SPEJLET Marts 2004  No. 31


 


En historie fra Vester Gjersholt,

Torslev Sogn, Dronninglund Herred.

 

I 1751 boede Ole Nielsen sammen med sin hustru Johanne Nilsdatter på det smukke Gjersholt i de skønne omgivelser med skov og sø. I ægteskabet var der 7 børn, hvoraf de to yngste døde som ganske små.

Ole Nielsen var en velbegavet mand med en sjælden hukommelse. Han kunne således gengive sognepræsten Jørgen Christoffer Gleerups prædiken ordret, når han om søndagen kom hjem fra gudstjeneste i Torslev Kirke. Ligeledes var han et levende leksikon, hvad angik sognets og egnens begivenheder.

Efter tidens forhold skal han også have været en dygtig landmand og kunne således overdrage en veldrevet gård til den ældste søn Thomas Olesen (f. 1748).

Den 20. juni 1784 giftede denne sig med den 24-årige Helvig Jensdatter og gjorde dermed på flere måder et godt parti. Hun kom fra gården Grydbæk i Torslev Sogn, og i folketællingen fra 1787 står hendes forældre, Jens Pedersen og Anne Jepsdatter, anført som velhavende, så medgiften har nok ikke været så ringe. Helvig selv blev en myndig og dygtig gårdkone.

I ægteskabet kom der 4 døtre, og da det var et velhavende hjem, fik pigerne en noget fyldigere opdragelse, end det der ellers var gængs for den tids bønderpiger. Velstanden sås også på klædedragten, og det fortælles, at de Gjersholtdøtre gik til kirke i svære fløjlstrøjer, hvad der aldeles ikke var almindeligt dengang.

Thomas Olesen, der havde et godt omdømme som en meget god, from og oplyst mand, døde i maj måned 1816 i en alder af 68. Herefter overtog Helvig driften af gården.

 

De tre ældste døtre var alle fløjet af reden inden faderens død.

Johanne Marie Thomasdatter (f. 1785) giftede sig i 1808 med Peder Christensen, og parret fik husmandsstedet Hegnhuset i Skoven skoledistrikt. Der kom fire børn i ægteskabet, og da Johanne døde i 1839 i en alder af 54 år, stod den 63-årige Peder tilbage med to hjemmeboende børn på 8 og 12 år.

 

Den 31 marts 1818 giftede Anne Thomasdatter sig i en alder af 31 med den 28-årige Michel Abrahamsen, som på det tidspunkt var tjenestekarl på Gjersholt. Ved deres ældste datter Kirstens barnedåb samme år var de indsiddere i Krogens Mølle i Torslev Sogn. De næste børn er født i Lendum, og  folketællingerne fra 1834 - 50 viser, at de er blevet gårdfolk i Allerup, Hellevad Sogn.

 

Maren Thomasdatter (f. 1790) blev i 1814 gift med en søn fra Vang Nørgaard, der hed Frands Jensen (f. 1786). Som 16-årig var han tjenestekarl i Try Vestergård.

Sandsynligvis overtog Maren og Frands Vester Gjersholt efter Helvigs død, eftersom Frands står opført som gårdmand i Vester Gjersholt i Torslev Sogns kirkebog, da han den 28. juni 1835 stod fadder til sin niece Thomine samt i folketællingslisterne fra 1840 og 1845.

Ved folketællingen i 1860 boede den nu 75-årige Frands Jensen sammen med Maren på 70 som indsidder i Store Krogen, Skoven, hvor de levede af deres midler.

Den 16. oktober 1864 døde Maren samme sted, 74 år gammel, og derefter flyttede Frands hen til sin datter Maren Frandsdatter i Vester Søholt, hvor han døde den 10. januar 1869 i en alder af 82 år.

 

Den 20-årige Kirsten Marie boede derimod stadig hjemme på Gersholt, hvor hun snart blev forelsket i en køn, ung mand, Jens Thomsen, som kom til at tjene på gården.

Jens blev født i 1790 i Torslev Sogn og var efter alt at dømme et fattigmandsbarn. Forældrene, som blev viet i Torslev Kirke den 30. november 1777, fik børnene Kirsten, Christen og Jens.

