Skolebestyrer I. P.
Johansens søn, pens. overlærer Anders Johansen fortsætter her beretningen om
barndomstiden i 30’ernes Østervrå.
En af
mine barndomsvenner var Valdemar Friismose, hvis forældre kom sammen med mine.
Valdemars far var møbelsnedker og havde en møbelforretning.
Det var
spændende at være på snedkerværkstedet, hvor der var en ganske speciel duft af
nysavet træ og af snedkerlim og alle de andre dufte, der var sådan et sted.
Valdemars
far var på mange måder en initiativrig mand. Han startede for eksempel en
rejsebiograf, der spillede én gang om ugen i hotellets sal. Desuden var der
ugentlige forestillinger i forskellige nabobyer, f.eks. i Tårs og Vrå.
I
begyndelsen var det stumfilm, hvor bl. a. realskolelærerinde frk. Haages tog
sig af ledsagemusikken.
Senere kom så tone- og
talefilmen, og man kan i dag næsten ikke forestille sig den oplevelse, det var
første gang.
Hvert år blev der afholdt
storemarked på markedspladsen mellem de to Søndergårde. Ved den lejlighed var
pladsen fyldt med folk, og der var gøglertelte og boder af enhver slags.
På den dag spillede
biografen hele dagen; det var i mange år ”Barken Margrethe af Danmark” med
bl.a. Ib Schønberg, og da jeg kom til at hjælpe Valdemar med billetteringen, så
jeg den film et utal af gange.
Når filmen var færdig,
fyldtes biografen på ny.
Vi legede meget i skoven,
hvor vi havde hemmelige stier og skjul.
Vi fangede hugorme i gamle petroleumsflasker. Der var en sti
oven for en brat skråning, hvor det vrimlede med hugorme. Vi skar så en gren
til med en lille forgrening i den ene ende og satte forgreningen ned på nakken
af hugormen; derefter holdt vi flasken, der var af mørkt glas, henforan hovedet
på ormen, og når vi forsigtigt løftede grenen, krøb den ned i flasken. Vi satte
så en prop på flasken og fyldte den op med sprit, når vi kom hjem. Senere kom
vi orm og sprit på en klar flaske, og sådan en flaske med orm kunne vi sælge
for 2 kr. Det var ganske mange penge dengang.
Ådalen gennem skoven forbi
Ormholt er noget af det smukkeste i landet.
3 - 4 km fra byen lå
Gjersholt Sø, hvor proprietær Skovsgaard havde ladet bygge en badebro. Det var
et herligt sted.
Tiden var meget mere moralsk
dengang; derfor måtte piger og drenge ikke bade sammen. Pigerne havde badetid
fta kl. 3 til kl. 5 om eftermiddagen. Resten af tiden var forbeholdt drengene.
Vi fik ikke nogen
svømmeundervisning, vi lærte os det selv. I begyndelsen var det
”hundesvømning”, senere blev vi jo bedre.
Fra badebroen kunne vi
springe på hovedet ud i vandet, og det var en yndet leg at dykke ned efter
gamle el-sikringer, der jo var hvide og kunne ses under vandet.
Vi drenge var meget
sportsinteresserede. Vi spillede især fodbold, enten på realskolens legeplads
eller på markedspladsen mellem de to Søndergårde bag ved hotellet. Her var der
opstillet fodboldmål. Banen var meget ujævn og hullet, men vi kendte jo ikke
til bedre.
Hvis der var 6-dagesløb i
København, skulle vi jo også prøve det. Vi lavede rundbane ved stationen, og
det var som regel stationsforstanderens søn Hans Jørgen, der fik idéerne. Så
dannede vi makkerpar og susede rundt og rundt, og alt det gav os en utrolig god
kondition.
Senere fik idrætsforeningen
anlagt en fin fodboldbane bag ved kommuneskolen. Den første tid klædte vi om i
skolens gymnastiksal. Senere blev der bygget et lille klubhus.
