1

Spejlet no. 18       December 2000

 

Jul på landet i gamle dage.

 

Marie Stenskrog blev født på Holtsdam. Senere flyttede familien til Hedelund, og her fortæller hun om sit hjem og sin barndoms jul i 20’erne.

I lang tid før jul havde vi gemt de røde og blå kaffeposer henne fra købmanden, for dem skulle vi lave kræmmerhuse og kurve af til jul.

Lampeglassene til petroleumslamperne var pakket ind i noget fint, tyndt, farvet papir, som vi lavede de fineste roser af eller klippede i lange strimler til musetrapper.

Det hele blev klistret sammen med melklister, og det var så vores julepynt. I vore øjne så det godt ud. Pynten kostede ingenting, men der var jo heller ingen penge til den slags.

I kræmmerhusene kom der godter af forskellig slags.

 

Vi var dengang 6 børn, der sad og klistrede med julepynten på bordet, og bagefter har jeg mange gange tænkt på mor, som fik alt det ekstra arbejde, men limen blev jo vasket af, og så var det i orden.

 

Juletræet fik vi hos en nabo, som havde noget gran. Vi havde ganske vist også en række graner, men de skulle jo give noget, så vi kunne få til føden. Juletræsfoden lavede far selv af et par stykker træ.

Da vi boede i Holtsdam, var han pakhuskarl nede ved købmand C.M. Aabel, men da vi fik den noget større gård Hedelund, havde han ikke mere så meget tid til at gå på arbejde.

Far kunne så mange ting, så han var tit ude og hjælpe folk med forskelligt. Det var han nødt til for at holde nøden fra døren. Det gav jo nogle ører, og når vi store søskende bagefter var henne ved købmanden i Østervrå, fik vi altid et kræmmerhus sukker med hjem sammen med købmandsvarerne. Det var rigtig gammeldags bolcher - glassukker- i kræmmerhuse, som vi passede godt på.

Et godt stykke tid før jul begyndte vi at lægge dem til side i et hjørne, og så blev der gerne så mange, at vi kunne få et kræmmerhus hver til juleaften.

 

Det var i hestevognenes tid, og når far arbejdede på lageret, kørte han kul, kraftfoder og den slags ud til folk. Man kan stadig se det gamle hejseværk nede ved Boelskifte.

Til juleaften købte far et marcipan-grisehoved til os hver, og det fik vi så til juleaften sammen med en appelsin.

 

 

2

 

Der blev ikke bagt småkager hos os, før min ældste søster havde været ude at tjene, men da hun kom hjem, bagte vi brune kager og vaniljekranse. Det havde hun lært.

Mor plejede at bage en lagkage i skuffen. Bagefter skar hun den ud og lagde den sammen med syltetøj og glasur. Selv om vi var mange, kom vi aldrig sultne i seng.

 

Til jul bagte mor gerne en stor portion franskbrød, som blev lagt i en stor kurv oppe på loftet. Deroppe var der koldt, og derfor  blev franskbrødene ikke så tørre. Indholdet af sigtemel forhindrede også brødet i at blive for hurtigt tørt, men det endte nu alligevel altid med, at det sidste brød var noget tørt.

Når mor kom ned fra loftet med et nyt brød, holdt vi børn nøje regnskab med, at det gik retfærdigt til med skalken, og vi havde styr på det regnskab. Skalken var nemlig meget eftertragtet.

Året rundt bagte mor fint brød – sommetider hver anden dag – men til jul bagte hun 5-6 brød i forvejen – to ad gangen. På den måde kunne hun holde lidt fri i julen.

 

Hun bagte også pebernødder, som efter bagningen blev hældt i en dynge, og når hun var færdig til det om aftenen, kom de i skuffen og ind i ovnen, hvor de stod og tørrede natten over.

Om morgenen blev pebernødderne så gemt i en af de tøjposer, der havde været mel i, og derfor kom der jo til at hænge lidt mel ved dem.

 

Vi slagtede først en uge før jul, og var vi så heldige, at det var frostvejr, kunne mor blot pakke julesulet ind og lægge det op på det kolde loft, hvor det kunne holde sig, til vi skulle have det.

