Spejlet no. 26   december 2002

 

Vi har haft gode, slidsomme år.

 

Kirstine Jensen fortæller.

Fortsat

 

Vi havde også, mens jeg var barn, tit besøg af en skolelærer. Han var ungkarl med en søster til husbestyrerinde. Han kom altid kl. halv seks, når vi malkede; så ville han købe kartofler (nye) eller bær. Jeg kan nok huske, mor var lidt sur, for han ville altid gerne blive og spise, og det var ikke altid, mor syntes, det var skolelærermad, vi havde. Men han spiste alt og befandt sig godt. Og så kom rosinen i pølseenden – han havde en fortælleevne, som kunne sige sparto. Og han ville gerne fortælle – bare vi var alene. Jeg kan den dag i dag høre ham fortælle om storken, der var på besøg hos ræven og omvendt. Det er mindst 65 år siden, han fortalte den og meget andet. Så snart der kom andre, ville han kun snakke almindeligt.

Så kunne far spille violin. Han var selvlært, men spillede efter noder. Far havde en dejlig høj og klar stemme. Han sang for til møder og sammenkomster, købte bøger med noder og lærte sig sange i Højskolesangbogen, ”Syng dig glad” og andre. Far spillede så godt som hver dag lidt eller meget, som der var tid. Sommetider om morgenen og tit sommeraftener. Gik far ud på bænken foran huset og spillede enten violin eller fløjte, så kunne vi se naboer komme ud fra deres huse og lytte. Ikke én af naboerne kunne spille, men de kunne lide at lytte. Hvis mor gjorde tegn til dem enten ved at hente kaffekanden eller på anden måde, betød det, at nu lavede hun kaffe, vær så god at komme. Så fik de en tår kaffe og en sludder et par timer, og så gik hver til sit. Jeg vil nødig opregne den kaffe, der er drukket i mit hjem. Alle skulle have en tår kaffe, når de kom til huse. Særlig far sagde altid: ”Værsågod, kom indenfor.” Det var sommetider, mor syntes, det ikke var nødvendig med kaffe, men det var som regel, når hun ikke havde noget særligt til kaffen, for mor var mindst ligeså gæstfri som far. Hun kunne nemt røre en kage eller bage nogle plader lagkage, der kom i komfurovnen, mens kartoflerne kogte til middagen. Vi havde kakkelovn og komfur og brugte primus om sommeren og fik en primusovn i sidste halvdel af tyverne; det var skønt at være fri for den komfurvarme om sommeren. Der kunne også nemt røres en kage sidst på eftermiddagen, hvis der kom nogle til aftenskaffe. Hvad lys angik, var det petroleumslamper. Der kom ikke el på egnen før i fyrrerne.

Mor var aldrig ledig, havde altid et håndarbejde i hånden. En vinter, mens mor var ganske ung, fik hun frost i hænderne. Så fik hun lov at komme i sylære hos en sypige, der gik fra gård til gård. Det var som regel skik, at de kom forår og efterår. En sådan sypige fik mor lov at følges med. Skønt mor var så ung, lærte hun, og hun havde lyst til at sy. Alt sit daglige tøj syede hun og mit tøj. Mor har altid haft symaskine, først en tysk maskine, senere en Singer håndmaskine, der varede hendes tid ud.

