Spejlet No 4  december 1995

 

Østervrå Avis

Torsdag den 11. september 1924.

Et frygteligt uvejr.

Rækholt jævnet med jorden.

 

Tirsdag eftermiddag drog et uvejr så voldsomt, som vi heldigvis herhjemme sjældent er udsat for, hen over Østervrå egnen. Uvejret begyndte med regn og torden samt på sine steder et meget voldsomt haglvejr, der piskede sæden hen ad jorden. Ved 4 -5 tiden om eftermiddagen drog en meget stor skypumpe hen over egnen.

 

Efter at have lavet en del mindre ravage et par steder, ved at lave folk kighuller i tagene, kom den til Agerdal, tilhørende Søren Christensen. Her ødelagde den fuldstændigt rosen på vindmotoren, vippede taget på laden 5-6 tommer til siden, hvad der selvfølgelig gik  ud over muren, lavede huller i taget på stuehuset og tog samtidig et par fag vinduer med, samt væltede fuldstændig kostalden og tog en del af taget m. m. med sig ca. 150 m bort. En gris blev slået ihjel ,og en kvie var så forslået, at den måtte slagtes. Selv en cementmur omkring møddingen, ca. 10 tommer bred og 1 alen høj, måtte bøje sig for de stærke naturkræfters spil, og var revnet flere steder, ligesom flere træer var rykket op med rode.

 

Herfra drog skypumpen til Rækholt, som den jævnede fuldstændigt med jorden. Ejeren Chr. Albertsen var ikke hjemme, men konen samt 4 af børnene opholdt sig inde i stuen, mens et femte var ude i laden efter tørv. Lige i løbet af et nu var det hele væltet omkring, og konen og børnene blev delvis begravet under ruinerne. Konen kom først fri af sten og murbrokker og begyndte at se efter børnene, som hun også snart fik halet frem, og det vidunderlige var sket, at ud over nogle få skrammer var de aldeles uskadte.

Konen troede i det øjeblik, huset væltede, at det var forbi med dem alle og udtalte selv, at det var et helt vidunder, at de slap 

derfra med livet.

 

Køer og svin var tildels begravet under ruinerne, men tililende folk fik dog disse befriet med undtagelse af en ko, der måtte slås ned.

 

Efter en times forløb kom ejeren hjem i bil, og det var jo absolut ikke et lystigt syn, der mødte ham, at se sit hjem så fuldstændigt ødelagt, men noget af det første, han sagde, var det: "Det er alligevel godt, at alle slap fra det med livet". 

Det var et mærkeligt syn, f.eks. at se et stueur kastet ud i gården. Perpendiklen var revet af, men glasset var helt. Skorstenspiben lå et godt stykke henne på marken og 2-300 m henne lå en stor del af taget; at det meste af indboet var smadret siger jo sig selv.

 

Der vil nok af de skadelidte blive sendt et andragende til staten om hjælp, for det kan vel næppe tænkes, at der ikke på en eller anden måde kan fås hjælp , når en sådan katastrofe indtræffer.

 

KB

 

 

 

(Uddrag af en artikel i Frederikshavns Socialdemokrat den 5. maj 1942).

 

Stauning besøger Østervrå.

I 1924 skulle Stauning tale ved et møde i Frederikshavn. Han forlod aftenen forud København med dampskib til Ålborg, men i nattens løb blæste det op til storm, og skibet kunne ikke nå til bestemmelsesstedet før hen på eftermiddagen, da toget nordpå var gået. Stauning sendte da et radiotelegram til den, der skriver disse linjer, om med en bil at hente ham i Ålborg. En chauffør blev hyret, og da han fik at vide, at det var statsministeren, han skulle befordre, satte han farten op, uden at han blev tilskyndet dertil. Han nåede da også at være på kajen, inden damperen lagde til, og fik Stauning i bilen. Med damperen havde tillige været skrædder Christensens datter fra Østervrå (en søster til Vald. P. Christensen), og faderen havde telefonisk anmodet, om ikke hans datter kunne komme med i bilen, da hun ellers ikke kunne få forbindelse til hjemmet den dag. Vi forelagde Stauning problemet, og naturligvis gav han omgående tilladelse til, at den unge pige måtte køre med, og at vi skulle lægge turen om ad Østervrå.

