Spejlet no. 16 & 17       juli 2000

 

Alfred Nejsum.

 

Hjørringvej 401.

 

Alfred Nejsum blev født på gården St. Nejsum  den 18. maj 1914 og kom efter folkeskolen i mekanikerlære hos E. Gravesen, som havde Ford-forhandling i både Brønderslev og Dronninglund.

I 1938 startede han mekanikerværksted i Thorshøj og blev således allerede som 24-årig selvstændig.

Under krigen, da der ikke var ret mange biler at reparere, opfandt han og fremstillede et elektrisk hegn, ”E L E K T R O H E G N E T” som han solgte en del af, og som vel skaffede ham brød på bordet i en vanskelig tid.

Han nægtede i hele besættelses-tiden at reparere biler, som kørte for den tyske besættelsesmagt, hvadenten det var danskere, som kørte for tyskerne, eller det var tyske biler.

Den første gang, han fik besøg af tyskerne, var en sommerdag i 1943. Da kom en tysk officer og en dansk tolk ind på hans værksted og spurgte, om han kunne reparere deres biler. Han kunne selv bestemme, om det skulle være lastbiler, personbiler eller motorcykler. Nejsum undskyldte sig med, at han var alene på værkstedet og derfor havde meget dårlig tid. Tyskerne sagde så, at han kunne bruge op til 8 uger på at reparere en bil. ”8 uger”, sagde Nejsum, ”den bil, der står derhenne, har stået her i 3 måneder, og den er ikke færdig endnu!” Han sagde ikke noget om, at det var mejeribestyrerens bil, som ikke skulle  være færdig før efter krigen.

”Men desuden,” sagde Nejsum, ”skal jeg også have tid til at reparere de lastbiler, der kører med kreaturer til slagteriet og med mælk til mejeriet.”

Den tale kunne tyskerne forstå, for de vidste godt, at kom der ikke forsyninger til slagteriet og mejeriet, kunne det også komme til at knibe med mad til dem selv. På den måde slap han for at arbejde for den tyske værnemagt.

 

 

Det var ikke nok for Nejsum at han slap for at arbejde for tyskerne; han var også aktiv i modstandsbevægelsen, hvor han udførte et stort arbejde med at  reparere biler og var med til at skjule våben. Ligeledes deltog han i flere aktioner, bl. a. med at ødelægge tyskernes telefonledninger og i våbentransporter.

I 1946 byggede Alfred Nejsum ejendommen på Hjørringvej 401, hvor købmand Urth nu har købmandsforretning.

Her etablerede han sig som mekaniker og var så heldig at få forhandling af Folkevognen. Denne blev ret hurtigt meget populær, så der blev solgt mange biler, og efterhånden blev Nejsum`s forretning til byens største arbejdsplads. Der var ansat en del mekanikere, og der var værkfører, sælger, kontormand, m. m.

Nejsum var meget initiativrig og udvidede flere gange bl. a. med et stort udstillingslokale, og han byggede – som en af de første uden for de store byer - et automatisk vaskeanlæg til biler.

Han købte også maskinfabrikken i Møllegade, hvorfra han solgte landbrugsmaskiner og traktorer. Der var naturligvis også et værksted.

 

Nejsum var et meget fint og reelt menneske, som foruden at arbejde hårdt med sin virksomhed også interesserede sig for, hvad der rørte sig i den verden, vi lever i, og han var ikke bange for at give sine meninger tilkende og give udtryk for sine følelser.

 

I 1976 mistede han desværre forhandlingen af VW og solgte derefter forretningen til Arne Rasmussen, som havde forhandling af den engelske Morris.

Rasmussen fortrød imidlertid handelen og solgte 1. dec. 1976 til Karsten og Lynge Sørensen, som overtog forhandlingen af Morris, indtil de i 1981 måtte give op og lukke forretningen. Det var i de år, hvor det næsten var umuligt at drive forretning. En kassekredit i banken kostede 22% i rente + 3% ekstra for overtræk.

 

Bygningerne stod tomme fra 1981 til 1986, hvor Niels Urth etablerede det supermarked, som er der i dag.

 

J.B.

Dyrlægehuset.

 

Hjørringvej 415.

 

blev opført af bygmester Knudsen på bestilling af dyrlæge Herskind, der i 1893 havde startet praksis på Mellergård, hvor han overtog dr. Jensens lejlighed. Kort tid derefter byggede han så det smukke hus på Hjørringvej 415 og anlagde en have, der blev eksempel til efterfølgelse for byens bedre borgerskab.

Herskind var gift 2 gange, og hans første kone var fra Lille Tranholm. I det ægteskab var der ingen børn. Han blev senere gift med det, man kunne kalde en fin dame fra Aalborg. Hun blev kendt som en venlig og meget korrekt dame, der talte meget korrekt.

Hun kan ikke helt siges fri for at have haft rengøringsvanvid. I det hus blev hønsepindene vasket af, ligesom fruen også forlangte, at den unge pige skulle vaske gulvet i tørvehuset, inden næste hold tørv kom ind. Endelig skulle opvasken både vaskes op og derefter skylles i rent vand.

