Spejlet no. 15 februar 2000
Det første trin.
Dagene på skolen og
kammeratskabet blandt eleverne mindes jeg ofte med glæde. Den lærdom og den
viden, jeg gennem 5 år der erhvervede mig, har været mig til uvurderlig nytte
og gavn senere i livet. Vi fik blandt andet at vide, at molekylerne var
sammensat af atomer, og at disse igen var i besiddelse af en umådelig kraft.
Spørgsmålet var blot, hvordan denne kunne udløses. Vor tid har givet svar på
dette spørgsmål.
Jeg mener ikke, at vi lærte
alt og kunne alt, nej, det var langtfra, men vi blev sat på sporet. Vi tog det
første trin på kundskabens stige, og skolebestyrerens ord til os den sidste
dag, vi var i skole: ”Nu må I ikke gå herfra og tro, at I er nogle farlige
karle, der kan alt og ved alt. I vil straks opdage, at I kan så lidt; men vi
har forsøgt at give jer den grundvold af kundskaber, I skal bygge videre på”,
ja, det har jeg ofte sandet.
Og jeg tror, at Østervrå
Realskole gennem årene har arbejdet videre ad den linie: at bibringe deres
elever ikke alene kundskaber og lærdom efter timeplanen, men også at udvide
elevernes horisont om tidens aktuelle spørgsmål, således at de efter endt
skoletid kan møde de krav, der på forskellig måde stilles til dem, så godt som
muligt.
Jeg vil gerne gennem disse
linier bede alle mine kammerater, fhv. lærere og lærerinder om at modtage en
velment tak for dagene på Østervrå Realskole i tiden 1917-1922.
Ingstrup, 12. sept. 1948.
Abel Næsby.
Hjørringvej
412.
Her har der i mange år været slagterforretning med
skiftende ejere. Baghuset blev brugt som slagtehus, og vandet i bybækken blev
farvet rødt, når der blev slagtet.
Senere var der brødudsalg, derefter
rejsebudvirksomhed, og nu er der privatbolig.
En af de interessante personer i huset var
slagtermester Carl Urban, som var tysker. Som uddannet pølsemager tog han til
Danmark, hvor han blev gift med den danske pige Meta.
Så udbrød 1. verdenskrig, og Carl Urban blev indkaldt
til det tyske militær, hvorfra han flygtede til Norge med sin med sin danske
familie. De endte oppe på en lille ø nord for Bergen, hvor Urban fik arbejde på
en fiskekonservesfabrik under krigen.
Da krigen var slut i 1918, blev Urban selvstændig
slagtermester i Kobbervik. Forretningen gik strygende, men familien vendte
tilbage til Danmark, fordi fru Urban ønskede, at børnene skulle gå i dansk
skole.
Det var så grunden til, at de kom til huset på
Hjørringvej, som de købte den 10. marts 1921. I første omgang blev de ikke så
længe. Efter nogle år i Østervrå flyttede familien Urban til Hobro i 1923.
Slagterforretningen
fortsatte derefter under forskellige ejere, bl.a. parret fru Hansen og Hartman
Pedersen, som gik under navnet Hansen og Pedersen. De boede her sidst i 40’erne
og i begyndelsen af 50’erne og vakte nogen furore i datidens Østervrå, fordi de
tillod sig at leve på polsk og altså havde fælles husholdning uden at være
gift. Forargelsen fra visse kredse i byen bevirkede, at de til sidst måtte
flytte herfra.
Parret
tog aktivt del i de revyer, som bogtrykker Christensen stod i spidsen for i en
del år, og når det var for koldt til at øve på Hotellet, foregik øveaftenerne
tit i
slagterparrets hjem. Parret var i det hele taget meget gæstfrit, og det var
bestemt ikke alle, der undsagde dem.
Huset
ophørte som slagterforretning, da slagter Larsen solgte huset og indrettede
forretning på den anden side af gaden. Derefter overtog Ingrid og Victor
Hejslet stedet. De havde solgt hjemmebageriet, og nu indrettede de brødudsalg
her. Kort tid efter - i 1962 - købte Johanne og Christian Andersen
brødudsalget, som de drev til 1970, da de solgte huset til rejsebud Jørgen
Larsen. Efter hans død i 1984 har der ikke været erhvervsvirksomhed i
huset.
K.B.
Elektricitetsværket.
