Vendsyssel
i gamle dage.
Landskaberne
ændrer sig i tidens løb og med dem deres beboere og deres levevis.
I en gammel
bog står der således, at man i den første halvdel af 1800-tallet kunne vandre i
lyng helt fra Råbjerg og ned til Harzen. Et sådant landskab påvirkede
selvfølgelig folks levevis, idet man på mange måder drog nytte af heden.
Om sommeren
gnavede kreaturerne det sure græs i moser og siger, som var mindre lavninger i
terrænet, der i fugtige perioder var fyldt med vand. Her kunne der kun vokse
græs, da jorden var for sur til kornavl.
I
sensommeren derimod, når lyngen blomstrede, blev kreaturerne sendt ud på heden
for at søge deres føde.
Desuden
bjergede man tækkelyng samt overtørv og sopper, som anvendtes til brændsel i
bilæggerovnen, og endelig gravede man foldtørv, som blev kørt hjem i møddingen
og blandet med gødningen.
De lave
bøndergårde var lerklinede og stråtækte.
Forstuen
var brolagt med kampesten, og den lavloftede dagligstue havde lergulv eller
højst et teglstensgulv. Derinde stod alkovesengene og det hvidskurede langbord
med faste bænke langs væggene.
Husmændenes
boliger bestod for det meste af kampesten og var tækket med lyng. Et sådant hus
havde to rum, et frammers (bryggers) og en stue, hvor møblementet var et bord, nogle halmstole og en klædeskiste med
buet låg.
I
spisekammeret var der nogle hylder med lerfade, kopper og skåle.
Sengene
bestod af tre stolper, der gik fra gulv til loft. Forneden var der sømmet nogle
brædder på stolperne, og på den måde havde man to senge. I sengebundene kom der
lyng med et lag halm ovenpå, og på væggene ud for sengene satte man halmmåtter.
I disse senge var der gode forhold for tudser, firben, snoge og hugorme, men
var der kommet sådan en gæst i sengen, fjernede man den blot med ildtangen. Det
gjorde man ikke noget større væsen ud af.
Mændene
klædte sig i vadmel eller skind, mens kvinderne var i hvergarn. Næsten alt tøj
var hjemmevævet.
(Vadmel: et
hjemmevævet klæde af uld. Hvergarn: en blanding af uld og bomuld).
Den daglige
mad var vandgrød, flæsk, tørret fisk eller spegesild, og om søndagen fik man
mange steder sødgrød lavet af byggryn kogt i mælk og med sødet øl til.
En
almindelig menu var byggrød og pandekager
eller vælling og stegt flæsk med kartofler og meldyppelse, og i sæsonen
pyntede man vællingen op med kirsebær eller blommer.
Mens kødet
på grisen var forbeholdt særlige lejligheder, spiste man meget flæsk til
daglig. Dengang havde grisen jo et ordentligt lag spæk..
Stegt flæsk
var utænkeligt uden grovbrød, som man dyppede op med.
Foruden
stegt flæsk fik man kogt flæsk med stuvede kartofler eller roer.
Ærter og
kål indgik også tit i madlavningen.
Om sommeren
spiste man tit tykmælk med sukker og brød på.
Grød med
varm mælk og hjemmebrygget øl var den normale aftensmad, og de fleste steder
kogte man hver aften en så stor portion grød, at resten kunne serveres som kold
grød næste morgen.
Mens grød
således var en stående bestanddel af kosten på landet, var brødet ikke mindre
vigtigt. Ingen dag gik hen, uden at man havde spist begge dele.
Man spiste
aldrig kød uden brød, og selv da kartoflerne begyndte at vinde indpas, blev der
stadig spist brød til kødretterne.
Mellemmåltiderne
bestod altid af brød med fedt, undertiden også med pålæg.
Ved
højtidelige lejligheder vankede der kaffe, som langt fra var så stærk, som vi
laver den nutildags, og når der kom fremmede, blev de beværtet med brændevin og
hjemmelavet øl. Af og til var brændevinen også hjemmelavet.
