Spejlet nr. 22 Januar 2002

Vinterkriger.

 

En beretning af H.J. Vestergaard, søn af stationsforstander Vestergaard, Østervrå.

Fortsat.

 

Som barn var det altid en oplevelse for mig, når vejret artede sig på den måde. Det gav mange spændende muligheder for slædekørsel, fæstningsbygninger, sneboldkampe osv.- for slet ikke at tale om muligheden for en ekstra fridag på skolen, hvis der blev togstandsning, for når ”togbørnene” ikke kunne komme igennem, var der for få elever på Realskolen, til at undervisning kunne betale sig.

Men den dag var jeg ikke så glad for vejret. Dels var jeg ikke barn længere – denne januardag var jeg 18 år og kun hjemme på vinterferie fra Universitetet, dels havde jeg tandpine. Faktisk havde jeg taget et par albyltabletter, og det havde hjulpet så meget, at jeg fuldt ud kunne deltage i den almindelige begejstring over sejren ved Suomosalmi. Men hvad nu, hvis det blev værre – med tandpinen – og med vejret?

Og det var netop mit problem næste morgen, da jeg vågnede efter en urolig nat, dels på grund af smerter, dels på grund af den hylende snestorm, som det var endt med. Damerne havde forudset det og var brudt op tidligere end ellers for at komme hjem, mens tid var, inden det blev rigtig ”himmel- betændt-rajfog”.

Jeg var hævet i den ene side og kunne knap åbne munden. Jeg måtte altså ubetinget til tandlæge. Men hvordan? Der var godt 20 km. til Hjørring – og det sneede stadig om end aftagende. Der kom i al fald ikke til at køre tog i dag, sagde de på Stationen. Og alle veje var fuldstændig tillukkede. Det ville vare dage, før snekasterne kom igennem.

Altså ski !

Tro nu ikke, at det var en nærliggende løsning. I dag, hvor en million danskere tager på vinterferie, er det nok svært at forestille sig, at ski var en sjældenhed for 50 år siden, i al fald ude på landet. Faktisk havde den overvejende del af den danske befolkning kun kendskab til ski og skiløb gennem avisernes billeder fra fronterne i Finland. Og det var nok også

de finske skiløbere, der havde inspireret min lillebror til et brændende juleønske: et par ski.

Til held for mig havde han fået sit ønske opfyldt – og oven i købet havde jeg fået lov at prøve skiene et par gange, så jeg denne januarmorgen ikke var helt uden erfaring, da jeg spændte dem fast til et par fedtlæderstøvler med nogle simple læderremme, som var datidens skibinding.

I øvrigt var jeg klædt varmt på – og sluttelig havde Mor lånt mig et par skydevanter fra damernes finlandskasser. Skydevanterne var specielt lavet med én finger til tommelen og én til pegefingeren – til betjening af maskinpistolen – og en fælles luffe til de tre sidste fingre. Jeg afprøvede vanten – dog uden maskinpistol – og den gav et godt greb om skistaven. Snehuen var strikket således, at der kun var et hul til øjnene, og ellers så lang, at den kunne trækkes helt ned i anorakken, så halsen var godt beskyttet. Den var dejlig varm, hvad der bekom min begyndende tandbyld særdeles godt.

Således udrustet drog jeg ud i det vendsysselske vinterlandskab, som var en stor hvidhed – her i morgenstunden – øde og mennesketomt.

Jeg valgte at følge landevejen, som ganske vist lå begravet under et par meter sne, men som alligevel var tydelig markeret af telefonpælene og telefontrådene, der dog af sneen var tynget ned og begravet i deres midterste afsnit mellem pælene. Formentlig var nogle af trådene bristede, for vi havde ikke kunnet ringe til tandlægen. Telefonen var helt død.

Fulgt af min mors bekymrede– og min lillebrors misundelige blik – vinkede jeg farvel og startede i et pænt tempo for at imponere Mor og Lillebror og nogle nysgerrige naboer, som overværede begivenheden. ”Kan man virkelig løbe til Hjørring på sådan nogen?” var der en, der havde spurgt. ”Sagtens”, svarede jeg, ”i Finland løber de op til 100 km. om dagen”.