Østervrå
havde i nogle år sit eget elektricitetsværk. Det stod færdigt den 21. december
1916, men de to værkstedsbygninger, som lå inde bagved i haven, er forlængst
revet ned
Den 13. december 1917 købte
el-værket en lille parcel på Møllegården. Den lå i tilknytning til bækken og
åen, og her blev der opført et hus til en turbine, som kunne udnytte vandkraften.
Da man fik turbinen ved Møllegården, blev værkstedshus nr. 2 bygget i
Møllegade.
Den senere ejer af Falck-stationen, Aksel Tingbak, var ansat
hos Brown på Østervrå El–værk, da vejen ved turbinehuset blev skyllet væk under
et skybrud. Han var lige akkurat nået over vejen, da det hele forsvandt bag
ham.
Senere kom Ingvard, der var lidt af en vagabond, til
at bo i det lille turbinehus sammen med sin husholderske, som var en meget
lille dame. Nu eksisterer huset ikke mere.
I
privatboligen ved siden af el-værket boede elektricitetsværksbestyrer Brown med
sin familie. Her havde han en el-, radio- og cykelforretning, og dette hus
ligger der endnu.
Hans
drenge var nogle vilde krabater, som både med rette og urette fik skyld for
mange af de skarnsstreger, som blev begået i byen.
De samme
drenge var meget dumdristige. De turde f.eks. klatre op i naboejendommens
vindmølle og derefter ud på en møllevinge og snurre med
rundt,
og det var bestemt ikke nogen ufarlig fornøjelse.
Da Brown engang var efter en af drengene, flygtede
han op i møllevingen og sagde truende til faderen: ”Hvis du kommer efter mig,
springer jeg!” - og så måtte Brown gå med uforrettet sag.
Elektricitetsværket blev nedlagt, da
Østervrå kom ind under el-værket i Hjørring, hvorefter familien Brown flyttede
til Liver Mølle.
Den
tidligere slagter i Østervrå, Carl Urban, havde været meget begejstret for
naturen omkring Østervrå og havde nydt sine ture ud på landet, når han skulle
sælge kød og købe slagtekvæg. Selv om han havde en god stilling i Hobro, blev
han derfor fristet, da han hørte, at elektricitetsværket i Møllegade var til
salg, og den 23 februar 1928 åbnede Carl Urban igen slagterforretning i
Østervrå efter en omforandring af el-værket.
Det
gamle el-værk var også et dejligt sted, for her var der plads til både
slagtehus, kogerum med et mægtigt komfur og et rum, hvor der var røgeri.
Desuden var der en vognport, et kølerum og en stald, så det var jo dejligt, men
efter nogle år viste det sig, at det
ikke kunne løbe rundt.
Urban
fik ansættelse som slagtermester på slagteriet i Hjørring, hvor han arbejdede
til sin død i 1939. Han var meget dygtig, og han er et godt eksempel på, at en
dygtig håndværker kan klare sig overalt både i opgang og i nedgang.
Meta og Carl Urban fik to børn. Datteren Frida blev
senere gift med Gustav Jensen, og sammen havde de i mange år Gustav Jensens
læderhandel i Hjørring. Nu er
forretningen overtaget af sønnen.
Efter slagter Urban havde
Thorvald Jensen i mange år vognmandsforretning i huset. Elektricitetsværket
blev revet ned, og der blev indrettet garager der, hvor der nu er have.
JB.
Østervrå mølle.
Møllegade 3.
Østervrå
mølle blev bygget omkring 1895, hvorimod det gamle stuehus stammer fra 1905.
Jens
Jensen, som blev Østervrås sidste møller, havde mølleri her fra 15. maj 1941
indtil årene før 1952, hvor møllen blev revet ned.
Mølledriften
var meget besværliggjort under krigen, hvor det blev forbudt at male hvedemel.
Alligevel kom der selvfølgelig af og
til nogle, der gerne ville have malet hvedemel, så forbuddet blev ikke så
sjældent overtrådt. Under krigen gik der jo sport i at omgå de forskellige
regler. Men møllerne fik tit kontrolbesøg, så de skulle passe på. Derfor
ringede de og advarede hinanden, når kontrolløren var i nærheden. Ville man
være sikker på at undgå kontrollørerne, måtte man male om natten.
Møllen
fortsatte efter krigen, hvor der blev malet korn til dyrene, men så fik
landmændene jo efterhånden selv installeret kværn, og så var det slut med at
drive mølleri.
Derefter
måtte mølleren jo finde på noget andet, og han købte nogle biler og slog sig på
biludlejling. Mølleren havde også et såkaldt rugbrød, som han selv kørte, og
hans passagerer var selvfølgelig mest sportshold og andre grupper. Jens Jensen
fortsatte med sin vognmandsvirksomhed til 1982, hvor han var højt oppe i
alderen.
