Spejlet no. 16 & 17 juli 2000
Alfred Nejsum.
Hjørringvej 401.
Alfred Nejsum
blev født på gården St. Nejsum den 18. maj 1914 og
kom efter folkeskolen i mekanikerlære hos E. Gravesen, som havde
Ford-forhandling i både Brønderslev og Dronninglund.
I 1938 startede han mekanikerværksted i Thorshøj og blev således allerede som 24-årig selvstændig.
Under krigen, da der ikke
var ret mange biler at reparere, opfandt han og fremstillede et elektrisk hegn,
”E L E K T R O H E G N E T” som han
solgte en del af, og som vel skaffede ham brød på bordet i en vanskelig tid.
Han nægtede i hele besættelses-tiden at reparere biler, som kørte for den
tyske besættelsesmagt, hvadenten det var danskere, som
kørte for tyskerne, eller det var tyske biler.
Den første gang, han fik
besøg af tyskerne, var en sommerdag i 1943. Da kom en tysk officer og en dansk
tolk ind på hans værksted og spurgte, om han kunne reparere deres biler. Han
kunne selv bestemme, om det skulle være lastbiler, personbiler eller
motorcykler. Nejsum undskyldte sig med, at han var
alene på værkstedet og derfor havde meget dårlig tid. Tyskerne sagde så, at han
kunne bruge op til 8 uger på at reparere en bil. ”8 uger”, sagde Nejsum, ”den bil, der står derhenne, har stået her i 3
måneder, og den er ikke færdig endnu!” Han sagde ikke noget om, at det var
mejeribestyrerens bil, som ikke skulle være færdig før efter krigen.
”Men desuden,” sagde Nejsum, ”skal jeg også have tid til at reparere de
lastbiler, der kører med kreaturer til slagteriet og med mælk til mejeriet.”
Den tale kunne tyskerne
forstå, for de vidste godt, at kom der ikke forsyninger til slagteriet og
mejeriet, kunne det også komme til at knibe med mad til dem selv. På den måde
slap han for at arbejde for den tyske værnemagt.
Det var ikke nok for Nejsum at han slap for at arbejde for tyskerne; han var
også aktiv i modstandsbevægelsen, hvor han udførte et stort arbejde med at reparere biler og
var med til at skjule våben. Ligeledes deltog han i flere aktioner, bl. a. med at ødelægge tyskernes telefonledninger og i
våbentransporter.
I 1946 byggede Alfred Nejsum ejendommen på Hjørringvej
401, hvor købmand Urth nu har købmandsforretning.
Her etablerede han sig som
mekaniker og var så heldig at få forhandling af Folkevognen. Denne blev ret
hurtigt meget populær, så der blev solgt mange biler, og efterhånden blev Nejsum`s forretning til byens største arbejdsplads. Der var
ansat en del mekanikere, og der var værkfører, sælger, kontormand, m. m.
Nejsum var meget initiativrig og udvidede flere gange bl. a. med et stort udstillingslokale, og han byggede – som
en af de første uden for de store byer - et automatisk vaskeanlæg til biler.
Han købte også
maskinfabrikken i Møllegade, hvorfra han solgte landbrugsmaskiner og traktorer.
Der var naturligvis også et værksted.
Nejsum var et meget fint og reelt menneske, som foruden at
arbejde hårdt med sin virksomhed også interesserede sig for, hvad der rørte sig
i den verden, vi lever i, og han var ikke bange for at give sine meninger
tilkende og give udtryk for sine følelser.
I 1976 mistede han desværre
forhandlingen af VW og solgte derefter forretningen til Arne Rasmussen, som
havde forhandling af den engelske Morris.
Rasmussen fortrød imidlertid
handelen og solgte 1. dec. 1976 til Karsten og Lynge Sørensen, som overtog
forhandlingen af Morris, indtil de i 1981 måtte give op og lukke forretningen.
Det var i de år, hvor det næsten var umuligt at drive forretning. En
kassekredit i banken kostede 22% i rente + 3% ekstra
for overtræk.
Bygningerne
stod tomme fra 1981 til 1986, hvor
J.B.
Dyrlægehuset.
Hjørringvej 415.
blev opført af bygmester
Knudsen på bestilling af dyrlæge Herskind, der i 1893 havde startet praksis på Mellergård, hvor han overtog dr. Jensens lejlighed. Kort
tid derefter byggede han så det smukke hus på Hjørringvej
415 og anlagde en have, der blev eksempel til efterfølgelse for byens bedre
borgerskab.
Herskind var gift 2 gange,
og hans første kone var fra Lille Tranholm. I det
ægteskab var der ingen børn. Han blev senere gift med det, man kunne kalde en
fin dame fra Aalborg. Hun blev kendt som en venlig og meget korrekt dame, der
talte meget korrekt.
Hun kan ikke helt siges fri
for at have haft rengøringsvanvid. I det hus blev hønsepindene vasket af,
ligesom fruen også forlangte, at den unge pige skulle vaske gulvet i tørvehuset, inden næste hold tørv kom ind. Endelig skulle
opvasken både vaskes op og derefter skylles i rent vand.