Ankommet hertil bød fru Christensen statsministeren på eftermiddagskaffe, og han modtog indbydelsen til sammen med chaufføren og os at nyde kaffen i fru Christensens hyggelige stue.

 

Men nu skete der noget morsomt. På den modsatte side af vejen var der på Hotellet hoppekåring, og der var ikke så få landmænd til stede. Dette, at statsministeren var til eftermiddagskaffe hos skrædderen, gik som en løbeild gennem de forsamlede, og lidt efter lidt rykkede så en, så en anden forsigtigt frem og kiggede for at fastslå, om det nu passede. Enkelte var endda så tæt på, at de var lige ved at sætte næsen på ruden. Det morede Stauning, og da vi senere tog plads i bilen, sagde han: "De ville se giraffen"!

Fra skrædder Christensen gik turen ud til et par gårde i nærheden, hvor en skypumpe et par dage i forvejen havde ødelagt bygningerne. Stauning beså skaden og var senere virksom for, at der ydedes hjælp til de skadelidte.

 

K.B.

 

 

(Fortsat fra sidste nummer)

 

Østervrå

- en by og en forening.

 

Østervrå Håndværker- og Borgerforening blev stiftet den 14. februar 1906.

 

 

I anledning af 50 års jubilæet fortælles

her træk af byens og foreningens historie.

 

(Uddrag af en art. i V.T. den 12. feb. 1956).

 

Der oprettedes købmandsforretning i kroens vestre ende, købmand C. M. Aabel etablerede sig i 1891, og det ser ud til, at man ikke længere kunne klare sig med de hjemmetilvirkede stoffer, vadmel og lærred, idet frk. Carlsen i Mellergaard åbnede en forretning med "kulørte bånd og finere stoffer", som det hedder i gamle beretninger. Dette var for øvrigt den første begyndelse til Jens Jensens manufakturforretning (senest Jørgen Baier Jensen og nu døgnbutik).

 

I en halv snes år omkring århundredskiftet blev denne butik drevet af Line Højbjerre, gift med tidligere postvognskører og hotelforpagter Niels Højbjerre. Derefter havde Henrik Nielsen forretningen i ca. 25 år, før den blev overtaget af Jens Jensen.

 

I 1892 fik byen læge (N. Math. Jensen) og i 1893 dyrlæge (Herskind).

 

I denne periode voksede byen støt, og i slutningen af 90'eme blev mejeriet bygget, hvad der i høj grad var et plus for byens næringsdrivende.

 

Et andet spørgsmål optog beboerne stærkt på denne tid: rejsningen af en kirke i denne ende af sognet, og efter et stort forarbejde og megen strid om beliggenheden blev kirken bygget et stykke uden for byen i året 1901.

 

Nogle år i forvejen havde baptisterne, der havde ret stor tilslutning her på egnen, rejst et menighedshus på Ormholtvej, det nuværende Erantisvej 2, Østervrå. I nordmuren ses stadig spor efter den gamle rundbuede indgangsdør. Dette hus blev baptisternes første kirke i Østervrå.

 

Drømmen om jernbaneknudepunkt.

 

Et interessant kapitel i Østervrå bys historie er jernbanerne.

