SPEJLET ET
TILBAGEBLIK
December 2004
No. 34
Østervrå Lokalhistoriske Forening
Mette Fog Pedersen, som voksede op på gården Billeslund ved Gram, fortæller her om sin barndoms jul i tyvernes Sønderjylland
VED JULETID
Præcis den l. december
begyndte juleforberedelserne på Billeslund. Det var
helt højtideligt, når mor i de stille eftermiddagstimer tog en stor jerngryde
frem og satte den på komfuret. Spændt fulgte vi, hvordan der blev hældt halvt
lys og halvt mørk kagesirup i for at give den rigtige smag. Så fulgte det
morsomme med alle krydderierne til de brune kager: kanel, nelliker, hakket
pomeransskal og meget mere. Mel, margarine og den slags interesserede os knap
så meget. Der blev vogtet nøje over, at grydens indhold fik de rigtige
varmegrader. Blev det hele for varmt, var dejen ikke til at styre, når den
skulle rulles ud. Den skilte ad på de forunderligste steder, så det næsten ikke
var til at tå kager ud af det. Mor lagde megen vægt på, at de brune kager
skulle være krydrede og smage af noget. Når den store klump dej var æltet godt
igennem, blev den lagt i kælderen, for at den kunne hvile sig. De brune kager
duede nemlig ikke, når de blev bagt, lige efter at dejen var lagt.
Så kom turen til
pebernødderne. Mens vi havde brugt 4-5 kg mel til de brune kager, blev der
brugt en enorm stor portion dej til pebernødderne. Vi måtte låne en stor
mælkejunge fra kostalden for at kunne huse dem. Aftenen efter at dejen var
lagt, fik hele husstanden ordre til at møde i spisestuen. Bordet blev gjort
langt, vasket godt af, og så satte vi os alle omkring det. Hver af os fik
udleveret en portion dej, som skulle trilles i pølser. Alle havde fået besked
om at møde med renvaskede hænder, og var de det ikke, da vi begyndte, blev de
det i aftenens løb. De lange ruller blev lagt på melbestrøede
bordplader, og også de blev båret ned i kælderen. Det var hyggeligt sådan at
sidde sammen og få den første fornemmelse af jul.
Så fulgte en lang række bagedage. Fra
pigerne om morgenen var færdige med at rydde op efter morgenmaden, og til de
skulle begynde på aftensmaden, blev der bagt, kun afbrudt af korte pauser. På
spisekammerets hylder hobede der sig kagekasser op med brune kager, jødekager,
vanillekranse, fedtkager, knebkager, klejner osv. Vi børn fik lov til at være
med, så vidt det lod sig gøre. Vi kunne lægge mandler på jødekager og de brune
kager og trække hakkemaskinen til vanillekransene. Bedst var det dog, at vi
måtte trille pølserne til pebernødderne ganske tynde, før de skulle snittes og
bages. En dag, da jeg var ivrigt optaget af at trille, forsvandt pludselig min
fine rulle ud af hænderne på mig. Et øjeblik efter så jeg vor ruhårede
foxterrier »Ras-se« i strakt galop ude på
gårdspladsen med en lang hale pebernøddedej efter
sig. I min iver havde jeg ikke lagt mærke til, at min rulle var vokset ud over
bordkanten, og Rasse havde ikke være
sen til at tage chancen.
14 dage før jul måtte vi
begynde at sætte vore sko i vinduet, for at »julemanden« kunne lægge lidt i
dem, hvis vi da ellers havde været ordentlige. Det var ikke nogen luksusbetonet
julemand, der besøgte os. 2 brune kager, 5 pebernødder, et usselt lille stykke
chokolade eller lignende var gerne, hvad han kunne strække sig til. Alligevel
kunne vi næsten ikke falde i søvn for spænding, ligesom vi vågnede tidligt for
at se, hvad der mon var i skoene. Efterhånden begyndte vi at blive mistroiske.
Det var sært, at julemanden havde akkurat de samme kageopskrifter som mor. Og
da vi en morgen fandt en lille dynge tørrede gulerødder i skoene, var
julemanden død. Far var nemlig medlem af bestyrelsen for et gulerodstørreri i
Gram, og det skulle da være pokkers, om julemanden også var det.