Først senere tænkte jeg over det faktum, at soldaterne i Finland nok var  bedre trænet end jeg – og i al fald mere vant til at løbe på ski. Men foreløbig gik det fint. Skiene skred godt hen over den hvide sne, som heldigvis bar godt. Intet levende fraset et par frysende krager var at se, ingen lyde fraset skienes glid hen over sneen. Gårdene lå indesneede, kun på en enkelt var bonden i færd med at gøre en kane klar.

Der var 5 km. til Sæsing – og først her var der liv igen. Børn først og fremmest, som var på færde med deres slæder eller i gang med at bygge snemænd. Men alt gik i stå, da jeg kom. ”En skiløber!” råbte en lille

Dreng. ”En soldat!”, råbte en anden. Sandsynligvis havde ingen af dem før set en skiløber, så deres interesse var forståelig. Pustende af anstrengelse forsøgte de at holde trit med mig, mens jeg hurtigt løb gennem landsbyen, men en efter en måtte de give op. Da den mest udholdende stoppede op, råbte han ”farvel soldat”. Jeg smilede bag snehuen, et skævt tandbyldsmil.

Tårs ligger midt mellem Østervrå og Hjørring, og da jeg nåede dertil op ad formiddagen, var livet ved at vende tilbage til landsbyen efter nattens snestorm. Allerede ude på landet havde jeg set nogle kaner med hesteforspand og mælkejunger på ladet. Det var bønder, som forsøgte at komme ind til mejeriet og aflevere den foregående dags mælkeproduktion.

For børnene i landsbyen var det en herlig spas at springe på kanerne og stå på mederne under farten. Efter antallet af børn var der nok heller ingen skolegang i Tårs i dag. Men så kom jeg, og glemt var kanerne. ”En skiløber, en skiløber!”gjaldede råbet gennem hele Tårs, efterhånden som jeg løb gennem byen, nu i et langsommere tempo end i Sæsing. Der var nok omkring 30 børn, da tummelen var på sit højeste. Jeg var nok ikke selv helt upåvirket af den opmærksomhed, jeg vakte. Jeg var blevet klar over, at børnene antog mig for en skisoldat, selvfølgelig på grund af den professionelle skihue og tilsvarende vanter – og så skiene naturligvis, muligvis de første par ski, der nogensinde var gledet gennem Tårs..

Ved udkanten af byen stoppede jeg for at puste lidt og for at smøre skiene med et stearinlys – og måske også for at blære mig lidt. Det var naturligvis de største drenge, der havde formået af følge mig til bygrænsen – der var 4-5 stykker af dem. Jeg måtte forklare, hvorfor der var tre ”fingre” i vanterne. ”Skal du da i krig?” spurgte den største af drengene. ”Ja”, svarede jeg, før jeg havde tænkt konsekvensen igennem, ”jeg har meldt mig som frivillig for at hjælpe finnerne med at smide russerne ud af landet”. Drengene blev helt paffe og stirrede på mig med måbende beundring. Jeg solede mig. ”Skal du løbe på ski hele vejen til Finland”, spurgte den store dreng, da den første benovelse

havde lagt sig. Formentlig vidste han ikke ret meget mere om Finlands beliggenhed, end at det var længere væk end Aalborg. ”Ja, men ikke på én dag, svarede jeg – og satte af sted mod Ilbro, den sidste landsby

inden Hjørring. Drengene blev stående længe endnu. En skiløber, en frivillig, der skulle op og slås med russerne – det var ikke så lidt endda.

Men nu holdt de albyltabletter, jeg havde fået om morgenen, op med at virke – og jeg glemte alt om en spirende tanke om virkelig at melde mig som frivillig. Jeg havde kun én tanke: at nå frem til frk. Kaas, min tandlæge i Hjørring, så hurtigt som muligt. Men selvfølgelig nåede jeg frem, lige da hun havde middagslukning, så jeg måtte pænt vente til kl. 2 – men ih, hvor det lettede.

