Spejlet no. 23 og 24 April 2002

Østervrå Avis den 1. januar 1920

Frit ord

Naar vi igen skal have Generalforsamling i Mejeriet, vil jeg gerne henstille til den ærede Formand, at vi faar valgt en Ordstyrer, thi som det var sidst, kan vi ikke være tjent med, Naar en Mand forlanger Ordet, skal han have Lov til at udtale sig uforstyrret, og ikke som sidste, en Andelshaver raaber op, og bander og støjer, saa man skulde tro det var en af Samfundets værste Bøller, og ikke en Andelshaver. Man bør dog først høre Manden, inden man har Ret til at afbryde og kritisere, hvad han vil sige. Hvad en mulig Diskussion vilde have kommet til at dreje sig om, skal jeg ikke udtale mig om. Foreløbig hvis Andelshaverne vil tage det under Overvejelse, saa er hensigten naaet.

Deres ærbødige Andelshaver.

(afskrevet af E.Wulff)

Minder om Kvægpesten i Vendsyssel

I 1700 tallet var der flere epidemier i landsdelen, hvor mange kreaturer døde, og folk måtte gå fra hus og hjem.

Her er et eksempel på, hvorledes folk behandlede de syge dyr.

Fra Vendsyssel årbøger 1933-34:

Naturligvis knyttede der sig megen overtro til folks behandling af de syge kreaturer også her i Vendsyssel. Pastor Abel i Understed beretter i 1808 om, hvorledes bønderne hjælper sig mod uheld blandt kvæg: Mister en mand tid til anden af sine heste, begraver han et levende føl i stalden, dør hans hornkvæg, nedgraver han en levende kalv i fæhussdøren. Ligeledes bruges at koge en sort hund levende, under tavshed, og derefter at nedgrave den i fæhuset. Almuen, siger Pator Abel, bestyrkes i slige overtroiske og grusomme midler ved de såkaldte vise mænd og koner, de berygtede bedragere, som de søge råd hos, af hvilke der findes en eller flere i hvert amt.

-En af det 18. århunderedes store plager var kvægpest. Alene i 1745 døde 124.000 stk. kvæg af denne sygdom. Blev et dyr angrebet af sygdommen "skulle det strax stærkt årelades, hvorpå et tomt æg, skyllet med skorstenssod kastes ned i halsen." Derpå fik dyret vand, blandet med salpeter og vin-edike. Ryggen skulle gnides, og behandlingen med æg og sod gentages, indtil sygdommen aftog.(?)

År 1748. Kvægpesten ebber ud, ca. 300.000 stykker kvæg var døde. Selv efter udstået militærtjeneste måtte en bonde ikke "rejse eller fæste gård andetsteds end på det gods, hvorfra han var udskrevet".

År 1763. Christian VII indsættes som konge efter Frederik V’s død

(Erik Wulff)

Ordsprog og mundheld fra Vendsyssel

Haj ær så nasken i Klæ∙en

Han er så forslidt (nusset) i klæderne

Haj nasker sæ, haj ær nåk entj jæner.

Han klør sig han er nok ikke alene (han er luset)

Haj ær styw i Røgi.

Han er stiv i ryggen (velhavende)

Di hår hwærken Æ∙els heler Wæ∙els.

De har hverken Ædelse eller vædelse (mad eller drikke)

Go` mæ Ywn i Lomen.

Gå med øjnene I lomme (bruge briller)

Do træner te å få din Weje kite.

Du trænger til at få dine vinduer kittet

Få øjnene lukket ved slagsmål

En Børneremse:

Røw’i dæj rø’

Bæ’ Go’sen te Dø’

Haj bæ’ dæj i Naki

Dæj trel’t ni’er å Baki

Befolkningsudviklingen i Torslev sogn

Indbyggere i Torslev sogn		i alt i
år	antal	Sæby kommune
1787	718	5141
1801	933	5814
1834	1146	6737
1840	1223	7109
1845	1300	7317
1850	1422	7869
1880	2125	11009
1890	2264	11567
1901	2428	12821
1921	3068	14975
1940	3338	15962
1960	3201	16548
1970	2994	16748
1981	3050	18458

Lidt om navne i 1845:

De mest brugte mandsnavne. I Torslev sogn :

77 hed Christen

53 hed Jens

47 hed Jens Christian

32 hed Niels

De mest brugte kvindenavne. I Torslev sogn :

68 hed Maren

37 hed Johanne Marie

35 hed Anne Marie

28 hed Kirsten Marie

Erik Wulff

Udtog af beretninger om dødfødte børn

i Torslev sogn

1803 den 30 September anmeldte Ide Nielsdatter Giordemoder at være brugt som Fødselshielper hos besvangret Qviende Else Jensdatter, der fik et dødfødt Pigebarn, Faderen Christen Christensen, Fødsel i rette Tiid, Fostret kom naturlig men besværlig til Verden, uden Vending eller Instrumenter, intet liv til Syne, meentes at være død 4re Timer før Fødselen, man børstede ej blæste i det for at faae Liv i det, Moderen 40 Aar, nie Aar forhen født et levende Barn, Aarsagen til Barnets død meentes at være: Navlestrengen var tvunde om Halsen, hvorved det blev qvalt ved de første Veer.

Ide Nielsdatter med paa holden Pen.

