Spejlet no. 41

September 2006

 

Skomager Christian Carl Peter Christensen.

Skomagerhuset

 

Forsat fra sidste nummer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elsine og Christian Carl Peter Christensen

 

 

 

 

 

 

 

Efter nogen tid i Østervrå igen, flyttede parret til Frederikshavn, hvor de senere døde og blev begravet.

Deres datter Eleonora født i 1902 blev gift med Niels Olsen fra Kringelmose i Lendum. 

Eleonor og Niels Olsens  datter  Mie  blev født i 1928, hun bor her i byen og er gift med Poul Carlsen.

 

Erik Wulff

 

 

Alfred Nejsum

stammede fra gården St. Nejsum.  Som 24-årig startede han sit eget mekanikerværksted i Thorshøj.

I hele besættelsestiden nægtede han at arbejde for tyskerne og ydede også en stor indsats i modstandskampen.

Efter krigen flyttede han sit værksted til Østervrå, og efter et par år fik han forhandlingen af den populære VW Folkevogn.

Han havde også Maskinfabrikken i Møllegade, hvor der var fabrikation og salg af landbrugsmaskiner. På den måde skabte han mange arbejdspladser og var med til at præge udviklingen i byen.

Nejsum var en meget behagelig mand, som var vellidt og respekteret af alle.

 

I vinteren 1987 gæstede Alfred og Aase Nejsum Torslev Lokalhistoriske Forening for at fortælle om deres tid i Thorshøj. Foredraget blev optaget på bånd, og nedenstående er et referat af det, Alfred Nejsum fortalte ved den lejlighed.

 

Alfred Nejsum fortæller.

 

Jeg blev født i 1914 på St. Nejsum i Skæve Sogn og kom i lære i 1930 hos Gravesen i Dronninglund. Omkring 1935 overtog han Ford i Brønderslev, og der var jeg i mere end tre år indtil foråret 1938, da jeg begyndte forretning i Thorshøj. Jeg havde en sparekassebog på knap 6.000 kr., som hurtigt blev brugt til værktøj, og så var der ikke noget at drive forretning for. Det duede jo ikke, men far lovede at kautionere med 3.000 kr. for en kassekredit, og han mente, vi kunne prøve Torslev Sparekasse.

En dag, min far var i Thorshøj, gik vi hen på Hotellet, hvor lærer Fischer fra Try havde kontortid. Han var vist direktør for sparekassen. Nå, min far var, som han havde for vane, iført sit arbejdstøj og træsko. Først gik min far ind og jeg bagefter i passende afstand. Fischer sad i modsatte side ved en skolepult. Nogle skridt inde sagde min far: ”Kan det lade sig gøre at låne en tre tusind til den her bette klør?” ”Nej”, sagde Fischer. ”Farvel”, sagde min far. Audiensen var slut.

Det lykkedes senere at få 3.000 kr. i Sæby Bank ved hjælp af et par ekstra-kautionister. Min far kunne vist nemt have lånt mig de 3.ooo kr. af sin egen lomme, men jeg skulle lære at passe mig selv.

 

 

Købmandsgården i Thorshøj var min fars ejendom; han havde overtaget den ved tvangsauktion. Først var jeg lejer, og senere blev jeg ejer. Der blev indrettet værksted i den fløj, der vender ud mod landevejen, og det lille reservedelslager, som er væk nu, var bygget ud som sådan en lille knast. Reservedelslagrene var jo ikke ret store dengang efter nutidens mål.

Det hvide hus på den anden side af indkørslen havde min far bygget, før jeg kom derned, og senere boede jeg i den øverste lejlighed der. Til at begynde med boede jeg i Købmandsgården oppe i vestre ende ud mod det sted, hvor Sparekassen ligger nu. Købmandsforretningen blev bestyret for min far af købmand Otto Jensen og hans kone Lis, som jeg spiste hos. Efter nogle år blev han købmand i Kirkholt.

