Vinterkriger.
En beretning af H.J. Vestergaard, søn af stationsforstander
Vestergaard, Østervrå.
Fortsat.
Som barn var det altid en oplevelse for mig, når vejret artede
sig på den måde. Det gav mange spændende muligheder for slædekørsel,
fæstningsbygninger, sneboldkampe osv.- for slet ikke at tale om muligheden for
en ekstra fridag på skolen, hvis der blev togstandsning, for når ”togbørnene”
ikke kunne komme igennem, var der for få elever på Realskolen, til at
undervisning kunne betale sig.
Men den dag var jeg ikke så glad for vejret. Dels var jeg
ikke barn længere – denne januardag var jeg 18 år og kun hjemme på vinterferie
fra Universitetet, dels havde jeg tandpine. Faktisk havde jeg taget et par
albyltabletter, og det havde hjulpet så meget, at jeg fuldt ud kunne deltage i
den almindelige begejstring over sejren ved Suomosalmi. Men hvad nu, hvis det
blev værre – med tandpinen – og med vejret?
Og det var netop mit problem næste morgen, da jeg vågnede
efter en urolig nat, dels på grund af smerter, dels på grund af den hylende
snestorm, som det var endt med. Damerne havde forudset det og var brudt op
tidligere end ellers for at komme hjem, mens tid var, inden det blev rigtig
”himmel- betændt-rajfog”.
Jeg var hævet i den ene side og kunne knap åbne munden. Jeg
måtte altså ubetinget til tandlæge. Men hvordan? Der var godt 20 km. til
Hjørring – og det sneede stadig om end aftagende. Der kom i al fald ikke til at
køre tog i dag, sagde de på Stationen. Og alle veje var fuldstændig tillukkede.
Det ville vare dage, før snekasterne kom igennem.
Altså ski !
Tro nu ikke, at det var en nærliggende løsning. I dag, hvor
en million danskere tager på vinterferie, er det nok svært at forestille sig,
at ski var en sjældenhed for 50 år siden, i al fald ude på landet. Faktisk
havde den overvejende del af den danske befolkning kun kendskab til ski og
skiløb gennem avisernes billeder fra fronterne i Finland. Og det var nok også
de finske skiløbere, der havde inspireret min lillebror til
et brændende juleønske: et par ski.
Til held for mig havde han fået sit ønske opfyldt – og oven
i købet havde jeg fået lov at prøve skiene et par gange, så jeg denne
januarmorgen ikke var helt uden erfaring, da jeg spændte dem fast til et par
fedtlæderstøvler med nogle simple læderremme, som var datidens skibinding.
I øvrigt var jeg klædt varmt på – og sluttelig havde Mor
lånt mig et par skydevanter fra damernes finlandskasser. Skydevanterne var
specielt lavet med én finger til tommelen og én til pegefingeren – til
betjening af maskinpistolen – og en fælles luffe til de tre sidste fingre. Jeg
afprøvede vanten – dog uden maskinpistol – og den gav et godt greb om
skistaven. Snehuen var strikket således, at der kun var et hul til øjnene, og
ellers så lang, at den kunne trækkes helt ned i anorakken, så halsen var godt
beskyttet. Den var dejlig varm, hvad der bekom min begyndende tandbyld særdeles
godt.
Således udrustet drog jeg ud i det vendsysselske
vinterlandskab, som var en stor hvidhed – her i morgenstunden – øde og
mennesketomt.
Jeg valgte at følge landevejen, som ganske vist lå begravet
under et par meter sne, men som alligevel var tydelig markeret af telefonpælene
og telefontrådene, der dog af sneen var tynget ned og begravet i deres
midterste afsnit mellem pælene. Formentlig var nogle af trådene bristede, for
vi havde ikke kunnet ringe til tandlægen. Telefonen var helt død.
Fulgt af min mors bekymrede– og min lillebrors misundelige
blik – vinkede jeg farvel og startede i et pænt tempo for at imponere Mor og
Lillebror og nogle nysgerrige naboer, som overværede begivenheden. ”Kan man
virkelig løbe til Hjørring på sådan nogen?” var der en, der havde spurgt.
”Sagtens”, svarede jeg, ”i Finland løber de op til 100 km. om dagen”.