Der var
ikke mange penge i omløb, for man tilvirkede jo selv næsten alt det, der var
brug for, og eftersom man lavede alting selv, var der også sjældent brug for
håndværkere.
Kvinderne
kartede, spandt og vævede, og tit valkede og farvede de også tøjet
(Valkning
var en filtning af uldvarer for at gøre dem mere holdbare. Ved processen krøb
stoffet i både længde og bredde. Under valkningen anbragte man vadmelsklædet i et kar med varmt vand og
et valkemiddel, f. eks valkeler, og så trampede man rundt i karret, til det
ønskede resultat var opnået).
Når tøjet
så skulle syes, sendte man bud efter skrædderen, som endnu syede i hånden. Han
eller hun var velset alle vegne, for en
skrædder hørte og så meget og havde derfor altid så meget at fortælle. Når
skrædderen var på besøg, brugte man de tykke skrædderlys, hvorimod man ellers
nøjedes med tynde lys eller pråser.
Mange
steder havde man hjemmelavede tranlamper med sivmarv til væge.
Da
petroleumslamperne kom i brug, kunne man også lave dem selv. Man tog blot en
medicinflaske og borede et hul i proppen til et tyndt blikrør. Så stak man en
væge igennem røret, og lampen var færdig til brug.
Den
udendørs arbejdsdag var lang - lige fra
solen stod op, til den gik ned. Dengang var det en selvfølge, at 15-16
timer af døgnet blev brugt til arbejde. Både mænd og kvinder beskæftigede sig
med noget i de lange vinteraftener, der jo var ganske hyggelige, når der blev
sunget viser og fortalt historier og
sagn, som der jo er en mængde af her i Vendsyssel.
Overtroen
eksisterede stadig omkring midten af 1800-tallet. Uvidenhed avlede angst, og
derfor blev uventede og mærkelige hændelser ikke altid undersøgt, men fortalt videre til en, der ikke gjorde
historien ringere. På den måde vandrede historien, og jo flere der fortalte den, des forunderligere blev den.
Hvis man
blot i hvert enkelt tilfælde havde undersøgt selv de mærkeligste fænomener,
ville man nok have fundet en rimelig årsag til hændelsen.
Peter
Larsen, der voksede op på Vester Horshauge mellem Thorshøj og Østervrå, udgav i
1950 en bog i hæfteform med titlen:
Hvad gamle folk fortalte. Heri beretter han om forskellige mærkelige hændelser
i Torslev sogn.
Hans far
kom til Vester Horshauge i ca.1869 og blev gift med gårdens enke, som senere
blev mor til Peter Larsen.
Gården var
i en meget dårlig forfatning ligesom så mange andre gårde på den tid. Det meste
af jorden var hede, og derfor havde de en mængde får og kun få køer.
Fåret er et
nøjsomt dyr, og i heden var der en god græsgang til får. Derfor var de også den
største indtægtskilde, så det var vigtigt at have held med fårene.
Men engang
ville lammene ikke leve. Kort tid efter fødslen fik de krampe i alle lemmerne,
ja, selv i munden, så at de ikke kunne tage patten, og efter kort tid døde de.
Sådan gik
det alle de lam, som blev født det år, og året efter gentog det sig.
Folk rådede
da Peter Larsens far til at henvende sig til en klog kone, som boede i
Frederikshavn.
Han måtte
ikke komme og beklage sig til hende, men skulle blot gå ind til hende, give
hende et pund uld og ellers ingenting sige.
Det gjorde
han så, og konen tog meget venligt imod ham. De havde aldrig set hinanden før,
og han sagde ikke, hvem han var og gav hende ingen oplysninger.
Konen
takkede for uldpakken, idet hun sagde: “Du skal have så mange tak, men det er
næsten en skam, at du kommer her og giver mig uld, når du har så dårligt et
held med dine får.” Faderen indrømmede da, at det ikke var det allerbedste, og
hun fortsatte: ”Du har gjort grin med en af dine naboer. Jeg vil ikke sige,
hvad han hedder, men han skal nok vise sig.
