Spejlet no. 29   September 2003

Mine sommerferier hos mormor og morfar

Sire og Christen Tamborg, Østergade 31, Østervrå.

Min mormor og morfar var begge født i 1881, mormor var datter af Kresten og Maren Jensen fra Heisselts Mark og morfar var søn af Amalie Kristensen fra Skæve. De blev gift i 1905 og flyttede til Østervrå. Så vidt jeg har fået fortalt boede de de første år Østergade 25 el. 27 sammen med familien Friismose, men i ca. 1910 byggede morfar huset og værksted på hjørnet af Østergade og Møllegade. Østergade 31. Huset havde oprindeligt en lille forretning mod Møllegade, jeg mener at have hørt, at min mormor havde et Tatol-udsalg. Bag forretningen var et barneværelse/baglokale (senere flyttede mormor og morfar soveværelset derned), derefter bryggers, hvor der i den tid jeg kan huske var indrettet toilet under trappen op til l. sal, jeg synes dog, at jeg svagt kan huske, at der stod 3-4 store spande med vand, som blev hentet i brønden skråt over for køkkendøren. Jeg kan ikke erindre, at der ikke var både elektricitet og rindende vand inde, men det varede en del år før brønden blev lukket og jeg kan også tydeligt huske de 2 lokummer og redskabsskuret for enden af værkstedet. Der var et stort køkken med et altid skinnende blankt komfur og bag det et spisekammer. Desuden var der 3 stuer: spisestuen, herreværelset og dagligstuen, hver med sin store og smukke kakkelovn, men det var kun når vi var mange hjemme, at der blev fyret i spisestuen og herreværelset, til daglig måtte komfuret og ovnen i dagligstuen klare al opvarmning i huset, men var det rigtig koldt blev sengene ovenpå varmet med en mursten, der havde ligget på komfuret, og så var det bare med at komme af tøjet og ned i seng i en fart. Ovenpå var der soveværelse og 2 kamre samt et åbent loft, hvor der stod en stor rulle med sten og stokke. Jeg har aldrig selv været med til at trække rullen, men jeg kan huske, at mor fortalte, at det var noget af det værste hun og moster Emmy vidste. Det var hos familien Tamborg som hos mange andre dengang, pigerne skulle tage del i husarbejdet, mens drengene skulle holdes til bogen, så de kunne få en uddannelse - ikke altid særlig retfærdigt, men der kunne ikke blive råd til at holde 5 børn på realskolen! Det var et dejlig stort hus, der altid var meget velholdt. Specielt husker jeg de meget smukke, hvidmalede fyldningsdøre med dørgreb i sort og messing. Morfar og Friismose fortsatte samarbejdet, de havde helt klart hver deres force, Friismose var møbelsnedker, mens morfar var bygningssnedker/tømrer, og de var således med til at vedligeholde og restaurere kirken. Mor har flere gange fortalt, at de havde diskuteret, hvorvidt de turde skrive deres navne bag på altertavlen, så man senere kunne se, at de havde været med, men måske svigtede modet dem. Familien voksede hurtigt, de fik i alt 5 børn, Harald (1905), Nanny, min mor (1907), Emmy (1910), Aage (1912) og endelig Edith i 1918. Min mor har fortalt meget om sin barndom og ungdom i Østervrå, ifølge mor fandtes der ikke noget bedre sted at vokse op end netop Østervrå, og byen blev for en stor del krumtappen, hvorom det hele drejede sig, ikke mindst når moster Emmy og mor var sammen. Men som