1804 den 26 Oktober anmeldte samme Giordemoder at have været i Kirkterp hos Inger Marie Nielsdatter, givt med Mads Christensen, Moder fødte et dødfødt Drengebarn. Fosteret baaret til rette Tiid, Fødselen naturlig, men langvarig, Liv til Syne da det kom frem, Moderen ikke før født noget dødfødt Barn. Liv til Syne, da det blev født. Det blev børstet, gnedet og holdt Løy for Næsen, for at faae Liv i det. Aarsagen til dets Død formeentes at være: Bristningen gik 24 Timer før Fødslen, Veerne meget langvarige, Navlestrengen tvende gange om Halsen, Moderen havde et snæveert Bækken, som alt forsinkede Fødselen, og Barnet meentes qvalt ved de første Veer. De anførte Midler til at forveere Livets tegn vare uden Virkning.

Ide Nielsdatter med paaholden Pen.

1807 den 22 Juni anmeldte Ide Nielsdatter at have været i Ø. Giersholt hos Johanne Chrestensdatter givt med Jesper Larsen. Moderen fødte et dødfødt Pigebarn, Fosteret baaret til rette Tiid, Fødselen naturlig men besværlig uden Instrumenter, Moderen i Barnenød i 18 Timer, Fostret uden Liv, da det fødtes- Intet Middel anvendt for at faa det i Live. Dette

var Moderens niende Barn, og forhen født et dødfødt, det fierde i Ordenen.

Ide Nielsdatter med ført Pen.

1807 den 25 November anmeldte Ide Nielsdatter at have været i Bieldal hos Anne Christensdatter givt med Povel Larsen, Moderen fødte et dødfødt Drengebarn, som var fuldbaaret, kom ikke for tidlig??, Fosteret kom naturligt men besværlig til Verden, uden Vending eller Instrumenter, Nøden varede 42 Timer, det var uden Liv da det fødtes, Det blev børstet paa Ryggen, under Fødderne, i hænderen, røget for, blæst i. Det var moderens første Barn.

Ide Nielsdatter med ført Pen.

1808 den 30 April anmeldte Anne Nielsdatter at have været brugt som Fødselshielper hos Mette Andersdatter, givt med Jens Mortensen i Paadberg, hun fødte et dødfødt Drengebarn Svangerskabets ottende Maaned, Fosteret kom frem med Fødderne, dog var Fødselen let, det var uden alt Liv begyndt at forraadne, Ingen Instrumenter brugte, Moderen forhen ingen dødfødte Børn født.

Anne Nielsdatter med ført pen. Attesteret af Barne= Moderen Mette Andersdatter

1808 den 14 Juli anmeldte Ide Nielsdatter at være brugt som giordemoder hos Mette Christensdatter gift med Niels Christensen i

Flabirk. Hun fødte Tvillinger, begge Drenge, den ene død, den anden levende, kom ikke for tilig, Fosteret kom frem med Fødderne, og blev født saaledes, det blev børstet og blæst udi for at faae Liv i det, men forgiæves, Moderen havde forhen ingen dødfødte født.

Ide Nielsdatter med ført Pen. Attesteret af Barne= Moderen Mette Christensdatter.

1810 den 18 januar anmelte Ide Nielsdatter at være brugt som Fødselshielper hos Else Jensdatter gift med Niels Marciussen i St. Krogen. Fosteret et Drengebarn født i ottende Maanede, et Fald

formeenes at være Aarsag i dets Død, kom let til Tieden, død længe i Forvejen, Det var hendes første Barn.

Ide Nielsdatter Giordemoder med ført Pen. Attesteret af Barnemoderen Else Jensdatter med ført Pen.

1810 den 24 Februar blev anmeldt, Kirsten Hansdatter af Vraae gift med Niels Andersen som fødte Tvillinger Dreng og Pige, Drengen lever, Pigen dødfødt, og var født, før Giordemoderen kom, Fødselen let, det var Moderens ottende Barn hun havde ingen dødfødte forhen født.

Maren Nielsdatter Giordemoder med ført Pen. Attesteret af Kirsten Hansdatter Moderen.

1810 den 29 April anmeldte Ide Nielsdatter at være brugt som Giordemoder i Flabirk hos Mette Christensdatter gift med Niels Christensen, hun fødte Tvillinger begge Piger den lever, den anden for meentes at være død toe Dage i for Veyen, den som lever endnu, blev der ved Blæsen, Børsten og Gniden bragt Liv udi, ved den anden bliver ingen Midler anvendte, Det er Moderens andet dødfødte Barn.

Ide Nielsdatter med ført Pen. Attesteret af Barnemoderen Mette Christensdatter med ført Pen.

1811 den 30 Marti anmeldte Ide Nielsdatter at have være hos Maren Andersdatter som Fødselshielper hos ugifte Maren Andersdatter, som fødte en dødfødt Pige som kom naturlig til Verden uden Liv, ingen Midler anvendte. Moderen forhen født et dødfødt.

Ide Nielsdatter med ført Pen. 

1811 den 1 August anmelte samme Giordemoder at have været hos Else Jensdatter givt med Niels Mariussen i St. Krogen, Moderen døde uden at blive forløst, efter angivende af Mangel paa Veer, førhen født dødfødt Fosterdreng.

Ide Nielsdatter med ført Pen.