Mens vi var helt små, syntes
vi, det var en herlighed med julemanden, der var så god, og som kunne så meget
dejligt. Da vi blev større, og det gik op for os, at han var en eventyrfigur,
tror jeg såmænd ikke, at nogen af os tog skade på vor sjæl af den grund.
Naturligvis blev der også
slagtet i den store stil til jul, og når mor var færdig, lå der en hel rad
pakker på køkkenbordet. Der var en steg, medisterpølse m. m. samt en portion
småkager i hver pakke. Nogle af dem blev afhentet, andre blev vi børn sendt ud
med.
Et par linier fra Martin A.
Hansens »Dobbeltportræt i karvskåren ramme« var som
skrevet til mor: »At hjælpe dem der havde viljen, men ikke magtede deres, var
dem en gammel, nedarvet pligt«.
Der blev også altid slagtet gæs i god tid.
Mor havde gerne 15-20 unggæs gående sammen med gasen
og hans madammer; ved juletid var de altid fedet og fine. Jeg ved dog ikke,
hvorfor en slagtet gås altid skulle beholde hovedet på.
Det så jo alligevel farligt ud, og ingen drømte dog om at spise det. Men sådan
var det nu engang, og derfor blev gåsen stukket i nakken og langsomt tappet for
blod, i stedet for at man kunne have kappet hovedet af den, som når man slagter
en høne. Der var fyret op under den store gruekedel i vaskehuset, og herover
blev så gæssene lagt på stokke og dampede lidt, så fjerene var til at hive af
dem. Så blev den største balje fra vaskehuset trillet over i kostalden og
stillet i en tom bås. Forvalter Hansen, Gammel Laurids, mor, pigerne og vi børn
anbragte os så med hver sin gås på skødet. Så gik det løs med at »rappe«. Det
var finest, når man kunne klare at plukke dunene for sig, for de var jo dyre.
Havde man ikke husket at binde et tørklæde om hovedet, så man snart ud, som
havde man »strålekrans om tinde«.
De fint ordnede gæs blev
hængt op med en snor om deres hals i en lang rad på det kolde loft. Synet kunne
godt være noget makabert, når man skulle over det store loftsrum i vinterdagens
halvmørke.
Der var mange ting, der skulle ordnes i den
sidste tid før jul. Alt skulle være så fint, skinnende rent og blankt. Det var
helt sjovt den eftermiddag, der blev pudset sølvtøj og ting af kobber og
messing samt beslagene på den gamle dragkiste. Man vidste, at bare man gned til
af alle kræfter, både når man smurte pudsecreme på, og når der blev gnedet
efter med klude og aviser, strålede alt dejligt. Værst var det at få styr på
den store hængelampe over spisebordet. Oprindelig var det en petroleumslampe,
der siden var ændret så meget, at den kunne bruges til elektrisk lys. Skålen,
der havde båret petroleumsbeholderen, havde en god form, og over den hævede sig
en halv-kugleformet kuppel af mælkehvidt glas. Den gav et kønt lys.
Hele lampen var ophængt i en
masse spinkle led, altsammen i messing. Der blev
bredt mange aviser ud på bordet, og så var vi gerne to, der tog fat. Fluerne
må åbenbart om sommeren have brugt lampens ophæng som operationsbase for deres
felttog til det dækkede bord, for alle leddene var tæt besatte af små, runde,
sorte prikker. Vi gned og sled som rasende, brugte: endda sommetider neglene,
uden at det hjalp stort. Fluernes visitkort var gjort af et stof, der ikke så
let lod sig rokke. Alligevel syntes vi, lampen var fin, da vi var færdige.
Enhver sønderjysk kone med
respekt for sig selv bagte en ganske speciel slags lækre og fine kager til jul.
De hed »Gode Råd«, på sønderjysk »Goh Rajh«. Mor havde efter sin mor arvet et meget fint »jern«
til bagning af dem. Mellem to svære ovale jernplader blev dejen, der skulle
have form som en langefinger, lagt. Mor klemte så
pladerne sammen med et par lange jernstænger, akkurat som havde det været en
knibtang. Kagerne blev bagt i selve komfurilden, der
helst skulle være godt fuld af gløder, så varmen var jævn og stabil. Når
kagerne var gyldengule, blev de taget af jernet og
skåret midt over, så de blev til to. Der var altid smukke mønstre på de gamle
»Gode Råd«-jern. På mors var der nogle spæde liljer, hvis slanke stilke
samledes midt på kagens lige sider, mens blomsterne fulgte dens runding. Disse
store, sprøde og smukke kager var en pryd for ethvert kaffebord. Og det var da
også sådan, at mens vi ofte fik både brune kager og jødekager til kaffen i
dagene før jul, var der aldrig tale om, at man rørte de »Gode Råd« før
juleaften.
