Spejlet no. 42
December 2006
Alfred Nejsum fortæller.
Fortsat.
Mørklægning
af huse og biler blev snart påbudt, og man kunne få bøder for ingen eller
dårlig mørklægning.
Der
kom meget snart fint mørklægningspapir i handelen, og vi fik nogle flotte, cremefarvede
rullegardiner, som var sorte indeni.
Købmand
Otto Jensen fik en meget fintfølende vægt, jeg tror, den hed Von Bergis, så han solgte mørklægningspapir efter vægt. Det var
jeg meget imponeret over.
Bilernes
forlygter skulle mørklægges med sort karton, hvori der i midten blev skåret en
smal, vandret rille på ca. 15 x
Ifølge
notat går jeg den 25. november 1940 i gang med at mørklægge værksted og butik.
Når det blev så sent, var det, fordi jeg havde været en hel del på sygehuset om
efteråret.
Der
var 4 porte med glas i øverste halvdel og 3-4 store vinduer samt 2 butiksruder.
Det
tog lang tid at lave rullegardiner til mørklægning, for mørklægningen skulle
ikke være 99 men 100 % effektiv, så jeg gik inspektionsture rundt om værkstedet
for at kontrollere, at intet lys slap ud.
Det
var en elendighed med lastbildæk. Nye kunne ikke købes på normal vis, så man
måtte ty til at lappe de gamle. Det foregik på den måde, at man af kasserede
dæk skar lapper ud af slidbanen i passende størrelse. De skulle være så store,
at de kunne nå et godt stykke op på siden af de dæk, der skulle repareres. Til
det arbejde brugte man en skarp brødkniv plus en spandfuld vand til at dyppe
kniven i, og det skulle tit gøres. Med en våd kniv gik det let at skære en lap
i facon. Den skulle have facon som en rødspætte, det vil sige, at den skulle
være helt tynd i kanterne. Når lappen var færdig, blev den sat på plads med et
stykke bilslange, som skulle være lidt større end
lappen. Det hele blev spændt fast med limklemmer; svejtseflammen blev tændt, og en spids jernstang med
håndtag varmedes gloende. Den blev brugt til at stikke huller i siden af
dækkene med passende mellemrum. Specielt lavede bolte med hoveder, der var lidt
større end en femkrone, blev sat i fra indvendig side, og en stor skive af
samme størrelse som bolthovedet blev anbragt under møtrikken. Det hele spændtes
fast, boltene blev savet af og filet, og så kunne dækket igen køre nogle1000
km.
Smed
Christensen i vestenden af Thorshøj
var storleverandør af bolte, og vi fik for det meste en hel spandfuld ad
gangen.
Jeg
havde en lærling ved navn Karl Brygman, som var helt
fantastisk til det arbejde. Han bor i Utrup nu og
sælger Campingvogne.
Det
var doktor Børge Nielsen i Lendum, der fik mig med i modstandskampen, og han
var faktisk min eneste kontaktmand. Han kom på værkstedet, og han spurgte mig
en dag, om jeg ville være med. Jeg kan huske, at jeg lå vågen i tre nætter og
spekulerede, for jeg havde fået tre døgn til at bestemme mig
. Til sidst sagde jeg ja, og jeg gjorde bare, hvad jeg fik besked på.
Hvis jeg fik at vide, at der kom en kasse æbler, vidste jeg godt, hvad der
skulle ske, og sådan var der så meget. Man spurgte aldrig om noget, for hvis
man ikke vidste noget, kunne man ikke fortælle noget videre.
Jeg
var engang på et samariterkursus oppe på Østervrå
Skole, og så var jeg med hjemme ved DP, Ditlev Pedersen. Han var blevet
dødsdømt 3 gange af tyskerne og var sluppet fra det hver gang; men tandlæge
Friis blev taget til fange og tortureret i Aalborg. Han havde altid været så
bange for, at han skulle røbe noget under tortur, men da de begyndte, var han
faktisk ligeglad, og de fik ikke noget ud af ham.
Engang,
da vi var ude om natten, kom der nogle unge mennesker, som var så vældig
forvovne, og som ville skyde og alt det der, men det fik jeg dem nu til at lade
være med. Jeg kendte ikke nogen af dem, og jeg spurgte ikke. Det gjorde jeg
aldrig.
Jeg
selv havde ingen revolver. Det ville jeg ikke have. Jeg kunne godt have fået
en, men der var så mange andre ting, man kunne lave, og vi stjal og røvede fra
tyskerne, så godt vi kunne.
De
tyskere, der var nede i anlægget i Thorshøj under 2.
Verdenskrig, var fra 6. kompagni af 2. reserve-grenader-bataljon. Det svarer til
Dansk infanteri.
