+
Sct.
Mathæi Kirke.
Filealkirken
i Østervrå.
I slutningen af forrige århundrede gik der en bevægelse hen
over landet for at få bygget nye kirker. Der blev således her i Vendsyssel
bygget 20 kirker, hvoraf kirken i Østervrå var en af de første. Tanken om at
bygge en kirke i Østervrå fremkom dog længe, før der blev taget fat, og i
1890'eme drøftedes sagen på ny. Befolkningstallet i byen og omegnen var stadig
vokset, og der rejste sig da et berettiget krav om at få bygget en kirke i
denne ende af sognet.
Efter lange forhandlinger nåede man i 1897 frem til at få
fastlagt kirkens beliggenhed. Modstridende interesser gjorde sig gældende.
Beboerne syd for åen ønskede den lagt længere mod syd, mens beboerne inde i
byen ønskede den nærmere ved byen. Der blev da indgået et kompromis, idet
kirken byggedes så langt mod syd, som den kunne komme for åen. Kravene fra
beboerne i den sydlige del blev yderligere støttet ved, at kirkegården ikke
måtte ligge inde ved byen. Der var ingen, der dengang tænkte på at bygge kirken
i byen og lægge kirkegården med et tilhørende kapel et andet sted. Samtidig
med, at det bestemtes at bygge kirken, blev det vedtaget at præsten skulle have
en kaldskapellan med hjemsted i Lendum, der jo dengang hørte under pastoratet.
Den 9. juni 1899 købte man for 300 kr. den parcel, kirken
blev opført på, af Thomas Chr. Jensen, Vrågård. Menighedsrådet fik dog først
endeligt skøde på grunden den 21. juli 1917. Arkitekt Uldall, Randers, blev
kirkens arkitekt, og kirkekomiteen, der skulle forestå arbejdet, bestod af
Vilhelm Andersen, Fjeldgård, Jens Lund Svendsen, Skjeme, Jens Sørensen, Ø.
Koldbro, Anders Nielsen, Gydens hus. Lærer Nyholm, Østervrå og J. Jensen,
Ramsholt. Lærer Nyholm var komiteens formand.
Det første overslag lød på en samlet udgift på 19.853 kr.,
og det hedder i de gamle protokoller, at kirken skulle forsynes med tarveligt
inventar i stil med selve kirken. Der var en del vanskeligheder med at
fremskaffe et fast overslag på grund af de stærkt stigende priser på arbejdsløn
og materialer, men i 1899 kunne man dog overdrage arbejdet til bygmester
Knudsen, Østervrå, efter et tilbud, der lød på en samlet udgift på 18.500kr..
Bygmester Knudsen gik så i gang med at opføre en barak med
kontor og værelser til de arbejdende svende, der boede der under byggeriet.
Desuden var der køkken og spiserum. Madlavningen stod Petrine Mikkelsen, Horne,
for. Petrine var svigerinde til bygmester Knudsen og hans datter Marie Knudsens
yngste moster.
Nu kunne kirkebyggeriet gå i gang, og kirken blev bygget i
løbet af sommeren 1900. Man kender desværre ikke navnene på kirkens
håndværkere, men måske findes hemmeligheden bevaret i kirkens sokkel. Da
Stokbro gl. skole blev revet ned, fandt man nemlig en flaskepost i soklen. I
Flasken lå der et papir, hvorpå bygmester Knudsen havde skrevet navnene på alle
de håndværkere, der havde medvirket ved byggeriet. Denne flaskepost befinder
sig nu på Historisk Museum i Hjørring.
Bygmester Knudsens datter, Marie Knudsen, har stadig
faderens gamle lommebog, hvor han noterede ting vedrørende arbejdet ned.
Knudsen skulle jo som bygmester sørge for at fremskaffe alt vedrørende
byggeriet - også inventaret i kirken. I lommebogen er der noteret flg priser:
døbefond: 250 kr - dåbsfadet: 50 kr -
klokken: 300 kr - 2 kirkebøsser: lo kr - knæskamlen: 12 kr og knæfaldet: 28 kr.