Når du
kommer hjem, skal du tage det første lam, der bliver født, og begrave det
levende med benene i vejret under dørtrinnet ind til fårestien, og så skal du
sørge for, at ingen kommer og ser ind til fårene, for den, der er skyld i
lammenes død, vil snart komme og gøre et forsøg på at komme ind i stalden. Når
han har prøvet tre gange uden held, og det skal være, mens solen er på himlen,
er hans magt forbi.”
Ved
faderens hjemkomst var et af lammene sygt, og det blev stiltiende begravet
under dørtrinnet på den angivne måde.
Samme
eftermiddag indfandt der sig en husmand, som boede tæt ved gården. Han gik lige
hen mod stalden, men faderen nåede at gå i vejen for ham, og efter nogle
forgæves forsøg opgav husmanden at komme ind.
Efter den
tid var der ikke noget i vejen med fårene. Nu kunne lammene leve, og herefter
havde Peter Larsens far i mange år et godt held med sine får.
I sin bog
fortæller Peter Larsen også om en mand, der boede på Mellergård i Østervrå i tiden 1848 til 1877. Han hed Ole
Sørensen og gik i daglig tale under navnet “Ole Syl”. Han var en ivrig
skørtejæger, men det var bestemt ikke alle kvinder, der elskede ham.
På den tid,
da dette skete, var der ikke et eneste hus af dem, som nu udgør Østervrå by.
Byen bestod kun af de gamle gårde og en skole, som lå skråt over for det gamle
mejeri. Marken på begge sider af vejen til Ratisodde bro lå ud i hede. Den nye
vej til Hjørring var endnu ikke anlagt, og fårene græssede frit i den udstrakte
hede.
En morgen,
da Ole Sørensen ville drive sine får op i heden ad en gyde, der gik fra Mellergård
ad Møllegade og ned over bækken, opdagede han, at der var lagt nogle halmstrå
over kors nede ved bækken.
Han anede
straks, at der var hekseri med i spillet, og at det var nogle skarnsfolk, der
havde anbragt halmstråene for at den, der gik over dem skulle blive forgjort.
Derfor drev
han straks fårene tilbage til gården og hentede nogle gløder på ildstedet.
Derefter gik han ned til bækken og lagde dem på halmen og brændte dem op.
Da halmen
brændte, skete der det, at Jens Andersens kone henne i Vester Nordenbæk på den
nuværende Nellikevej (Vinkelvej) faldt ude i gården og skreg, at der var ild i
hendes ene lår. Sådan reddede Ole Sørensen sine får og fik samtidig at vide,
hvem heksen var.
De gamle
tinglysningspapirer fortæller, at Ole Sørensen, Jens Andersen og hans kone
virkelig har levet på det pågældende tidspunkt.
De fleste
af gårdene var tidligere fæstegårde under Ormholt, men Vester Nordenbæk var så
vidt vides fæstegård under Hejselt. I 1845 købte Jens Andersens far gården fri
til selveje. En del af stuehuset kan stadig ses på Nellikevej.
Den
kvindekære Mellergårdsmand må være gået for vidt, for han blev skilt fra sin
kone Christiane og måtte i den anledning udstede et pantebrev til hende på
9.000 kr. i 1877. Derefter flyttede han til Skægholt i Tårs sogn - muligvis på
grund af skilsmissen. En skilsmisse var jo ret uhørt på den tid.
Før i tiden
lå Mellergård inde i selve byen, og da Bredgade var under opførelse, fandt man
i en dybde af 3-4 meter resterne af en
gammel brønd. Det var ganske afgjort Mellergårds brønd. Dengang lå Mellergård,
som navnet også antyder (den mellemste gård) inde mellem byens andre gårde:
Nordenbækgårdene, Søndergårdene og Gydengårdene. Efter den nuværende
beliggenhed havde navnet Østergård nok været mere passende, men gården beholdt
det oprindelige navn efter udflytningen.