Hippo
betyder Hilfspolizei, hjælpepoliti, og det var for
størstedelen sammensat af danskere, der var gået i tysk tjeneste.
En
dag i slutningen af krigen skulle jeg cykle til Østervrå.
På en græsskråning oppe ved Hedebjerg sad tre hippoer med maskingeværer. Jeg prøvede at cykle roligt
forbi dem, men var hundeangst, for de kunne finde på at skyde efter folk. Jeg
blev nødt til at lade, som om jeg var ligeglad, men det var jeg godt nok ikke.
Det var nogle væmmelige fyre.
Så
var der OT. Det betyder Organisation Tott, som var en
organisation af højtkvalificerede teknikere. Navnet stammer fra Fritz Tott, en tysk ingeniør og politiker, som fra 1933 var
generalinspektør for det tyske vejvæsen. Han stod for bygningen af de tyske
motorveje og stiftede Organisation Tott, som forestod
bygningen af de store militære anlæg i Tyskland og i de tysk besatte lande.
Fritz Tott omkom i 1942 i et flystyrt på Hitlers
private flyveplads i Østpreussen.
I
Thorshøj kom der i lang tid en lastbil mærket OT hver
morgen for at hente folk og køre dem til Vestkysten, hvor de hjalp til med at
bygge bunkers. Sidst på eftermiddagen blev de så kørt hjem igen.
Jeg husker en morgen hjemme hos mig selv, at en
chauffør fra OT stak hovedet ind gennem en port, der stod på klem. Han fik øje
på en sølvgrå Opel Kaptajn med et trecifret nummer. Den tilhørte Hjørring
politi og skulle bruges ved nedkastninger oppe i Tolne Skov. Det var temmelig
tunge ting, der blev kastet ned, så der skulle noget ekstra til på bilen, og
der skulle laves bremser på den. ”Nå,” sagde han. ”Står den her?” ”Ja,” sagde
jeg. ”Det gør den.” Mere sagde jeg ikke, og så gik han. Dengang blev jeg bange,
for jeg kunne ikke lide mandens udseende. ”Så er det nok sket,” tænkte jeg, men
der skete ingenting.
Jeg
havde sagt til de forskellige lærlinge, vi havde på den tid, at det var bedst,
vi vidste så lidt som muligt om de biler, der var hos os, og så bare passe
vores arbejde. Hvis der kom biler, som jeg vidste kun var købt til at køre for
tyskerne, nægtede jeg at reparere dem.
En
aften ved sengetid bankede det på yderdøren i det hvide hus, hvor vi boede. En
meget høj mand stod i døren og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham. Han holdt ude
ved cementstøberiet med en punkteret bil. Han fortalte, at han var chauffør for
nogle tyske officerer, som var gået ned på hotellet for at få noget at spise.
Jeg var ikke glad for situationen; det var nemlig omkring ved den tid, da
dyrlæge Møller og hans assistent var blevet lokket ud med et telefonopkald, og
de blev skudt begge to. Jeg valgte nu at tro på manden, så jeg fandt en dunkraft og en hjulnøgle og tog ud til cementstøberiet,
hvor jeg skruede hjulet af og tog det med til værkstedet. Så lappede jeg det og
trillede det tilbage og satte det på. Jeg tog 10 kr. for det. Det var meget
dengang, men der var en lang flænge i slangen, og lappegummi var en mangelvare.
Den fremmede fortalte, at han var student og havde taget jobbet som chauffør
for at tjene til studierne.
Jeg
husker ikke datoen, da den første tysker kom ind på værkstedet. Han ville købe
noget ledning, der lå i butiksvinduet. Jeg fik forklaret ham, at det var min
ration, som jeg selv skulle bruge. Da tyskeren var gået, fik jeg travlt med at
få alle de ting, der kunne bruges, gemt godt af vejen oppe på loftet.
Den
anden tysker kom på Aases fødselsdag den 26. juni 1943. Jeg var ved at lave
hylder til nogle henkogningsglas, da jeg fik øje på en tysk militærlastbil, der
holdt ovre ved centralen. Jeg husker tydeligt, at min første tanke ved dette
syn var, at hvis den bil fejlede noget, havde jeg ingen forstand på at reparere
den. Der kom to mand ind i gården, en tysker med tolk. De sagde, at de kom fra
den tyske værnemagt for at spørge, om jeg kunne reparere deres køretøjer. Jeg
kunne selv bestemme, om det skulle være lastbiler, personbiler eller
motorcykler. Jeg svarede, at jeg var alene på værkstedet, og da jeg skulle lave
arbejde på mejeriet, ville der ikke blive ret megen tid til at reparere deres
køretøjer. De sagde, jeg kunne få nogle medarbejdere. ”Det bliver vist
vanskeligt”, sagde jeg, ”når de arbejder på flyvepladsen i Frederikshavn og
mange andre steder”. ” Ja, men du kan godt beholde et køretøj i op til 8 uger”,
svarede de. ”8 uger”, sagde jeg. ”Den bil, der står derhenne i værkstedet har
stået her i 3 måneder, og den er ikke færdig endnu”. Så drejede de om og gik,
men de så noget sure ud. Det var mejeribestyrer Kristensens Buick, og jeg fik
ikke fortalt dem, at bilen først skulle være færdig, når krigen var slut.
