Spejlet  no. 12  Marts 1999

 

 

Glimt fra det gamle Østervrå

 

fortalt af afdøde uddeler Ejnar Østergård.

 

Den 23. oktober 1984.

 

Når man får en opgave af  denne art, hænder det , at man kan krydre den  med oplysninger og karakteristiske småtræk fra meget gammel tid. Om Østervrå findes der imidlertid ikke meget af den slags. Byen er et barn af sin tid, og skriftlige kilder, hvorfra man kan hente sin viden, er der så vidt mig bekendt ikke tale om. Jeg har derfor måttet holde mig til mundtlige overleveringer og gamle tidsskrifter, og skulle der findes uoverensstemmelser, bedes man bære over med mig.

I året 1883 var Østervrå stadig en bondelandsby. Ud over gårdene var der kun et par huse i landsbyen.

Når byen trods sin lidenhed var samlingssted for omegnens beboere, skyldes det den gamle priviligerede kro i Vester Søndergård, der var beliggende ved den daværende hovedlandevej, som gik bag om byen og ned over engene (over den offentlige parkeringsplads mellem busholdepladsen og Favør).

Det må ikke glemmes, at der på pladsen over for mejeriet fandtes en gammel skole. De gamle, jeg har kendt, har fortalt, at den var omgivet af volde og grave. Volden har nok været et gammelt dige og gravene en stor dam, som sikkert har været en god legeplads for børnene.

Byen havde også et gadekær, hvor ænder og gæs om sommeren havde god yngleplads, og hvor ungdommen om vinteren havde fornøjelse af den blanke is.

 

Man kunne allerede dengang se, at Østervrå havde en fremtid for sig, og den begyndte ved anlæggelsen af den nye amtsvej mellem Hjørring og Sæby. Samtidig med anlæggelsen af den blev kroen flyttet til den nye landevej, og da der desuden fra postvæsenets side var givet tilsagn om et posthus, blev kroens østre ende indrettet til postvæsenet. Før havde det været således, at posten bragtes til Torslev Præstegård fra Sæby, og enhver måtte så sørge for afhentningen der. I 1886 fik vi posthuset, og i 1891 begyndte den direkte ombæring.

Den nybyggede kro blev af den gamle kroejer forpagtet ud til Julius Pedersen, der var tidligere inspektør på Voergård.

Fra den tid er der ingen, der kender til, at der først i firserne i huset vest for anlægget boede en købmand Lassen.

Gamle Lassen hentede selv sine varer i Hjørring, men det fortaltes mand og mand imellem, at de varemængder, der til sidst var brug for, kunne transporteres som rejsegods med postvognen.

.

Man savnede på dette tidspunkt hårdt en bager i byen. Rugbrød kunne man sagtens selv bage, men det “bløde brød”, som Torslev-boerne fra gammel tid har haft en svaghed for, var det vanskeligt at få. Det blev dog ordnet således, at postvognen hver dag medbragte wienerbrød fra Hjørring. Det solgtes som “varmt” brød, som folk med dårlige tænder dog ikke skulle give sig i lag med.

I slutningen af firserne blev de handlendes tal mere end fordoblet. I kroens vestre ende etableredes en købmandsforretning, hvor købmand Wacher senere fik forretning.

 

En frk. Carlsen etablerede sig med et udsalg af kulørte bånd og kjolestoffer m.m.

Det var dog i 90’erne, at udviklingen særlig tog fart. 

I 1891 begyndte C. M. Aabel sin forretning i træhandler Pedersens forretning på det sted, hvor Ældrecentret nu ligger.

 

I 1892 begyndte doktor Jensen som praktiserende læge med bolig i Mellergård.

Samme sted bosatte dyrlæge Herskind sig 3/4 år senere.

 

I 1993 byggede postmester Madsen, der var kommet til byen i 1891, det hus, som alle ældre kender som “det gamle posthus” og senere som “Tatol”.

 

Fra nu af gik det stærkt fremad med byggeriet. Doktoren, dyrlægen, købmand Aabel og strikkeren Henrik Nielsen (den ældste døgnforretning) byggede hver sit hus.

 

Endelig kom i slutningen af 90’erne det store mejeri, der trak en mængde landboere til byen.

 

Befolkningen i byen og i omegnen voksede stadig, og der blev en stemning for at bygge en kirke i denne ende af sognet. Resultatet blev, at der blev bygget en ny kirke et godt stykke uden for byen.