Man sagde: »Jo tynder' Goh Rajh, des dygtere
kuen«.
Aftenerne måtte også tages i brug, for at
man kunne nå det hele. Sjovest var det, når vi lavede marcipan. Igen sad vi en
flok om spisebordet, dog var landbrugets karle ikke med denne gang. Deres
hænder egnede sig ikke rigtigt til formålet, og måske var svindet også blevet for
stort. Der blev brugt røde, gule og grønne frugtfarver, kakao, lidt rom,
mandler, nødder og andre herligheder. Og der blev udvist en grænseløs fantasi.
Vi lavede æggemadder, gulerødder, radiser, fluesvampe, kartofler, stribede
snitter og meget andet. Et år fik Maren os søstre overtalt til, at vi skulle
bruge vor klump marcipan til at lave forlorne tænder af. Det viste sig at være
en fin idé, for ingen af vore julegæster havde mod på at sætte tænderne i de
naturtro og meget fint lavede gebisser. Det var vist også ved denne lejlighed,
at »Rasse« for anden gang så sit snit til at få del i
juleforberedelsernes herligheder. Overtrækschokoladen var blevet for varm for
os, og for at det hele ikke skulle tage for lang tid, satte vi den ud på
gårdspladsen til afkøling i sneen. Da vi 5 minutter senere kom for at hente
den, var skålen tom, mens synderen stod i sikker afstand med logrende hale og
slikkede sig om munden. Sådan noget morede mor sig altid hjerteligt over.
Et par aftener sled vi med
juletræspynt. Nogle store papæsker blev hentet ned fra loftet. Indholdet af dem
blev underkastet et grundigt og kritisk eftersyn. Meget blev kasseret, men
endnu mere kunne ved at ordnes ganske lidt blive så fint som nyt.
Hjerter og kræmmerhuse fik
nye hanke, og kønne, hvide liljer med gyldne støvdragere samt røde og hvide
roser måtte have nye stilke af tynd ståltråd. Midt på bordet lå der dynger af
kulørt glanspapir, røde og hvide silkepapir-ark, fint
hvidt karton, poser med guld- og sølvstøv samt tinktur til at røre ud i, og
ruller af ståltråd.
Der lå også en bunke smukke grankogler, som
vi havde hentet i skoven. De blev gerne forsølvede. Om de blev kønnere af det,
er så et spørgsmål, men alt skulle jo være så fint til jul. Hvert hjem har
sikkert en bestemt slags juletræspynt, som alle holder særlig meget at og
derfor synes er det smukkeste. Mor var gladest for de hvide og røde juleroser,
der blev lavet af silkepapir, og derfor syntes vi børn også, det var det
kønneste, man kunne se. Men roserne var gjort af et sart stof, og blev de ikke
opbevaret med den yderste omhu, lignede de mere kolde æbleskiver end roser, når
de blev taget frem året efter. Derfor blev der altid lavet en bunke roser hvert
år. Det var svært at få dem helt rigtige og smukke i formen. Egentlig var det
kun mor og en enkelt af pigerne, der kunne. Men for at vi alle skulle være med,
lod mor én folde papiret i lange strimler af bredde som rosenblade, den næste
skar arket op, og den tredje lagde strimlen sammen så mange gange, at den havde
rosenbladets størrelse. Så fulgte det svære: at klippe smukke tunger i
rosenbladets kanter og kruse dem fint med en strikkepind. Endelig var værket så
langt, at mor kunne forme rosen. Først blev strimlen svøbt løst om én finger,
så om to, tre og fire. Det var vigtigt at samle bladene rigtigt, før stilken
med ståltråd blev sat fast. Vi børn syntes, at de røde og hvide blomster var så
kønne mod det grønne træ, og så var vi også vældig stolte af, at vi jo selv
havde lavet dem.