det så tit går, når man hører om ting igen og igen, lukkede jeg af og kan desværre i dag ikke sige med bestemthed, om jeg husker det hele rigtigt. Men mine ferier i Østervrå kan jeg huske, det er ganske vist... Jeg er født i marts 1941, og da min far, der var lods i Helsingør, var udstationeret til Madsnedø i lange perioder ad gangen, var min mor og jeg ofte i Østervrå. Mine forældre var flyttet til Helsingør i 1939, så jeg tror mor følte sig ensom, når far ikke var hjemme, og mormor og morfar ville hellere end gerne have os på besøg. Én gang var det nødvendigt for os at have passerseddel for at komme hjem igen, og morfar cyklede hele vejen til Sæby for at få en sådan hos politimesteren. I 1946 blev min lillebror Niels født, og jeg tror faktisk det var for at aflaste mor lidt, at moster Emmy og onkel Rasmus tog mig med op til Østervrå meget tidligt på sommeren. Mor og far kom så derop sidst på sommeren for at holde ferie og hente mig hjem. Det blev fast sommertradition gennem en del år, da jeg blev ældre og ikke var i Østervrå hele sommerferie tog jeg af og til med DFDS' dagbåd til Ålborg, hvor moster Edith og onkel Willy hentede mig og fulgte mig til Rutebilstationen. Jeg husker hvilket indtryk det gjorde på mig, at jeg bare kunne bede chaufføren om at holde ved Tamborgs,jeg kan endnu føle, hvordan det var at sidde helt yderst på sædet ned ad Mellergårds Bakke, for så kunne jeg se dem stå udenfor og vente lige når vi passerede Brogårds hus. Det var fantastisk for en bybo, det var også utroligt, når en mand et eller andet sted kom ud og bad chaufføren vente 2 minutter, for konen var knapt færdig, eller. mormor kunne bede chaufføren tage noget med til Tamborg i Skæve, det var ikke en service man kendte fra Helsingør. Mine første somre i Østervrå legede jeg meget med købmand Møller Nielsens børn, Ole og Hanne, i det hele taget var der en del børn lige omkring. Når det gik vildt til legede vi skjul oppe på loftet i det store kornlager. Jeg tror ikke, det var noget vi havde fået lov til, men det gjorde det jo endnu mere spændende. Vi kunne også af og til snige os op i møllen - og så var det om at være stille som en mus, hvis vi hørte nogen komme, for der var vi på absolut forbudt område. I det daglige enedes alle børnene helt godt, men kom der en alvorligere kurre på tråden blev de mange religiøse observanser, der var i Østervrå, bragt på bane, det var ikke altid lige pæne ting, man råbte efter hinanden. Jeg kan huske et af de første år, hvor jeg havde fletninger bundet sammen i nakken med en stor sløjfe, fru købmand Nielsen sagde til mig, at hvis mormor ikke kunne finde ud af at sætte mit hår, så skulle jeg bare komme over til hende. Det fortalte jeg mormor, men den slags skulle man ikke sige til fru Tamborg. Næste dag tog det godt og vel en time for mormor at sætte mit hår, om og om igen, men så sad det også fast og godt til sengetid og mormor havde fået "tavet". Mormor og morfar var meget forskellige. Mormor var livlig og glad, men hun kunne sandelig også være skrap og stædig. Morfar var mere stille og egentlig et ret nervøst gemyt, men han kunne også være mand for en skarp bemærkning. Det meste af tiden sådan en sommer gik efter en snor.

