Spejlet no. 42

December 2006

 

 

Alfred Nejsum fortæller.

Fortsat.

 

 

Mørklægning af huse og biler blev snart påbudt, og man kunne få bøder for ingen eller dårlig mørklægning.

Der kom meget snart fint mørklægningspapir i handelen, og vi fik nogle flotte, cremefarvede rullegardiner, som var sorte indeni.

Købmand Otto Jensen fik en meget fintfølende vægt, jeg tror, den hed Von Bergis, så han solgte mørklægningspapir efter vægt. Det var jeg meget imponeret over.

Bilernes forlygter skulle mørklægges med sort karton, hvori der i midten blev skåret en smal, vandret rille på ca. 15 x 100 mm, så det var meget vanskeligt at køre hurtigt med den belysning.

Ifølge notat går jeg den 25. november 1940 i gang med at mørklægge værksted og butik. Når det blev så sent, var det, fordi jeg havde været en hel del på sygehuset om efteråret.

Der var 4 porte med glas i øverste halvdel og 3-4 store vinduer samt 2 butiksruder.

Det tog lang tid at lave rullegardiner til mørklægning, for mørklægningen skulle ikke være 99 men 100 % effektiv, så jeg gik inspektionsture rundt om værkstedet for at kontrollere, at intet lys slap ud.

Det var en elendighed med lastbildæk. Nye kunne ikke købes på normal vis, så man måtte ty til at lappe de gamle. Det foregik på den måde, at man af kasserede dæk skar lapper ud af slidbanen i passende størrelse. De skulle være så store, at de kunne nå et godt stykke op på siden af de dæk, der skulle repareres. Til det arbejde brugte man en skarp brødkniv plus en spandfuld vand til at dyppe kniven i, og det skulle tit gøres. Med en våd kniv gik det let at skære en lap i facon. Den skulle have facon som en rødspætte, det vil sige, at den skulle være helt tynd i kanterne. Når lappen var færdig, blev den sat på plads med et stykke bilslange, som skulle være lidt større end lappen. Det hele blev spændt fast med limklemmer; svejtseflammen blev tændt, og en spids jernstang med håndtag varmedes gloende. Den blev brugt til at stikke huller i siden af dækkene med passende mellemrum. Specielt lavede bolte med hoveder, der var lidt større end en femkrone, blev sat i fra indvendig side, og en stor skive af samme størrelse som bolthovedet blev anbragt under møtrikken. Det hele spændtes fast, boltene blev savet af og filet, og så kunne dækket igen køre nogle1000 km.

Smed Christensen i vestenden af Thorshøj var storleverandør af bolte, og vi fik for det meste en hel spandfuld ad gangen.

Jeg havde en lærling ved navn Karl Brygman, som var helt fantastisk til det arbejde. Han bor i Utrup nu og sælger Campingvogne.

 

Det var doktor Børge Nielsen i Lendum, der fik mig med i modstandskampen, og han var faktisk min eneste kontaktmand. Han kom på værkstedet, og han spurgte mig en dag, om jeg ville være med. Jeg kan huske, at jeg lå vågen i tre nætter og spekulerede, for jeg havde fået tre døgn til at bestemme mig . Til sidst sagde jeg ja, og jeg gjorde bare, hvad jeg fik besked på. Hvis jeg fik at vide, at der kom en kasse æbler, vidste jeg godt, hvad der skulle ske, og sådan var der så meget. Man spurgte aldrig om noget, for hvis man ikke vidste noget, kunne man ikke fortælle noget videre.

Jeg var engang på et samariterkursus oppe på Østervrå Skole, og så var jeg med hjemme ved DP, Ditlev Pedersen. Han var blevet dødsdømt 3 gange af tyskerne og var sluppet fra det hver gang; men tandlæge Friis blev taget til fange og tortureret i Aalborg. Han havde altid været så bange for, at han skulle røbe noget under tortur, men da de begyndte, var han faktisk ligeglad, og de fik ikke noget ud af ham.

Engang, da vi var ude om natten, kom der nogle unge mennesker, som var så vældig forvovne, og som ville skyde og alt det der, men det fik jeg dem nu til at lade være med. Jeg kendte ikke nogen af dem, og jeg spurgte ikke. Det gjorde jeg aldrig.

