Juni 2006 No. 40
Østervrå Lokalhistoriske Forening
Skotøjshandler
og kørelærer Harald Carlsen.
Harald
Carlsen (1896-1972) blev født i Hørby sogn den 3. april 1896. Som syvårig blev
han i 1903 anbragt på Elling Fattiggård, hvor han var i en periode, indtil
bedstefaderen i Åsted tog sig af ham på det offentliges bekostning. Her boede
han, indtil han i 1911 blev tjenestekarl i Bindslev, hvor han også blev
konfirmeret.
Som
ganske ung sejlede han, og det var på det tidspunkt, han traf Dagmar
(1903-1981), der blev hans kone. De havde lært hinanden at kende på Mors, hvor
Dagmars far var skomager. En tid efter deres forlovelse flyttede
svigerforældrene til Østervrå, hvor de bosatte sig i
det hvide hus på hjørnet af Hjørringvej og Vinkelvej.
Dagmar
fik plads i Grydbæk, hvor hun fik en ”gal” finger,
der desværre måtte sættes af. Da hun nu ikke mere var fuldt arbejdsdygtig,
mistede hun sit arbejde, og derfor syntes Harald, at de hellere måtte gifte
sig. På grund af uheldet med fingeren var giftermålet sket i al hast, så
snakken gik jo, men først efter to år blev deres ældste søn, Elis (1924-2004),
født. I 1926 fik de sønnen Anker, som de til deres store sorg mistede, da han i
1942 døde af gigtfeber.
I
den første tid boede det unge par hos Dagmars forældre, indtil de købte ”Skomagerhuset”. Her havde Carl Christensen haft
skotøjsforretning i mange år. Hans kone, Sine, var hjemmebager og havde en
lille bagerforretning i samme hus ind mod Centrum. Her kom de unge mennesker
hen om aftenen for at købe pandekager, og derfor fik hun selvfølgelig navnet ”Pandekagemutter”.
I
1920 solgte Carl Christensen solgte skomagerhuset til
S. Pedersen , som dog ikke holdt længe. Han måtte
opgive af økonomiske årsager, hvorefter Harald Carlsen greb chancen, og den 5.
april 1923 fik han fogedudlægssskøde på huset af en
B. Chr. Pedersen.
Det
gamle rødstenshus eksisterer ikke mere, men det lå midt i Østervrå
ved siden af Centrum og med front mod Hjørringvej. De
to bygninger var adskilt af Centrums gårdsplads. På den anden side af Skomagerhuset var Skolegade, der førte ud forbi den gamle
kommuneskole. Huset lå således på hjørnet af Østergade (Hjørringvej)
og Skolegade (Vrængmosevej).
SKÆBNEBLADE
fra
hav og havn i storm og stille
Fra
en gammel sømands hukommelsesrige erindringskiste bringer vi en aabenhjertig og bramfri beretning fra den tid, da han som lille
forkuet bondedreng, der aldrig før havde sat sine ben paa
et skibsdæk, kom til Frederikshavn og fik hyre som kokkedreng
paa en af de store sejlkuttere, der skulle paa Nordsø-fiskeri.
Den
73-årige Harald Carlsen, der nu bor i Syvsten ved Sæby, fortæller i denne
beretning et kapitel fra sin tidligste ungdom. Harald Carlsen, der havde haft
en forkvaklet barndom, blev allerede som syv-årig
anbragt på Elling fattiggård og derefter på sognets bekostning anbragt hos
bedstefaderen i Aasted. Harald blev konfirmeret og ønskede nu af hele sit
hjerte at bortryste sin forkuede fortid. Derfor travede han på sine ben til
Frederikshavn for at søge hyre på en fiskerkutter. Om sit videre skæbneforløb
fortæller den nu grånende Gubbe...
På
sejlkutteren „Oline Jensine" hed kokken Ditlev Svendsen - en gæv gut fra
Strandby. Han var nu fyldt 18 år og dermed blevet for gammel til at være kokkedreng. Jeg blev antaget som hans afløser. Da vi først
skulle sejle om et par dage, havde jeg god lejlighed til at studere skibet og
prøve at finde ud af min fremtidige tilværelse som fisker. Jeg boede alene om
bord - ingen kunne vise mig til rette, og alt var så uvant for mig.
Sandt
at sige havde jeg heller aldrig før været om bord i et skib ... og jeg var kun
en lille forsagt bondedreng, der nu for første gang skulle prøve at gå på
Nordsø-fiskeri.
