Landmandsliv i midten af forrige århundrede

 

Afdøde Thomas Eigil Jensen fra Skovbo i Pajhede Skov drev sammen med sin ældste søster lidt slægtsforskning.

Her fortæller han om sin familie og om landbruget, som det blev drevet dengang.

 

Oprindelig var slægten fæstebønder på en af Langtved - gårdene ved Sæby. De gårde var en del af Sæbygaards gods. Ejerne af Sæbygaard var rimeligt vellidte af deres bønder.

Godset skulle skaffe ryttere til hæren, og når rytterne kom tilbage, sædvanligvis efter 5 års tjeneste, fik de den første ledige fæstegård. Min tipoldefader, Thomas Christensen, var en af dem. Efter 7 års tjeneste i et korps, som en del af tiden var udlånt til Napoleon, kom han tilbage og var i et par år ladefoged på Sæbygaard.

Han blev gift med husjomfruen og overtog Hørby Anneksgaard. En søn, Jens Kristian Thomsen, overtog senere gården med sin fader som aftægtsmand. Oldefar døde dog ret ung - 4 år før sin far.

Marie, min oldemor, var en dygtig kvinde - hun fik 5 børn og holdt dem alle i live til voksenalderen. Desværre havde hun ikke samme gode forståelse for mænd. Efter oldefars død giftede hun sig med en mand, som ved druk og spil ruinerede familien i løbet af 6 år.

 

Thomas Kristian Jensen - søn af mine oldeforældre Anne Marie og Jens Kristian Thomsen, blev født i 1855 og døde i 1915. Som nævnt ruinerede stedfaderen familien, så da de 5 søskende selv skulle i gang med noget, ejede de intet. Pigerne blev dog gift med nogle af egnens gårdmandssønner.

Den ældste af sønnerne rejste til Amerika, og ved sin afrejse sagde han: ”Hvis det går mig godt, skal I høre fra mig." De hørte intet. 

Min bedstefar, Thomas,  tjente i nogle år på egnens gårde, blandt andet på Galtrup ved Hørby. Han blev gift med Petrine Pedersen, som var mejerske på Sæbygaard - født 1850, død I915.                            

 

Thomas og Petrine overtog Lille Nedergård i Try v. Thorshøj mod at tage de tidligere ejere på aftægt .Ejendommen blev dog dyr nok, idet de tidligere ejere var ret unge af aftægtsfolk at være. Thomas og Petrine og deres ældste datter kom således til at forsørge dem i ca. 50 år.

Efter nogle år forpagtede Thomas Sdr. Kolbro ved Sæsing og fik den senere som ejer. Gården, som var på ca. 100 tdr. land, drev farfar med sædvanligt kvæg- og svinehold - plus lidt får, ikke meget mere end til egen husholdning. Marken blev drevet med en 7-marks omdrift: en mark brak, rug, roer, byg, havre med udlæg, første og andet års græs.

Efter at have været hele marken igennem, med helbrak, overgik farfar til halvbrak. Man tog en 3die års græsmark, som blev skrælpløjet midt på sommeren, tromlet og harvet, i september dybpløjet og så tilsået med rug. Ukrudt, som spirede om efteråret, ville frosten normalt dræbe om vinteren, så der ville være en rimelig ren mark til roer det følgende år.

 

Svinene blev leveret til slagteriet i Hjørring, og indtil jernbanen blev bygget, kørte man dem selv derop. Farfar havde hesteopdræt, men kun med de heste, der var nødvendige i driften af gården, ca. 6 heste.

 

Thomas og Petrine havde 8 børn, og Jens Kristian Jensen, min fader, var deres eneste dreng.

Jens var en vinter på højskole med landbrugsafdeling, og ellers gik han hjemme, indtil han som 25-årig blev gift med min moder, Kirstine Marie Pedersen, som var lærer på Kolbro Skole. Da fader var på højskole, skrev farfar til ham: ”Nu går det godt, smørret koster 1 kr. pr pund. Det har været i ca. 1910.

 

Jens Kristian Jensen og Kirstine Marie Pedersen blev gift i 1913 og købte gården Ø. Vrængmose ved Østervraa. I de 5 år, de havde den, var økonomien god.

