Spejlet no. 13  september 1999

 

Togfører Albert Lauersen

 

Det meste af Primulavej, som fra begyndelsen hed Nørregade, var i mange år næsten udelukkende beboet af enten togpersonale, postbude, eller realskolelærere.

Ved siden af realskolen i nr. 1b boede en meget kendt og anset mand her på egnen. Det var Albert Lauersen  (født 1886),som var togfører på Vodskovbanen, der startede i 1924. Han var et begavet menneske, som interesserede sig meget for det samfund, han levede i. Derfor kunne han heller ikke lade være med at blande sig i alverdens ting, men hvad end han påtog sig, gik han op i det med liv og sjæl og arbejdede flittigt for sagen.

Lauersen var socialdemokrat, og som sådan var han i fem perioder valgt ind i Torslev Sogneråd. Han var medlem af Hjørring Amtsråd i to perioder samt medlem af bestyrelsen for Skagens–banen.

I mange år var Lauersen også formand for Østervrå Brugsforening, et arbejde, som gik han meget højt op i. Bl.a. læste han hver dag brugsforeningens post.

En overgang var Lauersen formand for Østervrå elektricitetsselskab, og inden for sit arbejdsområde blev udnævnt til tillidsmand for privatbanerne i Danmark.

 

Det var således en mand med et stort virkefelt. Derfor var det da også ganske naturligt, at han blev tilbudt at blive ridder af Dannebrog, men som ægte socialdemokrat  trak han grænsen her og sagde nej tak

 

Han var en anset mand i socialdemokratiet, og da statsminister Stauning døde, var Lauersen inviteret med til begravelsen, men deltog dog ikke.

Laursen elskede at holde store fester, og ved sådanne lejligheder manglede der ikke noget. Op til valgene sagde man spøgefuldt, at der blev serveret valgflæsk.

 

Han var en meget venlig og rar mand. Jeg husker ham mest for mine spændende ophold i motorvognens førerrum, når jeg var med mine forældre på togrejse til Aalborg. Hvis jeg kom ud i førerrummet og stod pænt stille og ventede, fik jeg som regel lov til at stå helt henne ved forruden, og når vi så kom til et skilt, hvor der stod ”Giv Agt”, måtte jeg trykke på tudehornet.

 

I 1969 solgte Lauersen huset til Axel Thingbak og flyttede til Frederikshavn, hvor han døde i 1975, 89 år gammel.

J.B.

 
Østervrå Station

 

Østervrå station var ikke blot en station på Hjørring - Hørby banen, som blev oprettet i 1913, men også endestation på Vodskov - Østervrå - banen, som blev oprettet i 1924.

Foruden  jernbanestation, var der postkontor i bygningen, så selv om der ikke kørte mange tog på de to baner, var der altid travlhed på stationen.

 

Selve bygningen er magen til de øvrige stationer på Hjørring privatbaner og hører til en af de store som  f.eks. Tårs og Hjallerup.

Det er en meget flot bygning, og da banen blev indviet, fik arkitekten også megen ros.

 

I 1914 blev der anlagt en spadseresti fra stationen hen til overskæringen ved Hjørringvej. Den var kun for gående og blev meget benyttet af unge mennesker, hvorfor den blev kaldt ”Kærlighedsstien”.

Forbuddet mod cykelkørsel tog vi drenge nu ikke særlig højtideligt.

 

Jernbanerne betød meget for Østervrå. Dels var der jo en vis prestige i at være endestation for en banestrækning, og dels var der ansat en hel del mennesker ved både bane og postvæsen.

Der var en stationsforstander, som samtidig var postekspeditør.

Desuden var der ansat 2 trafikassistenter og 1 elev. Af og til fik man ekstra hjælp fra hovedkontoret i Hjørring. Stationen skulle jo passes både søgn og helligdage, og personalet skulle også have fri af og til, selv om der ikke var så mange fridage og ferier, som vi har i dag. 

