SPEJLET ET TILBAGEBLIK

September 2004

No. 33

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


En familiemosaik.

 

Året 1864 blev et tragisk år for Danmark. I krigen mod Preussen-Østrig stod vi i januar måned med vore 40.000 mand ved Danevirke over for en talmæssigt overlegen fjende, der tilmed var langt bedre udrustet med moderne bagladegeværer og langtrækkende kanoner. Efter fire dages hård beskydning undslap den danske hær mirakuløst til Dybbøl, og efter flere måneders daglig fjendtlig beskydning kom så det endelige slag om Dybbøl den 18. april kl. 10. Preusserne stormede Dybbøl med svære tab på den danske side. 1.200 mand faldt, 500 såredes og omkring 3.000 blev taget til fange.

Den efterfølgende våbenhvile ophørte den 25. juni, og mellem den 28. og 29. juni gik 30.000 preussiske soldater med landgangsbåde over det smalle Alssund. På Als befandt der sig en dansk styrke på 12.000 mand, og efter en kort kamp erobrede preusserne hele Als. Det sørgelige resultat af den ulykkelige krig blev, at Danmark mistede Sønderjylland, og tabet blev begrædt i mange år både nord og syd for Kongeåen.

Under disse frygtelige begivenheder, der påvirkede hele landet, boede gårdmand Christen Frandsen på Vester Horshauge i Torslev Sogn i Vendsyssel sammen med sin kone af 2. ægteskab, den 28-årige Christine Jensen.

Christen stammede fra gården Lindholm i samme sogn. Han havde tidligere været gift med Maren Pedersdatter, som i 1837 var blevet enke efter ejeren af Vester Horshauge, Jens Christensen. Allerede samme år giftede Maren sig med Christen fra Lindholm, så enkestanden varede ikke længe.

Maren, der bragte sin datter, Christiane Jensdatter (*1828), med ind i ægteskabet, var 27 år ældre end Christen. Det var et fornuftsægteskab til fordel for dem begge. Maren fik hjælp til gårdens drift, mens Christen giftede sig til en god gård.

Christens bror Hans Frandsen fra Lindholm kom i deres hjem og lærte således Marens datter Christiane at kende, og 21 år gammel indgik hun i 1848 ægteskab med 13 år ældre Hans, der havde været gift før.

Ægteskabet med Hans Frandsen blev ulykkeligt. De boede i Sønder Flamsholthus nær den gamle fattiggård nordøst for Thorshøj, og Hans ernærede sig som tækkemand. Efterhånden fik han et dårligt ry på egnen. Han var fordrukken og blev umyndiggjort i 1859.

14 år senere gav ægteparret stof til stor omtale i Torslev Sogn, da den 45-årige Christiane stod anklaget for at have ombragt sin 56-årige mand med ”treskillingsblåt” den 3. juli 1873. Hun blev idømt tugthus på livstid, men benådet og løsladt efter 13 års indespærring.

Christianes datter, Mariane Hansen, som havde vidnet mod moderen, var udvandret til USA og boede nu i Elm Grove Township, Payne County, Oklahoma. Christiane havde før haft lyst til at udvandre, og nu tog hun springet og bosatte sig hos datteren i USA, hvor hun blev i 11 år til sin død i 1897.

I Spejlet nr. 27 er der i beretningen om ”Ulykkelige Christiane” et fyldigt referat af tiden omkring mordet. Ulykkelig var hun! Ulykkelig i sit ægteskab med en fordrukken mand. Uden støtte og med ansvaret for familiens 7 børn. Fattigdommen og den evige bekymring for at kunne klare dagen og vejen. Og i perioden 1867 til 1877 fik hun tillige døden på tæt hold med flere dødsfald i den nærmeste familie.

Christiane havde en fjorten år ældre halvsøster, som hed Else Marie. De havde efter alt at dømme et nært forhold til hinanden, for ved sin død som 53-årig i 1867 boede Else Marie i Flamsholthus.

De to kvinder havde fælles mor. Før sit ægteskab med Christianes far, Jens Christensen, havde Maren i 1814 fået et barn med en soldat ved navn Hans. Det var Else Marie.

Christiane havde også den store sorg at miste tre børn. Den ældste datter, Johanne Marie, døde i 1870 på Try Vestergård, hvor hun antagelig var tjenestepige. 2 år efter mistede Christiane sin næstældste datter, der døde af skarlagensfeber hjemme i Flamsholthus. Hun blev 21 år gammel.

Den yngste datter, Ane Kirstine på 11, fik også skarlagensfeber og døde i Hedebjerg i 1877.

