Spejlet no. 38
December 2005
Fra Hegnhuset
til Iowa i USA.
I året 1870 emigrerede Niels
Larsen fra Hegnhuset i Torslev sogn til Iowa i USA.
På
disse linier vil jeg prøve at fortælle lidt om Niels Larsens historie.
Niels
Larsen blev født den 6. november 1848
i Hegnhuset i Torslev sogn. Hegnhuset ligger ca
Et
billede af Hegnhuset fra ca. 1918
Manden
på hesten er Anders Martinus Christensen, søn af Thomine Marie Larsen, som var
søster til Niels Larsen.
Den
ældre mand er Jens Michael Christensen, som var gift med Thomine
Ved
folketællingen i 1860 var Niels 11 år gammel og boede stadig hos sine forældre.
I
1863 blev han konfirmeret i Torslev kirke, og præsten gav ham følgende karakter
“meget god” i både viden og opførsel.
Ved
folketællingen i 1870 arbejdede Niels
som medhjælper på gården ”Nørre Volsted” i Torslev sogn.
Torslev
kirke var på den tid den eneste kirke i sognet og var den kirke, som familien
brugte.
I
1870 beslutede Niels at emigrere til USA, og han ankom til Cresno i Iowa med 50
cent på lommen og begyndte at arbejde på en farm. Som ansat på farmen fik han
om sommeren 20 dollars om måneden og om vinteren 10 dollars om måneden, og han
arbejdede i fire år som ansat hos andre.
Niels
Larsen købte et stykke jord på omkring
Jorden,
som han købte, lå ca.
Niels
byggede alle bygningerne og en silo på farmen, og farmen havde et Carbid
lyssystem hvilket var usædvanligt moderne på den tid.
Politisk
var Niels Larsen republikaner, og han var i mange år vejchef. Niels og hans
familie var luteranere og viede deres liv
til
kirken. Niels Larsen var en mand med mange gode karaktertræk; han var ikke blot
fremskridtsvenlig, men også en mand, man kunde stole i forretningsaffærer, og
hans livsværk kan tjene til at inspirere og opmuntre andre ved at vise, hvor
meget der kan opnås gennem slid og beslutsomhed.
I
1927 blev Niels Larsen og hans hund trampet til døde af en tyr på farmen, og der var ingen, der så ulykken ske.
Niels blev begravet på Saratoga kirkegård, 78 år gammel. Hans hustru Anna døde
den 19. august 1931, 83 år gammel.
Niels
og Anna havde 3 børn :
Mary
Rosalie Larsen født 6. maj 1876,
Arvilla
Johanna Larsen født den 1. august 1877 ,
Elmer
Spencer Whitman Larsen født den 27. maj 1884.
Sønnen
Elmer købte farmen af faderen, men alting begynte at gå skidt for Elmer,
startende med hans fars frygtelige død. Så fik han hånden i klemme i en landbrugsmaskine,
og hånden måtte amputeres. Han begyndtre at drikke, og under den store
depression i 30erne mistede han farmen til banken, og i 1935 blev alt løsøret
solgt på auktion.
Elmer
og hans kone Rosabel flyttede derefter byen Riceville ikke langt fra Saratoga.
De
fik 11 børn.
Elmer Larsen og hans kone Rosabel N
Niels Larsens lade som blev færdig
omkring 1900.
Antallet
af efterkommere (med ægtefæller) efter Niels Larsen er nu oppe på ca. 420
personer spredt over det meste af
USA. Jeg har haft kontakt med nogen af dem,
specielt Karen Louise Bonnette, barnebarn af Elmer Larsen og Sharon
Nelsen, barnebarn af Elmer Larsen
Billede af
Karen Louise Bonnette,
som
har leveret de fleste af de oplysninger, jeg har samlet.
Kontakten
er sket gennem vores hjemmeside ”www.Torslev.dk” og vi har udvekslet snesevis af mails.
Interressen for at kende deres danske del af familien har været meget stor.
Erik
Wulff Sørensen
Ved juletid i Vrå
Vareindkøbsforening
i halvtredserne.
I
årene 1952 til 1956 var jeg butikselev i Vrå Vareindkøbsforening hos uddeler
Axel Thomsen, og selv om 1952 ikke er så længe siden, har vores samfund
alligevel ændret sig utroligt meget. Det gælder ikke mindst indenfor
butiksområdet og især ved juletid, hvor det meste af pyntningen og handelen vel
er overstået i løbet af november måned.