Søster Knudsen husker
tydeligt fru Herskind, der kom i deres trikotagebutik i Skolegade (Vrængmosevej 6). Som lille pige sendte moderen hende engang
hen til dyrlægeboligen med nogle varer. Fru Herskind bød hende da et stykke
lagkage, som hun spiste med stort velbehag. Lagkage var bestemt ikke noget, der
hang på træerne dengang.
Herskinds efterfølger var
Rahbæk. Han var i Østervrå i mange år og var gift med
en nydelig og rar dame, som i modsætning til sin mand behandlede folk med
venlighed.
Rahbæk var med på
fodboldholdet, men han var ikke noget behageligt menneske. Han var
fordringsfuld og var især frygtet af centraldamerne, som han optrådte noget
næsvist overfor.
Ret sent i ægteskabet blev
der født en dreng, som nok har været 6-7 år efter 2. verdenskrig. Engang, da
Rahbæk var et ærinde nede hos købmand Aabel, havde
han parkeret sin bil lige uden for genboen Jens Jensens manufakturhandel. Den
lille søn var med, og som alle andre drenge var han meget interesseret i de
forskellige ting på instrumentbrættet og andet grej. Mens faderen opholdt sig i
forretningen, greb han derfor lejligheden til at pille ved de spændende sager.
Derved kom han til at løsne håndbremsen, hvorefter bilen rullede over vejen og
ned i Aabels gård. Aldrig havde man set dyrlægen løbe
så stærkt. Heldigvis nåede han at få døren revet op og trukket håndbremsen,
inden bilen fortsatte ned ad skrænten til anlægget, så der skete intet uheld.
Under besættelsen udviste
han et stærkt nazistisk sindelag, og sammen med boghandler Pedersen gik han
mange spadsereture i anlægget, hvor de om søndagen drøftede verdenssituationen
iført brune bukser, støvler og skrårem. Ved befrielsen blev de to herrer af
sikkerhedshensyn kørt til Sæby, hvor de som flere andre af byens borgere blev
taget i forvaring.
Rahbæk solgte sin praksis
til Vuholm, der havde en ung dyrlægemedhjælper, Helin, som han ikke kunne forliges med. Det hele revnede
med et brag, og Helin startede praksis fra den
tidligere skolebestyrer Jensens hus på Liljevej ved siden af baptistkirken.
Helin forlod Østervrå efter
nogle år og flyttede til Mariager, hvor han købte praksis.
Vuholm forlod Østervrå nogle år
senere, og dyrlæge Brændholt købte hans praksis.
Familien Brændholt lod Vuholms
datter Lone bo hos sig resten af det pågældende skoleår, som hun sluttede med
realeksamen. Det var en tiltalende dyrlægefamilie med tre meget søde piger, som
var ivrige svømmere, og som deltog i mange stævner. Familien var meget afholdt,
og det var et chock for byen, da man hørte om
dyrlægens pludselige død under en vandretur i de norske fjelde.
Den næste dyrlæge var en
dame. Hun hed Dorte Edvardsen, men efter nogle få år flyttede hun til Blåkildevej 22, hvorfra hun stadig driver praksis.
Nu er huset ophørt som
dyrlægebolig og ejes af Steen Møller Nielsen.
K.B.
Lars Lågens hus.
Hjørringvej 417.
Her lå der for ikke så mange
år siden et gammelt hvidt hus, hvor Hanne Søndergård havde en lille
manufakturhandel omkring århundredskiftet. Forretningen eksisterede i Chr.
Møllers barndom. Han stammede fra Fjeldgårdsodde og blev kendt under navnet Mælke-Møller. Som Østervrås
sidste mælkemand, der kørte mælk ud med hestevogn var han i en lang årrække en
kendt person i
bybilledet, og mange mindes endnu den svundne tid med Mælke-Møller og den karaktiske
hvide mælkevogn samt hans elskede hest.
Chr. Møller har fortalt, at
for at komme ind i Hanne Søndergårds forretning skulle man gå over et bræt, som
var anbragt tværs over landevejsgrøften.
Peter
Næsbys far, Jens Næsby, som var stationsbud, boede
senere i huset som enkemand. Han havde en hest, som en nat brændte inde i
baghuset. Om morgenen blev den fundet i forkullet tilstand
.
Johs. Brogård,
husets næste ejer, efterfulgte Jens Næsby som stationsbud
og var desuden byens mælkemand. Han boede der med sin familie, indtil de
flyttede over i Målet på den anden side af gaden.
Derefter kom Lars Lågen til.
Han kørte ud og solgte fisk fra en vogn, og han var en meget rar og venlig
mand. Ellen Christensen, datteren fra mejeriet, har tit fået en køretur af ham.
Lars Lågens hest kom også
ulykkeligt af dage, Det skete
nede på det store græsstykke bag Aabels
købmandsforretning, hvor den var på græs. Hesten havde på en eller anden måde
fået viklet tøjret om hoved og hals og var blevet kvalt i forsøget på at kæmpe
sig fri. Valdemar Christensen så det stakkels dyr, som var fuldstændig bukket
sammen.