Søster Knudsen husker tydeligt fru Herskind, der kom i deres trikotagebutik i Skolegade (Vrængmosevej 6). Som lille pige sendte moderen hende engang hen til dyrlægeboligen med nogle varer. Fru Herskind bød hende da et stykke lagkage, som hun spiste med stort velbehag. Lagkage var bestemt ikke noget, der hang på træerne dengang.

Herskinds efterfølger var Rahbæk. Han var i Østervrå i mange år og var gift med en nydelig og rar dame, som i modsætning til sin mand behandlede folk med venlighed.

Rahbæk var med på fodboldholdet, men han var ikke noget behageligt menneske. Han var fordringsfuld og var især frygtet af centraldamerne, som han optrådte noget næsvist overfor.

Ret sent i ægteskabet blev der født en dreng, som nok har været 6-7 år efter 2. verdenskrig. Engang, da Rahbæk var et ærinde nede hos købmand Aabel, havde han parkeret sin bil lige uden for genboen Jens Jensens manufakturhandel. Den lille søn var med, og som alle andre drenge var han meget interesseret i de forskellige ting på instrumentbrættet og andet grej. Mens faderen opholdt sig i forretningen, greb han derfor lejligheden til at pille ved de spændende sager. Derved kom han til at løsne håndbremsen, hvorefter bilen rullede over vejen og ned i Aabels gård. Aldrig havde man set dyrlægen løbe så stærkt. Heldigvis nåede han at få døren revet op og trukket håndbremsen, inden bilen fortsatte ned ad skrænten til anlægget, så der skete intet uheld.

 

Under besættelsen udviste han et stærkt nazistisk sindelag, og sammen med boghandler Pedersen gik han mange spadsereture i anlægget, hvor de om søndagen drøftede verdenssituationen iført brune bukser, støvler og skrårem. Ved befrielsen blev de to herrer af sikkerhedshensyn kørt til Sæby, hvor de som flere andre af byens borgere blev taget i forvaring.

 

Rahbæk solgte sin praksis til Vuholm, der havde en ung dyrlægemedhjælper, Helin, som han ikke kunne forliges med. Det hele revnede med et brag, og Helin startede praksis fra den tidligere skolebestyrer Jensens hus på Liljevej ved siden af baptistkirken.

Helin forlod Østervrå efter nogle år og flyttede til Mariager, hvor han købte praksis.

Vuholm forlod Østervrå nogle år senere, og dyrlæge Brændholt købte hans praksis. Familien Brændholt lod Vuholms datter Lone bo hos sig resten af det pågældende skoleår, som hun sluttede med realeksamen. Det var en tiltalende dyrlægefamilie med tre meget søde piger, som var ivrige svømmere, og som deltog i mange stævner. Familien var meget afholdt, og det var et chock for byen, da man hørte om dyrlægens pludselige død under en vandretur i de norske fjelde.

 

Den næste dyrlæge var en dame. Hun hed Dorte Edvardsen, men efter nogle få år flyttede hun til Blåkildevej 22, hvorfra hun stadig driver praksis.

 

Nu er huset ophørt som dyrlægebolig og ejes af Steen Møller Nielsen.

 

K.B.

 

Lars Lågens hus.

 

Hjørringvej 417.

 

Her lå der for ikke så mange år siden et gammelt hvidt hus, hvor Hanne Søndergård havde en lille manufakturhandel omkring århundredskiftet. Forretningen eksisterede i Chr. Møllers barndom. Han stammede fra Fjeldgårdsodde og blev kendt under navnet Mælke-Møller. Som Østervrås sidste mælkemand, der kørte mælk ud med hestevogn var han i en lang årrække en kendt person i  bybilledet, og mange mindes endnu den svundne tid med Mælke-Møller og den karaktiske hvide mælkevogn samt hans elskede hest.

Chr. Møller har fortalt, at for at komme ind i Hanne Søndergårds forretning skulle man gå over et bræt, som var anbragt tværs over landevejsgrøften.

Peter Næsbys far, Jens Næsby, som var stationsbud, boede senere i huset som enkemand. Han havde en hest, som en nat brændte inde i baghuset. Om morgenen blev den fundet i forkullet tilstand

.

Johs. Brogård, husets næste ejer, efterfulgte Jens Næsby som stationsbud og var desuden byens mælkemand. Han boede der med sin familie, indtil de flyttede over i Målet på den anden side af gaden.

 

Derefter kom Lars Lågen til. Han kørte ud og solgte fisk fra en vogn, og han var en meget rar og venlig mand. Ellen Christensen, datteren fra mejeriet, har tit fået en køretur af ham.

 

Lars Lågens hest kom også ulykkeligt af dage, Det skete  nede på det store græsstykke bag Aabels købmandsforretning, hvor den var på græs. Hesten havde på en eller anden måde fået viklet tøjret om hoved og hals og var blevet kvalt i forsøget på at kæmpe sig fri. Valdemar Christensen så det stakkels dyr, som var fuldstændig bukket sammen.

