Spejlet no. 19, marts 2001
Skoleminder
fra Østervrå kommuneskole
1918-1925
fortalt i
1997 af Olga Sørensen, født Karlsen.
Jeg begyndte min skolegang den l. november 1918, og jeg var
meget glad for at komme i skole. Første dag fik jeg mine støvler på, som kun
var til at tage på, når vi skulle pyntes. Det var kortskaftede støvler, som
alle brugte dengang.
Jeg kom ind i klassen til frk. Rottbøl. Hun havde langt,
sort hår, og jeg syntes, hun var smuk. Hun var også dygtig, selv om hun ikke
kunne synge ret meget. Mine brødre sagde, at hun kun kunne synge "I østen
stiger solen op"
Jeg gik i l. klasse i l ½ år. Jeg tror, det var fordi, der
var nogle ord, jeg havde besvær med at sige, f.eks. skilleriramme. Jeg måtte
sige til frk. Rottbøl: "Jeg ved, hvad det er, men jeg kan ikke sige
det."
Da jeg kom i 2. klasse, fik jeg en lærer Larsen.
Andenlærerne var der aldrig ret længe. Rygtet sagde, at førstelærerens kone
ville bestemme ovre ved andenlæreren. Jeg ved nu ikke, om det passer, men sagen
er, at der var vikarer meget af tiden.
I 3. klasse var jeg kun et halvt år, så havde jeg indhentet
dem. Jeg begyndte sammen med.
Da jeg kom op i 4. klasse midt i skoleåret, kom Herdis
Vrågård og skubbede til mig. "Hvad kommer du dumme tøs her for?" Men
jeg fik nu et godt forhold til dem alle. Det var især godt at være gode venner
med Herdis, for hun havde altid sukker med. Så var der Helge Brown henne fra
elektricitetsværket. Han var altid parat til at hjælpe mig.
Vi var fortalt hjemmefra, at vi ville blive kaldt
"Musen". Ganske rigtigt! "Nå, så er der kommet en mus
mere", var velkomsten. Jeg kendte godt grunden. Da min ældste søster
begyndte sin skolegang, spurgte lærer
Nielsen: "Nå, hvad hedder du så?"
"Eleonara Viktoria Karlsen."
"Og hvad bliver du så kaldt?" - "Musse"
var svaret. Derfor var vi museunger.
Børnene fra Lilkær blev kaldt for "Skrolkopper",
og fra Lille Høngård blev de kaldt "Svinejagere", fordi deres far var
ansat ved Stationen og tog mod grise, som skulle med tog til Sæby.
Alle øgenavne kan jeg ikke huske, men der var en pige, der
blev kaldt "Gutten Femøre". Hun havde nemlig slugt en femøre.
Jeg blev bybud for frk. Rottbøl. Der skulle hentes mælk på
mejeriet, og i middagspausen gik jeg til købmand Aabel og hentede varer. Så
vankede der jo en skilling af og til.
Når snakken var om den lange skolevej, sagde mor og far
altid: "Vores børn kan sagtens. De har "seséen" at gå på. Næsten
alle veje var jordveje, men "seséen" var meget bedre. Om det nu
betyder grusvej eller stor vej, ved jeg ikke.
("Seséen" == chaussé == hovedlandevej).
Lærer Nielsen, førstelæreren, var almindeligvis flink, men
han kunne blive hård. Engang løb Thyra, hans lille pige, ud mellem os i store
klasse. Vi kastede med snebolde, og så var der én, der traf hende. Så var den
gal! Da vi kom ind i klassen (det var i 6. kl.), gik Nielsen sammen med pigen
og pegede på hver enkelt og spurgte: Var det ham, var det ham"? Ja, det
var ham! Så kan det nok være, der vankede ørefigner!
Men så kom fru Nielsen til. "Må jeg spørge, hvad
foregår der her"? Så blev han standset, ellers tror jeg, det var gået så
vidt, at drengen havde taget skade.
Næste time kom fru Nielsen ind og var hos os, for Nielsen
skulle synge i kirken. Så blev drengen sendt i byen og hentede en stor pose
bolcher til lægedom for såret.