 

Endvidere var der 3 lokomotivførere, 1 motorvognsfører (de 3 lokomotivførere kunne naturligvis også køre motorvognen), to mand til at kontrollere billetter, 2 pudsere (fyrbødere), 2 portører og rengøringspersonale. Når der desuden var 6-7 postbude, der gik ud fra stationen, blev det jo et større antal  mennesker, der havde deres arbejde på Østervrå station. Mon ikke der har været ca. 20 mand, hvoraf de fleste var gift og havde familie. Slet ikke så lille en arbejdsplads, og da Østervrå var endestation på Vodskov-Østervrå banen, var de personer, der kørte togene, også bosiddende i Østervrå.

     

Af assistenter husker jeg Ifversen, som senere blev stationsforstander i Ellidshøj, Westergård, som blev stationsforstander i Løkken, Aage Jensen, som blev forflyttet til Thorshøj, og senere kom Kaj Nielsen, som vist kom til Pandrup eller Kås, men jeg er ikke 100 % sikker. Den sidste, jeg kan huske, hed Mortensen.

 

Rasmus Nielsen var en slags ledende lokomotivfører. De øvrige hed Bak og Søren Jørgensen, og senere kom Meyer Jespersen til. Alle kunne heldigvis fortsætte andetsteds efter banernes nedlæggelse.

Albert Lauersen var motorvognsfører.

 

Jensen og Andersen virkede som fyrbødere, men var desuden pudsere, hvilket indebar, at de skulle holde lokomotiverne i orden (pudse).

Oskar Johansen og Ejnar Madsen var portører og togførere.

 

Der var også ansat et par mand til det grovere arbejde, såsom at holde orden i det store pakhus og læsse gods af og på togene. Desuden skulle de koble vognene sammen, gøre rent i både passagervognene og godsvognene samt feje og holde hele baneområdet fri for ukrudt, så de havde egentlig travlt.

 

Foruden stationsbygningen og pakhuset var der en remise, (bygningen står der endnu). Det var en slags garage til  de to lokomotiver samt til motorvognen.

Lokomotiverne kunne køres op på drejeskiven foran remisen og derefter drejes rundt, således at de kunne køre den modsatte vej.

 

Til Vodskovbanen hørte der to lokomotiver, hvoraf det ene næsten udelukkende blev brugt som ranger-maskine. Der var to motorvogne + en påhængsvogn, og så var der et par passagervogne + godsvogne.

Nu bliver påhængsvognen til motorvognen brugt på veteranbanen, som kører i Aalborg.

På Hjørring – Hørby-banen kørte der 4 tog i hver retning, og på Vodskov – banen var der vistnok 3 tog i hver retning, så selv om der ikke var mange passagerer med hvert tog kunne der godt være travlt på Østervrå Station.

 

Der var tit besværligheder med en landmand i Musted ved Kirkholt. Hans køer gik op på banelegemet, således at togpersonalet måtte genne dem væk fra sporet. Desuden var det meget ofte galt med løse heste ved Gl. Høngaard.

I de sidste år før 2. verdenskrig var der livlig trafik af heste fra Hjallerup marked, hvor den tyske stat købte mange heste, antagelig til krigsbrug.

 

Godstogene kørte somme tider i pendulfart mellem Hjallerup og Aalborg og udelukkende med heste til tyskerne.

Togpersonalet måtte ofte overnatte i Vodskov, fordi det første tog på strækningen kørte fra Vodskov til Østervrå 

 

Stationen var indrettet således, at man ved at gå om hjørnet gennem en dobbeltdør kunne komme ind i ventesalen, som var indrettet som alle den slags lokaler på den tid. Der var bænke langs med væggen, og der var også et lille bord. Billetlugen var placeret midt på væggen ind mod kontoret.

 

Havde man ærinde til posthuset gik man fra ventesalen  ind ad en dør, som førte ind i en slags korridor i hvis ene side , der var en stor buet åbning, således at man kunne kigge ind i kontoret. Op imod denne åbning var der et dobbelt skrivebord, og derfra blev man betjent, når man skulle betale penge eller ordne anden post.

 

Gik man lidt længere hen ad perronen, kom man til den næste dør, som bane– og postpersonalet brugte. Der var også et rum, hvor postbudene kunne opholde sig.

