Spejlet no. 38

December 2005

Fra Hegnhuset til Iowa i USA.

I året 1870 emigrerede Niels Larsen fra Hegnhuset i Torslev sogn til Iowa i USA.

På disse linier vil jeg prøve at fortælle lidt om Niels Larsens historie.

Niels Larsen blev født den 6. november 1848 i Hegnhuset i Torslev sogn. Hegnhuset ligger ca 1 km nordøst for Østervrå. Hans forældre var husmand Lars Christian Nielsen og Johanne Thomasdatter. Niels blev døbt i Torslev kirke den 7. januar 1849 og faddere ved hans dåb var Anne Jensdatter fra Langholt, Mette Laurine Abrahamsdatter i Lindenborg, Christen Christensen i Lindenborg og ungkarl N. Christensen i Gjersholt.

Et billede af Hegnhuset fra ca. 1918

Manden på hesten er Anders Martinus Christensen, søn af Thomine Marie Larsen, som var søster til Niels Larsen.

Den ældre mand er Jens Michael Christensen, som var gift med Thomine

Ved folketællingen i 1860 var Niels 11 år gammel og boede stadig hos sine forældre.

I 1863 blev han konfirmeret i Torslev kirke, og præsten gav ham følgende karakter “meget god” i både viden og opførsel.

Ved folketællingen i 1870 arbejdede Niels som medhjælper på gården ”Nørre Volsted” i Torslev sogn.

Torslev kirke var på den tid den eneste kirke i sognet og var den kirke, som familien brugte.

I 1870 beslutede Niels at emigrere til USA, og han ankom til Cresno i Iowa med 50 cent på lommen og begyndte at arbejde på en farm. Som ansat på farmen fik han om sommeren 20 dollars om måneden og om vinteren 10 dollars om måneden, og han arbejdede i fire år som ansat hos andre.

Niels Larsen købte et stykke jord på omkring 200 acres (ca. 80 hektar) af en landagent, som hed Marcus Whitman, som boede i staten Georgia. Whitman præsenterede Niels for Annas Johansson. Anna var jævnaldrende med Niels og født i Sverige og arbejdede på det tidspunkt som kokkepige for en militærofficer i Geogia; bekendtskabet udviklede sig, og de blev gift i 1875.

Jorden, som han købte, lå ca. 2 miles syd for byen Saratoga, og det meste af jorden på østsiden af vejen. Byen Saratoga ligger ca 16 miles vest for Cresno i Iowa, og han levede her som fuldtids landmand fra ca. 1875 til hans død i 1927

Niels byggede alle bygningerne og en silo på farmen, og farmen havde et Carbid lyssystem hvilket var usædvanligt moderne på den tid.

Politisk var Niels Larsen republikaner, og han var i mange år vejchef. Niels og hans familie var luteranere og viede deres liv

til kirken. Niels Larsen var en mand med mange gode karaktertræk; han var ikke blot fremskridtsvenlig, men også en mand, man kunde stole i forretningsaffærer, og hans livsværk kan tjene til at inspirere og opmuntre andre ved at vise, hvor meget der kan opnås gennem slid og beslutsomhed.

I 1927 blev Niels Larsen og hans hund trampet til døde af en tyr på farmen, og der var ingen, der så ulykken ske. Niels blev begravet på Saratoga kirkegård, 78 år gammel. Hans hustru Anna døde den 19. august 1931, 83 år gammel.

Niels og Anna havde 3 børn :

Mary Rosalie Larsen født 6. maj 1876,

Arvilla Johanna Larsen født den 1. august 1877 ,

Elmer Spencer Whitman Larsen født den 27. maj 1884.

Sønnen Elmer købte farmen af faderen, men alting begynte at gå skidt for Elmer, startende med hans fars frygtelige død. Så fik han hånden i klemme i en landbrugsmaskine, og hånden måtte amputeres. Han begyndtre at drikke, og under den store depression i 30erne mistede han farmen til banken, og i 1935 blev alt løsøret solgt på auktion.

