Spejlet nr. 6. September 1996.

 

Starten på Østervrå marked.

 

12. marts 1885 blev der tinglyst servitut på Vrå kro og den tilgrænsende ejendom, Vester Søndergaard, som forpligtede ejeren af de to ejendomme, Emanuel Olesen, til i fremtiden at afgive fornøden plads på disse ejendomme til afholdelse af de i indenrigsministeriets bekendtgørelse af 15. februar 1884 ommeldte nye markeder i Vrå (Østervrå). De stadepenge, som ved de årlige markeder blev erlagt, tilfaldt ejeren.

I mange år var der månedsmarkeder, hvilket ses af to notitser i Østervrå Avis i 1914. 11. april kunne man læse følgende:

Øster – Vraa Markedet.

På grund af det dårlige vejr var tilførslen meget ringe, 15 – 20 kreaturer, og handelen så godt som uden betydning.

 

Fredag den 15. maj stod der følgende i avisen:

Månedsmarkedet var tilført mange kreaturer. Handelen gik livligt, og priserne var gode.

 

Ingen nulevende husker tilsyneladende disse månedsmarkeder, så de er sikkert gledet ud, da konkurrencen fra de større markeder i Hjørring blev for stor. Afstanden spillede jo en stadig mindre rolle, da banen i 1914 og senere bilismen fik større og større betydning. Det årlige marked i Østervrå fortsatte derimod til op i 60-erne.

 

Før krigen var Østervrå marked, som blev afholdt den første torsdag i oktober, en af årets største dage. Sommeren var uigenkaldeligt forbi. Det var efterår, og fyringssæsonen, der varede til 1. maj, kunne starte.

Markedspladsen var en stor åben plads midt i byen, som lå ud mod hovedgaden mellem kroen og den tidligere boghandel. Banken var endnu ikke bygget, og alt det andet – Storkøb, Hallen, Varmeværket, alle husene i Bredgade, på Søndergårdsvej, Industrivej, Højlundsvej og i Blomstervænget – alt det var bare marker.

Vester Søndergård, der lå hvor Storkøb har parkeringsplads, afgrænsede markedspladsen mod vest, og fra storkøb førte der en vej over til Erantisvej; ja , vej er nu så meget sagt, det var nærmest to hjulspor. Den vej dannede grænse mod syd. Øster Søndergård, hvis stuehus ligger der endnu, afgrænsede markedspladsen mod øst. I den sydlige ende lå byens fodboldbane, hvor også mælkemandens hest græssede – med deraf følgende resultat. Her blev der udkæmpet nogle drabelige kampe, hvoraf kampene mellem  Thorshøj og Østervrå altid var højdepunkterne.

Nogle dage i forvejen begyndte de første gøglere at ankomme, og byens børn var naturligvis meget interesserede tilskuere til opstilling af de forskellige boder, lykkehjul, karruseller, luftgynger, radiobiler, varietetelte, skydetelte, tombolaer, farvespil og hvad der ellers hører til et rigtigt folkemarked. Børnene holdt sig i begyndelsen lidt på afstand. For dem var det en helt fremmed type mennesker, som pludselig dukkede op i det lille samfund. Dengang var man jo noget mere isolerede ude på landet, end man er i dag. Desuden var politiet og sognefogeden (politiets repræsentant på landet) på pladsen for at anvise gøglerne, hvor de skulle være, og når politiet var i nærheden, var det bare med at opføre sig ordentligt.

Endelig kom selve den store dag, og det var selvfølgelig godt vejr. Det var det jo altid dengang! Markedet var tilført en del dyr, som stod i den østlige ende af markedspladsen, og der var som oftest livlig handel. Der var et hestemarked, men især de første år var der også køer og geder. For børnene var det vigtigste dog gøglet.

Markedet var naturligvis ikke så stort som Hjallerup marked, men der var alligevel altid sort af mennesker. Det var jo en helt anden tid. Kun få mennesker havde bil, ikke alle havde radio, og TV var endnu ikke opfundet.

I løbet af eftermiddagen blev hovedgaden og markedspladsen stoppet med mennesker. De fleste kom med hestevogn eller på cykel, og hestene blev staldet op enten på hotellet, hvor der var stald og staldkarl, eller hos købmand Aabel (Hjørringvej 441), som havde en mindre stald, men ingen staldkarl. Mange steder rundt om i byen havde private ryddet en plads i haven og etableret cykelparkering – 10 øre for en hel dag.

På markedet kunne man købe frugt – æbler, pærer og blommer; der var boder, hvor der blev bagt æbleskiver og vafler, og byens bagere solgte store, flotte, røde markedshjerter og honninghjerter med chokoladeglasur for 5 øre. I bager Carlsens tid blev der op til markedet bagt honninghjerter i flere dage i træk.

Også byens øvrige forretninger havde en meget stor dag. Mange kunder kom kun til byen den dag og til jul, og så skulle der jo handles ind til lang tid. Sådan en dag var der rigtig travlt til langt ud på aftenen. Der var fulde folk på gaden, og flere steder blev der solgt øl ud af bagbutikken.