Sølvalterkalken med tilhørende sølvdisk (tallerken) kom som en gave fra
kirkeministeriet i anledning af kirkens indvielse. Sættet stammer fra et skib.
Ved dets ophugning overgav man ministeriet de kirkelige relikvier, og det kom
så den lille kirke i Østervrå til gode.
1. søndag efter St. Bededag d. 5. maj 1901 indviede biskop
Fr. Nielsen Sct. Mathæi Kirke i Østervrå i overværelse af den stedlige
øvrighed, flere præster og en overordentlig talrig menighed. Bagefter samledes
ikke så få præster og uniformerede embedsmænd med flere hos de unge folk i
Vrågård.
Ved Østervrå Kirkes 25-årsjubilæum mindedes man dagen i
Østervrå og omegn ved flagning fra så godt som hver eneste flagstang, og om
aftenen var der gudstjeneste i kirken kl. 18, hvor alle siddepladser var
optaget. I kirken, der var meget smukt pyntet med bøgeløv og påskeliljer,
lededes gudstjenesten af provst Jensen, assisteret af den tidligere kapellan
ved kirken, pastor Holm samt den fungerende kapellan, pastor Hunnerup. Derefter
var der fælles kaffebord på Østervrå Hotel, hvor værten, Niels Højbjerre havde
pyntet salen smukt. I denne fest deltog et lille hundrede beboere, men
tilslutningen ville utvivlsomt have været betydeligt større, hvis ikke
regnvejret havde forhindret folk i at tage ud. Ved kaffebordet fremdrog provst
Jensen træk fra kirkens historie.
Den første, der begravedes på kirkegården, var et medlem af
kirkekomiteen, Anders Nielsen, som havde været med til indvielsen. Han døde d.
12. maj og blev begravet den 19. maj, og samtidig blev kirkegården indviet.
Den første barnedåb fandt sted i kirken d. 27. maj (2.
pinsedag) 1901.
Midlerne var i begyndelsen små, og man måtte gå ad
frivillighedens vej, men der blev altid givet meget, og efterhånden fik man den
fattige kirke smykket. Fabrikant Søren Nielsen, Stenskrog Hammerværk, pyntede
kirken til jul i flere år og forærede kirken en smuk femarmet alterlysestage. Lærerinde frk. Rottbøll
broderede en smuk alterdug, som hun forærede kirken.
Der kom pulpitur og orgel omkring 1920, hvor kirken blev
restaureret. Kirken fik lysekroner, hvor der viste sig meget stor offervilje,
og der kom løber op ad kirkegulvet og tæppe både foran og bag ved
alterskranken.
Man savnede et ligkapel (1920), og så kom Håndværker- og
Borgerforeningen til hjælp, og sognerådet medvirkede til en ny stald. Da kirkegården blev for lille, blev den
udvidet, og da kakkelovnen blev for dårlig, fik man centralvarme. Jo, provst
Jensen havde meget at sige tak for ved jubilæet i 1926.
Man tænkte på at anskaffe et alterbillede, som man havde
samlet ind til i nogle år, men de ca. 500 kr. på daværende tidspunkt var endnu
ikke nok. Provst Jensen var heller ikke helt sikker på, om han ønskede at få
dette i sin tid. Han syntes, at kirken virkede så tiltalende, og det hele var
så afstemt. Den havde for ham altid været hyggelig og rolig. Man tog derfor
hensyn til ham, og først i 1949 fik man en ny altertavle, og det var Svend
Engelunds første altertavle. Den brændte desværre ved kirkebranden, men heldigvis
eksisterer der da billeder af den. Den tidligere alterudsmykning, der var et
kors og havde været der fra kirkens begyndelse, fik derefter sin plads i
ligkapellet. I 1969 byggede man tårnet, og samtidig fik kirken ny klokke og nyt
orgel. Den gamle klokkes større jernindhold gav den en lidt hårdere klang end
den, vi nu igen kan høre ud over mark og eng og ind til byen. Ved kirkens
75-års jubilæum skænkede menighedsrådet kirken den nuværende syvarmede
alterlysestage, hvorefter den femarmede stage fik sin plads ved døbefonden.
