Spejlet no. 20

Juni 2001

 

 

Karla Vestergaard fortæller

 

Kilde: H. J. Vestergaards bog: Min gren af slægten Degner.

 

Karla Vestergaard stammer fra proprietærgården Gammeljord, og i april 1979 optog hendes søn H.J. Vestergaard en samtale med sin mor, Karla Vestergaard, f. Degner, f. d. 2. 6.1894. Samtalen fandt sted nogle måneder for hendes 85 års fødselsdag, og her fortalte hun om sine forældre og søskende og om sit eget liv fra hun var en lille pige på Gammeljord til hun som nygift i 1918 kom til stationen i Østervrå sammen med sin mand, stationsforstander Ejner Vestergaard, f. i Lemvig d. 11.10.1892.

Hans Jørgens Vestergaards forældre tilbragte deres fælles liv på Østervrå Station, hvor Ejner Vestergaard døde d. 7.3.1953. I mange år boede Karla Vestergaard i børnenes elskede lærer, I. P. Johansens villa. Da fru Johansen døde, begyndte fru Vestergaard og I.P. Johansen så småt med fælles husholdning - og til slut byggede de i fællesskab et hus på Vibevej 9 i Østervrå, hvor de boede 1972 - 1980. Så døde I.P. Johansen 90 år gammel i april 1980, og fru Vestergaard kom lidt senere på De Gamles Hjem og derefter på Plejehjemmet i Sæby, hvor hun døde d. 9.2.1984.

 

Livet på Gammeljord.

 

Min far hed Hans Jørgen Degner og er født på Mølgaard ved Lørslev. Hvilket årstal han købte Gammeljord, ved jeg ikke, men i 1884 blev han i hvert fald gift med Ida Malmros fra Sverige. Det står på alt mit sølvtøj.

Før han kom til Gammeljord var han forvalter på nogle store gårde i Vendsyssel, først på Linderumgaard og så på Bøgsted. De kaldte ham "stokforvalter", fordi han gik med stok og ikke arbejdede direkte selv, men ledede arbejdet på gården uden selv at tage direkte aktiv del i arbejdet. Derved tjente han så mange penge, at han kunne købe sig en gård, og det blev altså Gammeljord, og den solgte han i 1913 og flyttede til Hjørring.

Jeg synes nok, at jeg har været enebarn, for jeg blev født efter min bror, Hans Albin Degner, og min søster, Marie, som vi kaldte Pylle.

Under hele deres skolegang havde far og mor privatlærerinde, dvs. til Pylle blev konfirmeret. Så var hun færdig med skolegangen, og så kom min bror på kostskole. Før brylluppet i 1884 havde far bygget et nyt stuehus til gården i forlængelse af det gamle, og i det gamle afsnit kom min bedstefar og bedstemor, altså Hans Henrich og Marie Degner, til at bo - og der boede de, indtil de døde. Bedstefar døde i 1901 og bedstemor i 1911, det år, hvor jeg fik realeksamen.

Vi er alle født på Gammeljord, men som sagt følte jeg mig nærmest som enebarn, fordi jeg er de syv år yngre end Mandsen og otte år yngre end Pylle. Mor havde en ung pige, som skulle gå hende til hånde, og som også skulle læse med mig. Hun var hos os et par år, og så blev det ordnet sådan, at jeg kom ind at bo hos hendes forældre, mens jeg gik på latinskolen i Hjørring, hvor jeg tog realeksamen. Min mor havde tre piger til hjælp, og på den samme gård er der ingen piger i dag. De havde jo ingen hjælpemidler af nogen slags dengang, så der var nok at lave. Den ene var kokkepige, den anden stuepige, og den tredje var bryggerspige. Hun skulle gøre mælkespande rene og sådan noget og ellers gå til hånde derude.

De hjalp alle tre med malkningen. Det var jo med hænderne, ikke med maskine som i dag, og i høstens tid var de alle med ude at høste.Under høsten skulle jeg bringe maden ud til dem. Ellers skulle jeg bare passe mine lektier. Der var en 5 - 6 mænd på gården, karle og fodermester.

