SPEJLET ET TILBAGEBLIK


Marts 2005

No. 35

 

 


Østervrå Lokalhistoriske Forening


 


Besættelsestiden


 

Fhv.brugsuddeler Ejnar Østergaard, Østervrå, var med i modstandskampen lige fra krigens begyndelse. 40-45 år efter begivenhederne har han nedskrevet nogle af sine erindringer fra de fem år, og i det følgende bringer vi uddrag af hans beretning:

 

BESÆTTELSESTIDEN 1940-45

 

Besættelsen er jo efterhaanden en tid, der ligger mange aar tilbage, men jeg husker da en del fra den tid. Kort tid efter den 9. april 194o kom et østrisk regiment alpejægersoldater til Østervraa og skulle indkvarteres. Sogneraadsformand smed Nielsen stod for fordelingen, og jeg fik tildelt kommandanten og hans næstkommanderende, hvilket jeg ikke var saa stolt af. Ganske vist skulle de selv sørge for deres forplejning, men de skulle da have et værelse at bo i, og det havde vi ikke.

Derimod havde min svigermoder (fru Aabel), der boede i Nørregade, et værelse, saa jeg fik det ordnet saadan, at de kunne bo der.

Det havde de imidlertid ikke faaet noget at vide om, saa de stillede hos os ved nitiden om aftenen. Jeg fulgte dem saa op til min svigermoder. Det var meget venlige og beskedne mennesker, der var kede af at komme i krig. Det kom de heller ikke; de skulle til Norge og kom med en damper fra Frederikshavn. Den blev imidlertid torpederet, straks efter at den var afsejlet, og flere dage efter drev lig og døde heste i land paa kysten.

 

Fra første færd var skolebestyrer I.P.Johansen med mellem dem, der organiserede modstanden mod tyskerne, og hans to sønner Nisse og Nolle gik ham til haande. Han blev taget af tyskerne, men snakkede sig fra alt og fortalte ikke noget om de øvrige modstandsfolk i Østervraa.

Jeg husker tydeligt den dag, han blev hentet, for tyskerne var først inde hos mig. De sagde ikke noget om, hvad de var ude paa, men saa snart de var ude af døren, ringede jeg til I.P., saa han kunne nok have naaet at flygte, men det ville han ikke, da han var bange for, at de saa ville tage hans kone. Da tyskerne kom op til I.P., var der straks fire unge modstandsfolk, der kom og ville have vaaben. Saa ville de postere sig ved de to udfaldsveje og skyde tyskerne. Jeg fik dem snakket fra det og forklarede dem, at de ikke kunne undgaa at skyde I.P. ogsaa. Jeg kunne imidlertid heller ikke have udleveret vaabnene, da det kun var min førstemand, Kaj Frost, der vidste, hvor de var.

Fra den første dag nægtede jeg at sælge til tyskere, jeg havde lært at sige paa tysk, af det var en brugsforening, der kun maatte sælge til medlemmer, og det respekterede de.

 

Når der var luftangreb paa Aalborg, særlig paa lufthavnen, stod jeg og andre ofte paa bakken mellem Østervraa og Sæsing. Englænderne kom den vej, inden de gik til angreb på Aalborg. Mange blev skudt ned, og man kunne se, når sporlysene fra luftværnskanonerne indfangede en maskine.

Mange af de anskudte maskiner faldt ned ved Aabybro, men ingen ved Østervrå. Derimod stødte to tyske maskiner sammen og faldt ned i Pajhede Skov. De  borede sig saa langt ned i jorden, at den ene pilot var væk, hvorimod den anden var sprunget ud i faldskærm og hang dræbt i et træ.

Østergaard beretter videre:

 

Siden jeg kom hjem fra Sydamerika, har jeg haft vaabentilladelse. Jeg havde en colt 42 med hjem. En aften ville min kone og jeg følge min svigermoder hjem, og jeg ville have revolveren med op til lærer Johansen, da han havde et godt gemmested.  Vaabentilladelsen gjaldt jo ikke under besættelsen. Damerne syntes, det var for sent at gaa hen til Johansen, saa jeg lod bøssen blive hjemme, og det var et held, for ved hjørnet af Jernbanegade mødte vi tre tyskere, og jeg blev grundigt undersøgt og befølt over det hele. Officeren talte dansk, og jeg spurgte ham ironisk, om han ikke skulle have damerne undersøgt, men han svarede koldt, at det ikke var nødvendigt. Han var klar over, at jeg ikke ville risikere deres liv ved at lade dem bære mine vaaben.