 

Jeg startede omkring 1. maj 1938, hvor der er noteret en reparation udført for tømrer Chr. Jensen, Try. Der er ikke nogen timepris på, men jeg mener, at jeg regnede med ca. 2 kr. i timen. I begyndelsen var der nogle, der sagde, at jeg ikke var rigtig klog at tage så meget i timen. Det ville da aldrig gå godt, for Valdemar Nielsen oppe i den anden ende af byen tog kun halvt så meget. Foruden mekanikerforretning havde han også en vognmands forretning.

Fra begyndelsen havde jeg bestemt, at jeg ville tage en ordentlig timeløn, for at jeg ikke skulle til at sætte timelønnen op, hvis jeg skulle få brug for en svend.

Jeg fik vist 1,10 kr., da jeg forlod Brønderslev. De tilbød mig godt nok 20 % ekstra, hvis jeg ville blive deroppe, men det kunne jeg ikke så godt, for min far og min ældste broder havde bestemt, at jeg nu var gammel nok til at starte for mig selv. Det var bestemt ikke med spor begejstring, at jeg begyndte dengang, for jeg havde mindreværdsfølelse, men fars vilje var jo lov og ikke sådan noget, man kunne tænke sig at sætte sig op imod.

Efter at jeg var begyndt på værkstedet, mødte jeg en dag gdr. Chr. Jensen, Try Vestergård. Han kiggede noget på mig, og så sagde han: ”Nå, du vil til at begynde på værksted i Thorshøj. Jeg troede ellers, at man skulle have samvittigheden opereret væk, før man begyndte at arbejde med biler”.

 

Jeg kom aldrig til at mangle arbejde. Tværtimod kom der i løbet af kort tid så meget arbejde, at jeg tit måtte arbejde til langt ud på natten. Jeg husker en nat, hvor jeg arbejdede til kl. 4 om morgenen. Det var for lærer Christensen oppe fra Søholt, ham, der senere blev førstelærer oppe på kommuneskolen i Østervrå. Jeg syntes, det var for sent at gå i seng – klokken var jo 4 - så jeg tog nogle sække og lagde mig på gulvet inde i et lille lager. Jeg skulle jo lige straks op igen, men jeg vågnede først kl. 9, da Christensen stod og bankede på døren. Hans Chevrolet skulle have en bette tur, for han skulle til Paris, og så måtte jeg skynde mig op og lave noget igen. Sådan var det tit – det med at arbejde om natten.

Jeg havde alt for meget arbejde om natten. Så kom jeg til at lægge mærke til, at jeg, når jeg blev for træt, kunne høre et ur tikke oppe på et værktøjsskab, hvor der stod et ur. Men pludselig blev der bomstille, og det signal benyttede jeg mig af mange gange. Så var det på tide at gå i seng.

Der blev mere og mere travlt. Der kom kunder fra Horne og Hirtshals og mange andre steder fra. Jeg havde særlig specialiseret mig i at lave Bedford, vakuumbremser, SU-karburatorer, som sidder på Morris’er, og elektriske benzinpumper, som også har siddet på Volvo’er i mange år.

 

Der var nogle af kunderne, der sagde til mig: ”Hvorfor skal vi igennem Hjørring og helt herned for at få vores bil lavet? Det kan vi ikke rigtig forstå. Hvorfor kan vi ikke få den lavet i Hjørring?” ”Det ved jeg ikke”, svarede jeg. ”De har nok ikke rigtig lyst til det.”

De der SU-karburatorer og benzinpumper var noget specielle, og der var ikke så mange, der havde forstand på det. Jeg havde derimod købt nogle lærebøger for at studere de specielle ting og den måde, de skulle ordnes på, og så var det jo nemt nok. Det er, ligesom Storm P. sagde engang: ”En kunst, det er det, man ikke kan. Når først man kan, er det ingen kunst længere”, og de her bøger, de hjalp jo til med det problem.

