Spejlet No 4 december 1995
Østervrå
Avis
Torsdag
den 11. september 1924.
Et
frygteligt uvejr.
Rækholt
jævnet med jorden.
Tirsdag eftermiddag drog et uvejr så voldsomt, som vi
heldigvis herhjemme sjældent er udsat for, hen over Østervrå egnen. Uvejret begyndte
med regn og torden samt på sine steder et meget voldsomt haglvejr, der piskede
sæden hen ad jorden. Ved 4 -5 tiden om eftermiddagen drog en meget stor
skypumpe hen over egnen.
Efter at have lavet en del mindre ravage et par steder, ved
at lave folk kighuller i tagene, kom den til Agerdal, tilhørende Søren
Christensen. Her ødelagde den fuldstændigt rosen på vindmotoren, vippede taget
på laden 5-6 tommer til siden, hvad der selvfølgelig gik ud over muren, lavede huller i taget på
stuehuset og tog samtidig et par fag vinduer med, samt væltede fuldstændig
kostalden og tog en del af taget m. m. med sig ca. 150 m bort. En gris blev
slået ihjel ,og en kvie var så forslået, at den måtte slagtes. Selv en
cementmur omkring møddingen, ca. 10 tommer bred og 1 alen høj, måtte bøje sig
for de stærke naturkræfters spil, og var revnet flere steder, ligesom flere
træer var rykket op med rode.
Herfra drog skypumpen til Rækholt, som den jævnede
fuldstændigt med jorden. Ejeren Chr. Albertsen var ikke hjemme, men konen samt
4 af børnene opholdt sig inde i stuen, mens et femte var ude i laden efter
tørv. Lige i løbet af et nu var det hele væltet omkring, og konen og børnene
blev delvis begravet under ruinerne. Konen kom først fri af sten og murbrokker
og begyndte at se efter børnene, som hun også snart fik halet frem, og det
vidunderlige var sket, at ud over nogle få skrammer var de aldeles uskadte.
Konen troede i det øjeblik, huset væltede, at det var forbi
med dem alle og udtalte selv, at det var et helt vidunder, at de slap
derfra med livet.
Køer og svin var tildels begravet under ruinerne, men
tililende folk fik dog disse befriet med undtagelse af en ko, der måtte slås
ned.
Efter en times forløb kom ejeren hjem i bil, og det var jo
absolut ikke et lystigt syn, der mødte ham, at se sit hjem så fuldstændigt
ødelagt, men noget af det første, han sagde, var det: "Det er alligevel
godt, at alle slap fra det med livet".
Det var et mærkeligt syn, f.eks. at se et stueur kastet ud i
gården. Perpendiklen var revet af, men glasset var helt. Skorstenspiben lå et
godt stykke henne på marken og 2-300 m henne lå en stor del af taget; at det
meste af indboet var smadret siger jo sig selv.
Der vil nok af de skadelidte blive sendt et andragende til
staten om hjælp, for det kan vel næppe tænkes, at der ikke på en eller anden
måde kan fås hjælp , når en sådan katastrofe indtræffer.
KB
(Uddrag af en artikel i Frederikshavns Socialdemokrat den 5.
maj 1942).
Stauning
besøger Østervrå.
I 1924 skulle Stauning tale ved et møde i Frederikshavn. Han
forlod aftenen forud København med dampskib til Ålborg, men i nattens løb
blæste det op til storm, og skibet kunne ikke nå til bestemmelsesstedet før hen
på eftermiddagen, da toget nordpå var gået. Stauning sendte da et radiotelegram
til den, der skriver disse linjer, om med en bil at hente ham i Ålborg. En
chauffør blev hyret, og da han fik at vide, at det var statsministeren, han
skulle befordre, satte han farten op, uden at han blev tilskyndet dertil. Han
nåede da også at være på kajen, inden damperen lagde til, og fik Stauning i
bilen. Med damperen havde tillige været skrædder Christensens datter fra
Østervrå (en søster til Vald. P. Christensen), og faderen havde telefonisk
anmodet, om ikke hans datter kunne komme med i bilen, da hun ellers ikke kunne
få forbindelse til hjemmet den dag. Vi forelagde Stauning problemet, og
naturligvis gav han omgående tilladelse til, at den unge pige måtte køre med,
og at vi skulle lægge turen om ad Østervrå.
