Vi har
haft gode, slidsomme år.
Kirstine Jensen fortæller.
Fortsat
Vi havde også, mens jeg var
barn, tit besøg af en skolelærer. Han var ungkarl med en søster til
husbestyrerinde. Han kom altid kl. halv seks, når vi malkede; så ville han købe
kartofler (nye) eller bær. Jeg kan nok huske, mor var lidt sur, for han ville
altid gerne blive og spise, og det var ikke altid, mor syntes, det var
skolelærermad, vi havde. Men han spiste alt og befandt sig godt. Og så kom
rosinen i pølseenden – han havde en fortælleevne, som kunne sige sparto. Og han
ville gerne fortælle – bare vi var alene. Jeg kan den dag i dag høre ham
fortælle om storken, der var på besøg hos ræven og omvendt. Det er mindst 65 år
siden, han fortalte den og meget andet. Så snart der kom andre, ville han kun
snakke almindeligt.
Så kunne far spille violin.
Han var selvlært, men spillede efter noder. Far havde en dejlig høj og klar
stemme. Han sang for til møder og sammenkomster, købte bøger med noder og lærte
sig sange i Højskolesangbogen, ”Syng dig glad” og andre. Far spillede så godt
som hver dag lidt eller meget, som der var tid. Sommetider om morgenen og tit
sommeraftener. Gik far ud på bænken foran huset og spillede enten violin eller
fløjte, så kunne vi se naboer komme ud fra deres huse og lytte. Ikke én af
naboerne kunne spille, men de kunne lide at lytte. Hvis mor gjorde tegn til dem
enten ved at hente kaffekanden eller på anden måde, betød det, at nu lavede hun
kaffe, vær så god at komme. Så fik de en tår kaffe og en sludder et par timer,
og så gik hver til sit. Jeg vil nødig opregne den kaffe, der er drukket i mit
hjem. Alle skulle have en tår kaffe, når de kom til huse. Særlig far sagde
altid: ”Værsågod, kom indenfor.” Det var sommetider, mor syntes, det ikke var
nødvendig med kaffe, men det var som regel, når hun ikke havde noget særligt
til kaffen, for mor var mindst ligeså gæstfri som far. Hun kunne nemt røre en
kage eller bage nogle plader lagkage, der kom i komfurovnen, mens kartoflerne
kogte til middagen. Vi havde kakkelovn og komfur og brugte primus om sommeren
og fik en primusovn i sidste halvdel af tyverne; det var skønt at være fri for
den komfurvarme om sommeren. Der kunne også nemt røres en kage sidst på
eftermiddagen, hvis der kom nogle til aftenskaffe. Hvad lys angik, var det
petroleumslamper. Der kom ikke el på egnen før i fyrrerne.
Mor var aldrig ledig, havde
altid et håndarbejde i hånden. En vinter, mens mor var ganske ung, fik hun
frost i hænderne. Så fik hun lov at komme i sylære hos en sypige, der gik fra
gård til gård. Det var som regel skik, at de kom forår og efterår. En sådan
sypige fik mor lov at følges med. Skønt mor var så ung, lærte hun, og hun havde
lyst til at sy. Alt sit daglige tøj syede hun og mit tøj. Mor har altid haft
symaskine, først en tysk maskine, senere en Singer håndmaskine, der varede
hendes tid ud.