Vi spiste for os selv oppe i vor private spisestue, mens folkene spiste i folkestuen, men det var den samme mad, vi fik. Der blev ikke gjort forskel på maden.

Hygiejne var der ikke megen af dengang. I folkestuen spiste de af ét fad alle sammen. Der var et lille vindue mellem køkkenet og folkestuen, og når jeg stod på en skammel, kunne jeg se ind til dem. Når de havde spist, fik deres ske en omgang under albuen, og så blev den tørret af i armhulen og sat på plads i en reol eller sådan noget. Så var den klar til næste gang. I vores spisestue var der pænt dækket hver dag med sølvgafler og skeer og hver sin tallerken, kop, glas o.s.v., omtrent som det er i dag. Bedstefar spiste altid sammen med os; han var jo frisk til det sidste, men bedstemor var efterhånden helt senil, så hun fik maden bragt ned i aftægtsboligen i det gamle stuehus. Hun kunne ikke spise sammen med os. Stuepigen serverede for os. Det var hendes opgave.

Vi havde både kom- og kvægavl. Det var fars hovedinteresse. Jeg husker, hvordan han rejste til Fyn for at købe det rette kvæg op. Til dyrskuer fik far masser af præmier. Jeg husker, at der hjemme i entréen hang den ene præmieplakette ved siden af den anden; det var hans stolthed.

Der var store marker med kom, og de blev høstet med håndkraft, med en hø-le. Åh, jeg kan høre endnu, hvordan de, inden de gik ud i marken, hvæssede leerne. Den lyd synes jeg, jeg kan høre endnu. Og så gik pigerne med ud for at binde op. Og jeg gik ud i markerne med mad til dem, indtil jeg kom til Hjørring for at gå i skole. De fik øl til maden, men om de fik brændevin - det tør jeg ikke rigtig sige. Jeg kan ikke huske det.

Senere fik far en slåmaskine, hvor kornet blev fejet af i neg, nej, i portioner, og så gik pigerne bagefter og bandt negene sammen. Efter nogle år fik vi så en maskine, som selv bandt negene sammen, så der kun var tilbage at rejse dem op. Maskinerne blev trukket af heste, og på gården havde vi jo heller ingen maskinkraft i begyndelsen. Det var med håndkraft det hele. Vi havde en hestegang ude i gården, hvor en hest var spændt for en stang og gik rundt og rundt og rundt. Den stang trak så et hjul inde i laden, hvor det var forbundet med en tærskemaskine, som tærskede komet.

Vi skulle til Hjørring hver lørdag, for der var ingen købmænd ude på landet. Vi kom derind med hestevogn, og vi havde en fin vogn til privatkørsel, ikke en jumbe, nej, en jumbe havde vi ikke. Så havde vi selvfølgelig også en arbejdsvogn. Gårdens produkter blev kørt ind til Hjørring med arbejdsvognen og solgt derinde. Far solgte til Chr. H. Nielsen, som eksisterer den dag i dag - firmaet altså. Når mor var med kørte vi altid, og hvis vognen alligevel skulle derind, kørte jeg selvfølgelig med. Men fx. om lørdagen, da jeg gik i skole derinde og fik fri om eftermiddagen, så ville jeg ikke vente på vognen. Det blev for sent med den vogn, der var inde at hente varer, fordi dengang havde butikkerne åbent til kl. 11 om aftenen, og det ville jeg ikke vente på. Så gik jeg hjem. Det var en god mils vej til fods. Men kun når vejret tillod det, altså. Jeg havde ingen cykel. Det var ikke rigtig kommet i gang. Det var stadig en stor sjældenhed. Uha, vi for ud på vejen for at se den, når vi opdagede, at der var en i nærheden.

Bilen var ikke opfundet endnu. Jeg kan tydelig huske de to første biler i Hjørring, og jeg kan se dem for mig endnu. Det var dr. Stougaards og fabrikant Bruels, men hvornår det var, det kan jeg ikke huske. Mon ikke jeg var en stor skolepige dengang .