To
brødre, Holger og Thorvald, overtog huset efter Lars Lågen. De tjente til
livets ophold som arbejdsmænd
Da familien Sørensen, der
blev husets sidste ejere, flyttede ned i Møllegade, blev huset revet ned, og
der blev bygget et moderne rækkehus. En af de første beboere blev Karen Madsen,
som stammede fra Øster Horshave. Hun og hendes mand,
der var fra St. Tamstrup har bl.a. boet på St. Tranholm.
K.B.
Helga og Oscar
Nielsens hus.
Hjørringvej 419.
Her
boede murer Laurits Peter Larsen, som byggede huset i 1918. Den 4. Juni 1919 solgte han huset til enkefru Mette Signe Pedersen,
som solgte til Oscar Nielsen i maj måned 1934.
Da Helga og Oscar Nielsen
flyttede ind, boede der en meget, meget kraftig dame i den lille lejlighed ovenpå.
Hun blev kaldt Gammel – Line, og Helga Nielsen havde så ondt af hende, når hun
med sit tykke korpus besværligt rokkede ned ad trappen og ud på det fælles
toilet. Siden Gammel – Lines tid har der ikke boet lejere i den lille lejlighed
på 2 værelser med køkken.
Oscar Nielsen var vognmand,
og han startede sin vognmandsforretning, da de boede til leje i huset på Hjørringvej 455, der ligger ved siden af det gamle apotek.En overgang var han
kørelærer.
I 60’erne havde Helga
Nielsen brødudsalg i huset. Her solgte de nogle herlige rustne søm, som var
meget eftertragtede af børn.
Oscar Nielsen solgte sin
vognmandsforretning midt i 60’erne af helbredsmæssige årsager.
Hjørringvej 423.
Sognerådsmand Alfred
Nielsen, Skavange, byggede ejendommen, som var et
fint og fornemt hus efter datidens normer.
Han står opført med
stillingsbetegnelsen: bilejer, hvilket nok kommer af, at han var byens første
taxa–chauffør – og af, at biler var en sjældenhed dengang.
Alfred Nielsen havde
kommunekontor i den vestlige ende af det hvide bagerhus
på Hjørringvej (legetøjsforretningen), og han var en
agtet og afholdt sognerådsformand.
Hans kone Eleonora var
datter af hotelejer Winther og søster til Petra Winther, som havde øl- og vinforretning i den vestlige ende af ejendommen på Hjørringvej 429, som senere blev overtaget af slagter
Nielsen.
Eleonora var tandteknikker
og havde klinik i huset. I Østervrå gik hun pga. sit
arbejde under navnet ”Tante Knik”.
Karen Skavange
var deres eneste datter, og hun arbejdede på kommunekontoret både i faderens og
efterfølgeren smed Nielsens tid. Det var en sød og venlig pige, som senere blev
gift med Rævsbæk, som var brugskommis. De flyttede
til Randers.
1. sal var lejet ud til
lokomotivfører Jørgensen, der flyttede til Hjørring efter banernes nedlæggelse.
Efter Alfred Nielsens død
fortsatte fru Eleonora
som tandteknikker i Østervrå, men da
hun blev ældre flyttede hun til Randers for at være nærmere datteren og
familien dernede. Hun levede 50 år efter mandens død.
Slagter Larsen, der havde
forretning på den anden side af gaden, byggede en butiksfløj til, da han købte
huset, og dermed blev helhedsindtrykket af det ellers så smukke hus ødelagt.
Efter nogle år nedlagde
Johannes Larsen sin slagterforretning, men han blev boende der til sin død i
1999.
K.B.
Adelstorps hus.
Hjørringvej 427.
Adelstorp, som byggede huset, kom til Østervrå
i 1912, hvor han åbnede en papir- og boghandel i den vestre ende af smedens hus, hvor der
tidligere var træskoforretning.
Smedehuset, hvor Adelstorp startede,
er nu revet ned og erstattet med et nyt hus, som blev sæde for vort sidste
posthus.
Adelstorps forretning gik godt, og pladsen i smedehuset blev hurtigt for trang. Derfor byggede han huset
på Hjørringvej 427.
Adelstorp var en initiativrig mand. I december 1913 startede
han Østervrå Avis. Trykkeriet lå i baghuset.
Desuden var Adelstorp en flittig avisreferent, og det er takket være
ham, at vi har så godt styr på begivenhederne i hans tid.
Endvidere var han en flittig
foreningsmand og var bl.a. med til at starte egnens afholdsforening,
Forretningen, som lå midt i
huset, var en blanding af boghandel, kunsthandel og gavebod, og den første
juleudstilling, der blev lavet noget ud af her i byen, var hans værk.
Det var en papkirke med lys i. Den juleudstilling blev et
tilløbsstykke. Sådan noget havde man aldrig før set.