En
times tid før afsejlingen kom besætningen ombord. Skipperen, Thomas Thomasen,
gav straks ordre: „Se så at få lavet noget kaffe i en fart, Harald!" Det
havde jeg aldrig prøvet før. En svag anelse fortalte mig, at jeg skulle have
vandet i kog, og for at konstatere, når vandet var på kogepunktet, måtte der
stå en ordentlig sky af damp fra kedlen.
Kaffekanden
om bord i „Oline Jensine" var på størrelse med en mindre mælkejunge. Den
stod endnu halvfuld af flere dage gammel kaffe, og det grumsede indhold i
kaffeposen lugtede både muggent og surt. Fra min tidligere tilværelse havde jeg
kun kendt til kaffe i julehelligdagene - resten af året var det for
fattigfolk en kostbar luksus. Jeg turde derfor ikke smide den halve kandefuld
gamle, sure kaffe bort, men nøjedes med at skylle posen og derefter komme tre
ganske små teskefulde ny kaffe i posen.
Skipperen
tog en slurk af mit første produkt, spyttede det hurtigt ud igen med et: „Føj
for den lede!" og smed det hele hen ad dørken, så det kunne løbe ned i
spygattet i hjørnet af lukafet. Ditlev Svendsen måtte brygge en ny forsyning,
og jeg havde åndsnærværelse nok til at bemærke mig hans fremgangsmåde: Otte
toppede spiseskefulde kaffe i stedet for mine beskedne tre teskefulde.
SØSYGENS
KVALER
Så
blev sejlene sat, og vi lagde fra kajen. Allerede ude i yderhavnen gik der
kraftige dønninger. Jeg følte mig slatten i knæene og gik op i forstavnen for
at lægge mig til hvile i ankertovene. Endnu før vi rundede molehovederne, var
jeg i fuld gang med at brække mig. Jeg fik lov at blive liggende i ankertovene
og kom først til hægterne, da vi havde passeret Hals. Gennem hele Limfjorden
gik det nogenlunde med mig, men da vi i skrap vestenvind stak næsen uden for Thyborøn,
begyndte kvalerne igen. Jeg troede, at hver time var min sidste. Og i otte
samfulde døgn lå jeg det meste af tiden og rullede rundt i køjen uden at få
hverken vådt
eller tørt.
Vi
landede i Esbjerg, og jeg fik lov at gå en tur i land for igen at prøve at have
fast grund under træskostøvlerne. Jeg var blevet sulten, og i en bagerbutik
købte jeg for 1 krone en pose 2-øres jødekager - det blev altså til 50 ialt, så nu skulle der holdes festmåltid, l det lille anlæg
ved siden af dampmøllen lagde jeg mig på ryggen og begyndte at gnave på den
første kage. Mine øjne faldt på de drivende skyer og dampmøllens høje skorsten.
Jeg syntes, den lignede stormasten på „Oline Jensine", og havde følelsen
af, at den svajede i toppen. Så var søsygen over mig igen -jeg
lod kager være kager og vaklede til havnen for igen at komme til køjs.
Vi
stak til søs igen, og mine søsygekvaler fortog sig efterhånden. Jeg fik lært at
bestille noget. Madlavningen skiftede mellem kogt eller stegt fisk og en
kæmpegrydefuld pillekartofler. Eftermaden var hver dag sødsuppe med svedsker, den ene dag blandet med havregryn og den næste
dag byggryn.
„-
- SÅ ER DEN LEDE FANDEN IGEN
KOMMET OM BORD".
Fiskerne
var dengang meget overtroiske og tog varsler af de mest dagligdags hændelser.
En tidlig morgen skulle vi således fra Frederikshavn sejle på fiskeri i det
sydlige Kattegat. Som vi plejede, blev sejlene sat inde i havnen. Da alle mand
med en rask opsang hejsede det store topsejl til vejrs, sprang faldet, og hele
redeligheden brasede ned i hovedet på os. - „Så var den lede fanden igen kommet
om bord hos os ... det kunne ikke nytte noget at gå til havs denne dag ...
ulykken ville forfølge os på hele turen!"
På
min spagfærdige bemærkning, at det måtte være faldet, der havde været råddent,
hed det, at det havde sådan en snotnæset hvalp ingen forstand på.
KUTTER „NORDPOLEN" OG
SKIPPER ALBINUS LARSEN
Efter et års forløb skiftede
jeg fra „Oline Jensine" og fik hyre med FN-kutteren „Nordpolen", hvis
skipper var Albinus Larsen. Albinus Larsen var en stout og retlinet fiskertype,
der ved sit gode eksempel kom til at betyde
meget for min udvikling. Lad mig også nævne andre, som jeg dengang sejlede
sammen med: Oskar Lisborg, „Kiel" fra Tuxensgade og Jens Højen samt ikke at forglemme de to
brødre Ditlev og Chr. Svendsen
fra
Strandby. Det var gutter, der prydede den danske fiskerstand, og jeg vil stadig
mindes dem med glæde.