I
1944 havde jeg en lærling, der havde gået på realskole og derfor forstod en hel
del tysk. Jeg instruerede ham om, at hvis der kom tyskere på værkstedet, måtte
han ikke forstå noget som helst, og det var han indforstået med.
En
formiddag ved titiden ankom to flotte officerer. Af deres tale forstod jeg, at
de ønskede at få rådighed over mit værksted. Efter at de havde talt ud, rystede
jeg på hovedet som tegn på, at jeg ikke havde forstået, hvad de havde sagt. De
erklærede så, at de ville komme igen med en tolk kl. 1. Da de var væk, gik jeg
straks hen til slagter Bock, der var sognerådsformand, og sagde: ”Nu vil jeg
gerne, at du hjælper mig, for tyskerne vil have mit værksted”. Bock ville gerne
prøve at hjælpe mig og ringede straks op til politimesteren i Sæby. Efter en
lang samtale så Bock meget trist ud og sagde til mig, at politimesteren havde
sagt, at tyskerne ikke var til at spøge med, og at det ikke nyttede noget at
sætte sig op mod dem. Jeg måtte prøve at lave et kompromis med dem.
Bock
beklagede, at han ikke var i stand til at hjælpe mig, og han sagde, at han
havde gjort, hvad han kunne. Jeg tror, han mente det oprigtigt, da han sagde,
at han var meget ked af det. Det var jeg også, da jeg gik hjem.
Der
var kun ca. 2 timer, til tyskerne ville komme igen med tolk, og jeg prøvede
efter bedste evne at tænke tingene igennem. Pludselig vidste jeg nøjagtig, hvad
jeg skulle gøre og blev helt rolig.
Præcis
kl.1kom den tyske officer med sin tolk, der forelagde sagen på dansk. Tyskerne
ønskede at få rådighed over mit værksted. Da jeg var nødt til at give indtryk
af, at det først var nu, jeg forstod, hvad sagen drejede sig om, ventede jeg et
stykke tid, før jeg sagde, ”Jeg er bange for, at det ikke er så godt, hvis
jeres biler står på værkstedet, for så kan jeg ikke komme til at reparere de
lastbiler, der kører med mælk, smør, grise og kreaturer med mere. De biler
kører på trægas, og der er så tit noget i vejen med
dem. Somme tider må jeg reparere dem om natten, og det er nødvendigt, at den
slags biler kan køre, når de skal køre”. Det var ord, der straks blev forstået.
Tyskerne vidste jo godt, at Danmark var tyskernes spisekammer. Derpå gjorde de
to mænd honnør, sagde farvel og gik. Der kom derfor aldrig tyske biler på mit
værksted, men jeg skylder ikke politiet nogen tak, fordi jeg ikke fik tyske
biler på mit værksted. Senere hørte jeg, at tyskerne havde fundet andre steder,
hvor de kunne få repareret deres biler.
Nogle
måneder senere kom den samme officer igen med en anden tolk, som sagde, at da
vi sidst havde talt sammen, havde han forstået, at tyskerne ikke kunne
disponere over mit værksted. Det var accepteret, men nu ville de spørge, om det
var muligt, at 3 unge mennesker, mekaniske specialister, kaldte han dem, om de
måtte stå på mit værksted og låne en drejebænk og skruestikket. Officeren
forsikrede, at disse specialister på ingen måde ville genere mig i mit arbejde.
Hvis de stod i vejen for mig, skulle jeg bare bede dem om at flytte sig.
På
det tidspunkt var jeg temmelig tit på natarbejde for at fjerne noget af
tyskernes materiale, så denne gang ventede jeg ikke med svar, men sagde straks,
at det var i orden. Der kom så 3 unge mennesker på en sytten - atten år. De
elskede flødeskumskager og hentede tit noget hos bageren. Flere gange dagligt
kom der en overordnet for at inspicere og se efter, om de lavede noget. Det var
så koldt dengang om vinteren, så jeg havde fået en skillevæg af træ sat op, så
der blev et mindre maskinrum i den nordre ende af værkstedet. Der var der
anbragt en stor kakkelovn.
Det
var om sommeren, og når de unge mennesker havde hentet flødeskumskagerne, blev
den ene sat til at holde vagt, og hvis en overordnet var i sigte, fik de travlt
med at få flødeskumskagerne ind i kakkelovnen.