Det var et dejligt hjem. Fru
A. var stor og kraftig og så god som dagen er lang. Adelstorp
selv var en høj, mager, lidt indtørret mand, som døde alt for tidligt i en
alder af kun 53 år.
”Det røde hus” (ved Jens
Bech) var en lille manufakturforretning i den østre ende af Adelstorps
hus. Jens Bech annoncerede med kæmpestore annoncer, men allerede i 1928
meddelte han ophørsudsalg
i en helsides annonce. Alt skulle ud.
En overgang havde han ellers
haft megen handel. Hans kone var ikke her fra egnen. En søster til hende var
gift med ejeren af Østermarken, der var bror til
Hagbard og Valdemar Larsen og stammede fra Smedegård. Fru Larsen, Østermarken, var en meget sød og kultiveret dame.
Den næste manufakturhandler
hed Hansen. Han huskes for de flotte ord: Jeg smider 100 slips på gaden som
reklame.
Adelstorp fortsatte med bogtrykkeriet, men afhændede efter
nogle år sin boghandel til Leo Hansen, der kom fra Esbjerg og var udlært i
Frederikshavn hos boghandler Laages.
Hans kone var modist, og hun
hjalp nu sin mand i boghandelen. Det var nogle søde unge mennesker, men deres
tid i Østervrå endte på en tragisk måde, da manden
fik lungebetændelse og døde på Hjørring Sygehus. Deres lille datter Kirsten var
kun to år på det tidspunkt.
Derefter blev varelageret
solgt, og Oda Hansen flyttede til Frederikshavn med sin datter for at passe hus
for faderen, der var enkemand.
Blikkenslager Miller boede
ovenpå hos Adelstorp.
Da Adelstorp
døde i december
måned 1943, blev bogtrykkeriet overtaget af
Pilegård fra Dybvad, der startede Dybvad Avis. Efter nogle år lagde han
aviserne sammen og startede Østvendsyssel Folkeblad, der nu udgår fra Østervrå.
Bogtrykker Holger
Christensen fortsatte, men blev senere selvstændig og flyttede til Liljevej 7,
hvor han oprettede bogtrykkeri i kælderen.
Ella og Hardi
Jensen blev gift i 1943. I november 1944 flyttede de fra Ormholtvej
og overtog Anna Jensens galanteriforretning i den ene ende af sadelmagerens
hus, der lå på den grund, hvor Britta og Preben Damtofts
installatørforretning nu ligger. Her boede de til leje.
I 1950 flyttede de
forretningen hen til
huset på Hjørringvej 427, som de købte af Jørgen
Hansen, en ældre mand, som havde lavet lejlighed i Adelstorps
forretning. Det var en svir at komme hen i det hus, der føltes som et slot i
forhold til de små forhold i sadelmagerhuset.
Ejendomshandler Helmer Christensen
boede ovenpå i den østre ende. Hans kone var syerske i nogle år.
Bogtrykker Holger
Christensen boede i vestre ende.
H. M. Mortensen, blandt
venner kaldt Hans majestæt pga. initialerne, startede sin installatørforretning
i butikslokalet mod øst med værksted i en af garagerne.
Han var ellers kompagnon med
Larsen, Bette Strøm, men da de ikke kunne ikke enes, begyndte Mortensen for sig
selv.
Kort tid efter købte han isenkramsforretningen på Hjørringvej
446 og fortsatte sin installationsforretning der, til han efter nogle år solgte
til Poul Erik Andreasen..
Da Ella og Hardi Jensen overtog huset, havde Dagny Sørensen
damefrisørsalon i forretningslokalet i det østre forretningslokale.
Så startede Børge Carlsen en
fiskeforretning, som hans kone Marie passede. Selv kørte han rundt med fisk.
Nelly Grøne
blev den næste fiskehandler, og derefter kom Else og Jens Anker Christensens
mælkeudsalg, der blev overtaget af fru
Mogensen. Hun boede der i mange år. Da hun lukkede mælkeudsalget, blev hendes
lejlighed udvidet med butikslokalet.
Skomager Hansen havde
værksted i den vestre ende. Der var en trefløjet indgang med dør til højre ind
til skomageren, og døren til venstre gik ind til den butik, som Ella og Hardi Jensen fik lavet midt i huset.
I begyndelsen havde familien
lejlighed inde bagved. Der var stue, soveværelse og en lille stue ud mod gaden
og ind mod opgangen til første sal, altså øst for butikken.
Skomageren havde kun et
ganske lille lokale. Da Ella og Hardi Jensen gerne
ville have mere butiksplads, flyttede Hansen, så snart han fik mulighed for
det, og han boede derefter i flere år oppe på bakken ved vandtårnet. Senere
flyttede han til Høngårdsvej, hvor han også havde
skomagerværksted.
Da Hansen var flyttet, lagde
Ella og Hardi Jensen skomagerværkstedet til deres
egen butik.Senere inddrog de
hele lejligheden til butik og flyttede selv op på første sal i Helmer
Christensens lejlighed, og da
bogtrykkereren flyttede, overtog de også denne lejlighed.
Efter sidste udvidelse var
den bageste del af butikken optaget af stativer med tapetruller.