 

Som tidligere nævnt boede ”Ulykkelige Christianes” stedfar og svoger, Christen Frandsen, sammen med sin kone af 2. ægteskab, Christine Jensen, ude på Vester Horshauge i 1864, hvor de den 2. juni samme år fik datteren Christiane Christensen. Hun blev således navnesøster til sin 27 år ældre stedsøster ude i Flamsholthus.

Den lille Christiane voksede op sammen med fire helsøskende på gården Vester Horshauge på 70 tønder land. Kun 2 år gammel mistede hun sin far, der hængte sig den 28. april 1868. Christen Frandsen blev 56 år.

Christine blev således heller ikke skånet for sorger. Den lille datter, Ane Kirstine, som blev født 24 dage før faderens tragiske død, nåede ikke at blive et år, men døde af brystsyge den 5. januar 1869. Storesøsteren Maren på 3, som også led af brystsyge, fulgte hende i graven 3 måneder senere, den 6. april 1869.

 

Af folketællingen i 1890 ser vi, at Christine var gift for anden gang - med den 6 år yngre Jens Christian Larsen, der førte gården videre. Hun overlevede imidlertid sin mand, og ved folketællingen i 1901 står hun opført som enke og ejer af gården. Vester Horshauge forblev i slægtens eje mange år endnu. I 1903 solgte Christine Jensen gården til sin datter af 2. ægteskab, Dusine Larsen, og hendes mand, Christoffer Pedersen, men Christine blev boende der til sin død i 1907. I 1936 overgik Vester Horshauge derefter til Dusines og Christoffers søn, Henry Horshauge, som i 1969 solgte til sin søn, Knud Erik Horshauge, og det var først i april måned 1998, at Vester Horshauge kom på fremmede hænder.

 

Christines datter Christiane var i nogle ungdomsår tjenestepige hjemme på Vester Horshauge, før hun i trediveårsalderen blev viet til den fjorten år ældre Jens Christian Larsen i Torslev Kirke. Efter brylluppet flyttede parret ud på Nejsum Hede.

I løbet af tolv år fødte hun fem levedygtige børn. Men da den yngste blev født, var hun syg og var det måske allerede ved undfangelsen.

Den djærve, hjælpsomme Christiane passede nemlig en nabokone med tuberkulose. Hun var fuldt opmærksom på smittefaren og var derfor meget omhyggelig med renlighed. Alligevel blev hun smittet. Sygdommen tog fat, og hun døde før nabokonen - 43 år gammel. På det tidspunkt var det yngste barn kun to år.

I bogen ”Almindelige mænd findes ikke” skriver barnebarnet Krista Louise om sin farfar, Jens Christian Larsen: ”Farfars sorg var værdig. Men tavs”. Og hun fortsætter: ”Jens Kristjan blev 77 år gammel. Så gammel, at han fik ledig tid og tilbageskuende blik og dertil lyst til at give sig til kende i fortællingen. Måske havde farfar højskolesind uden at have været på højskole. Et sådant sind har en iboende fortælleglæde, såvel som det er skolens fornemste udtryksmiddel.

Jens Kristjan formidlede sig selv i fortællingen til sin ældste søn, Laurits, der fortalte videre.

Tiden har ændret sig siden da. Måske har Jens Kristjans fødegård, Hoven, solgt ud af sine gamle tønder land, måske lagt mere jord til. Det har ingen betydning, for mig vil Hoven altid være en god, middelstor gård på ca. halvtreds tønder land. Dette er i fortællingens ånd”. 

 

I bogen ”Almindelige mænd findes ikke” skriver Christiane og Jens Kristians søn, Laurits Kristian Larsen, om sin hjemegn og sit hjem på Nejsum Hede.

 

Skrevet i samarbejde mellem Erik Wulff Sørensen og Karen Baier.

 

 

 

 

 

 

Min hjemegn.

 

Når jeg skal fortælle om min hjemegn bliver det dér, hvor jeg havde mit hjem til jeg var omkring atten år.

I Vendsyssel, cirka tre mil øst for Hjørring, ligger en lille smuk by, som hedder Dybvad, her i nærheden ligger mit hjem. Kommer man fra Hjørring ad landevejen mod Sæby, kommer man midtvejs til landsbyen Østervrå, hvor der inde midt i byen går en vej fra til højre. Efter en halv times gang ad denne vej mod syd når man ud til nogle gårde, som hedder Vungmose, og straks efter ligger der nogle mægtig store bakker, og hist og her mellem bakkerne ligger en gård. Et stykke længere fremme kommer man til nogle små gårde og huse.