 

Tiden gik sin gang i de forbandede fem aar. I Pajhede Skov blev der af og til kastet vaaben ned, som de unge mennesker tog imod og gemte, indtil overbetjent Martinussen fra Sæby kom og hentede dem i en lastbil.

Selvfølgelig fik vi en del af vaabnene, men en stor part blev kørt sydpaa, hvortil ved jeg ikke. En aften, min kone og jeg sad og hyggede os i stuen, kom der en ung mand hvis dæknavn var Jacob, og bankede paa. Hans rigtige navn husker jeg ikke, men han var ansat paa Vendsyssel Tidende. Han var alvorlig, og taarerne stod ham i øjnene: " Jeg har lige skudt en ung tysker, maa jeg være her; de er efter mig?" Selvfølgelig maatte han det. Min kone lavede kaffe, og vi fik et par stykker mad, men han havde ingen ro paa sig; han var bange for, at de skulle finde ham.

Han havde været oppe i skoven ved Sæby for at hente en kuffert med vaaben, da der pludselig stod en tysker med en maskinpistol foran ham. Kammeraten, der var med, smed kufferten og løb, og i forvirringen trak Jacob sin revolver og skød soldaten.

 

En dag kom der en ung mand med en lille æske, som han bad mig opbevare, til der kom en og hentede den. Jeg insisterede paa at vide, hvad der var i æsken, men det ville han ikke sige. Saa bad jeg ham om at tage sin æske med igen. Saa gav han sig og fortalte, at der var en meddelse til slagteridirektør Skensved i Sæby om at flytte nogle mælke junger i hønsegaarden. De var fyldt med vaaben, og hønsene havde skrabt saa længe, at laagene var synlige.

En dag kom en anden ung mand og bad om æsken. Jeg havde gemt den i en stensætning ude i haven, saa jeg gik ud for at hente den. Den var der ikke, og saa gik jeg amok. Jeg troede, det hele var røbet, og at det var en hippo, der var kommet for at fange mig. Jeg gik tilbage til kontoret, hvor den unge mand ventede, tog ham i kraven og forlangte en forklaring. Jeg lovede ham, at han ikke skulle komme levende herfra, saafremt den ikke var tilfredsstilende. Han maatte så ud med sit navn. Det var kriminalbetjent fra Brønderslev, der var gaaet under jorden, og da han ogsaa kunne opgive navnet paa vor kontaktmand i Hjørring, blev jeg lidt roligere. Vi gik ud i haven, og der laa æsken selvfølgelig under en anden sten; jeg havde husket fejl. Han fik mange undskyldninger, og fortsatte sin rejse. Efter krigen fik jeg besøg af ham. Han sagde, at han gerne ville hilse paa mig, for det var den eneste gang under besættelsen, han havde været alvorlig bange for sit liv.

 

Der var også fire hippoer, der cyklede rundt paa egnen og generede folk. Saa fik vi ordre til at skyde dem og smide dem og cyklerne i et vandhul ved Søholt. Det blev nægtet, skønt de unge var ivrige nok efter at faa fingeren paa aftrækkeren.

 

Jeg var i følge med smed Nielsen en tur i Aalborg, og det var tilfældigvis en dag, hvor der var luftangreb. De engelske maskiner fløj i stort antal over lufthavnen og byen. Der faldt blandt andet en forsager i midtbyen. Den stod med spidsen ned i fortovet og var ca. et par meter høj. Der strømmede mange nysgerrige til, og vi var selvfølgelig imellem, inden tyskerne fik den hentet. Englænderne smed ogsaa nogle sandsække ned paa pontonbroen, sandsynligvis for at vise, at den kunne de ogsaa have bombet sønder og sammen. Vi var en times tid i beskyttelsesrum under havnetoiletterne, d. v. s. vi stod det meste af tiden i døren og saa paa de angribende maskiner, hvoraf flere blev skudt ned.

 

En aften havde vi mejeribestyrer Nielsens inde til aftenkaffe, da vi fik besøg af Kaj Frost og Knud Adelstorp, som begge var under jorden. De havde deres maskinpistoler med og fortalte, at der snart kom et regiment soldater gennem byen. De unge mænd havde en vældig lyst til at skyde, men hvad kunne to mand stille op mod et helt regiment, og de kunne jo stikke af, medens det ville gaa ud over os fastboende.

 

Da det danske politi blev fængslet eller gik under jorden, sendte daværende politibetjent Kristensen, Sæby, sine private papirer i en stor gul konvolut med posten til mig. Samme dag fik jeg besøg af tyskerne. Da jeg kom ud i forgangen for at lukke op, saa jeg konvolutten, der laa paa kommoden og anede uraad, saa jeg gemte den hurtigt bag kommoden og anbragte nogle illegale blade i stedet, da de altid var meget intereserede i den slags. Det var de ogsaa og spurgte, om det var rigtigt, som de havde hørt, at jeg delte dem om, men jeg sagde, at jeg ikke havde andre end dem, der blev stukket i brevsprækken, og det var jo ikke let at undgaa.