Forholdene i klubben var
utroligt spartanske sammenlignet med i dag. Der blev valgt en boldpasser, som
skulle sørge for, at bolden var pumpet, snøret og fedtet ind. I begyndelsen
havde vi nemlig kun én bold. Derfor måtte der passes godt på den.
Der var to skoler i byen,
kommuneskolen med 3 lærere og den private realskole, hvor far og mor var ansat.
Her var der 5 lærere.
Der var stor forskel på de
to skolers klientel; man gik f.eks. ikke med træsko på realskolen; her var det
gerne brune lædersko, evt. gummistøvler. I idrætsforeningen var der ingen
forskel; her var alle lige.
I 30’erne var der ikke mange
biler på vejene, det var mest hestevogne og om vinteren kaner og slæder.
Vejene blev hverken saltet
eller gruset, for så kunne slæderne jo ikke komme frem. Hestene havde brodder
på skoene, så de ikke kunne glide på isen.
De fleste af os havde et par
skøjter, der kunne skrues på gummistøvlerne. Skistøvler var ikke opfundet endnu
(ikke for os).
Øverst på bakken af
amtsvejen mod Hjørring slår vejen et lille sving; hvis man her fortsatte ligeud
over markerne, kom man til et område med tørvegrave og et virvar af småsøer,
der var forbundet med smalle passager af vandfyldte grøfter. Dette område kaldtes
Madammen*.
Der var jubel blandt alle
skøjteglade, når det som en løbeild gik gennem byen: ”Madammen kan bære”! Efter
skoletid gik vi den lange vej for at opleve eventyret; vi legede tagfat,
forsøgte os på kunstskøjtning, og vi spillede ishockey med vore fædres
spadserestokke, som vi havde hugget hjemme i entréen, og som puck brugte vi
gamle tennisbolde.
Vi boede i Nørregade. På
modsat side af gaden lå en mindre gård, Nordenbæk, og hele byen lå i en ring
uden om gårdens marker.
Vores hus var bygget på en af
denne gårds tidligere marker og af dens ejer.
Huset var meget dårligt
bygget, ingen ordentlig sokkel og ingen ventilation under gulvene, så far måtte
simpelthen bygge et nyt hus.
Jeg glemmer aldrig det
husbyggeri. Far stod tidligt op om morgenen og arbejdede, indtil han skulle i
skole, hvorefter han arbejdede videre til langt ud på aftenen. Han havde selv
lavet tegningen og antog nogle murere og arbejdsmænd til hjælp.
Niels og jeg blev også sat i
arbejde, og på den måde lærte vi mange ting, lægge gulve, sætte glas i vinduer,
kitte og male. Vi lærte også at pudse vægge og at fuge. Men det skal ingen
hemmelighed være, at vi hellere ville ud til kammeraterne og spille fodbold.
Huset blev stort, flot og
solidt og stod færdigt i 1937.
Ejeren af Nordenbæk solgte
senere gården til den kendte kreaturhandler Peter Carlsen, hvis sønner Thomas
og Villy var mine kammerater.
Angående det nye hus glemte
jeg at fortælle, at mor malede alle vinduerne og tapetserede alle væggene.
Mens Peter Carlsens boede på
Nordenbæk, gik Villy og jeg på rottejagt i stalden, og når vi forsigtigt
listede ind i stalden om aftenen og pludselig tændte en lommelygte, kunne vi se
hele flokke af rotter, der pilede i dækning. Så gjaldt det om at være hurtig
med salonriflen, og vi fik da ofte skudt et par stykker.
Far måtte engang hugge hul i
soklen for at få nogle rør ind i huset. Vi fik så pludselig rotter i kælderen
(madkælderen). Hullet var tætnet med cement, men det gnavede rotterne sig
igennem, inden det var helt størknet; først da far blandede knust glas i
cementen, fik vi fred for rotterne.
Anders Johansens beretning
fortsætter i næste nummer.
Madammen*
I 1943 skrev jeg en dansk stil,
som hed: Oplevelser i en juleferie. Der berettede jeg bl.a. om skøjteløb på
Madammen.
Min dansklærer, skolebestyrer
Alfred Jensen, studsede over udtrykket ”Madammen” og undersøgte sagen nærmere.