Mor stegte det på forhånd og lagde fedtet over stegen, så den var helt tildækket. I den følgende tid måtte hun holde nøje øje med, om fedtet nu revnede, for så skulle kødet omgående op af de store pottemagerkrukker og bruges.

 

Mor lavede selv medisterpølse og stegte frikadeller, så vi havde noget til jul. Det skete også først den sidste uge før jul, og det blev gemt på samme måde.

Ellers kom kødet i saltkarret og blev saltet.

Når grisen var slagtet og kødet lagt i saltkarret, var vi glade, for så skulle der ikke købes kød foreløbig. Det var jo næsten heller ikke til at få råd til at gå til slagteren.

 

 

3

 

Vore egne grise blev solgt, og da vi kun fik slagtet én gris om året, skulle der jo ind imellem købes kød.

Heldigvis var grisene dengang meget større end nutidens grise, og de havde et mægtigt lag flæsk, som kunne vare størstedelen af året. Stegt flæsk var et vigtigt næringsmiddel, og sommetider fik vi stegt flæsk 3-4 gange om ugen.

 

Da flæsket skulle holde i så lang tid, måtte saltlagen med salpeter endelig være stærk nok. Når mor kogte lage, tog hun derfor et æg for at kontrollere, om den var stærk nok, og først når ægget flød ovenpå, var hun tilfreds.

Efter at kødet var taget op, skulle det vandes ud i kærnemælk i 3-4 dage.

Året rundt levede vi af saltmad, men det har vi nu ikke taget skade af.

Frikadellerne smagte også særligt godt dengang, for de blev jo for det meste lavet af kød fra saltkarret og var derfor lidt salte.

 

Inden jul kom hele familien en tur med far til Østervrå. Når grisen var slagtet, og mor en dag syntes, at hun var klar til, at vi kunne komme i klæderne og komme af sted, spiste vi tidligt til aften.

Dengang malkede man køerne tre gange om dagen: om morgenen, kl. 1 om middagen og til sidst kl. 8 om aftenen.

Efter malkningen spændte far for og tændte vognlygterne, og så kunne vi køre til byen.

 

Hestene blev spændt fra nede ved hotellet, hvor staldkarlen, den bitte Jens Peter, kom trippende for at tage sig af hestene.

Når far havde fået læsset hele dyngen af, formanede han os og sagde, at vi skulle passe godt på ude på gaden. Der var jo de små, hvor den mindste nok kun var tre år. De var med alle sammen, men der var heller ikke så stor trafik dengang.

 

Når vi andre gik ud for at se på juleudstilling, blev far altid stående lidt og snakkede med Jens Peter, mens hesten blev trukket på stald.

Først gik vi til Sæbe-Maries butik, hvor der stod en mand og nikkede i vinduet, og hvor der var stillet nogle julekurve op.

Bagefter gik turen hen til Adeltorps bog- og papirhandel, og så gik vi over på den anden side, hvor slagter Christensens forretning var. Han havde lagt hele tre grise i vinduet - med hovedet på tæerne, og der lå de så og kiggede ud på os. Det syn har jeg aldrig glemt! Dem stod vi og kiggede på i lang tid. Vi var jo ikke vant til at se den slags, så det var en vældig oplevelse.

4

 

Så gik det af sted igen – hen til Oscar Bruun, hvor der jo også var lidt at se på, selv om der ikke stod noget og nikkede her, men der var da lagt gaveting ud.

 

Derefter kom turen til Sukker-Anna, hvor der var meget at se. Det var i sadelmagerens hus, hvor han boede i den ene ende og hun i den anden.

Vi fik lov at gå ind i stuen, som i anledning af julen var lavet om til julestue. Der var glasklokker, nisser og mange småting af blik, f.eks. en lille legetøjsspand, en gyngehest og meget andet.

Bordet var helt besat med juleting, og der hang også forskellige sager på væggene.

Sukker-Anna sad vist ganske godt i det, og der var altid mange skolebørn i butikken. Det var jo Østervrås slikmutter, og til jul havde hun lidt ekstra.

Der var en vatplade med påtegnede nisser, og så var der kræmmerhuse og al slags julepynt.

 

Engang købte vi seks glaskugler derinde. Det var det første, vi nogensinde havde købt til juletræet derhjemme. Kuglerne var ganske små. Ellers kunne vi kun have fået én af de store.