De skulle bare vide, at jeg samme dag lige havde faaet et hundrede stykker, som jeg heldigvis havde faaet anbragt i en hylde i butikken og stablet masser af richpakker foran.

 

Den 4. maj 1945 om morgenen kom føromtalte Jacob og ville have mig med sydpaa for at fange nogle hippoer, der var stukket af. Vi kom helt til Skørping, men vendte om, da vi skoven mødte nogle frihedskæmpere, derimellem Gunnar Brogaard fra Østervraa, og de havde ingen set. Saa kørte vi tilbage igen, vi skulle jo hjem og have lys i vinduerne, og da jeg var formand for borgerforeningen, skulle jeg sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer forberede festen næste dag.

Vi havde talt med de britiske tropper i Aalborg, der havde lovet at sende et fodboldhold til Østervraa den 5. maj. Det var meningen, de skulle spille mod et udvalgt hold fra Østervraa og omegn. Vi havde faaet en talerstol og højttaleranlæg ned i anlægget, og tolv familier, der alle kunne tale lidt engelsk havde lovet at bespise soldaterne, og saa havde vi lovning paa Mellergaards lade, hvis det blev regnvejr. Det kom til at gaa helt anderledes, som vil ses af følgende:

 

Først paa dagen var der allerede samlet mange mennesker i byen. Folk ville se frihedskæmperne, der var kommet frem i dagslyset. Da det rygtedes, at tyskerne ikke havde kapituleret overalt, rejste der sig en alvorlig stemning. Der blev fortalt, at 5o-4o tyskere sammen med en befalingsmand holdt stand i Thorshøj.

En del af de yngre frihedskæmpere var straks parate til at bemande en lastbil og køre til Thorshøj, men da de ikke var mere end 2o bevæbnede mænd og drenge, fik vi dem snakket fra det. Senere paa dagen kapitulerede tyskerne uden betingelser.

 

Over middag var der samlet saa mange mennesker som aldrig før i Østervraa. Jeg blev bedt om at gaa i spidsen for musikken. Marchen gik fra anlægget ad Hjørringvej, Møllegade, Nørregade, Jernbanegade og tilbage til anlægget. Da vi gik over slugten, var der saa mange mennesker, at vi fik kontakt med de bageste. Da kom der en løbende, som sagde, at lærer Johansen var paa talerstolen, men højttaleranlægget virkede ikke. Saa var der ikke andet for end at gaa en tur mere om byen. Da vi kom tilbage, var alt i orden, og folk lejrede sig og hørte paa lærer Johansens tale samt en anden, jeg ikke husker, hvem var.

Efter talerne skulle der være fodboldkamp, men englænderne var ikke kommet. Ved en opringning til Aalborg fik vi at vide, at de sad og kævede den paa et hotel i Vraa; de havde taget fejl af bynavnene. Vi maatte saa sætte to fodboldhold sammen, og der var utrolig mange tilskuere, for flertallet troede, at det var englænderne, der var paa banen.

Dagen gik ellers godt, og om aftenen var byen saa godt som tømt for folk.

 

Fra E. Østergaards beretning af 11. april 1985.

 

 

Vedr. Knud Adelstorp.

 

I drenge- og ungdomsårene kendte jeg ovennævnte Knud ret godt. Vi var klassekammerater nogle år på Østervrå realskole. Jeg selv læste fra aug. 1942 til lærer på Jonstrup Seminarium og var derfor kun lejlighedsvis hjemme i Østervrå.

Den 8. okt. 1944 tog jeg hjem (med den bombesprængte ekspres) pga. lidt uroligheder i Jonstrup-området. Da jeg kom hjem, var min far og mor (I.P. og M.E. Johansen) dybt involveret i modstandsarbejde, og far havde dannet en gruppe i Østervrå. Et af medlemmerne i denne gruppe var Knud Adelstorp, som far satte stor pris på.

Gruppen var nærmest tænkt som en modtagegruppe, og den fik også en modtageplads ude i Nejsum Bakker (Poul)

Alle modtagelsespladser havde navn. I den danske nyhedsudsendelse fra London kl. 18.15 hørte man f.eks.: hilsen til Poul, Gerda, Marie etc., hvilket betød, at der var nedkastning de pågældende steder, og Poul var således  navnet på nedkastningsstedet i Nejsum Bakker.(Red.)

