Spejlet no. 15  februar 2000

 

 

Det første trin.

 

Når jeg her skal forsøge at yde et beskedent bidrag til det første årskrift i elevforeningen, gør jeg det gerne. Jeg tror at kunne sige, at der var 3 faktorer, der hver for sig var medvirkende til, at jeg fik lov at komme på Østervrå Realskole. For det første har jeg altid haft stor lyst til at regne og skrive, for det andet var jeg som barn en del syg, så at jeg ikke godt kunne holde ud til hårdt legemligt arbejde, og for det tredje var der i Østervrå på det tidspunkt fremsynede og driftige mænd, der satte sig i spidsen for at få en realskole til byen. (Jeg har ofte siden sendt de mænd, der tog dette initiativ, en venlig tanke). Da realskolen så åbnede sine døre for det første hold elever i 1917, blev det min lod at være med blandt disse.

Dagene på skolen og kammeratskabet blandt eleverne mindes jeg ofte med glæde. Den lærdom og den viden, jeg gennem 5 år der erhvervede mig, har været mig til uvurderlig nytte og gavn senere i livet. Vi fik blandt andet at vide, at molekylerne var sammensat af atomer, og at disse igen var i besiddelse af en umådelig kraft. Spørgsmålet var blot, hvordan denne kunne udløses. Vor tid har givet svar på dette spørgsmål.

Jeg mener ikke, at vi lærte alt og kunne alt, nej, det var langtfra, men vi blev sat på sporet. Vi tog det første trin på kundskabens stige, og skolebestyrerens ord til os den sidste dag, vi var i skole: ”Nu må I ikke gå herfra og tro, at I er nogle farlige karle, der kan alt og ved alt. I vil straks opdage, at I kan så lidt; men vi har forsøgt at give jer den grundvold af kundskaber, I skal bygge videre på”, ja, det har jeg ofte sandet.

Og jeg tror, at Østervrå Realskole gennem årene har arbejdet videre ad den linie: at bibringe deres elever ikke alene kundskaber og lærdom efter timeplanen, men også at udvide elevernes horisont om tidens aktuelle spørgsmål, således at de efter endt skoletid kan møde de krav, der på forskellig måde stilles til dem, så godt som muligt.

Jeg vil gerne gennem disse linier bede alle mine kammerater, fhv. lærere og lærerinder om at modtage en velment tak for dagene på Østervrå Realskole i tiden 1917-1922.

Ingstrup, 12. sept. 1948.

Abel Næsby.

 

Hjørringvej 412.

 

Her har der i mange år været slagterforretning med skiftende ejere. Baghuset blev brugt som slagtehus, og vandet i bybækken blev farvet rødt, når der blev slagtet.

Senere var der brødudsalg, derefter rejsebudvirksomhed, og nu er der privatbolig.

En af de interessante personer i huset var slagtermester Carl Urban, som var tysker. Som uddannet pølsemager tog han til Danmark, hvor han blev gift med den danske pige Meta.

Så udbrød 1. verdenskrig, og Carl Urban blev indkaldt til det tyske militær, hvorfra han flygtede til Norge med sin med sin danske familie. De endte oppe på en lille ø nord for Bergen, hvor Urban fik arbejde på en fiskekonservesfabrik under krigen.

 

Da krigen var slut i 1918, blev Urban selvstændig slagtermester i Kobbervik. Forretningen gik strygende, men familien vendte tilbage til Danmark, fordi fru Urban ønskede, at børnene skulle gå i dansk skole.

Det var så grunden til, at de kom til huset på Hjørringvej, som de købte den 10. marts 1921. I første omgang blev de ikke så længe. Efter nogle år i Østervrå flyttede familien Urban til Hobro i 1923.

 

Slagterforretningen fortsatte derefter under forskellige ejere, bl.a. parret fru Hansen og Hartman Pedersen, som gik under navnet Hansen og Pedersen. De boede her sidst i 40’erne og i begyndelsen af 50’erne og vakte nogen furore i datidens Østervrå, fordi de tillod sig at leve på polsk og altså havde fælles husholdning uden at være gift. Forargelsen fra visse kredse i byen bevirkede, at de til sidst måtte flytte herfra.

 

Parret tog aktivt del i de revyer, som bogtrykker Christensen stod i spidsen for i en del år, og når det var for koldt til at øve på Hotellet, foregik øveaftenerne

 

 

tit i slagterparrets hjem. Parret var i det hele taget meget gæstfrit, og det var bestemt ikke alle, der undsagde dem.

