Spejlet no. 39

Marts 2006

 

Kommunekontoret i Østervrå

 

De gamles hjem ved jeg ikke så meget om, men da jeg arbejdede på kommunekontoret fra 1962-1970, var vi jo i tæt kontakt med frk. Jensen og også med pigerne, som gjorde rent på kommunekontoret. Også de gamle mennesker, som boede der, så vi en del til.

 

Det, jeg kender til Grethe Jensen eller økonomaen, som hun blev kaldt i daglig tale, er, at hun som vist nok 22-årig kom til Østervrå Alderdomshjem, da det blev bygget i 1940, og var der, til hun gik på pension, så man kan godt sige, at det blev hele hendes tilværelse, som hun brugte 100% på beboerne på hjemmet. Var der nogen, der var syge, var hun nærværende også om natten, og jeg ved også, at i vaskehuset var hun at træffe, for de gamle havde på det tidspunkt ikke for meget tøj, og det måtte jo ikke blive ødelagt.

 

Den eneste ferie eller fridag, som jeg har været opmærksom på, hun kunde finde på at tage i den tid, jeg kendte hende, var om sommeren, når hun i sin røde Ford Anglia kørte til stranden med de piger, som havde fri eftermiddag.

 

Hver sommer blev personalet på kommunekontoret inviteret med på De gamles udflugt. Det var en tur, som blev sponsoreret af rutebilejer Holger Kristensen, Møllegade.

 

Jeg blev ansat på kommunekontoret til marts 1962, og da var de ansatte Kæmner Hansen, som er den eneste kæmner, som har været i Torslev kommune, pantefoged Arne Nielsen, som var søn af mejeribestyrer Nielsen og Sølve Ugilt, som også lige var blevet ansat der. Men det har været en god læreplads for dem, der har gået i kæmner Hansens skole, for de fleste af dem har opnået gode stillinger derefter:

 

Johannes Jensen (en søn fra Vrangbak) blev kæmner i Tolne,

Mogens Olesen (en søn fra Elsig) blev kæmner i Rakkeby,

Arne Bak Andersen (drænmester Andersens søn) blev kommunaldirektør i Brønderslev, og Arne Nielsen blev kæmner i Gærum.

Og der er sikkert udgået flere til kæmnerstillinger, som jeg ikke kender navnene på.

 

Kommunekontoret var en god arbejdsplads, vi kom jo meget i kontakt med kommunens beboere og kendte deres navne og især navnene på ejendommene i kommunen; dengang var det jo ikke vejnavne, der blev brugt.

Hvert kvartal mødte de fleste op på kommunekontoret for at betale deres skat, og så kunne der godt blive kø ved kassen. Kommunens vejfolk skulle vi også udbetale lønninger til. Så kom vejformand Carlsen fra Thorshøj og hentede konvolutterne med pengene og delte dem ud til vejfolkene. Bistandshjælp var der jo ikke noget, der hed, men var der nogen, som trængte til hjælp, mødte de jo op til en snak med kæmner Hansen, men det var ikke store beløb, de modtog, og hvis kæmneren mente, at vedkommende havde besvær med at administrere, ringede han til købmanden og bestilte de varer, han mente, de havde brug for. Det kunne også hænde, at en af landevejens farende svende kom og ville have en skilling. Så bad Hansen lige vedkommende vente lidt, mens han ringede til Ålborg.(Der var et forsorgshjem, som hed St. Jørgensgård). Mens Hansen var inde og ringe, luskede vedkommende af; det var ikke det, han ville. Derefter gik han ned for at prøve ved frk. Jensen, og der fik han en madpakke, som senere kunne findes smidt i anlægget lige ved siden af. Det var penge til sprit, han kom efter.

 

Den 1. januar skulle alle selvangivelser være inde, og så gik vi i gang med kigge dem efter for fejl og mangler. Når vi var færdige med det, mødte sognerådet op til det, man kaldte ligning. Man gik selvangivelserne efter og forhøjede lidt her og der, når nogen syntes at have for lavt privatforbrug.