Det var Ella Jensen, der
stod for arbejdet i butikken, hvor hun solgte kosmetik, kioskvarer, maling og
tapet.
Hardi Jensen, der var udlært hos murer Jensen, havde en
stor murervirksomhed indtil sin død i 1967.
Ella Jensen lukkede butikken
i 1985. Derefter var der genbrugsforretning. Endvidere har der været
garnforretning ved Inger Horsholt og malerforretning
ved Ulla Sørensen.
Jonna
Andersen købte ejendommen af Ella Jensen i januar 1998 og driver nu frisørsalonen
Beebob i det tidligere butikslokale.
Slagterforretningen.
Hjørringvej 429.
Før tyverne flyttede
Margarine- og Smørsalget fra det gamle smedehus ind i
huset, men forretningen lukkede efter nogle få år.
I tyverne havde fru Wesenberg viktualieforretning i den østre ende af
ejendommen, mens Dagvogns-Tinus med efternavnet
Nielsen havde marskandiserforretning i den vestre ende af huset. Det var en art
genbrugsbutik, hvor hans kone solgte marskandisersager. Foruden sin
dagvognskørsel havde dagvogns-Tinus et lille
bierhverv. Han købte fisk, som han solgte på fortovet uden for forretningen.
Fru Wesenberg
efterfulgtes af enken efter hotelejer Winther. Hun drev viktualieforretningen
videre, og datteren, Petra Winther, indrettede øl- og
vinforretning i den tidligere marskandiserforretning.
Petra Winther var kendt for
at sælge vin ud af bagdøren efter lukketid. Hende kunne de unge altid gå til,
når der opstod et pludseligt behov for lidt fest, men Petra tog sine
forholdsregler og trak gerne gardinet lidt fra
for at se, om det nu var
nogle, hun kunne lukke op for.
Slagter Nielsen købte huset
og oprettede slagterforretning i den tidligere viktualieforretning, og da Petra
Winther ophørte med sin øl- og vinforretning, byggede
han om og indrettede
slagterforretning i den vestre ende af huset.
Nu er huset en
udlejningsejendom med fire nyrenoverede lejligheder.
K.B.
Byens Centrum.
Hjørringvej 439.
Da kroen
blev bygget i 1884, blev der indrettet en købmandsforretning i den vestlige
ende. Den var i 1895 lejet ud til købmand Nicolaj Wacker,
der i 1915 byggede den nuværende ejendom (det senere Centrum), som ligger på
den plads, hvor der oprindelig var en gennemkørselsport. Den gamle forretning
lå før kroporten. Den blev efter bygningen af den nye
købmandsforretning lagt til hotellet. Hotellet og det senere Centrum var bygget
sammen; derfor var der en brandmur imellem, hvilket man også kunne se, da
hotellet blev revet ned.
Købmand Wacker
havde forretningen, indtil han døde i 1921. Hans enke solgte forretningen til
Jens Kjærholm Nielsen, der var en høj, flot mand, der
godt kunne minde lidt om kong Frederik d. 9.
Han var en dygtig købmand,
der konkurrerede med købmand Aabel, bl. a. om hvem der havde de flotteste heste.
Han byggede et stort pakhus med
hestestald i kælderen. Desværre måtte han give op i 1935. Det var
vanskelige tider, han gav for meget kredit og kunne ikke få pengene hjem.
Desuden havde de et meget stort privatforbrug i købmandsfamilien.
Jens Kjærholm
og hans familie blev nogle af mine forældres meget gode venner, og selv da de var flyttet
fra byen, blev vi ved med at komme sammen med dem.
De havde to piger og en
dreng. Pigerne blev min søsters bedste veninder, og jeg havde en lille smule
forbindelse med sønnen, Poul, som var født med en hofteskade, der bevirkede, at
han haltede en smule. Hans mor hundsede altid med ham for at få ham til at gå
pænt, og det påvirkede ham en del. Han blev udlært møbelsnedker og senere
møbelarkitekt og professor på kunstakademiet. Hans møbler blev meget
anerkendte, og han tegnede bl. a. nogle stole til
F.N. bygningen i New York. Hans møbler er lige så anerkendte som Wegners.
Desværre døde han ret ung, kort tid efter at han og hans kone havde bygget en
stor villa på Strandvejen nord for København.
Efter Kjærholm
stod bygningen tom et stykke tid, hvorefter den blev overtaget af R.A.V. –
Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening, - en slags brugsforening.
Den blev dog hurtigt til en
rigtig brugsforening med Lars Kjærsgaard som uddeler; det var i 1936. Det var
også på det tidspunkt, den fik navnet Centrum for at adskille den fra den
almindelige brugsforening i den anden ende af byen.
Det kørte udmærket indtil
1970, hvor de to brugsforeninger blev lagt sammen og flyttet til Bredgade, for
siden at blive udkonkurreret af Kasper Kærsgård, som
så overtog butikken.
Da Brugsen Centrum blev
nedlagt i 1970, købte Jørgen Andersen huset og etablerede den gartner- og
blomsterforretning, der er i dag.