Mor fandt, at det så kønnest
ud, når julelysene ligesom voksede op af træets grene i stedet for at sidde i
grimme metallyseholdere. Derfor blev Oluf udstyret med mange æsker lys, et brev
knappenåle, en fin knibtang og et stort tændt lys. Han holdt så med knibtangen
en knappenål ind i flammen, så den øverste del blev helt gloende. Da var det om
at være sikker på hånden, for det glødende knappe-nålshovede
skulle jages langt op i midten af lyset, for at det kunne sidde lige og stabilt
på sin gren.
De julegaver, vi syede på,
skulle naturligvis gøres færdig i sidste øjeblik. Det var ikke småting, mor
gennem årene fik foræret af korsstingsnålepuder i røde og grønne tern, samt
bakkeservietter med sparsom ornamentik, udført i kontursting. Mor blev lige
overrasket og begejstret hver gang. Hun sagde, at de fineste gaver, man kunne
få, var dem, giveren selv havde lavet.
En af de sidste søndage før
jul var vi altid til juleudstilling. Mens vi var små, tog skovfoged Nielsens
kone, Betty, os med til Gram hen på eftermiddagen, så vi rigtig kunne se lysene
i butikkerne. Der var ikke så mange og så store udstillingsvinduer i Gram, og i
de fleste af dem var der kedelige ting som tøj, køkkensager og sådan noget. Der
var dog en af købmændene, der forstod, hvordan man udstillede. Hans ret store
vindue var så tæt pakket med legetøj, at vi næsten var nødt til at blive
stående der hele tiden for at få det at se. Der var bondegårde med heste, køer,
kyllinger og meget mere, badekar med rigtige vandhaner, dukker, tøjhunde, små
natpotter og mange andre fine sager. Alt var proppet så tæt sammen, at der
kunne være så meget som muligt. Det var der da noget ved.
Den allersidste søndag før juleaften gik vi
sammen med mor til skoven for at hente, hvad der skulle bruges for at gøre
stuerne kønne og festlige til juledagene. Det kunne naturligvis være frost med
klar himmel og let snelag på jorden en sådan dag. Det var smukt. Men for mig
står disse sene decembersøndage i et helt andet skær, en ganske anden stemning.
Der var ikke meget lys over landskabet en sådan eftermiddag. Luften var helt
stille og føltes lidt tung, mættet som den var med væde. Når vi fra de åbne
marker kom ind i skoven, blev stilheden endnu mere tyst. Det skyldtes nok de
høje, slanke bøge, fra hvis grene og kviste der med lange mellemrum faldt tunge
dråber mod skovbundens visne løv. Der var så mange smukke ting at hente i
vinterskoven. Vi skulle først og fremmest bruge meget gran, og der groede mange
forskellige sorter i Sønderskoven. Der var rødgraner med de matte, næsten lidt
gulliggrønne nåle, og ædelgraner med den dejlige dybgrønne farve på de blanke,
mere myge grene. Man kunne også finde den stikkende sitkagran,
hvidgran og måske endnu flere slags; Det var smukkest, når der var kogler på
granerne, men oftest sad de så højt oppe, at de ikke var til at nå.
Fyrregrenene var dejlige med de kønne, runde duske, især når vi hentede dem fra
unge vækster. I de sønderjyske skove findes der ofte små krat af kristtjørn. I
Sønderskoven var der mange, og det skete, at en plante skød i vejret, blev til
træ og fik røde bær, når den havde alderen til det. Vi holdt meget af
kristtjørnens elegant formede blanke blade med den dybe farve, så vi plukkede
og plukkede. Mor ville også altid have grene af avnbøgen med. Dens næsten gyldentbrune løv var så smukt mod alt det grønne. Og
endelig plukkede vi lærke-grene med kogler. De kunne være så faste og fine i
formen, at de næsten lignede små roser. På ældgamle stendiger voksede den
lille tætte og holdbare bregne, Engelsød. Den var køn og god at bruge til mange
ting. Der var ikke mange, der vidste, hvor der groede bregnermos
i Sønderskoven. Vi vidste det, og vi havde taget en spånkurv med, som vi forsigtigt
lagde det ene lag efter det andet af de fine små mosbregner
ned i. Da det begyndte at skumre, vandrede vi hjemad, alle med favnen fuld af
det smukkeste, man kunne tænke sig at pynte stuerne med til ære for julen.