Mange har senere følt, at det var forkert, at kirken ikke blev bygget inde i byen og med kirkegård og kapel på det nuværende sted.

I 1906 forsvandt den gamle skole, og i stedet blev der bygget en fuldt moderne kommuneskole.

 

Fra 1906 til 1912 gik det kun langsomt med byens udvikling. Det så næsten ud til, at alt gik i stampe.

Kun én gang i døgnet kom der nyt fra omverdenen, nemlig når postvognen ankom fra Hjørring. Den kom midt om natten, og det hændte nok, at en og anden trak på smilebåndet, når hornet en vinternat i snefog truttede: “Herlig en sommernat.”

Mange af de ældre, jeg har talt med, prøvede i den tid de frygtelige køreture til og fra Hjørring, og mange har hørt om den gamle Post-Sørensen og hans lakoniske udbrud: “40 øre milen - bag ind!”

 

Men store ting var i gære, og mange planer var fremme. Jernbanen. Man ville have en jernbane, og den blev endelig vedtaget og påbegyndt. Østervrå vågnede op til nyt liv, da Hjørring-Hørby-banen blev åbnet i efteråret 1913, og da byen blev stationsby, kom der straks spekulation i byggegrunde. Der blev tjent formuer, og i de kommende år opførtes en mængde bygninger.

Endnu mere fart kom der over det hele, da Vodskov-banen og Frederikshavns-banen blev vedtaget. Man var klar over, at det ville være en enestående chance for Østervrå, hvis den på den måde ville blive ét af de største jernbaneknudepunkter i Vendsyssel. (Frederikshavn-banen blev aldrig til noget)

 

End ikke krigen formåede at standse udviklingen. Hvert eneste år rejstes der bygninger. Oplandet var jo godt - med 20 km. til nærmeste købstad, og det gjaldt derfor stadig om at være foran.

 

Endnu før banens åbning fik byen sit eget elektricitetsværk med oliemotor, vandturbine og moderne sugegasmotor, således at værket til enhver tid - uden hensyn til, om der kunne fås udenlandsk brændsel - var i stand til at levere den elektriske strøm til forbrugerne, som de måtte ønske.

 

I 1914 åbnede apoteker Hansen et apotek i byen, først i det gamle posthus og senere i det i alle henseender fuldt  moderne apotek (det gamle).

Sæby Bank åbnede en filial.

Forretningernes antal forøgedes med rivende hast, og hotelejer Christensen lavede kroen om til hotel med moderne teatersal.

 

I sommeren 1917 begyndte Østervrå Realskole, der blev rejst af folk, som havde forståelsen for en sådan skoles betydning. På skolen virkede der i 1920 foruden bestyreren en lærer og tre lærerinder, og efter tre års forløb lykkedes det bestyrer Amtoft at erholde ret til at afholde præliminæreksamen.

Som alle realskoler måtte Østervrå Realskole også kæmpe med begyndervanskeligheder i begyndelsen, men forholdene var trods alt så gode i 1920, at skolens fremtid var sikret .

Engang i foråret 1918 var der stor tilstrømning til Østervrå. Mange mennesker samledes oppe ved stationen, hvor der skulle afsløres en statue af landstingsmanden Kr. Jensen, Try. Banen skænkede grunden, og taknemmelige

beboere i Østervrå og det øvrige Torslev Sogn m.fl. rejste dette minde som en beskeden tak for alt det, han udrettede for byen og egnen.

I 1917 rejstes missionshuset, og i 1919 indviede baptisterne deres nye, smukke kirke.

Endvidere kan nævnes rivestationen, der blev færdig i 1919. Det var en fattig erstatning for en kartoffelfabrik, som vi med anvendelse af en

smule mere snilde sikkert kunne have fået til Østervrå, men Dybvad fik lavet en i stedet for.

 

I 1919 skete der noget epokegørende i Østervrås historie, idet hotellet måtte overgå til at være afholdshotel, men det vedblev at være samlingssted om foredrag, foreningsmøder, baller og teaterforestillinger.

 

I 1922 blev apoteket købt af apoteker C. Christensen, hvis søn Anders Dencher Christensen, som var gift med Julie Svendsen fra Løgtholt ved Østervrå, senere blev apoteker  på Samsø og derefter i Randers.