Jeg kan også huske, at der en dag kom en og sagde: ”Hvordan kan det da være, at du er den eneste i hele Vendsyssel, der kan få en karburator til at gå og få den til at virke, som den skal?” Og det var selvfølgelig godt nok.

 

Jeg har vist altid haft lyst til at lave ting, der var så vanskelige, at det havde fået andre til at give op. Jeg husker en konsulent, Nordholm, fra

Hjørring. Han skulle herned for at holde foredrag på Thorshøj Hotel. Så gjorde han ophold oppe hos Alfred Jensen, Lundholm, som var formand for husmandsforeningen. Der skulle han spise til aften, før han skulle ned på Hotellet og holde møde, og så sagde han til Alfred Jensen: ”Min bil går ikke ret godt. Tror du ikke, der er en nede i Thorshøj, der kan lave den, mens jeg holder foredrag?” Så sagde Alfred Jensen: ”Jo, der er da godt nok kommet en ny mekaniker, men han interesserer sig vist kun for det, de andre ikke kan lave.” Det er noget, Alfred Jensen selv har fortalt mig.

 

Der var aldrig mangel på arbejde, men så kom søndag den 3. september i 1939. Jeg var hjemme i i St. Nejsum, hvor der var fremmede fra Aalborg, og der var bl.a. et par søde unge piger, kan jeg huske. Jeg havde fået sådan en vældig fin bil oppe ved Nørkjær i Hjørring, ligesom den bankdirektør Kristen Skjern fra Korsbæk havde i Matador-serien. Det var en topersoners Ford V8, men min var meget pænere; det tør jeg godt sige. Den var lyseblå med mørkeblå skærme og med gule hjuleger, og så var der sådan et flot bagsæde med læderbetræk og en grå kaleche til at slå ned. Jeg var ungkarl og havde inviteret de to piger med til skoven i Sæby, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor folk i Sæby råbte sådan efter os. ”For sidste gang, for sidste gang!” råbte de alle sammen, og jeg tænkte: ”Hvad mon det betyder, for hvorfor skulle det være sidste gang?” Men da jeg kom hjem, forstod jeg, hvad der var i vejen. Der havde de i radioavisen hørt, at England havde erklæret Tyskland krig, og samtidig meddeltes det, at bilkørsel i Danmark skulle stoppe kl. 12 midnat. Det var derfor, folk havde råbt sådan efter os.

 

Så måtte jeg lukke hele redeligheden. Mandag den 3. september var en trist dag. Jeg havde haft så travlt på værkstedet, og så var det pludselig slut. Der var ellers megen trafik gennem Thorshøj efter datidens forhold, men den mandag var der en uhyggelig stilhed.

Ja, det blev en trist tid lige efter, og jeg havde en lærling på kontrakt.

Men så kom tiden, da vi skulle cykle rundt til alle bilejerne for at klodse bilerne op på mursten, og hvad de nu ellers havde at klodse op på. Og så tage tændrørene af og fylde olie ned og dreje rundt med startsvinget, indtil der var nok olie på hele cylinderfladen, og så skulle akkumulatoren pilles ud. Det var en trist bestilling, og der var jo ingen,

der anede, hvornår bilerne skulle ud igen. Det var kun læger og dyrlæger og andre med livsvigtige opgaver, der kunne få lov til at køre.

 

Derefter kom jeg i gang med at lave hæverter. De blev svejset op med bronze og drejet af og gjort ved på, inden de blev anbragt i et vandhul, hvor de pumpede vand hele tiden. Det var et meget spændende arbejde.

Det var jo ikke til at få nye kaffekander, så efterhånden kom folk med deres kaffekander, som de skulle have ny bund i. Det gik det da også helt svært med. Det var de blå Glud og Marstrand – kander.