Mormor og morfar stod tidligt op, mormor drak en kop kaffe og morfar fik sin øllebrød. Kl. 7 var morfar på værkstedet ( og det blev han ved med til han var højt op i årene). Hvis morfar havde arbejde ude i byen kom han hjem til middag kl. 12. Arbejdede han derimod på værkstedet kom han ind til kaffe kl. 9. Men uanset hvordan, så var der middagsmad kl. 12, og det var præcis.. Jeg tror det stammede fra den gang morfar havde svende og de var på kost, så kunne det jo ikke nytte noget, at maden ikke var parat, når de kom. Vi fik altid 2 retter, især husker jeg "sure vælling", uhm.. Jeg har et par gange prøvet at lave det, men det er aldrig lykkedes, så måske havde mormor ret, når hun sagde, at hvis jeg ville have "sure vælling" måtte jeg holde øje med Stidsholt, for han havde den bedste kærnemælk. Ellers var indkøbene vist ligelig fordelt mellem Stidsholt og Møller, og jeg fik da også hurtigt lært at gå ud efter en pot sød, selvom det der med "potten" lød lidt underligt.

Også de øvrige indkøb var ligeligt fordelt mellem købmand Nielsen og Brugsen. Vi havde 2 bøger, hvor indkøbene blev noteret (en rød og en sort tror jeg, men jeg kan ikke huske, hvem der havde hvad) og så blev der betalt l gang om måneden. Når der så blev betalt lavede hhv. købmand Nielsen eller Østergaard i Brugsen et stort kræmmerhus (det var utroligt at se: et stykke papir blev revet af, og en, to, tre der var det flotteste kræmmerhus), det blev fyldt med blandede bolcher el. bismarcksklumper, det var guf, men jeg tror nu også jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde de herrer i god form. Skulle mormor drille lidt, bad hun mig gå over til købmand Nielsen og bede om et fieringspund kaffe. Det var der da ikke noget, der hed. Alle de nye måleenheder slog aldrig an hos mormor og jeg glemte alle finurlighederne fra år til år. Min overraskelse var hver gange lige stor, når købmanden ikke lo ad mig, som jeg havde ventet. Når vi havde spist skulle der vaskes op og komfuret ordnes, og det skulle være ordentligt !! Hvad der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt! Kl. 12,45 skinnede komfuret og alt var i orden – der var ingen der skulle komme og sige, at vi gik og drattede og ikke kunne blive færdige. Og mellem kl. 12,45 og 13,30 sov mormor og morfar til middag. Efter middagsluren skiftede mormor altid kjole, for tænk hvis der kom nogen, så skulle man da se ordentlig ud. Så blev frisuren rettet ind og brochen kom på plads, og så var alle velkomne til en sludder og en kop kaffe. Det var ikke fordi mormor havde den store garderobe, da jeg blev ældre kunne jeg tydeligt kende blusen fra en, nederdelen fra en anden og den lille hvide halsblonde fra en tredje. Der var ikke noget med brug og smid væk der. Min mormor var en statelig dame med sine meningers mod, måske var det derfor de ofte omtaltes som Christen og fru Tamborg. Desværre havde  mormor i forbindelse med moster Ediths fødsel fået et "hofteskred", så hun gik ikke så godt og hun havde ofte mange smerter, men hun beklagede sig aldrig, men jeg kunne se, hvordan hun bed tænderne sammen, når hun skulle op af en stol eller gå på trapper. Men mormor og morfar havde et universalmiddel, en sukkerknald med et par kamferdråber, og så kørte det igen. Kl. 15,00 drak vi eftermiddagskaffe, altid med 2-3 slags hjemmebagte småkager og ikke sjældent med et stykke galopkringle. Mormor var en knag til at bage, hun bagte bl.a. nogle vidunderlige "flødekringler"! Små kringler med tesukker på, og det skete aldrig at én var større end en anden. Kl. 18 var der smørrebrød ledsaget af "Pressens Radioavis". Efter aftensmad hjalp jeg mormor med at vaske op, sommetider hjalp morfar til, hvis jeg skulle "kridte sko". Så fik jeg et vandfad, en tube Albin og en gammel tandbørste, så kunne jeg sidde på køkkentrappen og lytte og ordne skoene - og de blev skam synet før grejerne kom på plads igen. Én aften om ugen hørte vi "Gammeldags Dansemusik" under ledelse af Grethe Kolbe eller Teddy Pedersen, det var alle tiders, så dansede morfar rundt med mig stående på sine fødder. Morfar var meget musikalsk og kunne godt lide musik i huset, også når moster Edith kom hjem med sange fra Tempo og vi skrålede af fuld hals (måske det første tegn på nedsat hørelse). Mormor og morfar havde ofte gæster til et spil kort om aftenen. Bedst husker jeg "frøknerne Nielsen" (når vi omtalte dem var det altid frøken Nielsen og lille frøken Nielsen, jeg har senere fundet ud af at frøken Nielsen hed Christiane og lille frøken Nielsen blev kaldt Bitten), karetmageren, Niels Lunken og Anine og Marie Christiansen. Det var altid meget spændende om de 2 søstre nu var helt ens klædt, og det slog næsten aldrig fejl, men somme tider havde de ikke helt ens perlekæder. I mine første somre boede frøknerne Nielsen på møllestien lige bag mejeriet, men senere flyttede lille frøken Nielsen over i en lejlighed på l. sal hos Tingbak. Jeg tror aldrig jeg i hele mit liv har truffet nogen, der var så "vaskede og strøgede" som frøknerne Nielsen, så det var bare med at opføre sig ordentlig, når de kom - det var det nu i øvrigt altid, men det var som om man tog sig endnu lidt mere sammen. Jeg kan stadig se lille frøken Nielsen, når hun om formiddagen gik op i byen for at handle, hun var som trådt ud af "Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla", hvis man ser bort fra farverne - hun var om sommeren altid iført en ulastelig blå "salt og peber" bomuldskjole med lange ærmer og hvidt i halsen og hvidt forklæde, på det gnistrende sorte hår en hvid " bomuldshætte" med feston i kanten og en spånkurv over armen. Hun var et utrolig sødt menneske, derimod lærte jeg aldrig Christiane Nielsen rigtig at kende, for hende var jeg altid lidt bange for.