Nogle af medlemmerne, bl.a. Knud ville imidlertid også godt deltage i sabotage. Jeg kendte kun til ét forsøg, sprængning af jernbanen mellem Aalborg og Sæby. Forsøget blev ikke til noget. Man kunne ikke finde banen pga. voldsom snestorm.

Far og mor havde ofte flere ”gamle elever”, som far sagde, boende. En aften sidst i oktober havde en flok af disse stjålet en tysk lastbil fra et værksted i Sindal. Under kørslen væk fra Sindal gik bilen i stå; ingen af deltagerne i aktionen havde særlig forstand på biler, og et par af deltagerne blev i en ledsagebil sendt til Østervrå, så I.P. kunne finde en mekaniker, der var villig til at hjælpe. Far og mor var ikke hjemme, så det blev mig, de to herrer (Børge Hust og Carl August Justesen) kom til at snakke med. Jeg mente ikke, jeg kendte de stedlige mekanikeres indstilling til den slags arbejde og turde derfor ikke rigtig blande mig, men fik fat i Knud A., som hjalp dem. Han tog med til Tårs og derfra videre til åstedet, og bilen blev køreklar. Man havde fået bilen ned i en slags hulvej, for man kunne se tyskerne husere på de mere befærdede veje.

Jeg var en tur tilbage på seminariet, men tog hjem igen, da far blev taget af gestapo. Da havde Østervrå-gruppen haft en nedkastning, der gik godt, men der havde også været en mislykket, idet piloten droppede et forkert sted. Knud var sammen med et par mere gået under jorden, men en dag satte han sig i forbindelse med mig. Han havde på en eller anden måde fundet ud af, at der ved den mislykkede nedkastning var gået et par containere ned uden faldskærm og var blevet slået i stykker. Knud havde fundet ud af, at nogle mennesker havde tilegnet sig US-karabiner og en colt, inden de alarmerede tyskerne. Nu ville Knud gerne have mig med ud at hente disse våben, og det gjorde vi så. Jeg kunne godt lide den måde, han optrådte på i den situation.

Knud må have været i omegnen, da far blev taget. Mor fortalte mig, at han var fyr og flamme for at befri far under transporten. Han samlede lynhurtigt en bevæbnet gruppe og var klar til at sætte efter tyskerne, men besindige folk fik ham fra det.

Hvad han ellers foretog sig, mens han var under jorden, ved jeg ikke, da jeg var snart her snart der. Efter befrielsen var jeg sammen med ham ude at hente en af dem til afhøring, der havde fortalt tyskerne om våbnene på marken, men så skiltes vore veje, idet jeg blev kaldt til København til ”sporhundearbejde”.

Knud lå ved livgarden d. 29. aug. 1943, og han var med til et eller andet skyderi, men om det var på Amalienborg eller ved kasernen, kan jeg ikke huske.

Det er muligt, at hans modstandsvilje blev vakt ved denne lejlighed; jeg ved i hvert fald, at han var villig til risici, bare han kunne skade tyskerne.

 

Forfatter: Niels Johansen,

søn af skolebestyrer I.P. Johansen.

 

Har nogle af medlemmerne eller andre billeder, materiale eller oplysninger fra besættelsestiden i den gamle Torslev Kommune, er vi meget interesserede i at se det og høre om det.

Bestyrelsen.

 

Alfred Nejsum.

 

Han blev født på gården St. Nejsum, og blev uddannet mekaniker i Brønderslev og Dronninglund, og i 1938 startede han eget værksted i Thorshøj. Han var da kun 24 år.

Han nægtede i hele besættelsestiden at arbejde for tyskerne. Da han fik besøg af besættelsesmagten undskyldte han sig med, at han var alene på værkstedet. Tyskerne sagde at han kunne bruge op til 8 uger på at reparere en bil.

”Den bil, der står derhenne, har stået her i 3 måneder, og den er ikke færdig endnu.” Han sagde ikke noget om at den først skulle være færdig efter krigen.

”Men desuden skal jeg have tid til at reparere de lastbiler, der kører med kreaturer til slagteriet og med mælk til mejeriet.”

Den fattede tyskerne, for de forstod jo nok at så kunne det komme til at knibe med mad til dem selv. På den måde slap han for at arbejde for tyskerne. Nejsum ydede også en stor indsats i modstandskampen.

Efter krigen flyttede han sit værksted til Østervrå, og efter et par år fik han forhandlingen af den populære VW Folkevogn. Han havde også Maskinfabrikken i Møllegade, hvor de lavede og solgte landbrugsmaskiner. På den måde skabte han mange arbejdspladser og var med til at præge udviklingen i byen.

