Spejlet no. 32

Juni 2004

 

En historie fra Vester Gjersholt.

Fortsat.

 

Thomine Jensdatter.

 

Thomine var barnebarn af Thomas Olesen (1748-1816) og Helvig Jensdatter(1759-1823) på Vester Gjersholt. Deres datter, Kirsten Marie Thomasdatter,  giftede sig med den tidligere soldat og senere husmand Jens Thomsen, og de blev forældre til Thomine, som blev født i  Huggerhuset i Torslev Sogn i 1835. Senere flyttede familien til Skærum, men der blev gjort udvej for, at Thomine fik lov til at gå i skole i Lendum, hvor den kendte og dygtige Niels Thomsen Bjørnbak dengang var lærer.

Det blev sagt, at hendes mormor på Gjersholt en tid havde gjort sig håb om, at datteren Kirsten Marie skulle få den Lendum-degn til mand. Det blev der imidlertid ikke noget af, men nu sørgede Kirsten Marie for, at hendes datter kom til at sidde på skolebænk i Lendum.

Niels Bjørnbak var en ualmindelig flittig mand, der som regel var på benene kl. 4 om morgenen. Der var nemlig meget, han skulle nå, inden børnene kom for at nyde godt af hans undervisning.

Om sommeren tumlede han med sin skolelod, og om vinteren havde han nok at gøre i stald og på lo. Han hørte til den slags mennesker, der aldrig kan være ledige, og således var han et smukt eksempel for både sine egne børn og for den opvoksende slægt der på egnen.

I Lendum Skole blev der arbejdet uhyre flittigt og levet meget sparsommeligt, så Bjørnbak fik sparet så mange penge sammen, at han blev en holden mand, som kunne sidde lunt inden døre.

I Lendum var der et stykke uopdyrket fællesjord, som læreren fik lov at bruge efter eget forgodtbefindende. Heraf skabte han et stykke skolehave, som blev en pryd for landsbyen.

Bjørnbak var ikke en kæmpekarl i legemlig henseende. Han havde en hofteskade, hvorfor han haltede noget, men han overvandt denne svaghed ved sin stærke og seje vilje.

Der er ingen tvivl om, at Niels Bjørnbak havde en heldig indflydelse på sine elever. Punktlig og pligtopfyldende var han til det yderste. På sin egentlige arbejdsplads mødte han hver dag lige på minuttet. Han var vågen, når han stod der, og med høj og glad røst istemte han sin morgensang. Thomine Jensen huskede som ældre kone mange salmer og sange fra Lendum Skole, og hun sang dem med varme i både lyst og nød.

Hendes barnebarn, Bent Pedersen, huskede, at hun fortalte, at det var en stor skuffelse for hende, at hun en sommer som skolepige var ude at tjene hos fremmede og derfor måtte gå i skole i Skoven hos Hans Hammerholt. Mange år efter kunne hun gøre en smule løjer med den morgenbøn, læreren aflirede hver mandag morgen. Ordene blev fremsagt hurtigt og med snøvlende stemme og lød således: ”Her ere vi dine børn forsamlede på  den første arbejdsdag i den nu påbegyndte uge, at frembære for dig i et oprigtigt hjerte vor svage og ufuldkomne lovsang for den gode nattero og fred, hvorudi vi sov så sødt under din faderlige varetægt, og den sundhed og munterhed, hvormed vi opvågnede”.

Thomine blev konfirmeret i Lendum Kirke hos pastor Venning, som gav hende mg (meget god) i kundskab og opførsel.

Som ung pige tjente hun to gange hos proprietær Gudme på Milbak i Lendum Sogn, hos proprietær Kvistgaard, Egede, i Skærum Sogn, på Damsgaard i Lendum 2 gange og i Lendum Skole hos lærer Nielsen.