Denne vidunderligt smukke og sjældne egn hedder Nejsum.

Midt mellem de små ejendomme ligger en mægtig høj med et hvidt lysthus på toppen, og to minutters gang fra denne høj et langt hus på en bakke. Der er femten tønder land til stedet, som er mit barndomshjem. Min far har selv bygget huset.

Nejsum ligger i Skæve Sogn. Det er et jævnt stort sogn, der har fire-fem kommuneskoler, sin kirke og et par landsbyer: Dybvad og Skæve Mejeriby.

I sognet ligger nogle store gårde, der er Dybvadgård, Knudseje, Ravnsholt, Solholt, Langholt og flere andre.

Hele Skæve Sogn har en sjælden naturskønhed med skov og hede. Her er Nejsum Skov og Stagsted Skov.

Stagsted Skov ligger en god mils vej vest for Dybvad mod Brønderslev. Skoven består af mægtige bøge og en del gran. Der er sumpet og moseagtigt alle vegne. Nogle steder står unge graner så tætte, at de er vidunderlige skjulesteder for skovens vildt. Fra det smukkeste sted, man kan tænke sig i en skov, er der to store fiskeparker, som fuldt ud svarer til navnet, da de er fyldt med fisk. Det er en fornøjelse at stå der en sommeraften og se fiskene uafbrudt springe oven for vandet for at snuppe en flue. Et stykke nord for fiskeparken er der nogle høje bakker, her bor den røde ræv i store huler dybt nede i jorden.

Nejsum Skov er min barndoms skov, den strækker sig over et stort areal. Fra åen, der løber lige forbi herregården, Ormholt, om ad Try til Knudseje og her fra over til Kattegat.

Fra ældre tider hører skoven til Birkelse.

Nejsum Skov ligger på et meget ujævnt terræn, her er meget smukt med store dybe græsdale. I sommertiden står skoven med den herligste grønne bøgekrone over bakkede skråninger ned mod engen. Hvert år har Try ungdomsforening grundlovsmøde her.

Syd og vest for skoven ligger de mægtigste lyngbakker, Nejsum Bakker. Og - hvor der er bakker er der også dale. Gennem disse dale snor de grønne enge sig i smalle lange strækninger, og det klare vand risler ustandselig i de små bækkeløb både sommer og vinter. Men nogle steder står bøg og el så tæt, at der knap er plads til bækken, der bugter sig forbi det ene træ efter det andet, til den når ud og forener sig med en større bæk, der løber ganske sagte mellem fligede bredder, og planter spejler sig i det klare vand.

Hvor er en tur dejlig her en forårsdag, når de grønne enge er farvet hvide af de tusinde anemoner, der står og vifter for den sagte vind. Man står stille et øjeblik for at betragte det pragtfulde syn af den hvide blomsterhave mellem gråbarkede træer. Mens man står her stille høres solsorten, der fløjter sine rene toner, vel til mode over den stille luft ved foden af bakken.

En varm dag i højsommer kan vi gå en anden tur ud over den brune hede for at komme ned i en lang dal, der er fyldt med høje bregner, som står og skjuler de modne jordbær på sydsiden af bakken. På nordsiden af bakken er der ingen modne jordbær, men en del blåbær, der er ved at modne nu, solen står højt.

Efter et ophold i dalen går vi op ad den hvide landevej, hvor vi pludselig standser op foran et par store hugorme. Hugormene ligger og bader sig i solen, for at blive fri for at vige stikker de hovederne op og hvæser. Vi går uden om hugormene og hen langs med en moden rugmark. Herfra ser vi igen højen med det hvide lysthus på toppen.

 

Vi er tilbage ved mit hjem.

Jeg forestiller mig, at min far kommer ud af husets dør. En middelhøj, lidt svær mand og glatbarberet, han hilser os med et venligt smil og siger velkommen her, før vi går ind i huset. Herinde er der tre stuer og et køkken, stuerne er ikke ret store, og heller ingen flothed findes her, men her er rent og hyggeligt alle vegne. Midt i huset ligger laden. Min far fortæller med stolthed, at han selv har bygget det altsammen.

Men min far bor her ikke længere. Mor er død for mange år siden. Børnene er voksne og ude i verden. Da børnene var konfirmerede solgte far huset og flyttede til Frederikshavn, hvor han bor i Arenfeldtgade 16.