I 1915 døde farfar. 3 af døtrene prøvede at drive gården, men i 1918 overtalte de far til at overtage den. Han har senere erkendt, at det var et forkert tidspunkt at overtage en større gård og større gæld, Men det, der ødelagde økonomien, var, at far var med i kartoffelmels-fabrikken med 500 tdr. kartofler. Fabrikken gik i likvidation, og det kostede far ca. 16.000 kr., hvad der var mange penge dengang.

Sdr.Kolbro blev solgt, og i 3 år boede vi i et lille husmandssted i Guldager ved Hjørring. I 1926 købte far gården Nr.Falden ved Østervraa. Den var på ca. 50 tdr. land. Jorden var ikke dårlig, men den var tung og kold. En del var hede, som vi opdyrkede.

 

Kriseårene i 30erne klarede vi ved at grave sten op. Stauning satte meget vejarbejde i gang for at hjælpe sine arbejdsløse, så der var mangel på sten til paksten og skærver. Når vi pløjede, havde vi en spade på ploven - små sten blev gravet op straks, større sten blev afmærket og opgravet senere, medens de store blev sprængt.

 

Far drænede det meste af jorden med nogen hjælp af mig, efter at jeg var blevet voksen. Arbejdet foregik med håndredskaber, og marken blev stort set drevet, som jeg skrev om farfars drift af Sdr.Kolbro. Kvæget var Rød Dansk Malkerace, og far var medlem af en kvægavls-forening, som havde en tyr stående. Jeg husker ikke årstallet, men det må have været midt i 30erne, at kvægtuberkulosen blev udryddet. Forholdet til dyrlægen var fint, men det var ikke tit, vi brugte ham. Køerne havde mund- og klovsyge med mellemrum, sidst i 1952.

 

Svinebesætningen bestod af 4-5 søer. En del af grisene blev opfedet til slagtning på Hjørring Andels Svineslagteri. Resten af grisene blev solgt, når de var 9 - 10 uger gamle. De svin, vi slagtede til eget forbrug, var normalt af samme størrelse som slagterisvinene. Det hændte også, at vi slagtede en so og en ko, som mor så lavede i pølser. Hvis en so bliver holdt konstant fed, bliver hendes kød så sejt, at det ikke er til at tygge. Hvis hun derimod bliver magret godt af, når hun ligger med grise, fedet op og slagtet, er hun fuldt så god som et slagterisvin. Der er mere kød og mindre spæk.

 

Hønseholdet var mors ansvar. Rummet til hønsene var i den ene længe. Der var ikke gjort noget særligt ud af det: pinde til hønsene at sidde på og en hylde til æglægning. Strøelse var affald fra tærskemaskinen. Fodringen var pigernes job, større udrensning, karlenes. Intet kunstigt lys. I en del år var der en lukket hønsegård, senere var hønsene fritgående. Grøn hønsegård, ja, men den var nu ikke grøn så længe.

 

I nogle år havde mor ænder, som i de første år blev slagtet og plukket hjemme og solgt til en slagterforretning i Hjørring. Senere blev de solgt levende til et fjerkræslagteri.

Hønsebestanden blev hovedsageligt fornyet ved skrukhøns, men det skete, at vi købte kyllinger - hvide italienere krydset med en tungere race. De blev udskiftet som 3-årige. Foderet var korn af egen avl + æglægningsfoder. Æggene blev solgt til den lokale købmand.

Forandring kom der først omkring 1960, da der var kommet så mange "æglægnings-fabrlkker”, at hønsehold var en underskuds - forretning for almindeligt landbrug.

 

I Sdr. Kolbro havde vi karle og piger, men jeg var ikke så gammel, så jeg husker ikke så meget om, hvordan forholdene var. I Nr. Falden klarede vi arbejdet uden fremmed arbejdskraft. Vi børn kom med i arbejdet fra 11 - 12 års alderen, især med roehakning.

Høhøst af første års græsmark var med slåmaskine – en Mc. Cormick. Normalt 3 dages vejring, hvorefter høet blev vendt, hvis der var meget. Derefter blev det sat i stak i en uge inden indkørsel. Første gang, jeg skulle køre slåmaskinen med heste for, var jeg vel 12 - 13 år. Far gik bagefter for at vejlede mig, og det gik faktisk ikke så godt! Far blev lidt ophidset, men tog sig i det og sagde: " Nå, hvis jeg tog og gik min vej, gik det måske bedre", og det gjorde det faktisk.