Der var slet ikke noget der hed elektricitet på Gammeljord dengang. Det var petroleumslamper alt sammen. Det havde vi rundt om i alle stuerne, og det var et større arbejde. Jeg kan endnu se køkkenbordet for mig om morgenen med alle lamperne, der skulle gøres rene, for pigerne og karlene skulle jo også have lamper, og det var stuepigens arbejde at pudse dem.

Karlene boede ude i hestestalden og kostalden.. og pigerne boede i stuehuset. De havde et værelse i forbindelse med bryggerset, hvor de boede alle sammen. Jeg måtte ikke gå ud i karlekamrene, men jeg har set dem alligevel. Det var meget primitivt. Sengene, det var bare langs med væggen. Der var slået et bræt op, og der var ingen madras. Det var bare halm, de lå på, men der var et lagen over, og de fik også betræk til en dyne og en pude, men det var altså halm på de rå brædder. Sådan var det dengang. Det var meget primitivt, synes jeg i dag, men det var bare sådan dengang, det var standarden.

På Gammeljord havde vi kun en pumpe. Den stod ude i gården. Nej, vent nu, jeg tror også, vi havde en pumpe inde i bryggerset. Jo, det havde vi. Der fik vi vand til madlavningen. Vi blev vasket i sovekammeret. Der havde vi en servante med vaskestel, et vaskefad og en karaffel med koldt vand. Vi kom da tit i bad. I et stort kar nede i bryggerset med varmt vand. Der blev jeg vasket, jeg tror nok en gang om ugen, og det var min mor, der vaskede mig.

Folkene blev ikke vasket i bryggerset, men ude på gårdspladsen stod der et stort vandtrug til hestene at drikke af - i forbindelse med brønden altså. Der tror jeg nok, folkene gik ud og vaskede sig. Også om vinteren, når der var is på, så det var nok ikke hver dag, de blev vasket.

Vi havde et gammeldags lokum med tønder. Det var vores - og folkene brugte bare staldene.

Sådan var vilkårene for os indtil 1913. Så solgte far gården. Han var ved at blive for gammel, og han var ved at blive træt. Og det var desværre en lille smule for tidligt, for så kom jo krigen i 1914, og så steg alle ejendommene til enorme priser.

Far og mor flyttede til Hjørring - til en villa derinde.

 

Hans Jørgen Vestergaard fortæller herefter lidt om sin morfar. Hans Jørgen Degner:

 

Mine bedsteforældres tid i Hjørring blev dog kun kort. Den 24. august 1917 døde bedstemor efter ret kort tids sukkersyge, som jo dengang var uhelbredelig (insulinet blev først fremstillet i 20'erne). Omtrent samtidig havde mor truffet far. De blev gift d. 2. oktober 1918, og kort efter flyttede de til Østervrå og tog bedstefar med sig. Han levede meget længe, idet han døde d. 28. juli 1936, næsten 88 år gammel. Han døde natten efter min 15 års fødselsdag, og det betyder jo, at jeg i hele min egentlige barndom har levet under tag med min bedstefar.

Endnu som 80-årig var han ganske frisk, men derefter satte seniliteten, som jo også havde ramt hans moder, ret hurtigt og kraftigt ind, så jeg mener, at mine lidt yngre søskende stort set kun kan huske ham som en hukommelsessvækket, forvirret og hidsig gammel mand, "som det var sjovt at drille". Denne erindring har jeg naturligvis også, men da jeg allerede var 7 år på hans 80-års fødselsdag, så husker jeg ham også i et almindeligt bedstefar-barnebarn-forhold.

Jeg ved fra mor, at han var meget glad for mig, skønt han ikke var børnevenlig i almindelighed, og jeg husker disse tidlige barneår sammen med ham med absolut tydelighed. Jeg husker ride-ranke-turene på hans knæ, og jeg husker små spadsereture med ham i hånden. Jeg var imponeret af hans hvide jakke og hans spadserestok. Jeg fik hans tomme Dark Mixture - tobaksdåser, og jeg fandt hans lotterikollektion meget spændende.