Det lille
hus, der ligger lidt tilbagetrukket og med enden ud mod Møllegade, er det ældste møllehus. Her
startede Jens Jensens kone Valborg et lille pensionat, og hendes første kunde
blev kæmner Hansen fra kommunen..
Da der
kom gang i pensionatet, blev huset for lille. Derfor byggede de allerede i 1946
et større hus på grunden ved siden af. Her blev der indrettet 7 værelser til
udlejning til unge mennesker, og da der gennemsnitlig var ca. 15 pensionærer,
fik Valborg hænderne fulde. Der var pensionat i 10 år, og det ophørte i 1946.
Mølleren
døde 89 år gammel. Derefter solgte Valborg Jensen huset og flyttede ind i det
ny boligbyggeri på Hyacintvej.
Længere nede ad gaden lå der
en vandmølle, som leverede kraft til vandværket, så der kunne blive sendt vand
hele vejen op til vandtårnet på bakken uden for byen.
Det kan lyde så idyllisk med
sådan en vandmølle, men den lavede en skrækkelig larm og generede naboerne
meget – især når den trængte til at blive smurt.
Vandforbruget voksede støt, og da vandmøllen ikke kunne
blive ved med at klare presset med at få vandet op på bakken til vandtårnet,
blev møllen revet ned, og man gik over til et el-drevet pumpeværk.
Øster Nordenbæk på Primulavej.
Her lå den gamle gård Øster Nordenbæk til hen i 70’erne, da
den måtte vige for andre formål.
Den sidste ejer var tømreren
fra Try, Christian Jensen, som udstykkede jorden til byggegrunde. Den gamle
gård blev i 1975 solgt som den sidste eller en af de sidste af disse grunde til
Østervrå Fryseboks (Top Ti). Efter nedrivning af bygningerne opførtes et kontor
og garagekompleks, som nu er overtaget af Skæve Auto.
Tømrer Christian Jensen
købte i 60’erne gården af den tidligere sognefoged. Jens Pedersen, der kom fra
Liljevej, hvor konen havde badeanstalt.
Jens Pedersen var gammel
landmand. Før huset på Liljevej havde han haft gården Kallehave, så han forstod
sig på landbrug, og han og konen drev nu gården under krigen og op i 50’erne.
Det var en velpasset gård med
et stort drivhus og et lysthus i haven, og fru Pedersen havde stalddørssalg af
mælk, æg og kartofler. Om sommeren solgte de jordbær.
Dengang var der et helt anderledes liv på gaden. De fleste
kvinder var hjemmegående, og de udearbejdende mødre havde ung pige i huset, så
der var ikke brug for børnehave. Derfor vrimlede det med børn på gaden, og der
var et herligt leben. Det taler de ældre fra gaden stadig om.
Fru Pedersen, Nordenbæk,
havde dog i jordbærtiden lidt besvær med de samme børn, som ikke kunne holde
sig fra det dejlige jordbærstykke, der gik fra gården og helt ud til gaden. Det
var for fristende for de unge mennesker.
Nu er
gården og dens idyl væk. Den slags er der jo ikke mere plads til i en bymæssig
bebyggelse og et aktivt bysamfund.
K.B.
Desværre fremgår det ikke af
foreningens optegnelser, hvem der har bygget ejendommen, og hvornår den er
blevet bygget, men efter en notits i Østervrå avis fremgår det,
at forretningen i 1888 er grundlagt af frk. Carlsen, Mellergård.
Forretningen er derfor
startet i Mellergård, og det er sandsynligvis frk. Carlsen eller måske hendes
far, der har bygget ejendommen senere. Mellergård ejedes i hvert fald af Carl Christian Carlsen fra 20 december 1877
til 10. januar 1895, og året før, i 1894, solgte datteren, frk. Carlsen,
forretningen på Hjørringvej 442 til Karoline Jensen.
Hun giftede sig med Niels
Chr. Jensen, der tog navnet Niels Højbjerre, og under dette navn blev han kendt
over næsten hele Vendsyssel. I en lang årrække var han dagvognskusk, og han
endte som bestyrer af Østervrå Afholdshotel.
Den 12. marts 1902 solgte
Karoline Jensen ( Højbjerre ) forretningen til Henrik Nielsen fra Snejbjerg ved
Herning.