Jeg selv havde ingen revolver. Det ville jeg ikke have. Jeg kunne godt have fået en, men der var så mange andre ting, man kunne lave, og vi stjal og røvede fra tyskerne, så godt vi kunne.

 

De tyskere, der var nede i anlægget i Thorshøj under 2. Verdenskrig, var fra 6. kompagni af 2. reserve-grenader-bataljon. Det svarer til Dansk infanteri.

Hippo betyder Hilfspolizei, hjælpepoliti, og det var for størstedelen sammensat af danskere, der var gået i tysk tjeneste.

En dag i slutningen af krigen skulle jeg cykle til Østervrå. På en græsskråning oppe ved Hedebjerg sad tre hippoer med maskingeværer. Jeg prøvede at cykle roligt forbi dem, men var hundeangst, for de kunne finde på at skyde efter folk. Jeg blev nødt til at lade, som om jeg var ligeglad, men det var jeg godt nok ikke. Det var nogle væmmelige fyre.

Så var der OT. Det betyder Organisation Tott, som var en organisation af højtkvalificerede teknikere. Navnet stammer fra Fritz Tott, en tysk ingeniør og politiker, som fra 1933 var generalinspektør for det tyske vejvæsen. Han stod for bygningen af de tyske motorveje og stiftede Organisation Tott, som forestod bygningen af de store militære anlæg i Tyskland og i de tysk besatte lande. Fritz Tott omkom i 1942 i et flystyrt på Hitlers private flyveplads i Østpreussen.

I Thorshøj kom der i lang tid en lastbil mærket OT hver morgen for at hente folk og køre dem til Vestkysten, hvor de hjalp til med at bygge bunkers. Sidst på eftermiddagen blev de så kørt hjem igen.

Jeg husker en morgen hjemme hos mig selv, at en chauffør fra OT stak hovedet ind gennem en port, der stod på klem. Han fik øje på en sølvgrå Opel Kaptajn med et trecifret nummer. Den tilhørte Hjørring politi og skulle bruges ved nedkastninger oppe i Tolne Skov. Det var temmelig tunge ting, der blev kastet ned, så der skulle noget ekstra til på bilen, og der skulle laves bremser på den. ”Nå,” sagde han. ”Står den her?” ”Ja,” sagde jeg. ”Det gør den.” Mere sagde jeg ikke, og så gik han. Dengang blev jeg bange, for jeg kunne ikke lide mandens udseende. ”Så er det nok sket,” tænkte jeg, men der skete ingenting.

Jeg havde sagt til de forskellige lærlinge, vi havde på den tid, at det var bedst, vi vidste så lidt som muligt om de biler, der var hos os, og så bare passe vores arbejde. Hvis der kom biler, som jeg vidste kun var købt til at køre for tyskerne, nægtede jeg at reparere dem.

 

En aften ved sengetid bankede det på yderdøren i det hvide hus, hvor vi boede. En meget høj mand stod i døren og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham. Han holdt ude ved cementstøberiet med en punkteret bil. Han fortalte, at han var chauffør for nogle tyske officerer, som var gået ned på hotellet for at få noget at spise. Jeg var ikke glad for situationen; det var nemlig omkring ved den tid, da dyrlæge Møller og hans assistent var blevet lokket ud med et telefonopkald, og de blev skudt begge to. Jeg valgte nu at tro på manden, så jeg fandt en dunkraft og en hjulnøgle og tog ud til cementstøberiet, hvor jeg skruede hjulet af og tog det med til værkstedet. Så lappede jeg det og trillede det tilbage og satte det på. Jeg tog 10 kr. for det. Det var meget dengang, men der var en lang flænge i slangen, og lappegummi var en mangelvare. Den fremmede fortalte, at han var student og havde taget jobbet som chauffør for at tjene til studierne.

Jeg husker ikke datoen, da den første tysker kom ind på værkstedet. Han ville købe noget ledning, der lå i butiksvinduet. Jeg fik forklaret ham, at det var min ration, som jeg selv skulle bruge. Da tyskeren var gået, fik jeg travlt med at få alle de ting, der kunne bruges, gemt godt af vejen oppe på loftet.