Huset ophørte som slagterforretning, da slagter Larsen solgte huset og indrettede forretning på den anden side af gaden. Derefter overtog Ingrid og Victor Hejslet stedet. De havde solgt hjemmebageriet, og nu indrettede de brødudsalg her. Kort tid efter - i 1962 - købte Johanne og Christian Andersen brødudsalget, som de drev til 1970, da de solgte huset til rejsebud Jørgen Larsen. Efter hans død i 1984 har der ikke været erhvervsvirksomhed i huset.       

K.B.

Elektricitetsværket.

Møllegade 1

 

Østervrå havde i nogle år sit eget elektricitetsværk. Det stod færdigt den 21. december 1916, men de to værkstedsbygninger, som lå inde bagved i haven, er forlængst revet ned

Den 13. december 1917 købte el-værket en lille parcel på Møllegården. Den lå i tilknytning til bækken og åen, og her blev der opført et hus til en turbine, som kunne udnytte vandkraften. Da man fik turbinen ved Møllegården, blev værkstedshus nr. 2 bygget i Møllegade.

Den senere ejer af Falck-stationen, Aksel Tingbak, var ansat hos Brown på Østervrå El–værk, da vejen ved turbinehuset blev skyllet væk under et skybrud. Han var lige akkurat nået over vejen, da det hele forsvandt bag ham.

Senere kom Ingvard, der var lidt af en vagabond, til at bo i det lille turbinehus sammen med sin husholderske, som var en meget lille dame. Nu eksisterer huset ikke mere.

 

I privatboligen ved siden af el-værket boede elektricitetsværksbestyrer Brown med sin familie. Her havde han en el-, radio- og cykelforretning, og dette hus ligger der endnu.

 

Hans drenge var nogle vilde krabater, som både med rette og urette fik skyld for mange af de skarnsstreger, som blev begået i byen.

 

De samme drenge var meget dumdristige. De turde f.eks. klatre op i naboejendommens vindmølle og derefter ud på en møllevinge og snurre med

rundt, og det var bestemt ikke nogen ufarlig fornøjelse.

Da Brown engang var efter en af drengene, flygtede han op i møllevingen og sagde truende til faderen: ”Hvis du kommer efter mig, springer jeg!” - og så måtte Brown gå med uforrettet sag.                 

 

Elektricitetsværket blev nedlagt, da Østervrå kom ind under el-værket i Hjørring, hvorefter familien Brown flyttede til Liver Mølle.

 

Den tidligere slagter i Østervrå, Carl Urban, havde været meget begejstret for naturen omkring Østervrå og havde nydt sine ture ud på landet, når han skulle sælge kød og købe slagtekvæg. Selv om han havde en god stilling i Hobro, blev han derfor fristet, da han hørte, at elektricitetsværket i Møllegade var til salg, og den 23 februar 1928 åbnede Carl Urban igen slagterforretning i Østervrå efter en omforandring af el-værket.

 

Det gamle el-værk var også et dejligt sted, for her var der plads til både slagtehus, kogerum med et mægtigt komfur og et rum, hvor der var røgeri. Desuden var der en vognport, et kølerum og en stald, så det var jo dejligt, men efter nogle år  viste det sig, at det ikke kunne løbe rundt.

Urban fik ansættelse som slagtermester på slagteriet i Hjørring, hvor han arbejdede til sin død i 1939. Han var meget dygtig, og han er et godt eksempel på, at en dygtig håndværker kan klare sig overalt både i opgang og i nedgang.

Meta og Carl Urban fik to børn. Datteren Frida blev senere gift med Gustav Jensen, og sammen havde de i mange år Gustav Jensens læderhandel i  Hjørring. Nu er forretningen overtaget af sønnen.

 

Efter slagter Urban havde Thorvald Jensen i mange år vognmandsforretning i huset. Elektricitetsværket blev revet ned, og der blev indrettet garager der, hvor der nu er have.

JB.

Østervrå mølle.

Møllegade 3.

 

Østervrå mølle blev bygget omkring 1895, hvorimod det gamle stuehus stammer fra 1905.

Jens Jensen, som blev Østervrås sidste møller, havde mølleri her fra 15. maj 1941 indtil årene før 1952, hvor møllen blev revet ned.

Mølledriften var meget besværliggjort under krigen, hvor det blev forbudt at male hvedemel. Alligevel kom der selvfølgelig  af og til nogle, der gerne ville have malet hvedemel, så forbuddet blev ikke så sjældent overtrådt. Under krigen gik der jo sport i at omgå de forskellige regler. Men møllerne fik tit kontrolbesøg, så de skulle passe på. Derfor ringede de og advarede hinanden, når kontrolløren var i nærheden. Ville man være sikker på at undgå kontrollørerne, måtte man male om natten.