 

To brødre, Holger og Thorvald, overtog huset efter Lars Lågen. De tjente til livets ophold som arbejdsmænd

 

Da familien Sørensen, der blev husets sidste ejere, flyttede ned i Møllegade, blev huset revet ned, og der blev bygget et moderne rækkehus. En af de første beboere blev Karen Madsen, som stammede fra Øster Horshave. Hun og hendes mand, der var fra St. Tamstrup har bl.a. boet på St. Tranholm.

 

K.B.

 

Helga og Oscar Nielsens hus.

 

Hjørringvej 419.

 

Her boede murer Laurits Peter Larsen, som  byggede huset i 1918. Den 4. Juni 1919 solgte han huset til enkefru Mette Signe Pedersen, som solgte til Oscar Nielsen i maj måned 1934.

Da Helga og Oscar Nielsen flyttede ind, boede der en meget, meget kraftig dame i den lille lejlighed ovenpå. Hun blev kaldt Gammel – Line, og Helga Nielsen havde så ondt af hende, når hun med sit tykke korpus besværligt rokkede ned ad trappen og ud på det fælles toilet. Siden Gammel – Lines tid har der ikke boet lejere i den lille lejlighed på 2 værelser med køkken.

Oscar Nielsen var vognmand, og han startede sin vognmandsforretning, da de boede til leje i huset på Hjørringvej 455, der ligger ved siden af det gamle apotek.En overgang var han kørelærer.

 

I 60’erne havde Helga Nielsen brødudsalg i huset. Her solgte de nogle herlige rustne søm, som var meget eftertragtede af børn.

Oscar Nielsen solgte sin vognmandsforretning midt i 60’erne af helbredsmæssige årsager.

 

Hjørringvej 423.

 

Sognerådsmand Alfred Nielsen, Skavange, byggede ejendommen, som var et fint og fornemt hus efter datidens normer.

Han står opført med stillingsbetegnelsen: bilejer, hvilket nok kommer af, at han var byens første taxa–chauffør – og af, at biler var en sjældenhed dengang.

Alfred Nielsen havde kommunekontor i den vestlige ende af det hvide bagerhusHjørringvej (legetøjsforretningen), og han var en agtet og afholdt sognerådsformand.

 

Hans kone Eleonora var datter af hotelejer Winther og søster til Petra Winther, som havde øl- og vinforretning i den vestlige ende af ejendommen på Hjørringvej 429, som senere blev overtaget af slagter Nielsen.

Eleonora var tandteknikker og havde klinik i huset. I Østervrå gik hun pga. sit arbejde under navnet ”Tante Knik”.

Karen Skavange var deres eneste datter, og hun arbejdede på kommunekontoret både i faderens og efterfølgeren smed Nielsens tid. Det var en sød og venlig pige, som senere blev gift med Rævsbæk, som var brugskommis. De flyttede til Randers.

 

1. sal var lejet ud til lokomotivfører Jørgensen, der flyttede til Hjørring efter banernes nedlæggelse.

 

Efter Alfred Nielsens død fortsatte fru Eleonora  som tandteknikker i Østervrå, men da hun blev ældre flyttede hun til Randers for at være nærmere datteren og familien dernede. Hun levede 50 år efter mandens død.

 

Slagter Larsen, der havde forretning på den anden side af gaden, byggede en butiksfløj til, da han købte huset, og dermed blev helhedsindtrykket af det ellers så smukke hus ødelagt.

Efter nogle år nedlagde Johannes Larsen sin slagterforretning, men han blev boende der til sin død i 1999.

 

K.B.

Adelstorps hus.

 

Hjørringvej 427.

 

Adelstorp, som byggede huset, kom til Østervrå i 1912, hvor han åbnede en papir- og boghandel i den vestre ende af smedens hus,  hvor der tidligere var træskoforretning.

Smedehuset, hvor Adelstorp startede, er nu revet ned og erstattet med et nyt hus, som blev sæde for vort sidste posthus.

Adelstorps forretning gik godt, og pladsen i smedehuset blev hurtigt for trang. Derfor byggede han huset på Hjørringvej 427.

 

Adelstorp var en initiativrig mand. I december 1913 startede han Østervrå Avis. Trykkeriet lå i baghuset.

 

Desuden var Adelstorp en flittig avisreferent, og det er takket være ham, at vi har så godt styr på begivenhederne i hans tid.

 

Endvidere var han en flittig foreningsmand og var bl.a. med til at starte egnens afholdsforening,

Forretningen, som lå midt i huset, var en blanding af boghandel, kunsthandel og gavebod, og den første juleudstilling, der blev lavet noget ud af her i byen, var hans værk.

Det var en papkirke med lys i. Den juleudstilling blev et tilløbsstykke. Sådan noget havde man aldrig før set.

 

Det var et dejligt hjem. Fru A. var stor og kraftig og så god som dagen er lang. Adelstorp selv var en høj, mager, lidt indtørret mand, som døde alt for tidligt i en alder af kun 53 år.

 

”Det røde hus” (ved Jens Bech) var en lille manufakturforretning i den østre ende af Adelstorps hus. Jens Bech annoncerede med kæmpestore annoncer, men allerede i 1928 meddelte han ophørsudsalg  i en helsides annonce. Alt skulle ud.