Jeg fik købt frakke, da jeg
var 14 år; det var den første, jeg fik. Min konfirmationsfrakke, en sort
plyspjækkert, syede mor også, mens kjolen blev syet hos en dameskrædder. Andendagskjolen,
som det hed, syede mor. Det var lyseblå uldsatin, og den var syet med kædesting
i samme farve med Tivolisilke på krave og ærmer. Mor var en knag til at sy
tøjsko, og mine veninder kunne græde, hvis jeg ikke kom med et par tøjsko som
fødselsdagsgave. Sommetider havde hun ikke tid, sommetider havde hun ikke noget
at lave dem af. Så klagede hun sin nød til dem, der havde nogle mandfolk. Der
kunne så blive en gammel frakke eller bukser, helst vadmel. Sådan om vinteren
kunne mor sætte sig på kanten af bordet til lyset, og så kunne hun sy så
stærkt, at hun svedte, når hun syede såler. Hun brugte hvidt bomuldsgarn, og
det skulle vokses. Så hed det: ”Kirstine, kan du så vokse noget mere tråd”? Mor
klippede altid skoene om dagen, og kunne hun nå det, også det øverste, der blev
syet kant på og frem og tilbage på maskinen, mens der var dagslys. Så kunne
klæder og pjalter komme væk inden aften. Jeg tror, hun har syet læssevis af
store eller små.
Når hun skulle sy til mig,
mens jeg var barn, kan jeg aldrig huske, at hun havde et mønster, men måske en
for lille kjole eller andet. Men når jeg var der, skulle jeg evig og altid
prøve. Jeg hadede at prøve: ”Kan du ikke gå hen og give Valdemars det”. – Det
var vores nabo. Der var tre piger, den ældste på alder med mig og to et par år
yngre. Der var 13 levende børn, og de fem mindste legede jeg med i mine
barneår. Der kom alt mit tøj og fodtøj hen. Far sagde til mor: ”Gå nu hen med
det, inden det er opslidt”. Til far og mors sølvbryllup kom de ”børn” med et
stort, flot linoleumstæppe som gave. De ældste var flyttet fra egnen og
forældrene døde.
Mor har aldrig været i
nogen forening som bestyrelsesmedlem, men de var begge ivrige afholdsfolk, og
medlem af bestyrelsen var far i mange år. Den døde til sidst helt ud, jeg tror
i 30’erne. Desuden var far og mor i husmandsforeningen. Altid har far holdt
”Husmandshjemmet”, og det blev læst. Han holdt det i 60 år. Far ville ikke være
formand, men han var altid forsanger. Jeg synes, der blev holdt
bestyrelsesmøder i mit hjem i den tid, jeg kan huske. Men ellers var far og mor
hjemmets mennesker. Der var sange, som far sang med stor glæde: ”Jeg er en
simpel bondemand”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Uden sang, uden klang, hvad
ville livet være?” og mange flere. Mens jeg var barn blev der oprettet en
foredragsforening. Jeg vil regne med omkring 1915-18, måske før. Der var vi
altid med, også jeg, det var så nemt at tage mig med. Så jeg er heldig at have
hørt Harald Bergstedt, Johan Skjoldborg og ikke at forglemme Larsen Ledet. Desuden
Jacobsen, der spillede Hardangerfele. Han var på en eller anden højskole nede i
landet, og Anna Larssen Bjørner, men hvor, har jeg glemt. Så har jeg hørt Thit
Jensen; hun var festlig. Da jeg var 15 år, hørte jeg forstanderinden fra
Hadsten Husholdningsskole. Jeg tænkte, ”mon du kan få lov at komme sådan et
sted hen, hvor de er så kloge?”
Men nu må jeg hellere
fortælle lidt mere om mit eget liv. Jeg er jo, som før nævnt enebarn, og blev
født den 25. august 1905. Mor blev meget syg efter min fødsel. Hun fik
mælkefeber og var ikke rigtig i tøjet før til november. Jeg er derfor først
døbt den 19. november. Jeg fik næsten ingen modermælk, men så rigelig med
komælk, at jeg blev en ordentlig ”guldklump”, der ikke kom til at gå alene før
juledag, ca. 16 mdr. gammel. Da jeg var ni måneder, blev det galt med mine
øjne. Jeg havde kun fået mælk og atter mælk. Efter flere besøg hos overlægen på
Hjørring sygehus blev dommen, at jeg måske aldrig ville kunne se at læse.
Gudskelov blev kun det ene øje beskadiget.
Jeg havde en skøn barndom.