 

Her kommer frk. Jensen så ind i billedet, for når der var ligning og sognerådsmøder, blev sognerådet beværtet nede i biblioteket, og jeg ved, at de aldrig gik sultne derfra.

 

Hendes kaffe og kage fik vi personale også godt af mange gange, når der var møder, eller der havde været fødselsdag oppe på hjemmet.

 

Når der var sognerådsvalg, skulle vi møde op til stemmetælling, når afstemningen var færdig. Det var nu meget sjovt, for det var spændende at se, hvordan resultatet blev.

 

Hjemmehjælpen blev også fordelt fra kommunekontoret, men det var ikke noget med rengøring hver 3. uge, og det må en hjemmehjælper ikke lave, nej, det var som regel 4 timer, og så blev der ellers gjort rent og lavet mad. Jeg tror også, at der blev tid til lidt hyggesnak med de ældre.

 

Igennem årene var der jo mange husmoderafløsere, som de jo kaldtes, men to, som især var populære på det tidspunkt, hvor jeg var der, var Mie Simonsen og Anna Uggerhøj.

 

Jeg kan nok ikke huske alle sognerådsmedlemmer, men her er nogle af dem:

 

Sognerådsformand Åge Sørensen, Try

Niels Boelskifte, V. Mølbak

Valdemar Olesen, Elsig

Ejner Jensen, Ramsholt

Niels Jensen, Fladbirk

Katrine Andreasen, Silkeborg

Poul Erik Thingbak, Østervrå

Laurits Christensen, Thorshøj (forkarl)

Chr. Christensen, Krogsdam

Elmann Nielsen, Søndenåen

Viktor Hejslet, Østervrå

Erik Nielsen, Østervrå.

 

Det var lidt om arbejdet på kommunekontoret, så følger lige at par sjove oplevelser:

 

Pigerne nede fra hjemmet gjorde jo rent oppe på kontoret, og gulvvask forgik på knæene med kjolen smøget op. Engang, da det stod på, var slagter Bock fra Thorshøj oppe efter penge for varer leveret til hjemmet. Bock kunne godt lide en pæn pige, så han kiggede på  hende og sagde:  ”Det er vel nok nogle pæne ben, du har”, men pigen var ikke mundlam, så hun svarede ham: ” Ja, men det er ingenting, så skulle du lige se der, hvor de er sat sammen”.

 

På hjemmet var der også nogle personligheder, som vi så og hørte en del til. Der var Bølgestrand, Olivia , Tot og Lundholm. Lige neden for vinduerne til kommunekontoret var der anbragt en bænk, som de sad og hyggede sig på, når solen skinnede. Så kunne vi høre, hvordan de fortalte og grinede, og det var ikke altid lige stuerent, det, de fortalte, men de havde det sjovt, og vi fik også mange sjove oplevelser ud af det. Hansen sagde altid til os, at hvis han kom til at sidde på den bænk, og vi stadig var på kommunekontoret, skulle vi hælde en pot vand ned i hovedet på ham,hvis han blev for højrøstet. Men Hansen kom aldrig til at sidde på bænken, for kommunekontoret var lukket, da han kom på hjemmet, og han var på det tidspunkt desværre meget senil.

 

Oven over kommunekontoret havde hjemmet et badeværelse, og når en bestemt gammel dame skulle i bad, var der stort postyr; hun kunne åbenbart ikke lide alt det vandplaskeri, og så var pigerne mere våde end hende, og nede på kontoret kunne vi høre, at hun råbte ”a druwner, a druwner”.

 

Kommunekontoret var så god en arbejdsplads, at der ikke rigtig var nogen udskiftning i den tid, jeg var der; dog havde vi et par elever, som flyttede, når de var udlærte:

 

Kristiane Jensen, som var fra Fladbirk, flyttede til Ålborg kommune, og Gunhild Bochdam (Skovmand Jørgensen fra Thorshøj), som flyttede til Sæby Kommune.

Da Arne Nielsen blev kæmner i Gærum, blev Kjeld Glimsholt ansat som pantefoged, men han ville tilbage til Forsikringsselskabet Tryg. Så blev Egon Boelskifte ansat, og han flyttede senere til Hjørring Kommune.