Vi sad sandelig også andægtigt med dem, da vi kørte hjem, og næste dag fortalte vi selvfølgelig også i skolen , at vi havde købt hele 6 glaskugler.

 

Mor kom ikke så meget ud, men hun var altid med på turen før jul.

Så blev der købt trøjer til drengene, og Olga og jeg fik et par bukser med lodden vrang.

 

Juleaften fik vi flæskesteg. I de senere år, hvor mor havde et par gæs gående, fik vi gåsesteg. Den anden gås blev solgt nede ved købmand Aabel, så vi kunne få nogle varer til huset.

Inden gæssene blev solgt, havde købmanden de plukkede gæs hængende på et køligt sted. Indvoldene var ikke taget ud. Det skete først, når de skulle tilberedes. Sådan gik det for sig helt op i 30’erne, og der var mange, der kom med gæs og ænder til Aabel ved juletid.

 

Efter flæskestegen fik vi sagosuppe med saft, svedsker og rosiner, men hvor vi til hverdag fik én sveske og 5 rosiner hver, vankede der juleaften hele 2 svedsker og 10 rosiner, og der blev holdt strengt øje med, at de andre ikke fik én for meget.

 

5

 

Efter julemåltidet fik vi travlt med at få vasket op. Vandet blev varmet op i sidegryden i komfuret. Alt var mere besværligt dengang, og der var mere arbejde for husmoderen, men der var nu alligevel en vis hygge ved det gamle.

 

Når opvasken var overstået, satte vi os omkring det hvidskurede bord, og så kom mor med pebernøddeposen og en kop, hvorefter der blev målt en kop ud til os hver. Også her så vi alle efter, om det nu gik retfærdigt til, så vi alle fik ens. Far kom ind med marcipangrisene, og endelig kunne spillet gå i gang.

Spillet gik ud på at gætte, hvor mange pebernødder der var i spørgerens hånd. Havde man gættet det rigtige antal, fik man håndens indhold. Havde man gættet for højt, fik spørgeren forskellen og omvendt.

Denne leg varede længe, så pebernødderne var bestemt ikke uberørte af menneskehånd, men det tænkte vi ikke på.

 

Jeg kommer fra et syngende hjem. Både for og mor var gode til at synge, og vi sang meget året rundt.

Juleaften gik vi hånd i hånd rundt om juletræet, mens vi sang den ene julesalme efter den anden, og vi kunne koncentrere os om det egentlige, for gaver behøvede vi ikke at gå op i. Dem var der ingen af.

Der var kun varme i den stue, vi plejede at være i. Her sov to af brødrene i en foldebænk, men den aften fik de lov at være oppe, så længe de ville.

 

I julen fik vi frikadeller eller skinke med stuvet hvidkål. I vores familie fik vi først grønkål flere år senere. Juledag fik vi stuvet hvidkål og hen på ugen stuvet kålrabi og stegt flæsk. Efter kun en uge i saltkarret var flæsket jo også så godt, og det var nemt at vande det ud.

Til jul havde mor også noget syltetøj, som hun lavede rødgrød af.

 

Vi ville ikke af med juletræet før lang tid efter jul, så det blev sat ind i stadsstuen, hvor der var koldt.

Den var kun opvarmet, når vi skulle have gæster. Det var almindeligt dengang. Det tog lang tid at varme sådan et koldt rum op. Det var først, når møblerne var gennemvarme, at der var behageligt i datidens stadsstuer, så det var ikke ualmindeligt, at gæsterne småfrøs lidt i begyndelsen.

 

Når min søster Olga og jeg kom i skole efter jul, og de andre begyndte at snakke om deres julegaver, havde vi på forhånd aftalt, at vi havde fået nye bukser med lodden vrang. Vi skammede os nemlig over at komme i skole uden at have fået noget til jul.

 

6

 

Vi havde ingen gymnastikdragt, men efter jul brugte vi så de nye bukser til gymnastik, hvis de gamle ikke var alt for pjaltede til at gå med.

Folk havde jo mange børn dengang,, og der var nogle, der var mere fattige end andre. Derfor var der mange, der ikke havde råd til gymnastikdragter.