 

Som voksen gik Kirsten under tilnavnet ”Kirketerp Rek”.

 

Jenses ældre broder Christen kom som så mange andre fattigmandsbørn tidligt ud at tjene og blev konfirmeret fra Hejselt i 1806. Han gik til præst hos provst Knud Schott Deichmann sammen med sin kommende svigerinde, Maren Thomasdatter fra V. Gjersholt, og han var en af de flinkeste i den flok.

Konfirmanderne har nok af og til moret sig over provsten, for han var ofte ufrivilligt morsom og blev derfor en skive for torslevboernes lune humor.

Når provsten f.eks. om vinteren fra prædikestolen bekendtgjorde, at ”næste søndag bliver der, om Gud vil, gudstjeneste i Lendum Kirke”, tilføjede han forsigtigt: ”Men fyger eller knyger det, kommer jeg, Herren hjælpe mig, ikke.” Den bemærkning blev et mundheld blandt folk længe efter Deichmanns død i 1823.

En kold vinterdag bød en mand ærbødigt præsten velkommen til kirken, efter at han først høfligt havde taget sin lufvante af. Det fik præsten til ængsteligt at sige: ”Behold endelig vanten på, man kunne jo let blive forkølet.” Det morede igen de lune vendelboer, så det blev også et mundheld.

 

Christen,  der senere fik tilnavnet ”Skytten”, blev gift med Ane Marie Mortensdatter fra Mølgård ved Hørby og kom til at bo i ”Nørtrajs” ved Søholt.

Om søndagen red han til Torslev Kirke på en køn og kraftig hest, og da han engang var til gudstjeneste her, blev det et frygteligt tordenvejr. Menigheden blev opskræmt, og præsten forlod prædikestolen, mens Christen Thomsen i lyn og torden gik ud for at lægge et dækken på sin flotte hest. I det samme blev hesten ramt af et kraftigt lyn og faldt død om. Det kunne have gået endnu værre, men Christen fejlede intet. Begivenheden gjorde dog et så stærkt indtryk på ham, at han noterede datoen i sin salmebog. Der er nok ingen tvivl om, at denne hændelse har givet stof til samtale i lang tid i Torslev Sogn.

 

Christens yngre bror Jens var kvik og tiltalende. Han ville opleve noget og havde lyst til livet. Efter udstået værnepligt tjente han sandsynligvis som karl på gårdene – men efter et par år blev han atter indkaldt. Det var kejser Napoleon, der var på spil. Danmark sad nemlig som en lus mellem to negle. Det var umuligt at bevare vor neutralitet. Både England og Frankrig bejlede om Danmarks gunst på en meget truende måde, og lige meget, hvem vi sluttede os til, ville det ende med krig. I 1807 slog englænderne til, og det endte med, at de af frygt for, at vor stolthed, den danske flåde, skulle falde i hænderne på franskmændene, stak af med den. Det skete i 1807.

Nu var terningerne kastet. Følelserne mod England var langt under frysepunktet, så da Napoleon i 1812 forberedte sig på felttoget mod Rusland, forpligtede Danmark sig nødtvungent til at yde ham militær bistand. Det skete i 1813, hvor man opstillede et hjælpekorps (Auxilitairkorpset), der sammen med franske tropper skulle operere i Nordtyskland. Krigen sluttede først i 1815 med Napoleons nederlag.  

Jens Thomsen var aktiv i dette hjælpekorps, hvor han efter sigende blev korporal og også sad i fangenskab i en kirke et kort stykke tid.

Da han slap ud af krigen, var han blevet slemt tilredt. I en skærmydsel med kosakkerne blev hans korps overrasket af fjenden og måtte søge dækning bag et gærde, men i det øjeblik, Jens sprang over diget, blev han ramt af så kraftigt et sabelhug, at han fik sine ankelsener slemt beskadiget. Fra lazarettet i Altona fik han sit uduelighedspas – pension var der ikke tale om – og på krykker hutlede han sig hjem til Vendsyssel.