Når så gæsterne var kommet blev der serveret kaffe med hjemmebag og derefter kom kortene frem, og alle morede sig, de spillede om l ører, jeg gik så rundt bag dem og kiggede, for at se, hvem der havde en god hånd, så man skulle tro, jeg ville være blevet en god kortspiller, men desværre nej. Senere blev der serveret et glas saftevand eller sodavand, hvis det gik højt (der var så godt som aldrig øl el. vin i huset).

Da jeg blev lidt større fik jeg nogle faste pligter, bl.a. skulle jeg gå i kælderen. Bag en af køkkenbordslågeme var en lem i gulvet, som skulle løftes og så ned ad en hønsestige til den mørke kælder, det huede mig ikke meget, men gik dog an. Hvad der var værre var, at jeg skulle sørge for spåner fra værkstedet til optænding. Ude i et hjørne af værkstedet var et rum, hvor morfar fejde alle spåner og småpinde ind, der skulle jeg så hente spånerne, når der var behov. Jeg buldrede på døren før jeg gik derind, sørgede altid for at sætte noget for døren, så den ikke kunne falde i, mens jeg var derinde, og så blev spånkassen fyldt med lynets hast - helt til randen - ud og døren i med et smæld. Jeg ville ikke indrømme, at jeg var hundeangst, men jeg havde en gang hørt mor og mine mostre snakke om hvor mange mus der var, og selvom jeg aldrig så skyggen af en sad det altid i baghovedet.

Det meste af dagen gik selvfølgelig med leg, dels legede jeg meget med købmandens Hanne, vi spillede bold, legede skjul, klippede påklædningsdukker og meget andet. En sommer, hvor de fleste af mine legekammerater var på sommerferie andre steder og vejret var ualmindelig dårligt fik jeg penge af morfar til 2 små dukker, jeg havde set i vinduet hos Hardi Jensen, morfar lavede små senge til dem og moster Edith kom hjem med en stor pose stofrester. Så fik jeg et bord sat op oppe på loftet og lavede systue - det var alle tiders. Eller jeg gik på værkstedet og forsøgte mig, men jeg havde desværre ikke det rette håndelag, og stakkels morfar havde ikke ret meget ordentlig værktøj, når jeg havde været på spil. I begyndelsen sov jeg nede hos mormor og morfar, men efterhånden som jeg blev større sov jeg oppe i et af gavlværelseme. En morgen i sommeren 1952 troede jeg helt bestemt, jeg havde fået børnelammelse, jeg kunne næsten ikke flytte mig, jeg havde glemt at "min gode dyne" dagen forinden var blevet skiftet ud med en af de gamle med olmerdug, for de små skulle komme nogle dage, og de kunne ikke "bære den gamle dyne".

Blev det tordenvejr om natten kom morfar op efter mig, så lå jeg der mellem mormor og morfar og hørte dels tordenen udenfor dels den forfærdelige skratten i telefonen, jeg fandt aldrig ud af, hvad der var værst, og jeg synes aldrig jeg senere har oplevet så meget og så intens torden, som når jeg var i Vendsyssel.