Først senere tænkte jeg over det faktum, at soldaterne i
Finland nok var bedre trænet end jeg –
og i al fald mere vant til at løbe på ski. Men foreløbig gik det fint. Skiene
skred godt hen over den hvide sne, som heldigvis bar godt. Intet levende fraset
et par frysende krager var at se, ingen lyde fraset skienes glid hen over
sneen. Gårdene lå indesneede, kun på en enkelt var bonden i færd med at gøre en
kane klar.
Der var 5 km. til Sæsing – og først her var der liv igen.
Børn først og fremmest, som var på færde med deres slæder eller i gang med at
bygge snemænd. Men alt gik i stå, da jeg kom. ”En skiløber!” råbte en lille
Dreng. ”En soldat!”, råbte en anden. Sandsynligvis havde
ingen af dem før set en skiløber, så deres interesse var forståelig. Pustende
af anstrengelse forsøgte de at holde trit med mig, mens jeg hurtigt løb gennem
landsbyen, men en efter en måtte de give op. Da den mest udholdende stoppede
op, råbte han ”farvel soldat”. Jeg smilede bag snehuen, et skævt tandbyldsmil.
Tårs ligger midt mellem Østervrå og Hjørring, og da jeg
nåede dertil op ad formiddagen, var livet ved at vende tilbage til landsbyen
efter nattens snestorm. Allerede ude på landet havde jeg set nogle kaner med
hesteforspand og mælkejunger på ladet. Det var bønder, som forsøgte at komme
ind til mejeriet og aflevere den foregående dags mælkeproduktion.
For børnene i landsbyen var det en herlig spas at springe på
kanerne og stå på mederne under farten. Efter antallet af børn var der nok
heller ingen skolegang i Tårs i dag. Men så kom jeg, og glemt var kanerne. ”En
skiløber, en skiløber!”gjaldede råbet gennem hele Tårs, efterhånden som jeg løb
gennem byen, nu i et langsommere tempo end i Sæsing. Der var nok omkring 30
børn, da tummelen var på sit højeste. Jeg var nok ikke selv helt upåvirket af
den opmærksomhed, jeg vakte. Jeg var blevet klar over, at børnene antog mig for
en skisoldat, selvfølgelig på grund af den professionelle skihue og tilsvarende
vanter – og så skiene naturligvis, muligvis de første par ski, der nogensinde
var gledet gennem Tårs..
Ved udkanten af byen stoppede jeg for at puste lidt og for
at smøre skiene med et stearinlys – og måske også for at blære mig lidt. Det
var naturligvis de største drenge, der havde formået af følge mig til bygrænsen
– der var 4-5 stykker af dem. Jeg måtte forklare, hvorfor der var tre ”fingre”
i vanterne. ”Skal du da i krig?” spurgte den største af drengene. ”Ja”, svarede
jeg, før jeg havde tænkt konsekvensen igennem, ”jeg har meldt mig som frivillig
for at hjælpe finnerne med at smide russerne ud af landet”. Drengene blev helt
paffe og stirrede på mig med måbende beundring. Jeg solede mig. ”Skal du løbe
på ski hele vejen til Finland”, spurgte den store dreng, da den første
benovelse
havde lagt sig. Formentlig vidste han ikke ret meget mere om
Finlands beliggenhed, end at det var længere væk end Aalborg. ”Ja, men ikke på
én dag, svarede jeg – og satte af sted mod Ilbro, den sidste landsby
inden Hjørring. Drengene blev stående længe endnu. En
skiløber, en frivillig, der skulle op og slås med russerne – det var ikke så
lidt endda.
Men nu holdt de albyltabletter, jeg havde fået om morgenen,
op med at virke – og jeg glemte alt om en spirende tanke om virkelig at melde
mig som frivillig. Jeg havde kun én tanke: at nå frem til frk. Kaas, min
tandlæge i Hjørring, så hurtigt som muligt. Men selvfølgelig nåede jeg frem,
lige da hun havde middagslukning, så jeg måtte pænt vente til kl. 2 – men ih,
hvor det lettede.