Jeg fik købt frakke, da jeg var 14 år; det var den første, jeg fik. Min konfirmationsfrakke, en sort plyspjækkert, syede mor også, mens kjolen blev syet hos en dameskrædder. Andendagskjolen, som det hed, syede mor. Det var lyseblå uldsatin, og den var syet med kædesting i samme farve med Tivolisilke på krave og ærmer. Mor var en knag til at sy tøjsko, og mine veninder kunne græde, hvis jeg ikke kom med et par tøjsko som fødselsdagsgave. Sommetider havde hun ikke tid, sommetider havde hun ikke noget at lave dem af. Så klagede hun sin nød til dem, der havde nogle mandfolk. Der kunne så blive en gammel frakke eller bukser, helst vadmel. Sådan om vinteren kunne mor sætte sig på kanten af bordet til lyset, og så kunne hun sy så stærkt, at hun svedte, når hun syede såler. Hun brugte hvidt bomuldsgarn, og det skulle vokses. Så hed det: ”Kirstine, kan du så vokse noget mere tråd”? Mor klippede altid skoene om dagen, og kunne hun nå det, også det øverste, der blev syet kant på og frem og tilbage på maskinen, mens der var dagslys. Så kunne klæder og pjalter komme væk inden aften. Jeg tror, hun har syet læssevis af store eller små.

Når hun skulle sy til mig, mens jeg var barn, kan jeg aldrig huske, at hun havde et mønster, men måske en for lille kjole eller andet. Men når jeg var der, skulle jeg evig og altid prøve. Jeg hadede at prøve: ”Kan du ikke gå hen og give Valdemars det”. – Det var vores nabo. Der var tre piger, den ældste på alder med mig og to et par år yngre. Der var 13 levende børn, og de fem mindste legede jeg med i mine barneår. Der kom alt mit tøj og fodtøj hen. Far sagde til mor: ”Gå nu hen med det, inden det er opslidt”. Til far og mors sølvbryllup kom de ”børn” med et stort, flot linoleumstæppe som gave. De ældste var flyttet fra egnen og forældrene døde.

 

Mor har aldrig været i nogen forening som bestyrelsesmedlem, men de var begge ivrige afholdsfolk, og medlem af bestyrelsen var far i mange år. Den døde til sidst helt ud, jeg tror i 30’erne. Desuden var far og mor i husmandsforeningen. Altid har far holdt ”Husmandshjemmet”, og det blev læst. Han holdt det i 60 år. Far ville ikke være formand, men han var altid forsanger. Jeg synes, der blev holdt bestyrelsesmøder i mit hjem i den tid, jeg kan huske. Men ellers var far og mor hjemmets mennesker. Der var sange, som far sang med stor glæde: ”Jeg er en simpel bondemand”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Uden sang, uden klang, hvad ville livet være?” og mange flere. Mens jeg var barn blev der oprettet en foredragsforening. Jeg vil regne med omkring 1915-18, måske før. Der var vi altid med, også jeg, det var så nemt at tage mig med. Så jeg er heldig at have hørt Harald Bergstedt, Johan Skjoldborg og ikke at forglemme Larsen Ledet. Desuden Jacobsen, der spillede Hardangerfele. Han var på en eller anden højskole nede i landet, og Anna Larssen Bjørner, men hvor, har jeg glemt. Så har jeg hørt Thit Jensen; hun var festlig. Da jeg var 15 år, hørte jeg forstanderinden fra Hadsten Husholdningsskole. Jeg tænkte, ”mon du kan få lov at komme sådan et sted hen, hvor de er så kloge?”

 

Men nu må jeg hellere fortælle lidt mere om mit eget liv. Jeg er jo, som før nævnt enebarn, og blev født den 25. august 1905. Mor blev meget syg efter min fødsel. Hun fik mælkefeber og var ikke rigtig i tøjet før til november. Jeg er derfor først døbt den 19. november. Jeg fik næsten ingen modermælk, men så rigelig med komælk, at jeg blev en ordentlig ”guldklump”, der ikke kom til at gå alene før juledag, ca. 16 mdr. gammel. Da jeg var ni måneder, blev det galt med mine øjne. Jeg havde kun fået mælk og atter mælk. Efter flere besøg hos overlægen på Hjørring sygehus blev dommen, at jeg måske aldrig ville kunne se at læse. Gudskelov blev kun det ene øje beskadiget.