Med til Østervrå marked hørte også eftermiddagens biografforestillinger, som blev vist i hotellets sal. Man spillede som regel en dansk film med Fy og Bi eller måske ”Barken Margrethe af Danmark” til en pris af 35 øre for børn og 50 øre for voksne. Før forestillingerne gik en dreng ind langs rækkerne med en bakke og solgte chokolade og andet slik. Det gav en god skilling, men forestillingerne trak ham jo væk fra alt det sjove ude på pladsen, så han var alligevel lidt misundelig på de kammerater, der uden afbrydelser kunne nyde livet udenfor, hvor der blev pranget og handlet, og hvor forlystelserne gik for fuldt drøn og med høj musik.

Der var gerne 2 – 3 varieteteatre med mere eller mindre vovet underholdning, men mest tryllekunstnere og jonglører og som regel en frygtindgydende bokser, som opfordrede tilskuerne til en kamp på 3 omgange. Hvis man kunne besejre uhyret, kunne man tjene 10 kr. Som regel vandt bokseren, men sidst på aftenen endte det hele som regel med et kæmpeslagsmål, når børsterne fra Ormholt, der på det tidspunkt var blevet godt fulde, ryddede teltet. Derfor var der altid etableret politivagt i bankens lokaler i bagerens ejendom over for hotellet. De udstationerede betjente uddelte nogle drøje hug til uromagerne. Dengang fik de nemlig et par på kassen, og så var den sag glemt.

En anden tradition var markedsballet om aftenen på hotellet. I dagens løb gik en mand af og til gennem markedspladsen med et papskilt og råbte: ” Bal, bal, klokken otte en halv. Bal, bal, klokken otte en halv”.

Da landbetjent Christensen fra Sæby engang havde markedsvagt, blev der en vældig tumult  i hotellets sal, hvor man kom op at slås. Betjent Christensen, der var høj, men ikke særlig kraftig af statur, gik roligt gennem salen og op til scenen, hvor han tog gummikniplen frem. Derefter gik han den modsatte vej, og ryddede salen totalt; kniplen skaffede hurtigt plads omkring ham. Så gik han ud i gangen og sagde: ”Så, piger, nu må i nok gå ind igen, men hvis der er andre der vil med, må i betale en krone hver.

En ting, som også hører med i billedet, var gademusikanterne, som i øvrigt kom hele året rundt. Der var måske en enkelt lirekasse, men ellers var det mest banjo og harmonika. I trediverne var der mange arbejdsløse, og da understøttelsen hverken var til at leve eller dø af, var man dengang rigtig fattig, hvis man var uden arbejde i længere tid. Var man så i besiddelse af  et musikinstrument og havde lidt sangstemme eller måske blot det fornødne mod, kunne man skaffe sig en lille ekstra indtægt ved at gå rundt og spille og synge. Sang man så en sørgelig vise om forliste sømænd eller ulykkelig kærlighed, var der mange 5 og 10 ører at tjene. Det var forbudt at tigge, men man forhindrede jo ikke folk i at putte penge ned i ens jakkelomme.

Jørgen Baier.

 

 

Torsdag den 19. juni 1924.

Østervrå

Dyrskuet i Østervrå afholdes fredag den 27. ds .kl.2 Em.

Musik på pladsen fra kl. 3

Middag på hotellet kl. 6.

Der serveres suppe, steg og is for kr. 4.75 pr. kuvert.

Efter middagen er der bal for landboforeningernes og

Haandværker- og Borgerforeningens medlemmer.

Lister til tegning er fremlagt på hotellet.

                 Bestyrelsen.

 

 

Torsdag den 5. juli havde avisen en artikel om dyrskuefesten på hotellet, hvor formanden for Håndværker- og Borgerforeningen bød velkommen og rettede en tak til dommerne, som også deltog i festen. Repræsentanten for dommerne, Jørgensen, Galtrup, takkede og sagde at samtlige dommere altid var glade for at gæste Østervrå, som jo lå i et godt opland og havde unge, dygtige købmænd. Den nylig åbnede Vodskovbane ville nok også gøre sit til, at byen voksede endnu mere. Til slut udbragte Jørgensen, Galtrup et leve for byens og omegnens beboere. Haugård, Ingstrup, sagde i sin tale at man ikke kunne undgå at komme i feststemning, når man gæstede byen. Skuet havde måske været lidt mindre end sædvanligt, men kunne magelig stå mål med, hvad de havde set andre steder. Særlig havde der været nogle gode hingstplage. For øjeblikket var det et utaknemligt hverv at være opdrætter, men man måtte ikke tabe modet, selv om det ikke så godt ud for hesteeksporten. Derefter udbragte Haugård et leve for udstillerne.

Sognerådsformand Alfred Nielsen takkede for de gode ord om byen og udbragte en skål for dommerne, hvorefter Nielsen, Toften, talte for damerne, der som oftest måtte gøre et stort arbejde med hensyn til opdrættet.

Så blev der uddelt to ærespræmier udsat af Torslev Sparekasse til Christensen, Ronden, for en rød følhoppe, og en til Nielsen, Hammerholt, for en samling rødt kvæg.

Købmand Kjærholm Nielsen talte for fædrelandet. Desuden havde en del flere ordet, inden Alfred Nielsen bød velbekomme og takkede for samværet.

På dyrskuet var der udstillet følhopper, yngre hopper og hingste, endvidere kosamlinger af jysk race, rød dansk race, ungkvæg samt tyre af rød dansk race.

