Spejlet no. 13  september 1999
 

 

Barndomsminder.

 

Skolebestyrer I. P. Johansens søn, pens. overlærer Anders Johansen fortsætter her beretningen om barndomstiden i 30’ernes Østervrå.

 

En af mine barndomsvenner var Valdemar Friismose, hvis forældre kom sammen med mine. Valdemars far var møbelsnedker og havde en møbelforretning.

Det var spændende at være på snedkerværkstedet, hvor der var en ganske speciel duft af nysavet træ og af snedkerlim og alle de andre dufte, der var sådan et sted.

Valdemars far var på mange måder en initiativrig mand. Han startede for eksempel en rejsebiograf, der spillede én gang om ugen i hotellets sal. Desuden var der ugentlige forestillinger i forskellige nabobyer, f.eks. i Tårs og Vrå.

I begyndelsen var det stumfilm, hvor bl. a. realskolelærerinde frk. Haages tog sig af ledsagemusikken.

Senere kom så tone- og talefilmen, og man kan i dag næsten ikke forestille sig den oplevelse, det var første gang.

 

Hvert år blev der afholdt storemarked på markedspladsen mellem de to Søndergårde. Ved den lejlighed var pladsen fyldt med folk, og der var gøglertelte og boder af enhver slags.

På den dag spillede biografen hele dagen; det var i mange år ”Barken Margrethe af Danmark” med bl.a. Ib Schønberg, og da jeg kom til at hjælpe Valdemar med billetteringen, så jeg den film et utal af gange.  

Når filmen var færdig, fyldtes biografen på ny.

 

Vi legede meget i skoven, hvor vi havde hemmelige stier og skjul.

Vi fangede hugorme i gamle petroleumsflasker. Der var en sti oven for en brat skråning, hvor det vrimlede med hugorme. Vi skar så en gren til med en lille forgrening i den ene ende og satte forgreningen ned på nakken af hugormen; derefter holdt vi flasken, der var af mørkt glas, henforan hovedet på ormen, og når vi forsigtigt løftede grenen, krøb den ned i flasken. Vi satte så en prop på flasken og fyldte den op med sprit, når vi kom hjem. Senere kom vi orm og sprit på en klar flaske, og sådan en flaske med orm kunne vi sælge for 2 kr. Det var ganske mange penge dengang.

 

Ådalen gennem skoven forbi Ormholt er noget af det smukkeste i landet.

 

3 - 4 km fra byen lå Gjersholt Sø, hvor proprietær Skovsgaard havde ladet bygge en badebro. Det var et herligt sted.

Tiden var meget mere moralsk dengang; derfor måtte piger og drenge ikke bade sammen. Pigerne havde badetid fta kl. 3 til kl. 5 om eftermiddagen. Resten af tiden var forbeholdt drengene.

Vi fik ikke nogen svømmeundervisning, vi lærte os det selv. I begyndelsen var det ”hundesvømning”, senere blev vi jo bedre.

Fra badebroen kunne vi springe på hovedet ud i vandet, og det var en yndet leg at dykke ned efter gamle el-sikringer, der jo var hvide og kunne ses under vandet.

 

Vi drenge var meget sportsinteresserede. Vi spillede især fodbold, enten på realskolens legeplads eller på markedspladsen mellem de to Søndergårde bag ved hotellet. Her var der opstillet fodboldmål. Banen var meget ujævn og hullet, men vi kendte jo ikke til bedre.

 

Hvis der var 6-dagesløb i København, skulle vi jo også prøve det. Vi lavede rundbane ved stationen, og det var som regel stationsforstanderens søn Hans Jørgen, der fik idéerne. Så dannede vi makkerpar og susede rundt og rundt, og alt det gav os en utrolig god kondition.

 

Senere fik idrætsforeningen anlagt en fin fodboldbane bag ved kommuneskolen. Den første tid klædte vi om i skolens gymnastiksal. Senere blev der bygget et lille klubhus.