En overgang havde han ellers haft megen handel. Hans kone var ikke her fra egnen. En søster til hende var gift med ejeren af Østermarken, der var bror til Hagbard og Valdemar Larsen og stammede fra Smedegård. Fru Larsen, Østermarken, var en meget sød og kultiveret dame.

 

Den næste manufakturhandler hed Hansen. Han huskes for de flotte ord: Jeg smider 100 slips på gaden som reklame.

 

Adelstorp fortsatte med bogtrykkeriet, men afhændede efter nogle år sin boghandel til Leo Hansen, der kom fra Esbjerg og var udlært i Frederikshavn hos boghandler Laages.

 

Hans kone var modist, og hun hjalp nu sin mand i boghandelen. Det var nogle søde unge mennesker, men deres tid i Østervrå endte på en tragisk måde, da manden fik lungebetændelse og døde på Hjørring Sygehus. Deres lille datter Kirsten var kun to år på det tidspunkt.

Derefter blev varelageret solgt, og Oda Hansen flyttede til Frederikshavn med sin datter for at passe hus for faderen, der var enkemand.                                              

 

Blikkenslager Miller boede ovenpå hos Adelstorp.

 

Da Adelstorp døde i  december måned 1943, blev bogtrykkeriet overtaget af  Pilegård fra Dybvad, der startede Dybvad Avis. Efter nogle år lagde han aviserne sammen og startede Østvendsyssel Folkeblad, der nu udgår fra Østervrå.

 

Bogtrykker Holger Christensen fortsatte, men blev senere selvstændig og flyttede til Liljevej 7, hvor han oprettede bogtrykkeri i kælderen.

 

Ella og Hardi Jensen blev gift i 1943. I november 1944 flyttede de fra Ormholtvej og overtog Anna Jensens galanteriforretning i den ene ende af sadelmagerens hus, der lå på den grund, hvor Britta og Preben Damtofts installatørforretning nu ligger. Her boede de til leje.

I 1950 flyttede de forretningen hen  til huset på Hjørringvej 427, som de købte af Jørgen Hansen, en ældre mand, som havde lavet lejlighed i Adelstorps forretning. Det var en svir at komme hen i det hus, der føltes som et slot i forhold til de små forhold i sadelmagerhuset.

 

Ejendomshandler Helmer Christensen boede ovenpå i den østre ende. Hans kone var syerske i nogle år.

Bogtrykker Holger Christensen boede i vestre ende.

 

H. M. Mortensen, blandt venner kaldt Hans majestæt pga. initialerne, startede sin installatørforretning i butikslokalet mod øst med værksted i en af garagerne.

 

Han var ellers kompagnon med Larsen, Bette Strøm, men da de ikke kunne ikke enes, begyndte Mortensen for sig selv.

 

Kort tid efter købte han isenkramsforretningenHjørringvej 446 og fortsatte sin installationsforretning der, til han efter nogle år solgte til Poul Erik Andreasen..

 

Da Ella og Hardi Jensen overtog  huset, havde Dagny Sørensen damefrisørsalon i forretningslokalet i det østre forretningslokale.

 

Så startede Børge Carlsen en fiskeforretning, som hans kone Marie passede. Selv kørte han rundt med fisk.

Nelly Grøne blev den næste fiskehandler, og derefter kom  Else og Jens Anker Christensens mælkeudsalg, der blev overtaget af  fru Mogensen. Hun boede der i mange år. Da hun lukkede mælkeudsalget, blev hendes lejlighed udvidet med butikslokalet.

 

Skomager Hansen havde værksted i den vestre ende. Der var en trefløjet indgang med dør til højre ind til skomageren, og døren til venstre gik ind til den butik, som Ella og Hardi Jensen fik lavet midt i huset.

I begyndelsen havde familien lejlighed inde bagved. Der var stue, soveværelse og en lille stue ud mod gaden og ind mod opgangen til første sal, altså øst for butikken.

 

Skomageren havde kun et ganske lille lokale. Da Ella og Hardi Jensen gerne ville have mere butiksplads, flyttede Hansen, så snart han fik mulighed for det, og han boede derefter i flere år oppe på bakken ved vandtårnet. Senere flyttede han til Høngårdsvej, hvor han også havde skomagerværksted.

 

Da Hansen var flyttet, lagde Ella og Hardi Jensen skomagerværkstedet til deres egen butik.Senere inddrog de hele lejligheden til butik og flyttede selv op på første sal i Helmer Christensens lejlighed, og da

bogtrykkereren flyttede, overtog de også denne lejlighed.

 

Efter sidste udvidelse var den bageste del af butikken optaget af stativer med tapetruller.

Det var Ella Jensen, der stod for arbejdet i butikken, hvor hun solgte kosmetik, kioskvarer, maling og tapet.

 

Hardi Jensen, der var udlært hos murer Jensen, havde en stor murervirksomhed indtil sin død i 1967.