Det var Ole
Sørensen, der flyttede Mellergård ud på sin nuværende plads, og det skete i
1858.
Peter
Larsen fortæller også om sin oldefar, der var kusk hos præsten i Torslev i over
30 år, hvorfor han altid gik under navnet Kresten Kusk.
På den tid
var præsterne også meget overtroiske, og den gamle præst, som Kresten var kusk
for, var ingen undtagelse.
En aften,
da Kresten kom kørende med præsten fra Lendum og var kommet til hulvejen, der
gik op over Kirkterp bakke, syd for den nuværende Vrælhus bro, blev hestene
pludselig sky og var ikke til at drive ud af stedet. Kusken prøvede at drive
hestene frem med pisken, men uden resultat. De ville ikke frem, og de kunne
heller ikke komme til siderne i den dybe hulvej.
Præsten
befalede da Kresten at stå af vognen og gå frem foran hestene og gøre korsets
tegn. Derefter skulle han gå hen til siden af den nærmer hest og se igennem
hovedlaget ved siden af hestens hoved. Hvis han ingenting kunne se der, skulle
han tage det ene baghjul af og lægge det op i vognen, hvorefter præsten nok skulle sørge for resten. Så
ville han nemlig tvinge spøgelset til at bære den ene side af vognen hjem til
præstegården.
Kresten
kravlede ned af vognen og gik foran hestene og opdagede da årsagen til, at de
ikke ville gå frem. I den dybe hulvej lå der et dødt får, der var kvalt i
tøjret ved at falde ned ad brinken.
Da Kresten havde fået det døde får slæbt til side, kunne de fortsætte kørslen hjem til præstegården, og præsten blev således fri for at bruge sine besværgelsesformularer i denne omgang.
Familien Urban.
En interessant person fra tyvernes
Østervrå var slagtermester Carl Urban. Han var tysker og stammede fra
Schwartenberg ovre ved Breslau, som ligger et godt stykke øst for Dresden. Efter
2. verdenskrig blev området polsk, og Breslau har nu det polske navn Wroclaw.
Som uddannet pølsemager tog han til
Danmark, hvor han senere blev gift med den danske pige Meta. De fik to førn,
hvoraf Fritz blev født i Randers og Frida i Herning, og det er Frida, der har
fortalt om sin spændende familie. Hun blev senere gift med Gustav Jensen, og
sammen havde de i mange år Gustav Jensens læderhandel i Hjørring. Nu er forretningen overtaget af
sønnen.
Da Frida blev født, udbrød 1.
verdenskrig. Carl Urban blev indkaldt til det tyske militær, og hvor nødig han
end ville, blev han nødt til at tage tilbage til Tyskland, og hans kone og børn
fulgte med til Flensborg, hvor de var i godt et års tid.
Urban nåede at komme til fronten,
hvor en af hans soldaterkammerater en dag spurgte ham, om han ikke havde en
dansk kone. Jo, det måtte han da indrømme. “Sig mig, vil du gerne dø for dit
fædreland?” “Nej,” svarede Urban, ”det er jeg ikke interesseret i - med kone og
to børn.”
“Jeg kan ikke forstå, at du ikke
stikker af. Var det mig, så gjorde jeg det. Jeg kan ikke, for jeg har ikke
nogen steder at løbe hen, men det har du. Se nu at at få din kone og dine børn
afsted, og stik så efter dem,” og det rettede Urban sig efter. Han fik sendt
familien til Esbjerg, og fjorten dage
efter rømmede han.
Det er ikke godt at vide, hvordan
han endte i Norge, men han har nok syntes, at han skulle videre, for tyskerne
kunne sikkert sagtens finde ham i Esbjerg.
Der var jo ikke langt til den
daværende grænse ved Kongeåen.
Faderen kom så helt op til en lille
bygd på Florø nord for Bergen, hvor han kom til at lave fiskekonserves på en
fabrik, og en måneds tid senere fulgte familien efter. Der var de i flere år.