Som ung pige havde Thomine stærke religiøse anfægtelser og ville gerne høre et godt ord, som kunne skænke hjertet fred. Derfor søgte hun gudelige forsamlinger med forskellige sekter, men den fred, hun søgte, fandt hun ikke de steder. Under hendes tjeneste hos lærer Nilsen, måtte han forbyde hende at gå til disse møder, da hun ikke tålte de efterfølgende sindsbevægelser.

Lærer Nilsen opdagede tilfældigt, at hans tjenestepige var forlovet. En aften, han kom ud i køkkenet, stod der en soldat i fuld uniform. Det var Anders Pedersen (kaldt Anders Halden), som aftjente sin værnepligt ved11. regiment i Aalborg, og som nu var gået de syv lange mil fra Aalborg til Lendum for at besøge sin kæreste.

Mens Thomine tjente i Lendum Skole, hørte hun engang, at der skulle være gudelig forsamling på gården Kammer der i sognet. Rygtet fortalte, at det skulle være et par udmærkede mænd sydfra, der ville komme og føre ordet, og Thomine ville så inderlig gerne med. Flere gange var hun ved lærerens kontordør for at spørge om tilladelse, men hun turde ikke. Der var dog noget, der drev hende. Endelig tog hun mod til sig, bankede på og bad om lov, og til hendes store overraskelse og glæde svarede lærer Nilsen: ”Jo, Thomine, i aften må du gå”.

Senere hørte Thomines søn ofte sin mor fortælle om denne aften, der fik livsvarig betydning for hende ved, at hendes åndelige sans klaredes. Hun fandt vederkvægelse og hvile i sin barnetro og fik foden fast på klippegrund, så at alt, hvad der senere mødte hende af møje og besvær, og det var ikke så lidt, aldrig formåede at rokke hendes tro på Gud.

Da Thomine kom til mødet, sad der allerede en flok mennesker i dagligstuen. Man sang flere salmer af en salmebog, der hed ”Honningblomsten”. Derefter trådte en høj og kraftig mand frem, og det var ingen ringere end den kendte vækkelsesprædikant Peder Larsen Skræppenborg. Han bad om at få lov til at synge, og han sang med kraft og varme  Grundtvigs dejlige salme: Lovet være du, Jesus Krist. Mage til sang havde Thomine aldrig hørt, selv om hun selv havde en god sangstemme og elskede at synge.

Efter sangen talte Peder Larsen og hans gode ven og følgesvend pastor Svejstrup. Den aften glemte Thomine aldrig, og fra nu af fandt hun livet igennem stor glæde ved den grundtvigske forkyndelse.

Thomine og Anders Halden mødtes flere gange ved de gudelige forsamlinger. De var også nu og da med, hvor ungdommen morede sig, og de dansede begge godt.

Den 19. februar 1860 blev de viet i Lendum Kirke, og de flyttede hjem til Halden i Hørmested. Anders havde overtaget sit barndomshjem og taget sin mor på aftægt. Hans broder Severin fik udbetalt en kontant pengesum.

Halden var en yderst karrig ejendom, som til dels bestod af sandjord, og flere td. land lå hen i lyng. Der kunne højst fødes et par køer og et par stykker ungkvæg. Per Halden havde tjent føden ved sit håndværk, og de samme kår gik hans søn ind til, men nu havde han aftægten at svare. Skulle denne aftægtskontrakt have været opfyldt på alle punkter, var livet blevet meget surt for de unge folk. Det så Anders’ mor også, og hun var rimelig i sine fordringer.

Udbetalingen til Severin kneb det med, men også den kom man igennem.

 

Kilder: Erik Wulff Sørensen, Thomas Larsen og Erling Pedersen.

Karen Baier.

 

 

En ulykke i Kringelsigholt

 

I 1883 skriver præsten i kirkebogen

Andreas Christian Christensen, gift husmand i Kringelsigholt, død den 4. september 1883, og begravet ved Torslev kirke den 9. september 1883, 37 år gammel.

