Spejler no. 25 september 2002

Vi har haft gode, slidsomme år.

 

Kirstine Jensen fortæller.

 

Kirstine er født den 25. august 1905 på Theasminde på 18 tdr. land i  Østervrå i Torslev sogn i Vendsyssel.

Efter at have været vidt omkring i ungdomsårene giftede hun sig i 1938 med Alfred Jensen, der havde en ejendom på 18 tdr. land nær Kirstines fødehjem. I 1966 flyttede ægteparret til et nybygget hus i Sæby.

 

Jeg har lyst til først at fortælle lidt om mine søde forældre. Far var født den 26.10.1879 i St. Ødegaard, en ejendom på 28 tdr. land. Fra den tid jeg kan huske, ca. 1910, havde mine bedsteforældrefire-fem malkekøer, to-tre stier med grise eller kalve og så to fede, små jyske heste, som var bedstefars yndlingsdyr.

I hjemmet var to piger og seks drenge, den ældste en pige og så min far. Ni år gammel kom han ud at tjene hos en fætter til bedstemor ikke ret langt hjemmefra hos Poul Jensen i Benskov. Der var far i ti år.

Da far var 18 år gammel, var han med i en skytteforening, der havde øvelsessted ikke langt fra gården. En dag min far var i ”hullet” for at sætte skydeskiven på plads, blev der skudt, og kuglen gik bag ind i ryggen på far og ud og ind i venstre håndled – der sad den. Så blev der spændt en hvid russerhest for en fjedervogn, lagt halm bag i, og der blev far så anbragt, og så gik det med hestefart de 26-27 kilometer til Hjørring Sygehus.

Kuglen var så langt inde i håndleddet, at de tog den ud fra ydersiden. Håndleddet blev stift for altid, og da far igen kom ud fra sygehuset, fyldte han snart 20 år. Han holdt to gange jul deroppe, for han fik også en meget slem nyrebetændelse og kun mælk at drikke i tre måneder. Til sidst sendte de ham hjem, de kunne ikke gøre mere for ham. Så måtte bedstemor til at kurere på ham, og det gik fremad så småt. Tøj havde han næsten intet af. Det havde bedstefar brugt; ingen troede, han kom sig. Da han blev så rask, at han kunne gøre lidt nytte, kom han igen til Kirstine og Poul Jensen og senere til Fladbirk. Der gik en sød kokkepige, syntes far, hun hed Johanne Marie Adskersen, altid kaldt Hanne.

 

Det var mor. Hun var født den 25. juni 1880. Hendes forældre boede ved Dorf ved Dronninglund, men jeg ved ikke så meget om dem. Der var tre piger og vist nok to drenge, den ene rejste til Amerika, og den anden døde som ung. Den ene pige fik en dreng, så døde hun, og han blev sat i pleje hos en onkel og tante med en næsten voksen datter, Marie. Da mor var otte år, overtog en søn gården, og så kom onkel og tante på aftægt. I tolv-års alderen kom mor på gården Lundergaard i Ørtofte ved Sæby som lillepige.

Mens mor var på Lundergaqard, blev hun konfirmeret, Så var hun for stor til at være lillepige og fik plads som enepige på gården Brøndet ved Stagsted, og hun kom derefter til Fladbirk.

Da far og mor havde set på hinanden i tre år, blev de forlovet og ville gerne sætte bo.Far så på ejendom; pengene var små, men den 1, november 1904 flyttede far ind på Theasminde, en ejendom på 12 tdr. land. Senere omkring 1913-14 købtes6½ tdr. land til. Ejendommen lå ikke langt fra vejen mellem Sæby og Hjørring mellem Østervrå og Thorshøj.

Det var en enke, der ejede den. Der var tre køer, en ged og en halv skovl. På den bar de gødningen ud på møddingen. ”Det vil jeg sige”sagde konen, ”det er nogle gode huse”. Da hun var taget derfra, havde hun taget alle søm i væggen med, og under løberne, der lå hist og her, viste der sig store huller i gulvet. Det var ikke et kønt syn med de hullede, lerklinede vægge, som var chokoladekalket. Det så ud, som havde der stået nogen og skudt på væggene. Mor gik til købmanden og købte fire ruller tapet til ca. 25 øre pr. rulle. Det var nok, for i stuen var fire døre, to vinduer og panel under vinduerne. Dørene var også grimme og mørke, så der blev købt en dåse maling til en krone. Naboerne mod syd og vest var ældre koner. ”Det er skrækkeligt, som unge mennesker tér sig, tænk, male og tapetsere, ja, det skal snart gå galt.”