Jeg kunne endda drikke en kop kaffe bagefter på ”Conditori
Willy” og også liste en flødeskumskage ned, og styrket på den måde indledte jeg
tilbageturen.
Fra Hjørring var de ved at kaste vejen fri i retning af
Ilbro, men ellers var forholdene uændrede fra om formiddagen. Dog var det begyndt
at blæse op igen fra øst, så jeg fik modvind. Jeg begyndte at erkende, at
hjemturen nok slet ikke ville blive så let – og dertil nok et problem. Hvordan
komme igennem Tårs uden at møde de samme børn, som jeg i eufori havde pralet så
gevaldigt overfor? Jeg kunne ikke så godt påstå, at jeg fortsat var på vej til
Finland – ej heller fortælle, at jeg var blevet kasseret eller havde fortrudt
det eller noget i den retning.
Der var kun én løsning: at omgå Tårs i en stor bue – ligesom
finnerne omgik russerne oppe ved Suosalmi, tænkte jeg med en sidste militærisk
opblussen. Det gjorde jeg så, selv om det forlængede min vej med et par
kilometer.
Intet under, at min mor var ved at blive nervøs, da jeg
sidst på eftermiddagen stadig ikke var kommet hjem. Nok var man som 18-årig ret
udholdende, men en søvnløs nat, en dag uden anden føde end en flødeskumskage og
så ca. 45 km. på ski – det kunne alt sammen nok tære på kræfterne.
Ved mørkets frembrud nåede jeg dog velbeholden hjem, men da
havde jeg også for længst fortrudt min flotte bemærkning om, at ”i Finland
løber de op til 100 km. om dagen”.
Og jeg havde også erkendt, at der stilles store krav til en
vinterkriger.
Østervrå
avis 1916.
Sygeplejeforeningen
for Torslev sogn
holdt tirsdag den 29. februar generalforsamling i Thorshøj
logesal.
Lærer Fischer, Try, bød velkommen Det reviderede regnskab
fremlagdes, og godkendtes. Af bestyrelsen afgik ved lodtrækning lærer Fischer,
træhandler Pedersen, Østervrå, og tømrer Larsen. De to første genvalgtes. I
stedet for sidstnævnte valgtes fru tømrer Larsen. Til revisorer valgtes Jens
Chr. Jensen, Try, og Niels Adelstorp, Østervrå.
Derefter omtalte lærer Fischer de uheldige forhold, der var
fremkommet ved frk. Jensens sygdom. Det havde vist sig vanskeligt at få fat i
en vikar i hendes sted. Foreningen havde en for øjeblikket, men man kunne
vente, at hun rejste med 2 á 3 dages varsel. Det vedtoges at antage en fast
sygeplejerske, indtil frk. Jensen atter bliver rask, og til den tid lade
pladsen stå åben for frk. Jensen med et par måneders varsel.
Forsamlingen vedtog
enstemmigt at afsende en hilsen til frk. Jensen, der ligger på
Kamillianer-klinikken i Aalborg.
Torsdag den 8. juni 1916.
Sygeplejeforeningen.
Der er en storhærfører, der
har sagt, at til at føre krig kræves tre ting, og det er penge – penge og atter
penge.
Torslev sogns
sygeplejeforening er oprettet med krig for øje. Krig mod al den nød, der er
forårsaget af sygdom, og for at føre krigen kræves mange penge, thi egentlig
burde en så stor forening have to plejersker, hvoraf den ene kunne bo i
Østervrå, og dette vil også nås engang i fremtiden.
De fleste ved jo, at
foreningens plejerske i udøvelsen af sin gerning pådrog sig en kvæstelse, der
gør det umuligt i alt fald for en tid at optage gerningen, og så har vi haft
reserver, men disse koster penge, så udgiften har været noget større end
beregnet.
Nu kommer tiden, da
kredsforstanderne melder sig for at
opkræve bidraget for 1916. Vær så ikke for knebne, giv dem lidt rigeligt!
Ingen
af os ved jo, hvad dag vi
eller en af vore får brug for kyndig pleje, og så er det godt, den kan fås.
De steder, hvor plejersken
har virket, der ved vi, der bliver givet rundeligt, fordi man har set, hvad
hjælp hun har været til, men vi andre, der hidindtil er sluppet fri for
sygdomsfjenden, lad os også i taknemmelighed yde en rundelig skærv.