Samtidig med forretningen
havde han en systue og et strikkeri med strikkemaskine, hvorfor han fik
tilnavnet “Strikkeren”.
I
1917 byggede han til i den vestlige ende af huset, således at det blev næsten
dobbelt så stort. Han måtte dog først fylde grunden op, da den var meget
sumpet. Det blev imidlertid
gjort for dårligt, så huset satte sig og blev skævt, men det bemærker man
først, når man kommer indenfor.
Den 1. september 1927 solgte
han forretningen - men ikke ejendommen - til Jens Jensen, som kom fra
Brønderslev.
Den 16. september 1932 købte
Jens Jensen også ejendommen, der den 1. august 1959 blev udvidet med en
tilbygning på ca. 50 kvadratmeter, beregnet på kjoler og konfektion.
Den 1. oktober 1968 solgte
Jens Jensen forretning og ejendom til sin søn, Jørgen Baier Jensen, der drev
foretagendet videre i hen ved 10 år, til han nedlagde forretningen den 1. maj
1978.
Forretningen stod derefter
tom til 1. februar 1985, hvor Jørgen Baier solgte til Ivan Pedersen, som
indrettede forretningen til døgnkiosk og delte beboelsen og lageret på 1. sal
til lejligheder, som blev udlejet.
Ivan Pedersen solgte senere
til Sonja og Arne Nielsen. Efter nogle år overtog Mette og Claus Høngård
forretningen, der nu er overtaget af Henrik Nielsen.
B o g h a
n d e l e n.
Hjørringvej 433
Huset
blev bygget af Kristine Sørine Pedersen, også kaldet Sæbe–Marie, fordi hun
siden 1916 havde haft en sæbe-forretning et andet sted i byen. Hun købte
grunden af Trahne fra Fjeldgaard og byggede huset i 1919.
Hvor længe hun havde
sæbeforretningen, ved vi ikke, men i trediverne var der en installatør Bruus,
og her blev den senere el–bestyrer Brown uddannet. Bruus havde to drenge, Niels
og Ole. Den ene af dem havde en dag sat sig på bagagebæreren af en bil, som en
af svendene startede uden at opdage drengen.
Da de drejede om hjørnet hos læge Sørensen faldt drengen af, heldigvis
uden at komme alvorligt til skade.
Bruus fik en stilling som
el–bestyrer i Liver Mølle og solgte forretningen til Johannes P. Larsen. Han
var der kun i nogle få år. I 1941 købte han huset i
Møllegade,
hvor der nu er damefrisørsalon, og her indrettede han så el-forretning og
værksted. I lejligheden på 1. sal i huset på Hjørringvej boede
kreaturhandler Peter Carlsen
i en del år, og på 2. sal boede der en chauffør Chr. Johansen, som var
Taxa-chauffør hos stationsleder Axel Thingbak.
Den 15. april 1941 blev
huset af Marie Pedersen (muligvis hendes arvinger) solgt til boghandler Peter
Pedersen. Han havde i begyndelsen haft boghandel på Hjørringvej 441 i købmand
Aabels ejendom, hvor der senere blev urmagerforretning.
Den 17. oktober 1964 solgte
Peter Pedersen huset til tidligere hotelejer Chr. Nødgaard, som fortsatte
boghandelen, til han den 10. august 1973 solgte til Erik Wulf Sørensen. Denne
har senere bygget til og bygget om, og der blev indrettet regnskabskontor bag ved
boghandelen.
I efteråret 1998 solgte Erik
Wulf Sørensen til de nuværende ejere af regnskabskontoret, og fra 1. jan. 1999
har Jes Hæstrup forestået driften af Østervrå Regnskabskontor. Den 1.-3.-1999
lejede EDC Mæglerne sig ind den tidligere boghandel.
Overlærer Anders Johansen fortæller videre om barndomstiden
i tredivernes Østervrå.
En af mine barndomsvenner var Karl Gulvad, som gik i min
klasse på realskolen. Han var en af de dygtigste i klassen, og han var en
strålende fodboldspiller.
Han var meget naturinteresseret, og det var ham, der lærte
mig at fange hugorme, ligesom han også lærte mig at fange ørreder med hænderne
under brinkerne i Mylund Bæk.
Han fangede engang en ilder med en hjemmelavet fælde, og han
viste mig, hvordan den skulle pelses. Det havde han lært af sin far.
Engang var vi to på fisketur i åen, der løb forbi Torslev
Præstegård. Jeg fik en stor ørred på, og jeg så den, men den slap desværre løs.
