Juni 2006

No. 40

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Østervrå Lokalhistoriske Forening

 
 

 

 

 

 

 

 

 


Skotøjshandler og kørelærer Harald Carlsen.

 

Harald Carlsen (1896-1972) blev født i Hørby sogn den 3. april 1896. Som syvårig blev han i 1903 anbragt på Elling Fattiggård, hvor han var i en periode, indtil bedstefaderen i Åsted tog sig af ham på det offentliges bekostning. Her boede han, indtil han i 1911 blev tjenestekarl i Bindslev, hvor han også blev konfirmeret.

Som ganske ung sejlede han, og det var på det tidspunkt, han traf Dagmar (1903-1981), der blev hans kone. De havde lært hinanden at kende på Mors, hvor Dagmars far var skomager. En tid efter deres forlovelse flyttede svigerforældrene til Østervrå, hvor de bosatte sig i det hvide hus på hjørnet af Hjørringvej og Vinkelvej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Dagmar fik plads i Grydbæk, hvor hun fik en ”gal” finger, der desværre måtte sættes af. Da hun nu ikke mere var fuldt arbejdsdygtig, mistede hun sit arbejde, og derfor syntes Harald, at de hellere måtte gifte sig. På grund af uheldet med fingeren var giftermålet sket i al hast, så snakken gik jo, men først efter to år blev deres ældste søn, Elis (1924-2004), født. I 1926 fik de sønnen Anker, som de til deres store sorg mistede, da han i 1942 døde af gigtfeber.

I den første tid boede det unge par hos Dagmars forældre, indtil de købte ”Skomagerhuset”. Her havde Carl Christensen haft skotøjsforretning i mange år. Hans kone, Sine, var hjemmebager og havde en lille bagerforretning i samme hus ind mod Centrum. Her kom de unge mennesker hen om aftenen for at købe pandekager, og derfor fik hun selvfølgelig navnet ”Pandekagemutter”.

I 1920 solgte Carl Christensen solgte skomagerhuset til S. Pedersen , som dog ikke holdt længe. Han måtte opgive af økonomiske årsager, hvorefter Harald Carlsen greb chancen, og den 5. april 1923 fik han fogedudlægssskøde på huset af en B. Chr. Pedersen.

Det gamle rødstenshus eksisterer ikke mere, men det lå midt i Østervrå ved siden af Centrum og med front mod Hjørringvej. De to bygninger var adskilt af Centrums gårdsplads. På den anden side af Skomagerhuset var Skolegade, der førte ud forbi den gamle kommuneskole. Huset lå således på hjørnet af Østergade (Hjørringvej) og Skolegade (Vrængmosevej).

 

 

SKÆBNEBLADE

 

fra hav og havn i storm og stille

 

Fra en gammel sømands hukommelsesrige erindringskiste bringer vi en aabenhjertig og bramfri beretning fra den tid, da han som lille forkuet bondedreng, der aldrig før havde sat sine ben paa et skibsdæk, kom til Frederikshavn og fik hyre som kokkedreng paa en af de store sejlkuttere, der skulle paa Nordsø-fiskeri.

 

Den 73-årige Harald Carlsen, der nu bor i Syvsten ved Sæby, fortæller i denne beretning et kapitel fra sin tidligste ungdom. Harald Carlsen, der havde haft en forkvaklet barndom, blev allerede som syv-årig anbragt på Elling fattiggård og derefter på sognets bekostning anbragt hos bedstefaderen i Aasted. Harald blev konfirmeret og ønskede nu af hele sit hjerte at bortryste sin forkuede fortid. Derfor travede han på sine ben til Frederikshavn for at søge hyre på en fiskerkutter. Om sit videre skæbneforløb fortæller den nu grånende Gubbe...

 

På sejlkutteren „Oline Jensine" hed kokken Ditlev Svendsen - en gæv gut fra Strandby. Han var nu fyldt 18 år og dermed blevet for gammel til at være kokkedreng. Jeg blev antaget som hans afløser. Da vi først skulle sejle om et par dage, havde jeg god lejlighed til at studere skibet og prøve at finde ud af min fremtidige tilværelse som fisker. Jeg boede alene om bord - ingen kunne vise mig til rette, og alt var så uvant for mig.

Sandt at sige havde jeg heller aldrig før været om bord i et skib ... og jeg var kun en lille forsagt bondedreng, der nu for første gang skulle prøve at gå på Nordsø-fiskeri.

