SPEJLET ET TILBAGEBLIK


December 2004

No. 34


Østervrå Lokalhistoriske Forening


 


 




Mette Fog Pedersen, som voksede op på gården Billeslund ved Gram, fortæller her om sin barndoms jul i tyvernes Sønderjylland

 

 

 

VED JULETID

Præcis den l. december begyndte juleforberedelserne på Billeslund. Det var helt højtideligt, når mor i de stille eftermiddagstimer tog en stor jerngryde frem og satte den på komfuret. Spændt fulgte vi, hvordan der blev hældt halvt lys og halvt mørk kagesirup i for at give den rigtige smag. Så fulgte det morsomme med alle krydderierne til de brune kager: kanel, nelliker, hakket pomeransskal og meget mere. Mel, margarine og den slags interesserede os knap så meget. Der blev vogtet nøje over, at grydens ind­hold fik de rigtige varmegrader. Blev det hele for varmt, var dejen ikke til at styre, når den skulle rulles ud. Den skilte ad på de forunderligste steder, så det næsten ikke var til at tå kager ud af det. Mor lagde megen vægt på, at de brune kager skulle være krydrede og smage af noget. Når den store klump dej var æltet godt igennem, blev den lagt i kælderen, for at den kunne hvile sig. De brune kager duede nemlig ikke, når de blev bagt, lige efter at dejen var lagt.

Så kom turen til pebernødderne. Mens vi havde brugt 4-5 kg mel til de brune kager, blev der brugt en enorm stor portion dej til pebernødderne. Vi måtte låne en stor mælkejunge fra kostalden for at kunne huse dem. Aftenen efter at dejen var lagt, fik hele husstanden ordre til at møde i spisestuen. Bordet blev gjort langt, vasket godt af, og så satte vi os alle omkring det. Hver af os fik udleveret en portion dej, som skulle trilles i pølser. Alle havde fået be­sked om at møde med renvaskede hænder, og var de det ikke, da vi begyndte, blev de det i aftenens løb. De lange ruller blev lagt på melbestrøede bordplader, og også de blev båret ned i kælderen. Det var hyggeligt sådan at sidde sammen og få den første fornemmelse af jul.

   Så fulgte en lang række bagedage. Fra pigerne om morgenen var færdige med at rydde op efter morgenmaden, og til de skulle begynde på aftensmaden, blev der bagt, kun afbrudt af korte pauser. På spisekammerets hylder ho­bede der sig kagekasser op med brune kager, jødekager, vanillekranse, fedtkager, knebkager, klejner osv. Vi børn fik lov til at være med, så vidt det lod sig gøre. Vi kunne lægge mandler på jødekager og de brune kager og trække hakkemaskinen til vanillekransene. Bedst var det dog, at vi måtte trille pølserne til pebernødderne ganske tynde, før de skulle snittes og bages. En dag, da jeg var ivrigt optaget af at trille, forsvandt pludselig min fine rulle ud af hænderne på mig. Et øjeblik efter så jeg vor ruhårede foxterrier »Ras-se« i strakt galop ude på gårdspladsen med en lang hale pebernøddedej efter sig. I min iver havde jeg ikke lagt mærke til, at min rulle var vokset ud over bordkanten, og Rasse havde ikke være sen til at tage chancen.

14 dage før jul måtte vi begynde at sætte vore sko i vin­duet, for at »julemanden« kunne lægge lidt i dem, hvis vi da ellers havde været ordentlige. Det var ikke nogen luksusbetonet julemand, der besøgte os. 2 brune kager, 5 pebernødder, et usselt lille stykke chokolade eller lig­nende var gerne, hvad han kunne strække sig til. Alligevel kunne vi næsten ikke falde i søvn for spænding, ligesom vi vågnede tidligt for at se, hvad der mon var i skoene. Efterhånden begyndte vi at blive mistroiske. Det var sært, at julemanden havde akkurat de samme kageopskrifter som mor. Og da vi en morgen fandt en lille dynge tørrede gulerødder i skoene, var julemanden død. Far var nemlig medlem af bestyrelsen for et gulerodstørreri i Gram, og det skulle da være pokkers, om julemanden også var det.