 

Den eneste af den faste besætning, der flyttede med til Storkommunen Sæby, var Sølve Ugilt, og jeg tror, hun arbejdede der, til hun blev 70 år. Flot gået!

 

Skrevet af Birthe Jensen, Sæby

 

 

 

Min 3x tipoldemors broder

 

Min 3x tipoldemor, Mette Andersdatter, havde en broder, der hed Jens Andersen. Han blev født på gården ”Bjerget” i Åby sogn i 1775 og døbt den 9. december 1775 i Åby kirke.

Den 11. juli 1802 blev Jens trolovet med en pige fra Skærum sogn.

 

Kirkebogen skriver om denne trolovelse.:

Trolovelse.: aar 1802 den 11. juli, Aaby sogn, anmeldt sig til ægteskab ungkarl Jens Andersen, en søn af forrige Gaardmand, Anders Pedersen, paa Bjerget, og pigen, Kirsten Olesdatter, en datter af Gaardmand Ole Larsen i "Wester Schjærum i Schjærum sogn".

Forlovere.: Mads Nielsen af Fristrup og Ole Larsen af Wester Schjærum .

Allerede 30. september 1802 får parret deres første barn, Karen, døbt i Skærum kirke, og senere får de døtrene Kirsten og Anne Johanne.

 

Førstelærer P. J, Pedersen, Skærum, har om ham elskværdigt samlet og meddelt følgende: (omkring året 1920)

 

„Jeg har nu ved Samtaler med flere af V. Haldens Ejere og kendte erfaret flere pudsige Historier, som, hvis De ikke kender dem, mulig kunde være af Interesse. - Den første paastaas at være virkelig, om end den synes noget utrolig og vel meget i Overensstemmelse med Blichers ¹), naa, derfor kunde den jo nok være sand, og i alt Fald Slutningen er, synes mig, virkelig original.

 

') En aldeles lignende Historie om ham har Broderdatteren, Amtsraadsmedlem Poul Jensens Hustru i Røgild, fortalt mig.

 

Den stærke Jens Andersen, som han kaldes i Skærum, var engang kørende til Frederikshavn. Mens han gik i Byen, kom han til nogle Mænd, der stod om en mægtig Træstamme, som skulde læsses paa en Vogn. Den stærke J. A. stod lidt og saa paa deres forgæves Anstrengelser og ytrede da:

 „De' va' ossse en Pind aa vær' saa manne om, to de ku een da besørre".

De svarede ham straks med: „Kan du ene Mand læsse den, er den din". „Saa æ de naak bedst a henter min Vogn", sagde Jens Andersen. Dette skete, og han læssede ene Mand og kørte ad Skærum til. Men Læsset var tungt, og Jens Andersen var ikke stærkt kørende - han havde et ældre Øg og en ung Plag for.

Da han kom til Flisbjærg (en meget stejl Bakke vest for Skærum Kirke) kunde Plagen ikke mer. J. A. spændte saa denne fra og sig selv for sammen med Øget. Saa gik det op over Bakken, men stærke J. A. traadte saa fast, at Træskobundene gik i Løbet. Kommen over Bakken standsede de. Han klappede det gamle Øg paa Halsen og udbrød:

„A var kaske val hoer ve dæ gammel brun".

 

En Dag stod J. A. ude paa sin Mark ved Skærumvejen og „standede" en Plov. En fremmed kom til og spurgte om, hvor den saakaldte stærke Jens Andersen boede. Den adspurgte stod netop ved Plovens Haandtag; han fattede om disse og pegede med Ploven i udstrakte Arme mod Vester Halden. Saa vidste den fremmede Besked. (Den samme Historie har jeg mærkeligt nok hørt i min Barndom paa Nørre Sundbyegnen, Navn og Sted var da et andet, hvilket husker jeg ikke)'). Men selv stærke Jens Andersen fandt sin Overmand ogsaa paa disse Egne. Holdtes der Marked eller lignende større Folkesammenkomst, plejede man gerne at bede stærke J. A. om at give Møde og fungere som en Slags Ordenshaandhæver, hvad han jo ifølge sin Styrke var vel kvalificeret til. Dertil var han ogsaa en Tid lang villig. Men til sidst skete det paa Hørmested Marked, at en stedlig Kraftkarl præsenterede sig for ham. De vekslede efter Egnens Skik og Brug Haandtryk, og stærke Jens Andersen mærkede straks paa dette, at han her stod over for sin absolutte Overmand paa det fysiske Omraade. Siden da var han ikke til at formaa til at være Ordenens Haandhæver paa slige Steder mer.