Jeg kunne endda drikke en kop kaffe bagefter på ”Conditori Willy” og også liste en flødeskumskage ned, og styrket på den måde indledte jeg tilbageturen.

Fra Hjørring var de ved at kaste vejen fri i retning af Ilbro, men ellers var forholdene uændrede fra om formiddagen. Dog var det begyndt at blæse op igen fra øst, så jeg fik modvind. Jeg begyndte at erkende, at hjemturen nok slet ikke ville blive så let – og dertil nok et problem. Hvordan komme igennem Tårs uden at møde de samme børn, som jeg i eufori havde pralet så gevaldigt overfor? Jeg kunne ikke så godt påstå, at jeg fortsat var på vej til Finland – ej heller fortælle, at jeg var blevet kasseret eller havde fortrudt det eller noget i den retning.

Der var kun én løsning: at omgå Tårs i en stor bue – ligesom finnerne omgik russerne oppe ved Suosalmi, tænkte jeg med en sidste militærisk opblussen. Det gjorde jeg så, selv om det forlængede min vej med et par kilometer.

Intet under, at min mor var ved at blive nervøs, da jeg sidst på eftermiddagen stadig ikke var kommet hjem. Nok var man som 18-årig ret udholdende, men en søvnløs nat, en dag uden anden føde end en flødeskumskage og så ca. 45 km. på ski – det kunne alt sammen nok tære på kræfterne.

Ved mørkets frembrud nåede jeg dog velbeholden hjem, men da havde jeg også for længst fortrudt min flotte bemærkning om, at ”i Finland løber de op til 100 km. om dagen”.

Og jeg havde også erkendt, at der stilles store krav til en vinterkriger.

 

Østervrå avis 1916.

 

Sygeplejeforeningen for Torslev sogn

holdt tirsdag den 29. februar generalforsamling i Thorshøj logesal.

 

Lærer Fischer, Try, bød velkommen Det reviderede regnskab fremlagdes, og godkendtes. Af bestyrelsen afgik ved lodtrækning lærer Fischer, træhandler Pedersen, Østervrå, og tømrer Larsen. De to første genvalgtes. I stedet for sidstnævnte valgtes fru tømrer Larsen. Til revisorer valgtes Jens Chr. Jensen, Try, og Niels Adelstorp, Østervrå.

Derefter omtalte lærer Fischer de uheldige forhold, der var fremkommet ved frk. Jensens sygdom. Det havde vist sig vanskeligt at få fat i en vikar i hendes sted. Foreningen havde en for øjeblikket, men man kunne vente, at hun rejste med 2 á 3 dages varsel. Det vedtoges at antage en fast sygeplejerske, indtil frk. Jensen atter bliver rask, og til den tid lade pladsen stå åben for frk. Jensen med et par måneders varsel.

Forsamlingen vedtog enstemmigt at afsende en hilsen til frk. Jensen, der ligger på Kamillianer-klinikken i Aalborg.

 

Torsdag den 8. juni 1916.

 

Sygeplejeforeningen.

 

Der er en storhærfører, der har sagt, at til at føre krig kræves tre ting, og det er penge – penge og atter penge.

Torslev sogns sygeplejeforening er oprettet med krig for øje. Krig mod al den nød, der er forårsaget af sygdom, og for at føre krigen kræves mange penge, thi egentlig burde en så stor forening have to plejersker, hvoraf den ene kunne bo i Østervrå, og dette vil også nås engang i fremtiden.

De fleste ved jo, at foreningens plejerske i udøvelsen af sin gerning pådrog sig en kvæstelse, der gør det umuligt i alt fald for en tid at optage gerningen, og så har vi haft reserver, men disse koster penge, så udgiften har været noget større end beregnet.

Nu kommer tiden, da kredsforstanderne  melder sig for at opkræve bidraget for 1916. Vær så ikke for knebne, giv dem lidt rigeligt! Ingen   

af os ved jo, hvad dag vi eller en af vore får brug for kyndig pleje, og så er det godt, den kan fås.

De steder, hvor plejersken har virket, der ved vi, der bliver givet rundeligt, fordi man har set, hvad hjælp hun har været til, men vi andre, der hidindtil er sluppet fri for sygdomsfjenden, lad os også i taknemmelighed yde en rundelig skærv.