Skovfoged Nielsen kom med
juletræet en af de sidste dage i advent. Så længe det stod på gårdspladsen
lænet op ad husmuren, var det bare et grantræ, men så snart Gammel Laurids
havde sat det på fod og båret det ind i den store dagligstue, blev det som
forvandlet. Nu var det et juletræ, og fra nu af måtte ingen se det før
juleaften.
Spændingen steg, så det
næsten ikke var til at holde ud. Vi hjalp hinanden med at komme op at hænge i
vinduernes lange stormhasper, for om vi dog kunne se lidt af juletræet. Men så
blev mor streng og hængte tæpper for; rullegardiner brugtes ikke hos os.
Endelig blev det lillejuleaftensdag. Vi
hjalp mor med at pynte stuerne med alt det kønne fra skoven, der havde ligget
på plænen for at holde sig frisk. Spisestuelampens ophæng blev fyldt med
kristtjørn. Det så fint ud med det blanke messing sammen med de spidstakkede
grønne blade i lyset fra den hvide skærm. Der blev sat kønne grangrene bag de
store billeder. Men det, der gjorde stuerne kønne og gav dem præg af fest og
højtid, var dog mors buketter. Skåle, vaser og krukker blev fyldt med alt det,
vi havde hentet i skoven. Mor var en mester til at sætte sammen. Dunkelgrønt
stod mod gulgrønt, og grene med blade mod grene med nåle. Avnbøg og lærk
dannede kontraster. Der var noget fredfyldt og dejligt i, at det kun var ren
natur, der blev brugt, selv om man også dengang kunne købe færdiglavede
dekorationsting. Om aftenen blev de store æsker fra loftet båret ind til
juletræet, og mor gik derind og blev der i flere timer. Imens sad far og vi
børn tilbage i havestuen. For at korte lidt på tiden læste far for os, så
aftenen sled sig da hen, og det samme gjorde han næste formiddag. Til
julefrokosten fik vi som varm ret kråse-suppe, nok også noget ret specielt. Mor
og pigerne havde altid lidt at ordne, før gæssene skulle i ovnen, og vi fulgte
dem troligt i hælene for ikke at gå glip af noget.
Vi var altid mange i julen på »Billeslund«. To af pigerne skulle blive, og mange af
karlene blev, selv om de gerne måtte tage af sted. Når arbejdet med dyrene i
stalden var til side, spiste vi. Det var helt højtideligt, når karlene i en
flok trådte ind i spisestuen, stilfærdige og lidt generte. De havde deres
fineste søndagstøj på, og ansigterne skinnede af sæbevask. Håret blev nok knap
vasket så tit, så der var ødslet med brillantine på det for at få det til at
hænge sammen og glinse. Det skete, at en enlig dråbe faldt på krave-tøjet. Også vi børn blev grundigt vaskede og friserede,
men vi fik ikke vort fineste tøj på, det skulle gemmes til næste morgen. Men vi
havde altid fået et fint nyt forklæde, så det særlige ved aftenen blev
alligevel markeret. Stilfærdigt satte vi os omkring det store spisebord, der
var smukt dækket med damaskesdug og sølvtøj. Så blev risengrøden båret ind, og
måltidet begyndte. Vi fik som noget særligt smør i grøden og ekstra dejligt
saftevand. Der herskede en stille forventningsfuld stemning, mens vi spiste, og
der blev spist meget, for vi fik jo kun gåsesteg den ene gang om året.
Tiden fra måltidets afslutning, og til træet
kunne tændes, var uendelig. Vi fo'r frem og tilbage
mellem havestuen, hvor far og karlene sad, og køkkenet og skyndede på pigerne,
for om de dog ikke snart kunne blive færdige med opvasken. Vi forsøgte at
hjælpe dem, men var nok mere i vejen end til hjælp. Omsider var vi da alle
samlede i havestuen. Mor forsvandt ind for at tænde lysene, og et øjeblik
efter blev fløjdørene slået op. Der stod træet midt på gulvet, strålende af lys,
glimmer og meget pynt i alle farver. Aldrig syntes vi, havde det været så fint
og smukt som netop i år. Det store mahognibord foran sofaen var flyttet hen i
hjørnet til bogreolen, så der var god plads omkring træet til alle sider. Vi
satte os i en stor kreds om det, og så sang vi mange julesalmer. Selv om
»Dejlig er den himmel blå« hører hjemme Hellig tre Kongers aften, fik vi
alligevel altid lov til at synge den juleaften, for vi børn elskede den og »Et
barn er født i Betlehem«. Jeg tror, at fem ivrige, høje og klare barnestemmer
har gjort det lidt lettere for de noget generte karle at synge med på salmerne.