 

Ella Jensen lukkede butikken i 1985. Derefter var der genbrugsforretning. Endvidere har der været garnforretning ved Inger Horsholt og malerforretning ved Ulla Sørensen.

 

Jonna Andersen købte ejendommen af Ella Jensen i januar 1998 og driver nu frisørsalonen Beebob i det tidligere butikslokale.

 

Slagterforretningen.

 

Hjørringvej 429.

 

Før tyverne flyttede Margarine- og Smørsalget fra det gamle smedehus ind i huset, men forretningen lukkede efter nogle få år.

I tyverne havde fru Wesenberg viktualieforretning i den østre ende af ejendommen, mens Dagvogns-Tinus med efternavnet Nielsen havde marskandiserforretning i den vestre ende af huset. Det var en art genbrugsbutik, hvor hans kone solgte marskandisersager. Foruden sin dagvognskørsel havde dagvogns-Tinus et lille bierhverv. Han købte fisk, som han solgte på fortovet uden for forretningen.

 

Fru Wesenberg efterfulgtes af enken efter hotelejer Winther. Hun drev viktualieforretningen videre, og datteren, Petra Winther, indrettede øl- og vinforretning i den tidligere marskandiserforretning.

 

Petra Winther var kendt for at sælge vin ud af bagdøren efter lukketid. Hende kunne de unge altid gå til, når der opstod et pludseligt behov for  lidt fest, men Petra tog sine forholdsregler og trak gerne gardinet lidt fra

for at se, om det nu var nogle, hun kunne lukke op for.

 

Slagter Nielsen købte huset og oprettede slagterforretning i den tidligere viktualieforretning, og da Petra Winther ophørte med sin øl- og vinforretning, byggede han om og  indrettede slagterforretning i den vestre ende af huset.

 

Nu er huset en udlejningsejendom med fire nyrenoverede lejligheder.

 

K.B.

 

Byens Centrum.

 

Hjørringvej 439.

 

Da kroen blev bygget i 1884, blev der indrettet en købmandsforretning i den vestlige ende. Den var i 1895 lejet ud til købmand Nicolaj Wacker, der i 1915 byggede den nuværende ejendom (det senere Centrum), som ligger på den plads, hvor der oprindelig var en gennemkørselsport. Den gamle forretning lå før kroporten. Den blev efter bygningen af den nye købmandsforretning lagt til hotellet. Hotellet og det senere Centrum var bygget sammen; derfor var der en brandmur imellem, hvilket man også kunne se, da hotellet blev revet ned.

Købmand Wacker havde forretningen, indtil han døde i 1921. Hans enke solgte forretningen til Jens Kjærholm Nielsen, der var en høj, flot mand, der godt kunne minde lidt om kong Frederik d. 9.

Han var en dygtig købmand, der konkurrerede med købmand Aabel, bl. a. om hvem der havde de flotteste heste.

Han byggede et stort pakhus med hestestald i kælderen. Desværre måtte   han give op i 1935. Det var vanskelige tider, han gav for meget kredit og kunne ikke få pengene hjem. Desuden havde de et meget stort privatforbrug i købmandsfamilien.

 

Jens Kjærholm og hans familie blev nogle af mine forældres meget  gode venner, og selv da de var flyttet fra byen, blev vi ved med at komme sammen med dem.

 

De havde to piger og en dreng. Pigerne blev min søsters bedste veninder, og jeg havde en lille smule forbindelse med sønnen, Poul, som var født med en hofteskade, der bevirkede, at han haltede en smule. Hans mor hundsede altid med ham for at få ham til at gå pænt, og det påvirkede ham en del. Han blev udlært møbelsnedker og senere møbelarkitekt og professor på kunstakademiet. Hans møbler blev meget anerkendte, og han tegnede bl. a. nogle stole til F.N. bygningen i New York. Hans møbler er lige så anerkendte som Wegners. Desværre døde han ret ung, kort tid efter at han og hans kone havde bygget en stor villa på Strandvejen nord for København.

 

Efter Kjærholm stod bygningen tom et stykke tid, hvorefter den blev overtaget af R.A.V. – Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening, - en slags brugsforening.

Den blev dog hurtigt til en rigtig brugsforening med Lars Kjærsgaard som uddeler; det var i 1936. Det var også på det tidspunkt, den fik navnet Centrum for at adskille den fra den almindelige brugsforening i den anden ende af byen.

Det kørte udmærket indtil 1970, hvor de to brugsforeninger blev lagt sammen og flyttet til Bredgade, for siden at blive udkonkurreret af Kasper Kærsgård, som så overtog butikken.

 

Da Brugsen Centrum blev nedlagt i 1970, købte Jørgen Andersen huset og etablerede den gartner- og blomsterforretning, der er i dag.

J.B.

 

 

 

Barndomsminder.

 

Realskolebestyrer Johansens søn, overlærer Anders Johansen, fortsætter sin beretning fra tredivernes Østervrå.

 

Far var meget glad for at køre bil, han nød at sidde ved rattet. Mor var også glad for at køre i bil. Hun kunne lide at betragte landskabet; derfor var vi på mange ture.