Men det gjorde det aldrig. Far og mor var meget glade for deres lille hjem. Mor havde aldrig haft et rigtigt hjem, men nu havde hun fået noget, der var hendes eget, og det skulle passes og værnes om. De bestemte med hinanden aldrig at stifte gæld, altid betale enhver sit, og det holdt de hele livet igennem. Den 15. november 1904 var far og mor blevet gift, og de fik af farfar og farmor et læs roer. Møblerne, de begyndte med, havde far lavet, bl.a. en dobbeltseng, som de lå i ca. 40 år. Så havde mor en kommode, og far og mor havde hver sit skab, hvoraf det ene kom på loftet. Det var hele soveværelset. I stuen stod lige inden for døren et tobaksbord, som far også havde lavet. Mellem vinduerne var en puf. Det var en firkantet kasse med låg, hvortil far havde lavet et rygstykke. Herpå blev der sat sækkelærred med lidt hø i ligesom i låget, og så blev det beklædt med brunt, uldent hvergarn fra farmor. Det var ikke vadmel, for der var bomuldstråd den ene vej. Far lavede også bordet. Det var ikke så stort, og senere fik vi et købt bord. Der blev købt fire stole, og far lavede et lille skrivebord, og så kunne der ikke være mere i den lille stue.

 

Mor hæklede blonder og mellemværk, og så blev der købt shirting, og hun satte mellemværk og blonder i kapper til gardiner med rynkehoved foroven, hvori der blev trukket en snor – sommetider et bændel. Gardinstangen var en lægte, som far lavede rund i enderne, og der blev slået et bændel på, og med  knappenåle – just ikke rustfrie – blev gardinerne hæftet. Forhænget, som det hed, var et stykke stof af samme slags som gardinstoffet. Det tilpassedes i bredde som vinduet, der var en bred fold forneden og så samme mellemværk som i kappen. To runde trenser blev syet oppe i hvert hjørne og i vinduet tilsvarende sat to små søm. Så hed det, når mørket faldt på, og mor tændte lampen: ”Kan du hænge veestykket for”, og om morgenen tog vi det så ned igen.

Mor har altid været meget flittig, ikke stærk, men altid virksom. Mens jeg var barn, sov mor aldrig til middag, så syede hun, mens far hvilede sig. Mor lavede også en rund lysedug, som hun syede med knaphulsting. Jeg kan se stuen for mig: Fine, rene, nyvaskede, stivede og strøgne gardiner, lysedug og sådan en aflang ”sløjfe” på puffens ryg med blonde og mellemværk. Og så en nypudset kakkelovn og nyferniseret gulv. Ja, jeg syntes, sdet var så rent og pænt, så der var næsten ikke til at komme ind. Men det var der heldigvis ikke noget, der hed. Vi har aldrig opholdt os i køkkenet , udover at vi spiste der.

Køkkenet var mod nord, og der var store træer i haven, der skyggede. Stuen lå mod syd. Køkkenet var ikke så stort. Der var komfuret og tørvekassen og foran vinduet et bord fra den ene væg til den anden med en stol for vestenden. Ned foran bordet hang et løst forhæng af praktisk bomuldsstof. Spisekammeret var ret stort. I hjørnet mod nord stod saltkarret, i hjørnet til syd havde far lavet et skab med hylder og en dør. Der havde mor det porcelæn, der ikke brugtes til daglig. Her var også en tallerkenrække på væggen, og der var underbord. Der var lergulv, og aldrig andet, mens der lå trægulv i køkkenet. Bryggerset havde cenmentgulv. Det lå mod syd med bryggersbord fra væg til væg foran vinduet og en dør ud til forgangen. Bag døren kunne der stå en briks eller bænk, som vaskefadet og vandspanden stod på. Der var hejsebrønd udenfor i gården.

I de 50 år far og mor var i Theasminde, havde de gammeldags das. I det gamle hus var der ingen vask hverken i køkken eller bryggers, men det kom der i bryggerset i det nye hus, der blev bygget i 1929. Bag ved døren op til køkkenet var, mens jeg var mindre, en bageovn, men den blev utæt og taget ned, og i stedet blev en gruekedel sat op. Før havde mor altid kogt i en gryde på komfuret. Vi havde en ekstra bænk, der blev sat op foran bryggersbordet, og så en balje og et vaskebræt. Det var mors vaskemaskine de første 25-30 år af hendes ægteskab. Der var et lukket afløb under bordet. Mor vaskede altid, når der var en kedel kogevask. Så kunne forklæder, strømper og fars bluser bagefter vaskes i vandet. Mor vaskede kun om formiddagen. Tøjsnoren spændte far ud på gårdspladsen, og når tøjet var tørt, blev snoren taget ned. Mor havde blændende hvid vask. Vi havde noget ualmindeligt blødt vand i brønden. Vi havde en gammel tøjrulle, en kasse med sten i og to stokke. Den var ikke særlig stor, men fin til at rulle. Det gjorde mor først alene, og så brugte hun kun én stok. Da jeg blev stor og kunne hjælpe, brugte vi begge stokke.