Far læste altid et stykke,
mens vi sad om træet. Det var en lille prædiken eller et opbyggeligt stykke om
julen. Nu bagefter har jeg tit undret mig over, at han ikke brugte
juleevangeliet. Far havde så udpræget sans for det poetiske og værdifulde i
litteraturen. Jeg ved, at han ofte læste i Bibelen og frydede sig over
storheden og skønheden i dens magtfulde ord. Måske har han ment, juleevangeliet
skulle gemmes til julemorgen.
Endelig kom vi til aftenens
mere muntre del. Vi tog hverandre i hænderne og dansede rundt om juletræet,
mens vi sang »Nu har vi jul igen«. For hver gang, vi gentog versene, gik det
hele hurtigere og mere lystigt.
Så fjernede mor tæppet, der
havde dækket gaverne på bordet. De var beskedne, men gjorde os lige så
lykkelige, som havde de været store og dyre. Karlene fik enten et fint slips
eller et halstørklæde. En sjælden gang mente mor, det gik an at forære en bog.
Pigerne var det lettere at finde noget til.
Når vi børn var kommet os
lidt over glæden ved legetøjet, blev vi sammen med de unge anbragt om
havestue-bordet. Vi fik hver udleveret en stor bunke pebernødder, og så
spillede vi »Mus«. Det gjaldt om at spille så mange pebernødder fra sidemændene
som muligt. Vi spiste hele tiden godt af pebernødderne, der efterhånden havde
været igennem mange hænder. Hen på aftenen fik vi kaffe med alle de fine kager,
dog måtte vi ikke få lagkage. Den hørte til juledag.
Når alle var blevet trætte,
og de sidste havde sagt »Godnat og tak« til far og mor, blev huset helt
stille. Mor gik da tværs over den store plæne op til højen om den gamle gran.
Her stod hun helt stille en tid med ansigtet vendt mod syd. Hvad hun tænkte på,
ved ingen. Men der kunne komme noget vemodigt, næsten længselsfuldt i hendes
øjne, og da var de så smukke.
Julemorgen måtte vi tidligt
op, mens det endnu var helt mørkt, for at nå at komme med til gudstjenesten i
Rødding frimenighedskirke. Vi blev trukket i vort fineste tøj, og der var en
skubben og puffen foran det store spejl i toilet-møblet, hvor mor havde travlt
med at flette hår.
Det var endnu ikke helt lyst,
når vi var rede til at komme afsted, og det var noget
af en omgang at blive gjort klar til at komme i vognen. Det drejede sig jo om
flere urners kørsel på åben vogn, så der skulle meget tøj til. Først fik man
sin egen trøje og frakke på, og så kom der flere lag af store sjaler og
frakker. Man følte sig helt udstoppet og ude af stand til at røre lemmerne ordentligt,
og pudsig så man også ud. Far og mor så imponerende ud i store kørekapper. Så
blev alle vi børn stoppet i fodposen bag i vognen, og
flere tæpper blev lagt godt om os, før vognlæderet blev knappet til. Det kneb
noget for os at falde til på vognsædet. Der var gerne en puffen
og skubben en tidlang, før der faldt fred over
gemytterne, og man havde fundet ud af, hvordan alles ben virkelig kunne være i fodposen.
Men ellers hengav vi os til køreturens rytme
og fik ro i sindet ved at høre på hestenes hovslag, der skiftevis faldt i slag
og kom ud af takt med stor regelmæssighed. Man mærkede den gode duft af
hestenes varme kroppe og den bitre lugt af nypudset seletøj og vognlæder.