 

Lidt længere henne var der et rum, hvorfra man kunne betjene signalerne til togene, og jeg tror nok, at man også kunne betjene nogle sporskifter.

 

Lige ved siden af døren ind til kontoret var der et par håndtag, hvorfra man kunne betjene de to store bomme ved Hjørringvej.

 

Helt henne i den nordlige ende af stationen var der offentlige toiletter.

 

I det store pakhus lidt længere henne oplagrede man gods, som var kommet, eller gods, som skulle sendes med toget.

 

Hver dag kom der en vognmand (Brogaard) med sin hestevogn og hentede pakker, som han kørte ud til forretningerne og andre modtagere i byen. 25 eller 50 øre for at få en pakke kørt til døren; hvis de ikke var alt for store.

Om formiddagen kørte han ud med en mælkevogn og solgte mælk i byen, så han var travlt beskæftiget.

 

Den første stationsforstander var postmester Madsen, som virkede til 1920. Da han blev forflyttet, blev postmesterstillingen i Østervrå nedlagt.

Postmesteren blev ridder af Dannebrog og er begravet på Østervrå Kirkegård.

 

Han blev afløst af Ejner Vestergaard, som blev postekspeditør og stationsforstander. Han var også kongelig vejer og måler, idet han i 1924 købte en brovægt fra den nedlagte rivestation og fik den anbragt på stationens område.

 

Vodskov-banen blev nedlagt i 1950, men Einer Vestergaard  fortsatte til Hjørring-Hørby banens nedlæggelse i 1953. Kort tid derefter døde han.

Det var en stor skuffelse for ham at se banerne forsvinde, og han døde kort efter.

J.B.

 

Dr. Sørensen.

 

Læge Jens Sørensen var født i Løkken, og før han flyttede til Østervrå praktiserede han i Tårs. Han købte praksis af den navnkundige læge Niels Mathias Jensen i april måned 1920 og praktiserede i den første tid fra apoteket, indtil han kunne flytte ind på Liljevej nr. 6 (på hjørnet af Primulavej og Liljevej). Huset har to garager, hvilket skyldes, at han under krigen købte en mindre bil, så hans benzinration kunne række lidt længere. Før krigen kørte man jo meget i amerikanske biler, som ikke var særligt økonomiske.

Læge Sørensen var en venlig og rar mand, meget rolig og lidt stille. Han var i nogle år formand for Realskolen og var kendt og agtet på egnen, især i Thorshøj, hvor han havde mange patienter.

Fru Sørensen var en dygtig og energisk dame, som kunne passe både hus og have samt male og tapetsere. Hun var ekspert i vævning og meget dygtig til håndarbejde. Således syede hun bl.a. et stort gulvtæppe i smyrnasyning til stuen med karnappen, og det siger jo ikke så lidt om hendes udholdenhed.

 

Alt gik godt indtil juli 1941. Da meldte deres søn Per, som var premierløjtnant i Viborg, sig til Frikorps Danmark og gik i krig mod Rusland på tysk side.

Per faldt i Berlin i april 1945.

Inderst inde var læge Sørensen nok ikke nazist, men han forsvarede sin søns handling, hvilket naturligvis medførte, at man fik antipati imod ham. Især efter krigen smuldrede hans praksis. Trods det blev han stædigt ved og ville ikke sælge, og derfor endte det med, at Arnold Jørgensen nedsatte sig som læge i huset på hjørnet af Nygade og Primulavej og tog næsten alle Jens Sørensens patienter.

 

Efterkrigstiden tog meget hårdt på Jens Sørensen, og i 1960 lukkede han endelig sin praksis og solgte huset til Tidemand Anthonsen.

Ægteparret flyttede nu til Løkken, som de begge stammede fra, og Sørensen døde i 1964, 76 år gammel.

 

Fru Sørensen glemte ikke Østervrå, som hun  i en vis udstrækning bevarede forbindelse til.