 

Møllen fortsatte efter krigen, hvor der blev malet korn til dyrene, men så fik landmændene jo efterhånden selv installeret kværn, og så var det slut med at drive mølleri. 

Derefter måtte mølleren jo finde på noget andet, og han købte nogle biler og slog sig på biludlejling. Mølleren havde også et såkaldt rugbrød, som han selv kørte, og hans passagerer var selvfølgelig mest sportshold og andre grupper. Jens Jensen fortsatte med sin vognmandsvirksomhed til 1982, hvor han var højt oppe i alderen.

 

Det lille hus, der ligger lidt tilbagetrukket og med enden ud mod  Møllegade, er det ældste møllehus. Her startede Jens Jensens kone Valborg et lille pensionat, og hendes første kunde blev kæmner Hansen fra kommunen..

Da der kom gang i pensionatet, blev huset for lille. Derfor byggede de allerede i 1946 et større hus på grunden ved siden af. Her blev der indrettet 7 værelser til udlejning til unge mennesker, og da der gennemsnitlig var ca. 15 pensionærer, fik Valborg hænderne fulde. Der var pensionat i 10 år, og det ophørte i 1946.

 

Mølleren døde 89 år gammel. Derefter solgte Valborg Jensen huset og flyttede ind i det ny boligbyggeri på Hyacintvej.

 

Længere nede ad gaden lå der en vandmølle, som leverede kraft til vandværket, så der kunne blive sendt vand hele vejen op til vandtårnet på bakken uden for byen.

 

Det kan lyde så idyllisk med sådan en vandmølle, men den lavede en skrækkelig larm og generede naboerne meget – især når den trængte til at blive smurt.

 

Vandforbruget voksede støt, og da vandmøllen ikke kunne blive ved med at klare presset med at få vandet op på bakken til vandtårnet, blev møllen revet ned, og man gik over til et el-drevet pumpeværk.

 

Øster Nordenbæk på Primulavej.

 

Her lå den gamle gård Øster Nordenbæk til hen i 70’erne, da den måtte vige for andre formål.

Den sidste ejer var tømreren fra Try, Christian Jensen, som udstykkede jorden til byggegrunde. Den gamle gård blev i 1975 solgt som den sidste eller en af de sidste af disse grunde til Østervrå Fryseboks (Top Ti). Efter nedrivning af bygningerne opførtes et kontor og garagekompleks, som nu er overtaget af Skæve Auto. 

Tømrer Christian Jensen købte i 60’erne gården af den tidligere sognefoged. Jens Pedersen, der kom fra Liljevej, hvor konen havde badeanstalt.

 

Jens Pedersen var gammel landmand. Før huset på Liljevej havde han haft gården Kallehave, så han forstod sig på landbrug, og han og konen drev nu gården under krigen og op i 50’erne.

Det var en velpasset gård med et stort drivhus og et lysthus i haven, og fru Pedersen havde stalddørssalg af mælk, æg og kartofler. Om sommeren solgte de jordbær.

 

Dengang var der et helt anderledes liv på gaden. De fleste kvinder var hjemmegående, og de udearbejdende mødre havde ung pige i huset, så der var ikke brug for børnehave. Derfor vrimlede det med børn på gaden, og der var et herligt leben. Det taler de ældre fra gaden stadig om.

 

Fru Pedersen, Nordenbæk, havde dog i jordbærtiden lidt besvær med de samme børn, som ikke kunne holde sig fra det dejlige jordbærstykke, der gik fra gården og helt ud til gaden. Det var for fristende for de unge mennesker.

 

Nu er gården og dens idyl væk. Den slags er der jo ikke mere plads til i en bymæssig bebyggelse og et aktivt bysamfund.

K.B.

 

Manufakturforretningen på Hjørringvej 442.

 

Desværre fremgår det ikke af foreningens optegnelser, hvem der har bygget ejendommen, og hvornår den er blevet bygget,  men  efter en notits i Østervrå avis fremgår det, at forretningen i 1888 er grundlagt af frk. Carlsen, Mellergård.

Forretningen er derfor startet i Mellergård, og det er sandsynligvis frk. Carlsen eller måske hendes far, der har bygget ejendommen senere. Mellergård ejedes i hvert fald af  Carl Christian Carlsen fra 20 december 1877 til 10. januar 1895, og året før, i 1894, solgte datteren, frk. Carlsen, forretningen på Hjørringvej 442 til Karoline Jensen.

Hun giftede sig med Niels Chr. Jensen, der tog navnet Niels Højbjerre, og under dette navn blev han kendt over næsten hele Vendsyssel. I en lang årrække var han dagvognskusk, og han endte som bestyrer af Østervrå Afholdshotel.