Derved fandt han ud af, at en oversvømmet mose tidligere kaldtes en ”ma”.
Derfor har man højst sandsynligt oprindeligt kaldt madammen for Ma-dammen med
tryk på første stavelse, hvorefter navnet efterhånden i folkemunde et blevet
til Madammen.
J.B.
Købmand Jens
Emil Jacobsen
Liljevej 5
startede sin forretning i
1935 (næringsbrev 22.- 06.- 35) i Villa Pax. Det var en høj, lidt groft bygget
mand, som var meget langsom og sindig.
Både han
og hans kone var flittige, men nogen stor forretning blev det aldrig, dertil
var beliggenheden for dårlig. Der var en del lokalhandel, og eleverne fra
realskolen
lige overfor købte meget slik og sodavand og måske også en pakke cigaretter,
hvis man røg lidt i smug.
Han havde
tilladelse til at sælge is og chokolade ved togene på den nærliggende station,
og der kunne man tit se ham eller hans søn Erik med en lille vogn eller
en kurv på maven. Nogen stor
handel blev det vel ikke til, men lidt har jo også ret.
Købmand Jacobsen var også
biavler, så der havde han jo også en lille bi-indtægt.
Oven over forretningen var
der en lille lejlighed som han lejede ud. I mange år boede der en
lokomotivfører Back
Jacobsen opkøbte brugte møbler, som han solgte videre, så
han havde mange jern i ilden. Møblerne opbevarede han i et lille hus bag ved
forretningen, og der var der også en lille lejlighed, som i nogle år var lejet
ud til en mand, som man kaldte ”Slyng Karl”. Hvorfor han havde fået det navn
vides ikke. Jens Jacobsen solgte forretningen i 1960 til
Verner Pedersen, som døde i
1968, hvorefter hans kone Karen Pedersen drev forretningen videre indtil 1975,
da hun nedlagde den.
Da Jens Jacobsen havde solgt
forretningen, flyttede han til Skolegade (Vrængmosevej), hvor han byggede to
huse.
Købmand
Jacobsen og hans kone var af den type mennesker, der absolut ikke brugte mere,
end de tjente, og hvis man følger den regel, er der en stor chance for at
overleve. Jens Jacobsen var heller ikke en fattig mand, da han døde.
J.B.
A R B E J D E R N E S H U S
Primulavej 12
Huset
er bygget i 1920 og der har i nogle år været købmandsforretning.
Otto
Andersen fra 1929 -
1931, Oluf Petersen ” 1931
- 1933
Bondvig
Nybo ” 1933 - 1936,
Otto Andersen ”
1936 - 1942
Senere
blev huset solgt til Dansk Arbejdsmandsforbunds afdeling i Østervrå.
Fagforeningslokalet
i den østlige ende af huset blev brugt, når medlemmerne skulle til kontrol, når
de var uden arbejde, hvilket desværre var meget almindeligt dengang.
Desuden
holdt man bestyrelsesmøde og generalforsamling der.
Man
lejede også salen ud til møder og fester, og i 1945 var prisen for en aften
uden varme 4 kr. og med varme 6 kr. Var salen lejet ud til dans, var prisen
uden varme 10 kr. og med varme 12 kr.
Senere øvede amatørscenen også her.
Der
var naturligvis også et sæt ordensregler for huset, og punkt 4 lyder således:
hasardspil, terningspil og sortbørshandel er strengt forbudt i lokalerne.
Overtrædelse medfører udvisning, eventuelt politianmeldelse.
De
arbejdsløse skulle møde op hver dag for at få stemplet, og en overgang var det
arbejdsmand Christen Frederiksen, som sad og ordnede stemplingen ved skranken.
Når det var snevejr, skete
det, at arbejderne stod i skjul bag hjørnet og advarede kammeraterne med
ordene: ”Snefogden er der”, og så gik man hjem uden den dags understøttelse.
Snekastning var også et
strengt og tungt arbejde i de hårde vintre, hvor man skovlede op til hinanden i
2-3 etager.