Elmer og hans kone Rosabel flyttede derefter byen Riceville ikke langt fra Saratoga.

De fik 11 børn.

Elmer Larsen og hans kone Rosabel N

Niels Larsens lade som blev færdig omkring 1900.

Antallet af efterkommere (med ægtefæller) efter Niels Larsen er nu oppe på ca. 420 personer spredt over det meste af USA. Jeg har haft kontakt med nogen af dem, specielt Karen Louise Bonnette, barnebarn af Elmer Larsen og Sharon Nelsen, barnebarn af Elmer Larsen

Billede af

Karen Louise Bonnette,

som har leveret de fleste af de oplysninger, jeg har samlet.

Kontakten er sket gennem vores hjemmeside ”www.Torslev.dk” og vi har udvekslet snesevis af mails. Interressen for at kende deres danske del af familien har været meget stor.

Erik Wulff Sørensen

Ved juletid i Vrå Vareindkøbsforening

i halvtredserne.

I årene 1952 til 1956 var jeg butikselev i Vrå Vareindkøbsforening hos uddeler Axel Thomsen, og selv om 1952 ikke er så længe siden, har vores samfund alligevel ændret sig utroligt meget. Det gælder ikke mindst indenfor butiksområdet og især ved juletid, hvor det meste af pyntningen og handelen vel er overstået i løbet af november måned.

Julen i Vareindkøbsforeningen i Vrå startede også i november måned, når vi fik isenkramvarer hjem. De var som regel bestilt i august eller september ved en rejsende fra hovedlageret i Holstebro og var bestemt for julehandelen. Varerne ankom i store trækasser ca. 1½ m brede og næsten ligeså lange og høje. Alle varerne var pakket ned i halm, og man skulle være overordentlig påpasselig med at få halmen rodet godt igennem, så der ikke lå pakker i kassen, når låget blev skruet på og kasserne returneret. Når kasserne var tømt, skulle varerne pakkes ud og tørres af. Det var vældig spændende at se, hvad der var købt af gaveartikler. Knap så spændende var det at tørre dem af og bære dem op på loftet, hvor de stod, indtil de blev taget ned i butikken og prismærket

I løbet af november måned kom de øvrige julevarer. Det væltede ind med kolonialvarer i sække, tønder, kasser og pakker. Næsten alt ankom i løs vægt og skulle af vejes i bestemte portioner. Ikke noget med færdigpakkede mængder i plastikposer. Det var et stort arbejde, og mod jul involverede det næsten hele personalet i butikken, mens det til daglig mest var lærlingens arbejde. Mange af de varer, vi afvejede til julen, havde vi til daglig kun i løs vægt i skuffer eller glas, men for at lette juleekspeditionerne lavede vi også afvejning af f.eks. flormelis, farin, risengryn, rosiner, svedsker, kokosmel og måske flere andre ting.

Juleforberedelserne i hjemmet starter som regel med bagning af småkager. Det forberedte vi os også på. Kommisserne lavede kræmmerhuse af pergamentpapir og fyldte dem med 10 eller 15 gram potaske eller hjortetaksalt. Senere lavede de portioner med pommerantsskal og sukat - skåret ud af hele stykker og afvejet i 50 eller 100 grams portioner. Alligevel passede portionerne ikke altid efter kundernes opskrifter. Jeg husker en kunde, der bad om 2 kvint potaske, og det vidste jeg oprigtigt talt ikke, hvor stor en mængde det var, så hun fik et kræmmerhus med 10 gram. Forhåbentlig har hun ikke fået sine julekager ødelagt af den grund. Mandler til brunkagerne var også dengang ret dyre, så det var kun nogle få, folk købte, eller også helt undlod at købe, men ellers var der de øvrige krydderier såsom kardemomme, kanel og peber, der også kun fandtes i løs vægt og hvoraf, der skulle laves ekstra afvejninger til julen.