Forholdene i klubben var utroligt spartanske sammenlignet med i dag. Der blev valgt en boldpasser, som skulle sørge for, at bolden var pumpet, snøret og fedtet ind. I begyndelsen havde vi nemlig kun én bold. Derfor måtte der passes godt på den.

Der var to skoler i byen, kommuneskolen med 3 lærere og den private realskole, hvor far og mor var ansat. Her var der 5 lærere.

Der var stor forskel på de to skolers klientel; man gik f.eks. ikke med træsko på realskolen; her var det gerne brune lædersko, evt. gummistøvler. I idrætsforeningen var der ingen forskel; her var alle lige.

 

I 30’erne var der ikke mange biler på vejene, det var mest hestevogne og om vinteren kaner og slæder.

Vejene blev hverken saltet eller gruset, for så kunne slæderne jo ikke komme frem. Hestene havde brodder på skoene, så de ikke kunne glide på isen.

De fleste af os havde et par skøjter, der kunne skrues på gummistøvlerne. Skistøvler var ikke opfundet endnu (ikke for os).

Øverst på bakken af amtsvejen mod Hjørring slår vejen et lille sving; hvis man her fortsatte ligeud over markerne, kom man til et område med tørvegrave og et virvar af småsøer, der var forbundet med smalle passager af vandfyldte grøfter. Dette område kaldtes Madammen*.

Der var jubel blandt alle skøjteglade, når det som en løbeild gik gennem byen: ”Madammen kan bære”! Efter skoletid gik vi den lange vej for at opleve eventyret; vi legede tagfat, forsøgte os på kunstskøjtning, og vi spillede ishockey med vore fædres spadserestokke, som vi havde hugget hjemme i entréen, og som puck brugte vi gamle tennisbolde.

 

Vi boede i Nørregade. På modsat side af gaden lå en mindre gård, Nordenbæk, og hele byen lå i en ring uden om gårdens marker.

Vores hus var bygget på en af denne gårds tidligere marker og af dens ejer.

 

Huset var meget dårligt bygget, ingen ordentlig sokkel og ingen ventilation under gulvene, så far måtte simpelthen bygge et nyt hus.

Jeg glemmer aldrig det husbyggeri. Far stod tidligt op om morgenen og arbejdede, indtil han skulle i skole, hvorefter han arbejdede videre til langt ud på aftenen. Han havde selv lavet tegningen og antog nogle murere og arbejdsmænd til hjælp.

Niels og jeg blev også sat i arbejde, og på den måde lærte vi mange ting, lægge gulve, sætte glas i vinduer, kitte og male. Vi lærte også at pudse vægge og at fuge. Men det skal ingen hemmelighed være, at vi hellere ville ud til kammeraterne og spille fodbold.

Huset blev stort, flot og solidt og stod færdigt i 1937.

Ejeren af Nordenbæk solgte senere gården til den kendte kreaturhandler Peter Carlsen, hvis sønner Thomas og Villy var mine kammerater.

Angående det nye hus glemte jeg at fortælle, at mor malede alle vinduerne og tapetserede alle væggene.

 

Mens Peter Carlsens boede på Nordenbæk, gik Villy og jeg på rottejagt i stalden, og når vi forsigtigt listede ind i stalden om aftenen og pludselig tændte en lommelygte, kunne vi se hele flokke af rotter, der pilede i dækning. Så gjaldt det om at være hurtig med salonriflen, og vi fik da ofte skudt et par stykker.

Far måtte engang hugge hul i soklen for at få nogle rør ind i huset. Vi fik så pludselig rotter i kælderen (madkælderen). Hullet var tætnet med cement, men det gnavede rotterne sig igennem, inden det var helt størknet; først da far blandede knust glas i cementen, fik vi fred for rotterne.

 

Anders  Johansens beretning fortsætter i næste nummer.

 

Madammen*

I 1943 skrev jeg en dansk stil, som hed: Oplevelser i en juleferie. Der berettede jeg bl.a. om skøjteløb på Madammen.