Den 12. marts 1902 solgte Karoline Jensen ( Højbjerre ) forretningen til Henrik Nielsen fra Snejbjerg ved Herning.

Samtidig med forretningen havde han en systue og et strikkeri med strikkemaskine, hvorfor han fik tilnavnet “Strikkeren”.

I 1917 byggede han til i den vestlige ende af huset, således at det blev næsten dobbelt så stort. Han måtte dog først fylde grunden op, da den var meget

sumpet. Det blev imidlertid gjort for dårligt, så huset satte sig og blev skævt, men det bemærker man først, når man kommer indenfor.

Den 1. september 1927 solgte han forretningen - men ikke ejendommen - til Jens Jensen, som kom fra Brønderslev.

Den 16. september 1932 købte Jens Jensen også ejendommen, der den 1. august 1959 blev udvidet med en tilbygning på ca. 50 kvadratmeter, beregnet på kjoler og konfektion.

Den 1. oktober 1968 solgte Jens Jensen forretning og ejendom til sin søn, Jørgen Baier Jensen, der drev foretagendet videre i hen ved 10 år, til han nedlagde forretningen den 1. maj 1978.

Forretningen stod derefter tom til 1. februar 1985, hvor Jørgen Baier solgte til Ivan Pedersen, som indrettede forretningen til døgnkiosk og delte beboelsen og lageret på 1. sal til lejligheder, som blev udlejet.

Ivan Pedersen solgte senere til Sonja og Arne Nielsen. Efter nogle år overtog Mette og Claus Høngård forretningen, der nu er overtaget af Henrik Nielsen.

 

B o g h a n d e l e n.

Hjørringvej 433

 

Huset blev bygget af Kristine Sørine Pedersen, også kaldet Sæbe–Marie, fordi hun siden 1916 havde haft en sæbe-forretning et andet sted i byen. Hun købte grunden af Trahne fra Fjeldgaard og byggede huset i 1919.

Hvor længe hun havde sæbeforretningen, ved vi ikke, men i trediverne var der en installatør Bruus, og her blev den senere el–bestyrer Brown uddannet. Bruus havde to drenge, Niels og Ole. Den ene af dem havde en dag sat sig på bagagebæreren af en bil, som en af svendene startede uden at opdage drengen.  Da de drejede om hjørnet hos læge Sørensen faldt drengen af, heldigvis uden at komme alvorligt til skade.

Bruus fik en stilling som el–bestyrer i Liver Mølle og solgte forretningen til Johannes P. Larsen. Han var der kun i nogle få år. I 1941 købte han huset i  

Møllegade, hvor der nu er damefrisørsalon, og her indrettede han så el-forretning og værksted. I lejligheden på 1. sal i huset på Hjørringvej boede          

kreaturhandler Peter Carlsen i en del år, og på 2. sal boede der en chauffør Chr. Johansen, som var Taxa-chauffør hos stationsleder Axel Thingbak.

Den 15. april 1941 blev huset af Marie Pedersen (muligvis hendes arvinger) solgt til boghandler Peter Pedersen. Han havde i begyndelsen haft boghandel på Hjørringvej 441 i købmand Aabels ejendom, hvor der senere blev urmagerforretning.

Den 17. oktober 1964 solgte Peter Pedersen huset til tidligere hotelejer Chr. Nødgaard, som fortsatte boghandelen, til han den 10. august 1973 solgte til Erik Wulf Sørensen. Denne har senere bygget til og bygget om, og der blev indrettet regnskabskontor bag ved boghandelen.

I efteråret 1998 solgte Erik Wulf Sørensen til de nuværende ejere af regnskabskontoret, og fra 1. jan. 1999 har Jes Hæstrup forestået driften af Østervrå Regnskabskontor. Den 1.-3.-1999 lejede EDC Mæglerne sig ind den tidligere boghandel.

 

Barndomsminder.

 

Overlærer Anders Johansen fortæller videre om barndomstiden i tredivernes Østervrå.

 

En af mine barndomsvenner var Karl Gulvad, som gik i min klasse på realskolen. Han var en af de dygtigste i klassen, og han var en strålende fodboldspiller.

Han var meget naturinteresseret, og det var ham, der lærte mig at fange hugorme, ligesom han også lærte mig at fange ørreder med hænderne under brinkerne i Mylund Bæk.

Han fangede engang en ilder med en hjemmelavet fælde, og han viste mig, hvordan den skulle pelses. Det havde han lært af sin far.