Samværet
med dem hører til mine bedste ungdomsminder.
Vi
tjente gode penge, men sled også hårdt for dem. Det kunne hænde, at vi i otte
dage ikke var af tøjet eller til køjs, især på den tid, da vi fiskede
rødspætter om dagen og tunger om natten.
Da
jeg havde fisket et par års tid med „Nordpolen", var første verdenskrig
brudt ud, og kutterne blev lagt op.
Jeg
tog så fat på skipperskolen i Frederikshavn og opnåede en fin eksamen og oven i
købet et kontant pengebeløb for flid og dygtighed. Jo, det passer, for det stod
skam i avisen næste dag.
„KÆNTRET
SKIB FORUDE - ".
Samme
dag, som jeg forlod skipperskolen, søgte jeg hyre på dampskibet ”London"
af København, der lå i Frederikshavns havn. Jeg blev hyret som letmatros til 45
kroner om måneden plus det dobbelte, når vi sejlede i farezonerne.
„London" skulle afgå til Methil i England efter
en last kul til Danmark, i Christianssand
skulle
vi mødes med en halv snes andre fartøjer for at gå i samlet konvoj over
Nordsøen under beskyttelse af et engelsk krigsskib. Vi kom ikke i konvoj, for
da vi var kommet nogle mil vest for Skagen, brød der en orkan løs. l samfulde
tre døgn lå vi og stampede og havde hele tiden Hanstholm fyr i sigte. Vi drev
op til norskekysten og havde en vendetur
helt ned til Texel ved den hollandske kyst.
En
dag, da vejret havde bedret sig lidt, lød råbet fra udkigsmanden: „Kæntret skib
forude!" Og for os andre så det grangiveligt ud, som om det var kølen af
et kæntret fartøj. Da vi nåede hen til stedet, opdagede vi til vor skræk, at
det var en tysk undervandsbåd. Den cirklede rundt om os et par gange og ligesom
snusede til os. Så forsvandt den, og vi forstod, at da vi kom i ballast, havde
det ingen interesse for tyskerne at torpedere os - det var en bedre gevinst at
sænke os, når vi i lastet stand var på tilbagerejsen.
Da
vi efter otte døgns forløb nåede England, fik vi at vide, at alle skibene i
konvojen fra Christianssand var blevet sænket af
tyske undervandsbåde i Nordsøen ...
N.
P.
Fortælling i Jul i Vendsyssel
i 1970 erne
Forretninger og beboere i Skomagerhuset.
Skomagerhuset udnyttet til sidste cm ², og der var i en periode utrolig meget i gang
i huset, som sydede af aktivitet. Dagmar og Harald bosatte sig i lejligheden på
første sal, og samtidig overtog de skotøjsforretningen, der lå midt i huset.
Den kom Dagmar til at passe.
I
værkstedet i baghuset reparerede Harald cykler og motorcykler, og den
beskæftigelse bibeholdt han - også da han efter nogle år blev kørelærer.
I
den vestre ende af Skomagerhuset gik der et par trin
op til Niels Sørensens træskobutik på hjørnet. Inde ved siden af butikken var
der et lille værksted, hvor Niels, der i daglig tale blev kaldt ”Træ-Niels”, sad og lavede træsko.
Træskobutikken
blev nedlagt, da Niels Sørensen giftede sig og byggede det røde murstenshus på Hjørringvej 444, hvor der senere blev central og
skrædderværksted. Her blev der privatbolig i stueetagen med træsko-
og tobaksbutik i den østre ende af huset samt værksted ud mod gården. Tømrer
Aage Jensen, der senere fik tømrervirksomhed i Nørregade (Primulavej
) lejede 1. salen og havde tømrerværksted i kælderen.
Først
i 50erne byggede Niels Sørensen hus i Strømgade 3, hvor han fortsatte sit virke
som træhandler, indtil han afgik ved døden i 1971.
Da
Harald Carlsen overtog Skomagerhuset, fik hans
svigerfader lappeskomagerværksted i kælderen under den daværende
træskoforretning. Han efterfulgtes af skomager Peter Christensen, som afløstes
af ungkarlen Toft, der var en meget dygtig skomager. Derefter kom skomager
Hansen til. Skomagerværkstedet i kælderen ophørte imidlertid, da Hansen efter
nogle år flyttede værkstedet op på Mellergårds bakke,
hvor han byggede hus ved det gamle vandtårn, som tyskerne under krigen havde
benyttet som observationspost for at holde øje med fjendtlige bombeflyvere.