Mens vi var helt små, syntes vi, det var en herlighed med julemanden, der var så god, og som kunne så meget dejligt. Da vi blev større, og det gik op for os, at han var en eventyrfigur, tror jeg såmænd ikke, at nogen af os tog skade på vor sjæl af den grund.

 

Naturligvis blev der også slagtet i den store stil til jul, og når mor var færdig, lå der en hel rad pakker på køkkenbordet. Der var en steg, medisterpølse m. m. samt en portion småkager i hver pakke. Nogle af dem blev afhentet, andre blev vi børn sendt ud med.

Et par linier fra Martin A. Hansens »Dobbeltportræt i karvskåren ramme« var som skrevet til mor: »At hjælpe dem der havde viljen, men ikke magtede deres, var dem en gammel, nedarvet pligt«.

 

   Der blev også altid slagtet gæs i god tid. Mor havde gerne 15-20 unggæs gående sammen med gasen og hans madam­mer; ved juletid var de altid fedet og fine. Jeg ved dog ikke, hvorfor en slagtet gås altid skulle beholde hovedet på. Det så jo alligevel farligt ud, og ingen drømte dog om at spise det. Men sådan var det nu engang, og derfor blev gåsen stukket i nakken og langsomt tappet for blod, i stedet for at man kunne have kappet hovedet af den, som når man slagter en høne. Der var fyret op under den store gruekedel i vaskehuset, og herover blev så gæssene lagt på stokke og dampede lidt, så fjerene var til at hive af dem. Så blev den største balje fra vaskehuset trillet over i kostalden og stillet i en tom bås. Forvalter Hansen, Gammel Laurids, mor, pigerne og vi børn anbragte os så med hver sin gås på skø­det. Så gik det løs med at »rappe«. Det var finest, når man kunne klare at plukke dunene for sig, for de var jo dyre. Havde man ikke husket at binde et tørklæde om hovedet, så man snart ud, som havde man »strålekrans om tinde«.

De fint ordnede gæs blev hængt op med en snor om deres hals i en lang rad på det kolde loft. Synet kunne godt være noget makabert, når man skulle over det store loftsrum i vinterdagens halvmørke.

 

   Der var mange ting, der skulle ordnes i den sidste tid før jul. Alt skulle være så fint, skinnende rent og blankt. Det var helt sjovt den eftermiddag, der blev pudset sølvtøj og ting af kobber og messing samt beslagene på den gamle dragkiste. Man vidste, at bare man gned til af alle kræfter, både når man smurte pudsecreme på, og når der blev gnedet efter med klude og aviser, strålede alt dejligt. Værst var det at få styr på den store hængelampe over spisebordet. Oprindelig var det en petroleumslampe, der siden var ændret så meget, at den kunne bruges til elektrisk lys. Skålen, der havde båret petroleumsbeholderen, havde en god form, og over den hævede sig en halv-kugleformet kuppel af mælkehvidt glas. Den gav et kønt lys.

Hele lampen var ophængt i en masse spinkle led, altsammen i messing. Der blev bredt mange aviser ud på bor­det, og så var vi gerne to, der tog fat. Fluerne må åbenbart om sommeren have brugt lampens ophæng som operations­base for deres felttog til det dækkede bord, for alle leddene var tæt besatte af små, runde, sorte prikker. Vi gned og sled som rasende, brugte: endda sommetider neglene, uden at det hjalp stort. Fluernes visitkort var gjort af et stof, der ikke så let lod sig rokke. Alligevel syntes vi, lampen var fin, da vi var færdige.                  

Enhver sønderjysk kone med respekt for sig selv bagte en ganske speciel slags lækre og fine kager til jul. De hed »Gode Råd«, på sønderjysk »Goh Rajh«. Mor havde efter sin mor arvet et meget fint »jern« til bagning af dem. Mel­lem to svære ovale jernplader blev dejen, der skulle have form som en langefinger, lagt. Mor klemte så pladerne sam­men med et par lange jernstænger, akkurat som havde det været en knibtang. Kagerne blev bagt i selve komfurilden, der helst skulle være godt fuld af gløder, så varmen var jævn og stabil. Når kagerne var gyldengule, blev de taget af jernet og skåret midt over, så de blev til to. Der var altid smukke mønstre på de gamle »Gode Råd«-jern. På mors var der nogle spæde liljer, hvis slanke stilke samledes midt på kagens lige sider, mens blomsterne fulgte dens runding. Disse store, sprøde og smukke kager var en pryd for ethvert kaffebord. Og det var da også sådan, at mens vi ofte fik både brune kager og jødekager til kaffen i dagene før jul, var der aldrig tale om, at man rørte de »Gode Råd« før juleaften.