I bogen ”Intet nyt fra Østfronten”, skildres Per Sørensens tilværelse i Frikorps Danmark. Bogen kan lånes på biblioteket eller købes for 285 kr. Det er en samling af alle hans breve til forældrene i Østervrå, og det er læge Hans Jørgen Vestergaard - en anden Østervrå-dreng, som absolut ikke var tyskvenlig - som har redigeret brevene.                                                                               J.B. 

 

Gamle skoleminder

 

fortalt af pens. overlærer Anders Johansen, Aalborg,

søn af realskolebestyrer I.P. Johansen, Østervrå.

 

Østervrå Realskole var et 4-årigt præliminærkursus, og eksamen derfra gav dengang direkte adgang til Polyteknisk Læreanstalt, Veterinærhøjskolen og Tandlægehøjskolen.

 

Da der ikke var særlig mange elever på skolen, oprettedes der derfor en underskole, så byens bedre borgeres børn kunne få størstedelen af  deres skolegang på den private skole.

De fire præliminærklasser kaldtes 1., 2., 3. og 4. realklasse. Mange børn fra byen gik de første år på kommuneskolen og startede så på realskolen i 1. Real.

 

Skolebestyreren de første år, vi boede i Østervrå, var Harald Jensen, der var gift med en søster til Hans Scherfig. Hans søn Per gik i min klasse; desuden var der storesøster Elsebeth og lillebror Hans. De boede i huset ved siden af baptistkirken.

Da Harald Jensen søgte og fik skolebestyrerstilling i Svendborg, blev han afløst af ungkarlen Adolf Jensen. Jeg tror, far var meget skuffet over, at han ikke fik stillingen.

Samme Adolf Jensen, som af eleverne blev kaldt Strut, havde en fin lærereksamen, og han var fagligt meget dygtig; den danske grammatik, jeg kan, har jeg lært af ham; hverken gymnasiet eller seminariet kunne lære mig mere. Set med moderne øjne var han ingen god pædagog; han var utrolig streng og strøede om sig med eftersidninger og dårlige karakterer. Han sad altid selv vagt ved eftersidningerne, så kunne han jo sidde og rette stile.

Langs skolegården over mod stationen var der en række rønnetræer. Engang i en fritime løb Frode Bock fra Thorshøj og jeg og muntrede os med at kaste rønnebær efter hinanden. Vi havde været oppe i træerne og fyldt lommerne med rønnebær; derefter listede vi rundt for at overraske hinanden ; det var skægt.

Da jeg listede langs cykelskuret for at overraske Frode, hørte jeg listende trin rundt om hjørnet og kastede i rette øjeblik en håndfuld bær i hovedet på -

ikke Frode, men skolebestyreren, som var fuldstændig blottet for humoristisk sans. Han blev rasende og råbte: ”Du har klatret i træer, du har stjålet bær, du ender i tugthuset, knægt”. Han tog mig med til en eftersidning, og jeg måtte 50 gange skrive: ”Man må ikke klatre i andre folks træer”. Så først slap jeg fri og kunne gå hjem; det var lykkedes Frode at slippe væk.

 

Selve skolebygningen var set med nutidens øjne ikke særlig stor. I kælderen var der to afdelinger, pigernes kælder og drengenes kælder. Hver kælder var et rum på størrelse med et klasselokale med et gulv af mursten. Langs væggene hele vejen rundt var der tøjknager til overtøj, og inderst i hver kælder var der et toilet. Dette blev engang i trediverne lavet til træk og slip. Før den tid var der bare en lokumsspand, og duften var ikke altid særlig behagelig. Når det regnede, flokkedes eleverne i kælderen, drenge for sig og piger for sig.

I stueetagen var der fire klasseværelser, og på 1. sal var der endnu et lokale, der også blev brugt til naturhistorie og fysik.

Foruden dette klasseværelse var der indrettet en lille lejlighed til frk. Haages (datter af provst Jensen, Thorshøj). Hun underviste i sprog og skrivning.

Frk. Haages havde haft børnelammelse og kunne kun bevæge sig ved hjælp af krykker.