 

En times tid før afsejlingen kom besætningen ombord. Skipperen, Thomas Thomasen, gav straks ordre: „Se så at få lavet noget kaffe i en fart, Harald!" Det havde jeg aldrig prøvet før. En svag anelse fortalte mig, at jeg skulle have vandet i kog, og for at konstatere, når vandet var på kogepunktet, måtte der stå en ordentlig sky af damp fra kedlen.

 

Kaffekanden om bord i „Oline Jensine" var på størrelse med en mindre mælkejunge. Den stod endnu halvfuld af flere dage gammel kaffe, og det grumsede indhold i kaffeposen lugtede både muggent og surt. Fra min tidligere tilværelse havde jeg kun kendt til kaffe i julehelligdagene -  resten af året var det for

fattigfolk en kostbar luksus. Jeg turde derfor ikke smide den halve kandefuld gamle, sure kaffe bort, men nøjedes med at skylle posen og derefter komme tre ganske små teskefulde ny kaffe i posen.

Skipperen tog en slurk af mit første produkt, spyttede det hurtigt ud igen med et: „Føj for den lede!" og smed det hele hen ad dørken, så det kunne løbe ned i spygattet i hjørnet af lukafet. Ditlev Svendsen måtte brygge en ny forsyning, og jeg havde åndsnærværelse nok til at bemærke mig hans fremgangsmåde: Otte toppede spiseskefulde kaffe i stedet for mine beskedne tre teskefulde.

 

SØSYGENS KVALER

 

Så blev sejlene sat, og vi lagde fra kajen. Allerede ude i yderhavnen gik der kraftige dønninger. Jeg følte mig slatten i knæene og gik op i forstavnen for at lægge mig til hvile i ankertovene. Endnu før vi rundede molehovederne, var jeg i fuld gang med at brække mig. Jeg fik lov at blive liggende i ankertovene og kom først til hægterne, da vi havde passeret Hals. Gennem hele Limfjorden gik det nogenlunde med mig, men da vi i skrap vestenvind stak næsen uden for Thyborøn, begyndte kvalerne igen. Jeg troede, at hver time var min sidste. Og i otte samfulde døgn lå jeg det meste af tiden og rullede rundt i køjen uden at få hverken vådt

eller tørt.

 

Vi landede i Esbjerg, og jeg fik lov at gå en tur i land for igen at prøve at have fast grund under træskostøvlerne. Jeg var blevet sulten, og i en bagerbutik købte jeg for 1 krone en pose 2-øres jødekager - det blev altså til 50 ialt, så nu skulle der holdes festmåltid, l det lille anlæg ved siden af dampmøllen lagde jeg mig på ryggen og begyndte at gnave på den første kage. Mine øjne faldt på de drivende skyer og dampmøllens høje skorsten. Jeg syntes, den lignede stormasten på „Oline Jensine", og havde følelsen af, at den svajede i toppen. Så var søsygen over mig igen -jeg lod kager være kager og vaklede til havnen for igen at komme til køjs.

 

Vi stak til søs igen, og mine søsygekvaler fortog sig efterhånden. Jeg fik lært at bestille noget. Madlavningen skiftede mellem kogt eller stegt fisk og en kæmpegrydefuld pillekartofler. Eftermaden var hver dag sødsuppe med svedsker, den ene dag blandet med havregryn og den næste dag byggryn.

 

„- - SÅ ER DEN LEDE FANDEN IGEN        

      KOMMET OM BORD".

 

Fiskerne var dengang meget overtroiske og tog varsler af de mest dagligdags hændelser. En tidlig morgen skulle vi således fra Frederikshavn sejle på fiskeri i det sydlige Kattegat. Som vi plejede, blev sejlene sat inde i havnen. Da alle mand med en rask opsang hejsede det store topsejl til vejrs, sprang faldet, og hele redeligheden brasede ned i hovedet på os. - „Så var den lede fanden igen kommet om bord hos os ... det kunne ikke nytte noget at gå til havs denne dag ... ulykken ville forfølge os på hele turen!"

 

På min spagfærdige bemærkning, at det måtte være faldet, der havde været råddent, hed det, at det havde sådan en snotnæset hvalp ingen forstand på.

 

KUTTER „NORDPOLEN" OG SKIPPER ALBINUS LARSEN

 

Efter et års forløb skiftede jeg fra „Oline Jensine" og fik hyre med FN-kutteren „Nordpolen", hvis skipper var Albinus Larsen. Albinus Larsen var en stout og retlinet fiskertype, der ved sit gode eksempel kom til at betyde meget for min udvikling. Lad mig også nævne andre, som jeg dengang sejlede sammen med: Oskar Lisborg, „Kiel" fra Tuxensgade og Jens Højen samt ikke at forglemme de to brødre Ditlev og Chr. Svendsen

fra Strandby. Det var gutter, der prydede den danske fiskerstand, og jeg vil stadig mindes dem med glæde.