 

 

Bortløbet bjørn

 

Der var røre i Østervrå tidligt om morgenen lørdag den 11. oktober 1926. En bjørn var i nattens løb brudt ud fra et menageri, der opholdt sig i byen. Morgenduelige borgere så derfor et mærkeligt syn, og de troede næppe deres egne øjne, da de så en lyslevende bjørn lunte af sted i byens gader. På et tidspunkt forsvandt den , og en stor eftersøgning blev iværksat. Da bjørnen tilsyneladende var sluppet ud af byen, udvidede man eftersøgningen til bl. a. Ormholt skov, hvor der var en masse mennesker ude at lede men uden resultat. Først ved middagstid lykkedes det at fange bjørnen.

Bager Carlsens søn Hans, der gik på Østervrå Realskole, fik i middagspausen nys om, at bjørnen skulle være søgt ind på en gård på den nuværende Mimosevej, sandsynligvis i Søndergyden.

Da bager Carlsen leverede brød over til menageriet på markedspladsen, fik sønnen Hans rig lejlighed til at lege med menageriets dyr, og han var derfor fortrolig med bjørnen. Hurtigt susede han på sin cykel hen til gården, hvor han fandt den bortløbne bjørn i en bås i stalden. Hans tog resolut fat i bjørnens kæde, hvorefter den villigt lod sig føre gennem byen og tilbage til menageriet, hvor man var henrykt over at få den tilbage i god behold. Som belønning fik bagersønnen en funklende ny enkrone, og det var jo en gevaldig sum dengang.

Da undervisningen for længst var begyndt igen efter middagspausen, kom Hans for sent i skole, hvilket han så senere måtte tage konsekvensen af.

Karen Baier.

 

 

Koge – Line.

 

Igennem 42 år var Oline Johansen i Østervrå fast kogekone ved egnens store fester, og i tidens løb blev hun under navnet Koge – Line kendt viden om for sin dygtighed og for sine personlige egenskaber.

Hun var 15 år, da hendes forældre flyttede til Østervrå, og i 3 år tjente hun i den gamle kro i Vester Søndergård, der lå på den nuværende parkeringsplads ved Storkøb (Favør). Senere tjente hun i Nr. Gyden, der heller ikke eksisterer mere. I 1886 blev hun gift med Marinus Johansen, som gennem 32 år var landpost på Højstrup-ruten og derefter 10 år på Pajhede-ruten. De byggede sig et hus i Østervrå, som dengang bestod af  fire gårde, tre huse og en skole. Huset ligger der endnu på hjørnet af  Mimosevej og Hjørringvej ved siden af det gamle apotek. I 1932 døde Marinus Johansen, og 12 år senere solgte Oline huset og flyttede til Hjørring, hvor hun sammen med datteren  Else havde et hyggeligt hjem på Kraghsvej.

Oline blev kogekone af nødvendighed, for de sad i små kår de første år. En landpost fik dengang 25 kr. om måneden, og alting var ikke så billigt endda. Således kostede et rugbrød en kort overgang en krone. Derfor besluttede Oline Johansen sig til at gå ud som kogekone, og i den retning drev hun det vidt. Hun blev hentet i hestevogn og kom langt omkring, når hun skulle koge til fest i de forskellige hjem, og det blev i tiden løb til mange. Hendes kogekonevirksomhed gav en god ekstraskilling. I begyndelsen var hun dog nærmest skruebrækker, når hun tog 5 kr. for et helt døgn, men senere blev det bedre. Oline kunne slet ikke leve med at være hjemmegående og var på farten hele tiden. Af og til var hun med P. Lodberg, når han med sit store telt fra Flauenskjold kro rejste til udstillinger og lignende, hvilket kunne give et par hundrede kr. for 12 - 14 dage. I sådanne tilfælde måtte manden og børnene klare sig alene, mens andre nød godt af hendes madkunst, men det gik. Marinus havde ikke noget imod at tage fat i huset. Da børnene havde forladt hjemmet, havde han tit selskab af et af  børnebørnene, som overnattede, og klokken kunne blive både 2 og 3 om natten, før bedstemoderen vendte hjem. Senere kom et barnebarn  i huset som ung pige. Opgaverne var ofte store, og det kunne dreje sig om mange mennesker. Således var der til et sølvbryllup i Mygdal  350 mennesker og til et jordemoderjubilæum i Tårs over 600, men da var der også to kogekoner.

Koge-Line var striks og forlangte meget af sine hjælpere. Der skulle bestilles noget. Som ældre havde hun af og til sin svigerdatter til hjælp, og da de engang var i Ormholt for at lave til gilde, skete der noget forfærdeligt. Da maden var ved at være færdig og skulle til at rettes an, kom Ormholt-børsterne pludselig ind og ryddede køkkenet for al den gode mad. De var sultne og var rystende ligeglade med konsekvenserne. Børsterne var jo ikke fæstet til noget fast, og de var ikke nogen stabil arbejdskraft, men arbejdede som regel en kortere tid på gården, til de havde tjent nogle penge. Når de så havde fået nok af arbejdets glæder, forsvandt de bare.

I sin sidste tid som kogekone var Oline ikke så godt til bens, men folk ville stadigvæk gerne have hendes hjælp. Hun havde det overordnede ansvar, men måtte nøjes med at sidde på en stol og dirigere og smage til. Hos mange havde hun kogt ved hver festlig lejlighed gennem 25 år og mere. Selv efter at hun var flyttet til Hjørring og var næsten 80 år, blev hun kaldt ud til fest.