Far og mor sad på bukken. Af
og til vendte mor sig om oppe på bukken og sagde ned imod os: »Frys' I, bø'n?«
Far var en flot kusk, som han
sad der på bukken, med rank, næsten stejl ryg og nakke, og altid hatten godt
ned i panden. Pisken ved hans side blev aldrig brugt, for »Hercules«
og »Palle« — »Klaus«s efterfølger — var enige med ham i, at når vi kørte i
stadsvognen, skulle der være fart over feltet.
Lige neden for gården gik
vejen over en bæk. Her var den fuld af huller og ganske smal, så stedet var
ikke ufarligt. Mor udbrød altid: »Uha, pas da å, Jens«, men far gryntede bare
lidt til svar og lod hestene fortsætte deres lystige trav. Noget længere fremme
skød far sommetider genvej gennem en skov. Her kunne man ikke længere tale om
vej, kun om et hjulspor, der slyngede sig ud og ind mellem svære bøgestammer. Far satte ikke farten ned, selv om vognen af
og til smøg sig tæt op ad træerne. Selv da vi skulle over et lavt skovdige, skete det i fuld fart.
Når vi var kommet igennem
Brændstrup, kom der gerne flere køretøjer til, der også havde
frimenighedskirken i Rødding som mål. De kom fra Øster-Lindet,
Brændstrup, Brem og gårde nær vejen. Det var meget
spændende for os, hvem der kørte raskest og kunne køre om ved andre vogne. Vi
havde et par dejlige køreheste, og far var ikke bange for at lade dem løbe, så
vi klarede os gerne fint.
I Rødding blev der spændt fra
i Vesterkroen, og så gik man om i kirken, der var et
eventyr julemorgen. Man syntes, man kom ind i et hav af lys. I koret stod to
store juletræer og strålede med mange lys på grenene. I stolestadernes endegavle var der sat lys, og også i de rundbuede vinduers
aftrappede vindueskarme stod der lys i rækker over hverandre og skinnede. Det
var så smukt.
Kirken var stuvende fuld julemorgen. Vi
havde vor faste plads i midterskibets højre side, temmelig højt oppe. Efterhånden
lærte vi at kende andre familier fra egnen, der også havde deres faste pladser
i kirken. Der var den store Finkfamilie fra
Brændstrup, der fyldte to stolestader. En række Københoved-familier: Kloppenborgs, Skrumsagers, Rostgårds m. fl. sad også i
venstre side. På vor side sad Nikolaj Ludvigsens med en stor børneflok, Hansens
fra Mølvejgård, faster Kirstens, morbror
Mads's og mange andre. Der var næsten altid soldater i
uniform, som var hjemme på orlov, med i kirken i julen.
Gudstjenesten var lang for os
børn. Vi var glade for at synge med på salmerne, og det var også en afveksling,
hver gang man skulle rejse sig op, men prædikenen var uendelig lang og
uforståelig. Selv om man næsten kunne fornemme højtiden som noget håndgribeligt
i kirkerummet, kneb det alligevel med at sidde stille og vente på, at præsten
omsider skulle få sagt amen. Men endelig fik det hele en ende, og vi bevægede
os ned ad midtergangen mod udgangen med bittesmå skridt i den festlige
trængsel. Det tog lang tid, for der var mange, der skulle hilses på og ønskes
glædelig jul. For os gjaldt det om at holde sig til mors frakke. Jeg husker,
hvor flovt det var, engang jeg holdt fast i en fremmed dames kåbe, fordi den
var af sort astrakan ligesom mors.
Vi havde nu køreturen fra
Rødding til Københoved tilbage, og på dette stykke var der en livlig og
festlig trafik af kirkevogne. Her var nok at se på: gamle Skrumsagers
kalechevogn med to gule nordbagger for, faetoner og
jumber i alle farver, nogle gule, nogle blå og nogle i poleret træ. Hestene var
fine med blinkende og skinnende seletøj og med kunstfærdigt opbundne haler.
Københoved mølle kunne ses
lang, lang tid før, man var fremme, og det gjorde på en måde vejen længere. Man
havde dette vartegn for byen at stirre efter, og det kom ligesom aldrig
nærmere, men var stadig uendelig fjernt. Omsider kørte vi dog forbi Skrave
kirke og havde alle de kendte gårde og huse foran os. Vi rullede gennem Københoved
by og om til mergelgraven, hvor vi drejede af til morbror Mads's gård. Det var
dejligt, at man herfra kunne se over til det gamle land, over Kongeådalen til Skibelund Efterskole og til møllerne i
Askov.