Julen
i Vareindkøbsforeningen i Vrå startede også i november måned, når vi fik
isenkramvarer hjem. De var som regel bestilt i august eller september ved en
rejsende fra hovedlageret i Holstebro og var bestemt for julehandelen. Varerne
ankom i store trækasser ca. 1½ m brede og næsten ligeså lange og høje. Alle
varerne var pakket ned i halm, og man skulle være overordentlig påpasselig med
at få halmen rodet godt igennem, så der ikke lå pakker i kassen, når låget blev
skruet på og kasserne returneret. Når kasserne var tømt, skulle varerne pakkes
ud og tørres af. Det var vældig spændende at se, hvad der var købt af
gaveartikler. Knap så spændende var det at tørre dem af og bære dem op på
loftet, hvor de stod, indtil de blev taget ned i butikken og prismærket
I
løbet af november måned kom de øvrige julevarer. Det væltede ind med
kolonialvarer i sække, tønder, kasser og pakker. Næsten alt ankom i løs vægt og
skulle af vejes i bestemte portioner. Ikke noget med færdigpakkede mængder i
plastikposer. Det var et stort arbejde, og mod jul involverede det næsten hele
personalet i butikken, mens det til daglig mest var lærlingens arbejde. Mange
af de varer, vi afvejede til julen, havde vi til daglig kun i løs vægt i
skuffer eller glas, men for at lette juleekspeditionerne lavede vi også
afvejning af f.eks. flormelis, farin, risengryn, rosiner, svedsker, kokosmel og
måske flere andre ting.
Juleforberedelserne
i hjemmet starter som regel med bagning af småkager. Det forberedte vi os også
på. Kommisserne lavede kræmmerhuse af pergamentpapir og fyldte dem med 10 eller
Jeg
tror, at mange af de uindpakkede varer var med til at give den specielle aroma,
der var i alle kolonialvareforretninger førhen, og det forekommer mig også, at
varerne virkelig smagte af noget den gang og ikke som nu, hvor smagen næsten er
ens og mere eller mindre af plastik.
Til
brunkagerne skulle der bruges sirup, og den havde vi i en stor tønde i
kælderen. Kunderne kunne så komme med deres glas eller flaske og få den mængde,
de havde brug for. De tykke grønne flasker, som vi kaldte sirupsflasker, og som
man nu kan købe i antikvitetsforretningerne, havde vi mange af. De blev gjort
rene og fyldt med sirup, og så var det nemt at bytte, når en kunde kom og bad om
en flaske sirup. Der kunne være 1 kilo i flasken, når den var fyldt til halsen.
Også på anden måde mærkede vi i butikken, at det var bagetid. Fru Thomsen satte
altid en skål med småkager ned på disken i bagbutikken, og jeg nok indrømme, at
jeg vistnok spiste de fleste. Meget af mit arbejde foregik jo i bagbutikken, så
den fristelse var simpelthen for stor.
De
tørrede frugter såsom svedsker, rosiner, korender, abrikoser, figner og dadler
var pakket i trækasser. Vi havde tre forskellige størrelser på svedsker, og
især de største var vældig gode. Der findes ikke noget slik i dag, der kan måle
sig med smagen af disse svedsker. Det var simpelthen en lækkerbisken. Frugterne
var som sagt pakket i trækasser, og til daglig skulle jeg sørge for, at
skufferne i butikken var fyldt op. Det vil sige, at man skulle have en trækasse
brækket op, indholdet ud på disken i bagbutikken og frugterne delt fra
hinanden, inden de var klar til at hældes i skufferne. Fignerne og dadlerne
havde vi ingen skuffer til, så de stod i åbne kasser i bagbutikken. Fignerne
var pakket omhyggeligt i rækker i kassen, mens dadlerne var en stor,
sammenpresset kompakt masse, der næsten ikke var til at dele. Jeg ved ikke,
hvor mange redskaber, vi prøvede på dadlerne, men der var næsten intet, der
kunne holde. På et eller andet tidspunkt i november kom der en frugtbil fra Fyn
med juleæbler. De var emballeret i store trækasser de såkaldte æblekasser. Vi
opbevarede dem i en lille kælder under lagerbygningen og hentede en kasse af
hver sort op ad gangen. De stod i butikken, og kunderne kunne få den mængde, de
ønskede. Appelsinerne var også pakket i trækasser delt med et bræt i midten. Vi
havde tre størrelser, og hver appelsin var pakket ind for sig. Vi tog også her
en kasse ad gangen af hver størrelse ned i butikken, og fordelen for kunderne
var også her, at man kunne få det antal, man ønskede. Ikke noget med en bestemt
mængde i en plastikpose eller 10 appelsiner for et eller andet tilbudsbeløb.