Fiskefabrikanten havde andre fiskefabrikker på øerne deromkring, og Urban kom til
at arbejde på flere af dem under resten af krigen.
I begyndelsen gik Fritz hver dag op
til faderen på fabrikken med en lille blå emaljespand med låg, og så fik
faderen lov til at fylde den op med friske fiskeboller.Når Fritz kom hjem med
spanden, satte de sig på køkkenbordet eller gulvet med hver sin ske og spiste,
og moderen kunne se, hvordan Frida kom sig dag for dag. Hun var en lille pjevs
dengang, men de sunde fiskeboller gav hende kræfter og satte skub i væksten. I
Tyskland havde der jo været mangel på alt.
Da Urban kom til Norge, fik han
besked på kun at være på Florø og i en radius på 5 km. Nordmændende kendte ham
jo ikke og kunne jo ikke vide, om han var spion for tyskerne.
Norge var ikke med i 1. verdenskrig,
men tyskerne lå jo oppe i fjordene med deres undervandsbåde. En dag kom der en
tysker op til Urbans chef. “De har en tysker her på fabrikken?” “Ja, det har jeg,” svarede direktøren. “Han
skal udleveres,” fortsatte tyskeren, men direktøren svarede: ”Hvis I tager
Urban, er I godt dumme, for han står og laver fiskekonserves, som vi sender ned
til jer!” Og på den måde fik Urban lov til at blive.
Da krigen var slut i 1918, blev
Urban selvstændig slagtermester i Kobbervik. Der fik han en god forretning, og
familien havde det ualmindelig godt, og de kom kun tilbage til Danmark, fordi
fru Urban ønskede, at børnene skulle gå i dansk skole.
Frida fik aldrig spurgt sine
forældre om, hvorfor de egentlig endte i Østervrå, men hendes far var nok
kommet sejlende til Frederikshavn. Der har han formodentlig spurgt en
ejendomshandler, om der var en forretning til salg, og det var der i Østervrå i
det andet hus efter Møllegade på Mellergård-siden..
Oppe i Norge fik de efterhånden
mange flotte møbler, for Carl Urban havde en god forretning og tjente gode
penge. Dem ville han imidlertid ikke have med hjem. De kunne jo bare købe
møbler i Danmark. I stedet købte han heste, men han tabte på hver eneste hest,
så det var der ikke noget ved.
Da de kom til Østervrå, blev de
derfor nødt til at købe møbler, men fru Urban var et jern til at få noget ud af
ingenting. Engang havde hun læst, at der skulle være auktion, og imellem de
ting, der skulle bortauktioneres, var der også et slotsbord. Det ville hun hen
at se på, så de kom på auktion, og der lå det store bord med pladen ned og
benene op. Pladen var flækket, men bordet var meget smukt.
Fru Urban købte det for 100 kr., og
det var mange penge i 1920. Lidt efter kom Bruun Ormholt hen til hende og
spurgte, om hun ville sælge det. “Nen, det vil jeg ikke.” “å, men jeg vil give
Dem 200 kr. for det.” “Ja, men det kan ikke gøre det,” svarede fru Urban, og De
skal ikke byde mere, for jeg vil ikke sælge det.”
Midt under bordpladen var der en
søjle, og de fire smukke rokokoben kunne trækkes ud, så bordet kunne blive lige
så langt som deres hus i Østervrå. Det var ikke så sært, at Bruun Ormholt gerne
ville have haft bordet til sin sal.
Bordpladen duede ikke, men snedker
Friismose lavede en ny i samme materiale.
Her fortæller Frida så lidt om årene
1920 og 21.
I Østervrå var min barndoms bæk. Jeg var vist et nysgerrigt barn og
elskede at gå på opdagelse. En dag var jeg kommet ned til bækken med så dejlig
en eng med gøgeurter, smørblomster, engblommer, løvefod, kæruld og masser af
siv.