Engang var vi to på fisketur i åen, der løb forbi Torslev Præstegård. Jeg fik en stor ørred på, og jeg så den, men den slap desværre løs.

Jeg fortalte om fisken til Kristian Vestergård, som straks blev fyr og flamme. Den skulle han nok få fat på.

Vi cyklede så ud til stedet, og jeg var ved at gøre min fiskestang klar, da Kristian råbte: ”Her er den”, og minsandten om han ikke fik den store fisk på land. Han grinede og sagde så: ”Det er sådan, det skal gøres”!

 

Så vidt jeg husker fik vi ikke flere fisk på den tur. Med den fisk har Kristian drillet mig mange gange.

 

Da Karl Gulvad blev konfirmeret, blev han meldt ud af skolen, selv om han var en af de dygtigste og kunne have drevet det vidt, men han ville ud at tjene, ud at bruge sine kræfter, ud i naturen.

Han blev senere landpost.

 

30’erne var en fattig tid, også for os. Far havde tabt hele sin formue og mere til ved kautioner for brødre og svogre.

Jeg kan huske, at en biografbillet kostede 35 øre; men far sagde nej. Han havde simpelthen ingen penge til biografbilletter.

Han havde også fået nogle penge tilgode hos den daværende gårdejer på Mellergård, og denne lille gæld blev så betalt af ved at levere mælk til os. Jeg kan huske, at jeg blev sendt af sted med en 2 liters spand til mælk, som jeg så bar den lange vej hjem. Så kunne jeg jo finde på at svinge med spanden, mens jeg gik, og det lykkedes af og til at svinge spanden helt rundt uden at spilde, men somme tider gik det galt, og så skældte mor ud.

 

For at tjene ekstra penge tegnede far livsforsikringer for Statsanstalten; desuden startede han sammen med en anden en mindre radiofabrik. De købte delene fra større fabrikker og samlede dem så til radioer, som far tog ud og stillede op med store antenner. Man må huske på, at det var i radioens barndom. Der var næsten ingen, der havde radio.

 

Om vinteren var gader og veje sne- og isglatte. Der blev ikke saltet eller gruset, og alle transporter foregik med kaner eller slæder. Når en sådan

hestetrukket slæde kom forbi, sprang vi op på mederne og fik en herlig tur, somme tider langt uden for byen, op ad Mellergårds bakke mod øst eller

bakken mod Hjørring. Et par kilometer uden for byen sprang vi af og ventede på en slæde, der skulle den anden vej.

 

Dengang købte man ikke mælk i en butik; der kom en mælkemand, der meldte sin ankomst med en klokke. Der var to mælkekuske. Den ene, Stidsholt, kom fra Søholt Mejeri, ca. 5 km fra Østervrå. Ham handlede mor altid med. Han var fuld af sjov, altid i godt humør, og han kom, selv om det var forrygende koldt eller snestorm.

Hans sprog var fyldt med sprogblomster. Hvis han for eksempel fortalte om en pige eller kone, der var kommet i lykkelige omstændigheder, så var der ”knop i kalaen”.

Han havde altid en tændt pibe i munden, og piben var aldrig kold. Engang under krigen spurgte jeg ham, hvor han dog kunne få al den tobak fra. ”Den avler jeg da selv”, sagde han, og han forklarede, at han om efteråret, når bladene i haven faldt af hans æbletræer, rev han dem sammen og lagde dem op på loftet til tørring. Herfra fyldte han så hver morgen sin tobakspung, inden han kørte til mejeriet for at starte sin mælketur. Røgen lugtede forfærdeligt.

 

Den anden mælkemand, som hed Brogård, kørte for Østervrå Mejeri. Han kørte mælk om formiddagen, og om eftermiddagen kørte han varer fra stationens pakhus ud til de forskellige forretninger i byen.

Hans søn Gunnar var en af mine klassekammerater på realskolen, og vi var gode venner. Han var ikke bange for noget eller nogen, og vi andre beundrede ham for hans mod. Kom han i slagsmål selv med større og stærkere, gav han sig aldrig. Han var utrolig loyal og satte en ære i at holde ord og hjælpe en kammerat.

Han havde en kunstnerisk åre, var god til at tegne. Da borgerforeningen lavede anlægget ved Bybækken mellem Aabels købmandsforretning og Barber Aage, var det Gunnar, der lavede den tegning, der kom i avisen, Han blev en anerkendt modstandsmand. Senere blev han dekoratør på Sjælland.

 

Fortsættes.

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 13 57

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21, tlf. 98 95 81 29

Valdemar P. Christensen, Hjørringvej 431, tlf. 98 95 10 11

Karen og Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02