Vi ville så gerne have lærer Nielsen til at læse historier,
for så læste vi nogle små historiebøger i smug, som vi blev forsynet med af
hans datter Rigmor. Hun kom på Realskolen, og den sidste dag, hun gik i vores
skole, havde jeg lånt et lille hæfte: ”Pandekagen”. Det var skjult i en
læsebog, så jeg undgik at blive
opdaget og undgik at få, hvad jeg havde fortjent - en
ørefigen.
Den lærer, som vandt alles hjerter, var en lærer Hansen, han
var andenlærer. Han havde rødt, næsten brunt hår, og det var en dygtig og meget
klog lærer, som forstod at omgås os. Var der én, som begik noget, der ikke var
tilladt, sagde han til vedkommende: "Nu vil Jeg gerne, at du kommer ind
til mig i det store frikvarter".
Det var vel nok flovt, og det skete næsten aldrig. Af ham
fik vi lært noget, og vi elskede ham.. Når han var med ude i frikvartererne,
legede vi Columbus. Kom han ikke ud, stillede vi op foran hans vindue og råbte:
"Hansen, Hansen," til han kom.
Hans afskedsord til os har jeg aldrig glemt. "Tænk på,
børn, at blive gode borgere i vores samfund, og skulle jeg se nogen af jer som
fortabt i samfundet, vil jeg græde, og jeg vil altid kunne kende hver af
jer."
Han var, hvad man kalder missionsmand, og han var en mand,
som kunne bære den betegnelse med ære. Ham har jeg tit ønsket at se igen.
Da vi fik en lærer Rørbæk, blev der straks tegnet en bæk,
som han stod og rørte i. En hed Madsen, og så blev der skrevet på tavlen:
Madsen sked i kassen. Enkelte kunne altid hitte på noget, men helt igennem gik
det roligt og godt til.
Lærer Hansen var den, der lærte mig mest i skolen. Nielsen
havde vi naturlære med, men de billeder af mennesket, som var hængt op på
væggen, var en prøvelse for mig, og jeg skulle kaste op, når jeg så på dem.
På verdenskortet kunne jeg finde byerne nede fra min plads,
men når jeg kom tæt på, må der have været noget galt med mine øjne.
Vi havde en mægtig stor og god gymnastiksal (efter den tids
forhold). Det bedste jeg vidste, var at springe over bukken. Den kom jeg let
over, men hænge oppe i ribberne duede jeg ikke til. Der var en hel del piger,
der havde gymnastikdragter. Det havde jeg ikke, og det var jeg lidt ked af, men
jeg var jo ikke den eneste. Lærer Nielsen havde gymnastik med os, og det var
gode timer. Oppe fra Realskolen kom de også og holdt gymnastik i vores
gymnastiksal.
Om sommeren spillede vi bold op ad de høje vægge i skolen.
Nogle kunne spille med seks bolde, jeg nåede kun op på fem. Om sommeren tog
frk. Rottbøl os med, så vi kunne bade i åen. Det var nøgenbadning for de fleste
af os. Det var dejligt en rigtig varm solskinsdag, og vi blev tørret af solen.
Vi var ikke pylrede.
Frk. Rottbøl havde også syskole med os. Vi begyndte med at
strikke en lap. Når vi kunne det, kom vi til at strikke et par brune
halvsokker.
Der var ting, vi skulle sy eller strikke, men nåede vi at
blive færdige med det, måtte vi selv bestemme, hvad vi ville sy. Vi skulle sy
et par bukser og hækle en bort til at sy på forneden. Jeg har mine bukser
liggende endnu.
Derefter broderede jeg et bredt stykke til en underkjole.
Det var huller, der dannede et mønster. Den blev jeg færdig med, da jeg var
blevet så stor, at jeg måtte sy på maskine. Bl. a. syede jeg et dukkelagen, men
så klippede frk. Rottbøl et hul i det. Nu skulle jeg lære at lappe, og derefter
skulle jeg lære at stoppe et andet hul i lagnet. Det, syntes jeg, var en skam,
men idéen var jo god. Materialerne skulle vi selv betale. Var der nogen, der
ikke kunne, blev det betalt af kommunen. Det ville mor og far ikke være
bekendt, så vi fik altid pengene med til frk. Rottbøl.