 

Det var ikke kun os, der ikke fik julegaver, men de fleste fik nu. Mange af pigerne fik en dukke, mens drengene fik en hest eller sådan noget.

Men da moster flyttede til Skagen med sin familie, sendte hun os julegaver, og jeg har endnu et lille ravhjerte, som hun gav mig.

Til brødrene strikkede hun luffer, og min storesøster fik lommetørklæder. Det var gode gaver!

 

Mor havde altid gang i noget sytøj og måtte tit strikke nye fødder i vore strømper. Så sad hun oppe om natten for at de kunne være færdige, til vi skulle i skole om morgenen.

 

I det daglige gik vi piger altid med forklæde og havde et daglig- og et skoleforklæde. Hvert efterår fik vi nyt forklæde, og når vi havde gået i skole med det en uge, blev det vasket, så der var to at skifte med.

 

Mor havde lært sig selv at sy og arbejdede tit om natten med at sy kjoler til os piger og forskelligt tøj til drengene. Der var jo nok at lave, når der var syv, der skulle klædes på.

 

Flormelet kom hjem i sække, som der blev syet babytøj af, og i den alder var drengene ligesom pigerne i kjoler med fine feston-kanter - alt efter, hvad der nu var penge til. Festonen blev købt hos manufakturhandler Henrik Nielsen, som havde forretning  over for købmand Aabel. Sommetider skulle der to sække til sådan en lille kjole.

Mor købte aldrig mønstre. Hun klippede efter noget gammelt og lavede mønstret en lille smule større, hvis det var nødvendigt.

 

Engang, da jeg tjente oppe i Hvidsted – den eneste gang jeg ikke var i Torslev sogn – trængte jeg sådan til at få en ny kjole, men jeg kunne ikke få fri til at cykle hjem for at få taget mål.

Mor klarede det alligevel, og en dag kom en af mine brødre ned med en mørkerød kjole til mig. Den var kantet med sorte kantbånd og havde en krave, der skulle knyttes i halsen, og der var intet at udsætte på

den. Hun havde blot syet kjolen efter et mønster, hun havde i forvejen.

7

 

Mor kunne først få symaskinen på bordet om aftenen. Før var der ikke fred for børnene, og hun har vel nok siddet mange nætter og strikket og syet. Der var ikke noget med at købe et par strømper, og vi var nogle store piger, før vi fik lov til at få et par halvhoser om sommeren. Ellers gik vi i bare fødder fra den 8. maj, når vi fik lov at komme af strømperne.

 

Vi var ikke i uldent undertøj, men i en særk af ubleget lærred og drengene i en hvid skjorte, som mor jo også syede.

 

Inden jul syede hun livstykker, som gik langt ned over bagdelen. De var lavet af noget tykt tøj, moster sendte, og som blev foret med flonel. Så blev der sat knapper på livstykket og strømperne, som blev holdt oppe med strømpeelastik.

Vore to kusiner, der var mere velstillede, havde altid to knapper på deres strømper. Når der kun var én knap i strømperne, blev der nemlig altid sådan en lang hale på dem.

Jeg er sikker på, at de tykke hjemmelavede livstykker hjalp os gennem vinteren uden sygdom, for selv om vi frøs, blev kroppen ikke kold.

De 8 livstykker lå parat til os til juleaften.

 

Jeg mindes ikke, at vi havde handsker på, når vi gik til skole, men vi havde en god hjemmesyet frakke, som vi trak hænderne op i.

 

Det var dejligt at have en mor, som var ferm til at sy, og vi kunne godt se, at det var der mange af  børnene i skolen, der ikke havde.

Vi havde en dygtig mor, og både far og mor var enige om, at deres børn skulle se ordentlige ud.

 

Min moster i Skagen gjorde rent hos nogle folk, der havde noget mere end de fleste andre. Sådan nogle inspektører og sagførere sled jo ikke tøjet op. Derfor spurgte moster, om hun kunne få det aflagte tøj med hjem, for hun kendte nogle, der kunne få noget ud af det.

 

Det var en stor dags tid, når der kom bud fra Østervrå, at der var kommet en sæk til os fra Skagen. Vi kunne næsten ikke vente, til far kom hjem med tøjet, så vi kunne få åbnet for herlighederne og undersøgt tøjet på vrangen, hvor det jo tit var pænere end på retsiden.