Ved siden af mejeriet blev der opført en bygning, som i flere år blev brugt som forsamlingshus. Der har Torslev-boerne mange gange svunget sig til usikkens toner.

Forsamlingshuset blev senere købt af købmand Kristiansen, der i nogle år drev købmandsforretning for derefter i 1915 at sælge forretningen til den nyoprettede brugsforening, hvor Thorvald Kristensen blev uddeler. Jeg afløste ham den 3. juli 1927, efter at jeg havde opholdt mig i Sydamerika. Den 4. juni 1932 blev jeg gift med Esther Aabel (købmand C. M. Aabels datter). Jeg var uddeler i Østervrå i 41 år.

 

Efter C. M. Aabels død overtog sønnen Henry Aabel faderens forretning (der var flyttet til Hjørringvej 441, over for døgnbutikken)

 

Midt i byen åbnede Oscar Bruun for flere år siden en manufakturforretning, Den blev senere overtaget af sønnen Aksel Bruun, som nedlagde den i 1984.

 

I 1927 blev manufakturforretningen over for købmand Aabel solgt til Jens Jensen. Både fruen og han kom fra betroede stillinger i Brønderslev.

 

 

Der var efterhånden 2 slagterforretninger, 1 slagteriudsalg, bank, 2 bagere, en hjemmebager og en skotøjsforretning, blikkenslager, skrædder og en sadelmager tillige med mange andre håndværkere. Der blev bygget en adventistkirke med skole, så Østervrå blev efterhånden kendt som byen med de mange kirker.

 

Der var oprettet et fryseri, der under Oscar Christensens ledelse udviklede sig til et millionforetagende à la American style.

 

I mange år havde vi en borgerforening, der gik godt, men som senere i nogle år lå brak. Den går nu under bankbestyrer Enevoldsens ledelse for fuldt drøn igen.

 

I mange år var Alfred Nielsen sognerådsformand for Torslev sogn. Han flyttede til Østervrå og købte hus (Hjørringvej 423) over for brugsforeningen . Hans datter Karen hjalp ham med regnskabet, og da smed Nielsen senere efterfulgte ham som sognerådsformand, blev hun ansat på kontoret hos ham.

Stationsforstander Vestergård var i mange år formand for både realskolen og borgerforeningen og var også i nogle år medlem af sognerådet.

Efter smed Nielsens død i 1941 var C. Thomsen sognerådsformand i nogle få år indtil sin død.

Der blev spillet dilettant hvert år, og i mange år var lærer Sørensen leder, førnævnte Karen pianist og Anna Dencher Christensen (Apoterdatteren) primadonna. Hun fik megen ros for sin rolle i “Svanens død”.

I disse kloakeringstider, hvor hovedgaden er gravet op, mindes jeg dengang, vi fik de nuværende kloakker og rensningsanlægget. På den tid var jeg formand for borgerforeningen, og vi fandt en passus i loven, der sagde, at såfremt man kunne få 60% af grundejerne til at skrive under .

på, at de ønskede nye kloakker og rensningsanlæg, var kommunen pligtig til at tage sig af det og samtlige grundejere pligtige til at deltage i betalingen.

De nødvendige underskrifter blev indsamlet ved ihærdigt arbejde af borgerforeningens bestyrelse. Samme år gik sognerådet i gang med at projektere arbejdet, og jeg havde dengang den tro, at vi i Østervrå havde kloakker og rensningsanlæg i hundrede år. Men udviklingen er jo gået hurtigt.

Vi er blevet en storkommune. Mange nye mennesker er kommet til, og at skrue tiden tilbage ville selvfølgelig være umuligt, men også meget forkert.

Østervrå, den 23. oktober 1984.

 

Ejnar Frederik Østergård.

 

 

 

 

Høstgilde på Ormholt.

 

Eftersom jeg er født i 1901, mindes jeg høstgilderne fra omkring 1914.

Høstgildet var en stor begivenhed og fest, som vi alle tog del i.

Det var altid spændende, hvornår det sidste korn kom i hus, så der kunne blive festet.

Forinden ringede min far til Lodberg i Flauenskjold for at leje gulv. Det var nogle træskodder på størrelse med en vognfjæl, som vi selv hentede. Gulvet skulle lægges ordentlig ned med grus under, hvorefter der blev snittet stearinlys på det for at gøre det glat, så der kunne danses på det.