Man sagde: »Jo tynder' Goh Rajh, des dygtere kuen«.

   Aftenerne måtte også tages i brug, for at man kunne nå det hele. Sjovest var det, når vi lavede marcipan. Igen sad vi en flok om spisebordet, dog var landbrugets karle ikke med denne gang. Deres hænder egnede sig ikke rigtigt til formålet, og måske var svindet også blevet for stort. Der blev brugt røde, gule og grønne frugtfarver, kakao, lidt rom, mandler, nødder og andre herligheder. Og der blev udvist en grænseløs fantasi. Vi lavede æggemadder, gule­rødder, radiser, fluesvampe, kartofler, stribede snitter og meget andet. Et år fik Maren os søstre overtalt til, at vi skulle bruge vor klump marcipan til at lave forlorne tæn­der af. Det viste sig at være en fin idé, for ingen af vore julegæster havde mod på at sætte tænderne i de naturtro og meget fint lavede gebisser. Det var vist også ved denne lejlighed, at »Rasse« for anden gang så sit snit til at få del i juleforberedelsernes herligheder. Overtrækschokoladen var blevet for varm for os, og for at det hele ikke skulle tage for lang tid, satte vi den ud på gårdspladsen til afkø­ling i sneen. Da vi 5 minutter senere kom for at hente den, var skålen tom, mens synderen stod i sikker afstand med logrende hale og slikkede sig om munden. Sådan noget mo­rede mor sig altid hjerteligt over.

Et par aftener sled vi med juletræspynt. Nogle store papæsker blev hentet ned fra loftet. Indholdet af dem blev underkastet et grundigt og kritisk eftersyn. Meget blev kas­seret, men endnu mere kunne ved at ordnes ganske lidt blive så fint som nyt.

Hjerter og kræmmerhuse fik nye hanke, og kønne, hvide liljer med gyldne støvdragere samt røde og hvide roser måtte have nye stilke af tynd ståltråd. Midt på bordet lå der dynger af kulørt glanspapir, røde og hvide silkepapir-ark, fint hvidt karton, poser med guld- og sølvstøv samt tinktur til at røre ud i, og ruller af ståltråd.

   Der lå også en bunke smukke grankogler, som vi havde hentet i skoven. De blev gerne forsølvede. Om de blev køn­nere af det, er så et spørgsmål, men alt skulle jo være så fint til jul. Hvert hjem har sikkert en bestemt slags jule­træspynt, som alle holder særlig meget at og derfor synes er det smukkeste. Mor var gladest for de hvide og røde juleroser, der blev lavet af silkepapir, og derfor syntes vi børn også, det var det kønneste, man kunne se. Men roserne var gjort af et sart stof, og blev de ikke opbevaret med den yderste omhu, lignede de mere kolde æbleskiver end roser, når de blev taget frem året efter. Derfor blev der altid lavet en bunke roser hvert år. Det var svært at få dem helt rigtige og smukke i formen. Egentlig var det kun mor og en enkelt af pigerne, der kunne. Men for at vi alle skulle være med, lod mor én folde papiret i lange strimler af bredde som rosenblade, den næste skar arket op, og den tredje lagde strimlen sammen så mange gange, at den havde rosenbladets størrelse. Så fulgte det svære: at klippe smukke tunger i rosenbladets kanter og kruse dem fint med en strikkepind. Endelig var værket så langt, at mor kunne for­me rosen. Først blev strimlen svøbt løst om én finger, så om to, tre og fire. Det var vigtigt at samle bladene rigtigt, før stilken med ståltråd blev sat fast. Vi børn syntes, at de røde og hvide blomster var så kønne mod det grønne træ, og så var vi også vældig stolte af, at vi jo selv havde lavet dem.