I sin alderdom kunne Oline nikke genkendende til mange navne i avisen. Var der et guldbryllup, skulle det nok passe, at hun havde kogt til sølvbryllup, og var der et sølvbryllup, havde hun nok været kogekone til brylluppet eller til en konfirmation.

Det at være kogekone kan ofte blive til forbindelse og venskab gennem en menneskealder. Således var Oline Johansen kogekone, da datteren Mathilde fra ”Bakken” i Lendum blev gift med Ole Jensen, Østervrå, ligeledes da de fejrede sølvbryllup, og da de holdt guldbryllup, var hun med som gæst. I en alder af 90 var hun åndsfrisk som få i den alder, og hun var i stand til at følge med i enhver diskussion. Der var dog ting hun ikke forstod, bl. a. at hun skulle betale skat af sin pension.

I sit 90. år lavede hun det fineste håndarbejde og fik 1. præmie og diplom for sine strikkede og hæklede ting på dyrskuet.

Karen Baier.

 

Østervrå Avis

Onsdag den 6. oktober 1920.

 

Lukketiden

for butikker er fra 1. oktober mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 6, fredag kl. 7 og lørdag kl. 9. Vi gør opmærksom på dette, da flere af de handlende her i byen mener, at lukketiden er 2 á 3 timer senere.

 

Frit ord.

Vi blev noget forbavset ved i Østervrå Avis den 15. denne måned, at læse følgende advarsel:

Høns, der for fremtiden træffes i min have vil blive skudt.

Stationsforstanderen.

 

 

Det er jo ganske vist lovligt, men ikke hensynsfuldt, når vedkommende selv lader sine høns gå frit omkring. Vi vil jo alle gerne værne om vore haver og ligeledes holde nogle høns, og det er hidtil gået godt ved, at den ene nabo har taget tilbørlig hensyn til den anden, Så snart det er nødvendigt om foråret, lukker alle hønseejerne deres høns inde og holder kontrol med, at ingen slipper ud. Om efteråret, når havearbejdet er forbi, sætter man lidt hegn omkring sine jordbær, eller hvad man ellers vil værne om, og hønsene løslades. Denne ordning har hidtil vist sig at være fortræffelig, og forsøg i anden retning vil ganske naturligt føre til ubehageligheder.

Fil. 2,4.

Flere naboer.

(Fil. 2,4: Se ikke hver på sit eget, men også på de andres)

 

 

Ved Gjersholt sø

udfolder sig i denne tid et muntert badeliv, men da det desværre træffer, at nogle af de badende ikke viser fornøden sømmelighed eller tager skyldig hensyn til ejerens rettigheder, kan der være fare for, at hr. Skovsgård vil se sig nødsaget tilhelt at forbyde badningen. Det henstilles derfor til alle, der bader, ikke alene at opføre sig således, at der ikke med føje kan være grund til klage, men tillige våge strengt over, at ingen uorden af nogen art finder sted. – Tag ikke hunde med og vær både opmærksom på, hvor man færdes og hvor man henstiller cykler.

I øvrigt bør publikum i høj grad være taknemmelig for den uhindrede adgang til at tumle sig i søen og påskønne dette, især ved hensynsfuld optræden.

 

 

Torsdag den 16. – 8. – 1928.

 

Hotelvært Niels Højbjerre og Kaj Wacher er i dag afrejst til Kandestederne for at rekreere sig.

 

Foreningens bestyrelse:

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 9895 1357

Poul Erik Andreasen, Vrængmosevej 22, tlf. 9895 1759

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 22, tlf. 9895 8129

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 9895 1002

Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 9895 1002.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spejlet nr, 7. December 1996.

 

Landsbyen Vrå.

 

Bondelandsbyen Vrå (Østervrå) kendes helt fra 1499, hvor navnet er nævnt for første gang. Vor viden om stedet på det tidspunkt imidlertid meget mangelfuld.

Noget kunne tyde på, at egnen havde store skove, og muligvis var de hede- og mosestrækninger, vi kender fra forrige århundrede, skovklædte både dengang og i næste århundrede.

I hvert fald beretter Jerslev herreds tingbog i 1677 om, at mølleren fra Koldbro mølle stod anklaget for tyveri i Torslev sogns skove, og at skovfogeden i Nr. Vrå vidnede imod ham.

 

På reformationstiden var Torslev sogn et anneks til Volstrup sogn, men i 1555 blev Torslev i kirkelig henseende et selvstændigt sogn, efter sigende fordi den tjenstgørende kapellan i Volstrup, Hørby og Torslev druknede i Kur vad (Kur bæk = Sæby å) en vinterdag i 1555. sandsynligvis skal årsagen til de to sogneadskillelser dog snarere søges i de omfattende pastoratændringer, der fandt sted netop i det år.

For en af Torslev- præsterne kneb det ved en enkelt lejlighed med at opretholde den rette gejstlige værdighed. De gamle tingbøger beretter således om ridefogedsønnen pastor Wilsbeck, der havde besøg af forpagteren på Hejselt engang i 1671. Besøget endte desværre med skænderi og slagsmål, og det gik så hårdt til, at præsten og dennes broder slog forpagteren halvt ihjel. Ved en senere retssag undskyldte præsten sig med ”drukkenskab og fanden”, men måtte dog bøde 100 slet- daler.

På forskellig måde prøvede pastor Wilsbeck senere at slette indtrykket af den uheldige begivenhed, for i 1675 gav han et par vokslys til Torslev kirke og lovede samtidig til Guds ære at holde kirken vedlige med lys, vin og brød for 18 sletdaler årligt, så længe han levede.