Der blev lagt gulv i det meste af vognskuret, og udenom blev der stillet transportspande med brædder, så der var siddepladser.

 

Det store slagte-skyllekar på 1½ m. i diameter blev sat hen i et hjørne som musiktribune. Der sad “musikken” og almindeligvis kun én. Nogle af dem, jeg husker, var cykelhandler Laurids Hansen fra Østervrå, Kristian Stidsholt og Woolf, som var en omrejsende gårdsanger.

Vægge og loftsbjælker blev prydet med neg, roer, gulerødder, flag, blomster og efterårsløv.

 

Så blev der stillet borde og bænke op og dækket bord med pæne, hvide lagner som duge. Alle vi børn på gården fulgte spændt med i det hele.

 

Der skete jo ikke så meget dengang, og jeg syntes, det var flot og meget hyggeligt.

 

Med til festen var alle husfolkene med børn, alle ,der havde hjulpet med høsten samt gårdens børn, så der var fuldt hus i vognporten.

Den dag malkede man en time før, så alle  kunne komme med til festen, og de kom feststemte. Man kom jo ikke til så meget dengang, og det var antagelig det eneste bal året rundt for de fleste.

Traktementet bestod af sødsuppe, der i dagens anledning var kogt på risengryn, og der var tre svedsker til hver. Bagefter blev der serveret flæskesteg med sovs og kartofler. Dertil hjemmelavet øl.

 

Når spisningen var overstået, gik konerne med ind og hjalp pigerne med opvasken, så de også kunne komme ud at danse, hvad der jo sjældent var lejlighed til på den tid. Og så gik dansen, og danse kunne alle. Der blev taget nogle ordentlige vestenommer, seksture, bettemand i knibe, lanciers, og der var selvfølgelig også vals og polka.

 

I den del af vognporten, hvor der ikke var lagt gulv, stod der en tønde med øl og nogle krus.

Der var i forvejen smurt et trækar fuldt af sigtebrød i stabler med spegepølse, rullepølse, frikadeller, leverpostej og ost. (I dag ville jeg gerne have sådan en frikadellemad. Den var helt speciel. Det brød kan man ikke bage i dag. Melet er alt for forfinet. Både rug- og sigtemel blev lavet af vores egen møller i vandmøllen). Disse madder blev båret rundt et par gange i løbet af aftenen, ligesom der også blev båret frugt fra haven rundt. Det var gerne de såkaldte “tryk halse”, der var modne på den tid.

 

Der blev serveret kaffe og kringle inde i folkestuen kl. 12 og kl. 3. Det foregik i hold, og kl. 3 skulle malkerne først til, da de jo skulle over at malke. Hele festen sluttede kl. 4.

 

Dette foregik altid en lørdag. Søndag aften måtte karlene og pigerne invitere en ven eller en veninde med. De unge mennesker fik kaffe, når de kom kl. 8 og derefter igen lidt før kl.12. Ind imellem fik de frugt. Hvad der ellers skete, ved jeg ikke, for vi måtte ikke komme derud, men man sluttede kl. 12 - i hvert fald officielt - for der skulle jo være kræfter til dagen efter.

Det var slut med høstgilderne de sidste år, far (Niels Bruun) drev gården. Der blev nemlig drukket bagved, og så måtte det holde op.

Min mand og jeg  (Poul Axel Holm Pedersen) kom til Ormholt som forpagtere i 1944. Det var andre tider, og vi var unge, så vi flyttede høstgilderne ind i salen, hvor der også blev forsøgt med drikkeri. Det skete dog kun én gang, for det blev gjort klart, at hvis det foregik igen, var det slut.Vi serverede suppe, steg og is. Musikken var grammofon og vi blev ikke ved til kl. 4 om morgenen.

Festen begyndte altid med, at vi ved bordet sang “Nu falmer skoven trindt om land”.

Jeg synes, at vi også havde nogle gode fester. Tiden var dog blevet en anden, men måske vil de fester, vi holdt, også give mine børn glans i øjet, sådan som de gamle gilder giver mig.

 

Bagning på Ormholt. 

 

Der blev bagt rug og sigtebrød hver 14. dag i den store ovn nede i bryggerset, som var bagerum med store trug til dejene.