Hans stue kan jeg se helt nøjagtig for mig med skrivebordet henne ved vinduet, det ovale bord med opsatsen, sengen med det gamle ur over, servanten med natspanden og slægtsbillederne på væggene.

Ved spisebordet sad han for den ene bordende og jeg lige til højre for ham. Jeg mener også, at jeg kan huske spændingen ved at skulle ind til Hjørring og fotograferes sammen med ham, da jeg var ca. 5 år gammel.

Men naturligvis går disse positive minder gradvis over i erindringen om de sidste år, hvor han blev en plage for sig selv og sine omgivelser, efterhånden som hans senile konfusion tiltog, og det var en befrielse, da han døde næsten på min 15-års fødselsdag. Det var første gang, jeg oplevede døden og første gang, jeg så en død.

H.J.V.

 

Fru Vestergaard var i en årrække en dygtig formand for Østervrå Husmoderforening, der iværksatte mange forskellige aktiviteter såsom udflugter, forskellig underholdning, kulturelle indslag, belærende foredrag og undervisning i praktiske ting vedrørende husholdning og håndarbejde.

 

Østervraa Avis.

 

"Rønnebærrene er sure", sagde ræven.

 

Østervrå Husmoderforening

 

holdt forleden selskabelig sammenkomst på hotellet. Formanden, fru stationsforstander Vestergaard bød velkommen;

Frk. Karen Nielsen, "Solvang" , spillede klaver, og provisor Engberg underholdt publikum med nogle meget smukke sange, akkompagneret af lærerinde frk. Haages, hvorefter Esther Aabel spillede klaver.

Det vedtoges at tage mod et tilbud i undervisning i syning af lampeskærme, ligesom fru guldsmed Albrechtsen senere vil give et gratis kursus i strikning af lyseduge. Der vil senere blive taget bestemmelse om, hvad foreningen i øvrigt skal foretage sig i vinterens løb.

 

Vi forstår for øvrigt ikke rigtigt, at damerne ikke havde taget deres ægteviede mænd med til denne gode aftenunderholdning; vi mænd plejer jo altid at tage vore hustruer med, når vi skal ud at more os en

aften, men selvfølgelig - vil vore koner ikke tage os med, når de morer sig, kan vi jo også gøre gengæld og lade dem sidde hjemme, når vi tager ud.

"En ægtemand"

 

Torsdag den 9. februar 1928

 

Østervraa Husmoderforening

 

havde tirsdag aften indbudt til aftenunderholdning på Hotellet. Det blev en rigtig festaften i ordets fulde betydning. Man kunne tydeligt se, at det var damerne, der var arrangører. På alle bordene stod smukke blomsterbuketter, ligesom der var pyntet med palmer og grønne planter ved musiktribunen.

Formanden, fru stationsforstander Vestergaard bød den talrige forsamling velkommen.

 

Frk. Vanggaard, Hjørring, spillede nu et par musiknumre, hvorefter cand. pharm. Engberg sang nogle af Aakjærs sange, akkompagneret af frk. Vanggaard.

 

Derefter spilledes endnu nogle musiknumre af frk. Vanggaard (klaver) og trafikassistent Gregersen (Violin), og cand. pharm. Engberg sluttede denne del af aftenunderholdningen med et par smukke sange.

 

Herefter læste lærer Johansen med sædvanligt lune et lille digt samt en lille fortælling.

 

Alle de assisterende høstede for deres smukke præstationer stærkt, ja, til tider stormende bifald, og det var ikke ufortjent.

For dem, der endnu ikke er medlemmer af Østervraa Husmoderforening, skal vi oplyse, at kontingentet kun er 2 kr. halvårligt.

 

Torsdag den 8. marts 1928

 

Østervrå Husmoderforening

 

afholdt i onsdags generalforsamling på Hotellet. Formanden, fru stationsforst. Vestergaard afgav en fyldig beretning og oplæste regnskabet, der balancerede med 544 kr. og godkendtes.