Man må beundre hendes viljestyrke; hun gik op ad alle trapperne uden hjælp. Med højre hånd på trappegelænderet og krykken under venstre armhule tog hun ét skridt ad gangen.

I naturhistorielokalet var der bag den store tavle en skunk, hvor der var et lille lager af forskellige rekvisitter.

Vi havde en lærer Grove Rasmussen til naturhistorie. Ham kunne vi godt lide. Han var dygtig, flittig og idealistisk; men derfor kunne vi godt finde på at drille ham.

Engang var han blevet forsinket, og vi sad alle på vore pladser. Så siger Gunnar Brogaard: ”Kom, vi gemmer os i skunken”. Der var der lige plads til os alle sammen. Vi stod musestille og hørte, at han åbnede døren og lige nåede at sige: ”Sæt jer ned”! Da opdagede han det tomme lokale.

Han for ud ad døren og ned til Strut for at spørge, hvor vi var henne. Det forstod bestyreren selvfølgelig ikke noget af, og han for op ad trappen for at se efter selv; men da sad vi alle på vore pladser. ”Hvor har I været henne?” ”Her”, svarede vi. Strut blev rasende og forsvandt ned ad trappen, mens Grove havde et lunt glimt i øjet.

Senere, da far blev bestyrer, blev der foretaget et par ombygninger, så der blev et lille kontor og et lille lærerværelse.

Der var mange traditioner ved den lille skole, selv om den ikke var så gammel. Vi spillede årlige fodboldkampe (pigerne langbold) med andre realskoler, Dybvad, Dronninglund, Sæby og af og til Sindal.

Det var en stor oplevelse at spille mod elever fra andre skoler. Vores daglige verden var jo ret begrænset.

Desuden havde vi de årlige skoleballer, der blev holdt på hotellet, fester med skolekomedier, kotillon og dans. Det var en stor oplevelse.

Jeg kan huske, vi engang spillede en skolekomedieudgave af ”Nitouche”, der blev kaldt ”Lille Nitouche”. Antallet af elever var jo forholdsvis begrænset, så man måtte jo bruge, hvad man havde. Ida Vestergaard og jeg, der ikke kunne synge, måtte bide i det sure æble, og vi sang duet. Den ville jeg gerne have haft på bånd.

Hvert år, når eksamen var overstået, blev der holdt translokation i gymnastiksalen, og alle elevernes eksamensresultater blev læst op, også fra de mindre klasser, så det kunne nok være lidt flovt for nogle forældre, hvis deres barn havde klaret sig dårligt.

Efter afslutningen var der udflugt, normalt til Skovlyst i Sæbygård Skov, en enkelt gang til Møllehuset ved Frederikshavn, og det år, da jeg blev færdig (1939) havde vi udflugt til Hirtshals. Senere under krigen kunne udflugten gå andre steder hen, f.eks. til Kirkholt.

Antallet af elever var jo ikke stort. De fleste kom fra oplandet på cykel og fra selve Østervrå; men der kom også med banen, især Vodskovbanen. Jeg tror, der var omkring 40 elever, som en overgang kom med toget, hvilket så  medførte, at skolen måtte indrette sine tider efter toggangen. Da det første tog fra Vodskov kom ind omkring 9, begyndte undervisningen derfor først kl. 9, og vi sluttede først ved 3- eller 4-tiden; men det tænkte vi ikke så meget over; det blev en vane.

Da der ikke var så mange elever på skolen, var de mindste elever samlet på ét hold til gymnastik og de store på et andet.

Engang, da jeg endnu gik på det lille hold, havde vi en vikar i gymnastik; han kunne slet ikke styre os. Timen startede altid med, at vi skulle gå rundt på to rækker i takt, så løbe nogle omgange og derefter gang igen. En af eleverne, Henry fra Aalborggård (kaldet Gumand), drillede læreren ved hele tiden at være i utakt. Læreren kunne selvfølgelig godt se, at det var drilleri. På den tid var bank ikke usædvanligt, så læreren befalede Henry at gå ud i redskabsrummet efter rebet til springstøtterne, ”så skal jeg nok lære dig at gå i takt”! Henry gik ud efter rebet og ventede uden for døren, til de bageste i rækken kom forbi. Så skyndte han sig ind og gik bagest med rebet slæbende efter sig. ”A tror intsj, det hjælper”, sagde han. Læreren blev fuldstændig perpleks og ville slå Henry. ”Du kan jo prøve at slå, A er jo nok den stærkeste, og for resten så vil a hjem og ha middag”, og så gik han.