Vi kunne rigtig hygge os i vinterens lange aftener. Far spillede, lærte sig nye
melodier og læste meget højt for mor og mig. Mor syede, hæklede eller
strikkede. Jeg holdt meget af at tegne, skrive og læse lektier. Når mor gik til
købmanden om efteråret, og det blev mørkt, tog far mig ved hånden, og så gik vi
mor i møde. Far havde en bestemt fløjtetone. Den kunne høres langt væk sådan en
mørk aften. Så blev mor glad.
Der var ikke noget, der hed
slikpose. Nej, når mor rullede sig rigtig ud, kom hun med 1 stk. hvidt
silkepapir, som kostede 5 øre, og så en lille æske farver til 10 øre. Så var
jeg godt optaget med at finde billeder, når vi kom hjem,. Papiret blev lagt
ovenpå og tegnet og farvelagt, og mor viste mig, hvordan jeg skulle lægge
silkepapiret, så det blev helt udnyttet.
Hvis mor kom med slik en
enkelt gang, var det et lille stykke chokolade med nødder i. Det kunne vi to så
godt lide, og det kostede 10 øre. Jeg mindes aldrig, at mor købte to stykker.
Jeg lærte tidligt at hjælpe
til, gik jo ved far og mor dagen lang, og var med både ude og inde. Jeg havde
en lille købmandskurv, så jeg kunne hente tørv og pinde til tørvekassen, og jeg
kunne sætte på og tage af bordet og mange andre småting.
Som jeg skrev før, lå der
seks små landbrug i en rundkreds, og der var børn i alle aldre alle de andre
steder. Jeg kunne bare gå ud på vejen, så var der børn nok at lege med. De var
alle med til min fødselsdag både piger og drenge, til de blev så store, at
drengene ville drille pigerne, så var det slut. Imidlertid var jeg blevet så
stor, at jeg skulle i skole. Det var 1. maj 1911, som jeg blev syv år i august.
Vi var to piger og to drenge, der fulgtes ad til Try Privatskole. Der skulle de
små ikke møde før kl. 12 om vinteren og kl. 1 om sommeren. De store børn gik om
formiddagen. Det kostede1,05 kr. pr. kvartal, altså 35 øre pr. måned. Der gik
vi, til vi var 11 år. Lærerinden, frk. Thorup, havde imidlertid fået i alt 72
elever. Det var alt for mange, og nu blev Thorshøj skole udvidet og bygget om
fra en to-klasses til en fire-klasses skole med ny ung førstelærer og
lærerinde, og så kom alle frk. Thorups elever fra Thorshøj i den skole. Jeg
hørte til Østervrå skole og kom derop. Det var en 6-klasses skole, og jeg kom i
4. klasse og befandt mig godt.
Min fødselsdag, den glædede
vi os alle til. Vi var en 12-14 ”tøser” og fik chokolade, når alle var kommen,
og gaver havde de med! Jeg har den dag i dag nogle af dem. Fire glas har jeg
fået – to ad gangen. Der står til erindring, så to fine krystalglas og
et dukkekaffestel, ret stort med porcelænskaffekande, flødekande og sukkerskål,
men der er desværre kun to kopper tilbage. Jeg tror, der var seks par. Jeg har
også en lille glasskål med låg. Disse ting fik jeg til min 11-, 12- og 13-års
fødselsdag.
Så kom mor efter, at de
skulle have noget at spise, inden de gik. Der var fire af pigerne, der var
flyttet en 2-3 km., og de skulle ikke komme sultne hjem, så mor kogte kartofler
og stegte nogle gode frikadeller og så jordbærgrød; det bekom alle vel. Så var
klokken henad 8, og alle kunne komme hjem, inden det blev mørkt. Vi legede
tagfat og ”nys”, sanglege, rendte på Højen, en gravhøj, hvor der var en vældig
udsigt. Så spiste vi kirsebær i lange baner. Nogle kunne klatre i træerne,
andre havde fået påbud hjemmefra om ikke at klatre, måske deres nye kjoler ikke
egnede sig til det.