Samværet med dem hører til mine bedste ungdomsminder.

 

Vi tjente gode penge, men sled også hårdt for dem. Det kunne hænde, at vi i otte dage ikke var af tøjet eller til køjs, især på den tid, da vi fiskede rødspætter om dagen og tunger om natten.

 

Da jeg havde fisket et par års tid med „Nordpolen", var første verdenskrig brudt ud, og kutterne blev lagt op.

Jeg tog så fat på skipperskolen i Frederikshavn og opnåede en fin eksamen og oven i købet et kontant pengebeløb for flid og dygtighed. Jo, det passer, for det stod skam i avisen næste dag.

 

„KÆNTRET SKIB FORUDE - ".

 

Samme dag, som jeg forlod skipperskolen, søgte jeg hyre på dampskibet ”London" af København, der lå i Frederikshavns havn. Jeg blev hyret som letmatros til 45 kroner om måneden plus det dobbelte, når vi sejlede i farezonerne. „London" skulle afgå til Methil i England efter en last kul til Danmark, i Christianssand

skulle vi mødes med en halv snes andre fartøjer for at gå i samlet konvoj over Nordsøen under beskyttelse af et engelsk krigsskib. Vi kom ikke i konvoj, for da vi var kommet nogle mil vest for Skagen, brød der en orkan løs. l samfulde tre døgn lå vi og stampede og havde hele tiden Hanstholm fyr i sigte. Vi drev op til norskekysten og havde en vendetur helt ned til Texel ved den hollandske kyst.

 

En dag, da vejret havde bedret sig lidt, lød råbet fra udkigsmanden: „Kæntret skib forude!" Og for os andre så det grangiveligt ud, som om det var kølen af et kæntret fartøj. Da vi nåede hen til stedet, opdagede vi til vor skræk, at det var en tysk undervandsbåd. Den cirklede rundt om os et par gange og ligesom snusede til os. Så forsvandt den, og vi forstod, at da vi kom i ballast, havde det ingen interesse for tyskerne at torpedere os - det var en bedre gevinst at sænke os, når vi i lastet stand var på tilbagerejsen.

 

Da vi efter otte døgns forløb nåede England, fik vi at vide, at alle skibene i konvojen fra Christianssand var blevet sænket af tyske undervandsbåde i Nordsøen ...

 

N. P.

 

Fortælling i Jul i Vendsyssel i 1970 erne

 

 

 

 

Forretninger og beboere i Skomagerhuset.

 

Skomagerhuset udnyttet til sidste cm ², og der var i en periode utrolig meget i gang i huset, som sydede af aktivitet. Dagmar og Harald bosatte sig i lejligheden på første sal, og samtidig overtog de skotøjsforretningen, der lå midt i huset. Den kom Dagmar til at passe.

 

I værkstedet i baghuset reparerede Harald cykler og motorcykler, og den beskæftigelse bibeholdt han - også da han efter nogle år blev kørelærer.

 

I den vestre ende af Skomagerhuset gik der et par trin op til Niels Sørensens træskobutik på hjørnet. Inde ved siden af butikken var der et lille værksted, hvor Niels, der i daglig tale blev kaldt ”Træ-Niels”, sad og lavede træsko.

Træskobutikken blev nedlagt, da Niels Sørensen giftede sig og byggede det røde murstenshus på Hjørringvej 444, hvor der senere blev central og skrædderværksted. Her blev der privatbolig i stueetagen med træsko- og tobaksbutik i den østre ende af huset samt værksted ud mod gården. Tømrer Aage Jensen, der senere fik tømrervirksomhed i Nørregade (Primulavej ) lejede 1. salen og havde tømrerværksted i kælderen.

Først i 50erne byggede Niels Sørensen hus i Strømgade 3, hvor han fortsatte sit virke som træhandler, indtil han afgik ved døden i 1971.

 

Da Harald Carlsen overtog Skomagerhuset, fik hans svigerfader lappeskomagerværksted i kælderen under den daværende træskoforretning. Han efterfulgtes af skomager Peter Christensen, som afløstes af ungkarlen Toft, der var en meget dygtig skomager. Derefter kom skomager Hansen til. Skomagerværkstedet i kælderen ophørte imidlertid, da Hansen efter nogle år flyttede værkstedet op på Mellergårds bakke, hvor han byggede hus ved det gamle vandtårn, som tyskerne under krigen havde benyttet som observationspost for at holde øje med fjendtlige bombeflyvere. Efter nogle år byggede han igen hus med skomagerværksted, denne gang på Høngårdsvej 3.