1811 den 11 Oktober anmeldte samme Fødselshielper at have været hos Birthe Pedersdatter givt med Peder Christensen i Høijstrup

Nørgaard, hun fødte et Pigebarn som levede 2½ Time, nedkom i ottende Maaned. Ingen Midler anvendt, Fosteret kom

naturlig til Verden, Aarsagen til Nedkomsten, Moderen ?? ligge nederlig, forhen født dødfødte Børn.

Ide Nielsdatter med ført Pen.

1812 den 14 November anmeldte Ide Nielsdatter Fødselshielper at have været i Brien hos Kirsten Pedersdatter givt med Niels Jepsen, hun fødte et dødfødt Pigebarn, uden Liv, da det blev født fuldbaaren, naturligt til Verden, det blev børstet, gnidet, blæst udi, for at faae Liv i det, aarsagen til Døden ?? Fødselssmerter, Moderen gebreklig, det var hendes første Fødsel.

Ide Nielsdatter med ført Pen.

1812 den 31 Juni anmeldt af samme Fødselshielper at have været hos Qvinden Karen Nielsdatter i ??sted, Fader gift Mand Jens Jensen i Veyen, fuldbaaret Drengebarn, kom naturlig til Verden, uden Liv og stinkede. Ingen Midler anvendte, Barnet stort, Moderen liden. Ingen Veer, første Fødsel.

Ide Nielsdatter med ført Pen.

Kilde Birthe Kongsbaks hjemmeside

http://kongsbak.com/doedb.htm

Vendsyssel Tidende, Søndag den 6. Februar 1955

Veje, der skiltes og løb sammen

Fire søskende på De gamles Hjem i Østervrå. – Hver har gennemlevet sit, og nu hører de til flokken igen.

Fire søskende sidder og sludrer. Hver har de deres særpræg, og man får det indtryk, at lillesøsteren er den livligste. - Ja, det er rigtig nok, Johanne er den gladeste og den kønneste, mener bror Jens. Men du er jo også så ung endnu, Johanne!

- Johanne er 73 år, Jens Martinus er 75, og de to andre, Christian og Nikoline, er 79 og 85 år. Disse unge mennesker bor alle sammen i Østervrå, og mon ikke De gamles Hjem her er det eneste, der kan prale af at have fire søskende blandt sine beboere.

De fire søskendes efternavn er oprindelig Christensen, men ”pigerne”, er blevet til fru Johanne Jensen og fru Nikoline Olsen. Kun den ældste af de fire har endnu sin ægtefælle, der naturligvis også bor på hjemmet.

Lille Debat

- Vi er fra vesten for Thorshøj, hvor far var arbejdsmand, fortæller en af flokken, og Johanne tilføjer: Vi har været otte, så vidt jeg kan huske, - og så dem, der døde som bitte.

Nikoline bryder ind og korrekser: - Når de bliver talt sammen, så har der nok været elleve.

Og lillesøster indrømmer: Ja, det er da også sandt. Jeg hedder jo Elvine til første fornavn, fordi jeg er nr. 11.

Nikoline har været længst på Hjemmet, - de andre er først kommet til i løbet af det sidste års tid.

– Var det ikke rart at få Deres søskende hertil ?

Nikoline: joh, det har jeg såmænd da ikke noget imod.

Johanne: Vi har skam megen underholdning af hinanden. Men de skal høre om ham her…

- Jens: A ka’ tale for mig selv!

- Johanne: Ja, ja ja, sådan mente jeg det skam også. Du skal også altid være spydig. Det er slet ikke godt at være den mindste som jeg

De ældste og kloge.

Nikoline ryster lidt på hovedet af de smås skænderi og siger lunt til bror Christian:

- Vi er jo de ældre, du og jeg, så vi er mere fornuftige.

- Har De altid været det ?

Nikoline: Det synes vi da selv.

Jens: Ham Christian, han er nu ellers ved et svært godt humør.

Den spøg er et lidt groft drilleri, for Christian Christensen er ikke rigtig glad i dag.

- Hun faldt lige pludselig om og døde, siger han. Min kone er død. Det er ikke ret længe siden. Hun havde godt nok været lidt syg først, men hun sagde selv: ”Jeg behøver ikke en læge til at fortælle mig, hvor gammel jeg er!”.

Han fatter sig lidt og fortæller så, hvordan han som en af de ældste drenge i familien som 10-årig begyndte at arbejde for at tjene penge.

- Jeg var hyrdedreng, indtil jeg blev konfirmeret, og så fortsatte jeg som karl. Og så var det, jeg fandt det her kvindemenneske, da jeg var 24.

Han hoster og fortsætter så:

dengang arbejdede jeg en hel sommer for 80 kr. Nu går en mand jo ikke ud på arbejde én dag, hvis ikke han får 25 kr. for det. Det kommer aldrig ind i den gamle gænge igen. Men det er nu godt det samme, for vi havde det tit nok småt og fik ikke meget på brødet.

Indtil Christensens kone døde i efteråret, boede ægteparret i Løgtens hus ved Thorshøj, men nu er han glad for at have fundet hjemsted her i Østervrå. Af og til får han besøg af børn og børnebørn.

- Det er egentlig forkert, men godt nok, at de kalder mig far og bedstefar, siger han, Vi havde ingen børn selv, men ville gerne have nogen i huset, så vi tog ni plejebørn..

Må jeg gå ?

- Hvor mange børn har De, Nikoline ?