Præsten bemærker følgende i kirkebogen.:

Død som følge at væltning med sin vogn hvorefter han lå syg i 10 dage.

 

Andreas blev født 18. marts 1846 i Bødkergården, og han var søn af Christen Pedersen og Karen Kirstine Mariane Christensdatter, han blev gift den 5. november 1872 i Torslev kirke med Christine Jensen der var fra Sønder Gyden , hun blev født den 23. juni 1842 og var datter af Jens Christensen og Mette Marie Madsdatter.

 

Efter mandens alt for tidlige død stod Christine alene tilbage med 3 børn,

Karen Marie født i 1874 – Christine Jensine født i 1876

– Mariane født 1879,

men allerede ca 10 måneder efter, den 25. juli 1884, gifter hun sig igen med Peder Pedersen der var født i 1821 og dermed 21 år ældre end Christine, sammen med Peder får hun yderligere 2 børn Hanne Eleonora født 1886 – Jens Christian Immanuel født 1889.

Ægteskabet varede kun knap 6 år idet Christines anden ægtemand døde den 30. januar 1890, folketællingerne viser at Christine blev boende i Kringelsigholt, også i 1901 folketællingen  er Christine nævnt her som enkekone og landbruger, hos sig har hun 2 børn af  sidste ægteskab og en datter Mariane af første ægteskab. Christine døde i 1903, og blev begravet på Østervrå kirkegård den 20. oktober 1903, (61 år gammel)

 

En datter af første ægteskab Christine Jensine (født 1876) bliver gift med Peter Christensen født 1877, de bliver forældre til tidligere postmester Valdemar P. Christensen i Østervrå.

 

Erik Wulff

 

 

Rejsen til Amerika

 

Dannevig Christensen født 13/4  1899 i Torslev Sogn og hustru Magdalene Christensen, født 6/2 1907, rejste i 1948 med deres 5 børn til staten Minnesota i U S A.

Rejsen foregik med skib fra Sverige, og i Dannevig Christensens dagbog om rejsens forløb berettes følgende:

 

Drotningholm 30. januar 1948.

Vi er alle vel ombord og har det godt. Vi havde en dejlig tur op gennem Sverige , og tiden går nu med at stifte bekendtskab. Der er mange nationer, men de fleste taler engelsk, så jeg klarer mig godt mellem dem. Kaj er lidt syg, men han har spist godt i dag og kom tidlig til køjs, så jeg håber, han snart er rask igen.

 

1.februar.

Kaj er helt godt tilpas i dag, men bortset fra ham er de alle søsyge, Magda (Dannevigs kone), Ruth og Birthe er meget syge. Knud og Esther har også ligget hele dagen, men de har spist godt nu til aften. Men det har også været et hårdt vejr, ca. 75% af passagerne ligger syge. Jeg har haft nok at gøre hele dagen med at tømme bøtter og tørre op.

I morgen tænker jeg, vi vil være ude i Atlanten. Der er bølgerne længere end i Nordsøen. Der brækker de hele tiden, og det får skibet til at slingre.

Birthe spørger hele tiden, om vi snart kommer ud i det stille hav.

Min rejsekammerat fra Tårs har jeg ikke set i dag. Jeg tænker nok han ligger i køjen. Han er en flink fyr, men det er ikke let at blive kendt med dem alle. De fleste er svenskere, så de taler jo helst med hinanden. Der er en gammel fyr på 78 år. Ham har jeg megen glæde af at tale med, han er fra Texas.

Skibet slingrer knap så meget nu til aften, som det gjorde i formiddags, så vi håber på stille vejr i morgen. Ja, det er ikke let at skrive om alt det, der sker, men i alt går turen godt.

 

2. februar.

I dag til morgen var vejret klart og søen ikke særlig slem, så alle kom på benene og indtog måltiderne med god appetit. Men over middag blæste det op til en ny storm, så de fleste har

fundet en behagelig plads at ligge.