I nogle år var der juletræ i gymnastiksalen, og der var små
julegaver hængt på træet. Brød til kaffen kom fra forskellige hjem. Mor havde
bagt en lagkage. Vi syntes, det var flovt, at den kom på et
"hundefad", som det blev kaldt hos os. Det var et emaljeret
pottemagerfad. Men mor var stolt. Hendes kage på "hundefadet" blev
sat i forreste række, og hun fik ros for den gode kage.
Der opstod vist stor uenighed om det juletræ, så det blev
afskaffet.
Hver klasse fik et lille træ på pulten, og vi kom ind til
læreren og fik chokolade. Læreren fik en julegave af os børn, men vi var nu
ikke så tilfredse engang, da det blev opdaget, at fru Nielsen havde været nede
i forretningen og bestemt, hvad hun gerne ville have. Det år blev det til en
fyldepen til lærer Nielsen.
Det var enestående, at Østervrå
havde en skole med hele 6 klasser. Vi gik i skole syv år med to år i sidste
klasse.
Jeg er glad for, at skolen er
blevet bevaret, men at en bevaringsværdig bygning er blevet forsynet med
plastvinduer, synes jeg er latterligt.
Jeg holdt og holder af Østervrå
skole. Det var hårdt for mig at forlade skolen, men da jeg var en pige, var der
jo ikke noget ved at koste på at få mig i Realskolen, for jeg blev jo nok gift.
Det blev jeg også, men hvor ville jeg dog gerne have haft en længere
skolegang.
Jeg er nu 85 år og har oplevet og kan huske to krige med al
den fattigdom, de medførte på mad og tøj.
Jeg tænker på alle de ting, der er opfundet og taget i brug
fra min barndom og til 1997. Det er store fremskridt! Det var kun et fåtal, der
havde telefon. Det var først i tresserne, de blev næsten hver mands eje.
Elektrisk lys og indlagt vand blev også først almindeligt efter sidste krig. I
Østervrå skole var der vist nok indlagt elektrisk lys, da jeg begyndte i
skolen, men de store kakkelovne, hvori der blev fyret med tørv, var der i hele
min skoletid.
På et tidspunkt blev der lagt vand ind, og vi fik nogle
vandposter ude på legepladsen. Når vi trykkede på dem, kom der en stråle op,
som vi kunne drikke af.
Om vinteren, når sneen lå tykt og i driver, kom vi i vores
støvler og et par gamle strømper over for ikke at blive våde. Jeg var engang
kommet afsted i mine basartræsko. Det regnede, og jeg blev gennemblødt.Da lærer
Nielsen kom ind, fik jeg lov til at tage strømperne af og hænge dem til tørre
på kakkelovnen. Træskoene kom på højkant bag ovnen, og så blev det hele tørt,
så jeg kunne fa det på igen. Når vi skulle i skole, kom mor en glød fra
kakkelovnen i træskoene, så de var dejligt varme og tørre. Det var jo
nissetræsko, der til sidst blev til franske træsko med læder over det hele, og
så duede det ikke at komme gløder deri. Enkelte børn havde læderstøvler. Der
var ingen gummistøvler dengang. Det kom først senere og ikke i min skoletid.
Vejen var lang, og der gik rygter om en sort bil, som ville tage piger. Hvis
jeg var alene, dækkede jeg mig derfor nede i grøftens græs eller løb et stykke
ud på marken for ikke at blive fanget.
Der var ikke længe imellem, at petroleumsvognen kom, en stor
vogn med kaleche på. Der sad kusken i læ for regn og vind, og under vognen hang
et par staldlygter. Enkelte gange kom sygevognen, en stor grå kasse, hvor
patienten kunne ligge, og som ved petroleumsvognen var der 3 heste forspændt.
Sygevognen blev solgt til Skagen, da Hjørring fik bil.