Bækken var meget interessant med de flotte sten i det klare vand - lige
fra sorte, hvide og over til en mægde brunlige farver - og så den evige klukken
af vand, der var så fristende, at tæerne simpelthen måtte en tur deri.
Da jeg kom hjem med favnen fuld af blomster og siv, måtte jeg jo
forklare, at det ikke var Møllebakken denne gang, men det var på den anden side
af vejen - nærmest for enden af gartneriet og Mellergård.
“Når vi har spist,” sagde mor, “går vi en tur i engen,” og der lavede
mor en sivhat til mig, besat med blomster. Jeg var så flot!
Engang havde vi en fætter på ferie, og så skulle der jo ske noget. Fritz
og han mente ikke, der kunne ske noget ved at tage sig en dukkert i
mergelgraven bag ved Mellergård, og den havde vi ellers fået strenge ordrer
om at holde os fra.
Mens jeg sad og passede på drengenes tøj inde ved kanten, kom forkarlen
Marinus pludselig springende og råbte eder og forbandelser over os, og vi måtte
tage den nærmeste vej væk gennem tidsler og brændenælder med tøjet i favnen.
Marinus fortalte siden mor, at han var nødt til at skrige efter os, og
at han havde moret sig kosteligt over vores flugt.
Møllerens Thorvald var en herlig dreng, som vi havde megen glæde af. Han
var enebarn og var meget glad for os børn og vore forældre.Thorvald havde en
kærre med to cykelhjul, en trækasse og et par stænger. Når vi legede med kærren
havde Thorvald tømmer på og var hest, mens jeg sad højt på strå.
Engang, da vi var ude at køre, lå der noget hø på vejen op til møllen,
og så kom Frode Brown, der nok var lidt misundelig over, at jeg sad der i den
fine vogn med Thorvald som hest. Han smed hø over mig, så jeg var ved at
kvæles, og da jeg lider lidt af klaustrofobi, skreg jeg, så min mor kom farende
og skældte ud.
Elektricitetsværkbestyrer Browns drenge gik for at være nogle bisser, og
Frode gjorde bestemt ikke dette rygte til skamme, for han råbte: ”Nu kan fru
Urban bare prøve på at komme igen, så skal hun få en tot hø i hendes bare
...........”
De samme drenge var meget dumdristige. De turde f. eks klatre op i
møllevingerne og snurre med rundt.
Da Brown engang var efter en af drengene, flygtede han op i møllevingen
og sagde truende til faderen:”Hvis du kommer efter mig, springer jeg!” - og så
måtte Brown gå med uforrettet sag.
Blikkenslager Millers boede dengang i huset, hvor købmand Erik Nielsen
senere fik forretning.Her havde konen hatteforretning. Hun var modist og syede
selv hattene.
Fru Miller var lidt for sig selv. Hun havde en ged, som hun hver dag
trak lidt omkring med langs grøftekanten. Den boede i et skur nederst i deres
have, og hun malkede den hver dag Jeg
tror ikke, de fik anden mælk end den fra geden.
Engang, da jeg besøgte dem, skulle jeg smage den her gedemælk, og jeg var ikke ligefrem begejstret.
Blikkenslager Miller lavede
mælkejunger, reparerede kedler og gik ud og ordnede tagrender og andet
blikkenslagerarbejde.
Efter nogle år i Østervrå flyttede
familien Urban til Hobro, men Carl Urban havde været meget begejstret for
naturen omkring Østervrå og havde nydt sine ture ud på landet, når han skulle
sælge kød og købe slagtekvæg.
Selv om han havde en god stilling i
Hobro, blev han alligevel fristet, da han hørte, at elektricitetsværket i
Møllegade var til salg. Han købte det, og familien flyttede igen til Østervrå.
Det gamle el-værk var også et
dejligt sted, for nu var der plads til både slagtehus, kogerum med et mægtigt
komfur og et rum, hvor der var røgeri. Desuden var der en vognport, et kølerum
og en stald, så det var jo dejligt, men efter nogle år viste det sig, at det ikke kunne løbe rundt.
