Spejlet no. 28

 

Mere om de gamle postbude i Østervrå.

 

I sidste nummer (27) af SPEJLET omtales to hold postbude fra. Østervrå. Det ældste arbejdede i slutningen af 1800-tallet, det næste fra omkring århundredskiftet og frem til cirka 1920.

 

Det hold, der kom derefter, kan jeg berette lidt om.

 

Jeg er født 1921 og er søn af stationsforstander E. Vestergaard og levede indtil 1939 på stationen i Østervrå. Stationsbygningen, der stadig ligger i byens nordlige udkant, var ikke alene arbejdsplads for stationsforstanderen, trafikassistenten og trafikeleven, men også for de fem postbude.

 

Postbudene havde hver sit distrikt: Byen, Rævmose, Knasborg, Høngaard og Hammerholt, opkaldt efter den største gård i distriktet. I det daglige blev de også som personer kaldt ved disse navne, hvilket de tilsyneladende fandt i orden. Derfor kan jeg i dag kun huske det rigtige navn på to af dem, nemlig byposten Julius Jespersen og ”Rævmose”, som er den i SPEJLET nævnte Vilhelm Nikolajsen, hvis søn Knud Nikolajsen jeg kom til at gå i klasse med på Realskolen.

 

Disse postbude mødte hver morgen klokken 7 og gik i gang med at sortere dagens post, både breve og aviser. Posten var dog i forvejen af kontorpersonalet sorteret distriktsvis. Sorteringen af aviser og ugeblade har jeg personligt såmænd ofte foretaget, da jeg blev stor nok til at kunne læse ”sorteringsbogen”. Postbudenes finsortering foregik ude i ”budstuen” ved et stort bord med en hylde midtpå, hvor hvert postbud havde sin bestemte plads. Formålet med sorteringen var naturligvis at lægge posten i rækkefølge svarende til gårdene på ruten. Dette arbejde tog 1 –  1½ time. Så drog de af sted en efter en med de store sorte tornystre på ryggen – i al slags vejr, så vidt jeg husker altid til fods, måske på cykel. I al fald var de ikke motoriserede. Og tunge var de, de tornystre. Som dreng kunne jeg end ikke løfte dem fra gulvet.

 

Ud på eftermiddagen kom de så tilbage og afleverede returgods: breve, mindre pakker og pengeindbetalinger, som nu skulle afregnes med kontorpersonalet. Også her fik jeg som dreng lov til at hjælpe til, nemlig med at stemple alle brevene, inden de blev puttet i de postsække, som senere blev fordelt i de tog, der kørte til Hørby, Hjørring eller Vodskov.

 

Den hårdeste tid for postbudene var dagene før jul, hvor de tusinder af julekort og julebreve skulle ekspederes – og det var nok på den baggrund, at mine forældre gav årets første ”julefrokost” med smørebrød og øl og snaps – kl. ca. 8 om morgenen d. 24/12 efter endt sortering. Jeg fik lov at deltage – det var jeg umådelig optaget af, for i mine barneøjne var postbudene en slags helte, der udførte en vigtig opgave i al slags vejr, sommer og vinter.

 

Selv har de næppe følt sig som helte, men jeg tror, at de var glade og tilfredse med deres hårde job – og ganske sikkert har beboerne i Østervrå og omegn sat stor pris på ”Byen, Rævmose, Knasborg, Høngaard og Hammerholt”.

 

Jeg mener, at de fleste af dem fortsatte helt, til Hjørring Privatbaner lukkede i 1953 – så der må stadig være en del i Torslev Sogn, som kan erindre dem.

 

H.J. Vestergaard (afskrevet af Karen Baier)

 

Mit første møde med Østervraa Realskole.

 

Jeg er ikke født i Østervraa, men alligevel føler jeg mig nu på mange måder dus med byen. Jeg vil her fortælle om, hvordan mit første møde med byen foregik.

Jeg er født og opvokset i Hallund, ja, jeg boede der faktisk, til jeg blev gift i 1949.