Følgende år skænkede han endvidere ” Gud til ære og kirken til hjælp og beprydelse” en messesærk.

 

På Frederik den tredies tid må Vrå have været samlingssted for et vist opland, for i 1679 klagede Sæby borgere over Jørgen Pedersen af Vrå i Torslev sogn, der drev handel med salt, humle, jern, hør, hamp, tobak og speceri (krydderi). Det havde han tilsyneladende gjort i mange år, hvilket var ganske ulovligt og til stor fortræd for købmændene i Sæby.

Det må have været en ret betydelig forretning, som den gode Jørgen Pedersen drev, når det kunne skade købmændene i det – efter datidens trafikforhold – temmelig fjerntliggende Sæby.

Hans handel omfattede jo også alle de varer, som landbefolkningen på den tid havde behov for; alle andre fornødenheder fremstillede man selv.

Hvad den omtalte klage førte til, ses ikke, men ulovligt var det, for dengang og lige til næringsfrihedens indførelse med grundloven af 1849 havde købstederne og i visse tilfælde herremændene eneret på al handel.

 

Hvordan Vrå så ud på Jørgen Pedersens tid, ved vi heller ikke meget om, men de fra nyere tid kendte gårde har nok også eksisteret dengang og sikkert endnu flere. Til at begynde med lå Mellergård således inde midt i byen og flyttede først ud i 1858, og gamle folk mener at have hørt tale om, at også Bødkergården har ligget inde i byen.

Alfarvejen fra Hjørring til Sæby gik også på daværende tidspunkt gennem byen, men havde et helt andet forløb, idet den gik over Koldbro forbi Vrågårds mølle, gennem Vrå, omtrent forbi Krogens mølle og over Riis. Vrågårds mølle ejedes på den tid af fru Ida Skeel til Dybvad og Knudseje, som havde forpagtet den bort, og møllen blev benyttet af de Vrå bymænd og af Fjeldgård og Overgård.

I 1700-tallet og i det meste af 1800-tallet var der ikke noget, der tydede på, at byen skulle udvikle sig til en handelsplads af en vis betydning. Helt op til 1880èrne var landsbyen en lille verden for sig. På hede- og mosearealerne, der strakte sig milevidt mod vest, var der kun en kummerlig føde til nogle får, og byens opdyrkede jorder strakte sig langt mod øst, så opland var det småt med.

Gårdene var stadig for en stor del selvforsynende, og behovet for færdigfremstillede varer hører først  en senere tid til. Aviser kendte man næppe noget til, og da der ikke var postomdeling i de tider, måtte man helt til Torslev præstegård for at hente eventuelle breve.

Men i 1885 kom der skred i udviklingen. Der blev da anlagt en ny, skærvebelagt landevej fra Hjørring til Sæby - Chausèen, som den blev kaldt. Det hedder sig, at den var projekteret til at gå langt norden for byen, men kromanden i Vester Søndergård forstod at ordne det spørgsmål, og hvorom alting er; vejen fik sit nuværende forløb, og samtidig blev der opført en helt ny krobygning ved den nye landevej. Byen fik posthus, foreløbig med lokaler i kroen, men i 1891 byggedes et nyt posthus (Hjørringvej nr. 464, hvor der nu er vaskemaskineservice). Samtidig begyndte den direkte postombæring. Nu tog det fart. C. M. Aabel åbnede en købmandsforretning i Skolegade (Vrængmosevej), men byggede kort tid efter på hjørnet af  Skolegade og Østergade. I kroens vestre ende indrettedes der købmandsforretning, og de første manufakturforretninger viste sig. En frk. Carlsen åbnede i Mellergård et udsalg af ” kulørte bånd og fine stoffer”, som det hedder i de gamle beretninger. Senere kom der en manufakturforretning i Hanne Søndergårds ejendom i Østergade. Det lille, hvide hus lå ved siden af den forhenværende dyrlægebolig, men blev for nogle år siden revet ned til fordel for et nyt. Den tidligere mælkemand Chr. Møller (død 1999) husker, at han har været inde i forretningen sammen med sin mor. På den tid var der grøfter på begge sider af vejen, så de måtte gå over et bræt for at komme ind i butikken. Endvidere åbnede pigen Karoline Jensen manufakturhandel i ejendommen Østergade 1 (Hjørringvej 442). Senere blev hun gift med den navnkundige postvognskusk og hotelforpagter Niels Højbjerre.

Flere forretningsdrivende og håndværkere slog sig ned i den voksende by, og i slutningen af halvfemserne oprettedes mejeriet. Forudsætningen for alt dette må for en stor del tilskrives den storstilede hedeopdyrkning, der fandt sted på denne egn – med et for vor tids målestok ufatteligt slid, hvorved den golde hede forvandledes til frugtbart agerland. Byens opland voksede, ja, fordobledes, takket være disse pionerer.

 

K. B.

 

ØSTERVRÅ SKOLE FØR 1917.

 

Skolen i Østervrå kendes fra 1729, da Christian Jensen Galschyt var lærer. Han var degnesøn fra Aasted- Skærum, og farfaderen var præst i Aasted, så det må formodes, at han har haft en rimelig basis af boglig viden.