Sygeplejen skal og må ydes
fuldt og rigeligt ved kyndig pleje, og for at dette kan ske, må foreningen være
stillet økonomisk, så den kan skaffe hjælp, hvor den tiltrænges. Derfor giv af
et godt hjerte, giv med rund hånd, giv et godt bidrag.
H.
Fischer.
Torsdag den 15. marts 1917.
Torslev Sogns
sygeplejeforening.
Når nu sognets
sygeplejeforening på fredag den 16 ds. afholder sin generalforsamling på Hotellet
i Østervrå, går den ind i sit 3. år. Der lød for 2 år siden, da der blev slået
til lyd for tanken om en sådan forening, skeptiske røster. Der blev udtalt, at
tanken var dødfødt, og at så mange penge, som der skulle til, ikke kunne rejses
i Torslev sogn. Vi, der arbejdede for sagen havde en anden mening. Vi troede og
var fuldt overbeviste om, at til denne sag kom der nok tilstrækkeligt med
midler, og det viste sig, at uden at der blev drevet nogen nævneværdig
agitation, uden at der egentlig sloges på stortrommen, så tegnedes der ca. 700
kr. Så lød det igen: ”Ja, I kan nok få pengene tegnet, men det er meget
usikkert, om de kommer ind”. De kom ind, og de kom rigeligt ind. Nogen havde
tegnet sig for et lille bidrag, men de lagde til, da opkrævningen kom, fordi jo
mere de tænkte over sagen, des mere så de, at den sag kunne de slet ikke lade
være at støtte.
Mange, der har prøvet, hvad
nød sygdom kan bringe, så, at her kunne bringes kyndig hjælp ved et beskedent
offer.
Nu står sygeplejersken
mellem os igen. Det var svært at få fat i en. Foreningerne rundt om i landet
råber på dem. Den forening, der før har haft én, vil nu have to, fordi der
skønnes mere og mere på, hvad værd det har at have en kyndig, hjælpsom
sygeplejerske, når den uvelkomne gæst melder sig og lægger måske husmoderen på
sygelejet.
Først så er det, man
skønner på, hvad hjælp en plejerske kan være til.
En sygeplejerske skal
lønnes – vel ved vi, at den barmhjertighedsgerning, hun øver, slet ikke kan
betales med penge; men vi skal sørge for hende, så hun ikke skal have
næringssorgers tryk.
Til dette skal
foreningen bruge penge, så når nu i nær fremtid kredsforstanderne kommer og
opkræver kontingent, vær så ikke for knebne.
Har du tegnet dig for en
krone, lad så en lille 25 øre eller måske en halvtredsøre følge med, og har du
tegnet dig for et større bidrag, så læg til. Husk på, hver skilling, der går
ind, gør det muligt for foreningen at øve mere og bedre hjælp, og det er jo
dens eneste mål. Vi ser jo, at én plejerske er for lidt til Torslev sogn. Vi skal
nå dertil, at vi har en i Østervrå og en i Thorshøj, men så skal vi have mange
penge ind, og det kan nås. Vi venter bidrag fra kommunen. Vi har også næret
sangvinske forventninger om støtte fra Hjørring amt, at det i lighed med andre
amter kunne yde 50 kr. årligt til hver sygeplejeforening i amtet, men vi er
desværre blevet skuffet.
Vi her i Torslev sogn kan
nå målet, at få to plejersker. Det gælder blot om at løfte i flok, så nås
målet. Det er ikke de penge, vi giver til en god sag, der gør os fattige, de
penge kommer vi ikke til at savne. Har vi vilje til at være med, så kommer
pengene nok. Det er ikke de store ofre, der forlanges, blot vi alle er med, så
vil de mange bække små gøre en stor å, og så kan og skal foreningen kunne
bringe kyndig hjælp, hvor det tiltrænges, og hvor det forlanges.
H. Fischer.
Torsdag den 22. marts 1916.
Torslev Sygeplejeforening
afholdt den 16. ds. sin
årlige generalforsamling på Hotellet i Østervrå.