Til eksamen kom provst Jensen eller pastor Mogensen fra
Lendum samt skolekommissionen. Der sad bl. a. Niels Hejslet. Jeg gik i klasse
med Victor, og vi børn så nok, at faderen pegede på tavlen, når der var noget,
Victor skulle rette. Vi blev sat på plads efter karakter. Jeg kom altid nogle
pladser op efter eksamen og så lidt ned efter lærerens karakter. Fra første til
og med tredje klasse konkurrerede jeg med min kusine Esther. Vi fik første og
anden plads på skift, men derefter gik jeg ned til femte, fjerde eller sjette
plads.
Mit bedste fag var danmarkshistorie. Jeg var god til at
huske, og det var jo udenadslære, som man ikke har mere. Men salmevers tror jeg
ville være godt - også i dag - men ellers er forståelsen af det, man lærer, det
vigtigste.
Vi havde tavler til at skrive og regne på. Det må have været
en prøvelse for læreren at høre på det skrigen fra griflerne på tavlerne. Vi
havde også skønskriftsbøger, og efter dem fik vi virkelig lært at skrive
skønskrift. Når det så skønnedes, at vi kunne bruge en pen, fik vi lov til det.
Der stod blækhus på bordene. Dem delte duksen ud, og det var vi på skift. Vi
skiftedes også til at skrive på den store tavle, når der var noget,der skulle
øves for at blive forstået, Ud over regning var der megen remselære. Lærer
Nielsen lærte os do - re - mi - fa - sol - la - bi - do, og det har hængt ved
lige siden, men det er også det eneste, jeg lærte i musik. Lærer Nielsen havde
flere elever til undervisning i spil, men vi var 12 søskende, så der var ikke
råd til at komme til undervisning i spil. Andenlæreren spillede også violin.
Jeg tænker sommetider på en lille pige, som ikke gik i
Østervrå skole ret længe. Hun var dygtig. Hun havde en lillebror, og de skulle
altid læse flere dage foran af lektien. Der var så en pige, der sagde, at det kunne
hun ikke forstå. Svaret var, at det kunne hun måske forstå, hvis hun havde
sådan en far, som de havde.
Så var der nogle børn, som vi kaldte Ralteme. Der var ingen,
der holdt af dem. De boede i Raltenborg, men hvor de senere blev af, ved jeg
ikke. Lå der noget i hækken ved Aabels
have, blev det kastet efter dem. Der var også nogle, der råbte Ralterne efter
dem.
Der var også en dreng, der hed Harry. Han var ikke af de
kvikke, og han var i pleje hos vores nabo. Vi havde ondt af Harry. Af og til
gik far fra marken hen og standsede plejefaderen i at banke ham med en
jernlænke.
Når Harry åbnede for "gassen" i skolestuen, blev
han af lærer Nielsen sat hen i døren med spredte ben. Harry grinede, og det
gjorde lærer Nielsen og vi børn også. Ak, hvor er det svært at være forældreløs
og evnesvag. Harry var hverken dum eller klog men alene i en ond verden.
På sydsiden af skolen var der tørvehus og vaskehus, hvis
vandudløb var et hul gennem væggen. Engang sad et pindsvin fast i hullet. Et
par drenge tog fat i bagbenene og trak, og en anden dreng skubbede på udefra.
Til sidst blev dyret befriet og vandrede afsted derfra. En kone fra byen kom og
vaskede for lærerne. Der var gruekedel, og vandet blev pumpet op og tøjet
vasket på et bræt.
Inde i gangen havde vi en knage hver til overtøjet og et rum
til træskoene. Ovenover satte vi vores kludesko, når vi skulle ud på
legepladsen. Når læreren kom ind, stod vi op ved vores plads. Det gjorde vi
også, når vi sang morgensang. Derefter bad lærer Nielsen Fadervor. Bagefter satte
vi os tilrette to og to på tomandsbænken, som hang sammen med bordet. Under
bordet var der en hylde til vores bøger, som vi selv måtte betale. Tavlerne,
som blev delt ud af duksen, var skolens, men griflerne var vores egne. ABC`
en var vores begynderbog, og den , synes jeg, var god. Den første læsebog var
rød med små fortællinger. Der var et billede af en lille vogn bemandet med en
oldenborre, tror jeg. 'Det er bedre at køre end at gå'. 'Hæng dig op bagpå'.