Mor fandt, at det så kønnest ud, når julelysene ligesom voksede op af træets grene i stedet for at sidde i grimme metallyseholdere. Derfor blev Oluf udstyret med mange æsker lys, et brev knappenåle, en fin knibtang og et stort tændt lys. Han holdt så med knibtangen en knappenål ind i flammen, så den øverste del blev helt gloende. Da var det om at være sikker på hånden, for det glødende knappe-nålshovede skulle jages langt op i midten af lyset, for at det kunne sidde lige og stabilt på sin gren.

 

De julegaver, vi syede på, skulle naturligvis gøres færdig i sidste øjeblik. Det var ikke småting, mor gennem årene fik foræret af korsstingsnålepuder i røde og grønne tern, samt bakkeservietter med sparsom ornamentik, udført i kontursting. Mor blev lige overrasket og begejstret hver gang. Hun sagde, at de fineste gaver, man kunne få, var dem, giveren selv havde lavet.

En af de sidste søndage før jul var vi altid til juleudstilling. Mens vi var små, tog skovfoged Nielsens kone, Betty, os med til Gram hen på eftermiddagen, så vi rigtig kunne se lysene i butikkerne. Der var ikke så mange og så store udstillingsvinduer i Gram, og i de fleste af dem var der kedelige ting som tøj, køkkensager og sådan noget. Der var dog en af købmændene, der forstod, hvordan man udstillede. Hans ret store vindue var så tæt pakket med legetøj, at vi næsten var nødt til at blive stående der hele tiden for at få det at se. Der var bondegårde med heste, køer, kyllinger og meget mere, badekar med rigtige vand­haner, dukker, tøjhunde, små natpotter og mange andre fine sager. Alt var proppet så tæt sammen, at der kunne være så meget som muligt. Det var der da noget ved.

 

   Den allersidste søndag før juleaften gik vi sammen med mor til skoven for at hente, hvad der skulle bruges for at gøre stuerne kønne og festlige til juledagene. Det kunne naturligvis være frost med klar himmel og let snelag på jorden en sådan dag. Det var smukt. Men for mig står disse sene decembersøndage i et helt andet skær, en ganske anden stemning. Der var ikke meget lys over landskabet en sådan eftermiddag. Luften var helt stille og føltes lidt tung, mæt­tet som den var med væde. Når vi fra de åbne marker kom ind i skoven, blev stilheden endnu mere tyst. Det skyldtes nok de høje, slanke bøge, fra hvis grene og kviste der med lange mellemrum faldt tunge dråber mod skovbundens visne løv. Der var så mange smukke ting at hente i vinterskoven. Vi skulle først og fremmest bruge meget gran, og der groede mange forskellige sorter i Sønderskoven. Der var rødgraner med de matte, næsten lidt gulliggrønne nåle, og ædelgraner med den dejlige dybgrønne farve på de blanke, mere myge grene. Man kunne også finde den stikkende sitkagran, hvidgran og måske endnu flere slags; Det var smukkest, når der var kogler på granerne, men oftest sad de så højt oppe, at de ikke var til at nå. Fyrregrenene var dejlige med de kønne, runde duske, især når vi hentede dem fra unge vækster. I de sønderjyske skove findes der ofte små krat af kristtjørn. I Sønderskoven var der mange, og det skete, at en plante skød i vejret, blev til træ og fik røde bær, når den havde alderen til det. Vi holdt meget af kristtjørnens elegant formede blanke blade med den dybe farve, så vi plukkede og plukkede. Mor ville også altid have grene af avnbøgen med. Dens næsten gyldentbrune løv var så smukt mod alt det grønne. Og endelig plukkede vi lærke-grene med kogler. De kunne være så faste og fine i formen, at de næsten lignede små roser. På ældgamle stendiger vok­sede den lille tætte og holdbare bregne, Engelsød. Den var køn og god at bruge til mange ting. Der var ikke mange, der vidste, hvor der groede bregnermos i Sønderskoven. Vi vidste det, og vi havde taget en spånkurv med, som vi for­sigtigt lagde det ene lag efter det andet af de fine små mosbregner ned i. Da det begyndte at skumre, vandrede vi hjemad, alle med favnen fuld af det smukkeste, man kunne tænke sig at pynte stuerne med til ære for julen.

