Spejlet nr. 8.  April 1997.

 

Østervrå mejeri.

 

Østervrå mejeri er bygget i 1897, ombygget i 1949 og nedlagt i 1974.

Fra begyndelsen var det et fællesmejeri, hvor mælken for en fast pris købtes af en privat initiativtager, som derefter på eget ansvar opnåede økonomisk gevinst af mejerivirksomheden.

I folketællingslisten fra 1. februar 1901 står Mejeriaktieselskabet Vendsyssel opført som ejer af Østervrå mejeri med Søren Madsen som bestyrer. Han efterfulgtes af Lystager (1902?), som tilsyneladende blev medejer af mejeriet. Lystager tog sin afsked 31. marts 1916, hvorefter han flyttede til Hjørring.

Afskedsfesten på hotellet i maj måned havde samlet ca. 100 deltagere, og ved den lejlighed blev hr. Lystager i talerne betegnet som en energisk, hjælpsom, tjenstvillig og dygtig mand, der havde haft held til at sætte flere foretagender i gang, og som på forskellig måde havde gavnet byen. Som sognerådsmedlem havde han sørget godt for vejene, ligesom han også havde vist interesse for skolen.

Fru Lystager blev beskrevet som en stille, huslig kvinde, der havde en stor del af æren for, at hendes mand var nået så vidt. Der blev også talt for børnene, ”de tvende poder”, som forældrene vist stor omsorg og kærlighed til. Endelig blev der i en tale for fædrelandet fremhævet betydningen af de gode hjem, som kunne fostre fromme, stærke kvinder og mænd med faste hjerter.

Derefter bød købmand Wacher  den nye mejeriejer Haaning og frue velkommen til Østervrå.

Efter bordet underholdt man sig på forskellig måde, bl. a. sang man mange af de kønne fædrelandssange, til hvilke fru Jensen, Vangkær, spillede klaver, og den vellykkede fest sluttede med ”Dagen går med raske fjed.”

L. Haaning begyndte 1. april 1916. I begyndelsen var han medejer, men 1. november 1917 overgik mejeriet til andelsmejeri med L. Haaning som bestyrer. Herefter fordeltes det økonomiske ansvar og udbytte solidarisk mellem mejeriets andelshavere.

I 1919 efterfulgtes Haaning af P. C. Christensen, som blev afløst af N. C. Nielsen i 1930.

K. B.

 

Mejeriet blev hurtigt en vigtig faktor i egnens liv. Dengang havde næsten alle gårde både grise og køer i modsætning til i dag, hvor man er nødt til at specialisere sig og drive rationelt landbrug. Selv de mindste husmandsbrug havde mindst en ko. Man var medlem af andelsmejeriet, og der blev leveret mælk til mejeriet hver dag. Mange mindre ejendomme slog sig sammen og etablerede en ordning om at skiftes til at køre til mejeriet, eller man betalte en mælkekusk for at køre hver dag.

Der var en livlig trafik hver morgen, når mælkevognene rullede gennem byen, og tit havde kusken også en ordre med til byens handlende. Han afleverede sedlen, før han kørte på mejeriet, og så var det bare med at være færdig med ordren, inden han kom tilbage.

Om vinteren, når det var snevejr, kørte man i kane, og jeg kan huske, at vi børn havde megen fornøjelse af at springe op på kanen og få en tur med. Sommetider blev der lidt for mange passagerer på kanen, og så var der nogle af kuskene, der godt kunne finde på at svinge pisken for at få os af.

Jeg kan fortælle en lille morsom ting fra krigens tid. Under krigen var der varemangel, og man bruge alle kneb for at skaffe sig f. eks. tøj.

Min far havde manufakturforretning her i byen, og han fik hver morgen besøg af en mælkekusk, som spurgte. om han havde fået bomuldstøj eller uldgarn. Hvis svaret var ja, for han ud af butikken og hen til vognen. Så piskede han på hestene og kørte hjem, hvorefter han hejste flaget. Det var tegn til nabokonerne om, at der var bomuldstøj eller uldgarn at få.

Jørgen Baier

 

ARBEJDSDAG PÅ ØSTERVRÅ MEJERI CA. ÅR 1946

 

Arbejdsdagen startede kl.3.30. Man anvendte nemlig damp til at drive maskinerne, og på den tid havde man hverken olie eller kul, så man måtte fyre med halm og mere eller mindre våde tørv. Derfor måtte den første mand møde så tidligt, for at der kunne være tryk på dampmaskinen, når mejeristerne mødte på arbejde kl. ca. 5.00.