'Hvem er det, det banker, sagde Peter Anker' - små ting, som jeg af og til
kommer i tanker om. Dengang lærte vi at stave, og jeg tror da, at vi allerede
kunne læse lidt i første klasse. Mor stavede med os, til vi kunne læse.
Det var en stor skam, hvis vi fik lus. Et år, da mor havde
os alle sammen i bad dagen før juleaften, opdagede far en lus på en af
drengene. Mor var fortvivlet. Hvad skulle de dog gøre? De kunne da ikke komme
til juletræ med en flok lusede børn. Far sagde, at på en so døde lusene, hvis
de fik et lag olie, og det fik vi så i håret med det resultat, at vores rene
senge blev griset til af olie. Mor fik et forfærdeligt arbejde med at få vores
hår renset for olie og oven i det hele kom så den dobbelte vask på vaskebræt
dagen før juleaften. Det var jo ikke alene at få tøjet vasket. Det skulle jo
også tørres. Der blev ingen nattesøvn, men vi kom til juletræ uden lus, og mors
øjne strålede. De strålede som lysene på træet. Hendes mørke øjne kunne se så
glade ud.
Torsdag den 20. maj 1926.
Østervrå Realskole afholdt onsdag eftermiddag den
ordinære forårsgeneralforsamling på Østervrå Hotel. Formanden, læge Sørensen,
gav en udførlig beretning for skolens arbejde siden sidst afholdte
generalforsamling. Året er gået godt, dog skulle skolens elevtallene have været
lidt større. Der er 68 elever nu, i forrige skoleår 67, af disse elever går 10
ud til eksamen.
Skolebestyrer H. Jensen oplyste en del angående ordningen
med de nye statstilskud, enkelte af tilskuddene er blevet mindre, andre er til
gengæld blevet større, så skolen i år vil få samme statstilskud som forrige år.
Hvad det skolemæssige angik, mente bestyreren, at alt var gået
tilfredsstillende.
Læge Sørensen syntes, det var et rimeligt forlangende, at
kommunens tilskud ikke blev mindre, end hvad det koster at holde børn i
kommuneskolen.
Flere af interessenterne havde ordet for at udtale deres
tilfredshed med ledelsen af skolen.
Statsminister Stauning taler ved et offentligt møde i
Østervrå den 31. maj.
Torsdag den 3. juni.
Østervrå
Boldklub afholdt
fredag aften ordinær generalforsamling på Hotellet i Østervrå.
Til
bestyrelsen valgtes træhandler Willumsen (formand), skomager H. Carlsen
(kasserer), barber Pedersen (næstformand). Jens Gøderum og Hans Rosendal.
Til
øvelserne, der allerede er begyndt, har der meldt sig 19 aktive deltagere.
Øvelserne foregår tirsdag og torsdag aften samt søndag formiddag.
Det hører vel nok til sjældenhederne i en by som Østervrå at se tre af byens næringsdrivende i spidsen for en boldklub, og det er selvsagt en god støtte for foreningen, at bestyrelsen tæller sådanne tre repræsentanter blandt sine medlemmer.
Torsdag den 17. juni.
Harald
Bergstedts foredrag
og oplæsning fredag aften havde samlet et lille hundrede tilhørere, der med
stor interesse fulgte forfatterens foredrag, der var en ildnende appel til
tilhørerne om at være med i kampen mod de berusende drikke. For oplæsningen
kvitterede tilhørerne med et kraftigt bifald.
Afholdsforeningens
formand M. Johansen takkede taleren for foredraget og den påfølgende oplæsning
fra 'Galskabens land'. Derefter takkede han tilhørerne for tilslutningen.
Østervrå lokalhistoriske hjemmeside:
http://medlem.tripodnet.nu/Wulff2/index.html
Foreningens bestyrelse:
Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tif. 98 95 13 57
Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tif. 98 95 10 02
Villy Sørensen, Friggsvej 18, tlf.96 23 01 65
Christian Høngaard, Lærkevej 7, tif. 98 95 12 68
Karen Baier, Højlundsvej 34, tif. 98 95 10 02