 

Dejen blev lagt om aftenen. Der blev hældt varmt vand over melet, som derefter blev blandet med surdejen, der var gemt fra sidste bagning. Det var et hårdt arbejde at håndælte den tunge dej, så sveden pressedes frem, og man måtte blive ved, til dejen ville slippe hænderne.

Dejen stod så natten over, hvorefter  bagekonen kom igen kl. 4 næste morgen og knejede dejen og æltede den op. Også her skulle der gode kræfter til.

Når folkene gik i arbejde, kom en af dem, der havde forstand på de dele, og tilklinede ovnen, som jo skulle være jævnt varm over det hele.

Der blev brugt risbrænde, og når ovnen var tilstrækkelig varm, blev gløderne raget ud og ovnen vasket af med sække.

Kl. 7 var brødene slået op og færdige til at blive sat ind i ovnen på en lang, flad spade.

 

De store 16-punds rugbrød smagte pragtfuldt, men de skulle vare til næste bagning, så til sidst - og navnlig om sommeren - kunne der godt være mug på brødene.

 

Til jul blev der bagt kringle og pebernødder dernede.

 

Forrådskammeret på loftet.

 

 

Der duftede så dejligt af alskens sager deroppe.

I en stor kiste var der maltbyg til ølbrygning, og der hang små sække med melis og gryn. Der var baljer eller tønder med sæbe, og så var der oste, store, hele oste - nok 20, når de lige var købt ind, og det var jomfruens arbejde at vende dem hver ugedag. Det var også hende, der havde opsynet med forrådskammeret.

Et par gange om året kom der en vogn fra Ålbæk og falbød tørfisk, dvs. klipfisk og “tørrede jyder”.

De tørrede jyder er rødspætter eller ising, der er saltet og hængt til tørre. Disse langtidsholdbare fisk havde også deres plads i forrådskammeret.

 

Edith Holm Pedersen

 

Østvendsyssel Folkeblad.

 

Fredag den 2.-8.-1929.

 

Nye snekastningsregler.

 

 

Det voldsomme snefald i vinter beredte trafikken mange vanskeligheder. Navnlig gik det ud over automobiltrafikken, som mange steder måtte indstilles. For at hindre en gentagelse henvendte Kgl. dansk automobilklub sig til Ministeriet for offentlige arbejder for at få indført nye regler for snekastningen.

Hidtil har reglen været den, at vejene skulle ryddes i en bredde på tre meter. Ministeriet er nu gået med til en ændring, hvorefter vejbanen skal holdes ryddet i en bredde på fem meter, idet det dog samtidig bestemmes, at der ikke mere behøver at anlægges vigepladser.

Meddelelsen om denne ændring i snekastningsreglementet er i følge Kr. Dagblad i disse dage blevet udsendt til amtmændene.

 

 

Fredag den 18.-8.-1933

 

Indbrudstyveri.

 

Ved 6½-tiden tirsdag morgen, da personalet i Østervrå Brugsforening mødte i forretningen, viste det sig, at kasseapparatet var blevet stjålet. Tyvene har brækket et vindue til pakhuset op ved at underbore haspen og er derfra gået ind i butikken.

Kasseapparatet, der af manufakturhandler Oscar Bruun fandtes i dennes have, indeholdt kun 25 kr. i byttepenge. Det var brudt op med et stemmejern, man fandt på stedet.

Det er konstateret, at stemmejernet af tyvene er stjålet ved et indbrud i snedkermestyer Friismoses værksted.

Statspolitiet i Sæby arbejder med sagen.

 

Byvandring.

 

Som en del af foreningens arbejde og et arrangement i anledning af Østervrås 500 års jubilæum foretager vi mandag den 3. maj en byvandring, hvor vi vil fortælle om nogle af de gamle og mest interessante huse i vor by.

På denne tur vil vi især beskæftige os med de dele af byen, der ligger nord for Hjørringvej samt nogle af de ulige numre fra Møllegade til Mellergård.

På en senere tur, fastsat til den 6. september , vil vi interessere os for andre dele af byen.

Tidspunkterne vil fremgå af meddelelser i dagspressen.

J.B.

 

 

 

 

Foreningens bestyrelse.

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 13 57

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21, tlf. 98 95 81 29

Valdemar P. Christensen, Hjørringvej 431, tlf. 98 95 10 11

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02

Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02