 

8

 

Normalt kom vi børn ikke med i byen, for vi var jo så mange. Far foretog langt de fleste indkøb, og gik mor og far i byen, var det til bedsteforældrene. Ellers besøgte de af og til mors to brødre og deres familie i nærheden.

Far og mor skulle ikke ud til både det ene og det andet. De var begge med i afholdslogen i Villa Vest, men enten skulle mor jo have et barn, eller også havde hun lige fået et, så det blev ikke til så mange gange. Det var derfor sjældent, hun kom med.

En gang om måneden fik vi efter skoletid lov til at komme ned og være ved bedsteforældrene en ad gangen, og på den måde kom vi til at kende dem.

 

Hvert år kom vi til skolens og baptistkirkens juletræ. I hele min skoletid blev skolens julefest holdt før jul, og her blev der serveret chokolade og kaffe til de kager de forskellige mødre havde bagt til festen.

Min mor havde engang lavet en lagkage, og da vi ikke havde et lagkagefad, havde mor lagt kagen på et pottemagerfad. Det hele blev pakket ind i en ble, og så skulle en af mine brødre have det med op i skolen. Han var ked af at komme med et fad, der ikke var et rigtigt lagkagefad og sagde derfor: ”Det er værst med det fad, mor. Jeg skammer mig over at komme med sådan et fad”, hvortil mor blot svarede: ”Ja, men det kan ikke hjælpe noget, min dreng, for jeg har ikke andet”. Sådan et fad kaldte drengene et hundefad, fordi de syntes, det var beregnet til en hund.

Men da min broder kom ind til fru lærer Nielsen (tidligere Gade), sagde hun: ”Nej, sikken et flot fad, kagen er lagt på!” Så blev han jo glad, og dagen var reddet.

Fru Nielsen var så sød, og når hidsigheden sommetider var løbet af med lærer Nielsen, kom hun gerne og jævnede lidt på det.

 

Vi børn var altid pæne, når vi kom til juletræ.

Mor havde tit siddet om natten for at få Olgas og mine kjoler færdige til juletræet, men det var et endnu større problem få styr på skoene inden den store aften.

Før festen prøvede vi, om den næste i rækken kunne bruge de sko, den foregående havde haft, men et år var der ingen sko, jeg kunne bruge. Olga havde fået et par nede ved en kusine, men hendes gamle sko var for dårlige til mig, så jeg måtte derfor med far ned til skomager Carlsen efter et par nye. Glæden over skoene blev lidt ødelagt, fordi jeg havde så ondt af min søster, der måtte nøjes med et par brugte, mens jeg selv fik et par nye. Det smertede mig.

9

 

En jul skete der noget meget mærkeligt. Det kunne lyde, som om det ikke passer, men det gør det nu.

Vi gik jo i søndagsskole, hvor vi fik at vide, at vi skulle bede til Vorherre, hvis vi havde nogle ønsker, så om aftenen bad jeg til Vorherre og sagde: ”Det gør ikke noget, om jeg ikke får en helt ny frakke, bare mor må få noget, så hun kan sy os en varm frakke til jul.”

Og tænk! Nogle dage senere kom der en sæk tøj fra moster i Skagen med bl.a. to frakker, som mor kunne sy om til Olga og mig. Der kunne bare ikke blive til kraver, så de blev lidt lysere end resten, og det var vi piger lidt kede af, men vi sagde ikke noget om det.

 

Knapperne kunne ikke bruges, så Olga og jeg måtte op at købe knapper i den lille forretning oppe i Sæsing på hjørnet af Sæby Landevej og Tidemandholmsvej. Dengang var det kun et lille hus med en ganske lille forretning. Det var først i tyverne, og de havde haft tuberkulose i hjemmet. Tre af pigerne var døde af denne sygdom. Hver gang jeg siden så på de knapper, tænkte jeg på den stakkels kone, der havde mistet tre børn.

Sådan fik Olga og jeg ens frakker til den jul.

 

Skolens juletræsfest foregik i gymnastiksalen, som vi børn syntes var vældig stor.