Mens forældrene var i København for
at se på noget andet, passede Fritz og Frida så geschäften. De skulle have
været til Herlev, men forældrene ringede hjem, at de lige ville tænke lidt over
det.
Lige før de kom hjem, ringede en
salgschef fra slagteriet i Hjørring . Han vidste, hvad Urban kunne og spurgte:
“Frida, er din far hjemme?” og hun forklarede ham, at de var i København for at
købe forretning. “Har de købt?” spurgte han. Nej, det havde de ikke. De ville
lige hjem og spekulere over det.
“Sig til din far, når han kommer, at
han skal tage det første tog til Hjørring og så skal han søge den ledige
mesterplads på slagteriet, men han skal ikke sige, at det er mig, der har sagt
det.”
Og Urban tog det næste tog og fik
foretræde for direktør Østergård., som sagde: “Jamen Urban, De kan jo ikke lave
konserves, og det er det vi skal til.”
“Hvad? Kan jeg ikke lave konserves?”
sagde Urban på sit lidt gebrokne dansk. “Vist kan jeg det! Jeg har lavet
fiskekonserves i Norge i hundredevis.” “Nå, så er pladsen Deres.”
Der var Carl Urban i 12 år. Han døde desværre af kræft ret ung,
men måske sparede døden ham for noget. Han døde i 1939, og som tysker havde det
nok ikke været sjovt at arbejde som pølsemester på slagteriet under
besættelsen.
Fem år efter faderens død kom Frida,
som nu var blevet gift, op til sin slagter i Hjørring, og Melgård i
slagteriudsalget kaldte på hende. Han ville vise hende noget. “Se lige her!”
sagde han,” og så viste han hende en flot sylte i en fem-. pundsdåse. Det var
en sylte, som hendes far havde lavet og henkogt.
“Det er en pris til din far,” sagde
Melgård. “Kødkonserves, som har holdt sig i fem år, er meget flot, og det er et
bevis på, hvor prober og dygtig din far var.”
En dygtig håndværker kan klare sig
overalt både i opgang og i nedgang. Det er slagter Urban et godt eksempel
på.
Østervrå Avis.
Torsdag den 4. september 1924.
har i det
nu påbegyndte skoleår haft ret god tilgang af elever. Der er nu ved
Vodskov-banens åbning blevet let adgang til skolen sydfra, og at skolens
virkefelt ikke er så helt lille fremgår af, at der er elever fra Hjørring og
til Hjallerup. Skoleplanen er lagt således, at børnene kan komme frem og
tilbage med togene såvel øst- som nord- og sydfra.
Koncert.
Der
afholdes stor koncert på afholdshotellet i Østervrå torsdag den 18. september
(1924) kl 7½ pr. for Østervrå Håndværker- og Borgerforenings medlemmer med
husstand. (Servering i salen). Efter koncerten bal. Der bydes på en udmærket
aften.
Program ved
indgangen. Stor tilslutning forventes.
Bestyrelsen.
Koncerten
blev en stor succes. Brødrene Nielsen fra Thorshøj optrådte med forstærket
orkester samt pianostemmer og under medvirken af den kendte musiker Søgaard fra
Randers. Koncerten i teatersalen havde samlet fuldt hus og forløb på den
fornøjeligste måde og med stærkt bifald fra publikums side, og da
Østervrå-sangen blev afsunget, kulminerede stemningen, og der lød bragende
klapsalver gennem salen.
Efter koncerten var der et par timers dans. Der sluttedes kl. 2, og borgmesteren udbragte et kraftigt hurra for de Thorshøj musikanter, der gav denne gratis koncert for Borgerforeningens medlemmer.
Foreningens bestyrelse:
Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98
95 13 57
Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21,
tlf. 98 95 81 29
Valdemar P. Christensen, Hjørringvej
431, tlf. 98 95 10 11
Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf.
98 95 1o o2
Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98
95 10 02