Jeg havde en skøn barndom. Vi kunne rigtig hygge os i vinterens lange aftener. Far spillede, lærte sig nye melodier og læste meget højt for mor og mig. Mor syede, hæklede eller strikkede. Jeg holdt meget af at tegne, skrive og læse lektier. Når mor gik til købmanden om efteråret, og det blev mørkt, tog far mig ved hånden, og så gik vi mor i møde. Far havde en bestemt fløjtetone. Den kunne høres langt væk sådan en mørk aften. Så blev mor glad.

Der var ikke noget, der hed slikpose. Nej, når mor rullede sig rigtig ud, kom hun med 1 stk. hvidt silkepapir, som kostede 5 øre, og så en lille æske farver til 10 øre. Så var jeg godt optaget med at finde billeder, når vi kom hjem,. Papiret blev lagt ovenpå og tegnet og farvelagt, og mor viste mig, hvordan jeg skulle lægge silkepapiret, så det blev helt udnyttet.

Hvis mor kom med slik en enkelt gang, var det et lille stykke chokolade med nødder i. Det kunne vi to så godt lide, og det kostede 10 øre. Jeg mindes aldrig, at mor købte to stykker.

Jeg lærte tidligt at hjælpe til, gik jo ved far og mor dagen lang, og var med både ude og inde. Jeg havde en lille købmandskurv, så jeg kunne hente tørv og pinde til tørvekassen, og jeg kunne sætte på og tage af bordet og mange andre småting.

Som jeg skrev før, lå der seks små landbrug i en rundkreds, og der var børn i alle aldre alle de andre steder. Jeg kunne bare gå ud på vejen, så var der børn nok at lege med. De var alle med til min fødselsdag både piger og drenge, til de blev så store, at drengene ville drille pigerne, så var det slut. Imidlertid var jeg blevet så stor, at jeg skulle i skole. Det var 1. maj 1911, som jeg blev syv år i august. Vi var to piger og to drenge, der fulgtes ad til Try Privatskole. Der skulle de små ikke møde før kl. 12 om vinteren og kl. 1 om sommeren. De store børn gik om formiddagen. Det kostede1,05 kr. pr. kvartal, altså 35 øre pr. måned. Der gik vi, til vi var 11 år. Lærerinden, frk. Thorup, havde imidlertid fået i alt 72 elever. Det var alt for mange, og nu blev Thorshøj skole udvidet og bygget om fra en to-klasses til en fire-klasses skole med ny ung førstelærer og lærerinde, og så kom alle frk. Thorups elever fra Thorshøj i den skole. Jeg hørte til Østervrå skole og kom derop. Det var en 6-klasses skole, og jeg kom i 4. klasse og befandt mig godt.

Min fødselsdag, den glædede vi os alle til. Vi var en 12-14 ”tøser” og fik chokolade, når alle var kommen, og gaver havde de med! Jeg har den dag i dag nogle af dem. Fire glas har jeg fået – to ad gangen. Der står til erindring, så to fine krystalglas og et dukkekaffestel, ret stort med porcelænskaffekande, flødekande og sukkerskål, men der er desværre kun to kopper tilbage. Jeg tror, der var seks par. Jeg har også en lille glasskål med låg. Disse ting fik jeg til min 11-, 12- og 13-års fødselsdag.

Så kom mor efter, at de skulle have noget at spise, inden de gik. Der var fire af pigerne, der var flyttet en 2-3 km., og de skulle ikke komme sultne hjem, så mor kogte kartofler og stegte nogle gode frikadeller og så jordbærgrød; det bekom alle vel. Så var klokken henad 8, og alle kunne komme hjem, inden det blev mørkt. Vi legede tagfat og ”nys”, sanglege, rendte på Højen, en gravhøj, hvor der var en vældig udsigt. Så spiste vi kirsebær i lange baner. Nogle kunne klatre i træerne, andre havde fået påbud hjemmefra om ikke at klatre, måske deres nye kjoler ikke egnede sig til det.