Personalet bestod af  mejeribestyreren, 2 mejerister og en elev samt arbejdsmanden, som altså skulle møde først og fyre op under dampkedlen.

Snart begyndte de første mælkekuske at komme. Det var som regel husmænd, der ud over deres egen mælk havde mælk med fra flere gårde, som så betalte for transporten. Det var dog næsten altid en elendig betaling, da mælkekørslen var udliciteret, og den kusk, der ville gøre det billigst, fik selvfølgelig turen.

Mælken var i store spande med 60 eller 80 liter, og der blev så noteret, hvor meget hver andelshaver leverede. Det foregik på den måde, at mælken blev hældt i et kar, som stod på en vægt. Dette kar var todelt, således at man kunne holde den bedste mælk for sig selv. Den blev anvendt til konsummælk og solgt til forbrugerne.

Mælken blev så pasteuriseret  - d.v.s. varmet op til ca. 85 - 90 gr., hvorefter den blev hældt på flasker og var klar til at gå ud til forbrugerne.

Salget foregik på to måder, dels ved et lille udsalgssted på mejeriet og dels ved en mælkemand, som kørte rundt i byen med en hestevogn. Man kunne kun få sødmælk på flasker (letmælk var ikke opfundet dengang). Fløden og kærnemælken var i store mejerispande, og kunderne måtte selv medbringe kander eller flasker til det formål.

Jørgen Baier

 

Ellen Jensen fortæller.

 

!. maj 1919 flyttede vi fra Hallund til Østervrå, hvor min far, Prosper Christian Christensen, afløste Haaning som mejeribestyrer, og der blev vi til 1. november 1930, hvor vi købte Raunshøj  mejeri ved Frederikshavn. Jeg havde 3 brødre, Otto, Harald og Jacob, og var knap tre år, da vi kom til Østervrå.

Det første jeg husker, er fra 1921. Da byggede min bedstefar Jens Jacob Jespersen, Villa Mølbak, der ligger bag mejeriet, og jeg mindes især hans flotte 8-kantede lysthus. Min moster Gine, som var hos ham, tapetserede væggene med Ugens Nyheder og Familie Journalen, så det var alle tiders legeplads.

Bagved lå Møllebakken, hvor vi tumlede os i leg. Den gik helt hen forbi manufakturhandler Oscar Bruun og bager Carlsen. Ved foden af bakken var der en lille bæk, som vi af og til faldt i. Heldigvis var der ikke så meget vand i den. Længere ude var der en større bæk, og stykket derimellem var fyldt med farligt dynd, men vi hoppede rundt på græstuerne, og der skete heldigvis aldrig noget alvorligt.

Engen strakte sig hele vejen bag ved bager Carlsen, Oscar Bruun og mejeriet, og i blomstringstiden vrimlede det med vild stedmoder, smørblomster, anemoner, mælkebøtter, tidsler og regnfang, og vi kunne nyde synet af mange storke og viber.

 

Der var to mejerister på mejeriet, og Jens Nordenbæk kom hver dag og vejede mælk ud. Marianne stod i butikken og solgte mælk. Vaske-Stine kom, når der var storvask, og Josefine, når der skulle gøres ekstra rent.

Jens Hammerholt havde sit skur i et hjørne af haven, hvor han solgte fisk og satte glas i vinduer.

 

Et festligt indslag i dagligdagen var ringridningen i februar med ca. 20 ryttere. De kom og holdt ved perronen, hvor de fik en drink. Det var noget, vi oplevede år efter år.

Vore udflugter gik til Ormholt og Millers skov, hvortil vi kørte i hestevogn og havde madkurv med, og når vi børn skulle bade, cyklede vi til Gjersholt sø.

Der var meget lyn og torden over byen dengang, og så skulle vi altid op i tøjet – selv midt om natten. Der stod et kæmpestort træ ved gavlen af kroen, det blev engang ødelagt af lynet.  

Markedsdagene var også festlige med al deres gøgl, og en anden herlig forlystelse var biografforestillingerne på hotellet. Det var snedkermester Friismose, der stod for dem, og hans kone spillede på klaver til filmene. Der blev bl. a. spillet Fy og Bi og mange andre danske film.

