Jensen f. 21.12.99  -      -      -

Den yngste søn Dres, som følgende avisartikel handler om, var endnu ikke født.

 

I 40erne kunne man i Vendsyssel Tidende læse følgende artikel:

 

Lægesønnen fra Østervraa, der blev stor forretningsmand i USA.

Artiklen fortæller kort om faderen Niels Mathias Jensen, hvis børn blev spredt over hele jordkloden, og derefter fortsættes:

Datteren er kgl. translatør Else Tryde, som for tiden bor i København. Hun har levet på Java i mangfoldige år, og hendes mand opholder sig derude endnu og er undsluppet først japanernes og nu sidst de indfødtes fangenskab. Fru Tryde er lige vendt hjem fra et 3 måneders besøg i USA. og har fra S/S "Maine" sendt os nedenstående artikel om hjemmet i Østervrå og om broderen Dres' skæbne, der utvivlsomt vil interessere alle, som har kendt den særprægede vendsyssellæge og hans familie.

Omkring 1900 fødtes i Østervrå en dreng, der fik navnet "Dres" med tilnavnet "Doktor", fordi han var søn af lægen Niels Mathias Jensen. Han voksede op under streng kontrol. Der skulle læses og arbejdes, og alle i hjemmet vidste, at man måtte gøre, hvad der blev sagt. Kun Dres gjorde det ikke. Han ville hellere boltre sig som røver i Høngårds plantage eller Smedegårds krat, hvor man holdt til, når der skulle gøres udfald mod de små piger, der her havde deres badeplads i åen, og så tog han hellere den omgang klø, der medfulgte. Om aftenen, når gråden og dagens sorger var stilnet, tog hans far fat med hårrejsende eventyr om fremmede lande.

 

Vi var tre, og efter fortjeneste fik vi lov at vælge, om det skulle være en pige-, nisse- eller røverhistorie. Lampen blev skruet ned, røgen fra fars pibe bølgede frem og tilbage. Far lukkede øjnene og boltrede sig i tankerne i fremmede lande, beskrev farver, stemninger og karakterer så fantastisk levende og vakte derved en generende udlængsel i børnenes sind. Han tog intet hensyn til den lille dreng, men forklarede og beskrev og levede sit eget indre ud i alle sine handlinger.

 

Som årene gik, blev kravene større til Dres, der bestemt ikke havde i sinde at efterkomme noget som helst. Et intenst had voksede stille og roligt ved hver bebrejdelse og forklaring, han fik om, at han ikke kunne blive til noget, hvis han ikke læste og lærte som sine søskende. Han havde en vilje af stål, var stærk som en bryder, og havde en voldsomt udviklet fantasi og mandens instinkt som forsvarer af det svage køn, men kun 14 år gammel, uden den nødvendige ballast af lærdom, fulgte han eventyrets røst, tog hyre på skonnerten "Elisabeth" af Thurø for nogle få år senere at gå fra borde i New York med nogle få hundrede dollars på lommen. Det så temmelig håbløst ud, men han havde mod. Efter flere job opdagede han en dag et smalt sted på Eriesøen, hvor arbejderne gerne ville frem og tilbage. Her startede han så, først med en lille robåd. Han roede og sled og satte folk over, fik sig en gammel træhytte på en lille ø i søen, hvor han kunne bo billigt. Han var ganske alene, men fik en nat besøg af en stor, rød hankat, der blodig og forvildet efter et natligt slagsmål tyede ind til ham. Den blev hans trofaste ven, og de tilbragte mange strenge vintre sammen i træhytten, hvor de, for at ørerne ikke skulle fryse af, måtte lave hule af madrasser og dynen i sengen.

Han tjente godt under alle sine strabadser, satte så en motor i en lidt større båd og udvidede færgefarten, fik nogle hjælpere og lagde en hel del penge til side. Startede ind imellem en lille forretning med olie, farver og andre fornødenheder for sømænd. Først da denne forretning lå forankret i sig selv, opgav han færgefarten og øen og udvidede så forretningen ved at åbne en ny butik i en anden bydel og fik nye artikler at forhandle.

Årene gik, 26 lange år. Forretningslivets konjunkturer gik op og ned, men han holdt fast og arbejdede, og forretningerne ligger endnu, hvor de blev opført, gamle og velkendte. Han tænkte tit på Østervrå og på, hvor meget lettere det ville have været med udregningerne, hvis han havde villet lære noget.