Jeg fik også arbejde med at hulslibe skøjter, og så begyndte jeg med at lave vindmøller. Det var sådan nogle Ford Dynamo, der var viklet om med noget tyndere tråd, og man kunne få dem til at lave strøm ved at dreje på dem med fingrene. Propellerne fik jeg lavet henne i Lendum ved en snedker. De var nok hen ved 1,25m. måske 1,50m. lange. Det kan jeg ikke rigtig huske.

Snedkeren lavede også nogle ski, som jeg lavede beslag og spænder til.

Senere kom jeg i gang med at lave elektriske hegn til landmændene her omkring. Det var noget nyt, der kom frem dengang, og det blev til en hel masse i tidens løb.

 

I februar og marts måned 1940 var jeg i København. Gasgeneratorerne var begyndt at komme frem, og på Teknologisk Institut gik jeg og kiggede på en ingeniør, der var ved at eksperimentere med en gasgenerator.

Aftenerne fik jeg til at gå ved at spadsere lidt rundt. Man kunne få en stor pose chokolade for 2 kr., og med sådan en pose i lommen kunne man godt holde ud til at gå meget. Det stimulerede jo vældigt. Men sidst på opholdet blev jeg syg, og jeg var syg, da jeg kom hjem.

Så snart det var muligt, gik jeg i gang med at lave en gasgenerator. Til det formål svejsede jeg nogle gamle blikdunke sammen og satte på en Ford 29. Det kom til at virke, og jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg var kørende til Aalborg dagen efter.

Gravesen, min gamle læremester, spurgte, om vi ikke nok skulle gå i kompagni. Så skulle jeg stå for fabrikken. Jeg havde godt nok nogle penge, men jeg var nok for genert og var vant til, at der skulle siges ”De” til læremesteren, så det var mest monolog ved den lejlighed. Det var enetale, og det var Gravesen, der snakkede. Jeg tav bare stille og tænkte, at det nok aldrig gik, men det kan jo være, at det var blevet vældig godt.

Efterhånden kom der mange generatorer, og der blev igen en del arbejde.

Helbredet var stadig ikke i orden. Jeg havde fået maveblødning og var syg det meste af 1940. Efter nogen tid tog jeg lægen i Hørby, som sendte mig på sygehuset, og der var jeg 8 uger den sommer.

 

9. april 1940 vågnede jeg ved sekstiden ved en underlig lyd, som jeg ikke kendte. Jeg stod op og kiggede ud af vinduet. Den fjerne rumlen fortsatte, og jeg kunne ikke forstå, om det kunne være bagerens maskine, der lavede sådan et spektakel.

Jeg stod op og gik hen til købmand Otto Jensen, hvor jeg spiste. Han havde i den norske radio hørt, at tyskerne havde invaderet Danmark. I den danske radio snakkede de så underligt og sagde noget værre pladder, og jeg kan huske, der blev holdt taler hele tiden.

Så var gåden løst, og senere fik jeg at vide, at det her spektakel kom fra ca. 30 tyske flyvemaskiner på vej mod Norge.

Efterhånden kom der mange tyskere til Thorshøj, og da jeg en dag cyklede forbi Hotellet, sad der en masse tyskere udenfor og sang ”Se, Norges blomsterdal”. Det kunne jeg ikke rigtig lide, men det var der, de var på vej op til.

En dag kom der en stor maskine, som de kaldte ”Den flyvende vinge”. Jeg havde aldrig set sådan en før. Det var næsten som én stor vinge, en kæmpestor maskine. Den kom østfra hen over Tamstrup og meget lavt lige hen over trådene.

Jeg kan også huske de første soldater, der kom. De gik ind til købmand Jensen – måske for at spørge om vej. Det var nogle Østrigere i flotte uniformer, og de kunne slet ikke forstå, at vi ikke var begejstrede for, at de var kommet. De havde nemlig fået at vide, at de skulle op at passe på os, for englænderne ville tage os. Derfor syntes de, at det var så mærkeligt, at vi ikke så glade ud, men det gjorde vi godt nok ikke. Soldaterne blev indkvarteret på skolen, i missionshuset, på hotellet og flere andre steder.