Vi fik bil først i 30’erne – oven i købet en meget fornem en. Det var en næsten ny 7 personers Buick, som havde en motor med 8 cylindre på række, og den kørte kun 3-4 km på literen; til gengæld kostede benzinen kun knap 30 øre literen.

Jeg tror, far fik bilen som betaling for nogle penge, han havde tilgode.

Far og mor mente ikke, de havde råd til at køre i sådan en bil, så den blev sendt til Aalborg, hvor den kørte som taxa i nogen tid med en ansat chauffør. Det viste sig dog, at chaufføren snød med pengene, så bilen blev hentet til Østervrå, hvor vi havde den i nogle år.

 

Vi kørte ture til familien i Himmerland, og dengang passerede man Limfjorden over den gamle pontonbro. Den var meget smal, og der var ofte tæt trafik. I Aalborg var det store vejgennembrud ved Vesterbro endnu ikke lavet, så turen gennem Aalborgs gader var temmelig besværlig; bl.a. var der stadig bomme ved jernbanen der, hvor Hasserisgade drejer fra.

 

Vi kørte strandture til Hirtshals og Tversted (mors yndlingsstrand), og vi kørte til skagen til Brøndums hotel.

Dengang var der kun anlagt vej til lidt nord for Aalbæk; resten af vejen var kun hjulspor i jord og sand, og mange biler sad fast, men vi kom igennem med den store, kraftige vogn, og far var stolt og nød at køre. Det er nok noget, jeg har arvet efter ham.

 

Mor elskede at fortælle alt, hvad hun vidste om det landskab, vi  kørte igennem. ”Der går den gamle vej”, kunne hun sige, når vi passerede en vejudfletning.

Hun fortalte om mange af de gårde og småbyer, vi passerede.

Hun læste meget og vidste meget, og hun elskede at fortælle, men kun til os. Når der var fremmede tilstede, sagde hun ingenting.

 

Da de dårlige tider satte ind i 30’erne, solgte far bilen til slagter Bock i Thorshøj, og han fik foruden en sum penge også en ældre Ford 1925 i bytte. Den havde vi i nogle år, indtil den blev erstattet med en Ford 29.

 

Vi fortsatte med køreturene og så bl.a.byggeriet af broen over Lillebælt.

Desuden var vi flere gange i København, hvor far og mor ofte var på kursus på Lærerhøjskolen i sommerferien.

En middag kom far hjem til pensionatet, hvor vi boede, og fortalte, at vi var nødt til at pakke sammen og køre hjemad hurtigst muligt. Han havde opdaget, at returbilletten over Storebælt udløb ved midnat.

Far og mor havde været til middag hos en af fars gamle barndomsvenner, så de var egentlig ikke oplagte til den lange køretur, der for en stor del måtte foregå om natten.

Men vi måtte jo afsted, hvis vi skulle nå Storebælt inden midnat.

Den tids veje var slet ikke af moderne standard. De var flere steder smalle, bakkede og med mange sving samtidig med, at vejdækket var dårligt. Desuden gik vejene igennem alle mulige byer, både små og store. Omfartsveje var ikke rigtig opfundet endnu.

 

Vi nåede færgen i Korsør, og fra Nyborg fortsatte vi over Fyn, men da vi havde passeret Lillebæltsbroen, der var helt ny dengang, begyndte far at klage over træthed. Vi gjorde derfor holdt ved jernbanerestauranten i Fredericia, hvor vi fik natkaffe og et par stykker smørrebrød. Klokken var vel langt over midnat.

Kaffen kvikkede far så meget op, at han mente, at vi kunne fortsætte. Det ville være tåbeligt at kaste penge ud til hotel. Det meste af natten var jo allerede gået. Vi måtte da kunne nå til Brorstrup til onkel  Marinus og faster Louise.

Vi kørte over Vejle og fortsatte ad vejen mod Viborg. Denne vej var meget bakket og svinget, men den var den korteste.

Lidt nord for Nørre Snede standsede far og sagde, at nu kunne han ikke mere, han måtte sove lidt.

Han anbragte sig så påbagsædet ved siden af mor, og snart efter sov de begge to.

Niels og jeg sad på forsædet, og nøglen sad i. Det kunne vi ikke stå for, så vi startede bilen og kørte videre. Vi havde tit prøvet at køre før.

Da vi nærmede os Viborg, var det mig, der kørte, og vi så, at der var ved at være for lidt benzin.

Vi fik derfor fat i fars tegnebog, og han opdagede det ikke. Han sov dybt. Så tog jeg fars hat på for at se lidt ældre ud, og det gik fint. Vi fik tanken fyldt i Viborg.

Far og mor vågnede ikke, før vi kørte ind på gårdspladsen på Vesterkærgård, hvor morgenmalkningen lige var begyndt.

Der var nogen, der blev forbavsede, men egentlig tror jeg, at far var stolt over vores initiativ.

 

Jeg begyndte på gymnasiet i Hjørring i august 1939.

Vi havde i vor realskoletid hørt om krige i historie. Krige var noget, der hørte historien til. Vi havde jo Folkenes Forbund, og vi havde hørt i skolen, at krig var umulig.