Knap så godt så det ud ved bispevisitatsen 4. september 1748, da den daværende skoleholder Niels Christensen blev fundet ”udygtig til skolehold”, hvorfor det blev pålagt stedets største lodsejer Henrich Kielsen til Ormholt at beskikke en dygtigere i hans sted. Der skete dog intet, og ved bispevisitatsen 2. juli 1751 sad Niels Christensen stadig i embedet. Der findes ingen optegnelser om biskoppens reaktion ved den lejlighed, men han har sandsynligvis talt med store bogstaver, for vd visitatsen 5. juni 1756 var den uduelige skoleholder blevet erstattet med Lars Madsen, som fik en god omtale.

 

Bortset fra ovenstående er der kun familiemæssige oplysninger om de øvrige lærere før 1862, da Jens Christian Nyholm kom til den lille, stråtækte skole bag amtsvejen midt i byen. I de 34 år, han var lærer her, blev han meget respekteret – ikke blot for sin lærergerning, men også fordi han var primus motor bag arbejdet for at få en kirke opført i Østervrå. Han blev den naturlige leder af kirkebyggeriet og blev senere dannebrogsmand.

Dengang var korporlig afstraffelse almindelig i skolerne, og lussingerne sad løst. Da V. P. Christensens storebroder kom til skolen som elleveårig, fik han på sin første skoledag en ordentlig en på hovedet, fordi han dristede sig til at spørge lærer Nyholm om, hvordan et bestemt stykke skulle regnes.

 

Om vinteren, når den daværende skoledam var frosset til, morede børnene sig med at glide på isen i frikvartererne, og så kunne det være meget svært for dem at løsrive sig, når Nyholm kaldte dem ind til time igen. Engang gik naturen da også over optugtelsen. Børnene overhørte lærerens kalden og blev for længe ude på isen, hvad de lidt senere skulle komme til at fortryde. Vejen tilbage til skolen gik nemlig ind mellem to hække, og her ventede lærer Nyholm på dem. Da børnene nåede hen til åbningen mellem hækkene, trådte han pludselig frem med tampen og slog dem lige så raskt de kunne løbe forbi ham.

Engang kunne den sorgløse leg ude på isen nær have endt med en ulykke. Hotelejer Winthers søn Valdemar dumpede gennem isen og var så uheldig at komme ind under den, så den måtte slås i stykker, før han kunne blive halet op. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, og flere år senere blev Valdemar gift med Anne Hansen, der var datter af Østervrås første apoteker.

I 1867 giftede Nyholm sig med den ni år yngre Louise Augusta Klüver, som var født i København. Rygtet fortalte, at hun skulle have royalt blod i årerne, og at hun var en ”næsten” prinsesse.

Da lærer Nyholm nærmede sig pensionsalderen, flyttede han hen til Hjørringvej 430, hvor han havde ladet opføre et fornemt hus. I 1905 solgte han det til Oscar Bruun, som byggede til og startede en manufakturhandel.

Familien Nyholms smukke gravsten står endnu (2001) ude på kirkegården i Østervrå.   

                                     

Lærerindeembedet er sandsynligvis oprettet sidst i 1890’erne, og den sidste lærerinde på den gamle skole hed Pouline Jensen. Efter sigende var hun en rar og flink dame, som anvendte tampen på en ”nænsom” måde. Den 99-årige Isak Andersen fortæller således, at drengene ikke regnede det for noget særligt at få tamp af hende, hvorimod det var en alvorligere sag , når det var lærer Nyholm, der stod for afstraffelsen.

Nyholm blev pensioneret, da den nye kommuneskole startede på Vrængmosevej i 1906, hvorimod Pouline Jensen fulgte med derud. I begyndelsen var skolen fire-klasset, og frk. Jensen underviste i 1. og 4. klasse. I 1915 tog hun sin afsked og flyttede til Herning- egnen, ”hvor hun levede og blev meget gammel”.

Det fortæller lidt om hendes afholdthed, at flere gamle elever besøgte hende i hendes otium, bl.a. V. P. Christensen og Marie Knudsen. Sidstnævnte traf hende ikke hjemme, hvorimod V. P. Christensen tilfældigvis kom dertil en dag, hvor hun holdt stor fødselsdag, hvorfor han blev trakteret med vin og kage.

Marie Knudsen husker endnu, hvordan børnene var placeret i klassen i hendes skoletid. På to skoleborde øverst til højre sad der fire drenge, som blev kaldt de store profeter, fordi de var lidt større og et nummer foran de andre. Blandt dem var købmandssønnerne Henry Aabel og Kaj Wacher og manufakturhandlersønnen Daniel Bruun.

 

Børnene havde ingen hæfter, men brugte skifertavler og grifler, og skulle læreren drilles, var det en smal sag at få griflen til at hvine.

 

Eksamen, som foregik i april måned, blev forstået af provst Jensen eller af kapellanen far Lendum. Desuden var der medlemmer af skolekommisionen til stede. Hele klassen læste op i kor, og der var overhøring i salmevers og i bibelhistorie, som børnene kunne udenad, da de havde været igennem stoffet så mange gange. Endvidere blev elevernes regnefærdighed afprøvet af præsten, der selv havde opgaver med.

 

De dårligste elever sad bagest og de dygtigste foran. Børnene tænkte ikke så meget på rimeligheden af dette, men de fleste gjorde alt for ikke at ende for langt nede i klassen. På den måde oppede systemet nok nogle af eleverne, men det ydmygede til gengæld de mindre begavede elever på en ganske uanstændig og unødvendig måde.