 

Da han havde rekreeret sig lidt efter denne udfærd, kom han til at tjene på Gjersholt. Kirsten Marie forelskede sig i den smukke soldat, men mor Helvig, der nu var blevet enke, var imod partiet.

At give en af sine fejrede døtre til en soldat, som ingenting ejede, var hårdt, men værre var det, at hun ikke havde nogen god tro til svigersønnens karakter.

Jens Thomsen havde dog flere gode egenskaber. Han var velbegavet, vittig, morsom og godmodig, og det forsonede Helvig med partiet. Jens fik sin Kirsten Marie, som naturligvis blev godt udstyret fra sit velhavende hjem, og de blev viet den 30. jan. 1818.

 

Jens og Kirsten Marie fik fire døtre. Helvig Kristine blev født i Lendum Sogn i 1820. 

Måske bestyrede Jens en overgang Gjersholt for Helvig, for i marts måned 1824 fik de datteren Johanne Marie, som blev født i Gjersholt hus.

Det fortælles, at det egentlig havde været planen, at de to nygifte skulle have haft Gjersholt, men da det kom til stykket, turde Helvig ikke stole på Jens Thomsens evner og anlæg for landbrug. Han var hende for ustadig.

Det ser imidlertid ud til, at han efter svigermoderens død i den 2. december 1823 var i stand til at købe gården Nørkjær, Skoven ( = Søholt), for det var her Kirsten Marie fødte sin tredje datter Mariane i 1827.

Ved Thomines fødsel i 1835, boede de imidlertid i Huggerhuset, Torslev Sogn.

Tiden på Nørkjær blev således ikke lang, og sandsynligvis solgte Jens gården til sin bror Christen, som efter folketællingslisterne boede der i henholdsvis 1834, 1840 og som aftægtsmand og indsidder i 1850 og lige til sin død i 1852, hvor han 67 år gammel blev begravet på Torslev Kirkegård. Han har været langt mere stabil end Jens og fik en noget blidere skæbne.

 

På grund af Jens Thomsens lyst til at handle og hans svaghed for spiritus kom ægteparret ofte til at skifte bopæl, og hans senere liv viste desværre, at svigermoderen, Helvig Jensdatter, bedømte ham ganske godt, for det unge par kom til at friste en ublid skæbne.

Familien har boet i Harridslevhus, vest for Torslev Fattiggård, Gundestrup i Hørby Sogn, Teglhuset og måske Kyllinghuset under Egede i Skærum Sogn og endelig Milbak hus i Lendum.

 

Da Helvig levede, var hun til stor støtte for sin datter, men efter hendes død i 1823 begyndte det at gå skævt for Jens og Kirsten Marie.

Krigerlivet har antagelig ikke haft nogen heldig indflydelse på Jens. Han mindedes ofte turen mod syd – og ikke med glæde, og når han gik til bords, kunne han, selv da han blev til års, udbryde: ”Gud ske lov, at man kan spise sit brød og slukke sin tørst uden fare.”

Det gik stadig ned ad bakke, og familien kom til at leve i yderste nød. Jens blev uarbejdsdygtig og også i åndelig henseende så forkommen, at Kirsten Marie måtte bære hele byrden ved familiens underhold.

Hans død blev tragisk, som hans liv havde været det. På det tidspunkt boede han som indsidder i Milbak hus i Lendum. En dag i juni måned 1854, da han ville ride til Sæby, fik han undervejs en hjerneblødning, og hesten kom hjem uden rytter. Man fandt ham på landevejen, hvor han lå med en sten i hver hånd og stammede noget om, at det var barnebarnets små fødder, han ville varme. Et par dage efter døde han 63 år gammel uden at være kommet til bevidsthed.

 

Af Jens og Kirsten Maries fire døtre blev de tre gift med dygtige håndværkere og den fjerde med en landmand.

Barnebarnet, som var i Jenses tanker derude på landevejen, var Marianes søn, Thomas Larsen (1888-1948).

Han var oprindelig smed, men kom til at fungere som henholdsvis folketings- og landstingsmand i perioden 1895-1931. Han var også trafikminister i et par måneder i 1909 og derefter igen fra 1910-1913.