 

Tilbage til Skomagerhuset.

Efter ”Pandekagemutter” kom der barbersalon ind mod Centrum. Den første indehaver var bror til træskohandler, Niels Sørensen, og hans efterfølger blev Trolle Vadum, der var barber under krigen. Barberens lille lejlighed bag salonen bestod af en stue, et soveværelse og et køkken.

Trolle Vadum var stationsforstandersøn fra Saltum og begyndte som barber i den vestre ende af Viktor Hejslets hjemmebageri i Østergade (Hjørringvej 449). Efter krigen flyttede han til Sæby, hvor hans søn, Ole Vadum, mange år senere var socialdemokratisk medlem af Sæby Byråd, indtil han omkom ved en bilulykke.

 

Elis Carlsen, der var uddannet som kommis, tog senere uddannelse som kørelærer, hvorefter han blev Haralds kompagnon. Hans kone Ella hjalp Dagmar i skotøjsforretningen, og da Harald og Dagmar flyttede til Syvsten, købte Elis Carlsen Skomagerhuset, og hans kone Ella drev forretningen videre, indtil huset den 16. april 1956 blev eksproprieret af Torslev Kommune pga. en gaderegulering og efterfølgende nedrevet. Derefter købte Elis Carlsen huset i Møllegade 28, hvor han levede til sin død i 2004.

 

Karen Baier

 

 

Skomager Christian Carl Peter Christensen.

Skomagerhuset

 

Carl (*1868) og Sine (*1866) Christensen, der begge var født i Serritslev Sogn, kom til Vraa (Østervrå) fra Brønderslev i 1901. Fire år senere, den 12. januar 1905, købte de matr. no. 4s af kroejer Winther. Det vides ikke, hvor de boede i tiden 1901-1905.

Carl Christensen drev skotøjsforretning i Skomagerhuset i årene 1905-1920, hvor Sine eller ”Pandekagemutter”, drev en lille bagerforretning i den ene ende af Skomagerhuset ind mod Centrum.

I årene 1892-1909 fødte Sine 4 drenge og 3 piger. Af folketællingslisten fra 1911 fremgår det, at den ældste søn, Johannes (*1892), var i skomagerlære hos faderen, hvorimod den næstældste søn Peter (*1894) ikke er opført som hjemmeboende på det tidspunkt. Sandsynligvis har han været ude at tjene.

Peter Christensen døde allerede som 26 årig. Han blev begravet på Østervrå Kirkegård d. 13. april 1920, og i gravbogen står han opført som søn af skomager Carl Christensen og med bopæl på Milbakken, en stor gård i Lendum.

Syv måneder senere mistede Carl og Sine deres næstyngste søn Theodor (*1909), som kun blev 11 år. I mellemtiden havde de solgt Skomagerhuset og havde overtaget Milbakken efter deres afdøde søn, Peter. Theodor blev også begravet på Østervrå Kirkegård. Gravbogen viser, at det skete den 23. november 1920, og at han var søn af Carl Christensen, Milbakken.

Efter sigende gik Carl og Sine Christensen i stykker på købet af Milbakken. I 1929 var de igen tilbage i Østervrå, hvor de oprettede skotøjsforretning og skomagerværksted i den vestlige ende af det gamle bagerhusHjørringvej 434, indtil Carl Christensen holdt op i 1934 i en alder af 66. Herefter var Harald Carlsen igen eneforhandler af skotøj i Østervrå.

 

Karen Baier

med oplysninger fra Erik Wulff Sørensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


For 75 Aar siden — 1878.

H j ø r i n g, 12. Juni. Ved Tørvegravning den 23. Maj i en Krogens Mølle i Torslev Sogn underhørende Mose, tilhørende Proprietær Mosel, stødte vedkommende Arbejdsmand ca. l½ Alen under Tørvemosens Overflade paa et Menneskeskelet, der havde været iført en Skindklædning. Arbejdsmanden blev først opmærksom paa noget Skind, som han trak frem af Mosen, hvorefter en Del Knogler og Ben kom til syne, uden at de dog alle kunde optages, da en Del faldt ned i Tørvegraven, i hvilken der er noget Vand. Skindklædningen og Dele af Skelettet bleve indsendte til Oldnordisk Museum, som meddeler, at Fundet formenes at stamme fra den sidste Periode af Hedenold.