I sommeren 1938 tog min far, han var landpost, en eftermiddag med toget fra Røgelhede til Østervraa. Hensigten med denne lille udflugt var at forhøre sig, om man på Østervraa Realskole ville have en lille ny elev, der hed Karen Mortensen fra Hallund. Han skulle nok også høre lidt om, hvad det mon kunne koste at have et barn på privatskole, for pengene var små dengang.

Jeg ventede med længsel på, at han skulle komme hjem igen. Jeg ved ikke, om jeg direkte ønskede eller glædede mig til at komme i en ny skole; børn blev ikke spurgt så meget dengang om, hvad de ville eller ikke ville. (Jeg kunne ikke vide på det tidspunkt, hvilke følger denne skolegang skulle få for resten af mit liv). Jeg kan huske, at det første, jeg lagde mærke til, var, at han havde en stor brun papirspakke i bagagebæreren. Det var brugte bøger, som han havde købt hos boghandleren (der stod Valdemar Østergaard Vittrup i dem alle. Han var lige gået ud af skolen).

Da vi kom ind, måtte far aflægge beretning for min mor og mig.

Ja, sagde far, han havde først været nede på stationen og snakke med stationsforstander Vestergaard, han var formand for skolen. Derefter var han blevet sendt hen i Nørregade 11 for at tale med lærer Johansen (skolebestyreren, som hed Alfred Jensen, var jo aldrig hjemme i sommerferien). Da far nærmede sig Nørregade 11, så han lige Johansen køre bort i ”en stor bil”, men så ”snakked a med frowen”, sagde far. At de så mange år efter skulle blive særdeles gode venner og på fornavn med hinanden, var der godt nok ingen, der tænkte på den dag.

Så var det jo afgjort, at jeg efter sommerferien skulle køre på min cykel to-tre kilometer til Røgelhede station og derfra med toget til Østervraa hver dag og den samme tur tilbage igen om eftermiddagen. Jeg kendte heldigvis mange, der tog den samme tur hver dag. Grunden til, at så mange fra Hallund tog til Østervraa Realskole, tror jeg, var den, at Holst-Hansen fra Korslund også på et tidspunkt havde siddet i bestyrelsen for skolen, og da min far gik post til Korslund og var meget gode venner med Holst-Hansen, har han jo nok haft en finger med i spillet.

En dag midt i august 1938, jeg tror, det var den 14., stod jeg op med bævende hjerte. Det var noget ganske nyt og ukendt, der nu skulle starte, og da jeg altid har befundet mig bedst ved det kendte og trygge og altid har været nervøs for det ukendte, har jeg bestemt haft betænkeligheder. Jeg var kun 11 år.

Men jeg kom af sted, og mit første møde med Østervraa Realskole fandt sted. Jeg startede i 4. underklasse med lærer Johansen til regning, nej, det er forkert, jeg tror, vi havde lærer Grove det første år, lærer Johansen til geografi og religion, Alfred Jensen (Strut) til dansk og historie og frk. Haages til engelsk.

Nej, hvor var der meget nyt. Vi skulle sige ”De” til læreren. Det havde jeg nu været vant til fra Hallund Skole, men så skulle vi også tale rigsdansk (snakke fint). For mange var det virkelig et problem. Og min store skræk var hr. Jensen. Han var bare så gal. Han råbte og tordnede hele tiden, syntes jeg, og det blev vi altså nervøse af. Senere blev jeg meget glad for ham, men han egnede sig absolut bedst til større børn og unge mennesker. Men vi fik søreme lært at analysere og sætte kommaer, jo, det tør siges. Jeg har haft glæde af det lige siden. Jeg har for ganske nylig haft et af mine børnebørn ”i skole”, fordi hun flere gange skrev ”fordi at”.

Det var forbudt hos ”Strut”, og jeg kan den dag i dag ikke tåle at se og høre det.

Men det var jo ikke blot lærerne og skolen og omgivelserne, der var nye. Der var også en del nye kammerater. De kom fra syd, de kom fra nord. Vi var fra Østervraa,  Sæsing, Tranget, Thorshøj, Hellum, Klokkerholm, Ravnstrup, Hjallerup, Hallund og Mylund. Da jeg startede i 1938, kom over halvdelen af skolens elever med Vodskovtoget. Der var, så vidt jeg husker, omkring 90 elever på skolen da.