 Det, der imidlertid har gjort ham kendt for eftertiden, er hans store værk ”En Gennembrudstid”, hvori han skildrer sin fødeegn Vendsyssels historie.

Thomas Larsen mindes ikke sin morfar. Derimod kom hans mormor, Kirsten Marie, til at få en ikke ubetydelig indflydelse for hans senere udvikling på et tidspunkt, da hans forældre var meget stærkt optaget af at bjerge familiens behov.

En forfatter har skrevet om slægten, at ”Gjersholterne har været et dybt religiøst folk, der har haft hang til tungsind og grublerier over livets gåder”. .

Det gælder dog ikke for Thomas Larsens mormor, Kirsten Marie. Den slags grublerier lå ikke for hende, men med et fromt, gudhengivent sind stred den tidligere velstillede gårdmandsdatter sig gennem fattigdommens lidelser, indtil hun på sine gamle dage endte hos Thomas’ forældre.

 

Da Thomas Larsens farmor Zinne døde i 1859, solgte farfaderen sit hus på Vang Mark i Torslev Sogn, Herefter flyttede han til Thomas’ forældre, hvor hans mormor allerede var flyttet ind.

Om farfaderen fortæller Thomas Larsen:

”Farfars skikkelse var mærkelig bredsporet. Når han kom gående på sine krumme rytterben med udadvendte knæ og tæer, spændte han vidt, og da han som regel var skindklædt fra top til tå, blev hans i forvejen firskårne person endnu sværere, en omstændighed, der reguleredes noget af hans temmelig høje vækst.

Ansigtet var markeret, og midt på den krumme næse havde han et iøjnespringende kraftigt hår, der fulgte næsens bøjning – næsehornet kaldte han det. Far havde arvet et tilsvarende – også jeg bar i mange år den samme næseprydelse, indtil en tjenstivrig barber ødelagde den.

Om farfars barndom og ungdom ved jeg ikke meget, thi han var ikke særlig meddelsom, men kom han i gang, kunne han fortælle med et ejendommeligt lune, der syntes ham selv ubevidst. Jeg husker således, at han engang fortalte om to gårde i Elling ved Frederikshavn, der populært blev kaldt ”Himmerig” og ”Helvede”. Han havde tjent begge steder, men på det førstnævnte sted havde han haft det meget dårligt, på det sidstnævnte sted var der godt at være, skønt han frøs en del, thi det var en hård vinter.

 Var farfar fåmælt over for andre, talte han livligt højt med sig selv, førte undertiden processer – og da tillige sin modparts sag, mod hvem han var strengt retfærdig.

En dag, han sad på sit værelse og var særlig højrøstet, lukkede far døren op og spurgte: ”Hvad er det, I tumler så stærkt med, far?”

”Det er en proces med Anders Nørgård om markskel”, lo den gamle.

”Nå, kan I så klare jer?”

”Nej, det går vist ikke, for jeg har fået skidt begyndt”.

Disse enetaler var for os børn en kilde til megen morskab. Jeg syntes dengang, at det var noget sært og en underlig måde at tale på, men nu taler jeg undertiden også højt med mig selv.

Som foran nævnt stod mit hjem på heden i travlhedens tegn; der var travlt både ude og inde.

Fra smedjen lød hammerslagene fra morgen tidligt til aften sent, og far fik endda tid til at fravriste den stenfyldte hedelod det ene lille stykke efter det andet, så der snart kunne holdes en ko.

For hinduen er koen et helligt dyr, og den tids hedehusmænd delte næsten denne betragtning; det føltes som en sejr, når den første ko satte sine klove inden for stalddøren.

Således husker jeg, at vi alle var samlede for at fejre denne begivenhed, men desværre for mig fulgte sorgen i glædens kølvand. Jeg kunne vel være seks år dengang, og den næste dag blev ikke så festlig, thi jeg fik til opgave at drive koen, der havde en kalv, ud på et engstykke i den store hede, dog ikke længere borte, end jeg kunne se hjemmet, men jeg syntes, det var uendelig langt, og jeg var tung i sindet.”