Skovfoged Nielsen kom med juletræet en af de sidste dage i advent. Så længe det stod på gårdspladsen lænet op ad hus­muren, var det bare et grantræ, men så snart Gammel Lau­rids havde sat det på fod og båret det ind i den store daglig­stue, blev det som forvandlet. Nu var det et juletræ, og fra nu af måtte ingen se det før juleaften.

Spændingen steg, så det næsten ikke var til at holde ud. Vi hjalp hinanden med at komme op at hænge i vinduernes lange stormhasper, for om vi dog kunne se lidt af juletræet. Men så blev mor streng og hængte tæpper for; rullegardiner brugtes ikke hos os.

   Endelig blev det lillejuleaftensdag. Vi hjalp mor med at pynte stuerne med alt det kønne fra skoven, der havde lig­get på plænen for at holde sig frisk. Spisestuelampens op­hæng blev fyldt med kristtjørn. Det så fint ud med det blanke messing sammen med de spidstakkede grønne blade i lyset fra den hvide skærm. Der blev sat kønne grangrene bag de store billeder. Men det, der gjorde stuerne kønne og gav dem præg af fest og højtid, var dog mors buketter. Skåle, vaser og krukker blev fyldt med alt det, vi havde hentet i skoven. Mor var en mester til at sætte sammen. Dunkelgrønt stod mod gulgrønt, og grene med blade mod grene med nåle. Avnbøg og lærk dannede kontraster. Der var noget fredfyldt og dejligt i, at det kun var ren natur, der blev brugt, selv om man også dengang kunne købe færdiglavede dekorationsting. Om aftenen blev de store æsker fra loftet båret ind til juletræet, og mor gik der­ind og blev der i flere timer. Imens sad far og vi børn til­bage i havestuen. For at korte lidt på tiden læste far for os, så aftenen sled sig da hen, og det samme gjorde han næste formiddag. Til julefrokosten fik vi som varm ret kråse-suppe, nok også noget ret specielt. Mor og pigerne havde altid lidt at ordne, før gæssene skulle i ovnen, og vi fulgte dem troligt i hælene for ikke at gå glip af noget.

   Vi var altid mange i julen på »Billeslund«. To af pigerne skulle blive, og mange af karlene blev, selv om de gerne måtte tage af sted. Når arbejdet med dyrene i stalden var til side, spiste vi. Det var helt højtideligt, når karlene i en flok trådte ind i spisestuen, stilfærdige og lidt generte. De havde deres fineste søndagstøj på, og ansigterne skinnede af sæbevask. Håret blev nok knap vasket så tit, så der var ødslet med brillantine på det for at få det til at hænge sam­men og glinse. Det skete, at en enlig dråbe faldt på krave-tøjet. Også vi børn blev grundigt vaskede og friserede, men vi fik ikke vort fineste tøj på, det skulle gemmes til næste morgen. Men vi havde altid fået et fint nyt forklæde, så det særlige ved aftenen blev alligevel markeret. Stilfærdigt satte vi os omkring det store spisebord, der var smukt dæk­ket med damaskesdug og sølvtøj. Så blev risengrøden båret ind, og måltidet begyndte. Vi fik som noget særligt smør i grøden og ekstra dejligt saftevand. Der herskede en stille forventningsfuld stemning, mens vi spiste, og der blev spist meget, for vi fik jo kun gåsesteg den ene gang om året.

   Tiden fra måltidets afslutning, og til træet kunne tændes, var uendelig. Vi fo'r frem og tilbage mellem havestuen, hvor far og karlene sad, og køkkenet og skyndede på pi­gerne, for om de dog ikke snart kunne blive færdige med opvasken. Vi forsøgte at hjælpe dem, men var nok mere i vejen end til hjælp. Omsider var vi da alle samlede i have­stuen. Mor forsvandt ind for at tænde lysene, og et øjeblik efter blev fløjdørene slået op. Der stod træet midt på gul­vet, strålende af lys, glimmer og meget pynt i alle farver. Al­drig syntes vi, havde det været så fint og smukt som netop i år. Det store mahognibord foran sofaen var flyttet hen i hjørnet til bogreolen, så der var god plads omkring træet til alle sider. Vi satte os i en stor kreds om det, og så sang vi mange julesalmer. Selv om »Dejlig er den himmel blå« hører hjemme Hellig tre Kongers aften, fik vi alligevel al­tid lov til at synge den juleaften, for vi børn elskede den og »Et barn er født i Betlehem«. Jeg tror, at fem ivrige, høje og klare barnestemmer har gjort det lidt lettere for de noget generte karle at synge med på salmerne.