 

Kornhøsten : ikke noget med gift-sprøjtning. Det landbrug, man dengang drev, svarede stort set til, hvad man i dag kalder økologisk landbrug. Tidsler i marken var ikke noget stort problem. Hvis der var ved at blive for mange i en mark, tog man en dybpløjning om foråret, så nåede tidslerne ikke med. Gul Okseøje blev først rigtig slem, da maskinstationerne begyndte at høste med mejetærsker og bragte frøet med fra gård til gård..

I de første år høstede vi med slåmaskine med vippeapparat, og vi søskende bandt op. Senere fik vi binder. Korn med udlæg fik lov at ligge og vejre nogle dage, men ellers blev det sat i traver så hurtigt som muligt. Hjemkørsel efter ca. 1 uges vejring. Læssetræ blev brugt de første år – men senere - nej, for da havde jeg været ude og lært en anden måde at lægge negene på.

 Kornet blev kørt ind i laden - det skete, at vi havde udendørs stakke, men ikke hvert år. Vi havde tærskemaskine med halmrystere og renseri, men ikke presser og transportør. Halmen blev anbragt på loen, senere i tomme gulve. Køerne kunne i reglen sørge for, at der blev plads nok. Trækkraften for tærskemaskinen og kværnen var først vindkraft og senere el-motor. Vi havde stråtag på stuehuset, så jeg kender både plejl- og maskintærskning af langhalm, og jeg er fremragende til at bruge plejl!

 

Efterårsarbejdet:

skrælpløjning straks efter høst, senere harvning og sidst kom så dybpløjningen, med mindre jorden da var blevet så våd, at den ikke var til at arbejde med.

 

Skolen var en friskole, men det var ikke af religiøse grunde, vi gik der, men kun fordi der var for langt til nærmeste kommuneskole. De små gik 2 dage om vinteren og 4 dage om sommeren - og omvendt for de store.

 

Økonomien hjemme var noget anstrengt de år, så der var ikke råd til særlig skolegang - men vi har klaret os.

Vi var 7 søskende født i årene 1914 til 25. Efter folkeskolen deltog vi i kommunale aftenskoler. 3 af mine søstre gik i handelsskole, og 1 søster tog på sygeplejehøjskole. Jeg selv og min yngre broder var begge på højskole med landbrugsfag.

Den ældste af mine søstre blev gift med en landmand. De købte et husmandssted og klarede sig godt. De fik 4 børn.

En anden af mine søstre blev uddannet barneplejerske, 2 blev sygeplejersker og 1 bogholder.  Min yngre broder blev ved landbruget og overtog Nr. Falden efter vore forældre.

Jeg fik en del af min uddannelse som landmand på sjællandske herregårde og var 1 år forkarl på Klintholm. Jeg prøvede at udvandre til Argentina, men det satte krigen en stopper for. Jeg var i de årgange, der blev indkaldt ved krigsudbruddet, men som blev hjemsendt med uniform og uden våben.

Under krigen arbejdede jeg som forkarl på forskellige øst- og sønderjyske gårde og var med i den sønderjyske undergrundsbevægelse.

Efter krigen var jeg fodermester på en islandsk gård, der havde ca.40 køer. Året efter tog jeg på en motorcykeltur til England og Skotland. En aften kørte jeg ind på et vandrehjem på nordkysten af Skotland, da en pige kom ud og spurgte på dansk: ”Hej, hvordan har I det i Frederikshavn” ? (Det var dengang , man kunne se på nummerpladen, hvor man kom fra).

 Danny fortalte senere, at hun havde været i den engelske hærs luftværnsartilleri under krigen. Nu holdt hun ferie ved at tage "på stop" rundt i Skotland, og da der ikke var så mange biler dengang, havde hun ømme tæer. Jeg var så letsindig at sige, at hun godt kunne være på mit bagsæde, og jeg slap aldrig af med hende.

 

Danny og jeg blev gift i 1951. Vi boede i l½ år på gården sammen med mine forældre, men det gik ikke så godt. Så købte vi et husmandssted og prøvede at leve af det, men det gik heller ikke for godt. Så fik jeg arbejde i Pajhede Skov og havde 6 år på fuld tid. På grund af min uddannelse i H.J.V. søgte og fik jeg arbejde på Grønland som minør for G.T.0.

Det arbejdede jeg med i 17 somre  og havde så nået pensionsalderen. Min indtjening som arbejder og minør var større end min broders i Nr.Falden.