Da så krigen kom, var jeg jo kommet på gymnasiet: men jeg hørte jo af og til historier fra skolen. Der begyndte at blive mangel på brændsel; dette medførte en forordning om, at alle offentlige lokaler ikke måtte være mere end 18 grader varme. Skolebestyreren gik selv rundt i lokalerne og kontrollerede temperaturen, og hvis der var blevet for varmt, beordrede han vinduerne åbnet, indtil temperaturen igen passede.

 

Anders Johansens beretning fortsætter i næste nummer.

 

Skolebestyrer Alfred Jensen.

 

Det store hvide hus ved siden af Baptistkirken på Liljevej er bygget i 1920 og har haft forskellige ejere, indtil det blev solgt til Alfred Jensen, som blev ansat som lærer ved Østervrå Realskole den 1. august 1924. Den 1. marts 1933 blev han udnævnt som realskolebestyrer sammesteds.

Alfred Jensen var ungkarl og en lidt speciel type. Han var ikke ret stor, meget spinkel, og så gik han altid i sko med gummisåler, i sort tøj, hvid skjorte med knækflip og sort sløjfe. Hans lidenskab var sorte delfaer, hvoraf den ene afløste den anden.

Det var en meget begavet mand med udmærkelse både til realeksamen og til lærereksamen. Han underviste i dansk og historie, og det var han meget dygtig til.

Alfred Jensen var meget pertentlig. Det første han gjorde, når han kom ind i klassen, var at lægge sin mappe på katederet, og den skulle ligge nøjagtigt på hjørnet.

Hans pertentlighed bevirkede også, at eleverne fik lært at tale et meget korrekt sprog, somme tider næsten for korrekt.

Jeg tror kun, han havde to fritidsinteresser, hvoraf den ene var at rette trykfejl og stavefejl i Vendsyssel Tidende. Alle fejlene blev rettet med rød blyant, hvorefter aviserne omhyggelig blev lagt sammen og lagt på gulvet, og der blev de liggende i bunker i flere år. Hans husbestyrerinde, Ingeborg Højbjerre turde ikke flytte dem. Hun var nu også meget nervøs og forsigtig. Desuden var hun nærig, men det er en helt anden historie.

Den anden store interesse var skak. Han var meget dygtig og deltog i flere store turneringer med fine resultater; han har f.eks. en gang været Vendsyssel -mester. Mindst én gang om ugen tog han til Hjørring for at spille skak. Så boede han på Højskolehotellet, hvor han havde et fast værelse.

 

Alfred Jensen, der blandt eleverne gik under navnet Strut, var ret hidsig, og hvis der var ballade i en klasse, kunne han komme listende på sine gummisåler, rive døren op og tale meget højt i flere minutter uden at gentage sig selv. I de mindste klasser rystede man for ham, men da man blev lidt ældre, tog man det ikke så højtideligt og morede sig lidt over ham.

Han var også meget forsigtig, hvilket kom til udtryk, når han sammen med den senere bestyrer I. P. Johansen var ude for at kapre elever. Johansen lovede guld og grønne skove, hvorefter A. Jensen bemærkede, at eleverne sandelig også skulle være både begavede og flittige for at få en eksamen.

Selv om Alfred Jensen var meget ejendommelig, var han et godt og fint menneske, som jeg respekterer og sætter meget højt,

Han blev pensioneret i 1953, og kort efter solgte han huset til Peder Næsby, som i nogle år havde boet til leje på 1. sal.

Derefter flyttede skolebestyreren fra byen.

J.B.

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 13 57

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21, tlf. 98 95 81 29

Valdemar P. Christensen, Hjørringvej 431, tlf. 98 95 10 11

Karen og Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02