Ja, I kan tro, Knud og jeg nyder det med en god cigaret, jeg købte straks et helt karton - altså 200 stk. Chesterfield. De kostede kun 5.50 svenske kroner eller 2 3/4 øre pr. stk. - jeg sender en tanke hjem til Eder, hver gang jeg tænder en god og billig cigaret.

Nu må jeg slutte for i dag. Skuden slynger, så jeg kan ikke sidde stille. Jeg glider fra den ene side af  bænken til den anden, så man ved aldrig, hvor man sidder.

 

3. februar.

I nattens løb blev vinden meget hård og blev til en regulær storm; det blæser en vindstyrke 8 -12, så den er hård. I det sidste døgn har vi kun sejlet 71 knob. En rigtig brådsø slog ind på siden af skibet og fyldte det øverste dæk med vand. Jeg troede, der var noget galt. eftersom vandet blev ved at frådse ned på andet dæk. Vi er allerede én dag forsinket. Det går meget langsomt. Bølgerne slår mod siderne, så det lyder som tordenvejr, men vi er alle oppegående og passer måltiderne og sover, som det passer os, så vi har det jo meget godt.

Kaj havde jo en slem forkølelse, da vi rejste hjemmefra, og det blev til ørepine. Jeg var ved doktoren med ham. Han fik prikket hul, og så skulle han dryppes i øret tre gange daglig. Det har hjulpet godt, så nu er han helt kvik igen.

Magda bliver stadig ved at være søsyg. Hun spiser et måltid og kaster det op straks efter, men jeg tror nok, hun bliver vant til det. De første dage kunne hun slet ikke lide at høre tale om mad, men i dag har hun fulgt trop til hvert måltid

 

4. februar.

I dag har vinden lagt sig og skibet går sine 16 knob i timen, så nu glider det vestover, og al søsyge er som blæst bort. Tiden går med at drive rundt fra den ene ende af skibet til den anden. Vi har det godt, men der er ikke megen adspredelse andet end det, vi selv kan lave, og vi er jo kun spændt på at få ende på denne sejltur. I morgen skulle vi være halvvejs. Nu i aften har vi et dejligt vejr, og der skal være musik og dans på dækket til kl. 23.00. Alle er jo kommen af køjen i det gode vejr, og der er et liv og røre, som var man til enhver anden fest.

 

6. februar.

Det gode vejr får altid for tidlig ende. I nat blæste det op til en forrygende snestorm, og det har blæst stærkt hele dagen. Til morgen modtog Magda 2 fødselsdags-telegrammer fra Skagen, det ene fra Martin Pedersen afsendt fra Skagen kl. 12.10, det andet fra Stine Emma Lundholm og Back, sendt kl. 9.45 - det er morsomt nok. De var sendt fra Skagen om middagen, og vi modtog dem kl. 9.00 om formiddagen. Vi har jo sat klokken en halv time tilbage hver dag. Vi er i dag lidt mere end halvvejs. Hvis ikke stormen bliver alt for hård, så skulle vi nå New York onsdag morgen. Nu er alle ved at være vant til søen så de sidste dage vil nok gå bedre end de første, det er jo altid en trøst når vi begynder at tage af den sidste halvdel afrejsen. De 2 danskere, vi var sammen med på Aalborghus, har vi først set i dag. De har ligget i køjen hele tiden i 7 døgn, så de er noget slanke.

 

7. februar.

I dag har det været nogenlunde godt vejr. Det har sneet en del, men blæsten har ikke været så slem, men det er meget koldt, så man kan ikke opholde sig på dækket. Skibet har gået en god fart i dag, og vi har tilbagelagt 342 miles det sidste døgn. Havet er ved at blive lidt roligere. Vi nærmer os New Foundlandsøeme, så det kan være, vi er ovre det værste, men det er også den værste tur, jeg har gjort over. Det er 5. gang, jeg gør turen, og jeg gør det ikke mere om vinteren. Det har knaget og knirket i skuden, så man skulle tro, at den var ved at skilles ad, men nu tror jeg alligevel, den holder.