Min dansklærer, skolebestyrer Alfred Jensen, studsede over udtrykket ”Madammen” og undersøgte sagen nærmere. Derved fandt han ud af, at en oversvømmet mose tidligere kaldtes en ”ma”. Derfor har man højst sandsynligt oprindeligt kaldt madammen for Ma-dammen med tryk på første stavelse, hvorefter navnet efterhånden i folkemunde et blevet til Madammen.

J.B.

 

Købmand Jens Emil Jacobsen

Liljevej 5

 

startede sin forretning i 1935 (næringsbrev 22.- 06.- 35) i Villa Pax. Det var en høj, lidt groft bygget mand, som var meget langsom og sindig.

Både han og hans kone var flittige, men nogen stor forretning blev det aldrig, dertil var beliggenheden for dårlig. Der var en del lokalhandel, og eleverne fra

realskolen lige overfor købte meget slik og sodavand og måske også en pakke cigaretter, hvis man røg lidt i smug.

Han havde tilladelse til at sælge is og chokolade ved togene på den nærliggende station, og der kunne man tit se ham eller hans søn Erik med en lille vogn eller

en kurv på maven. Nogen stor handel blev det vel ikke til, men lidt har jo også ret.

Købmand Jacobsen var også biavler, så der havde han jo også en lille bi-indtægt.

Oven over forretningen var der en lille lejlighed som han lejede ud. I mange år boede der en lokomotivfører Back

Jacobsen opkøbte brugte møbler, som han solgte videre, så han havde mange jern i ilden. Møblerne opbevarede han i et lille hus bag ved forretningen, og der var der også en lille lejlighed, som i nogle år var lejet ud til en mand, som man kaldte ”Slyng Karl”. Hvorfor han havde fået det navn vides ikke. Jens Jacobsen solgte forretningen i 1960 til

Verner Pedersen, som døde i 1968, hvorefter hans kone Karen Pedersen drev forretningen videre indtil 1975, da hun nedlagde den.

Da Jens Jacobsen havde solgt forretningen, flyttede han til Skolegade (Vrængmosevej), hvor han byggede to huse.

Købmand Jacobsen og hans kone var af den type mennesker, der absolut ikke brugte mere, end de tjente, og hvis man følger den regel, er der en stor chance for at overleve. Jens Jacobsen var heller ikke en fattig mand, da han døde.  

J.B.

A R B E J D E R N E S    H U S

Primulavej 12

 

Huset er bygget i 1920 og der har i nogle år været købmandsforretning.

Otto Andersen  fra 1929  -  1931, Oluf Petersen        1931  -  1933

Bondvig Nybo      1933  -  1936,  Otto Andersen       1936  -  1942

 

Senere blev huset solgt til Dansk Arbejdsmandsforbunds afdeling i Østervrå.

Fagforeningslokalet i den østlige ende af huset blev brugt, når medlemmerne skulle til kontrol, når de var uden arbejde, hvilket desværre var meget almindeligt dengang.

Desuden holdt man bestyrelsesmøde og generalforsamling der.

 

Man lejede også salen ud til møder og fester, og i 1945 var prisen for en aften uden varme 4 kr. og med varme 6 kr. Var salen lejet ud til dans, var prisen uden varme 10 kr. og med varme 12 kr.

Senere øvede amatørscenen også her.

Der var naturligvis også et sæt ordensregler for huset, og punkt 4 lyder således: hasardspil, terningspil og sortbørshandel er strengt forbudt i lokalerne. Overtrædelse medfører udvisning, eventuelt politianmeldelse.

 

De arbejdsløse skulle møde op hver dag for at få stemplet, og en overgang var det arbejdsmand Christen Frederiksen, som sad og ordnede stemplingen ved skranken.

Når det var snevejr, skete det, at arbejderne stod i skjul bag hjørnet og advarede kammeraterne med ordene: ”Snefogden er der”, og så gik man hjem uden den dags understøttelse.

Snekastning var også et strengt og tungt arbejde i de hårde vintre, hvor man skovlede op til hinanden i 2-3 etager.

 

I høsttiden gentog man samme procedure. Så advarede  man i stedet med ordene: ”Bønderne er her.” Understøttelsen var meget lille dengang.