 

Den sidste vinter, jeg gik i skole, var medens der var spansk syge epidemi. Så spurgte far førstelæreren, om jeg måtte gå næste vinter også, og det måtte jeg gerne. Men til påske foråret 1920 satte jeg en stor kasse cigarer på katederet, og så blev jeg lige så stille væk. For nu blev der travlt i mark og have, og vi hjalp hinanden alle tre – ude og inde. Jeg gik så til præst tirsdag og fredag formiddag og blev konfirmeret den 3. oktober 1920.

Min konfirmation var en festdag. Vi kørte i fjedervogn. Og der var alle de gæster, der kunne være i huset. Jeg tror bestemt, vi havde gæster i tre aftener i træk til spisning og så lidt kaffefremmede senere. Gaver fik jeg masser af, men en del af dem var ”krigsskidt”. To sølvvaser, det var bare blik med et låg af et eller andet, der rustede, hvor de stod, og derfor blev de smidt væk. Også en fin guldbroche blev sort; den havde endda kostet mange penge. Derimod fik jeg en guldring, som holdt i mange, mange år, en sølvkæde, som jeg har endnu, og et sølvhalssmykke er pænt endnu i dag. Så fik jeg 200 kr. i penge, uhørt dengang, to kinesiske lakæsker, en aflang til handsker og en firkantet til lommetørklæder samt en firkantet med låg, lås og nøgle og indlagt perlemor. Jeg fik også et stort lyseblåt silkehalstørklæde, en stola, lommetørklæder, et hvidt forklæde, to pæne blomstervaser af porcelæn med en hel buket blomster, der var lavet i porcelæn, malet og sat på, og to firkantede vaser også i porcelæn, den ene med en dreng, den anden med en pige, der stod udenpå.

De 200 kr. blev brugt til en kommode, der kostede 180 kr. Jeg har også den endnu. Ur havde jeg fået til min 14-års fødselsdag; det har jeg også endnu. Det var et almindeligt sølvur. Jeg fik en hvid konfirmationskjole af uldbatist. Jeg ville i dag kalde det uldmusselin. Jeg tror, jeg kan tegne den. Den var todelt og med krave af silke. Så fik jeg en lyseblå uldsatin til andendagskjole, hvide strømper og hvide skindsko med høje hæle, det var nr. 35.

 

Jeg var nu hjemme og hjalp til ude og inde. Der blev oprettet en ungdomsforening i Thorshøj Skole med lærer Dalgaard som formand. Der kom jeg med, straks jeg var konfirmeret. Der blev holdt møder, og lærer Dalgaard læste og fortalte for os. Vi sang, og han spillede. Der kom fremmede talere, omegnens lærere, og der kom en pastor Norlev , der var der flere gange. Jeg husker også Erik Appel og forskellige præster, hvem nu Dalgaard kunne få fat på. Så var der høstfest og julefest; der blev oprettet folkedansehold, og vi spillede dilettant i flere år.

Flere somre blev hele ungdomsforeningen inviteret hjem til far og mor. Så dækkedes bord i laden eller vognhuset, og der kom gerne en 40-50 unge. Jeg kan som gammel kone rende på en eller anden, der mindes de sommeraftener i mit hjem. Så legede vi i haven, og far spillede glade sange.

Jeg gik også til sykursus i de år. Vi havde en dygtig formand i husmandsforeningen, som sørgede for, at der blev holdt kurser i 

husholdning, og mor og jeg var altid med. Vi deltog i alt, hvad der var af den slags. Der var noget, der hed havebrugsudflugt hvert år. Det deltog vi også i, men da der til sidst kom 4-500 mennesker, måtte det holde op.