Sygeplejen skal og må ydes fuldt og rigeligt ved kyndig pleje, og for at dette kan ske, må foreningen være stillet økonomisk, så den kan skaffe hjælp, hvor den tiltrænges. Derfor giv af et godt hjerte, giv med rund hånd, giv et godt bidrag.

H. Fischer.

 

Torsdag den 15. marts 1917.

 

 Torslev Sogns sygeplejeforening.

 

Når nu sognets sygeplejeforening på fredag den 16 ds. afholder sin generalforsamling på Hotellet i Østervrå, går den ind i sit 3. år. Der lød for 2 år siden, da der blev slået til lyd for tanken om en sådan forening, skeptiske røster. Der blev udtalt, at tanken var dødfødt, og at så mange penge, som der skulle til, ikke kunne rejses i Torslev sogn. Vi, der arbejdede for sagen havde en anden mening. Vi troede og var fuldt overbeviste om, at til denne sag kom der nok tilstrækkeligt med midler, og det viste sig, at uden at der blev drevet nogen nævneværdig agitation, uden at der egentlig sloges på stortrommen, så tegnedes der ca. 700 kr. Så lød det igen: ”Ja, I kan nok få pengene tegnet, men det er meget usikkert, om de kommer ind”. De kom ind, og de kom rigeligt ind. Nogen havde tegnet sig for et lille bidrag, men de lagde til, da opkrævningen kom, fordi jo mere de tænkte over sagen, des mere så de, at den sag kunne de slet ikke lade være at støtte.

Mange, der har prøvet, hvad nød sygdom kan bringe, så, at her kunne bringes kyndig hjælp ved et beskedent offer.

Nu står sygeplejersken mellem os igen. Det var svært at få fat i en. Foreningerne rundt om i landet råber på dem. Den forening, der før har haft én, vil nu have to, fordi der skønnes mere og mere på, hvad værd det har at have en kyndig, hjælpsom sygeplejerske, når den uvelkomne gæst melder sig og lægger måske husmoderen på sygelejet.

Først så er det, man skønner på, hvad hjælp en plejerske kan være til.

En sygeplejerske skal lønnes – vel ved vi, at den barmhjertighedsgerning, hun øver, slet ikke kan betales med penge; men vi skal sørge for hende, så hun ikke skal have næringssorgers tryk.

Til dette skal foreningen bruge penge, så når nu i nær fremtid kredsforstanderne kommer og opkræver kontingent, vær så ikke for knebne.

Har du tegnet dig for en krone, lad så en lille 25 øre eller måske en halvtredsøre følge med, og har du tegnet dig for et større bidrag, så læg til. Husk på, hver skilling, der går ind, gør det muligt for foreningen at øve mere og bedre hjælp, og det er jo dens eneste mål. Vi ser jo, at én plejerske er for lidt til Torslev sogn. Vi skal nå dertil, at vi har en i Østervrå og en i Thorshøj, men så skal vi have mange penge ind, og det kan nås. Vi venter bidrag fra kommunen. Vi har også næret sangvinske forventninger om støtte fra Hjørring amt, at det i lighed med andre amter kunne yde 50 kr. årligt til hver sygeplejeforening i amtet, men vi er desværre blevet skuffet.

Vi her i Torslev sogn kan nå målet, at få to plejersker. Det gælder blot om at løfte i flok, så nås målet. Det er ikke de penge, vi giver til en god sag, der gør os fattige, de penge kommer vi ikke til at savne. Har vi vilje til at være med, så kommer pengene nok. Det er ikke de store ofre, der forlanges, blot vi alle er med, så vil de mange bække små gøre en stor å, og så kan og skal foreningen kunne bringe kyndig hjælp, hvor det tiltrænges, og hvor det forlanges.

H. Fischer.

 

Torsdag den 22. marts 1916.

 

Torslev Sygeplejeforening

 

afholdt den 16. ds. sin årlige generalforsamling på Hotellet i Østervrå.