Den anden tysker kom på Aases fødselsdag den 26. juni 1943. Jeg var ved at lave hylder til nogle henkogningsglas, da jeg fik øje på en tysk militærlastbil, der holdt ovre ved centralen. Jeg husker tydeligt, at min første tanke ved dette syn var, at hvis den bil fejlede noget, havde jeg ingen forstand på at reparere den. Der kom to mand ind i gården, en tysker med tolk. De sagde, at de kom fra den tyske værnemagt for at spørge, om jeg kunne reparere deres køretøjer. Jeg kunne selv bestemme, om det skulle være lastbiler, personbiler eller motorcykler. Jeg svarede, at jeg var alene på værkstedet, og da jeg skulle lave arbejde på mejeriet, ville der ikke blive ret megen tid til at reparere deres køretøjer. De sagde, jeg kunne få nogle medarbejdere. ”Det bliver vist vanskeligt”, sagde jeg, ”når de arbejder på flyvepladsen i Frederikshavn og mange andre steder”. ” Ja, men du kan godt beholde et køretøj i op til 8 uger”, svarede de. ”8 uger”, sagde jeg. ”Den bil, der står derhenne i værkstedet har stået her i 3 måneder, og den er ikke færdig endnu”. Så drejede de om og gik, men de så noget sure ud. Det var mejeribestyrer Kristensens Buick, og jeg fik ikke fortalt dem, at bilen først skulle være færdig, når krigen var slut.

I 1944 havde jeg en lærling, der havde gået på realskole og derfor forstod en hel del tysk. Jeg instruerede ham om, at hvis der kom tyskere på værkstedet, måtte han ikke forstå noget som helst, og det var han indforstået med.

En formiddag ved titiden ankom to flotte officerer. Af deres tale forstod jeg, at de ønskede at få rådighed over mit værksted. Efter at de havde talt ud, rystede jeg på hovedet som tegn på, at jeg ikke havde forstået, hvad de havde sagt. De erklærede så, at de ville komme igen med en tolk kl. 1. Da de var væk, gik jeg straks hen til slagter Bock, der var sognerådsformand, og sagde: ”Nu vil jeg gerne, at du hjælper mig, for tyskerne vil have mit værksted”. Bock ville gerne prøve at hjælpe mig og ringede straks op til politimesteren i Sæby. Efter en lang samtale så Bock meget trist ud og sagde til mig, at politimesteren havde sagt, at tyskerne ikke var til at spøge med, og at det ikke nyttede noget at sætte sig op mod dem. Jeg måtte prøve at lave et kompromis med dem.

Bock beklagede, at han ikke var i stand til at hjælpe mig, og han sagde, at han havde gjort, hvad han kunne. Jeg tror, han mente det oprigtigt, da han sagde, at han var meget ked af det. Det var jeg også, da jeg gik hjem.

Der var kun ca. 2 timer, til tyskerne ville komme igen med tolk, og jeg prøvede efter bedste evne at tænke tingene igennem. Pludselig vidste jeg nøjagtig, hvad jeg skulle gøre og blev helt rolig.

Præcis kl.1kom den tyske officer med sin tolk, der forelagde sagen på dansk. Tyskerne ønskede at få rådighed over mit værksted. Da jeg var nødt til at give indtryk af, at det først var nu, jeg forstod, hvad sagen drejede sig om, ventede jeg et stykke tid, før jeg sagde, ”Jeg er bange for, at det ikke er så godt, hvis jeres biler står på værkstedet, for så kan jeg ikke komme til at reparere de lastbiler, der kører med mælk, smør, grise og kreaturer med mere. De biler kører på trægas, og der er så tit noget i vejen med dem. Somme tider må jeg reparere dem om natten, og det er nødvendigt, at den slags biler kan køre, når de skal køre”. Det var ord, der straks blev forstået. Tyskerne vidste jo godt, at Danmark var tyskernes spisekammer. Derpå gjorde de to mænd honnør, sagde farvel og gik. Der kom derfor aldrig tyske biler på mit værksted, men jeg skylder ikke politiet nogen tak, fordi jeg ikke fik tyske biler på mit værksted. Senere hørte jeg, at tyskerne havde fundet andre steder, hvor de kunne få repareret deres biler.

Nogle måneder senere kom den samme officer igen med en anden tolk, som sagde, at da vi sidst havde talt sammen, havde han forstået, at tyskerne ikke kunne disponere over mit værksted. Det var accepteret, men nu ville de spørge, om det var muligt, at 3 unge mennesker, mekaniske specialister, kaldte han dem, om de måtte stå på mit værksted og låne en drejebænk og skruestikket. Officeren forsikrede, at disse specialister på ingen måde ville genere mig i mit arbejde. Hvis de stod i vejen for mig, skulle jeg bare bede dem om at flytte sig.