Men krigen kom, og vi hørte om tyskernes angreb på Polen.

Jeg kan huske, at jeg sad alene ude i haven, efter at jeg i radioen havde hørt om tyskernes bombardement af Warszawa. Det føltes så underlig uvirkeligt, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu skete der verdenshistorie, tænk at opleve verdenshistorie.

 

Vi forstod ikke meget af det hele. Historieundervisningen i skolen gav os ingen forståelse, men far og mor var stærkt anti-tyske. Det prægede os, og da nazisterne holdt med tyskerne, var vi anti-nazistiske længe før krigen.

I 1938 var der et nazist-møde i Tårs med nazi-lederen Frits Clausen som taler.

Vi var 4-5 stykker, der cyklede derop. Vi havde fyldt lommerne med kartofler; dem stoppede vi i alle bilernes udstødningsrør, hvorefter vi cyklede hjem i højt humør. Vi grinede og pjattede og tænkte med fryd og stolthed på deres besvær med ar få bilerne startet.

 

Krigen ude i Europa gjorde forsyningerne sparsomme, så der gik ikke mange tog til Hjørring. Vi måtte fra Østervrå kl. 6.22 om morgenen, og vi kom først hjem omkring kl. 18.00.

Vi læste lektier i toget, særlig om morgenen; på hjemturen tænkte vi mere på friheden.

 

Vinteren 39-40 var den første snevinter; det gav mange problemer med toggangen, og vi sad ofte fast i store snedriver, men banen havde sendt en masse ekstra skovle med, så vi kunne hjælpe med at grave toget fri.

 

Vi var glade for sneen og fik mange fridage, når toget ikke kom igennem; at vi så ikke lærte noget, tænkte vi egentlig ikke på. Der var jo endnu et par år til studentereksamen.

 

Vi var nogle stykker, der havde fået ski, noget helt uhørt på den egn på den tid. Niels og jeg havde hver sit par ski, men Niels kunne ikke så godt bruge sine, for han havde fået et dårligt knæ, efter at det havde været af led.

Christian Vestergård, Thomas Carlsen og jeg løb meget sammen, og der var mange fine områder: Ormholt Skov, Miller Skov og Grønskoven.

Engang tog vi med toget til Hellum. Det var bidende koldt – omkring 15 graders frost. Vi løb på ski over et langt, fladt stykke – vel omkring 3 km. Så kom vi til den jyske ås, og herfra var der et herligt bakket landskab helt hjem.

Der var overalt en halv til 1 meter løs sne, der enkelte steder var føget sammen og derfor var lidt fastere.

Høj, klar, blå himmel med svag nordøstlig vind. Så skete det. Vi skiftedes til at lave løjpe, og det var så blevet min tur. På nedtur i løs  sne fik min højre fod fat i en gyvelrod. Vi grinede. Det så jo sjovt ud, men så opdagede jeg, at spidsen var brækket af min ene ski, så normalt skiløb var umuligt. Vi diskuterede situationen og besluttede så, at de to andre skulle fortsætte efter planen, og jeg skulle vade gennem sneen over det lange, flade stykke til Hellum station, hvor jeg kendte stationsmesteren Skatt Nielsen, hvis søn Bjørn gik i klasse med Niels på Realskolen.

Jeg gik ind i ventesalen, hvor der var lidt varme. Fru Skatt Nielsen havde set mig komme, og hun kom ud i ventesalen for at byde mig på en kop kaffe. ”Men du godeste Nolle, kan du så skynde dig ud og få kold sne på dit øre, ellers mister du øreflippen!”

Det højre øre var stivfrosset, jeg kunne have brækket det af. Ganske langsomt fik jeg øret tøet op. Det gjorde vanvittig ondt. Jeg fik det smurt ind i noget salve og fik kringle og kager, og så tog jeg toget hjem.

De to andre havde haft en fin, men anstrengende tur hjem.

 

Pengene var jo ikke rigelige dengang, så om sommeren cyklede vi for at undgå udgifterne til toget.

Vi var næsten altid fire, der fulgtes ad fra Østervrå, og det var Kaj Risborg, Thomas Carlsen, Niels og jeg. Der var 21 km til skolen at køre hver morgen og så hjem igen om eftermiddagen – i al slags vejr. Ofte var der svag vind om morgenen og god medvind hjemad, og vi kørte tit om kap. Vores rekord fra skolen til baneoverskæringen ved Østervrå var 38 minutter.

 

Vi havde gummiregnfrakker, som skulle holde os tørre i regnvejr; men 21 km iført lufttætte frakker bevirkede, at vi var gennemblødte af sved, når vi nåede frem. Vi kunne ikke engang komme til at vaske os, når vi kom til skolen, så vi må have lugtet af sved i timerne, men der var aldrig nogen, der sagde noget om det.

 

Den første halvdel af vejen var det skønneste stykke med mange bakker og sving. Når vi så havde slidt os op ad én bakke, kom belønningen

med friløb ned ad den næste bakke.