Nejsum var en meget behagelig mand, som var vellidt, og meget respekteret af alle.

 

 

BESÆTTELSEN.

 

Læge Børge Nielsen. Lendum,

 

Børge Nielsen fra Lendum kom med i modstandsbevægelsen i november - december 1943, og i februar 1944 kom denne gruppe i forbindelse med en gruppe i Hjørring, som havde en radio sender - modtager. Derved fik man besked fra England om at etablere en nedkastningsplads, og man fandt et sted øst for Klosterskoven, som var egnet til formålet, og nogen tid senere fik man den første sending fra England.

Disse sendinger var store containere med sprængstof og våben. De våben, man modtog var mest pistoler og maskinpistoler, de såkaldte "Sten - gun". Disse sten - guns var ret primitive, men meget effektive. Der var f.eks. ingen rigtig kolbe, men kun en jernramme.

 

Sammen med gruppen fra Hjørring stjal man en bil hos en fiskeeksportør i Hirtshals. Bilen blev kørt til mekaniker Alfred Nejsum i Thorshøj, som lakerede den om og på andre måder gjorde den ukendelig.

 

Det tyske militær havde deres egen telefonledning, der var ophængt på samme master som de danske telefonledninger. Disse ledninger stjal sabotørerne. For lettere at kunne klatre op i masterne opfandt og fabrikerede Alfred Nejsum nogle specielle klatresko.

 

Østervrå besat!

Østervrå var ikke særlig betydningsfuld, så det var ikke så ofte, vi havde tyske tropper stationeret her.

Den første gang var i sommeren 1940, da lå der en mindre styrke her i byen. Man beslaglagde gymnastiksalene både på kommuneskolen og realskolen. Desuden tog man på realskolen også et klasseværelse, som blev brugt til sygelokale. Dette medførte, at jeg, som gik i yngste klasse, ikke kom i skole før omkring l. September.

Den største skade, der skete, var at gulvet i gymnastiksalen, som var rengøringsdamen fru Madsens stolthed, blev næsten ødelagt. Man smed halm derind til soldaterne at sove i, og de gik ind med deres sømbeslåede støvler. Men da denne besættelse kun varede et par måneder, fik fru Madsen skaden gjort god igen.

Den næste besættelse kom først i 1943. Så fik vi til gengæld en hel SS division. De var i Tårs, Østervrå, Thorshøj og Hørby.

Man beslaglagde: Hotellet med salen. Missionshuset, gymnastiksalene på skolerne. Desuden var mange officerer privat indkvarteret. Da Østervrå lå ca. i midten af de 4 byer, var der hovedkvarter på hotellet.

Der skete ikke de store begivenheder, men vi var naturligvis ikke glade for besøget, især ikke da de på fodboldbanens flagstang hejste hagekorsflaget. Man var dog meget forstående, da Idrætsforeningen bad om at få det taget ned. Det irriterede også, når de holdt krigsøvelser i byen og skød med løs ammunition både i gaderne og i private haver.

Sct. Hansaften marcherede de i fakkeltog ned gennem byen og lavede bål på markedspladsen. Det var forbudt danskerne at holde sankthansbål, så det var jo dobbelt ydmygende. Vi hævnede os ved at skrive 1918 – 1943 på muren på gymnastiksalen.

Dette var meget brugt som irritationsmoment for tyskerne. Det var for at minde dem om, at det var 25 år, siden tyskerne kapitulerede i l.verdenskrig.

Nå, denne besættelse fik også ende, og den tyske styrke blev sendt til Rusland, og vi har senere hørt, at næsten alle blev dræbt i et stort slag. Under hele krigen var der stationeret en lille gruppe på 5 mand her i byen. De byggede et trætårn oppe på det daværende vandtårn, som var på bakken øst for byen, der hvor Jane og Peter Sørensen bor. De skulle så alarmere, hvis der kom fjendtlige flyvere ind i området. Det var mest lidt ældre mænd, som var for gamle til at være i egentlig krigstjeneste, men som så kunne gøre nytte på denne måde.

De generede på ingen måde beboerne her i byen. Den ene af dem skød sig selv den dag Hitler døde. Muligvis havde han også fået meddelelse om at hans familie var omkommet under et bombeangreb.

 

Jørgen Baier

 

 

 

Foreningens Bestyrelse :

 

Vivi Jensen, Kolonihavevej, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 13 57

Karen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Villy Sørensen, Friggsvej 18, 9800 Hjørring

Tlf 96 23 01 65

Erik Wulff Sørensen, Søndergårdvej 18, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 12 87


Foreningens hjemmeside   www.Torslev.dk