Morbror Mads sad på Gram'ernes
slægtsgård og holdt derfor altid gilde juledag for sin familie. Det var dejligt
at komme af vognen og blive befriet for alle disse ubekvemme tøjlag, man var pakket ind i, og der var hyggeligt og
dejlig varmt overalt hos moster Ditte. Og så kom næsten det bedste af det
hele, middagsmaden. Vi vidste, hvad vi skulle have, for det var der tradition
for.
Vi blev bænkede i den daglige
spisestue, der blev bedt bordbøn, og så gik vi igang
med at spise en liflig og varm suppe med fine kødboller og melboller, ris og
suppeurter. Det var den bedste mad, vi vidste, og den smagte os nok ekstra godt
oven på den lidt kolde køretur. Vi spiste og spiste og var næsten umættelige,
men der var rigeligt af det hele, og alt smagte godt. Moster Ditte var altid så
omhyggelig og ordentlig med tilberedningen af sin mad. Den efterfølgende ret, peberrodskød med dampende varme kartofler, blev nok mere
værdsat af de voksne end af os børn.
Oven på dette måltid var vi
helt i vigør igen og parate til at more os sammen med vore fætre og kusiner fra
Vojens, mens de voksne hvilede sig. Turen gik gerne ud dl den store mergelgrav,
hvor der var to vældige gravemaskiner, som vi kunne have megen morskab af at
klatre rundt i, ja, i det hele taget var der en god tumleplads i den store
udgravning.
Efter eftermiddagskaffen blev vi sat igang med at spille om pebernødder. Enten legede vi bare
»Mus« med pebernødderne eller spillede Dam eller Mølle eller andre jule-spil.
I mørkningen skulle vi ind i »æ Nør'stu'e«, hvor
juletræet var tændt. Der var skov til gården, så moster Ditte havde altid et
meget smukt juletræ, sirligt pyntet med hjemmelavede ting, flag og røde æbler.
Mor udtalte sig gerne beundrende om, så fint træet var med grenene i etager, så
at det var godt at pynte. Hjemme havde vi gerne mere tætte træer, der var lidt
vanskeligere at have med at gøre. Vi kunne ikke komme til at danse om
juletræet, fordi det stod ind mod væggen, og ikke som hjemme frit på gulvet.
Tiden mellem jul og nytår var
dejlig. Vi havde jo vort nye legetøj, og der blev hele tiden serveret ekstra
god mad og mange fine kager til kaffen. Vi var også på julebesøg
både hos morbrødrene i Vojens og hos faster Kirsten i Øster-Lindet,
ligesom de også besøgte os. Disse julegilder forløb stort set ens, selv om
hvert hjem jo havde sit særpræg.
Når vi besøgte familier i
Gram, så jeg, at juletræerne kunne være meget forskellige. Hos godsinspektøren
var det altid meget stilfuldt. Det ene år var det helt holdt i guld og hvidt,
det næste var det sølv, der dominerede. Andre steder havde de en masse blanke
tyskerkugler med store spidser på, mens hele træet i den grad var svøbt ind i
englehår, at man næsten ikke så andet.
Senere oplevede mine søskende
og jeg julen på en helt anden måde. I vore ungdomsår i København var der de
festlige hjemrejser i overfyldte tog, hvor man stod op mellem leende og glade
mennesker. På Store Bælts- og Lille Bæltsfærgerne var trængslen så enorm, at man ikke kunne
rokke sig ud af stedet. Når vi kom i toget i Fredericia, følte man sig hjemme,
tor nu var det sønderjysk, der dominerede. Far hentede os i bil ved Vojens
station. Så kom vi hjem og så til vor usigelige glæde, at mor havde ordnet alt
så smukt og fint, som vi altid havde kendt det. Men nu var der rødvin til
gåsen, og vi blev hjemme juledag, hvor vi fik tre retter til middag og diverse
vine. Vi var til så mange og festlige julegilder hos jævnaldrende kammerater,
at aftenerne ikke slog til. Vi måtte tage frokosterne med for at nå det hele.
Alligevel er der dog intet,
der når op til samme herlighed som barnets jul.