Trods masser af sne og
forrygende snefog var der dog kommet nogle medlemmer til stede. Den nye
sygeplejerske frk. Pedersen, havde trodset elementernes rasen og var også mødt
frem.
Formanden, lærer Fischer,
Try, bød velkommen, specielt til frk. Pedersen, der jo lige er tiltrådt
pladsen, og han udtalte ønsket om, at
hun ved udøvelsen af sin
gerning måtte bringe lindring og velsignelse til de hjem, hvor hun vil komme
til at virke.
Regnskabet oplæstes af
kassereren købmand Madsen, Try, og godkendtes uden bemærkninger.
Derpå foretoges
bestyrelsesvalg. De afgåede J. Jensen, Rævmose, Fr. Nielsen, Holmen, købmand
Madsen, Try, og manufakturhandler H. Nielsen, Østervrå, genvalgtes med
akklamation.
Den afgående revisor,
snedker Jensen, Try, genvalgtes.
Det vedtoges, at bidraget
for 1917 skulle opkræves i den nærmeste fremtid, og at bestyrelsesmedlemmerne
ved opkrævningen henstillede til medlemmerne at lægge lidt til det tegnede
bidrag, for at målet, to sygeplejersker i Torslev sogn kunne nås.
Et medlem fremkom med
forslag om at afholde en basar til fordel for foreningen, men da der var mere
stemning for, at foreningens arbejde foregik i stilhed, og at den ved sin
lindrende og hjælpende gerning kunne trænge ind i folks bevidsthed, blev tanken
om noget ekstraordinært skudt ud i det uvisse. Det blev hævdet, at foreningen
jo aldrig havde manglet de nødvendige penge, når de skulle bruges, og når man
havde stået en tid uden sygeplejerske, var grunden alene den, at der ingen var
at få, og at Centralforeningen ingen kunne skaffe.
Torsdag den 1. november 1917.
Østervrå Håndværker- og Borgerforening
afholdt generalforsamling
tirsdag aften. Regnskabet, der udviste en indtægt på kr. 214,08 og en udgift på
154,61, godkendtes.
Til bestyrelsen genvalgtes
urmager A. Albrechtsen og i stedet for redaktør Niels Adelstorp valgtes M.
Christensen, Vrængmose.
Hr. J. Frost og gartner
Sørensen gav nogle oplysninger om plantning af træer langs vejen, og det
vedtoges at søge amtet om gratis træer og søge det beløb, det vil koste med
selve plantningen indsamlet hos byens borgere.
Det vedtoges om muligt
næste efterår at arrangere en havebrugsudstilling i Østervrå.
Der taltes lidt om muligvis
af få en nattevagt på telefoncentralen, og da så godt som alle tilstedeværende
var for dette, vil vi forhåbentlig inden ret længe kunne telefonere hele døgnet
igennem.
På grund af betimeligheden
af oprettelsen af en foredragsforening blev hr. realskolebestyrer Amdal
opfordret til at søge en sådan oprettet nu i efteråret.
Vor ihærdige formand hr.
købmand Wacher fik til slut et hurra for sit utrættelige arbejde for
foreningen.
Torsdag den 8. november 1917.
Foredragsforening.
Ved Østervrå Håndværker- og
borgerforenings generalforsamling den 30. ds. blev spørgsmålet om en
foredragsforening bragt frem. Tanken vandt straks stort bifald. Mange havde længe
følt det som et savn, at der ikke om vinteren noget oftere blev budt på gode
foredrag eller god oplæsning.
Undertegnede blev opfordret
til at søge en sådan oprettet nu i efteråret.
I den anledning indbydes
alle, der har interesse derfor, til at komme til et møde på Hotellet
førstkommende tirsdag aften kl. 8 præcis for at stifte foreningen og vælge
bestyrelse.
Mød derfor talrigt!
Valdemar
Amdal,
Realskolebestyrer.
Torsdag den 15. november 1917.
Foredragsforening.
I tirsdag aftes afholdtes
møde på Østervrå Hotel for at søge oprettet en foredragsforening for Østervrå
by og omegn.
Realskolebestyrer Amdal bød
velkommen og opfordrede de mødte til at indmelde sig i foreningen, hvorefter
der straks indtegnede sig godt en snes medlemmer. Kontingentet er 2 kr. årlig
og en lille entré til hvert foredrag.