 

Fra Tårs til Hjørring var der ingen bakker. Desuden var vejen brolagt med en stribe asfalt i hver side, og vi syntes altid, at det var det kedeligste stykke.

Vi kom ind i Hjørring ad den gamle Sæbyvej; ved baneoverskæringen var der bomme, så videre ad Østergade over Springvandspladsen til Skolegade, hvor gymnasiet lå ved siden af museet.

Hvis vi var i god tid, var vi ofte inde hos bager Greve for at få en basse.

 

Når jeg med Scherfigs ”Det forsømte forår” i baghovedet sammenligner, kan jeg sige, at så slemt var vores gymnasium ikke.

Vi havde nogle enkelte lærere, der var temmelig strenge, og der kunne godt falde lussinger i gymnastiktimerne; men der var ingen sadister blandt lærerne.

Lærere og elever sagde De til hinanden – undtagen lektor Nissen. Han bad pænt om lov til at sige du til os, selv om vi stadig skulle sige De til ham.

Vi syntes egentlig, det var i orden med ro og disciplin i timerne, og i det store og hele var vi glade for gymnasiet.

 

Det er mærkeligt, at Hjørring som det eneste gymnasium nord for Limfjorden i 1939 kun fik 18 ansøgere til 1. g. Vi var 8 matematikere og 10 sproglige, og vi var sammen med de sproglige i alle de fag, hvor der var samme pensum.

 

Hvis man var kommet til Hjørring fra København eller Århus, ville byen have virket som et kedeligt provinshul, men for os, der kom fra en lille landlig stationsby, virkede Hjørring spændende med gaderne, de mange forretninger og trafikken.

 

Vi følte os på mange måder lidt usikre over for kammeraterne, der var vokset op i byen. De virkede så sikre i deres opførsel. Jeg følte mig i hvert fald usikker og befandt mig i begyndelsen bedst sammen med kammeraterne hjemmefra. Det varede dog ikke længe, før denne usikkerhed forsvandt.

 

Så kom den 9. april 1940.

Vi sad ved morgenbordet, da vi hørte motorlyd. Vi tænkte, at det nok var den lastbil, der skulle hente Peter Carlsen. Det var jo tirsdag, og så skulle han til eksportmarkedet i Aalborg.

Vi kunne ikke forstå, at lyden blev ved, så Niels og jeg gik ud for at se, hvad der var i vejen. Vi så da, at luften var fyldt med tyske flyvemaskiner, og vores første tanke var, at de var på vej til Norge, hvor der i Jøssingfjorden var foregået en befrielse af engelske krigsfanger fra det tyske transportskib ”Altmark”.

Tænk så frækt, uden videre at overflyve dansk territorium! Vi havde endnu ikke tændt for radioen. Der plejede jo ikke at være udsendelser på denne tid af dagen.

Vi tænkte overhovedet ikke på at blive hjemme fra skolen.

På vejen til Hjørring kom der flere gange maskiner flyvende lavt hen over toget.

Det var faktisk først, da vi kom til gymnasiet, at vi fik at vide, at tyskerne havde overskredet grænsen og var på fremrykning op gennem Jylland, og at vi var ved at blive besat.

Dermed startede de fem besættelsesår.

 

Selv om der var krig og selv om landet var besat, var det alligevel for os en fredelig tilværelse i disse gymnasieår.

 

Jeg havde ingen gadedørsnøgle, for der var aldrig låst derhjemme. Det gjorde man ikke dengang.

Om morgenen, når vi skulle med toget til Hjørring, ventede det, til alle var kommet. En morgen blev jeg vækket ved, at der blev kastet grus på mit vindue. Udenfor stod Ejnar Madsen, portør ved banen.

”Hvor fanden bliver I af?” råbte han.

Da jeg fortalte ham, at vi havde fridag på gymnasiet, bandede og svovlede han: ”Det kunne I sgu godt have fortalt!” Derefter løb han over til stationen og fik toget sendt af sted.

vi jo risikere sneproblemer om vinteren. Thomas var allerede flyttet til Hjørring.

Vi lejede derfor et værelse hos en enlig dame i Dronningensgade. Værelset var stort og hyggeligt, og det blev snart et samlingssted for kammeraterne i klassen, enten for at spille kort eller for at hjælpe hinanden med hjemmeopgaverne.

Vi spiste også fuld kost der.

Det var igen en streng vinter det år.

Da vi skulle hjem på påskeferie, var banen lukket af sne, men vi ville hjem, så vi gik hele vejen på ski.

Fortsættes

 

 

Østervrå lokalhistoriske arkiv holder åbent på mandage fra kl. 19. 00 til kl. 22.00.

 

Arkivet har til huse i kælderen under områdekontoret i den gamle pedelbolig ved Torslev Centralskole.

 

Der er lukket i skoleferierne, men vi begynder igen efter sommerferien mandag den 11. september kl. 19.00.

 

Alle er velkomne.

 

Foreningens bestyrelse:

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 13 57

Villy Sørensen, Koldbromøllevej 21, tlf. 98 95 81 29

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1o o2

Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02

Christian Høngård, Lærkevej 7, tlf. 98 95 12 68