Sommetider havde vi besøg af husmandskoner, der var på 2-3 dages tur. Det var festligt, når der rullede sådan en stor rutebil ind i gården, og der kom en 30-32 husmandskoner fra hele Danmark ud af bilen. Vi fik sådan sjov ud af et hold, der kom i 1930. Da havde vi bygget nyt stuehus, og der var dækket lige igennem stuerne, så alle sad ved ét bord. De kom mellem 4 og 5. ”Værsågod, der er kaffe”. Nej, nej, nej, de skulle ingen kaffe have, hvis de blot måtte gå i haven, og det gjorde de, men dørene stod åbne, og et par damer kiggede ind: ”Nej, nu har vi aldrig set mage!” og de andre kom til og skulle også se. Nå, ja, pludselig sad de alle ved bordet. Vi havde en del fjernelliker, lyserøde, ligesom blomsterne på kopperne. De nelliker lå i en bred stribe foran kopperne hele vejen rundt, lette og graciøse. Så var der tre store lagkager med flødeskum og jordbær sammen med anden kage. Damerne skulle på en kro 5-6 km. længere henne. Mens de gik i haven, ringede mor til kroen og sagde, at damerne var her og fik kaffe, så de skulle ikke vente dem de første to timer. Det fik mor en stor tak for af krokonen.

Sommeren 1923 kom jeg på højskole. Vi var 64 elever, og det var en dejlig tid. Sommeren 1924 fik jeg lov at tage til København alene for at besøge min tante og onkel med en datter, der er syv år yngre end mig. Jeg fik meget at se, og min onkel og tante skiftedes til at ”rende rundt” med mig. Jeg bestemte, at her ville jeg over at tjene, hvis jeg kunne få lov at rejse hjemmefra.

Efterår 1925 havde lærer Dalsgaard fået en pige til november, men efter 1½ månedstid blev hun syg og måtte rejse. Så kom jeg ned og fik hendes plads. Der var tre børn på seks, tre og et år. Jeg gjorde også rent i skolestuen hver eftermiddag og gymnastiksalen en-to gange ugentlig og havde tit alle børnene med. Om morgenen skulle der først tændes op i komfuret, så ild inde i skolestuen, og om eftermiddagen i kontoret. Jeg fik 25 kr. mdl. Der var jeg til maj, for jeg havde fået plads som husholdningselev på Jeckels Hotel i Gl. Skagen for sommeren.

Den 23. august rejste jeg derfra og kom så til København, hvor min tante havde fundet en plads til mig. Der var jeg indtil 1. november 1927. Her  fik jeg set meget af København. Så var jeg atter hjemme til næste sommer, hvor jeg tog på Borris landbrugsskole til et 6 ugers kursus i mad og syning. Så kom jeg til Kerteminde Højskole, 8 dage på Højskole, og derfra til København.

Her blev jeg sendt ud fra et husgerningskontor til 5 kr. fra 8-4. Det var mange penge sidst i tyverne. Jeg cyklede, men var der for langt, tog jeg en sporvogn, og så skulle jeg have 35 øre ekstra.

Jeg sagde op til 1. april 1929, fordi mine forældre ville bygge nyt stuehus, og så ville jeg hjem og hjælpe. Vi malede og tapetserede selv, og 15. november var det fars og mors sølvbryllupsdag.

Derefter blev det så dårlige år for landmanden i 30’erne, at det blev sådan, at jeg tog et par måneder til København forår og efterår, boede hos min tante og gik ud fra husgerningskontoret. Så klarede far sig med lidt daglejerhjælp, og jeg fik tjent mig lidt rede penge.

 

1938 drog jeg hjemmefra, men flyttede kun en halv kilometer. Der var kommet en ungkarl hjemme på egnen. Han havde købt en ejendom, og så ville vi prøve at leve livet sammen. Den 20. maj 1938 holdt far og mor et pænt, stort bryllup med ca. 60 gæster. Vi spiste i vognhuset, hvor der var pænt pyntet. Ved sådan en lejlighed var alle naboer parate, nogle ryddede ud, andre pyntede, vaskede lejet service af og dækkede bordene.

Ingen drømte om at skulle have noget for det, men selvfølgelig var der altid kaffe og kager. Til hovedmåltiderne gik hver til sit.