Af bestyrelsen afgik fru købmand Aabel og fru dr. Sørensen, der frabad sig genvalg. De nye bestyrelsesmedlemmer blev fru smed Nielsen og fru skrædder Larsen. Revisorerne, guldsmed A. Albrechtsen og S. Pedersen, Søholt, genvalgtes.

Det vedtoges at foretage sommerudflugt til Voersaa først i juli måned, og der vil i nær fremtid blive holdt et samariterkursus ved dr. Sørensen, Østervraa.

 

Bestyrelsen har konstituerer sig således:

 

Fmd: fru Vestergaard, næstfmd.fru Adelstorp, kasserer: fru smed Nielsen, sekretær: fru Kjærholm Nielsen.

 

Torsdag den 2. august 1928

 

Østervrå Husmoderforening

 

foretog i Søndags en vellykket udflugt til Voersaa. Turen foregik i bil, og ved ankomsten til Voersaa drak deltagerne kaffe på Voersaa Kro. Herefter tog de mere sødygtige sig en tur på Voersaas vilde vover, hvor

foreningens formand viste sig som en skrap kaptajn, der fordrede ubetinget lydighed af sine undergivne.

De mere forsigtige holdt sig på det tørre og beså Voersaas yndigheder fra landsiden. De fleste af deltagerne besøgte Voersaas lervarefabrik, hvor en ung mand under tilskuernes udelte opmærksomhed viste,

hvorledes man med de for andre dødelige mennesker så primitive midler som en drejeskive (en såkaldt sparkskive) alene ved fingrenes hjælp dannede de smukkeste skåle og vaser, ja, selv en sparegris

fremtrylledes på forbavsende kort tid. Samtidig med at den unge mand lavede grisen, gav han dyrlægen et

stærkt tiltrængt kursus i den højere zoologi.

Efter at man havde delikateret sig med husmødrenes - i dagens anledning særlig velsmagende madkurve, ryddedes salen til en times svingom.

Nu startedes der med Sæby som mål, hvor aftenkaffen indtoges på Kurhotellet, og de mere danselystne fik sig også her en lille svingom.

Hjemturen foregik - som sig hør og bør - så betids, at alle var hjemme inden midnat, enige om at have tilbragt en fornøjelig eftermiddag og aften.

 

Torsdag den 20. september 1928.

 

Østervraa Husmoderforening

 

Foreningens formand, fru stationsforstander Vestergaard, meddeler os, at det i vinter er meningen at afholde medlemsmøde på Hotellet 1. mandag i hver måned. Her vil bestyrelsen sætte pris på at se så mange unge som vel muligt. At de ældre moder, betragtes som en selvfølge.

Første møde afholdes mandag den l. oktober.

 

Torsdag den 11. december 1919.

 

Hilsen fra fængslet

 

I den store legetøjssending, som Niels Adelstorp nu til julen har modtaget fra Nyborg Straffeanstalt, findes der en vogn, der på bunden er forsynet med følgende hjertesuk:

"Jeg er lige ved at blive Tosset, for det snorrer i hovedet på mig hele dagen, så det ikke er til at holde ud.

 

Ærbødigst

 

Fange ...................

 

Nyborg Straffeanstalt.

 

Det er værd at lægge mærke til, at fangen ikke har forsynet påskriften med sit nummer, så han forventer sig sikkert ikke noget særligt af den lille hilsen, som han således har sendt uden for de tunge fængselsdøre

 

Fredag den 28. maj.

 

Panik i manufakturhandlerkredse?

 

Østervraa Trikotage og Manufakturforretning.

 

Ærede kunder og forbrugere af manufakturvarer, stol ikke alt for meget på annoncevrovl om de billige priser, den ene kan lige så lidt hekse som den anden, og stjæle er der ingen der må. Bedøm de varer, som købes, om målet er der, holdbarheden, styrken i forhold til priserne, som gives. Der går et gammelt ord, som siger:

"Folk vil bedrages" og "Af skade bliver man klog".

 

Til overvejelse for dem, som går de fejle steder.

H. Nielsen