Det skete, at mormor og jeg blev uvenner, d.v.s. det var vel mest mig, for mormor rokkede sig aldrig en tødel, så j eg havde jo bare besværet med at blive god igen. Den ene gang var, da vi skulle til fødselsdag hos Stine Bak. Jeg havde inden jeg tog på ferie fået 3 helt nye kjoler, en hvid med røde prikker, en rød- og hvidstribet, en rød med hvid tern og så et par gamle af mors syet om. Da vi skulle til at af sted fandt jeg en af de nye frem, men nej, mormor havde bestemt sig for en af de omsyede, som jeg absolut ikke kunne lide, og lige meget hvor meget jeg argumenterede for mit valg, blev det, som mormor havde bestemt. Jeg har nok set temmelig muggen ud, for pludselig lo mormor højt og sagde, at det kunne ikke betale sig at bruge kræfter på at være sur og i øvrigt skulle vi gå nu. Derimod kunne morfar ikke sige nej til ret meget, kun hvis han var bange for, at noget var farligt for os.

Sommeren var jo også syltetid, og når den nærmede sig, skulle der bud til Theasminde, somme tider skulle jeg gå ned efter bær, hvis der kun var tale om lidt, ellers kom ejeren af Theasminde (jeg kan desværre ikke huske, hvad han hed) cyklende med bakke på styret og kurv på bagagebæreren. Han var en festlig fyr.

Med sommeren kom også byfesten. Det var virkelig noget, der kunne få alle mand af hus. Der var boder og tombola i anlægget, så det var bare med at have sparet lidt op. Jeg var der flere gange i løbet af dagen og mormor og morfar var selvfølgelig med om aftenen. Et år glædede jeg mig særlig meget, for Ib Schønberg skulle komme. Det var jo noget af et scoop, at få Ib Schønberg til byfest i Østervrå. Jeg husker ikke tidspunktet, han skulle komme, men jeg husker jeg var der i god tid, og han var desværre blevet forsinket, men man ville rykke det hele en time, og så...

Desværre, han kom aldrig, og jeg kan føle skuffelsen endnu. Morfar arbejdede på værkstedet til han var over 80. Jeg tror ikke han kunne leve uden duften af træ, og jeg forstår ham, det er en herlig duft — kommer jeg en enkelt gang ind på et værksted med duften af friske høvlspåner bliver jeg helt salig, og alle mine bamdomssomre passerer revy. Det var helt sikkert produktionen og det gode håndværk, der interesserede morfar, regnskab var et nødvendigt onde, så en gang imellem måtte mormor tage fat - "så Christen, nu er det tid at skrive regninger", og så satte de sig på hver sin side af spisebordet, mormor dikterede efter den bog, hun førte og morfar skrev med sin sirlige skrift.   Jeg tvivler på, priserne fulgte med tiden, forretningsmand blev han aldrig. Jeg husker bl.a. i "stiletternes tid", morfar var ude på en af gårdene i omegnen, der var kommet unge folk på gården, som nu skulle modemiseres lidt, bl.a. skulle der linoleum på køkkengulvet. Da morfar så den unge frues sko erklærede han, at hvis hun ville gå i køkkenet med de sko, lagde han ikke linoleum, det ville aldrig kunne holde, og så ville "man" sige, at Tamborg var blevet for gammel til sit håndværk.

Jeg husker også nogle af de fester, som mormor og morfar holdt, bl.a. morfars fødselsdag/jubilæum d. 7. maj 1946. Værkstedet blev ryddet og pyntet og så var der middag med kogekone, sange og dans, men ak, jeg havde fået lov at være oppe så længe jeg bare orkede, og så blev jeg træt af spænding og den megen cigarrøg (herrerne, og nogle damer, røg tæt dengang) meget tidligt, så var det godt mormor havde fået "Møllerens-Line" til at være hos os børn. "Møllerens-Line" boede skråt over for mormor og morfar, og hun kunne strikke så det var en lyst, og mormor kunne skaffe dejligt uldgarn fra Læsø, så der var ingen af os børnebørn der ikke havde gamachesæt, som Line havde strikket. Jeg husker også en gang sidst på krigen, hvor jeg fik pakke fra mormor -hjemmestrikkede undertrøjer med lyserøde musetakker i hals og ærmegab, de lyserøde tunger gjorde, at jeg næsten ikke mærkede, at undertrøjen kradsede.