Far læste altid et stykke, mens vi sad om træet. Det var en lille prædiken eller et opbyggeligt stykke om julen. Nu bagefter har jeg tit undret mig over, at han ikke brugte juleevangeliet. Far havde så udpræget sans for det poetiske og værdifulde i litteraturen. Jeg ved, at han ofte læste i Bi­belen og frydede sig over storheden og skønheden i dens magtfulde ord. Måske har han ment, juleevangeliet skulle gemmes til julemorgen.

Endelig kom vi til aftenens mere muntre del. Vi tog hver­andre i hænderne og dansede rundt om juletræet, mens vi sang »Nu har vi jul igen«. For hver gang, vi gentog versene, gik det hele hurtigere og mere lystigt.

Så fjernede mor tæppet, der havde dækket gaverne på bordet. De var beskedne, men gjorde os lige så lykkelige, som havde de været store og dyre. Karlene fik enten et fint slips eller et halstørklæde. En sjælden gang mente mor, det gik an at forære en bog. Pigerne var det lettere at finde noget til.

Når vi børn var kommet os lidt over glæden ved lege­tøjet, blev vi sammen med de unge anbragt om havestue-bordet. Vi fik hver udleveret en stor bunke pebernødder, og så spillede vi »Mus«. Det gjaldt om at spille så mange pebernødder fra sidemændene som muligt. Vi spiste hele tiden godt af pebernødderne, der efterhånden havde været igennem mange hænder. Hen på aftenen fik vi kaffe med alle de fine kager, dog måtte vi ikke få lagkage. Den hørte til juledag.

Når alle var blevet trætte, og de sidste havde sagt »God­nat og tak« til far og mor, blev huset helt stille. Mor gik da tværs over den store plæne op til højen om den gamle gran. Her stod hun helt stille en tid med ansigtet vendt mod syd. Hvad hun tænkte på, ved ingen. Men der kunne komme noget vemodigt, næsten længselsfuldt i hendes øjne, og da var de så smukke.

Julemorgen måtte vi tidligt op, mens det endnu var helt mørkt, for at nå at komme med til gudstjenesten i Rødding frimenighedskirke. Vi blev trukket i vort fineste tøj, og der var en skubben og puffen foran det store spejl i toilet-møblet, hvor mor havde travlt med at flette hår.

Det var endnu ikke helt lyst, når vi var rede til at komme afsted, og det var noget af en omgang at blive gjort klar til at komme i vognen. Det drejede sig jo om flere urners kør­sel på åben vogn, så der skulle meget tøj til. Først fik man sin egen trøje og frakke på, og så kom der flere lag af store sjaler og frakker. Man følte sig helt udstoppet og ude af stand til at røre lemmerne ordentligt, og pudsig så man også ud. Far og mor så imponerende ud i store kørekapper. Så blev alle vi børn stoppet i fodposen bag i vognen, og flere tæpper blev lagt godt om os, før vognlæderet blev knappet til. Det kneb noget for os at falde til på vognsædet. Der var gerne en puffen og skubben en tidlang, før der faldt fred over gemytterne, og man havde fundet ud af, hvordan alles ben virkelig kunne være i fodposen.

   Men ellers hengav vi os til køreturens rytme og fik ro i sindet ved at høre på hestenes hovslag, der skiftevis faldt i slag og kom ud af takt med stor regelmæssighed. Man mærkede den gode duft af hestenes varme kroppe og den bitre lugt af nypudset seletøj og vognlæder.