Trods masser af sne og forrygende snefog var der dog kommet nogle medlemmer til stede. Den nye sygeplejerske frk. Pedersen, havde trodset elementernes rasen og var også mødt frem.

Formanden, lærer Fischer, Try, bød velkommen, specielt til frk. Pedersen, der jo lige er tiltrådt pladsen, og han udtalte ønsket om, at

hun ved udøvelsen af sin gerning måtte bringe lindring og velsignelse til de hjem, hvor hun vil komme til at virke.

Regnskabet oplæstes af kassereren købmand Madsen, Try, og godkendtes uden bemærkninger.

Derpå foretoges bestyrelsesvalg. De afgåede J. Jensen, Rævmose, Fr. Nielsen, Holmen, købmand Madsen, Try, og manufakturhandler H. Nielsen, Østervrå, genvalgtes med akklamation.

Den afgående revisor, snedker Jensen, Try, genvalgtes.

Det vedtoges, at bidraget for 1917 skulle opkræves i den nærmeste fremtid, og at bestyrelsesmedlemmerne ved opkrævningen henstillede til medlemmerne at lægge lidt til det tegnede bidrag, for at målet, to sygeplejersker i Torslev sogn kunne nås.

Et medlem fremkom med forslag om at afholde en basar til fordel for foreningen, men da der var mere stemning for, at foreningens arbejde foregik i stilhed, og at den ved sin lindrende og hjælpende gerning kunne trænge ind i folks bevidsthed, blev tanken om noget ekstraordinært skudt ud i det uvisse. Det blev hævdet, at foreningen jo aldrig havde manglet de nødvendige penge, når de skulle bruges, og når man havde stået en tid uden sygeplejerske, var grunden alene den, at der ingen var at få, og at Centralforeningen ingen kunne skaffe.

 

Torsdag den 1. november 1917.

 

Østervrå Håndværker- og Borgerforening

 

afholdt generalforsamling tirsdag aften. Regnskabet, der udviste en indtægt på kr. 214,08 og en udgift på 154,61, godkendtes.

Til bestyrelsen genvalgtes urmager A. Albrechtsen og i stedet for redaktør Niels Adelstorp valgtes M. Christensen, Vrængmose.

Hr. J. Frost og gartner Sørensen gav nogle oplysninger om plantning af træer langs vejen, og det vedtoges at søge amtet om gratis træer og søge det beløb, det vil koste med selve plantningen indsamlet hos byens borgere.

Det vedtoges om muligt næste efterår at arrangere en havebrugsudstilling i Østervrå.

Der taltes lidt om muligvis af få en nattevagt på telefoncentralen, og da så godt som alle tilstedeværende var for dette, vil vi forhåbentlig inden ret længe kunne telefonere hele døgnet igennem.

På grund af betimeligheden af oprettelsen af en foredragsforening blev hr. realskolebestyrer Amdal opfordret til at søge en sådan oprettet nu i efteråret.

Vor ihærdige formand hr. købmand Wacher fik til slut et hurra for sit utrættelige arbejde for foreningen.

 

Torsdag den 8. november 1917.

 

Foredragsforening.

Ved Østervrå Håndværker- og borgerforenings generalforsamling den 30. ds. blev spørgsmålet om en foredragsforening bragt frem. Tanken vandt straks stort bifald. Mange havde længe følt det som et savn, at der ikke om vinteren noget oftere blev budt på gode foredrag eller god oplæsning.

Undertegnede blev opfordret til at søge en sådan oprettet nu i efteråret.

I den anledning indbydes alle, der har interesse derfor, til at komme til et møde på Hotellet førstkommende tirsdag aften kl. 8 præcis for at stifte foreningen og vælge bestyrelse.

Mød derfor talrigt!

Valdemar Amdal,

Realskolebestyrer.

 

Torsdag den 15. november 1917.

 

Foredragsforening.

I tirsdag aftes afholdtes møde på Østervrå Hotel for at søge oprettet en foredragsforening for Østervrå by og omegn.

Realskolebestyrer Amdal bød velkommen og opfordrede de mødte til at indmelde sig i foreningen, hvorefter der straks indtegnede sig godt en snes medlemmer. Kontingentet er 2 kr. årlig og en lille entré til hvert foredrag.