Provst H. G. S. Jensen var Østervrå Kirkes første
sognepræst. Han blev født 23. september 1872 i Orup Friskole, Roholte Sogn,
Præstø Amt og voksede op i et åndeligt og politisk vågent hjem. Faderen var den
kendte folketingsmand Anton Jensen, så provstens interesse for og forståelse af
skolegerningen stammede fra barndomshjemmet. Han fik tidligt lyst til
præstegerningen og uden særligt store økonomiske midler begyndte han straks
efter konfirmationen studeringerne, der via studentereksamen fra Mariboes Skole
i København førte ham frem til theologisk embedseksamen i januar 1896. Han
tøvede med at gå ind i præstegerningen, da han endnu følte sig for ung til at
påtage sig den ansvarsfulde gerning. Desuden led han i ungdomsårene af en udpræget
generthed.
De følgende år tilbragte han som huslærer i Vestjylland,
lærer i Køge og medarbejder ved Østsjællands Folkeblad og fra l. februar 1897
som skolebestyrer ved Fredensborg Realskole, Så søgte han endelig præsteembede
og blev den 12. december 1900 kaldet til til Torslev - Lendum efter i oktober
at have bestået de praktiske prøver, og den 3. marts 1901 blev han indsat.
Kontakten mellem den unge skolebestyrer fra Fredensborg og
Torslev Sogn skal være blevet etableret gennem H. G. S. Jensens fader, der sad
i Folketinget 1892-1906, og Sæby-kredsens folketingsmand Kristen Jensen, Try
Vestergård, der sad i samme ting 1892-1901. Da H. G. S. Jensen havde været i
Vendsyssel for at prøveprædike, skal Kristen Jensen have sagt til ham, at han
godt kunne regne med at få kaldet, "for mit ord har stor vægt på de rette
steder." Overleveringen lyder ikke usandsynlig, og under alle
omstændigheder var den nyudnævnte, men endnu ikke indsatte H. G. S. Jensen og
hans hustru gæster i Try Vestergård ved folketællingen d. l. februar 1901.
Efter at have fungeret som provst for Dronninglund Herred i
godt fire måneder, udnævntes han som provst i embedet 9. juli 1909. Samme år
havde provsten den store sorg at miste sin hustru, barndomsveninden fra
hjemegnen, Johanne Nielsen, til hvem han var blevet viet i 1897. I ægteskabet
var der fire børn. I 1914 indgik provsten et nyt ægteskab med daværende
lærerinde i Skærum, frk. Kirstine Pedersen, datter af mejeriejer Pedersen,
Thorshøj.
Det var en stor opgave, den unge lærerinde gik ind til, men
hun formåede at tage kaldet op efter provstens første hustru og blev en god
støtte og hjælpsom moder for børnene. I dette ægteskab kom der to børn. I 1914
var provst Jensen indstillet som nr. 1 til sognepræst i Grundtvigs fødesogn,
Udby-Ørslev, Præstø Amt, og det vakte meget røre, at han ikke blev udnævnt.
Siden blev der også kaldt på ham fra andre menigheder, men provst Jensen kunne
ikke bekvemme sig til at søge bort fra den egn, der gennem årene var blevet ham
kær, og hvortil der knyttede sig så mange minder. Ved bispevalget i Ålborg
Stift i 1930 var det på tale at opstille provst Jensen som kandidat, men det
lykkedes ikke at samle stemmer nok.
Året efter bispevalget skulle stillingen som graver og
ringer ved Torslev Kirke besættes; provsten var selv formand for
menighedsrådet. Blandt ansøgerne var husmand Christen Christensen (kaldet 'Kræn
Wrælhuset'), der imidlertid blev vraget til fordel for sin bror Martinus
Christensen. Kort tid efter mødte provst Jensen og Kræn hinanden, og provsten bemærkede:
"Nå, Kræn, De blev nok ikke graver og ringer denne gang." "Næ,
hr. provst," svarede Kræn; "det er nok lige så svært at blive graver
og ringer ved Torslev Kirke, som det er at blive biskop i Ålborg."