J.B.
Barndomsminder.
Realskolebestyrer
Johansens søn, overlærer Anders Johansen, fortsætter sin beretning fra
tredivernes Østervrå.
Far var meget glad for at
køre bil, han nød at sidde ved rattet. Mor var også glad for at køre i bil. Hun
kunne lide at betragte landskabet; derfor var vi på mange ture.
Vi fik bil først i 30’erne –
oven i købet en meget fornem en. Det var en næsten ny 7 personers Buick, som
havde en motor med 8 cylindre på række, og den kørte kun 3-
Jeg tror, far fik bilen som
betaling for nogle penge, han havde tilgode.
Far og mor mente ikke, de
havde råd til at køre i sådan en bil, så den blev sendt til Aalborg, hvor den
kørte som taxa i nogen tid med en ansat chauffør. Det viste sig dog, at
chaufføren snød med pengene, så bilen blev hentet til Østervrå,
hvor vi havde den i nogle år.
Vi kørte ture til familien i
Himmerland, og dengang passerede man Limfjorden over den gamle pontonbro. Den
var meget smal, og der var ofte tæt trafik. I Aalborg var det store
vejgennembrud ved Vesterbro endnu ikke lavet, så turen gennem Aalborgs gader
var temmelig besværlig; bl.a. var der stadig bomme ved jernbanen der, hvor Hasserisgade drejer fra.
Vi kørte strandture til
Hirtshals og Tversted (mors yndlingsstrand), og vi
kørte til skagen til Brøndums hotel.
Dengang var der kun anlagt
vej til lidt nord for Aalbæk; resten af vejen var kun
hjulspor i jord og sand, og mange biler sad fast, men vi kom igennem med den
store, kraftige vogn, og far var stolt og nød at køre. Det er nok noget, jeg
har arvet efter ham.
Mor elskede at fortælle alt,
hvad hun vidste om det landskab, vi kørte igennem. ”Der går den gamle
vej”, kunne hun sige, når vi passerede en vejudfletning.
Hun fortalte om mange af de
gårde og småbyer, vi passerede.
Hun læste meget og vidste meget,
og hun elskede at fortælle, men kun til os. Når der var fremmede tilstede,
sagde hun ingenting.
Da de dårlige tider satte
ind i 30’erne, solgte far bilen til slagter Bock i Thorshøj,
og han fik foruden en sum penge også en ældre Ford 1925 i bytte. Den havde vi i
nogle år, indtil den blev erstattet med en Ford 29.
Vi fortsatte med køreturene
og så bl.a.byggeriet af broen over Lillebælt.
Desuden var vi flere gange i
København, hvor far og mor ofte var på kursus på Lærerhøjskolen i sommerferien.
En middag kom far hjem til
pensionatet, hvor vi boede, og fortalte, at vi var nødt til at pakke sammen og
køre hjemad hurtigst muligt. Han havde opdaget, at returbilletten over
Storebælt udløb ved midnat.
Far og mor havde været til
middag hos en af fars gamle barndomsvenner, så de var egentlig ikke oplagte til
den lange køretur, der for en stor del måtte foregå om natten.
Men vi måtte jo afsted, hvis vi skulle nå Storebælt inden midnat.
Den tids veje var slet ikke
af moderne standard. De var flere steder smalle, bakkede og med mange sving
samtidig med, at vejdækket var dårligt. Desuden gik vejene igennem alle mulige
byer, både små og store. Omfartsveje var ikke rigtig opfundet endnu.
Vi nåede færgen i Korsør, og
fra Nyborg fortsatte vi over Fyn, men da vi havde passeret Lillebæltsbroen, der
var helt ny dengang, begyndte far at klage over træthed. Vi gjorde derfor holdt
ved jernbanerestauranten i Fredericia, hvor vi fik natkaffe
og et par stykker smørrebrød. Klokken var vel langt over midnat.
Kaffen kvikkede far så meget
op, at han mente, at vi kunne fortsætte. Det ville være tåbeligt at kaste penge
ud til hotel. Det meste af natten var jo allerede gået. Vi måtte da kunne nå
til Brorstrup til onkel
Marinus og faster Louise.
Vi kørte over Vejle og
fortsatte ad vejen mod Viborg. Denne vej var meget bakket og svinget, men den
var den korteste.
Lidt nord for Nørre Snede
standsede far og sagde, at nu
kunne han ikke mere, han måtte sove lidt.
Han
anbragte sig så påbagsædet ved siden af mor, og snart
efter sov de begge to.
Niels og jeg sad på
forsædet, og nøglen sad i. Det kunne vi ikke stå for, så vi startede bilen og
kørte videre. Vi havde tit prøvet at køre før.
Da vi nærmede os Viborg, var
det mig, der kørte, og vi så, at der var ved at være for lidt benzin.
Vi fik derfor fat i fars
tegnebog, og han opdagede det ikke. Han sov dybt. Så tog jeg fars hat på for at
se lidt ældre ud, og det gik fint. Vi fik tanken fyldt i Viborg.