Til bestyrelsen valgtes realskolebestyrer Amdal, dyrlæge Herskind og Niels Adelstorp.

Marineløjtnant, godsejer Coucheron Aamot bliver antagelig foreningens første taler, idet han har lovet at tale i foreningen i første halvdel af december måned.

Indmeldelse af nye medlemmer kan ske ved henvendelse til et af bestyrelsesmedlemmerne.

 

Torsdag den 29. november 1917.

 

Ved folketællingen

i Østervrå stationsby var der i 91 selvstændigt beboede lejligheder   315 mennesker.

 

 

Indvielse.

Indvielse af Missionshuset i Østervrå foregår onsdag den 5. december.

 

Ejendomshandeler.

Lauge Jørgensen, Østervrå, har købt Logebygningen (Villa Vest) af A. Carlsen, Mellergård.

 

Kreaturhandler Bakholm, Østervrå, har købt gården Råholt i Torslev af gdr. Thomsen. Al besætning og afgrøde medfølger. Købesum 34.000 kr. Overtagelsen finder sted den 29. ds.

 

Gdr. Thomsen har derefter købt Ø. Søndergård af hotelejer Christensen med al avl og besætning for en købesum af 50.000 kr. Overtagelse den 29. ds.

 

Jordemoder.

Fra den 28. november nedsætter jeg mig som distriktsjordemoder i Lille Brønden og anbefaler mig i velvillig erindring.

Ærbødigst

Kathrine Hesthaven.

 

Torsdag den 19. juli 1917.

 

Torslev sognebibliotek.

Som det vil være adskillige bekendt er der – på foranledning af isenkræmmer L. C. Jensen – oprettet en bogsamling under navn af ”Torslev Sognebibliotek”, der nu har opnået støtte såvel af staten som kommunen. Bogsamlingen ejes af Torslev Kommune.

En bogsamling kan imidlertid ikke fungere godt, hvis ikke folk har interesse for den, hvis de ikke har øje for, at den er noget, de kan have gavn og glæde af.

På den anden side vil den heller ikke kunne opretholdes, hvis den ikke har godt og alsidigt stof at byde på, er godt ordnet og kan iværksætte et fornuftigt udlån.

Det var derfor ønskeligt, at disse betingelser måtte opfyldes.

Der vil nu blive indkøbt en stor del nye bøger, og ca. et halvt hundrede bind fås til låns fra Statens bogsamlingskomité. Altså vil der allerede nu til vinteren kunne bydes på et anseligt udvalg. Det er da at håbe, at lånerne vil melde sig og tegne sig som medlemmer af bogsamlingen ved at betale årskontingentet, som er 2 kr., hvorefter man har ret til at låne 2 bøger om ugen.

Desuden kan enhver art af belærende litteratur fra Statsbiblioteket i Århus gratis fås til låns gennem bogsamlingen, når man blot opgiver det emne, man søger oplysning om.

Vi håber derfor på stor tilslutning. Unge som ældre må benytte den adgang, der her gives til sund og udviklende læsning.

Ingen kan sige, at det ikke er noget for dem. Bøger vil altid være en kilde til kundskab og dannelse. Alle har brug for at søge ud over deres daglige virkefelt for at hente nye tanker, lære om livet og om mennesker og berige sig med praktiske kundskaber. Det sker ved at søge ind i bøgernes verden. Og det udbytte, man får af bøgerne, smuldrer ikke væk som så meget andet.

Læsningen af en god bog gør altid sin virkning, når man blot møder med et modtageligt sind og har øje for, at der er andre værdier end dem, der måles og vejes.

Måtte da disse linier bidrage til, at mange ville søge til bogsamlingen og lære at skatte den.

Indmeldelse og udlån sker i Thorshøj skole, hvor bogsamlingen findes.

 

Carl Dalgaard.

 

Foreningens bestyrelse:

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 1357

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002

Villy Sørensen, Friggsvej 18, tlf. 96 23 0165

Christian Høngaard, Lærkevej 7. tlf. 98 95 1268

Karen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002.