På det tidspunkt var jeg temmelig tit på natarbejde for at fjerne noget af tyskernes materiale, så denne gang ventede jeg ikke med svar, men sagde straks, at det var i orden. Der kom så 3 unge mennesker på en sytten - atten år. De elskede flødeskumskager og hentede tit noget hos bageren. Flere gange dagligt kom der en overordnet for at inspicere og se efter, om de lavede noget. Det var så koldt dengang om vinteren, så jeg havde fået en skillevæg af træ sat op, så der blev et mindre maskinrum i den nordre ende af værkstedet. Der var der anbragt en stor kakkelovn.

Det var om sommeren, og når de unge mennesker havde hentet flødeskumskagerne, blev den ene sat til at holde vagt, og hvis en overordnet var i sigte, fik de travlt med at få flødeskumskagerne ind i kakkelovnen.

Så kom dagen, hvor de skulle rejse. De skulle vist til Frankrig, og de græd som børn, hvad de jo også var.           

Tyskerne skulle betale to kr. i timen for at låne drejebænken og måske lidt i husleje. Jeg husker det ikke, men det blev til ca. 400 kr. i det hele. Regningen skulle sendes til et kontor i Aalborg, men de sidste penge fik jeg aldrig, fordi krigen i mellemtiden var slut.

Et stykke tid efter krigen sagde slagter Bock: ”Nu kan du få dine penge. De har gjort op på kontoret i Aalborg”, men jeg svarede: ”Jeg skal ingen penge have, for jeg har aldrig haft ønske om at tjene penge ved tyskerne”. ”Nå, mener du det?” ”Ja, jeg har kunnet få føden, uden at det har været nødvendigt”. Det var der mange andre, der ikke kunne.

 

Det var i vinteren 45. Tyskerne havde åbenbart bestemt sig til at drage mod syd, og en morgen var der et vældigt opløb uden for mejeriet på vejen modsat købmanden. Det vrimlede med tyske soldater, der beslaglagde alle de køretøjer, der ankom. Der var sne, og det var meget koldt, så alle kørte med slæde. Den eneste, der undgik at blive taget, var Simonsen, Ødegård. Hans slæde var for speciel.

Jeg sad uden for værkstedet og betragtede sceneriet sammen med min lærling, da vi så Fladbirks mælkeslæde med de flotte heste komme ned ad landevejen. Lærlingen og jeg gik ud på vejen med armene i vejret i forsøg på at stoppe køretøjet, men vi måtte springe for livet for ikke at blive kørt ned, og kusken kørte lige i armene på tyskerne

Der var nogle skrækkeligt kolde vintre under krigen.

Da vi engang havde været ude i Try Missionshus til et møde, måtte vi gå baglæns hjem fra Try til Thorshøj, fordi det blæste så koldt fra nord, så det ikke var til at være tjent med. Da vi var kommet hjem, endte vi henne hos gartner Pedersen til kaffe, og der sad vi til kl. 2 om natten.

Vores hus var ikke særlig godt isoleret, så vi havde sat tæpper op foran vinduerne med tegnestifter, men den morgen var der 5 graders frost inde i stuen.

Poulsen, Try, havde ringet til mig, om jeg ikke kunne komme ud at hente hans bil om søndagen, for han skulle køre med grise mandag morgen, og det så ud til snestorm. Der var medvind, så jeg kunne blæse derud uden næsten at træde.

På vej hjem kom der en mand gående henne ved Tyrrestrup. Det var så koldt, at han havde istapper i skægget. Jeg bakkede og spurgte, om han ikke ville have kørende. Da han kom ind i bilen, fortalte han, at han var på vej til Sindal Teglværk. Det var en spritter. Da jeg kom hjem så jeg, at det frøs 17 - 18 grader kl. 11 om formiddagen, selv om solen skinnede.

Spritteren gik med ind til middagsmad, og jeg tror vi fik medisterpølse og sveskegrød, og han spiste også godt. Efter maden satte han sig hen til kakkelovnen, og så begyndte han sådan at ryste. Jeg syntes, at det var skrækkeligt, men han ville af sted. Han ville til Sindal Teglværk.