"Var Deres mund, Kræn," var provstens replik hertil (Optegnet efter
mundtlig meddelelse).
En tid var provsten også politisk aktiv og var ved
folketingsvalget 1913 Det radikale Venstres folketingskandidat i
Frederikshavnskredsen, som Torslev Sogn dengang tilhørte. Han fik 871 stemmer,
mens vinderen blev Venstres kandidat, trafikminister Thomas Larsen, der fik
1500 stemmer. I Larsen-Ledets erindringsværk "Mit livs karrusel"
fortæller han, at de radikale i Skagen havde arbejdet for hans kandidatur,
hvilket bestemt ikke behagede kredsformanden sagfører Adolf Nørgaard i
Frederikshavn. Ifølge Larsen-Ledet nyste denne rødt, blot han var i stue med en
afholdsmand og så hellere selveste general Satan valgt til folketingsmand for
Frederikshavnskredsen end Larsen-Ledet. Iflg. Larsen-Ledet fik Nørgaard derfor ved
manipulation af groveste art gennemtrumfet provst Jensens kandidatur.
Larsen-Ledet tilføjer dog: "...Hermed være ikke antydet, at der bør drages
nogen sammenligning mellem nævnte general og provsten i Torslev. Provsten var,
så vidt jeg ved, en habil mand af uplettet karakter og uden hale, hestehov og
bukkehom."
27. april 1928 blev provsten ridder af Dannebrog. Provst
Jensen var formand for menighedsrådene i Torslev og Østervrå, og i 1935 blev
han medlem af amtsskoledirektionen for Hjørring Amt. Han var en dygtig
prædikant, provst og foredragsholder, og han indførte skikken med at få taget
billeder af de årlige konfirmandhold. Det tidligst kendte af disse billeder er
fra 1916.
Provst Jensen døde af en langvarig kræftsygdom; efter august
1936 var han ikke mere i stand til at varetage sin præstegerning. Skønt han var
udgået fra et grundtvigsk præget hjem og i sine første præsteår sluttede sig
til grundtvigsk kirkeliv, gled han efterhånden uden at slippe sit grundtvigske
livssyn mere og mere bort fra partiet. Han ville være præst for alle, og de
sidste tyve år af sin præstetid var han ikke partimand. Provstinde Kirstine
Jensen har skrevet om ham i Paul Nedergaards Præste- og Sognehistorie. Hun
beskriver ham som en personlighed, der var selvstændig i sine meninger, ligesom
han også havde sine meningers mod, uden derfor at stå uforstående og stejl over
for anderledes tænkende. Han voksede stærkt og inderligt sammen med
befolkningen, og han blev meget afholdt. Søndag efter søndag fyldte menigheden
kirken ved hans gudstjenester, til hvilke der kom både missionsfolk,
grundtvigske og mennesker uden for partierne.
Der var fest og højtid over gudstjenesterne. Ved hver
højmesse var der altergang med forudgående skriftemål en halv time, før
gudstjenesten begyndte, og det var meget sjældent, at nogen gik til alters uden
først at have været til skriftemål. Der var orden i hans embedssager, og han
var i besiddelse af en stor arbejdsevne og kunne overkomme utrolig meget uden
at virke fortravlet. Han var forhandlingsvillig og saglig, og der spurgtes
efter hans mening, og ofte fik han ved samtale med stridende parter
uoverensstemmelserne jævnet.
Skolen og dens forhold havde hans kærlighed, og han forstod
at vurdere dens arbejde. Han holdt af at komme rundt til eksaminer og visitatser,
og overalt mødte lærerne ham med velvilje og tillid. Det var ham også en stor
glæde at mødes med lærerne og drøfte skoleforhold med dem.
Han var en lykkelig mand, lykkelig i sit hjem under de
skiftende forhold, lykkelig i sin gerning og i sit Guds - forhold. Det var
betegnende, at han døde 27. december 1936, søndag mellem jul og nytår, netop
som folk gik fra kirke, og der havde været prædiket over ordene: "Nu herre
lade du din tjener fare i fred." Et rigt og virksomt liv var da afsluttet.
