Spejlet no. 10       marts 1998

 

Fra telefonens barndom.

 

I 1846 opfandt amerikaneren Graham Bell telefonen, og fra 1879 begyndte telefonen at gå sin sejrsgang i U.S.A. og i Europa.

I Danmark var man fra offentlig side lidt skeptisk i begyndelsen, og telefonens fortalere mødte derfor en vis modstand. Telegrafdirektør H. Høncke betragtede således den nye opfindelse som et interessant stykke legetøj, der nok ikke ville få nogen praktisk betydning.

Udviklingen lod sig imidlertid ikke standse, og fra 1879 opstod der en række private telefonselskaber, som i samarbejde med telegrafselskabet etablerede anlæg over hele landet. Lydkvaliteten var dog ikke god. Den bedredes først med telefonforstærkeren, der kom frem i begyndelsen af 1920’erne og blev en revolutionerende opfindelse. Ved at indskyde forstærkere med en afstand af ca. 100 km. kunne man herefter med tilfredsstillende resultat telefonere over næsten ubegrænsede afstande.

Det daværende luftledningsnet skabte imidlertid store problemer i fugtigt vejr, hvor der opstod støj og krydstale. Ligeledes kunne storm forårsage sammenslyngede ledninger og knækkede stænger. Også islag var et stort problem, da den ekstra tyngde på trådene af og til resulterede i knækkede master.

Driftsikkerheden blev først god, da man fra 1926 begyndte at erstatte luftledningerne med jordkabler, hvilket også muliggjorde en udvidelse af ledningsantallet. Samtidig blev talekvaliteten mærkbart forbedret.

 

Trods telefonens stadig større popularitet var der endnu mennesker, der ikke brugte dette nymodens apparat. Det viser en annonce fra KTAS i 1913:

Endnu findes der ganske enkelte gammeldags mennesker, der ligefrem ikke tør tale i telefon. Til trods for at alle deres omgivelser telefonerer, betragter de en telefonsamtale på samme måde, som vi andre endnu betragter en opstigning med flyvemaskine - som et dumdristigt eksperiment. Men disse mennesker bliver stadig færre. De dør ud - eller de omvender sig.

En telefon må der i hvert fald til i vore dage. Hvert hjem sin telefon.

 

I Østervrå blev der oprettet telefoncentral i 1905 med 12 abonnenter. Kontrakten blev indgået 1. oktober 1905 med skrædder Peter Christensen, der var bestyrer indtil 1. november 1946, hvorefter en datter, Erna Marie Jensen overtog stillingen, indtil centralen blev automatiseret 13. april 1971.

Antal abonnenter i 1981: 800.

 

Valdemar P. Christensen fortæller om centralen i Østervrå.

 

1. oktober 1905 overtog min far, Peter Christensen, stillingen som centralbestyrer i Østervrå. Før den tid var der dog på hotellet en telefon med en linie til Hjørring, som skulle dække hele byen og egnen. Der kunne man så gå hen og ringe.

Af gode grunde kan jeg ikke huske, da centralen blev hængt op i mit hjem, men jeg husker dog tydeligt den første central, som hang på væggen i vores spisestue til højre for skrædderbutikken i den østre ende af huset.

 

Far havde overtaget skrædderforretningen (Hjørringvej 436) efter skrædder Christiansen, som sandsynligvis byggede huset i ca. 1896. Grunden blev købt fra Mellergård ligesom de øvrige grunde i midtbyen.

 

Skrædderforretningen lå ud mod gaden og var en lille butik med udstilling af forskellige tøjruller i et enkelt vindue samt reoler på bagvæggen til klæde og metervarer. Endvidere var der en disk i lokalet.Værkstedet lå i baghuset, som blev bygget i 1906, nogle år efter forretningsovertagelsen. Når det om vinteren blev for koldt at arbejde i baghuset, indrettede far et midlertidigt skrædderværksted i en stue i den vestre ende af huset, hvor også centralen senere flyttede ind. På den måde kunne far også følge lidt med i pasningen af centralen.