Hvor meget eller hvor lidt historisk Paalidelighed, der nu ligger til Grund for disse Anekdoter, kan jeg naturligvis ikke udtale mig om; at de lever paa Egnen i Folkemunde med Tilknytning til stærke Jens Andersens Navn, er maaske, naar alt kommer til alt, det eneste paalidelige, men selv dette er jo i og for sig et interessant og karakteristisk Eftermæle sat af Folket selv over en af dets egne."

 

Fra slægtsbogen”Slægten Berg”.

 

Jens Andersen kaldtes i sin Hjemegn Jens Bierg (”den stærke Jens Bierg"), i Skærum ”store" eller ”stærke Jens Andersen". De ældste nulevende af Slægten i Aabyegnen skildrer ham som meget stor og stærk, en hel Kæmpe. Den store Sten paa Gaardspladsen i ”Bjerget" med Indskrift ”S. B. 1815" (Søren Bierg 1815) skal han alene have ført dertil fra et Sted uden for Gaarden.

 

Fra Store Vildmose sagn og historier fra Store Vildmose udgivet af naturskolen i Store Vildmose.

 

På Aaby Bjerg ligger den ældgamle bebyggelse, gården "BJERGET". Gårdens beboere stammer fra Peder Christensen fra Egholm, som o. 1720 giftede sig med enken på Bjerget. Bjergfolkene var bekendt for deres styrke, og "Den stærke Jens Bjerg i Skærum" (1775-1855) var berømt over hele Vendsyssel på grund af sine mægtige kræfter.

 

Jens Andersen døde på Vester Halden i Skærum Sogn, den 3. november 1855, 80 Aar gl., og var ved sin Død Aftægtsmand samme Sted.

  

Ved hans Død findes følgende i:

 

"Frederikshavns Avis" 1855 9/11, Nr. 181:

 

„- I disse Dage er død her i Egnen, i Skjærum Sogn, en Mand, ”den store Jens Andersen" kaldet, der senest levede som Aftægtsmand paa sin forrige Bondegaard. Det ham tillagte Prædicat ”stor"  havde dog ikke saa meget Hensyn enten til det Aandige i ham eller til nogen særdeles sjelden Størrelse af Legemet, .endskjønt han unægteligen var svært bygget, men hentydede paa hans overordentlige Styrke. Han var saaledes bekjendt for at kunne tage en Sæk med en Tønde Rug fat med den ene af sine Hænder og lægge den op paa Ryggen af en Hest, ligesom han ogsaa kunde tage en god Bondehest under sin Am (?) og spadsere omkring med den. Paa et Marked har man ogsaa engang seet ham ved et ordentligt Stød paa eengang at strække til Jorden en heel Klynge Søfolk, der utidigt havde givet sig til at spøge med Cyklopen. Han var forøvrigt som de fleste legemsstærke Mennesker begavet med Sindighed og Taalmodighed, og Døden gjæstede ham uden Smerter og uden at fremkalde et Suk, idet han, 80 ½ Aar gammel, sad og underholdt sig med sin Familie, da hans Øje lukkedes.

(Ab. Avis)."

Jørgen Baier

 

Østervrå biograf.

 

I året 1925 fik snedkermester Jens Jacob Friismose, Østervrå, bevilling til at drive biograf i Østervrå og Thorshøj, og senere blev bevillingen udvidet til også at gælde i Vrå.