Det
rigtige juleknas såsom bolcher og konfekt fandtes også kun i løs vægt. Af
bolcher havde vi mange forskellige slags udstillet i store bolcheglas. De blev
fyldt op med med bolcher fra dåser på lageret, og når en dåse var tom, kom den
op til fru Thomsen, hvor den blev vasket og stillet på loftet. Til jul blev
alle de tomme dåser sat ned i butikken og solgt som kagedåser, De var meget
billige - måske en krone eller to pr. stk., men kunne blive meget flotte, hvis
kunderne ofrede noget maling og måske en eller anden blomsterdekoration på dem.
Jeg kan huske, at jeg så nogle fine eksemplarer hos en kunde i Lundensgade,
hvor jeg var nede at aflevere varer. Konfekten var pakket i grå papkasser. Vi
havde tre forskellige slags, hvoraf den dyreste var en blanding af
marcipansnitter og fyldte chokolader. Jeg tror nok, at vi lavede afvejninger af
konfekten i cellofanposer med 50 eller
Selve
juleudsmykningen lavede vi ikke før i begyndelsen af december, Vi havde oppe på
loftet materialer fra sidste år, som blev hentet ned, efterset og repareret.
Der var jo ingen grund til at købe nyt, hvis det gamle kunne bruges igen. Der var
to udstillingsvinduer i forretningen, og det ene blev pyntet med gaveartikler
og det andet med kolonialvarer baseret på julehusholdningen. Det var meget
store vinduer, og det nederste af dem dannede ligesom en aflang kasse, hvor den
ene side altså var ruden. På de øvrige sider blev der påhæftet julepapir, som
også blev brugt omkring trækasser, der dannede forhøjninger i bunden af
vinduet, og hvorpå varerne kunne udstilles. Ellers blev der brugt pladevat som
snedekoration, og måske blev der lavet en eller anden anordning med lys, der
ønskede glædelig jul. Det var en af de få gange om året, hvor vi arbejdede om
aftenen, og sådan en aften sluttede altid med, at vi drak kaffe oppe hos fru
Thomsen. Sikkert en gammel tradition, som hørte med til julen og var vældig
hyggelig. Jeg tror, vi arbejdede to aftener for at få pyntet butikken, men det
var som sagt vinduerne, der var det væsentligste. Der blev ikke hængt så meget
i loftet. Derimod skulle der lægges julevarer frem, dels på enden af en
glasdisk og dels på borde foran disken. Det var julepynt, lys, servietter,
dekorationsmaterialer, legetøj og andet, der hørte julen til. Efter jul blev
det tiloversblevne pakket væk og så først taget frem igen til næste jul. Nogle
af varerne må have været meget gamle, for der var ting, som kom frem hver jul,
men som vist ikke kunne afsættes.
De
traditionelle poser i alle størrelser, der hang i to lange rækker i butikken,
var normalt hvide og brune, men i anledning af julen blev de mest brugte
størrelser udskiftet til poser med julemotiver. Jeg mener, at vi endnu havde
nogle få af poserne med H.C.Andersens eventyr påtrykt, men det må have været i
de første år af min læretid. I den sidste uge før jul udskiftede vi også
kaffeposerne til juleposer, men ikke før, for disse poser var ret dyre, men
meget flotte. Der blev selvfølgelig også ændret på rullerne med
indpakningspapir, som blev udskiftet til julepapir, dog ikke før hen i
december. Forretningernes juleudstillinger skulle altid være klar til den
første søndag i december, hvor også det store juletræ ved gangtunnellen blev
tændt. Senere blev der også hængt granguirlandere op over gaderne. Den sidste søndag
var forretningerne åbne fra kl. 16 til kl. 20.
Alligevel
kunne vi tit nå at komme i biografen den søndag til enten Nøddebo Præstegård
eller Jul i Købmandsgården. Næstsidste søndag før jul lavede forretningerne
indpyntning i selve butikken. Især havde slagteriudsalget i Nygade en vældig
flot udstilling af slagtevarer, men også de andre forretninger gjorde meget ud
af denne indpyntning. Efter at gulvet i Vareindkøbsforeningen var vasket og tørret
blev der lagt varer ud over det og ligeledes opstillet varer på disken. Jeg
tror nok, at det var den søndag i december, hvor folk gik på juleudstilling i
byen. Der var ihvertfald mange mennesker på gaden for at hente inspiration til
gaver og forberedelse af julen. Så skal man også huske på, at dengang havde
fjernsynet endnu ikke overtaget jobbet med at skabe julestemning. Den sidste
uge før jul var selvfølgelig den travleste i hele året.