Jeg havde solgt min motorcykel, men jeg havde stadig en lang, brun gummifrakke. Så havde jeg også et tykt halstørklæde og nogle tykke, uldne strømper, som jeg heller ikke brugte. Det fik han så på, og med noget halm i træskoene kunne det vel ikke gå helt galt, og så tænkte jeg ikke mere på det. Senere fortalte post Lundholm, at han havde mødt spritteren, men da havde han klippet den nederste halvdel af frakken.

Jeg så ham først mange år senere, da jeg havde solgt en bil til lærer Hansen henne i Lendum. Der mødte jeg en mand i fint, mørkt tøj, som spurgte mig, om jeg ikke hed Alfred Nejsum. Det var spritteren fra dengang. Han var ikke til at kende, for han så pæn og ordentlig ud. Det viste sig, at han nu boede på plejehjem og havde det godt.

Ja, det var skrækkeligt, så koldt det var i de vintre. Det eneste sted, man næsten kunne holde varmen, var i sengen. Jeg havde en motorcykelhjelm af skind, og når det var værst, var jeg en gang imellem nødt til at tage den på for at holde varmen i sengen. Ja, jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg engang skulle komme til at gå i seng med motorhjælm på.

 

Refereret af Karen Baier.

 

1940

De gamles Hjem i Østervrå indviet i går.

 

Den nye bygning, der også rummer kommunens kontorer, har kostet 117.000 kroner.

 

De gamles Hjem i Østervrå , der tillige indeholder kommunekontor m.m., indviedes ved en smuk festlighed fredag eftermiddag.

Bygningen er opført af gule mursten, de smukke udvendige døre af Cubamahogni er indrammet af brune fliser, og bygningen er særdeles smuk og præsentabel.

I bygningens stueetage er der foruden værelserne til de gamle også kommunekontor og sognerådsværelse med tilhørende boksrum, samt tekøkken og badeværelse m.m. På 1. sal er der lejlighed til økonomaen og en smuk festsal  til brug for de gamles sammenkomster. Den er holdt i lyse, festlige farver, og midterpartiet af loftet er hævet ca. 2 alen, hvilket giver salen et eget præg af fornemhed og stilrenhed. I tagetagen er der mod vest en lang kvist, hvor der er indrettet pigeværelser. På det store tørreloft kan der, hvis der ad åre bliver brug derfor, uden særlig bekostning indrettes ca. 10 værelser til aldersrentenydere. I kælderen er der et stort, moderne køkken med tilhørende opvaskerum. Fra køkkenet fører en elektrisk elevator op til tekøkkenerne i stuen på 1. sal. I kælderen findes også vaskerum samt varmeanlægget, der er indrettet med automatisk indfyring. Desuden er der arkiv samt udlånslokale og læsestue for biblioteket.

Det er værd at bemærke, at bygningen, der var budgetteret til 106.145 kr., heri indbefattet inventar, har kunnet opføres uden nævneværdige overskridelser, idet den, indbefattet fuldt inventar i kommunens lokaler, har kostet 117.930 kr.

 

Indvielsesfesten

Fredag formiddag hejstes flaget for første gang. 70 skolebørn sang under lærer Sørensens ledelse en morgensang, og under afsyngelse af  flagsangen lod sognerådsformanden det store flag langsomt gå til tops. Børnene sang endnu en sang, hvorefter de, der alle forud havde fået udleveret hvert et af det smukke kongeemblem, beværtedes med varme ”basser”.

Om eftermiddagen foregik den egentlige indvielse i overværelse af de tilsynsførende myndigheder, håndværkere og arbejdere, sognerådet og en række specielt indbudte gæster :

Amtmand Wulff, amtsfuldmægtig Gregersen, kredslæge Henriksen, dommer Bang, bankdirektør Felsen, formanden for Dronninglund Herreds skattekreds, købmand P. Hansen, Dybvad, amtsrådsmedlem L. Jensen, Dronninglund, formanden for Hjørring amts sognerådsforening, Johs. Hansen, Tårs,  Pastor Lentz, sparekassedirektør Fischer, sundhedskommissionens formand, Læge Sørensen, førstelærer S. Nielsen, arkitekt Rasmussen og dennes medhjælper, arkitekt Jensen.