Til bestyrelsen valgtes
realskolebestyrer Amdal, dyrlæge Herskind og Niels Adelstorp.
Marineløjtnant, godsejer
Coucheron Aamot bliver antagelig foreningens første taler, idet han har lovet at
tale i foreningen i første halvdel af december måned.
Indmeldelse af nye
medlemmer kan ske ved henvendelse til et af bestyrelsesmedlemmerne.
Torsdag den 29. november 1917.
Ved folketællingen
i Østervrå stationsby var
der i 91 selvstændigt beboede lejligheder
315 mennesker.
Indvielse.
Indvielse af Missionshuset
i Østervrå foregår onsdag den 5. december.
Ejendomshandeler.
Lauge Jørgensen, Østervrå,
har købt Logebygningen (Villa Vest) af A. Carlsen, Mellergård.
Kreaturhandler Bakholm,
Østervrå, har købt gården Råholt i Torslev af gdr. Thomsen. Al besætning og
afgrøde medfølger. Købesum 34.000 kr. Overtagelsen finder sted den 29. ds.
Gdr. Thomsen har derefter
købt Ø. Søndergård af hotelejer Christensen med al avl og besætning for en
købesum af 50.000 kr. Overtagelse den 29. ds.
Jordemoder.
Fra den 28. november
nedsætter jeg mig som distriktsjordemoder i Lille Brønden og anbefaler mig i
velvillig erindring.
Ærbødigst
Kathrine Hesthaven.
Torsdag den 19. juli 1917.
Torslev sognebibliotek.
Som det vil være adskillige
bekendt er der – på foranledning af isenkræmmer L. C. Jensen – oprettet en
bogsamling under navn af ”Torslev Sognebibliotek”, der nu har opnået støtte
såvel af staten som kommunen. Bogsamlingen ejes af Torslev Kommune.
En bogsamling kan
imidlertid ikke fungere godt, hvis ikke folk har interesse for den, hvis de
ikke har øje for, at den er noget, de kan have gavn og glæde af.
På den anden side vil den
heller ikke kunne opretholdes, hvis den ikke har godt og alsidigt stof at byde
på, er godt ordnet og kan iværksætte et fornuftigt udlån.
Det var derfor ønskeligt,
at disse betingelser måtte opfyldes.
Der vil nu blive indkøbt en
stor del nye bøger, og ca. et halvt hundrede bind fås til låns fra Statens
bogsamlingskomité. Altså vil der allerede nu til vinteren kunne bydes på et
anseligt udvalg. Det er da at håbe, at lånerne vil melde sig og tegne sig som
medlemmer af bogsamlingen ved at betale årskontingentet, som er 2 kr.,
hvorefter man har ret til at låne 2 bøger om ugen.
Desuden kan enhver art af
belærende litteratur fra Statsbiblioteket i Århus gratis fås til låns gennem
bogsamlingen, når man blot opgiver det emne, man søger oplysning om.
Vi håber derfor på stor
tilslutning. Unge som ældre må benytte den adgang, der her gives til sund og
udviklende læsning.
Ingen kan sige, at det ikke
er noget for dem. Bøger vil altid være en kilde til kundskab og dannelse. Alle
har brug for at søge ud over deres daglige virkefelt for at hente nye tanker,
lære om livet og om mennesker og berige sig med praktiske kundskaber. Det sker
ved at søge ind i bøgernes verden. Og det udbytte, man får af bøgerne, smuldrer
ikke væk som så meget andet.
Læsningen af en god bog gør
altid sin virkning, når man blot møder med et modtageligt sind og har øje for,
at der er andre værdier end dem, der måles og vejes.
Måtte da disse linier
bidrage til, at mange ville søge til bogsamlingen og lære at skatte den.
Indmeldelse og udlån sker i
Thorshøj skole, hvor bogsamlingen findes.
Carl
Dalgaard.
Foreningens
bestyrelse:
Vivi
Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 1357
Jørgen
Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002
Villy
Sørensen, Friggsvej 18, tlf. 96 23 0165
Christian Høngaard, Lærkevej 7. tlf. 98 95 1268
Karen
Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002.