 

Jeg har forskellige ting fra den tid, rationeringsmærker og en tilladelse, som jeg fik fra den tyske værnemagt og fra politiet for at få lov til at køre med toget til Hjørring, hvor jeg skulle besøge min kone på

sygehuset. Sådan gik det til dengang.

Engang var jeg oppe ved tandlæge Peschardt i Hjørring. Jeg havde lånt en bil, og min kones mor var med. Soldaterne gik rundt to og to med bajonetter, og så var der nogle, der spurgte os, om vi var klar over, at vi skulle være ude af byen inden kl. 4, hvor det hele ville blive lukket. Det vidste vi ingenting om, men vi fik hurtigt bilen startet og nåede da også ud inden kl. 4.

 

Engang havde jeg et problem med en kardanaksel, som jeg ikke kunne få skilt ad, og så måtte jeg jo gøre det, som jeg kun har gjort én gang, men det virkede fint. Jeg ringede op til Valdemar Nielsen og spurgte, om han ikke kunne hjælpe mig, og han var altid flink.

Det var doktorens bil, og han kunne ikke vente. De ringede hele tiden, for venteværelset var fuldt af patienter, så han blev nødt til at tage hjem. Derfor ville han låne den bil, der stod inde på værkstedet. Ikke tale om! Det var Thomas Skavanges, og den var lige blevet hovedrepareret og lakeret. Men jeg havde den førnævnte V 8, som stod ude i garagen – uden nummerplade og uden benzin på, og den ville doktoren godt låne. Han havde også nogle benzinmærker, så jeg skyndte mig over til Brugsen og fik 5l benzin, og så kom han af sted.

Men jeg kan godt huske, at da han kørte af sted i den V 8, fik jeg øje på betjent Christensen, der kørte vestpå mod Østervrå i sin bette Ford Eifel.

Så kom Valdemar Nielsen og hjalp mig med at få lavet kardanakselen. Da han var gået, tænkte jeg, at doktoren nok havde mere travlt end mig, så det var nok bedst, at jeg kørte til Hørby og fik byttet bilerne, og det gjorde jeg så. Men jeg havde godt nok det in mente, at politiet var kørt vestpå, så da jeg var kommet ind, fortalte jeg Bjerre, at betjenten var kørt vestpå, og at det godt kunne være, det blev dyrt, for jeg kom jo til at køre uden nummerplader. Det ville nok være klogest at køre om ad Hørbylund. Så mødte jeg ham nok ikke. Men så var der al den snak om, at der skulle være samfundssind, og man skulle spare på dit og dat, så jeg kørte alligevel vestpå. Foran mig kørte der en stor, høj lastbil, og jeg tænkte, at hvis jeg holdt mig bag ved den, ville betjenten nok ikke opdage mig, hvis han kom. Men bilen brugte olie, og der kom sådan

en blå røg ud af den.

Et sted oppe ved ”Amerika” mødte jeg ham. Jeg fik øje på ham, da jeg kom op ad bakken. Skulle jeg nu køre fra ham? Det kunne jeg nemt gøre - eller skulle jeg tage holdt; og så var jeg faktisk dum nok til at tage holdt og spurgte, om det var mig han ville snakke med. Han så forskrækkelig ud. Det kunne betjent Christensen jo nok gøre. Han lignede et helt uvejr. Jeg fortalte ham, at jeg havde været nødt til at hjælpe doktoren, men det var helt galt. Der var ingen forsikring på bilen, og nu skulle jeg gå hjem. Det var jeg også dum nok til at gøre. Havde jeg bare ventet lidt, kunne jeg have kørt hjem, for der kom jo en og slæbte bilen hjem.

Enden på den historie blev, at jeg fik en bøde på 30 kr., som doktoren sagde, han ville betale, men det glemte han godt nok.