- Jah, vi har da haft mange, vi har haft tolv, - men mange af dem er væk fra bitte af. Nu har vi tilbage to drenge og fem piger.

Men min mand er syg siden halv-fjerde år. Han ligger i sin seng og er helt lam, han er rigtig hjælpeløs. Vi havde allerede solgt ”Lykkensprøve” på Lundergårds Mark, som vi havde, inden min mand

blev syg. Men her har vi det godt begge to. Hans humør går lidt op og ned, efter som han er i pine til.

- Nikoline retter lidt på den sorte hæklede kappe over tyndt hvidt hår og rejser sig.

- må jeg ikke godt gå ? beder hun og lægger en hånd på min skulder. – Jeg vil ind til ham nu.

- Ham går hun ikke fra ret længe, siger Johanne med respekt.

Svært at blive -

Den oplysning, at han har været graver, lokker senere en historie frem om Christian, der også ville være graver og søgte jobbet. Han fik afslag, og næste gang de mødtes, sagde præsten lidt drillende: ”Nå, Christian,

du blev nok ikke graver, hva’? Men Christian overvejede ikke mange øjeblikke, før hans replik kom:

- Nej, det er nok li’så svært at blive graver i Thorshøj som at blive biskop i Aalborg.

Præsten drillede ham ikke mere, for sagen var, at han just med mindre held havde søgt bispestolen!

Ikke være hos børnene.

- når man nu i sådan en søskendeflok bliver voksne og får hver sin familie, - går noget af sammenholdet så ikke tabt ?

Johanne: Det synes jeg bestemt ikke. Men jeg har nu også været slem til at rende og søge de andre op. Jeg var alene, for min mand døde, da vi havde været gift i fire år, men det er over fyrre år siden.

Jeg stod ene med to børn, - ja den ene var ikke kommet til verden endnu dengang, - så der måtte slides noget. Jeg malkede. Sådan som jeg dog skulle slide. Senere var jeg husbestyrerinde, og siden jeg blev 60 år, tog jeg så min aldersrente og boede i en lille lejlighed. Men ved De hvad, det bli’r man gammel af, sådan at sidde alene. Her kan man anderledes holde sig ung. Mine børn har hver sin ejendom nu, så de har jo klaret sig. Jeg kunne også nok bo hos en af dem, - men selv om man går her og længes efter børnene, er det nok alligevel bedst at gå hver sine veje.

Ingen gamle hos os !

- Får De Dem engang imellem et lille rask skænderi ?

At det kan ske, i al gemytlighed, har Johanne og Jens Martinus jo lige demonstreret, men det har de glemt, som søskende altid glemmer.

- Nej, det går svært godt med at enes, siger Christian, og Johanne tilføjer:

- Da vi var børn, da ku’ vi vel nok skædes og lave skarnsstreger, men vi kan jo let enes, når vi er lidt tålmodige.

- Holder De nu sammen her på Hjemmet?

Christian: Ja, vi snakker da så møj med hveranner.

Johanne: - Men vi lærer jo også andre folk at kende her. Ikke andre gamle, for sådan nogen er der ikke her. Vi er bare op i årene!

De to store brødre vil ikke høre mere på lillesøsterens pludder, men bliver enige om at gå over i annekset, hvor de bor.

- Måske skal bestyrerinden lige se, hvordan vi skikker os , inden vi kan komme her over, smiler Jens Martinus, og hver går til sit efter det lille familiemøde.

Tyskerne skød mig !

- Hvad har De lavet, Jens Martinus ?

- Jeg har boet i Ringelund ved Thorshøj, og der har jeg været landmand, men ellers meget af tiden graver ved Torslev kirke. Under krigen, da gik tyskerne jo og pusled’ med så meget, - og se nu mit hoved.

Jens Martinus vender venstre side frem med mærker som efter en øreoperation.

- Næh, det er nemlig ikke nogen operation. Det er tyskerne, der har skudt mig. De lavede spektakel ved min dør, og jeg gik ud for at se, hvad de bestilte. Men så skød de. Jeg kom på tysk lazaret og ind til overlægen i Hjørring, og det gik jo så alligevel.

- De må ha’ et godt hoved !

- Det kan de tro. Her oven i har jeg også et hul. Jeg blev sparket af en hest i 1915. Jens Martinus fremviser det stolt. Den skal har stået for meget - .

Jens: Jeg har tolv børn, - seks levende og seks døde.

Østervrå Avis den 1. januar 1920

Telefonstrejken

Østervraa Central vil fremtidig være aaben for Opringning til Dyrlæge og Doktor, og Abonnementerne bedes derfor i egen Interesse holde Fingrene fra ”Kassen”, naar det ikke er strengt nødvendigt at ringe.

(afskrevet af E.Wulff)

Østervrå Bageri

Hjørringvej 434

Bageriet er antagelig begyndt af en bagermester Chr. Jensen, som flyttede til byen i 1896. Man ved ikke, hvorfra han kom, men han blev født i Ørum sogn den 19. nov. 1871.

I samme ejendom har der boet en skomager Johannes Chr. Sørensen, som flyttede dertil fra Dybvad i år 1900.

Det vides ikke, hvor længe han har haft det, men i 1908 tilhørte huset en bager Kurz.