Omkring århundredskiftet og langt ind i dette århundrede oprettedes landet over den ene privatbane efter den anden, Enhver rigsdagsmand med respekt for sig selv måtte skaffe sin kreds en bane. Også Vendsyssel var med i dette kapløb, og Østervrå var nærmest et brændpunkt, idet følgende banelinjer var projekterede: Hjørring - Hørby, Vodskov - Østervrå, Brønderslev - Østervrå, Østervrå - Frederikshavn. Man drømte store drømme om at blive det største jernbaneknudepunkt i Vendsyssel og dermed sikret en strålende fremtid. Som bekendt blev kun Hørbybanen og Vodskovbanen gennemført, henholdsvis 1913 og 1924, og herligheden varede kun kort tid, ca. 4o år, men disse baner og baneplaner fik dog meget stor betydning for byens vækst i de følgende år.

 

 

 

At fremme, oplyse og danne.

 

Næsten alle brancher inden for handel og håndværk var efterhånden repræsenteret. I 1905 kom telefoncentralen, i 1906 erstattedes den gamle skole med en efter forholdene stor og moderne kommuneskole, der rejstes lidt uden for byen på Jerslevvejen (den senere Skolegade og nuværende Vrængmosevej).

 

Byen havde på denne tid nået en vis størrelse - vel op imod 200 indbyggere - og byens foregangsmænd med købmand Wacher i spidsen fandt, at det var på tide, man fik en forening, der kunne varetage næringslivets fælles interesser. Den 14. februar 1906 stiftedes derfor Østervrå Håndværker- og Borgerforening med følgende bestyrelse: købmand Nicolai Wacher (formand), lærer S. Nielsen (næstformand), smedemester N. Sigtenborg (kasserer), urmager A. Albrechtsen og Chr. Andreasen.

 

Medlemstallet var det første år på 36, deraf 22 fra selve byen, og foreningen har lige fra starten kunnet tælle en del landboere mellem sine medlemmer. Lige fra de allerførste dage har foreningens skiftende bestyrelser, måske ikke altid med lige stort held, men med flid og interesse arbejdet for at opfylde formålsparagraffen, der bød: "at fremme alt, hvad der tjener håndværksdriften og borgerstandens tarv, ligesom også at udbrede almengavnlig oplysning og dannelse blandt foreningens medlemmer.

 

 

 

Milepæle i udviklingen.

 

Den store tekniske udvikling, dette århundrede har bragt, har også i rigt mål sat sine spor. Af milepæle i denne udvikling må nævnes elektricitetsværkets rejsning i 1913, et fremskridt, som det nuværende slægtled savner forudsætning for faldt ud at vurdere.

 

I efteråret 1913 åbnedes Hørbybanen, byen blev stationsby, og der begyndte straks en spekulation i byggegrunde, store beløb tjentes, og i de følgende år opførtes en mængde nye bygninger. Endnu mere fart kom der over det hele, da Vodskovbanen og Frederikshavnbanen blev vedtaget.

I 1914 fik apoteker M. S. Hansen bevilling til at flytte sit apotek i Flauenskjold til Østervrå. Sæby Bank åbnede filial herude, forretningernes antal forøgedes med rivende hast, og hotelejer Christensen lavede kroen om til et moderne hotel med stor teatersal. I 1917 rejstes Østervrå Realskole, samme år fik Indre Missions Samfund sit eget hus, og i 1919 indviedes den nye baptistkirke.

 

På samme tid fik man rivestation under kartoffelmelfabrikken i Dybvad, men denne virksomhed viste sig hurtigt at være et problematisk aktiv, idet selskabet efter få års forløb måtte standse med et stort underskud, der i 20'emes nedgangstider sved hårdt til andelshaverne.

 

Kroen blev til afholdshotel.

Byen fik fuldt ud del i den pengerigelighed, der landet over gjorde sig gældende under den første verdenskrig. En stor kreds af hestehandlere og ejendomshandlere samledes her - navnlig på kroen, hvor handelen gik, mens brændevinen flød, og anselige beløb vandtes og tabtes i det såkaldte "lydløse kortspil". Bølgerne gik højt, og for mange endte denne tid med økonomisk ruin. En stor del af befolkningen anført af egnens mange afholdsforeninger gav med mere eller mindre ret spiritusudskænkningen skylden for dette forhold. Da hotelejeren i 1919 skulle have bevillingen fornyet, forlangtes en kommuneafstemning, som gav til resultat, at spiritusbevillingen blev nedstemt med stort flertal.