 

Der på Jefferson's Avenue stod vi da den 26. juli 1946 efter ikke at have set hinanden i 26 år. Øjnene var store som dengang, tåren viste sig igen, han var tung og svær, men ellers fuldkommen som da han var dreng i Østervrå. Der var lager alle vegne. Tapetrullerne fyldte alt fra kælder til kvist. Han selv skulle lige bare have plads til sin køje. Vi stod midt i tapetruller. Ekspedienter var travlt optagne, nye ordrer kom ind. Spørgsmålene fløj frem og tilbage: Hvor er Tot? (Isenkræmmer Diderichsens søn). Er Margrethe Høngård gift? Husker du ... Har du set... Men forretningen kaldte snart igen, små 50.000 kr.s salg i de dage var ikke noget særligt. Sæsonen var inde, og tapet er meget moderne i Amerika i dag.

Næste morgen kørte vi ud i staten Pensylvania til Rochester, Lockport og Smetsport. Helt over til New York og ned til Pittsburg sælger han ... Om ca tre år, altså 30 år efter, skal han for første gang hjem til Østervrå. Tegningen af hans egen båd har ligget parat gennem årene. Krigen har standset påbegyndelsen, men nu skal det altså være. Båden skal være hans fremtidige hjem efter at have bragt ham til Danmark.

 

 

 

Østervrå.

 

(Uddrag af en art. i V. T. den 12. feb. 1956).

 

Oprindelig hed byen Vrå, og dens tilblivelse ligger langt tilbage i tiden. I 1870 fandtes her kun et lille landsbysamfund i dalen omkring Bybækken kort før dens udløb i Voer Å. Nordvest for bækken lå følgende gårde:

 

Den nu nedrevne gård Øster Nordenbæk på hjørnegrunden Primulavej/Strømgade, hvor Top Ti nu har sin plads.

Vester Nordenbæk (tidligere Vinkelvej, nu Nellikevej 14). Det gamle stuehus ligger stadig på grunden - dog ikke helt i sin oprindelige længde.

 

Nørre Gyden i hvis sted Ole Jensen opførte Vestergård.

Sønder Gyden, hvis stuehus stadig eksisterer (Mimosevej 10).

På den anden side af bækken var der Mellergård, Øster Søndergård (Industrivej 5) og Vester Søndergård, der lå på parkeringspladsen ved Storkøb. I den sidste var der kro og høkerforretning. Endelig var der skolen og et enkelt hus, som forlængst er revet ned. Skolen lå bag den nuværende genbrugsforretnmg omtrent på den senere markedsplads. Her var også byens gadekær op mod den gamle landevej til Hjørring, der gik lige syd om de to Søndergårde (nu Søndergårdsvej), ned over Vrågårds eng og op over hedebakkeme, der omsluttede byen i vest og nord. Østpå førtes alfarvejen Hjørring-Sæby over Riis i nærheden af Torslev og videre til Tamstrup, hvorfra den omtrent havde samme placering som den nuværende landevej. Af andre forbindelsesveje til omverdenen var der vejen til hovedgården Ormholt og Try samt Jerslevvejen.

 

I byens omegn var der kun få gårde og enkelte uanselige huse vestpå i hedebakkerne, så der var egentlig ikke meget, der talte for, at der her skulle vokse en handelsplads af en vis betydning frem. Når dette alligevel blev tilfældet, skyldtes det sikkert først og fremmest den storstilede hedeopdyrkning, der fandt sted på denne egn - nye gårde og husmandsbrug opstod, byens opland voksede, og den udvikling af landbrugserhvervet, der satte ind i slutningen af forrige århundrede, gav øgede muligheder for handel og håndværk. Og dertil kom, at de trafikale forhold forbedredes. Den nuværende Hjørring-Sæby Landevej - chausséen - som den blev kaldt, anlagdes først i 70'eme. Samtidig byggedes det ældste af byens nuværende huse (Vestergade 3, nu Hjørringvej 445), og her indrettedes farveri; senere drev købmand Lassen forretning i denne ejendom. Dette var den første beskedne begyndelse.

 

 

 

Gang i udviklingen.

 

Først midt i 80'eme kom der for alvor gang i udviklingen, i 1884 blev den nye store krobygning rejst - af den gamle kroejer, Emanuel Olsen, V. Søndergård. Året efter fik byen posthus med daglig postvognsforbindelse med Hjørring; hidtil havde selve byen i postal henseende hørt under Sæby, mens f.eks. Vrågård og i øvrigt den sydlige del af sognet hørte under Flauenskjold Posthus. Posthuset fik foreløbig lokaler i kroen, først i, 1893 rejstes egen bygning (Vestergade 20, nu Hjørringvej 464), og i 1891 begyndte den daglige postombæring til hver enkelt husstand.

 

Fortsættelse følger.