Far og mor begyndte straks at flytte en stendynge, der lå i sydsiden af gårdspladsen, for der skulle laves have til grønsager og bærbuske. I haven vest for husetvar store træer og en hel del dejlige moreller, søde, og et træ med store, sure syltebær og en del ribsbuske. Det blevefterhånden indhegnet til hønsegård . Jeg kan huske den første have på gårdspladsen. Der var en fire-fem solbærbuske langs gangen mod højre side, bagved ribsbuske og til venstre grønsager. Haven var mest mors område.

Min kusine Marie var kommet til at dyrke jordbær, som hun solgte i Aalborg. Det kunne Mor også tænke sig, og far var straks med på tanken. De udvidede og udvidede haven. Mor plukkede bær og sorterede, og far cyklede og afleverede bærrene. Det var mest til syltning, og ville folk have mindre end fem pund, måtte de hente dem selv. Som årene gik, blev både solbær- og ribsbuske store med mange bær. De sidste åringer kom jordbærrene ud i marken sammen med en hel del hindbær, og de søde moreller blev leveret til en slikbutik i Østervrå. En nabokone kom til at gå i mange år hos mor og plukke bær af alle slags. Prydhaven blev mest passet af far op gennem årene. Alt, hvad der skulle flyttes, plantes og sås, var mors arbejde. Selveskuffe- og rivearbejdet ordnede far. Han lavede sig en bred, lidt tung rive. Den trak han bag efter sig. I den anden hånd havde han et let skaft med et ståltråd, der var bøjet, og med det tog han det ukrudt, der tittede frem. Hele sommeren kl. 5 gik far to ture rundt i haven, så var den fin og aldrig beskidt.

 

Da far og mor kom til Theasminde, var der et lille sort rum med kun et lille jernvindue. Derinde gik en halv snes høns. Mor fortalte, at hun fik solgt de første æg, så hun havde 15 kr.  Hun måtte købe forskelligt, som hun manglede som husgeråd. Hun syntes, at hun ejede en formue og fik mange timng af daglige varer.

De første fem år far og mor var gift, gik far på arbejde. Han kom på Thorshøj Mejeri som fyrbøder. Det betød, at far mødte kl. 4 og gik på sine ben de små 3 kilometer. Så kom han hjem sidst på formiddagen og havde tjent en krone. Far var også med til at sætte telefonpæle op på amtsvejen Hjørring-Sæby. Tre magre køer kunne ikke give megen indtægt, og der skulle gerne købes en hest, vogn m.m., derfor var det nødvendigt at tjene lidt rede penge. Men far og mor var nøjsomme, flittige og glade, og de sørgede for at få det til at slå tilog få noget ud af overskuddet, hvis der var noget.

Altid lavede de om, byggede til, for at det kunne blive bedre. Jeg kan huske far stå og tærske på loen. Han lavede selv plejlen og lavede to. Jo, for hvis der kom en bror, kunne han slå et slag med.

Jeg har også tærsket med plejl sammen med far. Da havde vi ellers fået tærskemaskine, men det var rughalm, som vi måtte håndtærske, da det skulle bruges til at tække huset med. Jeg har også siddet på loftet og syet med tækkenål, når nyt tag skulle lægges på.
Tærskemaskinen skulle trækkes med hænderne. Senere blev der råd til en hestegang. Sikken lettelse – det var vel nok fremskridt! Jeg fik den tjans at gå efter hesten rundt og rundt. Jeg var ikke altid glad for det, men det var der ingen, der tog hensyn til. Sommetider sang jeg så højt, så mor, der stod ved vinduet og så, jeg brugte mund, råbte: ”Hold, hold”! Så måtte jeg have godt fat i stangen, så den ikke skulle gå i hestens bagben. Så kom far frem i porten og spurgte, hvad der var i vejen. – ”Jeg synger bare”, og så fik vi alle et billigt grin og fortsatte. Jeg mener, at vi fik hestegang omkring 1914-15, og den havde vi til 1926, da fik vi en ”Hejdemann”  vindmotor fra Hjørring. Sikket fremskridt, så kunne vi også male selv. Før kørte far til Ormholt Vandmølle med kornet. Mange gange, når de kørte til mølle over middag på den tid, der ikke var travlt, så tog mor med. Så kom de forbi min skole, Try Privatskole, og enten gik de ind og sagde, at jeg skulle gå ned til bedstefar og bedstemor, eller at jeg skulle komme med dem. Så kørte vi derned og besøgte dem og fik kaffe. Når så vi kom til mølleren på tilbagevejen, var kornet malet. Far og  mor nåede at få elektricitet den sidste halve snes år, både ude og inde.