Den sidste vinter, jeg gik
i skole, var medens der var spansk syge epidemi. Så spurgte far førstelæreren,
om jeg måtte gå næste vinter også, og det måtte jeg gerne. Men til påske
foråret 1920 satte jeg en stor kasse cigarer på katederet, og så blev jeg lige
så stille væk. For nu blev der travlt i mark og have, og vi hjalp hinanden alle
tre – ude og inde. Jeg gik så til præst tirsdag og fredag formiddag og blev
konfirmeret den 3. oktober 1920.
Min konfirmation var en
festdag. Vi kørte i fjedervogn. Og der var alle de gæster, der kunne være i
huset. Jeg tror bestemt, vi havde gæster i tre aftener i træk til spisning og
så lidt kaffefremmede senere. Gaver fik jeg masser af, men en del af dem var ”krigsskidt”.
To sølvvaser, det var bare blik med et låg af et eller andet, der rustede, hvor
de stod, og derfor blev de smidt væk. Også en fin guldbroche blev sort; den
havde endda kostet mange penge. Derimod fik jeg en guldring, som holdt i mange,
mange år, en sølvkæde, som jeg har endnu, og et sølvhalssmykke er pænt endnu i
dag. Så fik jeg 200 kr. i penge, uhørt dengang, to kinesiske lakæsker, en
aflang til handsker og en firkantet til lommetørklæder samt en firkantet med
låg, lås og nøgle og indlagt perlemor. Jeg fik også et stort lyseblåt
silkehalstørklæde, en stola, lommetørklæder, et hvidt forklæde, to pæne
blomstervaser af porcelæn med en hel buket blomster, der var lavet i porcelæn,
malet og sat på, og to firkantede vaser også i porcelæn, den ene med en dreng,
den anden med en pige, der stod udenpå.
De 200 kr. blev brugt til
en kommode, der kostede 180 kr. Jeg har også den endnu. Ur havde jeg fået til
min 14-års fødselsdag; det har jeg også endnu. Det var et almindeligt sølvur.
Jeg fik en hvid konfirmationskjole af uldbatist. Jeg ville i dag kalde det
uldmusselin. Jeg tror, jeg kan tegne den. Den var todelt og med krave af silke.
Så fik jeg en lyseblå uldsatin til andendagskjole, hvide strømper og hvide
skindsko med høje hæle, det var nr. 35.
Jeg var nu hjemme og hjalp
til ude og inde. Der blev oprettet en ungdomsforening i Thorshøj Skole med
lærer Dalgaard som formand. Der kom jeg med, straks jeg var konfirmeret. Der
blev holdt møder, og lærer Dalgaard læste og fortalte for os. Vi sang, og han
spillede. Der kom fremmede talere, omegnens lærere, og der kom en pastor Norlev
, der var der flere gange. Jeg husker også Erik Appel og forskellige præster,
hvem nu Dalgaard kunne få fat på. Så var der høstfest og julefest; der blev
oprettet folkedansehold, og vi spillede dilettant i flere år.
Flere somre blev hele
ungdomsforeningen inviteret hjem til far og mor. Så dækkedes bord i laden eller
vognhuset, og der kom gerne en 40-50 unge. Jeg kan som gammel kone rende på en
eller anden, der mindes de sommeraftener i mit hjem. Så legede vi i haven, og
far spillede glade sange.
Jeg gik også til sykursus i
de år. Vi havde en dygtig formand i husmandsforeningen, som sørgede for, at der
blev holdt kurser i
husholdning, og mor og jeg
var altid med. Vi deltog i alt, hvad der var af den slags. Der var noget, der
hed havebrugsudflugt hvert år. Det deltog vi også i, men da der til sidst kom
4-500 mennesker, måtte det holde op.