Jeg var beklemt den første tid, rigtig beklemt. Hvordan kom man nu i kontakt med sine nye kammerater? Jeg kiggede mig om, og en dag var jeg så heldig, at jeg kom til at stå i skolegården med en frodig lyshåret pige, som så rar og venlig ud. Jeg vovede at snakke til hende, og det var klogt af mig, for vi er veninder den dag i dag, 1996. Vi nærmer os begge de 70. Hun hedder i dag Eva Pa…, men hed dengang Eva Risborg.  Hun bor nu i Haderslev, og vi ses mindst to gange om året. Det blev som sagt indledningen til et livslangt venskab.

For tre år siden havde min klasse 50-års jubilæum, og vi var seks ud af ni, der da mødtes hos mig. Når jeg siger ni, er det jo, fordi en masse faldt fra undervejs, nogle flyttede, og andre holdt op med at gå i skole efter konfirmationen, som man jo ofte gjorde dengang. Det var en kæmpeoplevelse at mødes igen efter de mange år. Vi fandt ud af, at vi holdt rigtig meget af hinanden , og den gamle tone var der med det samme med smådrillerier og kærlige bemærkninger, og vi ses nu hver sommer til stor glæde for os alle sammen.

Jeg gik på Østervrå Realskole i fem år, og det var gode år; vi lærte en masse. Det var en god skole, og jeg tog præliminæreksamen i 1943. Da var der krig, og det havde selvfølgelig fået konsekvenser for os også.. Blandt andet kan jeg nævne, at toget på et tidspunkt kun kørte én tur til Østervraa og én  tilbage  til Vodskov om dagen, og det bevirkede, at skolen blev nødt til at forandre sine mødetider efter toget. Husk på, at halvdelen af eleverne kom med Vodskovtoget. Skolen kunne ikke eksistere, hvis vore forældre tog os ud af skolen. Altså mødte vi kl. 11.30 og sluttede ved 17-tiden om eftermiddagen. Det betød, at jeg var hjemme mellem19.30 – 20 hver aften. Så var der lektier og hjemmearbejde. Det skulle man byde nutidens børn. På et tidspunkt gik der slet ingen tog hjem. Så havde vi vores cykler med toget til Østervrå og cyklede så hjem sidst på dagen.

Disse mærkelige tidspunkter at møde og slutte på bevirkede jo, at jeg ofte gik med Eva hjem og også boede der om natten. Eva har en storebror, som hedder Kaj. Kaj havde en ven, som hed Niels Johansen (Nisse). Han er søn af lærer I.P. Johansen og Maren Elise Johansen. Ja, hvad skete? I en alder af 16 blev jeg forelsket i fyren og han i mig, og i dag har vi været gift i 47 år og har to dejlige børn (Ole og Grethe), og de har givet os fem særdeles dejlige børnebørn, som, da de var små, elskede at høre mormor eller farmor fortælle om sin skolegang og om, hvordan hun mødte mor-farfar.

Men dette møde med ham gav mig jo også et par dejlige svigerforældre. Ja, jeg kom i den mærkelige situation at få mine gamle lærere til svigerforældre og bedsteforældre til mine børn. Fru Johansen var i de sidste tre år af min skolegang min matematiklærer. Og om hun kunne lære os matematik? Ja, mon ikke. Jeg fik lært det takket være hende og hev nogle gode karakterer hjem til afgangseksamen. At samme fru Johansen så ofte vurderede folk ud fra, om de kunne matematik, er jo en anden sag. Men den dag Niels fortalte sin mor, at han og jeg muligvis skulle følges resten af livet, var hendes svar i hvert fald : ”Det er godt nok. Hun er dygtig til matematik”. At det så ikke lige var det, jeg havde mest brug for som lærerkone, først ved Thise Byskole og senere her i Pandrup, hvor Niels var viceskoleinspektør ved Jetsmark Centralskole i mange år, er en anden sag.