Jeg tror, at mange af de uindpakkede varer var med til at give den specielle aroma, der var i alle kolonialvareforretninger førhen, og det forekommer mig også, at varerne virkelig smagte af noget den gang og ikke som nu, hvor smagen næsten er ens og mere eller mindre af plastik.

Til brunkagerne skulle der bruges sirup, og den havde vi i en stor tønde i kælderen. Kunderne kunne så komme med deres glas eller flaske og få den mængde, de havde brug for. De tykke grønne flasker, som vi kaldte sirupsflasker, og som man nu kan købe i antikvitetsforretningerne, havde vi mange af. De blev gjort rene og fyldt med sirup, og så var det nemt at bytte, når en kunde kom og bad om en flaske sirup. Der kunne være 1 kilo i flasken, når den var fyldt til halsen. Også på anden måde mærkede vi i butikken, at det var bagetid. Fru Thomsen satte altid en skål med småkager ned på disken i bagbutikken, og jeg nok indrømme, at jeg vistnok spiste de fleste. Meget af mit arbejde foregik jo i bagbutikken, så den fristelse var simpelthen for stor.

De tørrede frugter såsom svedsker, rosiner, korender, abrikoser, figner og dadler var pakket i trækasser. Vi havde tre forskellige størrelser på svedsker, og især de største var vældig gode. Der findes ikke noget slik i dag, der kan måle sig med smagen af disse svedsker. Det var simpelthen en lækkerbisken. Frugterne var som sagt pakket i trækasser, og til daglig skulle jeg sørge for, at skufferne i butikken var fyldt op. Det vil sige, at man skulle have en trækasse brækket op, indholdet ud på disken i bagbutikken og frugterne delt fra hinanden, inden de var klar til at hældes i skufferne. Fignerne og dadlerne havde vi ingen skuffer til, så de stod i åbne kasser i bagbutikken. Fignerne var pakket omhyggeligt i rækker i kassen, mens dadlerne var en stor, sammenpresset kompakt masse, der næsten ikke var til at dele. Jeg ved ikke, hvor mange redskaber, vi prøvede på dadlerne, men der var næsten intet, der kunne holde. På et eller andet tidspunkt i november kom der en frugtbil fra Fyn med juleæbler. De var emballeret i store trækasser de såkaldte æblekasser. Vi opbevarede dem i en lille kælder under lagerbygningen og hentede en kasse af hver sort op ad gangen. De stod i butikken, og kunderne kunne få den mængde, de ønskede. Appelsinerne var også pakket i trækasser delt med et bræt i midten. Vi havde tre størrelser, og hver appelsin var pakket ind for sig. Vi tog også her en kasse ad gangen af hver størrelse ned i butikken, og fordelen for kunderne var også her, at man kunne få det antal, man ønskede. Ikke noget med en bestemt mængde i en plastikpose eller 10 appelsiner for et eller andet tilbudsbeløb.

Det rigtige juleknas såsom bolcher og konfekt fandtes også kun i løs vægt. Af bolcher havde vi mange forskellige slags udstillet i store bolcheglas. De blev fyldt op med med bolcher fra dåser på lageret, og når en dåse var tom, kom den op til fru Thomsen, hvor den blev vasket og stillet på loftet. Til jul blev alle de tomme dåser sat ned i butikken og solgt som kagedåser, De var meget billige - måske en krone eller to pr. stk., men kunne blive meget flotte, hvis kunderne ofrede noget maling og måske en eller anden blomsterdekoration på dem. Jeg kan huske, at jeg så nogle fine eksemplarer hos en kunde i Lundensgade, hvor jeg var nede at aflevere varer. Konfekten var pakket i grå papkasser. Vi havde tre forskellige slags, hvoraf den dyreste var en blanding af marcipansnitter og fyldte chokolader. Jeg tror nok, at vi lavede afvejninger af konfekten i cellofanposer med 50 eller 100 gram i hver. Men det må være foregået i butikken af kommisserne. Jeg vil nok også synes nu, at det måtte have været et for fristende job at tildele lærlingen i bagbutikken.