 

De gamle vægcentraler var udstyret med klapper, der faldt ned ved samtalernes ophør. Som årene gik, blev centralen skiftet ud flere gange i takt med, at der kom flere opfindelser, som forbedrede lydkvaliteten. Til at begynde med var kvaliteten nemlig meget dårlig, da der ikke var noget, der hed forstærkere på linien sådan som nu, hvor man taler ligeså tydeligt med København som med sin nabo.

Der var dengang kun én linie til København. Endvidere var der en direkte linie til Hjørring samt til alle småcentralerne her omkring: Koldbro, Tranget, Morild og Thorshøj - men ikke til Søholt, hvor der ikke var nogen by dengang. Det undrer mig, at der var central sådan et sted som Koldbro samt i de endnu mindre bysamfund Tranget og Graum.

Antallet af abonnenter steg støt, så fra vægcentraler gik man efterhånden over til gulvcentraler, og det endte med, at der stod der 2 store gulvcentraler i rummet øst for skrædderbutikken.

Min bror, der var født i 1895, begyndte at passe central fra første begyndelse, og som regel havde vi to piger, der foruden husarbejdet også blev sat ind i at passe centralen. Engang havde vi en centralpige, der tillige var sypige på fars værksted. Da jeg blev gammel nok, kom jeg også i gang - noget, der kom til at vare ved helt til 1932, da huset blev bygget om. Mine forældre deltog selvfølgelig også i pasningen.

 

Da abonnenterne aldrig opgav nummeret men kun navnet på den person, de ønskede at ringe til, måtte vi hurtigst muligt lære numrene udenad. De kom også snart til at sidde fast, og selv da der var over 100 abonnenter, kunne vi dem allesammen udenad. I begyndelsen måtte vi selvfølgelig støtte os til en telefonbog.

Man bestilte de udenbys samtaler, hvor der gerne var ventetid. Der var jo ikke så mange telefonledninger dengang, så man var simpelthen nødt til at vente på hinanden, og drejede det sig om statstelefonen, den senere rigstelefon, kunne ventetiden godt komme op på flere timer, ja en halv dag.

 

De første vejrmeldinger fra København blev sendt til centralen, og som dreng fik jeg det arbejde at telefonere ud til de abonnenter, der havde abonnement på vejret. Det var mest store gårde som bl. a. Ormholt, Gjersholt, Fjeldgård og Vestergård med flere. Så læste jeg vejrberetningen op. Det drejede sig kun om udsigten for samme og efterfølgende dag. Mere kunne man nemlig ikke forudsige.

 

 

I min søster Ernas tid fik centralen arbejdet med at ringe til  brandmændene,

når der var brand. Det var den såkaldte brandkæde, der skulle ekspederes. Der var gerne 5-7 brandmænd, der blev ringet op. De skulle møde direkte på brandstationen, hvortil de så kom halsende på cykel med flagrende uniformsfrakker, når de ikke havde tid til at komme ordentlig i tøjet. Den dag i dag er der mange, der husker Hartman Skovs vilde ridt gennem byen, når han var på vej til brand. Meget afhang jo af hver enkelt brandmands hurtighed.

 

Der var især pres på om morgenen samt en periode om eftermiddagen, og i en by med læge, dyrlæge og Falckstation var der jo også nok at se til om natten.

Var der noget centraldamerne frygtede, var det torden og lyn, for det var farligt at ekspedere i tordenvejr. De undgik det helst (det var i øvrigt også forbudt), men var der nogle, der blev ved med at ringe op, turde de ikke lade være. Måske var der noget alvorligt på færde. Af og til sprang der flammer ud, hvis man kom for nær. Derfor ekspederede man kun i nødstilfælde og altid imellem lynene.

I den slags vejr risikerede man også, at en masse klapper faldt ned på én gang, og så var det jo svært at se, hvem der ringede, men blev de ved, fandt damerne efterhånden ud af, hvor der var opkald, og hvor der var falsk alarm.

Samtalernes længde blev kontrolleret. På centralen stod der en række 3-minutters klokker, som vi trykkede i gang ved samtalens begyndelse. Når tiden var gået, og klokken ringede, brød vi ind med ordene: Ønskes samtalen fortsat? Længden på samtalerne blev skrevet ned på telefonkuponer, som blev sorteret op i en reol på væggen med to kasser. Deri var der et rum til hver enkelt abonnent. Senere blev kuponerne sendt til telefonselskabets regnskabskontor til brug ved månedsregn-

skabet..