I høsttiden gentog man samme
procedure. Så advarede man i stedet med
ordene: ”Bønderne er her.” Understøttelsen var meget lille dengang.
I
baghuset, som hørte til Arbejdernes Hus, fik Emil Madsen lov til at opbevare
sit lykkehjul og forskellige andre effekter.
Huset
blev senere solgt til Kaj Uggerhøj, som den 1. april 1983 solgte til den
nuværende ejer Leif Dahl.
Efter salget af Arbejdernes
hus lejede fagforeningen sig ind hos bager Andersen, der pga. af sygdom havde måttet lukke bageriet og
bagerbutikken.
Farforeningens lokalafdeling
i Østervrå lukkede dog inden længe, hvorefter den kom ind under Sæbykredsen.
J.B.
F r i i s m o s e
Hjørringvej 418
I dette hus boede
snedkermester Friismose, som i 1912 købte det af tømrermester Tamborg og
derefter indrettede et snedkerværksted og en møbelforretning. Han var en meget
dygtig håndværker, som lavede fine møbler og andet snedkerarbejde. Mange af
hans møbler findes rundt om i mange hjem den dag i dag.
Han solgte også ligkister,
og det medførte at han også skulle lægge de afdøde i kiste. Dette arbejde blev på
den tid som regel udført af de tømrere eller snedkere der solgte kisterne. Det
var ikke så almindeligt, at der var bedemandsforretninger uden for de større
byer.
Som ung mand spillede han i
musikdirektør Kjærs orkester, og han giftede sig med Kjærs datter, Laurette!
Hun var en flink og rar dame, men m e g e t bestemt.
Fru Friismose var i begyndelsen af deres ægteskab ude
at spille til bal i weekenden. Så måtte hendes mand være barnepige.
De fik 2 sønner Peter og
Valdemar, der også var musikalske, så der blev spillet meget musik i det hjem.
Friismose
var meget afholdt på egnen. Han var en meget tiltalende mand -
stille og rolig, flittig og foretagsom.
I 1920 gjorde han et
kæmpearbejde for at få stablet en håndværker- og industriudstilling på benene her
i Østervrå. Han gik utrætteligt fra dør til dør for at tale sin sag, og det
lykkedes for ham. Udstillingen blev en fantastisk succes, som gav omtale for
byen i miles omkreds.
Friismose
var frivillig medhjælper på Falck–stationen, og i 1925 fik han bevilling til at
drive biograf både i Østervrå og i Thorshøj, og senere også i Tårs og Vrå.
Biografen var i hotellets
sal, hvor der var sat bænke op til forestillingerne, der som regel fandt sted onsdag aften. Byens
mælke- og fragtmand Johannes Brogård stod for billetsalget. Billetprisen var i
min barndom 35 øre for børn og 50 øre for voksne. Børnene skulle naturligvis
sidde på de forreste pladser, og hvis der var for meget ballade behøvede fru
Friismose bare at vise sig, så var der som regel ro omgående.
Over indgangen til salen var
der indrettet et lille operatørrum, hvor Friismose passede filmsapparatet. I de
første år var der kun stumfilm, som bl.a. fru Friismose spillede
ledsagemusikken til.
I 1948 byggede Friismose en biograf her i byen, der hvor der nu er Råd og Dåd.
Den blev indviet med Danmarks - premiere på filmen ”Støt står den danske
Sømand”.
Desværre gik der ikke ret lang tid, før han måtte
sælge biografen.
Samtidig lukkede han sin snedkerforretning, solgte
ejendommen og flyttede til Århus.
Østervrå mølle.
Møllegade 3.
Østervrå
mølle blev bygget omkring 1895, hvorimod det gamle stuehus stammer fra 1905.
Jens
Jensen, som blev Østervrås sidste møller, havde mølleri her fra 15. maj 1941
indtil årene før 1952, hvor møllen blev revet ned.
Mølledriften
var meget besværliggjort under krigen, hvor det blev forbudt at male hvedemel.