I baghuset, som hørte til Arbejdernes Hus, fik Emil Madsen lov til at opbevare sit lykkehjul og forskellige andre effekter.

Huset blev senere solgt til Kaj Uggerhøj, som den 1. april 1983 solgte til den nuværende ejer  Leif Dahl.

Efter salget af Arbejdernes hus lejede fagforeningen sig ind hos bager Andersen, der pga. af  sygdom havde måttet lukke bageriet og bagerbutikken.

Farforeningens lokalafdeling i Østervrå lukkede dog inden længe, hvorefter den kom ind under Sæbykredsen.

J.B.

 

F r i i s m o s e

Hjørringvej 418

 

I dette hus boede snedkermester Friismose, som i 1912 købte det af tømrermester Tamborg og derefter indrettede et snedkerværksted og en møbelforretning. Han var en meget dygtig håndværker, som lavede fine møbler og andet snedkerarbejde. Mange af hans møbler findes rundt om i mange hjem den dag i dag.

Han solgte også ligkister, og det medførte at han også skulle lægge de afdøde i kiste. Dette arbejde blev på den tid som regel udført af de tømrere eller snedkere der solgte kisterne. Det var ikke så almindeligt, at der var bedemandsforretninger uden for de større byer.

Som ung mand spillede han i musikdirektør Kjærs orkester, og han giftede sig med Kjærs datter, Laurette! Hun var en flink og rar dame, men m e g e t bestemt.

Fru Friismose var i begyndelsen af deres ægteskab ude at spille til bal i weekenden. Så måtte hendes mand være barnepige.

De fik 2 sønner Peter og Valdemar, der også var musikalske, så der blev spillet meget musik i det hjem.

 

Friismose var meget afholdt på egnen. Han var en meget tiltalende mand   -  stille og rolig, flittig og foretagsom.

 

I 1920 gjorde han et kæmpearbejde for at få stablet en håndværker- og industriudstilling på benene her i Østervrå. Han gik utrætteligt fra dør til dør for at tale sin sag, og det lykkedes for ham. Udstillingen blev en fantastisk succes, som gav omtale for byen i miles omkreds. 

 

Friismose var frivillig medhjælper på Falck–stationen, og i 1925 fik han bevilling til at drive biograf både i Østervrå og i Thorshøj, og senere også i Tårs og Vrå.

Biografen var i hotellets sal, hvor der var sat bænke op til forestillingerne, der  som regel fandt sted onsdag aften. Byens mælke- og fragtmand Johannes Brogård stod for billetsalget. Billetprisen var i min barndom 35 øre for børn og 50 øre for voksne. Børnene skulle naturligvis sidde på de forreste pladser, og hvis der var for meget ballade behøvede fru Friismose bare at vise sig, så var der som regel ro omgående.

Over indgangen til salen var der indrettet et lille operatørrum, hvor Friismose passede filmsapparatet. I de første år var der kun stumfilm, som bl.a. fru Friismose spillede ledsagemusikken til.

 

I 1948 byggede Friismose en biograf  her i byen, der hvor der nu er Råd og Dåd. Den blev indviet med Danmarks - premiere på filmen ”Støt står den danske Sømand”.

Desværre gik der ikke ret lang tid, før han måtte sælge biografen.

Samtidig lukkede han sin snedkerforretning, solgte ejendommen og flyttede til Århus.

 

Østervrå mølle.

Møllegade 3.

 

Østervrå mølle blev bygget omkring 1895, hvorimod det gamle stuehus stammer fra 1905.

Jens Jensen, som blev Østervrås sidste møller, havde mølleri her fra 15. maj 1941 indtil årene før 1952, hvor møllen blev revet ned.

 

Mølledriften var meget besværliggjort under krigen, hvor det blev forbudt at male hvedemel. Alligevel kom der selvfølgelig  af og til nogle, der gerne ville have malet hvedemel, så forbuddet blev ikke så sjældent overtrådt. Under krigen gik der jo sport i at omgå de forskellige regler. Men møllerne fik tit kontrolbesøg, så de skulle passe på. Derfor ringede de og advarede hinanden, når kontrolløren var i nærheden. Ville man være sikker på at undgå kontrollørerne, måtte man male om natten.