 

Af og til var der inspektion på centralen, og ved en enkelt lejlighed kom selveste direktør Kirk travende fra Hørby station. Direktøren var meget sparsommelig, og da Hjørring-Hørby-banen endnu ikke eksisterede, tog direktør Kirk turen til fods. Det måtte endelig ikke koste noget.

Vi havde et godt forhold til Jydsk Telefon, men dette forhold fik nogle slemme ridser, da det endte med strejke i 1920 p.gr. af  dårlige lønforhold. Centralbestyrerne ville have mere i løn, hvilket i allerhøjeste grad var påkrævet. En centralbestyrer fik faktisk ingenting for sit arbejde, der jo omfattede vagt både dag og nat. Mine forældre fik således tit afbrudt deres nattesøvn, når de måtte op og tage telefonen om natten. Bortset fra nogle få år i begyndelsen var der nemlig nattjeneste i hele perioden.

Min far var så opbragt, at han var på nippet til at pille centralen ned og smide den på gaden, og det var sket, hvis min mor ikke havde holdt igen. Men far fik sin ret. Telefonselskabet måtte give sig.

Strejken, der varede en måned, påvirkede desværre også forholdet til abonnenterne, som ville have min far afsat til fordel for en ung, populær telefondame.

 

Østervrå avis, den 15. januar 1920.

 

Mandag den 12. januar afholdt Østervrå telefonabonnentforening møde på afholdshotellet, og efter en længere diskussion vedtoges følgende resolution:

Forsamlingen opfordrer Jydsk Telefonselskab til ikke at vise eftergivenhed af nogen art over for de af funktionærerne opstillede krav. Forhøjelse af taksterne vil bringe abonnenterne til at tage en masseopsigelse under overvejelse.

 

Østervrå Avis, den 29. januar 1920

 

Telefonstrejken.

 

Østervrå Central vil fremtidig være åben for opringning til dyrlæge og doktor, og abonnenterne bedes derfor i egen interesse holde fingrene fra “kassen”, når det ikke er strengt nødvendigt at ringe.

 

Den 4. marts 1920.

Nattelefonen.

 

Vi har nu , efter at nattelefonen har været lukket et par måneder, atter fået denne åbnet. I denne anledning vil der hos de abonnenter, der betalte sidste år, blive opkrævet 3 kr.

 

Uddrag af en artikel i Østervrå Avis, den 28. april 1920.

 

Telefonen.

 

I denne tid er der blevet røre om telefonen og ikke uden grund; thi Jydsk Telefonaktieselskab har alle dage vist sine kunder en hensynsløshed uden lige. Dette selskab, der  lige har haft frækhed nok til at opkræve abonnementsbetaling for et kvartal, i hvilket abonnenterne i mere end en trediedel af tiden ikke har kunnet benytte telefonen, har nu - fjorten dage inde i det nye kvartal - frækhed nok til at præsentere os en nyordning og nye takstbestemmelser, og frækheden er så meget større, som de nye takster er gældende fra 1. april - altså med tilbagevirkende kraft for fjorten dage.

Selskabet indkasserede i januar kvartal ca. 420.000 kr. hos abonnenterne for den tid, disse ikke kunne bruge telefonen, og der er ingen tvivl om, at selskabet vil høste en endnu langt større gevinst de første dage i april kvartal, for så vidt selskabet skulle have frækhed nok til at lade de nye takster gælde fra 1. april 1920.

Tiderne har skiftet, materiellet og betjeningen er blevet betydeligt dyrere for selskabet, og en nyordning er derfor nødvendig for dette, men derfor er der absolut ingen grund til at udvise hensynsløshed overfor abonnenterne.

 

Brande, den 17. april 1920.

Chr. Pilgård.