Disse to dejlige og kloge mennesker fik vi lov at beholde i mange år, dog ikke nok for min svigermors vedkommende. Hun døde desværre i juli 1970 af kræft og blev begravet på hendes 77-års fødselsdag den 10. juli. Min svigerfar fik vi lov at beholde 10 år længere. Han døde mæt af dage i april 1980 i en alder af 91 år. Begges urner er nedsat på urnekirkegården i Hjørring. Det var min svigerfar, der bestemte, at det skulle være sådan. Jeg personlig synes nok i dag, at de skulle have haft deres sidste hvilested på Østervraa Kirkegård, hvor de jo hørte hjemme. De boede i Østervraa i henholdsvis 45 og 55 år, og jeg mener helt bestemt, at de har sat sig nogle gode spor i byen og omegnen, selv om der selvfølgelig i dag er rigtig mange, der ikke aner, hvem de var.

Det er vel ret logisk, at jeg har beskæftiget mig en hel del med netop de to mennesker, som kom til at betyde så meget for mig, men alle fem lærere var dygtige på deres felt (ja, tænk, der var kun fem til at lære os alt det, som vi virkelig fik lært).

Grove var jo så ung, da jeg startede, vel kun omkring 25 år, men han var meget dygtig som biologilærer (naturhistorie, som vi sagde dengang), men da netop det fag ikke lige på det tidspunkt havde min store interesse, vil jeg gå let hen over det. Han havde måske også på dette tidspunkt nogle disciplinære vanskeligheder. Drengene i 4. real var jo ikke så meget yngre end ham.

Frk. Haages var speciel af den grund, at hun var meget handicappet. Hun havde som barn haft polio og var lammet i begge ben og kunne kun færdes ved hjælp af to krykker og en kørestol. Men trods krykker var hun alligevel i stand til at begå sig på skolen med de mange trapper; det så forfærdelig farligt ud, når hun var på vej ned, men jeg mener aldrig, hun kom til skade ved det. Hun havde en jernvilje. Hun boede helt oppe under taget på skolen. Der havde hun en utrolig hyggelig lejlighed, og jeg har besøgt hende der mange gange, da jeg blev Johansens svigerdatter. Mine svigerforældre tog sig rigtig meget af hende i disse år. Bl. a. fejrede hun hvert år juleaften i Nørregade 11 hos dem.

I krigsårene blev skolen jo taget af tyskerne. De boede i gymnastiksalen og tog også nogle af klasseværelserne. Vi gik der og rodede mellem alle soldaterne, men skole blev der holdt. Frk. Haages skulle helt ned i kælderen for at gå på toilet, ja, det lyder helt utroligt, men også det klarede hun i stiv arm.

Engang havde nogle tyske soldater spærret vejen for damen, da hun var i kælderen; de havde åbenbart ikke i sinde at flytte sig for hende, men så tordnede hun ”Heraus” efter dem, og fra den dag behandlede de hende med stor ærbødighed og respekt.

Jeg ved ikke, hvor dygtig en lærer I.P. var, men han var en myndig mand og havde fantastiske lederevner og var en god administrator. Det med myndigheden er der vist mange, der vil skrive under på, men han var også utrolig retfærdig. Jeg har aldrig haft ørerne i maskinen (ikke da som elev, senere kunne vi godt være uenige af og til , men det drev altid hurtigt over). Jeg tror, mange af drengene kan huske hans højre hånd og mærke den endnu.

Han blev i 1951 udnævnt til skolebestyrer, da Alfred Jensen holdt op på grund af sygdom. Det var skolen helt bestemt godt tjent med; den blev også udvidet i hans bestyrertid, og den blev hans halve om ikke trekvarte liv. Der blev intet overladt til tilfældighederne, det tror jeg, gamle kolleger til ham vil give mig ret i.

I 1960 blev realskolen lukket, fordi der var blevet bygget en ny stor centralskole. Eleverne fra realskolen skulle så flyttes over på denne. Da var I.P. 71 år, og han var gerne blevet på sin post meget længere. Han mente bestemt ikke, han var udbrændt på det tidspunkt.

Fru Johansen flyttede med over på centralskolen. Hun blev der i to år.