Ankommet hertil bød fru Christensen statsministeren på
eftermiddagskaffe, og han modtog indbydelsen til sammen med chaufføren og os at
nyde kaffen i fru Christensens hyggelige stue.
Men nu skete der noget morsomt. På den modsatte side af
vejen var der på Hotellet hoppekåring, og der var ikke så få landmænd til
stede. Dette, at statsministeren var til eftermiddagskaffe hos skrædderen, gik
som en løbeild gennem de forsamlede, og lidt efter lidt rykkede så en, så en
anden forsigtigt frem og kiggede for at fastslå, om det nu passede. Enkelte var
endda så tæt på, at de var lige ved at sætte næsen på ruden. Det morede
Stauning, og da vi senere tog plads i bilen, sagde han: "De ville se
giraffen"!
Fra skrædder Christensen gik turen ud til et par gårde i
nærheden, hvor en skypumpe et par dage i forvejen havde ødelagt bygningerne.
Stauning beså skaden og var senere virksom for, at der ydedes hjælp til de
skadelidte.
K.B.
(Fortsat
fra sidste nummer)
Østervrå
- en by og
en forening.
Østervrå
Håndværker- og Borgerforening blev stiftet den 14. februar 1906.
her træk
af byens og foreningens historie.
(Uddrag af
en art. i V.T. den 12. feb. 1956).
Der oprettedes købmandsforretning i kroens vestre ende,
købmand C. M. Aabel etablerede sig i 1891, og det ser ud til, at man ikke
længere kunne klare sig med de hjemmetilvirkede stoffer, vadmel og lærred, idet
frk. Carlsen i Mellergaard åbnede en forretning med "kulørte bånd og
finere stoffer", som det hedder i gamle beretninger. Dette var for øvrigt
den første begyndelse til Jens Jensens manufakturforretning (senest Jørgen
Baier Jensen og nu døgnbutik).
I en halv snes år omkring århundredskiftet blev denne butik
drevet af Line Højbjerre, gift med tidligere postvognskører og hotelforpagter
Niels Højbjerre. Derefter havde Henrik Nielsen forretningen i ca. 25 år, før
den blev overtaget af Jens Jensen.
I 1892 fik byen læge (N. Math. Jensen) og i 1893 dyrlæge
(Herskind).
I denne periode voksede byen støt, og i slutningen af 90'eme
blev mejeriet bygget, hvad der i høj grad var et plus for byens
næringsdrivende.
Et andet spørgsmål optog beboerne stærkt på denne tid:
rejsningen af en kirke i denne ende af sognet, og efter et stort forarbejde og
megen strid om beliggenheden blev kirken bygget et stykke uden for byen i året
1901.
Nogle år i forvejen havde baptisterne, der havde ret stor
tilslutning her på egnen, rejst et menighedshus på Ormholtvej, det nuværende
Erantisvej 2, Østervrå. I nordmuren ses stadig spor efter den gamle rundbuede
indgangsdør. Dette hus blev baptisternes første kirke i Østervrå.
Drømmen om
jernbaneknudepunkt.
Et interessant kapitel i Østervrå bys historie er
jernbanerne.
Omkring århundredskiftet og langt ind i dette århundrede
oprettedes landet over den ene privatbane efter den anden, Enhver rigsdagsmand
med respekt for sig selv måtte skaffe sin kreds en bane. Også Vendsyssel var
med i dette kapløb, og Østervrå var nærmest et brændpunkt, idet følgende
banelinjer var projekterede: Hjørring - Hørby, Vodskov - Østervrå, Brønderslev
- Østervrå, Østervrå - Frederikshavn. Man drømte store drømme om at blive det
største jernbaneknudepunkt i Vendsyssel og dermed sikret en strålende fremtid.