                 

 

På given foranledning gøres opmærksom på, at abonnenter under Østervrå central kan abonnere på fri samtaleret til Hjørring central for 15 kr. årlig; når den direkte linie til Aalborg bliver gennemført, kan vi få Aalborg med fri samtaleret, i stedet for som nu Hjørring. Bestilling på samtalegrupper kan indgives til den stedlige central. Abonnement på fri samtaleret kan erholdes af den enkelte abonnent.

Red.

 

Der kom opsigelser, men der blev fundet en løsning på stridighederne, og

 min far beholdt sin stilling, samtidig med at han fik lønforhøjelse.

I begyndelsen aflønnede centralbestyreren selv de ansatte på centralen, men efterhånden gik det over til, at telefonselskabet betalte damernes løn.

 

I 1932 byggede vi uden om det gamle hus. Vi skulle bruge mere plads, da jeg stod i begreb med at åbne en herreekviperingsforretning. Centralstuen blev stående urørt i huset, indtil  hele byggeriet var færdigt, og i den tid passede jeg telefon både dag og nat og sov  i centralstuen. Under byggeriet flyttede den øvrige familie ud i baghuset, hvor der var skrædderværksted samt et lille værelse, der var beregnet til lærlingen eller svenden.

 

Centralen blev i familien til 1972, da den blev nedlagt. Mine forældre blev ved, til min far blev syg i 1946. Derefter overtog min søster Esther centralen. Hun var gift med skrædder Aage Jensen. De havde hidtil boet på 2. sal, mens mine forældre havde haft til huse på første sal, hvor centralen efter ombygningen i 1932 var blevet flyttet op i karnapstuen. Da min far blev syg, byttede de lejlighed. Far fik dog ikke lang tid på 2. sal, da han døde 1. februar 1947, 69 år gammel.

 

Far var en meget flittig mand. Han var nødt til at slide for at kunne klare enhver sit, og han arbejdede næsten både dag og nat. En jul var han så optaget, at han ikke engang havde tid til at komme ned juleaften og spise sammen med os andre. Der var nemlig noget tøj, der skulle være færdigt til juledag, så han måtte sy hele julenat.

 

I skrædderiet var der ansat en lærling og en svend, og en overgang var vi to lærlinge. Efter endt præliminæreksamen startede jeg nemlig som lærling i min fars forretning men sprang fra, da jeg fik tilbud om at starte som baneelev ved Hjørring private jernbaneselskab.

Som før nævnt var der også en centralpige, der samtidig fungerede som sypige. Det var Signe Jensen, som var hos os i mange år. Hun syede udelukkende bukser, mens en svend tog sig af veste og jakker. Symaskinen stod sjældent stille i det lille værksted. Indtjeningen var imidlertid ikke så stor, ca. 30-40-50 kr. for en habit. Det var ikke godt nok, men det var det højeste, der kunne fås. Kunderne så meget på, om det var for dyrt, og der var jo også konkurrence fra byens anden skrædder.

 

Mens jeg havde forretning i huset fra 1932 til 1953, boede min familie og jeg i stueetagen. Forretningen var ikke engang så stor som den senere “Hårstue” sammesteds. Vi havde soveværelse bag ved forretningen ,  mens stuerne lå til  højre, og da jeg i 1937 fik sygekassekontor, blev det installeret i vores karnapstue.

Da jernbanestationen blev nedlagt, og jeg overtog posthuset i 1953, solgte jeg forretningen til Corneliussen. Samtidig blev der indrettet postkontor og budstue i stueetagen. Der blev flyttet lidt om et par gange, men det første postkontor var i karnapstuen ud mod gaden.

Da der nu ikke længere var plads til privat beboelse i stueetagen, måtte vi have lejligheden på 1. sal, og min søster og svoger flyttede hen i det røde hus på Hjørringvej nr. 444. Det blev en kostbar historie, da centralbestyreren selv måtte betale for flytningen af centralen.

Min søster, Erna Jensen , havde centralen fra 1946 til 1972 - i næsten 25 år. Det var lige, før hun kunne have holdt jubilæum, ja, så tæt på, at telefonselskabet bestemte, at hun skulle have jubilæumsmedaljen alligevel.