Jeg husker tydelig den dag, da flaget blev strøget på Østervraa Realskole. Niels og jeg og vore børn havde været med på den sidste skoleudflugt og til den sidste dimissionsfest. Det var meget bevægende og trist for to gamle elever fra Østervraa Realskole. Vi havde jo begge så mange gode minder derfra. Og som sagt, vores tilværelse sammen skyldtes jo denne skole.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg fulgte mine forældres råd og tog mod tilbuddet om en ny skole.

 

Karen Johansen, født Mortensen.

Afskrevet af Karen Baier.

 

En strid om stolestader i Torslev kirke

(landstings Dombog A 1625, fol. 262, 270b, 273)

 

18. Juli 1625 vidnede Christen Pedersen i Stidsholt, Jens Maler i Bredmose, Jens Kraft i Stenshede, Jens Jensen i Trøgdrup, Anne Christensdatter i Vognsbæk m.fl. paa Vennebjerg Herreds Ting,

 at de 2 øverste Stolestader i Torslev Kirke næst neden for Brigsdøren (Kordøren), den ene en Karlestol, den anden en Kvindestol, i indtil 36 aar upaatalt havde fulgt Markvor Jensen (Rodsten til Lengsholm, død 1598) og Fru Lisbet Bilde og deres Efterkommere til Skadvange, Anne Christensdatter vidnede yderligere, at for 28 Aar siden tjente hun velbyrdige Fru Agita von Mollen, og da søgte den gode Frue Stolestade hos Fru Lisbet Bilde, uden at nogen beklagede sig derover.

 

Men nu gjorde Fru Margrete Rosenkrantz til Hundslund og hendes Svigersøn, Otto Skeel til Hammelmose og Bangsbo, Fordring paa disse

Stolestader frem for velb. Axel Urne til Viffertsholm og Fru Anne Eriksdatter Urne.

Fru Margrethe Rosenkrantz, enke efter Hans Lindenov, ejede Ormholt og Hejselt i Torslev sogn, og Axel Urne havde faaet Skadvange med sin Hustru Anne Markvorsdatter Rodsten, men atter afstaaet den eller en Del af den til sin Søster Anne, gift med Enevold Seefeld.

 

16. Juli 1925 vidnede Simon Thomsen i Høngaard, Peder Lauridsen, Ravnsholt, Anders Christensen i Straden, Oluf i Lundergaard, Oluf i Tyrestrup, Oluf Pedersen i Vang, Peder Nielsen i Try m. fl. paa Hundslund Birketing,

 at Ormholt i Torslev, ”er den ældste og fornemste Herregaard” i Torslev sogn, og de, der havde holdt Hus, Dug og Disk paa denne Gaard med Fogder og Folk, havde været salig Mogens Gøye med sin Frue Helvig Gøye, derefter salig Axel Urup med sin Frue Helvig Marsvin, derefter salig Peder Munk og efter ham velb. Otto Skeel (gift med Birgitte Lindenov) og Fru Margrete Rosenkrantz, som er endnu havde Foged og Folk og holdt Dug og Disk.

Hr. Peder Jensen i Albæk, provst i Børglum Herred, og Hr. Christoffer Frandsen, Præst i Torslev, havde 3/3 1625 dømt i denne Stolestadestrid, skønt Sagen aldeles ikke var indstævnet for deres Dom, men de kun af deres Lænsmand ( Anders  Friis paa Sejlstrup) havde faaet Anmodning om at erfare om, hvorledes det hængte sammen med disse Stolestader, og Otto Skeel lod derfor deres Dom indstævne til Underkendelse ved Landstinget, idet han samtidig stævnede Axel Urne til Viffertsholm, Fru Helvig Kaas til Restrup, jomfru Anne Urne Jørgensdatter og velb. Niels Basse i Skavange samt de to præster, kirkeværgerne i Torslev m. fl..

 

Da Præsternes Fuldmægtig ikke havde Dommen at fremlægge paa Landtinget, blev den kendt magtesløs at være.

 

Kilde.: Vendsysselske aarbøger 1917-18

Afskrevet af Erik Wulff