Efter nogle år byggede han igen hus med skomagerværksted, denne gang på Høngårdsvej 3.
Tilbage
til Skomagerhuset.
Efter
”Pandekagemutter” kom der barbersalon ind mod
Centrum. Den første indehaver var bror til træskohandler, Niels Sørensen, og
hans efterfølger blev Trolle Vadum, der var barber under krigen. Barberens
lille lejlighed bag salonen bestod af en stue, et soveværelse og et køkken.
Trolle
Vadum var stationsforstandersøn fra Saltum og
begyndte som barber i den vestre ende af Viktor Hejslets
hjemmebageri i Østergade (Hjørringvej 449). Efter
krigen flyttede han til Sæby, hvor hans søn, Ole Vadum, mange år senere var
socialdemokratisk medlem af Sæby Byråd, indtil han omkom ved en bilulykke.
Elis
Carlsen, der var uddannet som kommis, tog senere uddannelse som kørelærer,
hvorefter han blev Haralds kompagnon. Hans kone Ella hjalp Dagmar i
skotøjsforretningen, og da Harald og Dagmar flyttede til Syvsten, købte Elis
Carlsen Skomagerhuset, og hans kone Ella drev
forretningen videre, indtil huset den 16. april 1956 blev eksproprieret af
Torslev Kommune pga. en gaderegulering og efterfølgende nedrevet. Derefter
købte Elis Carlsen huset i Møllegade 28, hvor han levede til sin død i 2004.
Karen Baier
Skomager Christian Carl Peter Christensen.
Skomagerhuset
Carl
(*1868) og Sine (*1866) Christensen, der begge var født i Serritslev Sogn, kom
til Vraa (Østervrå) fra
Brønderslev i 1901. Fire år senere, den 12. januar 1905, købte de matr. no. 4s
af kroejer Winther. Det vides ikke, hvor de boede i tiden 1901-1905.
Carl
Christensen drev skotøjsforretning i Skomagerhuset i
årene 1905-1920, hvor Sine eller ”Pandekagemutter”,
drev en lille bagerforretning i den ene ende af Skomagerhuset
ind mod Centrum.
I
årene 1892-1909 fødte Sine 4 drenge og 3 piger. Af folketællingslisten fra 1911
fremgår det, at den ældste søn, Johannes (*1892), var i skomagerlære hos
faderen, hvorimod den næstældste søn Peter (*1894) ikke er opført som
hjemmeboende på det tidspunkt. Sandsynligvis har han været ude at tjene.
Peter
Christensen døde allerede som 26 årig. Han blev begravet på Østervrå
Kirkegård d. 13. april 1920, og i gravbogen står han
opført som søn af skomager Carl Christensen og med bopæl på Milbakken,
en stor gård i Lendum.
Syv
måneder senere mistede Carl og Sine deres næstyngste søn Theodor (*1909), som
kun blev 11 år. I mellemtiden havde de solgt Skomagerhuset
og havde overtaget Milbakken efter deres afdøde søn,
Peter. Theodor blev også begravet på Østervrå
Kirkegård. Gravbogen viser, at det skete den 23.
november 1920, og at han var søn af Carl Christensen, Milbakken.
Efter
sigende gik Carl og Sine Christensen i stykker på købet af Milbakken.
I 1929 var de igen tilbage i Østervrå, hvor de
oprettede skotøjsforretning og skomagerværksted i den vestlige ende af det
gamle bagerhus på Hjørringvej
434, indtil Carl Christensen holdt op i 1934 i en alder af 66. Herefter var
Harald Carlsen igen eneforhandler af skotøj i Østervrå.
Karen Baier
med oplysninger fra
For 75 Aar
siden — 1878.
H j ø r i n g, 12. Juni. Ved Tørvegravning
den 23. Maj i en Krogens Mølle i Torslev Sogn underhørende Mose, tilhørende
Proprietær Mosel, stødte vedkommende Arbejdsmand ca. l½ Alen under Tørvemosens
Overflade paa et Menneskeskelet, der havde været
iført en Skindklædning. Arbejdsmanden blev først opmærksom paa
noget Skind, som han trak frem af Mosen, hvorefter en Del Knogler og Ben kom
til syne, uden at de dog alle kunde optages, da en Del faldt ned i Tørvegraven,
i hvilken der er noget Vand. Skindklædningen og Dele af Skelettet bleve indsendte til Oldnordisk Museum, som meddeler, at
Fundet formenes at stamme fra den sidste Periode af Hedenold.