Og sikken en dag, da brandsprøjten gjorde sit indtog med Thingbak og Friismose. Den dag glemmer jeg aldrig. Jeg husker også den store trafikale forbedring, da Østergade (Hjørringvej) blev brolagt, og vi fik gadenumre. Herefter var mejeriets adresse Østergade 19.

 

Vi lærte at spille klaver hos Sukker-Annas Herdis, og en ting jeg var særlig glad for, var syning hos frk. Dideriksen. Hendes far var isenkræmmer i huset i Vestergade over for byens ældste hus ved anlægget. Eleverne var små piger, og jeg selv var kun fem år dengang.

Min far fik bil i 1924, Smed Nielsen og far kørte til Sæby politikontor, hvor de fik kørekort, og så var det i orden. Samme år blev min yngste broder Oscar født. Han bor stadig i Østervrå (1997)

 

På mejeriet havde vi en kæmpehave med frugttræer, bærbuske og store træer, som mine brødre lavede hytter i. Vi havde et krocket spil mellem træerne som blev meget benyttet af byens børn, og de voksne havde et krocket spil på markedspladsen ved kroen, hvor de spillede.

 

I salen på kroen var der fugleskydning, og urmager Albrechtsen leverede sølvopsatser til præmier, som min far vandt en del af.

 

Hos bogtrykker Adelstorp hjalp jeg datteren Inga med at false aviser. Ligeledes hjalp jeg Inga Brogaard, som delte Vendsyssel Tidende ud.

Jeg husker tydeligt det første tog på Vodskov-banen. Vi var oppe ved Villa Vest, hvor vi så det. Det blev meget benyttet af realskolens elever, der kom fra Kirkholt, Hjallerup og helt ude fra Uggerhaldne, og med Hørby-banen kom der elever fra Thorshøj, Tårs og Ilbro. I 1924 var vi 65 elever og 5 lærere. På kommuneskolen gik de hver anden dag med tre lærere, frk. Rottbøll, lærer Hansen og lærer Nielsen.

I 1930 var vi otte, som fulgtes ad på cykel ud til konfirmandforberedelse hos provst Jensen i Torslev præstegård. Henry Smed og Inga Adelstorp var med på det hold. Vi blev konfirmeret i korte kjoler. Det var først i 1931, at det kom på mode med de lange kjoler. Der var dog kun en enkelt, der kom i lang kjole det år.

I Østervrå holdt damerne damefødselsdage, hvor de inviterede damer gav 2 kr. hver til en fællesgave, og jeg har endnu en lille krystalvase fra dengang. Den var mors fødselsdagsgave fra damerne et af årene, og det minde værner jeg meget om.

Da vi rejste fra Østervrå, mødte jeg ikke mine barndomskammerater før i 1988, hvor vi samledes hos mig til frokost, og siden har vi haft den glæde at opfriske minder hvert år, og der er rigtig mange at øse af.

 

Østervrå ved århundredskiftet.

 

I 1901 fik Østervrå sin egen kirke, og i 1906 stod en efter tidens forhold usædvanlig stor og flot skole færdig ude på Vrængmosevej, som dengang hed Skolegade.

I tiden herefter var det, som om man forholdt sig afventende og kun spekulerede på at få realiseret planen om en jernbane på strækningen Hjørring – Hørby, således at Østervrå kunne blive stationsby, hvilket dog først skete i 1913.

 

Østervrå Håndværker- og Borgerforening blev stiftet 14. februar 1906, og den første bestyrelse bestod af  formanden, købmand Nicolai Wacher, der havde forretning i kroens vestre ende. De øvrige bestyrelsesmedlemmer var lærer S. Nielsen (næstformand og sekretær), smedemester M. Sigtenborg (kasserer), urmager Albrechtsen og vognmand Chr. Andreasen.

 

Foreningens kasserer, smedemester Sigtenborg, havde smedie på det sted, hvor byens posthus nu ligger (1997, nu nedlagt). I det gamle hus var der foruden smedie også en træsko- og trævareforretning. Fru Sigtenborg var en kraftig og meget stærk bygget kvinde, som var til stor hjælp for sin mand i smedien, idet hun daglig svang den store forhammer. Det var en mandhaftig og myndig kvinde, som forstod at sætte sig i respekt, hvilket det følgende er et godt eksempel på. Da hun engang kom cyklende på Hjørringvejen et sted mellem Østervrå og Tårs, måtte hun forbi et hestekøretøj. Kusken, der tilsyneladende var en noget selvbevidst ” her kommer jeg type” havde ladet sin pisk rage et godt stykke ud over vejen uden at tage hensyn til de forbipasserende. Fru Sigtenborg vidste imidlertid råd for sådan en opførsel, og hun snuppede resolut pisken ud af landmandens hånd, idet hun råbte: ”Pisken kan hentes hos smeden i Østervrå!”