Som bekendt blev kun Hørbybanen og Vodskovbanen gennemført, henholdsvis 1913 og
1924, og herligheden varede kun kort tid, ca. 4o år, men disse baner og
baneplaner fik dog meget stor betydning for byens vækst i de følgende år.
At fremme,
oplyse og danne.
Næsten alle brancher inden for handel og håndværk var
efterhånden repræsenteret. I 1905 kom telefoncentralen, i 1906 erstattedes den
gamle skole med en efter forholdene stor og moderne kommuneskole, der rejstes
lidt uden for byen på Jerslevvejen (den senere Skolegade og nuværende
Vrængmosevej).
Byen havde på denne tid nået en vis størrelse - vel op imod
200 indbyggere - og byens foregangsmænd med købmand Wacher i spidsen fandt, at
det var på tide, man fik en forening, der kunne varetage næringslivets fælles
interesser. Den 14. februar 1906 stiftedes derfor Østervrå Håndværker- og
Borgerforening med følgende bestyrelse: købmand Nicolai Wacher (formand), lærer
S. Nielsen (næstformand), smedemester N. Sigtenborg (kasserer), urmager A.
Albrechtsen og Chr. Andreasen.
Medlemstallet var det første år på 36, deraf 22 fra selve
byen, og foreningen har lige fra starten kunnet tælle en del landboere mellem
sine medlemmer. Lige fra de allerførste dage har foreningens skiftende
bestyrelser, måske ikke altid med lige stort held, men med flid og interesse
arbejdet for at opfylde formålsparagraffen, der bød: "at fremme alt, hvad
der tjener håndværksdriften og borgerstandens tarv, ligesom også at udbrede
almengavnlig oplysning og dannelse blandt foreningens medlemmer.
Milepæle i
udviklingen.
Den store tekniske udvikling, dette århundrede har bragt,
har også i rigt mål sat sine spor. Af milepæle i denne udvikling må nævnes
elektricitetsværkets rejsning i 1913, et fremskridt, som det nuværende slægtled
savner forudsætning for faldt ud at vurdere.
I efteråret 1913 åbnedes Hørbybanen, byen blev stationsby,
og der begyndte straks en spekulation i byggegrunde, store beløb tjentes, og i
de følgende år opførtes en mængde nye bygninger. Endnu mere fart kom der over
det hele, da Vodskovbanen og Frederikshavnbanen blev vedtaget.
I 1914 fik apoteker M. S. Hansen bevilling til at flytte sit
apotek i Flauenskjold til Østervrå. Sæby Bank åbnede filial herude,
forretningernes antal forøgedes med rivende hast, og hotelejer Christensen
lavede kroen om til et moderne hotel med stor teatersal. I 1917 rejstes
Østervrå Realskole, samme år fik Indre Missions Samfund sit eget hus, og i 1919
indviedes den nye baptistkirke.
På samme tid fik man rivestation under kartoffelmelfabrikken
i Dybvad, men denne virksomhed viste sig hurtigt at være et problematisk aktiv,
idet selskabet efter få års forløb måtte standse med et stort underskud, der i
20'emes nedgangstider sved hårdt til andelshaverne.
Kroen blev
til afholdshotel.
Byen fik fuldt ud del i den pengerigelighed, der landet over
gjorde sig gældende under den første verdenskrig. En stor kreds af
hestehandlere og ejendomshandlere samledes her - navnlig på kroen, hvor
handelen gik, mens brændevinen flød, og anselige beløb vandtes og tabtes i det
såkaldte "lydløse kortspil". Bølgerne gik højt, og for mange endte
denne tid med økonomisk ruin. En stor del af befolkningen anført af egnens
mange afholdsforeninger gav med mere eller mindre ret spiritusudskænkningen
skylden for dette forhold. Da hotelejeren i 1919 skulle have bevillingen
fornyet, forlangtes en kommuneafstemning, som gav til resultat, at
spiritusbevillingen blev nedstemt med stort flertal.