 

den 22-2-22

Laurits Larsen

 

 

Jens Kristian Larsen                   Christiane Jensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Et  historisk tilbageblik

 

1708 Den første fattiglov udstedes.

Den bestemmer at sognepræsterne skal organisere arbejdet, bønderne skulle yde en fattigskat i naturalier,
mens godsejere, forpagtere og fogeder skal yde i rede penge, der skal bruges til beklædning. Lovens intentioner kom ikke til at virke i praksis, idet præsterne ikke blev udstyret med tilstrækkelig magt til at gennemføre ønskerne.

1711 Byldepest hærger.

I København dør en trediedel af indbyggerne, hvorved indbyggerantallet bliver bragt ned på ca. 45.000. 

 

1731 Militærtiden for bønderkarle under 29 år sættes til 8 år, og for karle over denne alder til 6 år.

1732 Soldaterudskrivning af godsernes bønderkarle mellem 14 og 40 år.

1733 Stavnsbåndet indføres.

Stavnsbåndet indebærer at mandlige medlemmer af den danske bondestand mellem 14 og 36 år, ikke kan forlade det gods, hvor de er født. Stavnsbåndet betyder at godserne sikres fæstere og billig arbejdskraft, medens staten sikres tilgang af soldater. For almuen virker stavnsbåndet som en væsentlig hindring for udviklingen af en økonomisk selvstændig og interesseret bondestand. 

 

1764 Stavnsbåndet udvides til nu at omfatte drenge og mænd mellem 4 og 40 år.

 

1771 En af Struensees kabinetsordrer bestemmer, at der ved Fødselsstiftelsen i København opstilles en kasse, hvor enlige mødre kan lægge deres uønskede børn

 

1783 Det forbydes trolovede at flytte sammen før brylluppet

 

1801 Den engelske flåde angriber København og slaget på Københavns Red den 2 april bliver langt og blodigt. Begge parter lider store tab, inden danskerne giver op. Slaget får stor betydning for den danske nationalfølelse

 

1802 Lov om fattighjælp bestemmer at hvert sogn har pligt til at holde personer, der er født i sognet, i live.

 

1828 Forordning om at børn skulle døbes med både fornavn og efternavn. Tidligere var kun fornavnet blevet nævnt ved dåbshandlingen. Pigebørn skulle ikke længere døbes med deres faders fornavn efterhængt - datter, men med mandligt patronym (faders fornavn efterhængt -sen).
Efternavnet skulle derefter bæres fast i slægten.

 

1840 Brændemærkning som straf for tyveri afskaffes

 

1891 Fattigloven ændres, bl.a. med forbud mod bortlicitering af de fattige.

 

1904 Lov af 22.4.1904 om navneforandring, der gav tilladelse til (og opfordrede til) navneforandring. Formålet var at formindske brugen af patronymer, og der udarbejdedes derfor en liste med 16.000 forslag til nye slægtsnavne. 

 

Krobevilling i Østervrå

 

Enevold Knudsen fra Tårs købte i 1842 Lundergård i Torslev sogn, han var ca. 34 år gammel, i 1843 sendte han et andragende til kommunalbestyrelsen, eller borgerrepresentationen i Sæby, om bevilling til krohold i sin ejendomsgård

Andragenet blev anbefalet, og herefter var det kun en form sag  for regeringen at give bevillingen og da den første krobevilling således blev given før grundloven, kan man vist rolig kalde den

en kgl, priviligeret Kro.

Det var nu ikke længe der var kro på Lundergård, Enevold Knudsen døde allerede des 29 april 1844, kun 36 år gammel, efterladende sig kone og 4 små børn. Enken Maren Christensdatter havde muligvis ikke set sig i stand til at drive både den store gård og kroen, for kort tid efter blev bevillingen overflyttet til Mølfællen, det nuværende Sønderholt, hvorfra bevillingen engang inden 1857 blev overflyttet til Vester Søndergård i landsbyen Vrå og derfra i 1884 overflyttet til Hjørringvej.     

 

 

Fra avisen for 25 år siden   - 1945

 

Hjørring  1945

 

Seks Timers Slædekørsel til Centralsy­gehuset.

 

Husbestyrerinde, Frk. Elna Jensen, Kro­gen i Østervraa,

flækkede i Aftes sit Knæ under Skiløb. Falcks Ambulance

blev tilkaldt for at hente hende, men den naaede ikke

længere end til Sæbyvej. Her kørte den fast.

Man besluttede derefter at køre den Tilskadekomne

til Sygehu­set i Slæde. Turen varede 6 Timer,

og først ved 3­ Tiden i Nat var man i Hjørring.