 

Urmager Albrechtsen startede sin forretning i det gamle sadelmagerhus, som lå på det sted, hvor Preben Damtoft nu har el-forretning. Efter at bagerens hus brændte i 1911, fik han forretning i den vestlige ende af det nyopførte bagerhus, og senere flyttede han forretningen hen i den vestlige ende af den nuværende pub.

 

Håndværker- og Borgerforeningens formålsparagraf bød at fremme alt, hvad der tjente til håndværksdriftens og borgerstandens tarv samt at udbrede almengavnlig oplysning og dannelse blandt foreningens medlemmer.

Som medlem kunne optages enhver person over 20 år, der havde haft ophold i byen i mindst et halvt år. Bestyrelsen skulle imidlertid godkende optagelsen ved ballotation , d.v.s. afstemning ved kugler. I forhold til den tids normer var man ret moderne indstillet, eftersom også ”selvstændige damer kunne optages”.

 

Hvis vi havde aflagt Østervrå et besøg en vis februaraften i 1908, ville vi være kommet til en ret anselig by med 7 gårde, skole, kirke, kro og ca. 35 huse med masser af forretninger.

Der var således foregået en vældig udvikling siden farver Floridon i 1870 købte en jordlod  fra Vester Nordenbæk og derefter byggede hus og indrettede farveri. Det gamle hus eksisterer endnu og er byens ældste. Det ligger på hjørnet af Høngårdsvej og Hjørringvej ved nedgangen til byens anlæg.

 

Denne februaraften i 1908 var der nu noget ganske særligt på færde. Byen havde fået gadebelysning, og otte store petroleumslygter var sat op på pæle rundt om i byen. Den nyansatte lygtetænder, Niels Clausen, Agerdal, der tillige var bypost, havde til aften været rundt for at tænde alle lygterne for første gang. Hele byen var på benene for at se denne overdådige illumination. De ældre og mere forsigtige mumlede noget om ”storhed og skidt” og besværede sig over al den olie, som alle de lamper nu ville kunne sluge.

Langt størstedelen af de forsamlede glædede sig dog over, at man fra nu af kunne se og undgå de værste huller på de ikke alt for gode veje, når man færdedes i byen om aftenen.

Det var den nystiftede forening, der nu havde løst sin første betydningsfulde opgave. Kasserer smed Sigtenborg havde i november måned været i Skagen og købt 8 brugte petroleumslygter for 140 kr. Rejsen til Skagen kostede 10 kr., fragt over 5 kr., og opsætning af lygterne havde kostet 3.50 kr. Dertil kom glas, væger og olie for over 10 kr., så det var ikke småpenge, det drejede sig om. Den øvrige bestyrelse havde da også haft travlt med at samle penge ind blandt byens borgere, der havde spyttet ordentlig i bøssen. Der kom nemlig ikke mindre end 221 kr. ind til formålet. (Til sammenligning kan anføres, at en dagløn på den tid var 1.50 kr.).

 

Foreningens medlemmer udtrykte igennem de første mange år gang på gang misbilligelse med dårlige veje til byen, dårligt vedligeholdte gader o.s.v., og ved generalforsamlingerne kom denne misfornøjelse til udtryk ved mere eller mindre skarpe angreb på de siddende sogneråd. ”Der falder hårde ord” eller ”der er ikke udelt tilfredshed med” hedder det f. eks. i de forskellige referater.

 

Men de gamle protokoller beretter dog også om ting, der tyder på, at den kommunale myndighed har vist sin velvilje, første gang i 1909, da sognerådet gav et tilskud på 50 kr. til gadebelysningen, og samme år overdrog man foreningen den gamle gadejord bag ved Søndergårdene for en symbolsk betaling af 50 kr.

K.B.

 

Foreningens nuværende bestyrelse:

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 9895 1357

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21, tlf. 9895 8129

Valdemar P. Christensen, Hjørringvej 431, tlf. 9895 1011

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 9895 1002

Karen Baier, Højlundsvej 34. tlf. 9895 1002