Sommetider havde vi besøg
af husmandskoner, der var på 2-3 dages tur. Det var festligt, når der rullede
sådan en stor rutebil ind i gården, og der kom en 30-32 husmandskoner fra hele
Danmark ud af bilen. Vi fik sådan sjov ud af et hold, der kom i 1930. Da havde
vi bygget nyt stuehus, og der var dækket lige igennem stuerne, så alle sad ved
ét bord. De kom mellem 4 og 5. ”Værsågod, der er kaffe”. Nej, nej, nej, de
skulle ingen kaffe have, hvis de blot måtte gå i haven, og det gjorde de, men
dørene stod åbne, og et par damer kiggede ind: ”Nej, nu har vi aldrig set
mage!” og de andre kom til og skulle også se. Nå, ja, pludselig sad de alle ved
bordet. Vi havde en del fjernelliker, lyserøde, ligesom blomsterne på kopperne.
De nelliker lå i en bred stribe foran kopperne hele vejen rundt, lette og
graciøse. Så var der tre store lagkager med flødeskum og jordbær sammen med
anden kage. Damerne skulle på en kro 5-6 km. længere henne. Mens de gik i
haven, ringede mor til kroen og sagde, at damerne var her og fik kaffe, så de
skulle ikke vente dem de første to timer. Det fik mor en stor tak for af
krokonen.
Sommeren 1923 kom jeg på
højskole. Vi var 64 elever, og det var en dejlig tid. Sommeren 1924 fik jeg lov
at tage til København alene for at besøge min tante og onkel med en datter, der
er syv år yngre end mig. Jeg fik meget at se, og min onkel og tante skiftedes
til at ”rende rundt” med mig. Jeg bestemte, at her ville jeg over at tjene,
hvis jeg kunne få lov at rejse hjemmefra.
Efterår 1925 havde lærer
Dalsgaard fået en pige til november, men efter 1½ månedstid blev hun syg og
måtte rejse. Så kom jeg ned og fik hendes plads. Der var tre børn på seks, tre
og et år. Jeg gjorde også rent i skolestuen hver eftermiddag og gymnastiksalen
en-to gange ugentlig og havde tit alle børnene med. Om morgenen skulle der
først tændes op i komfuret, så ild inde i skolestuen, og om eftermiddagen i
kontoret. Jeg fik 25 kr. mdl. Der var jeg til maj, for jeg havde fået plads som
husholdningselev på Jeckels Hotel i Gl. Skagen for sommeren.
Den 23. august rejste jeg
derfra og kom så til København, hvor min tante havde fundet en plads til mig.
Der var jeg indtil 1. november 1927. Her
fik jeg set meget af København. Så var jeg atter hjemme til næste
sommer, hvor jeg tog på Borris landbrugsskole til et 6 ugers kursus i mad og
syning. Så kom jeg til Kerteminde Højskole, 8 dage på Højskole, og derfra til
København.
Her blev jeg sendt ud fra
et husgerningskontor til 5 kr. fra 8-4. Det var mange penge sidst i tyverne.
Jeg cyklede, men var der for langt, tog jeg en sporvogn, og så skulle jeg have
35 øre ekstra.
Jeg sagde op til 1. april
1929, fordi mine forældre ville bygge nyt stuehus, og så ville jeg hjem og
hjælpe. Vi malede og tapetserede selv, og 15. november var det fars og mors
sølvbryllupsdag.
Derefter blev det så
dårlige år for landmanden i 30’erne, at det blev sådan, at jeg tog et par måneder
til København forår og efterår, boede hos min tante og gik ud fra
husgerningskontoret. Så klarede far sig med lidt daglejerhjælp, og jeg fik
tjent mig lidt rede penge.
1938 drog jeg hjemmefra,
men flyttede kun en halv kilometer. Der var kommet en ungkarl hjemme på egnen.
Han havde købt en ejendom, og så ville vi prøve at leve livet sammen. Den 20.
maj 1938 holdt far og mor et pænt, stort bryllup med ca. 60 gæster. Vi spiste i
vognhuset, hvor der var pænt pyntet. Ved sådan en lejlighed var alle naboer parate,
nogle ryddede ud, andre pyntede, vaskede lejet service af og dækkede bordene.