Der var røde og hvide lys på juletræet, som var pyntet med hjemmelavede roser, kurve og musetrapper, og vi fik en gave hver. Et år fik jeg en lille blikspand, der kunne åbnes med et låg. Den passede jeg godt på. Olga fik et fingerbøl, og der var en blikbil til en af mine brødre. Det var vist forældrene, der havde skillinget sammen til de små gaver.

 

Det var så festligt, og der var jo mange med: familien Adelstorp, skrædder Larsen og Albertsen med Inga, som jeg gik i skole med. Sadelmager Olsens Erhard og søster var også med. Jeg gik sammen med søsteren, hvis mand blev kørelærer i Tårs.

 

Baptisterne havde altid juletræ 4. juledag, og der var der lavet så mange kræmmerhuse, at vi fik hver sit med godter i og sukker, og så fik vi et æble eller en appelsin oveni.

Det var en flot og festlig aften, som mor også var med til. Hun kom ellers ikke meget ud, men hun var altid med til juletræsfesterne.

10

 

Vi kendte ikke til julegaver i min familie –  ikke så længe mor levede. Hun var kun 42 år, da hun døde efter fødslen af sit 13. barn, som døde samtidig. Det skete først i 30’erne, og der stod så far alene med 12 børn. Det var en frygtelig tid.

Det er nok grunden til, at vi børn altid har haft så godt et sammenhold. Nogle er adventister, andre er ingenting, og nogen har med kirken at gøre, men det religiøse tilhørsforhold berører vi aldrig. Vi har bare sådan et ærlighedsforhold til hinanden. Vi havde de små søskende at tage os af. Selv var jeg 16 og midt i flokken, men efter mors død kom min ældste søster hjem.

 

Fra det tidspunkt begyndte vi større søskende at købe julegaver til de små. Det var dengang, det var blevet moderne med gummistøvler, så det år fik de fem mindste gummistøvler til jul.

Fik et barn en gave til 5000 kr. i dag, ville det ikke være blevet så glad , som de små blev for deres nye gummistøvler dengang for så mange år siden.

 

Vi børn glædede os altid forfærdeligt til jul – akkurat som børn i vore dage, og jeg har altid sat stor pris på julen derhjemme.

 

Olga kom ud at tjene, da hun var 11 år, og jeg kom ud, da jeg var 12. Jeg fik den første plads i Østervrå, hvor jeg skulle være barnepige for to drenge, men jeg var der kun i 2 måneder.

Om morgenen skulle jeg ned og hente drammer til manden hos Henry Aabel. Der var vi vant til at vente, til det blev vores tur, og det kunne godt tage lang tid, for alt skulle jo vejes af dengang.

 

En morgen kom manden mig i møde på hjemturen og spurgte, hvorfor det havde varet så længe, inden jeg kom hjem.

Jeg svarede, at jeg jo blev nødt til at vente, til det blev min tur, men så blev han forfærdelig vred, og jeg græd og græd.

Jeg græd også utrøsteligt, da jeg kom hjem om aftenen, og jeg kom kun til at være dernede et par dage mere, for til sidst sagde mor til far, at jeg ikke skulle være der længere, når jeg kunne blive udsat for den slags.

Konen var god nok. Hun skulle sørge for føden, mens manden drak det hele op.

 

Nu kan man jo næsten bestemme, hvor mange børn man vil have. Sådan var det ikke dengang.

 

11

 

Mor ønskede sig bestemt ikke 13 børn, men jeg mindes kun én gang, hvor mor græd over en ny graviditet.

Forinden havde mor været en tur på sygehuset efter en abort, og da hun kort efter igen blev gravid, græd hun af skuffelse, for hun havde troet, at de på sygehuset havde ordnet det sådan, at hun ikke kunne få flere børn.

 

Vi søskende havde et godt hjem. Vore forældre holdt sammen om det, og de var noget for os børn, men dengang var der selvfølgelig heller ikke alt det, folk skulle til.

Far og mor elskede os, og hos os var det sådan, at når vi først var kommet til verden, var vi ikke én for mange.

KB

Foreningens bestyrelse:

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 13 57

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02
Villy Sørensen, Friggsvej 18, tlf.96 23 01 65

Christian Høngaard, Lærkevej 7, tlf. 98 95 12 68

Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 10 02

 

Glædelig jul
og 
godt nytår