Jeg fortalte om fisken til Kristian Vestergård, som straks
blev fyr og flamme. Den skulle han nok få fat på.
Vi
cyklede så ud til stedet, og jeg var ved at gøre min fiskestang klar, da
Kristian råbte: ”Her er den”, og minsandten om han ikke fik den store fisk på
land. Han grinede og sagde så: ”Det er sådan, det skal gøres”!
Så vidt jeg husker fik vi ikke flere fisk på den tur. Med
den fisk har Kristian drillet mig mange gange.
Da Karl Gulvad blev konfirmeret, blev han meldt ud af
skolen, selv om han var en af de dygtigste og kunne have drevet det vidt, men
han ville ud at tjene, ud at bruge sine kræfter, ud i naturen.
Han blev senere landpost.
30’erne var en fattig tid, også for os. Far havde tabt hele
sin formue og mere til ved kautioner for brødre og svogre.
Jeg kan huske, at en biografbillet kostede 35 øre; men far
sagde nej. Han havde simpelthen ingen penge til biografbilletter.
Han havde også fået nogle penge tilgode hos den daværende
gårdejer på Mellergård, og denne lille gæld blev så betalt af ved at levere
mælk til os. Jeg kan huske, at jeg blev sendt af sted med en 2 liters spand til
mælk, som jeg så bar den lange vej hjem. Så kunne jeg jo finde på at svinge med
spanden, mens jeg gik, og det lykkedes af og til at svinge spanden helt rundt
uden at spilde, men somme tider gik det galt, og så skældte mor ud.
For at tjene ekstra penge tegnede far livsforsikringer for
Statsanstalten; desuden startede han sammen med en anden en mindre radiofabrik.
De købte delene fra større fabrikker og samlede dem så til radioer, som far tog
ud og stillede op med store antenner. Man må huske på, at det var i radioens
barndom. Der var næsten ingen, der havde radio.
Om vinteren var gader og veje sne- og isglatte. Der blev
ikke saltet eller gruset, og alle transporter foregik med kaner eller slæder.
Når en sådan
hestetrukket slæde kom forbi, sprang vi op på mederne og fik
en herlig tur, somme tider langt uden for byen, op ad Mellergårds bakke mod øst
eller
bakken mod Hjørring. Et par kilometer uden for byen sprang
vi af og ventede på en slæde, der skulle den anden vej.
Dengang købte man ikke mælk i en butik; der kom en
mælkemand, der meldte sin ankomst med en klokke. Der var to mælkekuske. Den
ene, Stidsholt, kom fra Søholt Mejeri, ca. 5 km fra Østervrå. Ham handlede mor
altid med. Han var fuld af sjov, altid i godt humør, og han kom, selv om det
var forrygende koldt eller snestorm.
Hans sprog var fyldt med sprogblomster. Hvis han for
eksempel fortalte om en pige eller kone, der var kommet i lykkelige
omstændigheder, så var der ”knop i kalaen”.
Han havde altid en tændt pibe i munden, og piben var aldrig
kold. Engang under krigen spurgte jeg ham, hvor han dog kunne få al den tobak
fra. ”Den avler jeg da selv”, sagde han, og han forklarede, at han om
efteråret, når bladene i haven faldt af hans æbletræer, rev han dem sammen og
lagde dem op på loftet til tørring. Herfra fyldte han så hver morgen sin
tobakspung, inden han kørte til mejeriet for at starte sin mælketur. Røgen
lugtede forfærdeligt.
Den anden mælkemand, som hed Brogård, kørte for Østervrå
Mejeri. Han kørte mælk om formiddagen, og om eftermiddagen kørte han varer fra
stationens pakhus ud til de forskellige forretninger i byen.
Hans søn Gunnar var en af mine klassekammerater på
realskolen, og vi var gode venner. Han var ikke bange for noget eller nogen, og
vi andre beundrede ham for hans mod. Kom han i slagsmål selv med større og
stærkere, gav han sig aldrig. Han var utrolig loyal og satte en ære i at holde
ord og hjælpe en kammerat.
Han havde en kunstnerisk åre, var god til at tegne. Da
borgerforeningen lavede anlægget ved Bybækken mellem Aabels købmandsforretning
og Barber Aage, var det Gunnar, der lavede den tegning, der kom i avisen, Han
blev en anerkendt modstandsmand. Senere blev han dekoratør på Sjælland.
Fortsættes.
Valdemar P. Christensen, Hjørringvej 431, tlf. 98 95
10 11
Karen og Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10
02