En kreds af afholdsfolk tog konsekvensen heraf, idet man
dannede et konsortium, der købte kroen for at drive den videre, besjælet af
ønsket om at skabe et mere roligt og sobert samlingssted for egnens befolkning.
Man har senere gang på gang forsøgt at få spiritusbevilling igen, men hver gang
uden resultat.
I 1934 gjorde der sig det særlige forhold gældende, at
ansøgningen kom fra de selv samme afholdsfolk, der siden 1919 havde ejet
afholdshotellet. Der kom megen polemik ud af denne sag, og der faldt hårde
udtalelser på lokale møder. Østervrå figurerede i store overskrifter i de
fleste af landets aviser, men der var nu ikke så megen grund til at angribe
konsortiet. Afholdshotellet havde nemlig givet voksende underskud og var i de
dårlige tider blevet en urimelig hård økonomisk belastning for de få
tilbageblevne interessenter. Et forsøg på at skaffe økonomisk støtte fra videre
kredse var mislykkedes, og den udtalelse, man motiverede ansøgningen med, lader
sig vanskeligt imødegå: "Af hensyn til ædrueligheden finder vi nu ingen
betænkeligheder ved at søge bevilling, da tiden nu er forandret meget, og
tilsvarende ændringer andre steder i flere tilfælde har vist sig heldige".
Sagen strandede i handelsministeriet, der mod vanlig praksis
nægtede at godkende amtsrådets vedtagelse af spiritusbevilling til hotellet,
hvilket vel navnlig skyldtes energiske henvendelser fra stedlig indflydelsesrig
side.
Chancerne
udnyttet.
I 1920 gennemførte byen en stor erhvervsudstilling med den
nystiftede Håndværkerklub og Håndværker- og Borgerforeningen som arrangører.
Denne udstilling havde overordentlig stor reklamemæssig værdi for byen og gav
så stort et overskud, at man væsentligst af disse midler kunne rejse et kapel
ved Østervrå kirke.
I en samtidig turistbrochure for Vendsyssel kan man finde
følgende passus om Østervrå: "Østervrå er en by, som med et håndfast tag
har grebet fat i konjunkturerne og forstået at udnytte chancerne. I
virkeligheden er Østervrå typen på den moderne, hurtigt fremadskridende stationsby".
I maj 1924 åbnedes Vodskovbanen, som kun nåede at blive 25
år gammel, før den nedlagdes i foråret 1950, og kort tid efter fulgte
Hørbybanen efter, således at byen ikke længere var stationsby, men måtte klare
sig med landevejstrafikken. Som erstatning for de mistede banelinjer er der i
de sidste år foretaget betydelige vejanlæg: Langs de gamle banespor bliver den
nye Brønderslev - Frederikshavnvej ført gennem byen, og den nye Skævevej med en
langt bedre forbindelse til Ålborg er under opførelse, og i selve byen er der
foretaget omfattende gadereguleringer, fortovsanlæg og anlæg af
parkeringspladser, således at byen de sidste år næsten helt har skiftet
udseende.
Mange
opgaver løst.
Den jubilerende forening har i de forløbne 50 år foruden
rent selskabelige arrangementer arbejdet med mange opgaver. Man har i den
udstrækning, det har været muligt, gjort sin indflydelse gældende for at
varetage byens interesser over for institutioner og offentlige myndigheder. Man
gjorde sig i 20'eme store anstrengelser for igen at få et posthus til byen,
efter at dette var blevet nedlagt ved postmester Madsens bortrejse i 1919, og
opnåede tilsagn fra generaldirektoratet om, at det ville blive bygget, så snart
de økonomiske forhold tillod det - men derved blev det.