 

Da den nye skole hurtigt blev for lille, gik man i foråret 1914 i gang med at opføre en tilbygning og en gymnastiksal. Derefter blev der oprettet et andenlærerembede, og skolen blev gjort seksklasset. da der var syv års skolepligt, kom eleverne derfor til at gå 2 år i afgangsklassen.

 

I den første tid var skolen inddelt i en by- og landklasse, og om sommeren gik landbørnene kun i skole e´n dag om ugen, mens bybørnene kom de øvrige dage. Om vinteren blev by- og landbørn derimod undervist sammen. Dette system gav landbobefolkningen en billig arbejdskraft i den travle sommertid, men børnene blev tit udsat for urimelige ting.

 

Afdøde manufakturhandler Jens Jensen, Østervrå, blev i barndommens dage i Biersted sendt ud på marken som hyrdedreng i sommertiden. Det var et ensomt og ikke særlig spændende job, som af og til kunne være hårdt for en lille dreng. Køerne var jo ikke altid samarbejdsvillige, og af og til ville de bisse. En varm sommerdag fik en af køerne kuller og skulle til at stikke af fra flokken. Til alt held opdagede Jens det i tide og råbte af sine lungers fulde kraft: ”Hvor skal du hen, dit gamle asen?” Han fik standset koen, men uheldigvis havde han ikke lagt mærke til skolelæreren, der i samme øjeblik kom forbi ude på vejen. Denne for rasende ind på marken, og inden drengen kunne nå at forklare sig, stak læreren ham en på kassen. Set i bakspejlet er det jo en komisk episode, men i øjeblikkets smerte har uretfærdigheden nok ramt hårdt.

 

Bybørnene havde med deres flere skoledage større mulighed for at klare sig godt i skolen, og blandt landbørnene var det ofte pigerne, er klarede sig bedst, da de jo ikke skulle arbejde så meget med derhjemme som drengene.

 

Eleverne havde en times middagspause midt på dagen, hvor bybørnene og de landbørn, der kunne nå det, gik hjem og spiste. De andre børn spiste deres madpakke på skolen.

I frikvartererne legede de nys eller trepukkel, der var en slags fangeleg, som piger og drenge legede i fællesskab. Den sidste løber, som var alene mod alle de andre, måtte løbe igennem hele redeligheden, hvilket jo var næsten umuligt. Her fejrede skrædderens lille Valle (V. P. Christensen) imidlertid store triumfer, han var nemlig en ”bette” gesvindt dreng og glat som en ål og endte derfor tit som vinder.

I en anden leg tegnede man en ring, hvori der skulle stå en ”mand” og forsvare ”riget”. De andre forsøgte så ved hjælp af en pind eller noget andet at slå en tennisbold ind i ringen. Lykkedes det, kom den heldige selv derind, hvorimod den anden måtte gå ud.

 

Af og til var der slagsmål, og der var især et, som V. P. aldrig har glemt. Det foregik lige efter skoletid og udviklede sig fra noget ret uskyldigt til en hel krig. I begyndelsen var det kun en ganske almindelig kamp mellem to hold, men efterhånden samlede modstanden sig om ”Ledets” Hans oppe fra Sønderholt. Han var kommet til at give træhandlerens Knud en lussing, hvorefter han fik hele skolen imod sig, drenge såvel som piger. Til sidst måtte Hans flygte ind i byen og ind i den smalle smøge ved ”Nordjyden”, hvor han stillede sig allerinderst. Der stod han så med en kæp i hånden. Nu kunne de andre børn bare komme an. Snart stod alle skolens elever på pladsen foran Nordjyden og helt ud på gaden, hvor der jo dengang kun kom ganske få biler.

I det øjeblik kom lærer Clemen Christensen heldigvis ganske tilfældigt gående på gaden. Da han så den store, kampberedte flok foran Nordjyden, undrede han sig over, hvad der mon var på færde. Han satte farten op og nåede hurtigt derhen. Efter at have dannet sig et overblik over situationen gjorde han imidlertid kort proces og sendte omgående hele flokken hjem. Hvem ved, hvad det ellers kunne have endt med.

 

Lærer Nyholms efterfølger, Søren Nielsen, startede i 1906 sammen med den nye skole. Han var lærer i Østervrå i over 40 år og nåede at blive gift tre gange. Anna Nielsen, hans anden kone døde i 1928. Hun var kendt som en meget velgørende dame, der i det stille øvede megen godgørenhed. Ingen gik forgæves til hende om hjælp, og alle, der kendte hende, satte stor pris på den venlige og retlinede dame.

Lærer Nielsens sidste kone, Kristine Gade, var sygeplejerske og kom i den anledning til hans kone Anna, der døde i hjemmet af en uhelbredelig nyresygdom. Også Kristine Gade, der blev gift med lærer Nielsen i 1930, blev en meget afholdt lærerkone.

 

Lærer Nielsen forstod at holde ro og orden. Han havde et hidsigt temperament, men var god mod børnene, når de ellers skikkede sig. Var det modsatte tilfældet, kunne han ikke altid styre sit temperament.

Disciplinen var jo hård dengang. Alligevel var der elever, der kunne vær frække og uartige, og dem blev der taget temmelig godt ved, undertiden så hårdt, at øreflippen blev rykket lidt fra.