Nu er Kaj helt rask igen, og han tager for sig af retterne, når vi kommer til bordet. Han er også blevet uhyggelig mager, men eftersom han spiser, kommer han sig snart igen. Det vil tage endnu 3 dage, før vi skal på den lange tur med toget. Vi skulle have været i biografen i aften, men vi kom for sent. Der var fuldt hus.

 

8. februar.

I dag til morgen da jeg vågnede, troede jeg, vi lå stille, men da jeg kom op, skinnede solen og søen lå helt stille.Skibet gik med fald kraft, og vi var da allerede kommet i læ af New Foundland. vi kan vente at se land igen. Det går ellers med en vældig fart. Sidste døgn gik vi 396 miles. Holder den fart, så kan vi nå New York onsdag morgen, og så vil sidste akt af rejsen gå med toget gennem bjerge, dale og skov den første dag.

I aften skal vi have kaptajnens middag, og derefter skal der være karneval med papirshatte på hovederne.

Tre timer er gået, og jeg fortsætter: Ja så havde vi kaptajnens middag, og den var helt vellykket; den stod på kalkun, brunede kartofler og is med mange slags frugter, vindruer, ananas og meget mere, og bagefter dans på dækket, - jo, det er i det hele taget en god rejse.

 

9. februar.

Det fine vejr varede kun kort. Ved middagstid blæste det op igen, og det blev til en rigtig snestorm. De måtte sætte farten ned til det halve og tude med fløjten ustandselig, men nu kan vi snart komme så nær til land, så der kan blive lidt læ. Det var dejligt, så længe vi sejlede langs New Foundlandsøeme, men så snart vi var forbi dem, var også glæden forbi.  Hele dagen igennem har vandet skyllet ind over dækket. Vi har kun haft 2 dage, hvor vi kunne opholde os på dækket; resten af tiden har vi holdt os under dæk. Magda har holdt køjen hele dagen, men hun har spist lidt mad, som jeg har bragt ned til hende. Det har været en hård tur for hende, og der har ikke været mange dage, hvor hun har været rigtig godt tilpas. Det vil blive rart at få foden på fast grund. Alle børnene er godt tilpas nu, og for mit vedkommende har turen været rigtig god. Der har ikke været én dag, hvor jeg ikke har været godt tilpas, og jeg har altid længtes efter spisetiderne.

Vi har fået en god forplejning, og vi har fået æbler og appelsiner ca. hver anden dag. Vi har ikke spist dem alle, så der er vist 18 store appelsiner, vi kan have med i toget. Der skal vi jo selv sørge for føden i de par dage.

 

10. februar.

Ja, så glider vi stille og roligt ind i bugten til New York. Kl. 7.00 i morgen tidlig skulle de lægge til kajen. Det har været en dejlig dag i dag, ingen sø og ingen storm, men det har vi også haft nok af på denne tur. Jeg har talt med flere af skibets besætning, og de siger, det har været den  hårdeste tur i 25 år.

I dag har vi haft travlt med at gøre bagagen i orden, landstigningen vil jo nok forløbe glat. Vi regner med at komme med toget straks - og så er turen slut, og jeg vil sige, det har været alt andet end en behagelig tur. Som I ser af dagbogen har der ikke været meget spændende.

Nu vil jeg håbe I vil lade bogen vandre rundt til familie og venner. Det vil spare mig for at skrive til så mange. Det vil være umuligt for mig at skrive til alle dem, som bad mig skrive, så snart vi kom i land. Vi venter nu at høre fra jer, efter som I har læst denne dagbog. Der var flere, jeg gerne ville have besøgt, før vi rejste, men tiden blev for knap, og nu må de forbigåede nøjes med en venlig hilsen. De, som vi fik besøgt, vil jeg her igennem sende vor hjerteligste tak, fordi I var så venlige at give os husly i de dage, vi ingen hjem havde. Vi skal nok være flittige til at skrive, når vi får sat bo. Jeg var bestemt på at sende bogen i morgen, når vi kommer i land, men jeg kan lige så godt vente, til vi kommer til Chokio, så kan I få referatet af jernbaneturen med det samme. Måske er der lidt at fortælle om den tur.