 

Møllen fortsatte efter krigen, hvor der blev malet korn til dyrene, men så fik landmændene jo efterhånden selv installeret kværn, og så var det slut med at drive mølleri. 

 

Derefter måtte mølleren jo finde på noget andet, og han købte derfor nogle biler og slog sig på biludlejling. Han havde også et såkaldt rugbrød, som han selv kørte, og passagererne var selvfølgelig mest sportshold og andre grupper.

Jens Jensen fortsatte med sin vognmandsvirksomhed til 1982, hvor han var højt oppe i alderen.

Det lille hus, der ligger lidt tilbagetrukket og med enden ud mod  Møllegade, er det ældste møllehus. Her startede Jens Jensens kone Valborg et lille pensionat, og hendes første kunde blev kæmner Hansen fra kommunen

 

Da der kom gang i pensionatet, blev huset for lille. Derfor byggede de allerede i 1946 et større hus på grunden ved siden af. Her blev der indrettet 7 værelser til udlejning til unge mennesker, og da der gennemsnitlig var ca. 15 pensionærer, fik Valborg hænderne fulde. Der var pensionat i 10 år, til det ophørte i 1946.

 

Mølleren døde 89 år gammel. Derefter solgte Valborg Jensen huset og flyttede ind i det nye boligbyggeri på Hyacintvej.

 

Længere nede ad gaden lå der en vandmølle, som leverede kraft til vandværket, så der kunne blive sendt vand hele vejen op til vandtårnet på bakken uden for byen.

 

Det kan lyde så idyllisk med sådan en vandmølle, men den lavede en skrækkelig larm og generede naboerne meget – især når den trængte til at blive smurt.

 

Vandforbruget voksede støt, og da vandmøllen ikke kunne blive ved med at klare presset med at få vandet op på bakken til vandtårnet, blev møllen revet ned, og man gik over til et el-drevet pumpeværk.

K.B.

 

Nyt fra foreningen.

 

Vi gør opmærksom på, at alle tidligere numre af  medlemsbladet Spejlet kan erhverves for 5 kr. pr. eksemplar ved henvendelse til et af bestyrelsesmedlemmerne.

 

 

 

Foreningens nye værested.

 

Vi er nu snart færdige med at indrette os i de istandsatte lokaler i den tidligere pedelboligs kælder, som Sæby Kommune velvilligt har overladt os.

Når arbejdet er tilendebragt, vil vi afholde en reception. Herom nærmere i dagspressen.

Et Nødråb.

 

Foreningen mangler hårdt hjælp til at komme videre med det lokalhistoriske arbejde, hvor vi bl.a. beskæftiger os med registrering af papirer, billeder, personer og huse. Endvidere arbejder vi med avisudklip, som ordnes i emner og derefter registreres. Alt i alt et interessant men tidskrævende arbejde, hvortil der ikke kræves forhåndskundskaber. Det er alt sammen et stort ”tag selv bord” med frit valg.

Et andet område inden for vort arbejdsfelt er det detektivarbejde, der må udføres for at opspore historiske oplysninger om ting, personer og begivenheder vedrørende Østervrås fortid.

Desværre kommer vi for langsomt frem, da vi er for få aktive.

Er du derfor interesseret i at hjælpe os og hygge dig sammen med os, så mød op på en af vore åbningsaftener.

 

Østervrå Lokalhistoriske Forening

 

har i år 2000 åbent følgende MANDAGE fra 19.00 – 21.45:

10./1. - 17. /1. – 24./1. – 31./1.

Alle mandage i februar.

Alle mandage i marts.

3./4. – 10./4.

Alle mandage i september, oktober og november.

 

 

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 13 57

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21, tlf. 98 95 81 29

Valdemar P. Christensen, Hjørringvej 431, tlf. 98 95 10 11

Karen og Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02