Da lærer Nielsen var på årskursus i 1915 – 16, kom der en vikar som stedfortræder. Da denne kom ind i klassen den første dag, virkede han meget forknyt, Frynserne på hans tørklæde hang forneden på jakken; han vred hænderne på en forlegen måde og lignede i det hele taget en undskyldning for sig selv, så han var stemplet med det samme og kunne ikke styre børnene. Han var vældig flink, men de, der ville lave ballade, gjorde det. Det gamle ordsprog: ”Når katten er ude, spiller musene på bordet”, stod endnu engang til troende.

Lærer Nielsen kom heldigvis tilbage, og så fik piben rigtignok en anden lyd. Nu var det her og nu, og ellers vankede der en. Selvfølgelig skulle drengene prøve, om de også kunne tilrane sig lidt magt hos lærer Nielsen, men det fortrød de, og det gentog sig ikke.

 

Undertiden var skolen på udflugt. Søster Knudsen mindes en udflugt, hvor de kørte med tog til Hjørring for at besøge Vendsyssel Tidende. Trykkeriet husker hun ikke, men det, der fæstnede sig i hendes hukommelse, var en stor kurv med jødekager, som børnene blev budt af, inden de skulle hjem.

Udflugterne gik også til Aalborg, hvor der ved sådan en lejlighed blev et par drenge væk. Det skabte ikke så lidt ravage, for Aalborg var jo dengang at sammenligne med det store udland, så drengenes forsvinden var en ganske alvorlig sag. Alt endte dog lykkeligt.

 

Ved juletid lavede børnene gerne noget festligt. De fik chokolade og bagværk, og fik lov til at tegne på tavlen. Engang havde V. P. fået fat i en julepose nede fra købmand Aabel, og mens de andre børn  i klassen sad og arbejdede, tegnede han tavlen fuld af hele dette panorama fra posen med nisser, huse og meget andet, der hørte julen til. Efter lærerens anmodning tog han også sin mundharmonika med og spillede til julesalmerne, og så var der hygge i den gamle skole.

K. B.      

 

 

Et juleminde.

 

Da jeg var barn på Mellergård ved Koldbro, fik vi af og til besøg af Alfred, den store landevejsridder med pakken på nakken. Engang op under jul, da han var syg af astma, kom han og spurgte, om han kunne få lov til at være lidt på gården. Det var der ikke noget i vejen for. Der var en tom sti ude i kostalden, og der kom godt med halm og tæpper ud til ham, og så boede han der hele julen. Juleaften kom han ind og blev vasket, og så holdt vi jul med ham. Det var han svært tilpas med. Mor havde fået lavet en bette pakke til ham med strømper, lommetørklæder og andre nyttige ting, og hele aftenen gik på bedste måde.

Han var hos os i godt tre uger. Astmaen var så slem ved ham, at han meget af tiden måtte stå ude i det hårde vintervejr i kulde og storm, når han ikke kunne få luft, men mærkelig nok reddede han sig og blev nogenlunde rask.

Der var nogen, der havde givet ham en stor, tyk overfrakke, der ikke rigtig passede til hans størrelse. Den passede mor så til og syede om til en stortrøje, så han så helt præsentabel ud, da han kom for at sige farvel. Højtidelig tog han hatten af, gav hånd til far og mor og sagde: ”Tak for denne gang. Nu kommer jeg til høst og laver arbejde for det her”. Og det gjorde han. Han kom og satte alle negene sammen og hjalp også med at køre noget af det ind. Det var taknemmelighed. Han tog ikke bare imod.

 

Far skaffede ham også rationeringskort under krigen. Uden dem kunne han jo ikke spise med og få arbejde nogen steder dengang, og han ville nok have lidt arbejde engang imellem. Så siger far til ham: ”Hvis du helt ærlig kan fortælle mig, hvad du hedder og sige, hvor du er født henne, skal jeg prøve at skaffe dig en dåbsattest, så du kan gå ind på et kommunekontor og melde dig i folkeregisteret.” Og så fortalte han, at han hed Alfred, Christen Johansen, og at han var født i 1884 i et bette hus nord for Torslev kirke. Derefter cyklede far ned til pastor Lentz og fik en dåbsattest, hvorefter Alfred gik til Dronninglund og meldte sig i folkeregisteret. Nu var rationeringsmærkerne reddet.

 

Alfred blandede sig helst ikke med de andre landstrygere og foretrak at gå alene. Han tog lidt ad gangen og kom vidt omkring – helt ned til Tjele. Han havde altid penge på sig, og dem passede han godt på. Om vinteren ville vagabonderne jo gerne ligge oppe på teglværksovnene, men Alfred stolede ikke rigtig på de andre og sikrede sig derfor ved at sætte en hel række sikkerhedsnåle ned over inderlommen. Hans tegnebog skulle de i hvert fald ikke hugge, når han sov sammen med dem på teglværket.

 

Alfred endte sine dage på plejehjemmet i Dronninglund. Da han døde, knugede han i hånden en plasticpose med 35000 kr.

 

Villy Sørensen, Mellergård.

 

Kilder: Østervrå Avis og bogtrykker Holger Christensens optegnelser.

Interviews med Isak Andersen, Søster Knudsen, Chr. Møller og Vald. P. Christensen.

 

Efter generalforsamlingen i oktober er bestyrelsen uændret:

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 9895 1357

Poul Erik Andreasen, Vrængmosevej 22, tlf. 9895 1759

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21, tlf. 9895 8129

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 9895 1002

Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 9895 1002

 

G L Æ D E L I G    J U L.