Vi
holdt som nu forretningen åben til kl. 2o hver aften, og der var kunder fra
morgenstunden af. Der var jo ikke selvbetjening, så mange kunder stod måske og
ventede en time, før det var deres tur til at blive ekspederet, og når
ventetiden blev så lang, skyldtes det også, at julen krævede ekstra indkøb.
Mange stod med en indkøbsseddel med 20 - 30 varearter, som de så nævnte en for
en, og som man så hentede rundt om i forretningen eller på lageret. Dernæst
skulle varerne indføres i en bog, det hele regnes sammen og betales, hvorefter
varerne skulle pakkes ind, inden kunden endelig kunne gå. Man kan godt undre
sig over, hvordan folk overhovedet fik tid til at handle dengang, for
juleforberedelserne var bestemt ikke færre. Det var ikke en butikshandel, som
vor tids forjagede mennesker ville kunne godtage. Mange af vores kunder kom fra
landet med en eller to kasser æg, som skulle indvejes og afregnes, hvorefter
der skulle ekspederes varer, og det hele skulle helst være færdigt, mens
landmanden foretog et andet ærinde i byen. Der skulle også ekspederes
indtelefonerede ordrer, som skulle sendes med mælkebilerne, når de kørte ud til
landmændene med mælk fra mejeriet. Det lå lige ved siden af forretningen, så
der var ikke særlig langt at gå med varerne. Til gengæld skulle nogle af
varerne med de første mælkevogne kl. 7 om morgenen, så vores mødetid i
forretningen var afpasset efter mejeriet. Kunderne fra byen skulle ofte have
varerne bragt til døren, og det var lærlingens job at klare den sag. Det kunne
være svært at nå især de sidste år af læretiden, hvor der også skulle
ekspederes kunder i butikken. Jeg sneg mig ofte op og læssede budcyklen og så
afsted - jeg var ikke så interesseret i at køre efter fyraften. I juletiden var
det ikke så dårligt at være bud. Der vankede ofte drikkepenge eller småkager,
når man kom ned varerne, og var det nogenlunde godt vejr, var det ligefrem
dejligt at komme væk fra butikstravlheden og ud i frisk luft. Vi arbejdede ofte
efter lukketid i denne uge. Mange af de afvejede ting slap op, og da der ikke
var tid til at lave nye i dagtimerne, måtte vi gøre det om aftenen. Men også
det hørte med, og der vankede også den traditionelle kaffe hos fru Thomsen.
Den
travleste dag i året var den 23. december, mens den 24. december var mere
rolig. Ikke fordi, der ikke var mange kunder i butikken den dag, men de store
indkøb var overstået. Man kom som regel for at få friskmalet kaffe, måske lidt
mere juleknas eller nogle andre småting, man kunne få brug for i julen. Når
klokken nærmede sig 14, kunne vi begynde at rydde op. Vi var alle interesserede
i at blive hurtigt færdig.
Når
butikken var lukket, gjorde vi rent, og så var vi igen inviteret til kaffe hos
fru Thomsen. Denne gang sad vi i den store stue, hvor der var pyntet til jul.
Vi var der ca. en time, og derefter ønskede hr. og fru Thomsen os glædelig jul,
og vi fik vores julegave fra forretningen - en konvolut med et pengebeløb i.
Klokken
var ca. 16, og turen hjem igennem den nu næsten stille by står for mig som en
helt særlig julestemning. Alle forretninger var nu lukkede, og personalet gået
hjem. Næsten ingen mennesker på gaden, men lys i alle huse, hvor man var godt
igang med at forberede aftenen. Kirkeklokkerne ringede måske julen ind, mens
det store juletræ midt i byen egentlig så så forladt ud. Det havde jo været
midtpunkt så længe, og nu havde det kun i vente at blive fjernet 3. juledag for
ikke at friste nogen nytårsaften.
Det er helt sikkert, at man
mange gange har været mere end træt af al den travlhed, som julen gav for et
butikspersonale, men det er også sikkert, at det nu føles som et privilegium at
have fået lov til at opleve den specielle julestemning, der var i butikkerne
førhen. Sammen med et godt personale og mange venlige kunder blev det en
virkelig dejlig tid.
Skrevet af
Pens. overlærer Knud Jensen
Pandrup