Til selve festen kom der en kogekone, der lavede maden. Gaver? Jo, der var mange, spisebordet med to plader var fyldt, og der stod kasser under bordet. Der var to spisestel, 35 forskellige glasskåle, store, små, runde og ovale, duge, lysestager, bestik, blomster m.m. Nu var jeg jo enebarn, en voksen pige, og havde hjulpet meget her og der til gilder og fester med så mange tak, derfor det overvældende gavebord.

 

Det første år efter mit bryllup havde mor en lille ung pige og far en 14-15-årig karl. Men det lavede de om på, hellere en lidt ældre karl, der kunne passe hestene og markerne, så passede far dyrene og kunne få tid til haven og køre med bær, men ikke mere kirsebær. Træerne var blevet gamle og meget høje og en del var fældet. Det var nemmere med hindbær.

 

Tiden gik, og far og mor var nær 75 år og begyndte at se på hus. De fandt et i Thorshøj. Den 1. november 1954 var alt flyttet. Theasminde blev solgt til et par unge mennesker, og far og mor drog af gårde efter præcis 50 års arbejde i nøjsomhed og glæde, og de afleverede et smukt, velholdt husmandshjem. De fik godt 10 år i Thorshøj med gode naboer også der, og de faldt godt til. Der var en have til, de kunne pusle med, og far spillede og sang og lavede mange ting. En overgang lavede mor patchworktæpper. Men hun begyndte at skrante. Det var maven – lægen syntes sygehus. Ja, det er næsten ikke til at tænke, sygehus. Jeg tror, det kunne tælles, hvor mange gange mor havde været på besøg sådan et sted. Lægen sagde: ”Jeg tror, de kan hjælpe dig”. Så en dag sagde mor ”jo”. Hun kom på sygehus og blev opereret for to mavesår, 85 år gammel. Hun kom sig og kom hjem til min mand og mig. Der var far allerede – ham tog vi med hjem, da mor kom på sygehus. Tænk, otte dage efter fik far en blodprop i armen, men den blev opereret væk, og han kom hjem igen og levede i tre-fire måneder, men atter en blodprop, og far var væk.

Mor levede stadig hos os, til hun var 92 år. Mæt og træt af dage sov hun stille ind uden at være syg.

Far og mor havde et godt liv. De holdt virkelig af hinanden hele livet igennem, glade og tilfredse med den lod, der blev dem tildelt.

Far og mor talte altid sammen, når der skulle laves noget eller købes et eller andet. Var det noget med tøj til mor eller mig, blandede far sig ikke. Mors manufakturforretninger, der brød far sig ikke om at komme, undtagen hvis han skulle købe en rulle tråd eller en pakke bændler, det ville han nok tage med hjem.

Skulle han f.eks.købe et par meter flonel til ”Tøsen” til en natkjole eller stof til et forklæde, kom han altid med det bedste stof i forretningen.

De havde det godt med naboerne, aldrig, aldrig kiv og strid. Nej, så tog de sig hellere en god latter, hvis der var en, der trådte i spinaten. De blev ved med at komme sammen, selv da naboerne flyttede, efterhånden som de blev ældre.

Far og mor var nogle af de sidste, der flyttede fra egnen. Og de overlevede næsten alle deres naboer. De sidste åringer gik de aldrig til begravelse. Det var ikke til at holde ud at skulle følge alle gode naboer og venner til deres sidste hvilested.

 

Foreningens bestyrelse:

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, tlf. 98 95 1357

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002

Villy Sørensen, Friggsvej 18, tlf. 96 23 0165

Erik Wulff Sørensen, Søndergårdsvej 18, tlf. 9895 1287

Karen Baier,Højlundsvej 34, tlf. 98 95 1002

 

Østervrå lokalhistoriske hjemmeside:

http://medlem.tripodnet.nu/Wulff2/index.html