Far og mor sad på bukken. Af og til vendte mor sig om oppe på bukken og sagde ned imod os: »Frys' I, bø'n

Far var en flot kusk, som han sad der på bukken, med rank, næsten stejl ryg og nakke, og altid hatten godt ned i panden. Pisken ved hans side blev aldrig brugt, for »Hercules« og »Palle« — »Klaus«s efterfølger — var enige med ham i, at når vi kørte i stadsvognen, skulle der være fart over feltet.

Lige neden for gården gik vejen over en bæk. Her var den fuld af huller og ganske smal, så stedet var ikke ufar­ligt. Mor udbrød altid: »Uha, pas da å, Jens«, men far gryntede bare lidt til svar og lod hestene fortsætte deres lystige trav. Noget længere fremme skød far sommetider genvej gennem en skov. Her kunne man ikke længere tale om vej, kun om et hjulspor, der slyngede sig ud og ind mel­lem svære bøgestammer. Far satte ikke farten ned, selv om vognen af og til smøg sig tæt op ad træerne. Selv da vi skulle over et lavt skovdige, skete det i fuld fart.

Når vi var kommet igennem Brændstrup, kom der gerne flere køretøjer til, der også havde frimenighedskirken i Rødding som mål. De kom fra Øster-Lindet, Brændstrup, Brem og gårde nær vejen. Det var meget spændende for os, hvem der kørte raskest og kunne køre om ved andre vogne. Vi havde et par dejlige køreheste, og far var ikke bange for at lade dem løbe, så vi klarede os gerne fint.

I Rødding blev der spændt fra i Vesterkroen, og så gik man om i kirken, der var et eventyr julemorgen. Man syn­tes, man kom ind i et hav af lys. I koret stod to store jule­træer og strålede med mange lys på grenene. I stolestader­nes endegavle var der sat lys, og også i de rundbuede vin­duers aftrappede vindueskarme stod der lys i rækker over hverandre og skinnede. Det var så smukt.

   Kirken var stuvende fuld julemorgen. Vi havde vor faste plads i midterskibets højre side, temmelig højt oppe. Efter­hånden lærte vi at kende andre familier fra egnen, der også havde deres faste pladser i kirken. Der var den store Finkfamilie fra Brændstrup, der fyldte to stolestader. En række Københoved-familier: Kloppenborgs, Skrumsagers, Rost­gårds m. fl. sad også i venstre side. På vor side sad Nikolaj Ludvigsens med en stor børneflok, Hansens fra Mølvejgård, faster Kirstens, morbror Mads's og mange andre. Der var næsten altid soldater i uniform, som var hjemme på orlov, med i kirken i julen.

Gudstjenesten var lang for os børn. Vi var glade for at synge med på salmerne, og det var også en afveksling, hver gang man skulle rejse sig op, men prædikenen var uendelig lang og uforståelig. Selv om man næsten kunne fornemme højtiden som noget håndgribeligt i kirkerummet, kneb det alligevel med at sidde stille og vente på, at præsten om­sider skulle få sagt amen. Men endelig fik det hele en ende, og vi bevægede os ned ad midtergangen mod udgangen med bittesmå skridt i den festlige trængsel. Det tog lang tid, for der var mange, der skulle hilses på og ønskes glædelig jul. For os gjaldt det om at holde sig til mors frakke. Jeg husker, hvor flovt det var, engang jeg holdt fast i en fremmed dames kåbe, fordi den var af sort astrakan ligesom mors.

Vi havde nu køreturen fra Rødding til Københoved til­bage, og på dette stykke var der en livlig og festlig trafik af kirkevogne. Her var nok at se på: gamle Skrumsagers kalechevogn med to gule nordbagger for, faetoner og jum­ber i alle farver, nogle gule, nogle blå og nogle i poleret træ. Hestene var fine med blinkende og skinnende seletøj og med kunstfærdigt opbundne haler.

Københoved mølle kunne ses lang, lang tid før, man var fremme, og det gjorde på en måde vejen længere. Man havde dette vartegn for byen at stirre efter, og det kom ligesom aldrig nærmere, men var stadig uendelig fjernt. Omsider kørte vi dog forbi Skrave kirke og havde alle de kendte gårde og huse foran os. Vi rullede gennem Køben­hoved by og om til mergelgraven, hvor vi drejede af til morbror Mads's gård. Det var dejligt, at man herfra kunne se over til det gamle land, over Kongeådalen til Skibelund Efterskole og til møllerne i Askov.