Far og mor vågnede ikke, før
vi kørte ind på gårdspladsen på Vesterkærgård, hvor
morgenmalkningen lige var begyndt.
Der var nogen, der blev
forbavsede, men egentlig tror jeg, at far var stolt over vores initiativ.
Jeg begyndte på gymnasiet i
Hjørring i august 1939.
Vi havde i vor realskoletid
hørt om krige i historie. Krige var noget, der hørte historien til. Vi havde jo
Folkenes Forbund, og vi havde hørt i skolen, at krig var umulig.
Men krigen kom, og vi hørte
om tyskernes angreb på Polen.
Jeg kan huske, at jeg sad
alene ude i haven, efter at jeg i radioen havde hørt om tyskernes bombardement
af Warszawa. Det føltes så underlig uvirkeligt, og jeg kan huske, at jeg
tænkte, at nu skete der
verdenshistorie, tænk at opleve verdenshistorie.
Vi forstod ikke meget af det
hele. Historieundervisningen i skolen gav os ingen forståelse, men far og mor var
stærkt anti-tyske. Det prægede os, og da nazisterne
holdt med tyskerne, var vi anti-nazistiske længe før krigen.
I 1938 var der et
nazist-møde i Tårs med nazi-lederen Frits Clausen som
taler.
Vi var 4-5 stykker, der
cyklede derop. Vi havde fyldt lommerne med kartofler; dem stoppede vi i alle
bilernes udstødningsrør, hvorefter vi cyklede hjem i højt humør. Vi grinede og
pjattede og tænkte med fryd og stolthed på deres besvær med ar få bilerne
startet.
Krigen ude i Europa gjorde
forsyningerne sparsomme, så der gik ikke mange tog til Hjørring. Vi måtte fra Østervrå kl. 6.22 om morgenen, og vi kom først hjem omkring
kl. 18.00.
Vi læste lektier i toget,
særlig om morgenen; på hjemturen tænkte vi mere på friheden.
Vinteren 39-40 var den
første snevinter; det gav mange problemer med
toggangen, og vi sad ofte fast i store snedriver, men banen havde sendt en
masse ekstra skovle med, så vi kunne hjælpe med at grave toget fri.
Vi var glade for sneen og
fik mange fridage, når toget ikke kom igennem; at vi så ikke lærte noget,
tænkte vi egentlig ikke på. Der var jo endnu et par år til studentereksamen.
Vi var nogle stykker, der
havde fået ski, noget helt uhørt på den egn på den tid. Niels og jeg havde hver
sit par ski, men Niels kunne ikke så godt bruge sine, for han havde fået et
dårligt knæ, efter at det havde været af led.
Christian Vestergård, Thomas
Carlsen og jeg løb meget sammen, og der var mange fine områder: Ormholt Skov, Miller Skov og Grønskoven.
Engang tog vi med toget til
Hellum. Det var bidende koldt – omkring 15 graders frost. Vi løb på ski over et
langt, fladt stykke – vel omkring
Der var overalt en halv til
Høj, klar, blå himmel med
svag nordøstlig vind. Så skete det. Vi skiftedes til at lave løjpe, og det var
så blevet min tur. På nedtur i løs sne fik min højre fod fat i en gyvelrod. Vi grinede. Det så jo sjovt ud, men så opdagede
jeg, at spidsen var brækket af min ene ski, så normalt skiløb var umuligt. Vi
diskuterede situationen og besluttede så, at de to andre skulle fortsætte efter
planen, og jeg skulle vade gennem sneen over det lange, flade stykke til Hellum
station, hvor jeg kendte stationsmesteren Skatt
Nielsen, hvis søn Bjørn gik i klasse med Niels på Realskolen.
Jeg gik ind i ventesalen,
hvor der var lidt varme. Fru Skatt Nielsen havde set
mig komme, og hun kom ud i ventesalen for at byde mig på en kop kaffe. ”Men du godeste Nolle, kan du så skynde
dig ud og få kold sne på dit øre, ellers mister du øreflippen!”
Det højre øre var
stivfrosset, jeg kunne have brækket det af. Ganske langsomt fik jeg øret tøet
op. Det gjorde vanvittig ondt. Jeg fik det smurt ind i noget salve og fik
kringle og kager, og så tog jeg toget hjem.
De to andre havde haft en
fin, men anstrengende tur hjem.
Pengene var jo ikke rigelige
dengang, så om sommeren cyklede vi for at undgå udgifterne til toget.
Vi var næsten altid fire,
der fulgtes ad fra Østervrå, og det var Kaj Risborg, Thomas Carlsen, Niels og jeg. Der var
Vi havde gummiregnfrakker,
som skulle holde os tørre i regnvejr; men
Den første halvdel af vejen
var det skønneste stykke med mange bakker og sving. Når vi så havde slidt os op
ad én bakke, kom belønningen
med friløb
ned ad den næste bakke.
Fra Tårs til Hjørring var
der ingen bakker. Desuden var vejen brolagt med en stribe asfalt i hver side,
og vi syntes altid, at det var det kedeligste stykke.