Derefter kom bager Hæstrup, og mens han havde huset, brændte det den 14. august 1911. Han lod så det hus bygge, som ses i dag,

og han har tænkt på lidt mere end sit bageri, for den østlige ende blev lejet ud til en fotograf, og den vestlige del til en urmager Albrechtsen.

Senere flyttede urmageren, og hans forretning blev lejet ud til kommunekontor indtil 1940.

Fotografen må også have givet op, for efter nogen tid blev den del lejet ud til Sæby Bank, som havde lokalet, indtil man byggede på den anden side af gaden.

Derefter overtog Torslev Sparekasse lokalet, indtil de byggede i Bredgade.

Efter bager Hæstrup kom bager Carlsen, der havde en søn, som blev en meget kendt hatte-creatør i København.

Efter bager Carlsen kom Frede Pedersen i 1934 og derefter hans sønner Jens Lund og Hans Jørgen Pedersen.

Senere kom Thorkild og Elsebeth Christensen til, som i 1990 efterfulgtes af Helle og Henrik Pedersen. Efter nogle år købte de det forfaldne Østervrå Hotel og opførte i stedet det nuværende smukke og moderne bageri, som stod færdigt i april 1998.

I den tidligere bagerforretning havde legetøjsforretningen Madi derefter til huse i nogle år.

I årene, hvor der var Østervrå Marked den første torsdag i oktober, blev der på den dag oprettet politistation i bankens lokale til politiet fra Sæby. De havde til opgave at holde ro og orden på pladsen og ved ballet i hotellets sal om aftenen. Blandt de forskellige betjente husker jeg Mellergård og Christensen, som var af den gamle skole og forstod at skabe respekt omkring sig med få, men slående argumenter.

Står man ved byens eneste bagerforretning kommer man undertiden til at tænke på, at selv om Østervrå i dag har mere end dobbelt så mange indbyggere som for 30 år siden, så var der dengang:

3 bagere

3 købmænd

3 manufakturhandlere + 1 hatte- og broderiforretning

2 slagterforretninger

2 automobilforretninger, VW og Morris.

Jørgen Baier.

Bagersønnen fra Østervrå

Berlingske Tidende, søndag den 20. februar 1966.

Tekst: Malin Lindegreen.

Vagn, den københavnske hattekonge, der netop har åbnet en ny forretning på Strøget, har aldrig lært i Paris, men kan derimod både stoppe dyner og rense fåreuld – ”Jeg kan godt forstå, en pige kan have komplekser – det har jeg jo selv”

Man skal ikke lade sig narre af, at han er på fornavn med det halve København.

Lige så lidt som man skal tage bestik af, at hans hatte er hovedsagen ved både kongelige bryllupper og borgerlige topbegivenheder, i hvert fald ikke, hvis man af den grund venter at møde en vimsende, affabel createur med pastelfarvet skjorte og parfume bag øret.

For Vagn er en sky mand.

En nordjyde – bagersøn fra Østervrå – med uforfalskede hovedlandstoner i sit sprog og et solidt-skeptisk forhold til penge. ”Man skal ikke spille op – men svare enhver sit!”

Nok er han elegant – slank og iført det ”rigtige” grå flannelstøj – men han er tilsyneladende også upåvirket af sin lynkarriere blandt blåt blod og store penge, som han sidder der i sin smarte salon og fortæller om barndomsårene hjemme på landet.

Hatte til mor

Jeg havde et pragtfuldt hjem – med fem søskende og et par forældre, der levede i et virkeligt harmonisk ægteskab, siger han. Far var ud af gammel bagerslægt – og hvis jeg overhovedet har sans for forretning, må det være arv fra ham. For han vidste i hvert fald ikke noget bedre end at købe og sælge. Det ene øjeblik havde vi to bagerier – det næste

måske ét bageri og én slagterforretning eller også pludselig ti heste. Det skiftede ustandseligt. Desuden var far en rigtig Carl Alstrup-type –

munter og favnende – og når min søster spillede klaver til, holdt han af at synge viser - til stor fornøjelse for alle de svende og piger, vi havde på kost.

Om sig selv husker Vagn, at han var ”vild med stoffer”.

Jeg kan huske, at jeg engang trak min gudmor ind i porten derhjemme og betroede hende, at når jeg blev stor, ville jeg være manufaktur. Men for øvrigt var mine forældre helt indforstået med den plan, så da jeg kom ud af skolen, blev jeg sat i manufakturlære i Brønderslev. Det var en læreplads af den gamle slags, hvor man lærte alt, hvad der havde med handel at gøre. Så jeg har lært at stoppe dyner og sy kanaler og rense uld, når den kom ind i store baller fra de lokale landmænd…

Og der var intet, der tydede på, at Deres fingre kunne bruges til ædlere sysler end det?

- Der var en modehandler i Brønderslev – frøken Ellen Christensen – som jeg blev fine venner med. Jeg tilbragte mange timer i hendes butik om aftenen, når hun arbejdede, og op til påske – når alle damer skulle have ny hat – hjalp jeg hende også lidt på systuen.

Engang, da far og mor var ude at rejse, fandt jeg alle fars herrehatte frem – og lavede dem om til mor.

De var måske ikke alt for henrivende, men jeg kan i hvert fald huske, at min mor syntes, det var spændende, da hun kom ind i soveværelset og fandt hele toiletbordet behængt med nye hatte.