 

Chicago 12. februar.

 

Vi kom velbeholden hertil i dag kl. 4.00, og vi sidder nu her og venter på at komme med tog videre til Minneapolis. Vi skal herfra kl. 11.45, så vi har haft god tid til at se os om, men her er også nok at se på og nok at købe. Vi har lige fået noget at spise og fået proviant til rejsen.

Det var en helt god tur med toget hertil, men der var et forfærdelig mas med at komme fra borde og igennem tolden; det tog hele eftermiddagen, men det var et meget behageligt tog at køre i, så vi blev ikke særlig trætte af den tur. Nu ved jeg ikke, om de sidste 13 timer vil gå lige så godt. Kaj har sovet siden kl. 4.00 og nu er den 10.00. Det er en mægtig station denne her - Union Station Chicago. Her er gode restauranter og alle slags butikker med mange dejlige ting, så man kan godt gå og knaldre og bruge lidt penge. Alle disse dejlige frugter og chokolader stikker i øjnene af børnene, også det meget flotte legetøj.

Jeg har lige talt med Jens ( en bror) i telefonen så han er på stationen efter os i morgen middag. Det er ikke så koldt, som jeg havde regnet med, Der er et lille lag sne over det hele, og det fryser kun et par grader og er dejlig solskin. Vi er alle glade for at turen snart er forbi. Nu er det snart en måned, siden vi rejste fra Skagen.

 

Minneapolis 13. februar kl.9.00.

 

Vi er nu snart nået til Minneapolis. Toget skal holde her et stykke tid. Det var en god tur hertil. Vi sov til kl. 7.00 i morges, så spiste vi vores mad, og nu har vi kun 3 timers kørsel til Morris og så en halv time i bil til Chokio. Vejret er fint, og der er ingen vind.

 

Chokio Minnesota 14. februar.

 

Ja, så er rejsen endt og Jens var mødt på stationen med 2 biler til at tage os hjem. Vi fik en god modtagelse; de havde ventet med at spise, til vi kom. Frilev og Anna (en søster og svoger) var her også til middag, og vi havde en god fest. Her er meget koldt og megen sne, men de har varme i hele huset, så vi har det både lunt og godt. Jens og Hanne skal til gilde i aften, så vi går alle over til Lucille i aften. Hun har været ved at lave popcorn til børnene, og i morgen skal vi vist i byen til middag.

Jeg har ikke fået noget arbejde endnu, men der er nok, og vi får vist nok at lave alle sammen.

Vi var en lille tur inde i byen i dag, og jeg mødte flere af de gamle bekendte der. Det er en glæde at høre, hvor jævne og ligefremme folk er her, ikke noget med at sige De og Dem og Deres til nogen. Nu vil jeg håbe, at brevene vil begynde at rulle ind, og så må I være hilset mange gange fra os alle.  

 

Mr. Dan Christensen o/o J. C: Christensen Chokio Minnesota USA.

 

Efterskrift: Magda og Dan Christensen drev i mange år en farm i nærheden af Moris. Begge har været på besøg i Danmark.

Dan Christensen døde i sommeren 1982.

Magda Christensen døde den 17. juli 2001.

Deres 5 børn er alle bosat i U S A.

 

Efter Dannevig Christensens rejsedagbog.

 

 

Foreningens Bestyrelse :

 

Vivi Jensen, Høngårdsvej 29, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 13 57

Karen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Villy Sørensen, Friggsvej 18, 9800 Hjørring

Tlf 96 23 01 65

Erik Wulff Sørensen, Søndergårdvej 18, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 12 87