 

Mejeriejer Christensen havde sådan en flot Buick, som stod oppe på værkstedet. Jeg kan lige så tydeligt huske, at det var den 26. juni 1943, for det var den første gang, tyskerne kom ind til mig. Jeg havde lovet min kone at lave nogle hylder til henkogningsglas, og så havde jeg fået nogle forskallingsbrædder henne ved købmand Knudsen og nogle søm og sager.

Jeg løb sådan lidt frem og tilbage, for nu skulle jeg have lavet de hylder til min kone i fødselsdagsgave. Så kunne jeg se, der holdt en stor tysk bil ovre ved Centralen, og jeg tænkte, at hvis de ville have lavet den bil, havde jeg ikke spor forstand på det. De kom ind i gården, og de sagde, at de kom fra Deutsche Wehrmacht og ville have at vide, om jeg ikke kunne lave deres biler. Det havde jeg i hvert fald ikke lyst til, men det kunne jo ikke nytte at sige det sådan ligeud, så jeg sagde, at det vist ikke rigtig kunne nytte noget, for det ville ingenting blive til. Jeg var alene på værkstedet, og jeg havde en masse arbejde ovre på mejeriet, så det ville ikke blive meget, jeg kunne få lavet ved deres biler. Jamen jeg kunne få lov at bestemme, om jeg ville lave lastbiler eller motorcykler, og jeg måtte få 8 uger til at lave dem i. ”Jamen 8 uger, det er jo ingenting! Den bil derovre har stået der i 3 måneder”. Det var mejeristens bil, og den skulle ikke være færdig før efter krigen, men det sagde jeg ikke noget om. Så drejede de om på hælene og var noget sure.

 

Under krigen var trægas et vigtigt brændstof, og på apoteket købte vi en masse medikamenter af det, der kunne brænde. Det var til eksem

 

pel æter, naftalin og kamferdråber. Cellulose kunne også bruges. Det brugte vi sommetider til at starte gasgeneratoren med, for den var tit noget træls at få i gang. Om vinteren frøs det jo tit 26 grader, og så blev olien altid så tyk, når trægassen kom ned deri, så det næsten ikke var til at få håndtaget drejet rundt. Når jeg så hældte sådan en skvat ned i karburatoren, gik det noget nemmere.

 

Når en bil var på værkstedet, var det bedst at bruge svejseværket. Man skulle bare lukke op for ilten, så den kunne komme ned i karburatoren, og så kom den i gang med et ordentligt brag. Ja, det knaldede fuldstændigt tåbeligt, så man engang imellem troede, at det hele ville springe i luften.

Ilt var det bedste, men man kunne jo ikke tage ilt med ud på landet. Der måtte man bruge medikamenterne fra apoteket.

Der var også biler, der kørte på sprit, men det bankede noget i motoren, så det gik ikke så godt.

Senere var der nogle biler, der kørte på naturgas nede fra Strandby, og de havde gasflasker bagi. Det gik fint.

En generator kunne også køre på brunkul, men bøgetræ var nu det bedste.

 

Jeg kan huske, Skovmand Jørgensen havde en trækulsgenerator, som var købt igennem en agent i Aalborg ved ”De forenede bilfabrikker” i Odense. Generatoren duede bare ikke, og der blev en værre ballade om den. Hans bil kørte igennem gaden med sådan en uhyggelig klang, at det mindede om det sted i filmen ”Klodernes kamp”, hvor et uhyre kommer ned fra en fjern planet. Sådan lød Jørgensens generator, og man kunne tydeligt høre, når det var ham, der kom igennem byen.

Han ville ikke betale det sidste afdrag, og så lagde firmaet sag an imod ham. De havde solgt mange, som heller ikke duede, så hvis han vandt sagen, ville det blive et kæmpestort tab for firmaet.

Jørgensen blev frikendt i byretten, men sagen gik helt til landsretten, hvor han tabte.

Jeg syntes, det var synd for ham, at han havde været så meget igennem, og leverede ham en mere moderne generator til indkøbspris.

Refereret af Karen Baier.

Fortsættes.