Selve juleudsmykningen lavede vi ikke før i begyndelsen af december, Vi havde oppe på loftet materialer fra sidste år, som blev hentet ned, efterset og repareret. Der var jo ingen grund til at købe nyt, hvis det gamle kunne bruges igen. Der var to udstillingsvinduer i forretningen, og det ene blev pyntet med gaveartikler og det andet med kolonialvarer baseret på julehusholdningen. Det var meget store vinduer, og det nederste af dem dannede ligesom en aflang kasse, hvor den ene side altså var ruden. På de øvrige sider blev der påhæftet julepapir, som også blev brugt omkring trækasser, der dannede forhøjninger i bunden af vinduet, og hvorpå varerne kunne udstilles. Ellers blev der brugt pladevat som snedekoration, og måske blev der lavet en eller anden anordning med lys, der ønskede glædelig jul. Det var en af de få gange om året, hvor vi arbejdede om aftenen, og sådan en aften sluttede altid med, at vi drak kaffe oppe hos fru Thomsen. Sikkert en gammel tradition, som hørte med til julen og var vældig hyggelig. Jeg tror, vi arbejdede to aftener for at få pyntet butikken, men det var som sagt vinduerne, der var det væsentligste. Der blev ikke hængt så meget i loftet. Derimod skulle der lægges julevarer frem, dels på enden af en glasdisk og dels på borde foran disken. Det var julepynt, lys, servietter, dekorationsmaterialer, legetøj og andet, der hørte julen til. Efter jul blev det tiloversblevne pakket væk og så først taget frem igen til næste jul. Nogle af varerne må have været meget gamle, for der var ting, som kom frem hver jul, men som vist ikke kunne afsættes.

De traditionelle poser i alle størrelser, der hang i to lange rækker i butikken, var normalt hvide og brune, men i anledning af julen blev de mest brugte størrelser udskiftet til poser med julemotiver. Jeg mener, at vi endnu havde nogle få af poserne med H.C.Andersens eventyr påtrykt, men det må have været i de første år af min læretid. I den sidste uge før jul udskiftede vi også kaffeposerne til juleposer, men ikke før, for disse poser var ret dyre, men meget flotte. Der blev selvfølgelig også ændret på rullerne med indpakningspapir, som blev udskiftet til julepapir, dog ikke før hen i december. Forretningernes juleudstillinger skulle altid være klar til den første søndag i december, hvor også det store juletræ ved gangtunnellen blev tændt. Senere blev der også hængt granguirlandere op over gaderne. Den sidste søndag var forretningerne åbne fra kl. 16 til kl. 20.

Alligevel kunne vi tit nå at komme i biografen den søndag til enten Nøddebo Præstegård eller Jul i Købmandsgården. Næstsidste søndag før jul lavede forretningerne indpyntning i selve butikken. Især havde slagteriudsalget i Nygade en vældig flot udstilling af slagtevarer, men også de andre forretninger gjorde meget ud af denne indpyntning. Efter at gulvet i Vareindkøbsforeningen var vasket og tørret blev der lagt varer ud over det og ligeledes opstillet varer på disken. Jeg tror nok, at det var den søndag i december, hvor folk gik på juleudstilling i byen. Der var ihvertfald mange mennesker på gaden for at hente inspiration til gaver og forberedelse af julen. Så skal man også huske på, at dengang havde fjernsynet endnu ikke overtaget jobbet med at skabe julestemning. Den sidste uge før jul var selvfølgelig den travleste i hele året.