En kreds af afholdsfolk tog konsekvensen heraf, idet man dannede et konsortium, der købte kroen for at drive den videre, besjælet af ønsket om at skabe et mere roligt og sobert samlingssted for egnens befolkning. Man har senere gang på gang forsøgt at få spiritusbevilling igen, men hver gang uden resultat.

I 1934 gjorde der sig det særlige forhold gældende, at ansøgningen kom fra de selv samme afholdsfolk, der siden 1919 havde ejet afholdshotellet. Der kom megen polemik ud af denne sag, og der faldt hårde udtalelser på lokale møder. Østervrå figurerede i store overskrifter i de fleste af landets aviser, men der var nu ikke så megen grund til at angribe konsortiet. Afholdshotellet havde nemlig givet voksende underskud og var i de dårlige tider blevet en urimelig hård økonomisk belastning for de få tilbageblevne interessenter. Et forsøg på at skaffe økonomisk støtte fra videre kredse var mislykkedes, og den udtalelse, man motiverede ansøgningen med, lader sig vanskeligt imødegå: "Af hensyn til ædrueligheden finder vi nu ingen betænkeligheder ved at søge bevilling, da tiden nu er forandret meget, og tilsvarende ændringer andre steder i flere tilfælde har vist sig heldige".

Sagen strandede i handelsministeriet, der mod vanlig praksis nægtede at godkende amtsrådets vedtagelse af spiritusbevilling til hotellet, hvilket vel navnlig skyldtes energiske henvendelser fra stedlig indflydelsesrig side.

 

 

 

Chancerne udnyttet.

 

I 1920 gennemførte byen en stor erhvervsudstilling med den nystiftede Håndværkerklub og Håndværker- og Borgerforeningen som arrangører. Denne udstilling havde overordentlig stor reklamemæssig værdi for byen og gav så stort et overskud, at man væsentligst af disse midler kunne rejse et kapel ved Østervrå kirke.

 

I en samtidig turistbrochure for Vendsyssel kan man finde følgende passus om Østervrå: "Østervrå er en by, som med et håndfast tag har grebet fat i konjunkturerne og forstået at udnytte chancerne. I virkeligheden er Østervrå typen på den moderne, hurtigt fremadskridende stationsby".

I maj 1924 åbnedes Vodskovbanen, som kun nåede at blive 25 år gammel, før den nedlagdes i foråret 1950, og kort tid efter fulgte Hørbybanen efter, således at byen ikke længere var stationsby, men måtte klare sig med landevejstrafikken. Som erstatning for de mistede banelinjer er der i de sidste år foretaget betydelige vejanlæg: Langs de gamle banespor bliver den nye Brønderslev - Frederikshavnvej ført gennem byen, og den nye Skævevej med en langt bedre forbindelse til Ålborg er under opførelse, og i selve byen er der foretaget omfattende gadereguleringer, fortovsanlæg og anlæg af parkeringspladser, således at byen de sidste år næsten helt har skiftet udseende.

 

Mange opgaver løst.

 

Den jubilerende forening har i de forløbne 50 år foruden rent selskabelige arrangementer arbejdet med mange opgaver. Man har i den udstrækning, det har været muligt, gjort sin indflydelse gældende for at varetage byens interesser over for institutioner og offentlige myndigheder. Man gjorde sig i 20'eme store anstrengelser for igen at få et posthus til byen, efter at dette var blevet nedlagt ved postmester Madsens bortrejse i 1919, og opnåede tilsagn fra generaldirektoratet om, at det ville blive bygget, så snart de økonomiske forhold tillod det - men derved blev det.