Når moster Emmy og onkel Rasmus var hjemme på ferie skete det ofte, at onkel Rasmus lejede en bil hos mølleren. Så blev der pakket en stor, lækker madkurv og vi kørte ud i det blå, d.v.s. det blev selvfølgelig ofte rundt til alle de steder, familien havde relation til, onkel Hans og tante Dagmar i Skæve, onkel Anton i Svampen, Onkel Oscar og tante Juliane i Sæby eller tante Jacobine på Snedkegården i Hørby, og der var ikke noget med at ringe inden vi kom, men jeg har aldrig følt, at vi kom til ulejlighed. Jeg husker en gang vi kom til Snedkegården ved aftenkaffe-tid, tante Jacobine havde kun noget tørt galopkringle, men det blev hurtigt vendt i mælk og kanelsukker og stegt på panden, det smagte skønt.

Apropos ringe, jeg husker en gang mormor skulle ringe. Mormor var ikke så høj, og hvis hun skulle ringe uden at forstyrre morfar på værkstedet, skulle hun holde på knappen oppe på telefonen. Hun stod på tæer og holdt på knappen og drejede energisk på håndsvinget, ingen forbindelse til centralen, endnu et forsøg uden held, og da hun tredje gang kom igennem sagde hun meget indigneret: "Er det Østervrå, jeg troede det var Næw Ørk", og så havde hun det godt igen. Telefonnummeret var nr. 30, det skule vi jo bruge, når vi ringede fra Helsingør. Når mormor ringede, bad hun bare om at tale med apoteket el. boghandleren.

Når jeg havde været i Østervrå en uges tid var der ingen der kunne høre, at jeg var fra Sjælland, eller som de drillede mig med i Skæve, fra København. Det var absolut det værste de kunne beskylde mig for, og i Skæve var alle, der kom fra Sjælland og nærmeste omegn københavnere. I Østervrå var jeg Tamborgs barnebarn, det var straks noget andet. Når så der var nogle dage til at jeg skulle hjem igen sagde mormor, at nu var det på tide, at jeg sagde "jeg" i stedet for "a". Desværre kan jeg ikke tale vendelbo-mål mere, men jeg forstår det, hvis jeg skulle være så heldig at møde en, der har bevaret sin dialekt.

Mormor døde i 1956, det var meget trist for os alle, selvfølgelig mest for morfar, der savnede mormor helt forfærdeligt, men heldigvis havde han nogle gode venner i byen og så de 3 døtre, der var helt utrolige til at tage op for at hjælpe ham. Jeg var der også stadig i sommerferien, men nu kun ca. 3 uger, der var jo så mange andre ting en ung pige også skulle nå i ferien.

Det første morfar så gjorde, når man kom, var at invitere til aftenkaffe. Heldigvis havde han anskaffet sig en enkelt kogeplade (det var ikke nødvendigt med mere, da han fik den varme mad fra hotellet, og det skulle stadig være kl. 12,00) så det var muligt at lave kaffe på den. Jeg forsøgte mig nogle gange med komfuret, men hvis jeg kunne få det til brænde var der altid et eller andet med ringene, der ikke var i orden, så det opgav jeg og tænkte på mormor, der altid havde fået det til at se så legende let ud. Kaffeselskaber blev det i hvert faldt til, der var næsten ikke en aften, hvor vi ikke enten havde gæster eller skulle i byen.

Morfar døde i 1965 og jeg har kun været i Østervrå l gang siden, en gang i 80'eme. Men hvor havde alt dog forandret sig. Østergade var blevet til Hjørringvej, Frøken Knudsens forretning, hvor jeg havde købt " kilometervis" af strikkegarn, var blevet bodega, der var kommet en Bredgade og svømmehal og ikke mindst havde kirken fået tårn i stedet for det lille spir, som ofte havde været min brors og mit pejlemærke, når vi nærmede os byen fra vest. Det var næsten for meget på én gang, men måske noget jeg ville have sat pris på, hvis jeg boede i Østervrå.

Sire Tamborg

 

      Chr. Tamborg                                         Sire Tamborg

 

         

 

 

 

Den 19. November 1942

 

Foreningens Bestyrelse :

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 13 57

Karen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Villy Sørensen, Friggsvej 18, 9800 Hjørring

Tlf 96 23 01 65

Erik Wulff Sørensen, Søndergårdvej 18, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 12 87