Jeg havde set, hvordan Ellen Christensen dampede sine modeller op – og så gjorde jeg det samme i køkkenet …. Over urtepotter, dørslag og kaffetragte.

23-årig chef

Efter endt læretid kom Vagn til Magasin på Nørrebro. Stadig manufaktur, den slagne vej med kassebog og meterstok. Men en dag på gaden mødte han Jørgen Krarup (Fonnesbechs nuværende hattechef), der sagde til ham: ”Jeg går på et mægtigt skægt kursus og lærer at sy hatte. Var det ikke noget for dig?”

Det er vel næppe nødvendigt at tilføje, at det var noget for Vagn. Fra det øjeblik, han fik fingrene i bånd og filt, vidste han også, hvad han ville.

- De fik jo nok et chok derhjemme på landet, da de hørte, hvad jeg havde fundet på, siger han med et af sine hurtige smil. Manufaktur ved man, hvad er – men en mand, der laver hatte!

- Selvfølgelig troede min mor også, jeg var blevet sindsyg, da jeg efter nogle år i forskellige hatteforretninger, ville åbne egen forretning, da jeg var 23. Men hun gav mig da 1800 kr., og en god ven lånte mig 1000. For de penge åbnede jeg i en kælder i Lille Kongensgade – skråt over for det nuværende ”Form og Farve”.

Forretningen var noget miserabel, da jeg overtog den, for den forrige ejer havde fyret både gulve og døre op. Men jeg satte den i stand, så godt jeg kunne, og åbnede – noget nervøs, for det var jo alligevel begrænset, hvad jeg vidste om hatte.

I dag 24 år efter sidder manufakturhandlerlærlingen fra Brønderslev med to af Københavns smarteste butikker på henholdsvis Strøget og Gl. Torv.

- Bliver De ikke sommetider forbavset over Deres egen succes?

Næh, det er jo kommet langsomt. Jeg har nok hele tiden vidst, det ville gå.

Vejret hjælper os

- Mange hattefolk klager sig, fordi det sålænge har været smart at gå barhovedet.

- Der har været mindre interesse for hatte, ja Men modehandlere i Skandinavien bør i hvert fald være taknemmelige for, at de altid har vejret som forbundsfælle.

- Det kan godt være, det har været smart at gå uden hat. , men på den anden side er der ingen, der kan lí at fryse om ørerne.

- Hvad siger De så til det forkætrede tørklæde bundet á la bondepige under hagen?

- Jeg kan vanvittig godt lide en pige med tørklæde. Tror De ikke, jeg kan se, at en pige kan se helt rigtig ud, når hun kommer fra frisøren og har et tørklæde bundet om det nyfriserede hår? Men tørklædet skal bare være smukt og i en farve, der har noget at gøre med resten af påklædningen.

- Og alligevel tror De på, at hattene kan klare sig i konkurrencen?

- De unge har mange penge mellem hænder i dag. De kan købe strikketrøjer, sko, handsker og tasker af allernyeste model. Men efterhånden opdager de også, at de meget let kommer til at ligne hinanden alle sammen.

- Og så er det, de finder ud af, at en lille hat kan gøre hele forskellen. Det er pigen med noget-på-hovedet, der skiller sig ud fra mængden. Det er hende, man lægger mærke til.

- Jeg oplevede det selv en aften, hvor jeg sad og spiste på en restaurant. Alle kvinder omkring mig var elegante – danske kvinder ser jo godt ud - men de var så ens. Med perler og en lille minkcape og boblefrisure…

Pludselig kom der en dame ind med en smuk aftenhat på hovedet, og hende så vi alle sammen på. Der var personlighed over hende.

- De fleste kvinder har en drøm om at være elegante. Hvordan bliver man det?

- Ved at være enkelt klædt. Jeg har et par enkelte kunder, der har medfødt stil og sikkerhed – de kan sætte prikker og terner sammen – og slippe godt fra det. Dem beundrer jeg meget.

- Men de er undtagelser. For alle andre gælder det, at man må holde sig til bestemte farver og rolige sammensætninger – men derfor behøver man ikke at være kedelig.

Det er jo heller ikke chikt at være for gennemført. Der kan komme en ung pige herind, og hun har ganske tydeligt fået den tanke, at nu vil hun

være smart, for hun har en farveprøve med, som hun så dypper det hele i. Blå sko og handsker og hat og taske til en lyseblå dragt. Så har man måske ikke trådt ved siden af – men man har heller ikke ramt det rigtige.

Tynde damer

- Hvis en dame kom til Dem og sagde: ”Jeg har ikke ret godt råd , men jeg vil gerne være elegant.”

- For nogle år siden ville jeg nok have rådet hende til at anskaffe sig en grå dragt – men den forsigtighed er jeg kommet over. Hun kunne købe sig en knaldrød, velsyet fakke f.eks. Den går til mange farver og kan bruges til både sport og aftenbrug. Desuden skal hun lægge vægt på at have et par gode nederdele, som hun kan variere med jumpersæt og forskellige bluser.

* Kvinder er så bange for ikke at få kjoler nok. De er

* tilbøjelige til at falde for noget, som de kan bruge til at

* ”stikke ind imellem”. Men det er en misforståelse med

* alle disse blomstrede og ternede små kjoler, som ikke kan

* varieres, og som virker gammelkendte fjerde gang, man har

* dem på.