 

I 1913 fik far og mor den første hjælp – en dreng på 13 år. Han var fra et lille husmandssted på en tre-fire køer. Der var otte børn, jeg tror, at Ingemann, som han hed, var midt i flokken. Faderen solgte maskiner fra en fabrik til landmændene, så moderenog børnene passede mest ejendommen. Ingemann var der i to år, så blev han for gammel. Om vinteren havde vi ingen hjælp. Næste sommer havde vi sønnen fra vor es nærmeste nabo, og året efter

en anden nabosøn, begge nykonfirmerede drenge. Så var jeg så gammel, at jeg måtte tage fat, og vi havde ikke karl igen, før jeg skulle på højskole i sommeren 1923. Da fik vi en nykonfirmeret dreng fra Skagen. En onkel til proprietær Bruun, Ormholt, havde fæstet ham, men han var ked af at få sådan en dreng ud på sin store gård med mange karle. Lambert, som han hed, havde det godt hosfar og mor, ofg de grinede tit af ham, for landbrug kendte han kun lidt til. Så skulle han spænde hesten for vognen. ”Jeg tror, det er helt rigtigt” – hvorefter han hoppede på vognen, og så gik hesten ud af stjerten, for han havde glemt at sætte skagler på. En anden gang de kørte i marken, og far kom gående lidt bagefter, hoppede Lambert pludselig af vognen og gik hen til hesten, fordi han havde glemt at sætte tømmen fast til grimen.

Jeg kom hjem fra højskole, inden der skulle være høstgilde på Ormholt, og jeg blev inviteret med til det. Jeg var lidt beklemtog ked af at komme med, men far og mor sagde, at det skulle jeg. Det var en stor gård på 400-5oo tdr. land. Besøget gik også meget godt. Jeg sad til bords sammen med hr. og fru Bruun ogseks døtre, de ældste lidt yngre end mig, og så Lambert, jeg tror ikke, der var andre. Senere kom vi ud i en fint pyntet lade, og der var alle gårdens folk med børn, og der blev spillet op til dans. Hen ved ti-tiden blev der serveret rundt i salen af pigerne og de største døtre. Jeg kan ikke huske, om det var æblekage eller æbleskiver, vi fik. Så var klokken 11 og jeg ville hjem. Hr. Bruun sagde til Lambert, at han skulle følge mig på vej, men da vi var kommet forbi huset og haven, sagde jeg: ”Tak, du kan nok gå tilbage”. Jeg var to år ældre end ham, jeg behøvede ingen barnepige.

Til november flyttede Lambert på en større gård, og så var jeg atter pige og karl. Vi hjalp hinanden alle tre i hus, have, stald og mark. Om vinteren gik jeg til syning i Østervrå på en systue. Var også hjemme sommeren efter, men så kom jeg ud at tjene, og far og mor fik nu forskellige karle, der som regel var 16 eller 17 år.

 

I årenes løb blev der forbedret væsentligt på de ældre huse.

På ladebygningen blev der i 1925 installeret en vindmotor, der trak tærskeværk og kværn, og det lave stuehus sammenbygget med laden blev fire år senere revet ned og erstattet af et fritliggende hus opført ude i haven på bærbuskenes og køkkenhavens plads. Mens det gamle stuehus lå der, var alt udvendigt træværk malet grønt, mens det nye hus og de ældre længer fik røde vinduer, døre og porte og fortsat hvidkalkede mure.

 

Far og mor blev ældre, men alt skulle være pænt ude og inde, og de fik første præmie for haven i 1928, amtspræmien. De var også de første i Hjørring amt, der fik sølvskålen for mønsterbrug i 1932. Senere fik de Landboforeningernes sølvmedalje.

Nu vil jeg fortælle om naboskabet, da jeg var barn. Theasminde, Bødkerlund, Guldborg, Gane-Vestermark og Vedbæk var ejendomme på 10 til 17½ tdr. land. De besøgte alle hinanden. Så var der to gårde på 45 og 55 tdr. land lidt længere ude mod øst og to mindre gårde mod nord. De kom alle sammen til fødselsdage og lignende.