Sognerådsformand M. P. Nielsen bød gæsterne velkommen ved en middag, hvor sognerådet var vært, og udtalte nogle mindeord over afdøde arkitekt Charles Jensen, Nørresundby, der lavede tegningen til denne bygning. Arkitekt Charles Jensen tegnede ligeledes alle tegningerne til de nye skoler, men desværre kom vi jo ikke så vidt, at vi fik disse opført. Charles Jensen var en dygtighed, en personlighed, en god mand, og vi vil bevare Charles Jensens minde.

Der blev desuden talt af arkitekt Rasmussen, der takkede håndværkerne og arbejderne, fordi arbejdet er gået godt og uden gnidninger, og arkitekten rettede til sidst en tak til Torslev sogneråd.

Amtmand Wulff takkede Torslev kommune for det smukke arbejde, der er udført. Jeg håber, vi flere steder må få sådanne smukke hjem, som det, De her har fået. De gamle vil sikkert blive glade for dette hjem. Det er rart at høre, at hele sognerådet har været enige om at bygge, og jeg erklærer herved hjemmet for rede til at modtage de gamle. En skål for sognerådet med håbet om, at deres sogneråd vil blive genvalgt til foråret og med smed Nielsen som formand. Et leve for sognerådet og dets formand.

 

Hyldest til sognerådsformanden.

Dommer Bang, Sæby, talte smukt for sognerådsformand M. P. Nielsen. Sjælen i, at dette smukke hjem nu står her, er sognerådsformand Nielsen. I de år, jeg har været dommer i denne retskreds, har jeg flere gange truffet Smed Nielsen, og kender ham som den djærve, gode, faste mand, der har et hjerte så stort, så rent og så varmt, som jeg sjældent har mødt. I en retssag angående en ung mands fremtid, var han skyld i, at denne fik den rette udgang. Jeg tror, vi skal lede længe for at finde en sognerådsformand som ham. Et leve for sognerådsformanden. Anton Andersen, Thorshøj, takkede på arbejdernes vegne sognerådet for det smukke hus, det havde rejst for de gamle.

Der blev desuden talt af bankdirektør Felsen, Sæby, kredslæge Henrichsen, snedkermester Friismose (på håndværkernes vegne), formanden for Hjørring amts sognerådsforening, sognerådsformand Johs. Hansen, Tårs, sognerådsmedlem, slagtermester Bock, Thorshøj, Pastor Lenz, skatterådsformand P. Hansen, Dybvad, sparekassedirektør, Fischer, Thorshøj, togfører Laursen, amtsrådsmedlem Laurits Jensen, Gl. Kirk, førstelærer S. Nielsen, blikkenslager Miller m.fl.

Der sluttedes af med sangen ”Altid frejdig når du går”.

 

Håndværkerne ved det nye alderdomshjem.

Grunden, hvorpå bygningen er opført, har kostet 4.584 kr., og arkitekthonoraret har været 2.722 kr. Arbejdet har i øvrigt været fordelt på følgende håndværkere:

Murerarbejdet: Murermestrene Laur. Larsen og Chr. Jensen, Østervrå, 37.142 kr.

Centralvarme- og sanitetsanlægget: Blikkenslager Jørgensen, Hjørring, 21.411 kr

Tømrerarbejdet: Tømrermestrene C. Tamborg, Erik Nielsen og Aage Jensen, Østervrå, 15.693 kr.

Snedkerarbejdet samt vinduer: Snedkermester M. Knudsen, Thorshøj, 9.542 kr.

Malerarbejdet: Malermestrene Carl Nielsen, Axel Nielsen og E. Asmussen, Østervrå, og Hardi Nielsen, Thorshøj, 4.465 kr.

Elektrisk installation: Elektriker Johs P. Larsen, Østervrå, 3.740 kr.

Linoleum til gulvene: Laurits Worning, Aalborg, 3.415 kr.

Smedearbejdet: Smedemester Frederiksen, Østervrå, 1.335 kr.

Blikkenslagerarbejdet: Blikkenslager E. Miller, Østervrå, 719 kr.

Brolægningen: Vejformand Niels Nielsen, Østervrå, 425 kr.

Inventar og mørklægningsmateriale: Snedkermester J. Friismose og sadelmagermester J. A. Olesen, Østervrå, 5.975 kr.

 

 

Kilde

Avisudklip fra Valde P. ’s mappe no. 2 side 41

Renskrevet af Erik Wulff Sørensen