Det lyder mægtigt rigtigt, men nogle af os synes alligevel aldrig, vi kan finde frem til en personlig stil.

- Jeg kan godt forstå, at en pige kan have komplekser – det har jeg jo selv. Jeg kan også forstå, at man ikke kan tænke på sit udseende hele tiden. Men den kvinde, der sidder foran spejlet og siger: ” Det er lige meget, hvad jeg får på – jeg kan ikke fordrage tøj, og jeg ser herrens ud” – hun skal ikke til en hattemand. Hun skulle måske hellere til en læge.

Kvinder skal på en eller anden måde kunne li’ sig selv, og de skal være glade for at være kvinder.

- Skal de også være glade for at blive gamle og rynkede?

- Først, når en dame bli’r voksen, er hun spændende at klæde på. En ung pige på 17 er sød og sjov, men hun gør ikke noget for det tøj, man giver hende på.

Jeg ser det gang på gang med mine kunder – mange af dem er kommet her som små, søde teenagere med deres mødre – så bliver de unge, gifte koner og er meget yndige, men først når de er fyldt 30, kan de pludselig komme ind i forretningen og se helt pragtfulde ud. Så er de ”færdige” – rigtige mennesker.

- Tror De ikke, at vi kvinder i almindelighed har forset os på et eller andet fjernt mannequin-ideal?

- Her i Skandinavien har vi i hvert fald en mani med tynde damer. Og resultatet er, at mange fyldige damer er hæmmede og stive og snører sig ind, så det er en ynk.

Tænk dog på, hvor pragtfulde de sydlandske kvinder kan se ud i al deres naturlige fylde. Er det måske ikke dejligt, når man er i Florens og ser de store mama’er vugge af sted?

- For mig er en kunde en kunde – hvad enten hun er tyk eller tynd, eller om hun køber en strikket hue eller en minkhat. Jeg kan godt lide mennesker, og det morer mig at sætte den rigtige ting på det rigtige hoved.

Uden bil

Det er ikke smarthed, når Vagn siger, han kan li’ mennesker. Næppe heller et spørgsmål om at sige de rigtige ting. For det er oplagt, at han ikke er særlig betaget hverken af titler eller af penge. Som jyde kender han nok en god forretning, når han ser den - men hele hans indstilling er så tilpas jordbunden, at han lige så godt kunne være købmand i Brønderslev som hattekonge i København.

-Fordi kassen er fyldt om aftenen, har man ikke råd til at spille kong gulerod. Der skal betales lønninger og foretages afskrivninger, og hvis man styrter ud og køber sig en flot bil, når man første gang har overskud, er man en stor idiot.

-Jeg har ingen – men jeg har heller ikke brug for nogen, når jeg bor midt inde i byen. Men tro endelig ikke, at jeg vil fremstille mig som asket. Jeg kan godt li’ at spise godt og drikke godt, og jeg elsker smukke møbler.

Et smukt interiør er en glæde – selv om man somme tider kan blive hidsig og få lyst til at smide al den ”gode smag” ud og i stedet for omgive sig med hvide vægge og træstole…

- Men det gør De altså ikke alligevel?

-Næh, man er jo splittet… Selvfølgelig holder man af de ting, man har gået og købt gennem årene. Men man bliver mindre og mindre købelysten, for efterhånden bliver man så kræsen, at man slet ikke har råd til at købe de ting, man kan li’. Det er dyrt at blive ældre.

- Tror De, at alle mennesker oparbejder en sådan kvalitetssans med årene?

- Måske ikke. Der skal nok være nogen, der jalrer sig igennem hele livet, siger vor mand fra Vendsyssel med et ægte jysk udtryk og tænder sig endnu en cigaret med hurtige, adrætte hænder.

K.B.

Manden,

der blev begravet på et forkert sted.

Fra Peter Larsens fortællinger: Had gamle folk fortalte.

Da krigen udbrød i 1848, rejste to karle fra Torslev sogn i krigen. Der var vel nok flere fra samme kommune, men denne fortælling omhandler kun de to. Den ene karl vil vi kalde Per, den anden Jens. Per var gårdmandssøn og fra et godt hjem. Jens derimod var en fattig karl, som havde tjent på en større gård, nabogård til Pers hjem, som forkarl. De fulgtes ad til Fredericia og blev sidekammerater.

Jens ville gerne have en dram. Per derimod var indesluttet og tilbageholdende.

Da som sagt, han var fra et godt hjem, havde han en god madpose med på rejsen, og Jens, der ingenting havde at tære på, vidste nok at søge til Per, blot han ville give ham noget at spise og så en dram til.

Den nat, da soldaterne gjorde udfaldet fra Fredericia, skulle Per just på vagt på voldene; det var en meget udsat post, og Per var ikke glad ved den.

Jens tilbød, at han nok skulle tage vagten for Per, dersom han ville give ham en flaske dram. På denne vagt blev Jens såret. En kanonkugle afrev hans ene ben oven for knæet, aå han måtte gå med krykke og træben resten af sit liv.

Jeg har kendt ham, da jeg var dreng; altid var han fuld, når han kom til marked ved kroen, og så ville drengene holde sjov med ham. Han slog efter dem med sin krykke og holdt en farlig fest. Til sidst endte det med, at han faldt, og så måtte drengene hjælpe ham op igen.