 

Arbejdsløsheden

 

1926

 

I den første del af 1926 kom det til uoverensstemmelse mellem arbejdsmændene og Torslev sogneråd. Kommunalbestyrelsen handlede gerne efter følgende leveregel: man må yde, før man kan nyde. Da arbejdsløsheden var meget stor, havde man derfor tilbudt de arbejdsløse at arbejde med skærveslagning, men til en pris de ikke kunne godtage.

Af den grund blev der lørdag den 30. januar 1926  afholdt et møde på hotellet med henblik på at få valgt en tremands-deputation, som skulle tale arbejdernes sag ved det førstkommende sognerådsmøde.

Kommunalbestyrelsen samt hjælpekassebestyrelsen var indbudt til mødet, hvor sognerådet dog glimrede ved sit fravær.

Endvidere havde man inviteret formanden for arbejdsmændenes fagforening i Frederikshavn, hr. Vestergård, der holdt et orienterende foredrag om loven af 1924 angående ekstraordinær arbejdsløshed m. m.

Herunder oplyste Vestergård, at de kommuner, der betalte dårligst for skærveslagning, var Hellum, Løkken og Torslev.

I Torslev kommune havde sognerådet tilbudt at betale 40 kr. pr. kubikfavn for 2 tm.s skærver, en betaling, som arbejderne hævdede, de ikke kunne leve af.

Hertil havde sognerådet meldt ud med flg. ord: “Kan I ikke klare jer med det, kan I gå til hjælpekassen!” Og med den udmelding blev arbejdsmændene hjemme.

Vestergård ønskede oplyst, om det var hjælpekassen eller sognerådet, der ikke ville være med til at praktisere loven af 4. marts 1924.

Slagter Bock, Thorshøj: Vi skal have påbud fra sognerådet, før vi kan udbetale ekstraordinær understøttelse.

Skrædder Christensen, Østervrå: Ja, der er sognerådets afgørelse, ligesom det også er sognerådet, der dikterer prisen for skærveslagning, og man vil ikke give de forlangte 55 kr. pr. kbf. Man mener, at prisen på 40 kr. er nok til, at folk kan leve af det.
Derefter konkluderede Vestergård, at hjælpekassen sad som et rent nul, når sognerådet kunne tillade sig at tilbageholde cirkulærer.

Skrædder Christensen: Ja, det er sognerådets skyld, at disse beløb ikke er blevet udbetalt.

Vestergård: Ja, og det er i modstrid med loven, og vil sognerådet ikke betale, må sagen gå gennem amtsrådet, men jeg tror nu, at meget kan nås ved en rolig og saglig forhandling med sognerådet.

 

Deputationen på 3 mand mødte op ved det følgende sognerådsmøde for at få prisen for skærveslagning forhøjet fra 40 kr. til 55 kr. pr. favn.

Formanden, Alfred Nielsen, læste det omtalte cirkulære af 4. marts 1924 op, hvorefter ordføreren, Carl Christensen, oplyste, at der i Jerslev betaltes 56 kr. og i Lendum 50 kr. pr. favn.

Grundet den store arbejdsløshed foreslog skrædder Christensen at imødekomme andragendet.

Jens Jensen, Rævmose, frygtede imidlertid, at landboerne ville få svært ved  at få daglejere, hvis prisen blev sat for højt.

Derefter foreslog skrædder Christensen en mellemvej, men ved afstemningen vedtog et flertal af venstremænd at bibeholde den én gang fastsatte pris på 40 kr.

 

Bølgerne gik højt i lang tid, og på et sognemøde fredag den 12. februar vedrørende kommunens dårlige financielle stilling kom man også ind på skærveslagningen.

Togfører Laursen fandt, at sognerådet som arbejdsgiver var en rigtig dårlig betaler, eftersom en mand, der kun fik 40 kr. pr. favn, umuligt kunne tjene til føden. Efter hans mening holdt kommunen i enkelte tilfælde for hårdt på pengene.

Det var gdr. Kristen Søndermark fra Thorshøj nu ikke enig i. Med 40 kr. pr. favn kunne en mand i vinterdagene tjene 60 kr. om ugen, så den betaling var god nok.