 

Men selv om det ikke lykkedes, kan der dog nævnes adskillige opgaver, som foreningen har løst, bl.a.: gadebelysning i  1908, planering og beplantning af den gamle gadejord og gadekæret i 1910, markeds- og dyrskuepladsen i 1922, gadenavne og opsætning af skilte i 1929, og sidst men ikke mindst byens smukke anlæg, der blev anlagt i den nærmest bundløse sump langs bækkens udløb syd for hovedgaden.

Midlerne hertil skaffede foreningen hovedsagelig ved basarer og indsamlinger. Vedligeholdelsen afholdes af overskud ved de årlige sommerfester, der har været fast tradition siden 1941.

 

I Anlæget er der rejst mindesten for to af foreningens tidligere formænd. i 1941 rejste Torslev sogns beboere et minde for afdøde sognerådsformand M. P. Nielsen som anerkendelse for hans store arbejde i kommunens tjeneste (det var bl.a. hans store fortjeneste, at man fik De Gamles Hjem).

Og i 1953 tog Borgerforeningens bestyrelse initiativet til at få rejst en mindesten for afdøde stationsforstander Vestergård i det anlæg, han mere end nogen anden har æren for.

 

Meget andet kunne nævnes - stort og småt - som foreningen har taget sig af, og der kan ikke herske tvivl om, at Østervrå Håndværker- og Borgerforening gennem de 50 år har vist sin eksistensberettigelse.

 

K.B.

 

 

Østervrå Avis.

Den 5. februar 1920.

 

Dæmningsbrud.

 

På grund af den stærke tø i tirsdags brød vandet hul på dæmningen ved Vrågårds mølle.

 

Et held var det, at der ikke skete videre skade, end der er, idet en befordring tilh. Vald. Svendsen, Skjeme, kom kørende og skulle over broen, da der pludselig åbnede sig et dybt hul kun en alen foran hestene. Men ved at hestene sprang tilbage, undgik de at falde ned i det 3-4 alen dybe hul, hvoraf det ville have meget vanskeligt at få dem op, hvis det i det hele taget kunne lade sig gøre. 

Elektricitetsværket, hvem vedligeholdelsen af dæmningen påhviler, er nu i gang med at udbedre skaden, og i løbet af få dage kan broen antagelig atter passeres. For elektricitetsværket er det ingen billig historie, idet udbedringen af dæmningen vil koste en del, mens vandet i dammen, der jo nu er løbet ud, efter værkførerens skøn repræsenterer en værdi af flere hundrede kroner.

 

K.B.

 

 

Den 23 januar 1914.

 

 

 

Løbskkørsler.

Forleden, da en ældre mand kom kørende fra mejeriet ned ad Kirkebakken, satte hestene i stærk fart. Da det var en høstvogn, havde han intet fodfæste. Vognen væltede, og han forslog sin ene side en del, det meste af mælken spildtes, og en del kolonialvarer blev ødelagt.

 

I fredags da Valdemar Jensen og svigermoder, St. Nedergård, kom kørende ned ad Nejsum bakke, løb vognen på hestene, fordi koblerne var spændt forkert på. Herved blev hestene bange og satte i fart ned ad bakken, og vognen væltede. Valdemar Jensen fik et par ribben slået ind i lungerne og var ellers stærkt forslået. Hans svigermoder fik hovedet stærkt forslået og en sene i hånden revet over. Hestene standsede ikke, før vognen var splintret

 

K. B.

 

 

 

Foreningens nuværende bestyrelse:

 

Vivi Jensen, Høngardsvej 29, tlf. 98951357

Poul Erik Andreasen, Vrængmosevej 22, tlf. 98 95 17 59

Villy Sørensen. Koldbromøllevej 21, tlf. 98 95 81 29

Karen Baier,  Højlundsvej 34. tlf. 98 95 10 02

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02

 

 

 

Man kan læse om foreningens aktiviteter i første halvdel af 1996 under "DET SKER" i Vendsyssel Tidende.

 

Vi mødes hver mandag kl. 19 - 22 i foreningens lokaler på TorsIev Centralskole.

 

 

 

Alle er velkomne.