Vi holdt som nu forretningen åben til kl. 2o hver aften, og der var kunder fra morgenstunden af. Der var jo ikke selvbetjening, så mange kunder stod måske og ventede en time, før det var deres tur til at blive ekspederet, og når ventetiden blev så lang, skyldtes det også, at julen krævede ekstra indkøb. Mange stod med en indkøbsseddel med 20 - 30 varearter, som de så nævnte en for en, og som man så hentede rundt om i forretningen eller på lageret. Dernæst skulle varerne indføres i en bog, det hele regnes sammen og betales, hvorefter varerne skulle pakkes ind, inden kunden endelig kunne gå. Man kan godt undre sig over, hvordan folk overhovedet fik tid til at handle dengang, for juleforberedelserne var bestemt ikke færre. Det var ikke en butikshandel, som vor tids forjagede mennesker ville kunne godtage. Mange af vores kunder kom fra landet med en eller to kasser æg, som skulle indvejes og afregnes, hvorefter der skulle ekspederes varer, og det hele skulle helst være færdigt, mens landmanden foretog et andet ærinde i byen. Der skulle også ekspederes indtelefonerede ordrer, som skulle sendes med mælkebilerne, når de kørte ud til landmændene med mælk fra mejeriet. Det lå lige ved siden af forretningen, så der var ikke særlig langt at gå med varerne. Til gengæld skulle nogle af varerne med de første mælkevogne kl. 7 om morgenen, så vores mødetid i forretningen var afpasset efter mejeriet. Kunderne fra byen skulle ofte have varerne bragt til døren, og det var lærlingens job at klare den sag. Det kunne være svært at nå især de sidste år af læretiden, hvor der også skulle ekspederes kunder i butikken. Jeg sneg mig ofte op og læssede budcyklen og så afsted - jeg var ikke så interesseret i at køre efter fyraften. I juletiden var det ikke så dårligt at være bud. Der vankede ofte drikkepenge eller småkager, når man kom ned varerne, og var det nogenlunde godt vejr, var det ligefrem dejligt at komme væk fra butikstravlheden og ud i frisk luft. Vi arbejdede ofte efter lukketid i denne uge. Mange af de afvejede ting slap op, og da der ikke var tid til at lave nye i dagtimerne, måtte vi gøre det om aftenen. Men også det hørte med, og der vankede også den traditionelle kaffe hos fru Thomsen.

Den travleste dag i året var den 23. december, mens den 24. december var mere rolig. Ikke fordi, der ikke var mange kunder i butikken den dag, men de store indkøb var overstået. Man kom som regel for at få friskmalet kaffe, måske lidt mere juleknas eller nogle andre småting, man kunne få brug for i julen. Når klokken nærmede sig 14, kunne vi begynde at rydde op. Vi var alle interesserede i at blive hurtigt færdig.

Når butikken var lukket, gjorde vi rent, og så var vi igen inviteret til kaffe hos fru Thomsen. Denne gang sad vi i den store stue, hvor der var pyntet til jul. Vi var der ca. en time, og derefter ønskede hr. og fru Thomsen os glædelig jul, og vi fik vores julegave fra forretningen - en konvolut med et pengebeløb i.

Klokken var ca. 16, og turen hjem igennem den nu næsten stille by står for mig som en helt særlig julestemning. Alle forretninger var nu lukkede, og personalet gået hjem. Næsten ingen mennesker på gaden, men lys i alle huse, hvor man var godt igang med at forberede aftenen. Kirkeklokkerne ringede måske julen ind, mens det store juletræ midt i byen egentlig så så forladt ud. Det havde jo været midtpunkt så længe, og nu havde det kun i vente at blive fjernet 3. juledag for ikke at friste nogen nytårsaften.

Det er helt sikkert, at man mange gange har været mere end træt af al den travlhed, som julen gav for et butikspersonale, men det er også sikkert, at det nu føles som et privilegium at have fået lov til at opleve den specielle julestemning, der var i butikkerne førhen. Sammen med et godt personale og mange venlige kunder blev det en virkelig dejlig tid.

Skrevet af

Pens. overlærer Knud Jensen

Pandrup