Anders Andersen: Hvis man kan tjene 60 kr. ugentlig ved den slags arbejde, skulle Kristen Søndermark vist hellere  give sig til at kløve sten,  for så er det nu noget bedre end at være landmand. (Munterhed).

 

Til sammenligning hermed kan det anføres, at en håndværker i København  tjente 40 kr.   om ugen. I tilfælde af arbejdsløshed fik samme håndværker rundt regnet 30  kr. i ugentlig understøttelse fra fagforeningen det første halve år og fra kommunen ca. 25 kr. om ugen i i det følgende halvår. Fagforeningerne og kommunerne betalte således på skift i arbejdsløshedstiden.

 

Søndergårds indlæg ved sognemødet satte sindene i bevægelse, og i et indlæg under FRIT ORD i Østervrå Avis foreslog Martin Pedersen, Østervrå, ligeledes den pågældende landmand at skifte erhverv, for i betragtning af de lange sommerdage ville han magelig kunne nå op på en indtægt på ca. 5000 kr. årligt. Efter hr. Søndermarks ramaskrig at dømme, havde han tilsyneladende ikke så stor en indkomst af sin bedrift. Hvis han så også solgte sin ejendom, kunne han måske tilmed blive en god skatteyder.

 

Arbejdernes gennemslagskraft var ikke stor nok. De måtte fortsat nøjes med de 40 kr. pr. kubikfavn.

K. B.

Østervrå avis, 1920.

 

26. februar.

 

Den spanske syge

 

har også vist sig flere steder her i byen og omegnen, men heldigvis kender vi ingen svære tilfælde i år. Realskolen har haft lukket i en uges tid, men begyndte igen i fredags.

 

14. juli.

 

En mærkelig ordning.

 

Den 1. juli blev portoen forhøjet for så godt som alle forsendelser, f.eks. er lokalportoen for brevkort nu 8 øre. Jeg har nu gang på gang henvendt mig på det herværende posthus for at købe 8 øres frimærker og 8 øres brevkort, men stadig uden resultat. Ifølge min kontrakt med postvæsenet skal jeg forhandle disse frimærker, men jeg kan ikke få dem. Antagelig er det smøleri fra det herværende postkontors side, der er skyld i dette. Nærværende fremkommer ikke for i nogen måde at chikanere postvæsenet, men da der flere gange dagligt i min forretning bliver spurgt om de nævnte frigørelsesmidler, er jeg snart ved at blive utålmodig. Foreløbig har jeg taget mit frimærkehandler-skilt ned og anser mig indtil videre for løst fra min forpligtelse. Når postvæsenet ikke overholder kontrakten , kan det vel heller ikke forlange, at jeg skal overholde den.

Niels Adelstorp.

Onsdag den 11. august.

 

Nr. 1.

Af de godt 100 mejerier ved forsøgslaboratoriets smørudstilling var Østervrå Andelsmejeri nr. 1.

Onsdag den 25. august.

 

De ny ernæringskort.

 

Den næste uddeling af ernæringskort, der finder sted i denne uge, gælder for månederne september, oktober og november.

Heftet indeholder for hver måned 4 sukkermærker, 8 rugbrødsmærker samt 6 med forskellige bogstaver betegnede mærker til eventuel senere anvendelse. Torslev kommune uddeler kort lørdag den 28. ds.

 

 

Onsdag den 1. september.

 

Realskolen

flager i dag i anledning af, at der her som i landets andre skoler, holdes mindesfest for den berømte fysiker H. C. Ørsted. Børnene samledes om formiddagen og sang nogle sange, der var tilsendt skolen i dagens anledning. Desuden blev der talt om Ørsted. Resten af dagen var fridag.

 

Onsdag den 20. oktober.

 

Ny uddeler.

 

Kommis Holger Christiansen, Ø. Brønderslev , er fra 1. december antaget som uddeler i Østervrå  brugsforening.

 

Et difteritistilfælde

 

er indtrådt, idet realskolelærerinde frk. Husted pr. bil er kørt til Hjørring og indlagt på sygehuset. Forhåbentlig viser der sig ikke flere tilfælde; men man har selvsagt næret ængstelse blandt skolebørnene.