Per blev efter krigen ejer af en gård i Torslev, hvor han boede hele sin tid. Da Per blev gammel, overdrog han gården til sin eneste søn, og ved ham boede gamle Per til sin død; hans kone var død mange år før ham.

Ved dem havde Jens altid et godt hjem. Han var på ”kommunen”, bestilte ingenting; men drikke, det kunne han. Han boede ikke ret langt fra Pers gård og var stadig gæst der. Per havde ondt af det med Jens, da han sommetider tænkte på, at det måske var ham, der ville have mistet benet, dersom han den aften var kommet på vagt i Fredericia. Når Jens var fuld, slog han altid med krykken på træbenet og sagde til Per: ”Det var noget dyrt brændevin, jeg fik den aften i Fredericia.”

Per og Jens levede længe og blev gamle begge to; de sidste år var Jens på fattiggården, men han kom ofte for at besøge Per, og altid forlangte han brændevin. Per var nu blevet enkemand, og sønnen havde overtaget gården. Det er fra sønnen, jeg har fortællingen. Nogle år efter døde også Jens.

Per levede nogle år efter den tid, men døde så en vinter, der var megen sne. Hele kirkegården lå fuldstændig tildækket. Det var derfor ingen let sag at finde graven, hvor Pers kone lå begravet, men omsider fandt man da en tue, og sønnen og graveren mente, at det måtte være konens grav. Per blev begravet, men nu skete det den første nat efter begravelsen, at sønnen syntes, at han så sin fader stå ved siden af sengen og forlange, at sønnen skulle grave ham en anden grav, da han var begravet ved siden af Jens i stedet for ved siden af sin kone, og Jens lå hele tiden og forlangte brændevin.

Sønnen troede næste morgen, at han havde haft en ond drøm, men næste nat stod den gamle Per igen ved siden af sengen og gentog sit forlangende. Sønnen rejste sig af sin seng og ville gå ud, da han syntes, det var helt uhyggeligt at være inde. Da han kom ud i gangen, stod døren til storstuen på klem, og han så da gamle Per kigge derinde i sin kiste, som før han blev begravet.

Sønnen gik ud i stalden, tog en hest og red til præsten og fortalte, hvad han havde set og hørt. Da det blev dag, og forholdene med gravene blev undersøgt, viste det sig virkelig, at Per var begravet ved siden af sin

gamle drikfældige krigskammerat og ikke ved sin kone. Samme dag rejste sønnen til København med en skrivelse fra præsten til kirkeministeren og fik tilladelse til at grave faderen op igen og gravsætte ham på den rigtige plads. Dette blev snarest udført, og per havde fred i sin grav og viste sig aldrig senere.

Således blev det mig fortalt af sønnen, der er død for mange år siden. Jeg havde hørt tale om denne begivenhed, og da jeg spurgte ham, gav han mig denne beretning, og jeg kunne se, han var meget bevæget.

K.B.

Heksen fra Skæve.

Fra Peter Larsens bog: Hvad gamle folk fortalte.

En forlængst afdød gårdejer i Torslev sogn har fortalt følgende:

Jeg var taget til dragon lige før krigen udbrød i 1863, men jeg blev ikke indkaldt, før krigen var forbi.

Jeg lå ved 5. dragon-regiment i Randers i 18 måneder som menig, derefter i andre 18 måneder som underkorporal og korporal.

Da jeg blev indkaldt, var jeg forlovet med en gårdmandsdatter fra Skæve, og vi havde været gode venner i flere år.

Jeg var ejer af et lille sølv-cylinder-ur, som på den tid var meget sjældent. Pigen fik uret at opbevare, mens jeg var soldat.

Efter et års forløb hævede hun forlovelsen, og da jeg efter 3 års forløb atter kom hjem, ville jeg naturligvis have uret tilbage. Hun ville imidlertid ikke så gerne af med det, men omsider skrev hun til mig, at dersom jeg ville møde hende ved Skæve Kirke en bestemt aften, så skulle jeg få uret.

Pigens moder, der aldrig havde syntes om mig, da jeg kun var en fattig karl, var kendt for at være en heks, og jeg anede straks, da jeg fik

omtalte brev, at der var ugler i mosen. Hellere ville jeg miste mit ur end komme i nærheden af pigens hjem, så jeg ville ikke give møde, og det var et held for mig, at jeg fik den idé.

En broder til pigen på ca. 12 år faldt nemlig samme aften på vejen ved kirken, hvor jeg skulle have mødt pigen. Drengen kunne ikke gå eller røre et lem mere, og han blev krøbling for livstid. Moderen rejste med drengen til en klog kone, men denne sagde: ”Drengen kan jeg ikke hjælpe, for du er selv skyld i hans ulykke, så der er ingen råd”. Var jeg gået for at få mit ur, havde det sikkert været mig, der var blevet krøbling.

Denne krøbling var noget af det mest uhyggelige, man kunne se. Alle lemmer sad i de mest forvredne stillinger og ansigtet ligeledes. Han blev ret gammel og døde først omkring 1925.

Foreningens bestyrelse:

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 1357

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002

Villy Sørensen, Friggsvej 18, tlf. 96 23 0165

Erik Wulff Sørensen, Søndergårdsvej 18, tlf. 9895 1287

Karen Baier,Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002

Østervrå lokalhistoriske hjemmeside:

http://medlem.tripodnet.nu/Wulff2/index.html