Vi kom ind i Hjørring ad den
gamle Sæbyvej; ved baneoverskæringen var der bomme,
så videre ad Østergade over Springvandspladsen til Skolegade, hvor gymnasiet lå
ved siden af museet.
Hvis vi var i god tid, var
vi ofte inde hos bager Greve for at få en basse.
Når jeg med Scherfigs ”Det
forsømte forår” i baghovedet sammenligner, kan jeg sige, at så slemt var vores
gymnasium ikke.
Vi havde nogle enkelte
lærere, der var temmelig strenge, og der kunne godt falde lussinger i
gymnastiktimerne; men der var ingen sadister blandt lærerne.
Lærere og elever sagde De
til hinanden – undtagen lektor Nissen. Han bad pænt om lov til at sige du til
os, selv om vi stadig skulle sige De til ham.
Vi syntes egentlig, det var
i orden med ro og disciplin i timerne, og i det store og hele var vi glade for
gymnasiet.
Det er mærkeligt, at
Hjørring som det eneste gymnasium nord for Limfjorden i 1939 kun fik 18
ansøgere til
Hvis man var kommet til
Hjørring fra København eller Århus, ville byen have virket som et kedeligt
provinshul, men for os, der kom fra en lille landlig stationsby, virkede
Hjørring spændende med gaderne, de mange forretninger og trafikken.
Vi følte os på mange måder
lidt usikre over for kammeraterne, der var vokset op i byen. De virkede så
sikre i deres opførsel. Jeg følte mig i hvert fald usikker og befandt mig i
begyndelsen bedst sammen med kammeraterne hjemmefra. Det varede dog ikke længe,
før denne usikkerhed forsvandt.
Så kom den 9. april 1940.
Vi sad ved morgenbordet, da
vi hørte motorlyd. Vi tænkte, at det nok var den lastbil, der skulle hente
Peter Carlsen. Det var jo tirsdag, og så skulle han til eksportmarkedet i
Aalborg.
Vi kunne ikke forstå, at
lyden blev ved, så Niels og jeg gik ud for at se, hvad der var i vejen. Vi så
da, at luften var fyldt med tyske flyvemaskiner, og vores første tanke var, at
de var på vej til Norge, hvor der i Jøssingfjorden
var foregået en befrielse af engelske krigsfanger fra det tyske transportskib ”Altmark”.
Tænk så frækt, uden videre
at overflyve dansk territorium! Vi havde endnu ikke tændt for radioen. Der
plejede jo ikke at være udsendelser på denne tid af dagen.
Vi tænkte overhovedet ikke
på at blive hjemme fra skolen.
På vejen til Hjørring kom
der flere gange maskiner flyvende lavt hen over toget.
Det var faktisk først, da vi
kom til gymnasiet, at vi fik at vide, at tyskerne havde overskredet grænsen og
var på fremrykning op gennem Jylland, og at vi var ved at blive besat.
Dermed startede de fem
besættelsesår.
Selv om der var krig og selv
om landet var besat, var det alligevel for os en fredelig tilværelse i disse
gymnasieår.
Jeg havde ingen
gadedørsnøgle, for der var aldrig låst derhjemme. Det gjorde man ikke dengang.
Om morgenen, når vi skulle
med toget til Hjørring, ventede det, til alle var kommet. En morgen blev jeg
vækket ved, at der blev kastet grus på mit vindue. Udenfor stod Ejnar Madsen,
portør ved banen.
”Hvor fanden bliver I af?”
råbte han.
Da jeg fortalte ham, at vi havde
fridag på gymnasiet, bandede og svovlede han: ”Det kunne I sgu godt have
fortalt!” Derefter løb han over til stationen og fik toget sendt af sted.
vi jo
risikere sneproblemer om vinteren. Thomas var allerede flyttet til Hjørring.
Vi lejede derfor et værelse
hos en enlig dame i Dronningensgade. Værelset var stort og hyggeligt, og det
blev snart et samlingssted for kammeraterne i klassen, enten for at spille kort
eller for at hjælpe hinanden med hjemmeopgaverne.
Vi spiste også fuld kost
der.
Det var igen en streng
vinter det år.
Da vi skulle hjem på
påskeferie, var banen lukket af sne, men vi ville hjem, så vi gik hele vejen på
ski.
Fortsættes
Østervrå lokalhistoriske arkiv holder åbent på mandage fra kl. 19.
00 til kl. 22.00.
Arkivet
har til huse i kælderen under områdekontoret i den gamle pedelbolig ved Torslev
Centralskole.
Der er
lukket i skoleferierne, men vi begynder igen efter sommerferien mandag den 11.
september kl. 19.00.
Alle er velkomne.
Foreningens
bestyrelse:
Vivi Jensen, Høngårdsvej
29, tlf. 98 95 13 57
Villy Sørensen, Koldbromøllevej
21, tlf. 98 95 81 29
Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1o o2
Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02
Christian
Høngård, Lærkevej 7, tlf. 98 95 12 68