Ingen drømte om at skulle
have noget for det, men selvfølgelig var der altid kaffe og kager. Til
hovedmåltiderne gik hver til sit.
Til selve festen kom der en
kogekone, der lavede maden. Gaver? Jo, der var mange, spisebordet med to plader
var fyldt, og der stod kasser under bordet. Der var to spisestel, 35
forskellige glasskåle, store, små, runde og ovale, duge, lysestager, bestik,
blomster m.m. Nu var jeg jo enebarn, en voksen pige, og havde hjulpet meget her
og der til gilder og fester med så mange tak, derfor det overvældende gavebord.
Det første år efter mit
bryllup havde mor en lille ung pige og far en 14-15-årig karl. Men det lavede
de om på, hellere en lidt ældre karl, der kunne passe hestene og markerne, så
passede far dyrene og kunne få tid til haven og køre med bær, men ikke mere
kirsebær. Træerne var blevet gamle og meget høje og en del var fældet. Det var
nemmere med hindbær.
Tiden gik, og far og mor
var nær 75 år og begyndte at se på hus. De fandt et i Thorshøj. Den 1. november
1954 var alt flyttet. Theasminde blev solgt til et par unge mennesker, og far
og mor drog af gårde efter præcis 50 års arbejde i nøjsomhed og glæde, og de
afleverede et smukt, velholdt husmandshjem. De fik godt 10 år i Thorshøj med
gode naboer også der, og de faldt godt til. Der var en have til, de kunne pusle
med, og far spillede og sang og lavede mange ting. En overgang lavede mor
patchworktæpper. Men hun begyndte at skrante. Det var maven – lægen syntes
sygehus. Ja, det er næsten ikke til at tænke, sygehus. Jeg tror, det kunne
tælles, hvor mange gange mor havde været på besøg sådan et sted. Lægen sagde:
”Jeg tror, de kan hjælpe dig”. Så en dag sagde mor ”jo”. Hun kom på sygehus og
blev opereret for to mavesår, 85 år gammel. Hun kom sig og kom hjem til min
mand og mig. Der var far allerede – ham tog vi med hjem, da mor kom på sygehus.
Tænk, otte dage efter fik far en blodprop i armen, men den blev opereret væk,
og han kom hjem igen og levede i tre-fire måneder, men atter en blodprop, og
far var væk.
Mor levede stadig hos os,
til hun var 92 år. Mæt og træt af dage sov hun stille ind uden at være syg.
Far og mor havde et godt
liv. De holdt virkelig af hinanden hele livet igennem, glade og tilfredse med
den lod, der blev dem tildelt.
Far og mor talte altid
sammen, når der skulle laves noget eller købes et eller andet. Var det noget
med tøj til mor eller mig, blandede far sig ikke. Mors manufakturforretninger,
der brød far sig ikke om at komme, undtagen hvis han skulle købe en rulle tråd
eller en pakke bændler, det ville han nok tage med hjem.
Skulle han f.eks.købe et
par meter flonel til ”Tøsen” til en natkjole eller stof til et forklæde, kom
han altid med det bedste stof i forretningen.
De havde det godt med
naboerne, aldrig, aldrig kiv og strid. Nej, så tog de sig hellere en god
latter, hvis der var en, der trådte i spinaten. De blev ved med at komme
sammen, selv da naboerne flyttede, efterhånden som de blev ældre.
Far og mor var nogle af de
sidste, der flyttede fra egnen. Og de overlevede næsten alle deres naboer. De
sidste åringer gik de aldrig til begravelse. Det var ikke til at holde ud at
skulle følge alle gode naboer og venner til deres sidste hvilested.
Foreningens
bestyrelse:
Vivi
Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 1357
Jørgen
Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002
Villy
Sørensen, Friggsvej 18, tlf. 96 23 0165
Erik Wulff
Sørensen, Søndergårdsvej 18, tlf. 9895 1287
Karen
Baier,Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002
Østervrå
lokalhistoriske hjemmeside:
http://medlem.tripodnet.nu/Wulff2/index.html