Straffet
bøn og salmesang.
I 1890'erne var forholdet mellem folkekirken og baptisterne
meget spændt og slet ikke det gode forhold, vi kender fra i dag.
Et eksempel herpå ser vi i en episode fra 1892, som afdøde
baptistpræst Morten Jørgensen Toldam fortæller om i sin erindringsbog, og som
redaktør Carlsen ved Vendsyssel Tidende skriver en harmdirrende artikel om i
nr. 167, 1893.
Sagens historie er følgende:
Husmand og landpost Christian Peter Nicolajsen, Godthåb ved
Østervrå skulle have et barn begravet på Torslev Kirkegård. Pastor Schaarup, H.
G. S. Jensens forgænger, skulle ikke medvirke ved begravelsen, da familien var
baptister. Sognepræsten meddelte da faderen, at klokkerne ikke måtte ringe for
hans lille afdøde barn. Der måtte ikke holdes tale ved graven eller bedes nogen
bøn, og de salmer, man ønskede afsungne, skulle præsten først se. Nicolajsen
opfattede det hele som et forbud mod enhver begravelseshøjtidelighed og
refererede sagen sådan til præst ved baptisternes trossamfund, Morten
Jørgensen, Sindal. Denne forstod det derfor, som om pastor Schårup også forbød
salmesang, og da han ikke mente, at nogen dansk lov nødvendiggjorde, at
baptister skulle jordes som dyr, mødte han derfor op på kirkegården d. 20.
sept. 1892. Der havde præsten stillet sig på post ved kirkegårdsdiget for at
kontrollere, at lovens bestemmelser blev fulgt. Morten Jørgensen hilste på ham
og fik besked på, at de intet måtte foretage sig på kirkegården. Hertil svarede
M. J., at han vidste, at der ikke måtte holdes tale, men han mente, de var i
deres gode ret til at synge en salme og holde bøn, for ellers var de henvist
til at begrave deres døde som dyr. Mens de sang to salmevers, og baptistpræsten
holdt en kort bøn, stod præsten bag ham med hænderne dybt begravet i
bukselommerne og noget bleg i ansigtet. Da de var færdige, spurgte M. J. præsten, om han fandt, at der
var noget stødende i, hvad de havde foretaget sig. Nej, sagde han, men han
havde forbudt det, og det var nok.
Pastor Schaarup anlagde sag mod ham, og i 1893 blev han både
af underretten i Sæby og ved overretten i Viborg dømt til at betale kr. 90 i
bøde og omkostninger.
I den føromtalte artikel skrev redaktør Carlsen bl. a. :
De præster er nogle underlige mennesker. Deres opgave består
i at få menneskene til at bede og synge salmer, men når det så endelig lykkes,
fører de dem for domstolene for at få dem straffet, der foretager sig noget
sådant. Hvad skal man mene om den slags præster? Redaktør Carlsen havde set sig
gal på pastor Schaarup nogen tid i forvejen, og han indleder artiklen om
straffet bøn og salmesang på flg. måde:
Pastor Schaarup, Torslev nægtede for nogen tid siden i
Lendum at komme til en gammel kone, der var blevet syg og ønskede religionens
trøst, inden hun skulle transporteres til sygehuset. Den barmhjertige
samaritans præstekaldede efterfølger mente ikke at burde yde sin kære syge,
medkristne den forlangte hjælp, da hun var udensogns. Nu er det galt igen. Men
denne gang er det med et af hans egne sognebørn. ..... Og så følger stykket om
Chr. Peter Nicolajsens barn.
Stoffet til SPEJLET er denne gang taget fra Vendsyssel
Tidende, Østervrå Avis, Arkivar Clausagers optegnelser om sognets præster og
Paul Nedergaards Præste- og Sognehistorie og M. Jørgensen Toldans erindringer.
Karen Baier.
Østervrå lokalhistoriske Forenings formand: Vivi Jensen