Men selv om det ikke lykkedes, kan der dog nævnes adskillige
opgaver, som foreningen har løst, bl.a.: gadebelysning i 1908, planering og beplantning af den gamle
gadejord og gadekæret i 1910, markeds- og dyrskuepladsen i 1922, gadenavne og
opsætning af skilte i 1929, og sidst men ikke mindst byens smukke anlæg, der
blev anlagt i den nærmest bundløse sump langs bækkens udløb syd for hovedgaden.
Midlerne hertil skaffede foreningen hovedsagelig ved basarer
og indsamlinger. Vedligeholdelsen afholdes af overskud ved de årlige
sommerfester, der har været fast tradition siden 1941.
I Anlæget er der rejst mindesten for to af foreningens
tidligere formænd. i 1941 rejste Torslev sogns beboere et minde for afdøde
sognerådsformand M. P. Nielsen som anerkendelse for hans store arbejde i
kommunens tjeneste (det var bl.a. hans store fortjeneste, at man fik De Gamles
Hjem).
Og i 1953 tog Borgerforeningens bestyrelse initiativet til
at få rejst en mindesten for afdøde stationsforstander Vestergård i det anlæg,
han mere end nogen anden har æren for.
Meget andet kunne nævnes - stort og småt - som foreningen
har taget sig af, og der kan ikke herske tvivl om, at Østervrå Håndværker- og
Borgerforening gennem de 50 år har vist sin eksistensberettigelse.
K.B.
Østervrå
Avis.
Den 5.
februar 1920.
Dæmningsbrud.
På grund af den stærke tø i tirsdags brød vandet hul på
dæmningen ved Vrågårds mølle.
Et held var det, at der ikke skete videre skade, end der er,
idet en befordring tilh. Vald. Svendsen, Skjeme, kom kørende og skulle over
broen, da der pludselig åbnede sig et dybt hul kun en alen foran hestene. Men
ved at hestene sprang tilbage, undgik de at falde ned i det 3-4 alen dybe hul,
hvoraf det ville have meget vanskeligt at få dem op, hvis det i det hele taget
kunne lade sig gøre.
Elektricitetsværket, hvem vedligeholdelsen af dæmningen
påhviler, er nu i gang med at udbedre skaden, og i løbet af få dage kan broen
antagelig atter passeres. For elektricitetsværket er det ingen billig historie,
idet udbedringen af dæmningen vil koste en del, mens vandet i dammen, der jo nu
er løbet ud, efter værkførerens skøn repræsenterer en værdi af flere hundrede
kroner.
K.B.
Den 23
januar 1914.
Løbskkørsler.
Forleden, da en ældre mand kom kørende fra mejeriet ned ad
Kirkebakken, satte hestene i stærk fart. Da det var en høstvogn, havde han
intet fodfæste. Vognen væltede, og han forslog sin ene side en del, det meste
af mælken spildtes, og en del kolonialvarer blev ødelagt.
I fredags da Valdemar Jensen og svigermoder, St. Nedergård,
kom kørende ned ad Nejsum bakke, løb vognen på hestene, fordi koblerne var
spændt forkert på. Herved blev hestene bange og satte i fart ned ad bakken, og
vognen væltede. Valdemar Jensen fik et par ribben slået ind i lungerne og var
ellers stærkt forslået. Hans svigermoder fik hovedet stærkt forslået og en sene
i hånden revet over. Hestene standsede ikke, før vognen var splintret
K. B.
Foreningens nuværende bestyrelse:
Vivi Jensen, Høngardsvej 29, tlf. 98951357
Poul Erik Andreasen, Vrængmosevej 22, tlf. 98 95 17 59
Villy Sørensen. Koldbromøllevej 21, tlf. 98 95 81 29
Karen Baier,
Højlundsvej 34. tlf. 98 95 10 02
Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02
Man kan læse om foreningens aktiviteter i første halvdel af
1996 under "DET SKER" i Vendsyssel Tidende.
Vi mødes hver mandag kl. 19 - 22 i foreningens lokaler på
TorsIev Centralskole.
Alle er velkomne.