Mor havde trøstet mig på det bedste til turen og bl. a. medgivet mig en ekstra god mellemmad, men det hjalp ikke meget”.

Fortsættes i næste nummer.

 

 Kilder: Erik Wulff Sørensen, Thomas Larsen og Erling Pedersen.

 Karen Baier

 

Overtro.

 

Peter Larsen stammede fra Vester Horshauge i Torslev Sogn, hvor hans far ved giftermål i ca. 1869 kom i besiddelse af gården.

I hans tid behøvede man kun at gå et slægtled tilbage for at finde folk, der troede på hekseri og trolddom. Blev et af familiemedlemmerne syge, troede de straks, at de var forgjorte på en eller anden måde, og ligeledes når husdyrene fejlede et eller andet.

Der gik historier om folk, der fra deres eget hus kunne tage æggene fra hønsene, mælken fra køerne og flere andre ting uden selv at komme til gården.

Gamle folk fortalte om den slags ting i fuld alvor. Det kunne efter sigende gå så galt, at man ikke kunne få fred til at bo i husene om natten, og mange steder kunne ingen færdes i lo og lade efter mørkets frembrud, således i Rubjerg Præstegård, i Søndergård i Ovnstrup i Skæve Sogn, i Åsted Præstegård og mange andre steder.

Der var dog folk, der havde råd for den slags ting, og nogle af dem var så kloge, at de i daglig tale blev kaldt for den kloge kone eller den kloge mand.

En af de mest kendte her i Vendsyssel var den gamle Hals-præst, som han blev kaldt. Han blev tilkaldt alle vegne fra, når det var rent galt fat med kreaturerne, eller når det spøgte i husene.

Peter Larsen talte med mange gamle mennesker og fik dem til at fortælle om, hvad de selv kunne huske af tilfælde, og hvad de var blevet fortalt af gamle folk, da de selv var unge.

 

Peter Larsen samlede disse fortællinger i en publikation, som han fik udgivet hos bogtrykker Adelstorp i Østervrå. I forordet beder han om, at man ikke tager det alt for højtideligt, men for hvad det er, ”Fortællinger fra gamle dage”, der måske er blevet fortalt i flere slægtled.

 

Heksen fra Øksenhede

 

En husmandskone i Torslev har fortalt følgende:

Mit hjem var i Øksenhede ved Sæby, og der var en kone, som havde en ejendom der i byen. Hun havde skyld for, at hun var en heks og gik for at være meget ondskabsfuld. Hun havde en tjenestedreng, og han vidste godt, at når konen kærnede smør, fik hun altid et helt bærekar fyldt, og at hun, når hun kørte til Sæby for at sælge sit smør, altid havde en mængde smør, som slet ikke stod i forhold til det antal køer, der fandtes ved ejendommen.

En dag, da drengen sad inde i stuen og spiste sin mellemmad, stod konen derinde med en lille håndkærne og kærnede smør. Drengen lagde mærke til, at hun, inden hun begyndte, lagde en lille seddel under kærnen. Da hun havde kærnet en tid, gik hun ned i fremmeset (bryggerset) for at hente noget vand til at skylle kærnen ned med, som det hedder. Drengen ville benytte lejligheden til at se, hvad der stod skrevet på seddelen, men da han havde fået fat i den, hørte han, at konen kom tilbage, og i største hast puttede han seddelen i lommen.

Da konen kom ind, sad drengen igen på sin plads og tyggede videre på sin tørre mellemmad.

Hun fortsatte med at kærne, men den arme dreng måtte skynde sig ud, fordi smørret begyndte at samle sig i hans bukser.

Den kone, som fortalte det, påstod, at det var sandt, ligesom hun fortalte, at samme heks var skyld i, at hun var lammet i begge sine ben og kun kunne gå ved hjælp af to krykker. Således havde hun været fra barn af.

Hun var gift med en mand ved navn Marinus Jørgensen, der boede i Try gamle skole. De er begge for længst døde. De sidste år boede de i Højen i Skæve Sogn.

Kilde: Peter Larsen.

Karen Baier.