   Morbror Mads sad på Gram'ernes slægtsgård og holdt derfor altid gilde juledag for sin familie. Det var dejligt at komme af vognen og blive befriet for alle disse ubekvemme tøjlag, man var pakket ind i, og der var hyggeligt og dejlig varmt overalt hos moster Ditte. Og så kom næsten det bed­ste af det hele, middagsmaden. Vi vidste, hvad vi skulle have, for det var der tradition for.

Vi blev bænkede i den daglige spisestue, der blev bedt bordbøn, og så gik vi igang med at spise en liflig og varm suppe med fine kødboller og melboller, ris og suppeurter. Det var den bedste mad, vi vidste, og den smagte os nok ekstra godt oven på den lidt kolde køretur. Vi spiste og spiste og var næsten umættelige, men der var rigeligt af det hele, og alt smagte godt. Moster Ditte var altid så omhyg­gelig og ordentlig med tilberedningen af sin mad. Den efterfølgende ret, peberrodskød med dampende varme kartofler, blev nok mere værdsat af de voksne end af os børn.

Oven på dette måltid var vi helt i vigør igen og parate til at more os sammen med vore fætre og kusiner fra Vojens, mens de voksne hvilede sig. Turen gik gerne ud dl den store mergelgrav, hvor der var to vældige grave­maskiner, som vi kunne have megen morskab af at klatre rundt i, ja, i det hele taget var der en god tumleplads i den store udgravning.

   Efter eftermiddagskaffen blev vi sat igang med at spille om pebernødder. Enten legede vi bare »Mus« med peber­nødderne eller spillede Dam eller Mølle eller andre jule-spil. I mørkningen skulle vi ind i »æ Nør'stu'e«, hvor juletræet var tændt. Der var skov til gården, så moster Ditte havde altid et meget smukt juletræ, sirligt pyntet med hjemmelavede ting, flag og røde æbler. Mor udtalte sig gerne beundrende om, så fint træet var med grenene i etager, så at det var godt at pynte. Hjemme havde vi gerne mere tætte træer, der var lidt vanskeligere at have med at gøre. Vi kunne ikke komme til at danse om juletræet, fordi det stod ind mod væggen, og ikke som hjemme frit på gul­vet.

 

Tiden mellem jul og nytår var dejlig. Vi havde jo vort nye legetøj, og der blev hele tiden serveret ekstra god mad og mange fine kager til    kaffen. Vi var også på julebesøg både hos morbrødrene i Vojens og hos faster Kirsten i Øster-Lindet, ligesom de også besøgte os. Disse julegilder forløb stort set ens, selv om hvert hjem jo havde sit sær­præg.

Når vi besøgte familier i Gram, så jeg, at juletræerne kunne være meget forskellige. Hos godsinspektøren var det altid meget stilfuldt. Det ene år var det helt holdt i guld og hvidt, det næste var det sølv, der dominerede. Andre steder havde de en masse blanke tyskerkugler med store spidser på, mens hele træet i den grad var svøbt ind i englehår, at man næsten ikke så andet.

Senere oplevede mine søskende og jeg julen på en helt anden måde. I vore ungdomsår i København var der de festlige hjemrejser i overfyldte tog, hvor man stod op mel­lem leende og glade mennesker. På Store Bælts- og Lille Bæltsfærgerne var trængslen så enorm, at man ikke kunne rokke sig ud af stedet. Når vi kom i toget i Fredericia, følte man sig hjemme, tor nu var det sønderjysk, der dominerede. Far hentede os i bil ved Vojens station. Så kom vi hjem og så til vor usigelige glæde, at mor havde ordnet alt så smukt og fint, som vi altid havde kendt det. Men nu var der rødvin til gåsen, og vi blev hjemme jule­dag, hvor vi fik tre retter til middag og diverse vine. Vi var til så mange og festlige julegilder hos jævnaldrende kamme­rater, at aftenerne ikke slog til. Vi måtte tage frokosterne med for at nå det hele.

Alligevel er der dog intet, der når op til samme herlig­hed som barnets jul.