 

Vi bor stadig i husmandsstedet — Skovbo, som drengene og Danny passede, medens jeg var på Grønland. For at lette arbejdet har vi nu kun lidt fedekvæg - Aberdeen Angus.

 

Vores ældste søn, Jens Bo Kjærgaard Jensen, f. i januar 1953, tog realeksamen. Det var den yngste, Kim Kjærgaard Jensen, f. juni 1954 ikke interesseret i. 

Bo fik en uddannelse som elektronikmekaniker ved Flyvevåbnet og arbejder nu for I.B.M. som tekniker i Thy.

Kim fik uddannelse som automekaniker og arbejder for Falck i Hjørring.

Ingen af vore drenge er blevet ved landbruget, og det er jeg kun glad for - er man ikke kapitalist, er landbruget efter min mening den rene elendighed. Heller ikke ét eneste af mine søskendes børn er blevet ved landbruget.

Som vi har drevet og driver husmandsstedet, er det nærmest som hobby, og det er dejligt. Der skal være nogle dyr! - om ikke for andet, så for børnebørnenes skyld!

 

Efter en beretning af

Thomas E. Jensen

 

BADELIV I ØSTERVRAA

 

Da jeg i "SPEJLET" læste beretningerne om skæbner på GJERSHOLT, kom jeg af helt andre grunde til at tænke på denne dejlige gård og ikke mindst den tilhørende sø, som spillede en stor rolle for os, der var børn i Østervraa omkring 1930.

Mine far, stationsforstander Vestergård og min mor Karla Vestergaard, var venner med proprietær Jørgen Skovsgaard og hans husbestyrerinde gennem mange år, fru Agnes Jensen, hvilket medførte, at jeg også jævnligt kom ud på gården og ofte fik lov at låne den båd, som lå fortøjet ved det lille lysthus, som Jørgen Skovsgaard havde ladet opføre ved søens bred. Fra båden fiskede vi ofte i timevis og fangede tit flere skaller og aborrer, end vore mødre brød sig om at gøre i stand. Og den dag, vi landede en gedde på 6,5 kilo, er selvfølgelig uforglemmelig!

Men først og fremmest er minderne for mig og mine jævnaldrene - som nu er i 80'erne! - knyttet til badelivet ved Gjersholt Sø, som foregik på en cirka 100 meter, lang strækning på den østlige bred. Her var der indhegnet et græsareal, der fungerede som strandbred. Her kunne vi ligge og sole os på vore håndklæder og herfra løbe ud i vandet og eventuelt starte på svømmeture. Ca. 10 — 15 meter fra bredden var der bygget en platform ca. l meter over søens overflade. Herfra kunne de mere dristige springe på hovedet ud i "hullet", som vi kaldte det, så på det sted har søen nok været et par meter dyb. Ellers var den ret lavvandet, men bunden var meget mudret og blød

Ca. 100 meter fra springbrættet, omtrent midt i søen, ragede en pæl op af vandet - og det var en stor dag for drengene, når de for første gang klarede turen til "pælen".

Det har det nok også været for pigerne, som vi imidlertid ikke badede sammen med. Drengene havde tid indtil kl. 13 og igen efter kl. 17 - og pigerne altså de mellemliggende 4 timer. Dette victorianske påbud var nok udstedet af Jørgen Skovsgaard, som jo ejede hele herligheden og som personlig havde afholdt alle udgifter til "badestedets" etablering. Det var ganske gratis at benytte søen til badning., men det skulle gå anstændigt til!

De ca. 3 km fra Østervrå til Gjersholt tilbagelagde vi på cykel - og på hjemvejen kørte vi ofte omkap med en imaginær målstreg ved 21-km-stenen, som dengang stod ved foden af Mellergaards Bakke - og hvis ingen har flyttet den sidenhen, så står den der endnu!

I øvrigt havde Østervraa endnu et "badested", nemlig i åen nedenfor kirken. Åen - Voer Å - løber her under vejen til Fjeldgaard og ca. 20 - 30 meter øst for broen var der en udvidelse af åen, der var anvendelig som "swimmingpool". Her kunne vi bade, når vi havde lyst - og dette badested blev også benyttet af karle og piger, når dagens arbejde var slut.

Til de "rigtige" badesteder - stranden i Sæby eller senere friluftsbadet i Brønderslev - cyklede vi også engang imellem, men der var trods alt over 20 km hver vej - så i det daglige var vi glade for vore egne badesteder.

H J Vestergaard