 

I Østervrå fandt filmforevisningen sted i hotellets sal. Oven over indgangen til salen havde han fået lavet et aflukke til sine apparater, og derfra fremviste han sine film, hvorfor der var lavet to huller i væggen ind til salen. Han kom op til sit operatørrum ad en udvendig trappe, som vist nok ikke var blevet godkendt af arbejdstilsynet i dag, da den ikke var forsynet med gelænder. Det store flytbare lærred stod på scenen foran det nedrullede scenetæppe.

Billetsalget foregik i gangen udenfor salen. Der sad mælkehandler og fragtmand Johs. Brogaard og solgte billetter. I mine drengeår for 60 -70 år siden var prisen 35 øre for børn og 50 øre for voksne!

Det var ikke polstrede sæder, man sad på, men det var trods alt træbænke med klapsæder og rygstød; dog var de tre forreste bænke, som var beregnet til børn, ganske almindelige bænke uden rygstød.

Der blev vogtet nøje på, at man ikke satte sig på de gode sæder, men når lyset blev slukket, kunne de mest dristige af os godt finde på at liste sig hen på de nok så behagelige sæder.

I de allerførste år, Friismose havde biograf, var talefilmen ikke opfundet, så det var kun billeder uden lyd, man viste. Derfor måtte man have klavermusik til at illustrere handlingen. Denne musik blev leveret af fru Friismose, som var meget dygtig til at spille klaver. Hun blev af og til afløst af lærerinde frk. Haages fra realskolen.

Efter at talefilmen havde holdt sit indtog blev fru Friismose degraderet til at holde øje med, om børnene opførte sig ordentligt, og hun behøvede kun at vise sig ved børnepladserne og kigge ud over alle de urolige hoveder, så blev der omgående ro i lejren. Hun havde et noget respektindgydende væsen, men var i grunden en meget venlig dame.

Det var ikke så moderne apparater, der var installeret i Østervrå. Der kunne derfor ikke være en hel film i apparatet, så der måtte skiftes spole midt i forestillingen. Så blev der 10 minutters pause, mens Friismose skiftede spole. Pausen blev benyttet til, at mange gik udenfor for at få en smøg. Det skete også tit, at filmen gik i stykker, så der kunne godt blive 2–3 pauser i en forestilling.

Den faste biografdag i Østervrå var onsdag, bortset fra den dag det var Østervrå marked, hvilken begivenhed altid fandt sted den første torsdag i oktober. Så spillede biografen et par gange om eftermiddagen. Der skulle jo være markedsbal om aftenen. Til Markedsdagen var forestillingen næsten altid den meget populære danske film ”Barken Margrethe af Danmark” eller også en film med det danske komikerpar Fyrtårnet og Bivognen, og der var naturligvis stuvende fuldt hus til hver forestilling.

 

I tiden efter 1945 blev det svært at lokke publikum til at sidde på en træbænk, når man skulle i biografen. Man kunne bare tage sin bil og køre til den nærmeste by, hvor man kunne sidde på magelige, polstrede stole. Rundt om i byer af Østervrås størrelse blev der bygget biografteatre, og Friismose, som var en initiativrig mand, byggede også en biograf i Østervrå. Den stod færdig i efteråret 1948.

Hvilken dato den blev indviet, kan jeg ikke huske, men da mine forældre kom en del sammen med Friismoses, blev vi højtideligt inviteret med til premieren. I dagens anledning var det en helt ny dansk film, som fik sin første opførelse i ”Østervrå Bio”, nemlig ”Støt står den danske sømand”, en film om danske søfolks farlige og uhyggelige arbejde under 2. verdenskrig.

Byggeriet af biografen var nok blevet dyrere, end Friismose havde regnet med, for ikke ret lang tid efter solgte han biograf og hus og flyttede til Århus.

 

Jørgen Baier.

 

En annonce fra 1939

 

Foreningens Bestyrelse :

Vivi Jensen, Kolonihavevej, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 13 57

Karen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Jørgen Baier, Højlundsvej 34, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 10 02

Villy Sørensen, Friggsvej 18, 9800 Hjørring

Tlf 96 23 01 65

Erik Wulff Sørensen, Søndergårdvej 18, 9750 Østervrå

Tlf 98 95 12 87

 

Foreningens hjemmeside.: http://www.Torslev.dk