Da jeg var enebarn, kom jeg meget, meget tit med mine forældre ud; men efter at jeg blev 8-9 år, kom jeg aldrig med, undtagen jeg blev inviteret.

Men der var altid flere børn de andre steder, og de ville, jeg skulle med. Jeg blev altid godt fodret af, inden vi tog hjemmefra, og jeg fik instrukser om ikke at placere mig bag mors stol: ”Du bliver i køkkenet eller i børnekammeret hos de andre børn, ellers bliver du hjemme”. Når jeg tænker tilbage, så lidt plads der var i de små stuer; men folk kom ind og fik en stol at sidde på. Der blev de så, til de gik hjem. Men humøret var godt, og som de kunne le, sludre og ryge tobak og en enkelt cigar. Cigaretter kan jeg aldrig mindes som barn. Nogle steder spillede mændene kort, aldrig damerne, de strikkede og hæklede.

Om efteråret skulle grisene slagtes, og så blev der holdt spisegilder. Flere steder havde de deres bestemte menu hvert år, og det blev der sjældent lavet om på. Det begyndte hos Carl og Marie Møbak, for Marie fyldte år den 17. oktober. Så hos far og mor, enten den 15. november på bryllupsdagen eller den 26. november på fars fødselsdag. Der fik de risrand med rosiner og boller i karry, flæskesteg, rødkål, græskar, rødbeder og syltetøj. Vi havdse altid godt med jordbærsyltetøj, og bagefter hofdessert, sveskegrød i bunden af en glasskål, derover creme og flødeskum. Øl og sodavand, aldrig vin i noget hjem. Senere kaffe og kager. Det var gerne kringle, en formkage, hvid eller brun, en lagkage og småkager. Den 14. januar fyldte Pauline Guldborg år. Der fik de altid høns i peberrod, så steg og dessert. Senere kaffe og kager, som var ens med lidt variation. Den 24. januar var der fødselsdag i Gane, der fik de hvidkålsbudding, som marie kaldte det, hvidkål og fars i to store sandkageforme, dertil smeltet smør, så flæskesteg og fromage som dessert. Et andet sted fik de kåldolmer. Et par naboer var flyttet et par kilometer længere væk. Hos dem fik vi altid kødrand med grønærter. Det var kun én gang om året, de spiste hos hinanden. Til andre tider fik de kun kaffe.

 

Til mors fødselsdag den 25. juni blev familie og venner inviteret til chokolade og kaffe. Vi kunne ikke være inde, så der blev dækket bord i laden, og folk gik i mark og have inden chokoladen. En overgang fandt de på til deres sommerbesøg, at de fik en tår kaffe og en småkage, som gæsterne kom til; så gik de i have eller mark.

Det kaffedrikkeri fik en ende med krigen. Jeg kan huske den 1. verdenskrig, da hittede konerne på, at de kunne bage vafler af byg- eller rugmel, så skulle de sammen og smage hinandens, så fik de noget grin og en aften ud af det. Under 1. verdenskrig havde de været sammen at spise et sted, og der var blevet serveret saftevand. En nytilflyttet konehavde korset sig og råbt op. Men kunne hun ikke passe ind i naboskabet, ja, så blev der brugt udelukkelsesmetoden, og så var det klaret.

Min far havde en god, ren og klar stemme og kunne lide at læse op. Hvor har han dog læst meget for mor og mig, aviser, bøger og blade. Vi nød det, som vi sad der med hver sit håndarbejde. Sommetider læste han også, når der var et par naboer. Far og mor vidste snart, hvem der kunne lytte, og hvem der ikke kunne holde mund. Tit blev det sådan, når der var nogle naboer samlet og ingen spillede kort, så lød det: ”Der sidder vel ikke en historie i lommen, Christian”? ”Jo, det kan godt være”. Det var en god almanakhistorie eller Larsen Græsteds muntre fortællinger. Her i Vendsyssel har vi også Jens Thises fortællinger på dialekt. Så fik de sådan en fortælling eller to, så slut. Der var altid nogen, der helst selv ville snakke, andre faldt i søvn, og derfor valgte far altid muntre historier, der kunne grines af. Så læste han de mere alvorlige hjemme for mor og mig.

Fortsættes.

 

Foreningens bestyrelse:

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 1357

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002

Villy Sørensen, Friggsvej 18, tlf. 96 23 0165

Erik Wulff Sørensen, Søndergårdsvej 18, tlf. 9895 1287

Karen Baier,Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002

 

Østervrå lokalhistoriske hjemmeside:

http://medlem.tripodnet.nu/Wulff2/index.html