Alligevel kom der selvfølgelig af og
til nogle, der gerne ville have malet hvedemel, så forbuddet blev ikke så
sjældent overtrådt. Under krigen gik der jo sport i at omgå de forskellige
regler. Men møllerne fik tit kontrolbesøg, så de skulle passe på. Derfor
ringede de og advarede hinanden, når kontrolløren var i nærheden. Ville man
være sikker på at undgå kontrollørerne, måtte man male om natten.
Møllen
fortsatte efter krigen, hvor der blev malet korn til dyrene, men så fik
landmændene jo efterhånden selv installeret kværn, og så var det slut med at
drive mølleri.
Derefter måtte mølleren jo
finde på noget andet, og han købte derfor nogle biler og slog sig på biludlejling.
Han havde også et såkaldt rugbrød, som han selv kørte, og passagererne var
selvfølgelig mest sportshold og andre grupper.
Jens
Jensen fortsatte med sin vognmandsvirksomhed til 1982, hvor han var højt oppe i
alderen.
Det lille hus, der ligger lidt tilbagetrukket
og med enden ud mod Møllegade, er det
ældste møllehus. Her startede Jens Jensens kone Valborg et lille pensionat, og
hendes første kunde blev kæmner Hansen fra kommunen
Da der
kom gang i pensionatet, blev huset for lille. Derfor byggede de allerede i 1946
et større hus på grunden ved siden af. Her blev der indrettet 7 værelser til
udlejning til unge mennesker, og da der gennemsnitlig var ca. 15 pensionærer,
fik Valborg hænderne fulde. Der var pensionat i 10 år, til det ophørte i 1946.
Mølleren
døde 89 år gammel. Derefter solgte Valborg Jensen huset og flyttede ind i det
nye boligbyggeri på Hyacintvej.
Længere nede ad gaden lå der
en vandmølle, som leverede kraft til vandværket, så der kunne blive sendt vand
hele vejen op til vandtårnet på bakken uden for byen.
Det kan lyde så idyllisk med
sådan en vandmølle, men den lavede en skrækkelig larm og generede naboerne
meget – især når den trængte til at blive smurt.
Vandforbruget voksede støt,
og da vandmøllen ikke kunne blive ved med at klare presset med at få vandet op
på bakken til vandtårnet, blev møllen revet ned, og man gik over til et
el-drevet pumpeværk.
K.B.
Nyt fra foreningen.
Vi
gør opmærksom på, at alle tidligere numre af
medlemsbladet Spejlet kan erhverves for 5 kr. pr. eksemplar ved
henvendelse til et af bestyrelsesmedlemmerne.
Foreningens nye værested.
Vi
er nu snart færdige med at indrette os i de istandsatte lokaler i den tidligere
pedelboligs kælder, som Sæby Kommune velvilligt har overladt os.
Når
arbejdet er tilendebragt, vil vi afholde en reception. Herom nærmere i
dagspressen.
Foreningen mangler hårdt hjælp til at komme videre med det
lokalhistoriske arbejde, hvor vi bl.a. beskæftiger os med registrering af
papirer, billeder, personer og huse. Endvidere arbejder vi med avisudklip, som
ordnes i emner og derefter registreres. Alt i alt et interessant men
tidskrævende arbejde, hvortil der ikke kræves forhåndskundskaber. Det er alt
sammen et stort ”tag selv bord” med frit valg.
Et andet område inden for vort arbejdsfelt er det detektivarbejde, der må
udføres for at opspore historiske oplysninger om ting, personer og begivenheder
vedrørende Østervrås fortid.
Desværre kommer vi for langsomt frem, da vi er for få aktive.
Er du derfor interesseret i
at hjælpe os og hygge dig sammen med os, så mød op på en af vore
åbningsaftener.
har
i år 2000 åbent følgende MANDAGE fra 19.00 – 21.45:
10./1.
- 17. /1. – 24./1. – 31./1.
Alle mandage i februar.
Alle
mandage i marts.
3./4.
– 10./4.
Alle
mandage i september, oktober og november.
Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 13 57
Valdemar P. Christensen, Hjørringvej 431, tlf. 98 95
10 11
Karen og Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10
02