Så
kom dagen, hvor de skulle rejse. De skulle vist til Frankrig, og de græd som
børn, hvad de jo også var.
Tyskerne
skulle betale to kr. i timen for at låne drejebænken og måske lidt i husleje.
Jeg husker det ikke, men det blev til ca. 400 kr. i det hele. Regningen skulle
sendes til et kontor i Aalborg, men de sidste penge fik jeg aldrig, fordi
krigen i mellemtiden var slut.
Et
stykke tid efter krigen sagde slagter Bock: ”Nu kan du få dine penge. De har
gjort op på kontoret i Aalborg”, men jeg svarede: ”Jeg skal ingen penge have,
for jeg har aldrig haft ønske om at tjene penge ved tyskerne”. ”Nå, mener du
det?” ”Ja, jeg har kunnet få føden, uden at det har været nødvendigt”. Det var
der mange andre, der ikke kunne.
Det
var i vinteren 45. Tyskerne havde åbenbart bestemt sig til at drage mod syd, og
en morgen var der et vældigt opløb uden for mejeriet på vejen modsat købmanden.
Det vrimlede med tyske soldater, der beslaglagde alle de køretøjer, der ankom.
Der var sne, og det var meget koldt, så alle kørte med slæde. Den eneste, der
undgik at blive taget, var Simonsen, Ødegård. Hans slæde var for speciel.
Jeg sad uden for værkstedet
og betragtede sceneriet sammen med min lærling, da vi så Fladbirks mælkeslæde
med de flotte heste komme ned ad landevejen. Lærlingen og jeg gik ud på vejen
med armene i vejret i forsøg på at stoppe køretøjet, men vi måtte springe for
livet for ikke at blive kørt ned, og kusken kørte lige i armene på tyskerne
Der
var nogle skrækkeligt kolde vintre under krigen.
Da
vi engang havde været ude i Try Missionshus til et
møde, måtte vi gå baglæns hjem fra Try til Thorshøj, fordi det blæste så koldt fra nord, så det ikke
var til at være tjent med. Da vi var kommet hjem, endte vi henne hos gartner
Pedersen til kaffe, og der sad vi til kl. 2 om natten.
Vores
hus var ikke særlig godt isoleret, så vi havde sat tæpper op foran vinduerne
med tegnestifter, men den morgen var der 5 graders frost inde i stuen.
Poulsen,
Try, havde ringet til mig, om jeg ikke kunne komme ud
at hente hans bil om søndagen, for han skulle køre med grise mandag morgen, og
det så ud til snestorm. Der var medvind, så jeg kunne blæse derud uden næsten
at træde.
På
vej hjem kom der en mand gående henne ved Tyrrestrup.
Det var så koldt, at han havde istapper i skægget. Jeg bakkede og spurgte, om
han ikke ville have kørende. Da han kom ind i bilen, fortalte han, at han var
på vej til Sindal Teglværk. Det var en spritter. Da jeg kom hjem så jeg, at det
frøs 17 - 18 grader kl. 11 om formiddagen, selv om solen skinnede.
Spritteren
gik med ind til middagsmad, og jeg tror vi fik medisterpølse og sveskegrød, og
han spiste også godt. Efter maden satte han sig hen til kakkelovnen, og så
begyndte han sådan at ryste. Jeg syntes, at det var skrækkeligt, men han ville
af sted. Han ville til Sindal Teglværk.
Jeg
havde solgt min motorcykel, men jeg havde stadig en lang, brun gummifrakke. Så
havde jeg også et tykt halstørklæde og nogle tykke, uldne strømper, som jeg
heller ikke brugte. Det fik han så på, og med noget halm i træskoene kunne det
vel ikke gå helt galt, og så tænkte jeg ikke mere på det. Senere fortalte post
Lundholm, at han havde mødt spritteren, men da havde han klippet den nederste
halvdel af frakken.
Jeg
så ham først mange år senere, da jeg havde solgt en bil til lærer Hansen henne
i Lendum. Der mødte jeg en mand i fint, mørkt tøj, som spurgte mig, om jeg ikke
hed Alfred Nejsum. Det var spritteren fra dengang.
Han var ikke til at kende, for han så pæn og ordentlig ud. Det viste sig, at
han nu boede på plejehjem og havde det godt.
Ja,
det var skrækkeligt, så koldt det var i de vintre. Det eneste sted, man næsten
kunne holde varmen, var i sengen. Jeg havde en motorcykelhjelm af skind, og når
det var værst, var jeg en gang imellem nødt til at tage den på for at holde
varmen i sengen. Ja, jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg engang skulle
komme til at gå i seng med motorhjælm på.
Refereret af Karen Baier.
1940
De
gamles Hjem i Østervrå indviet i går.
Den
nye bygning, der også rummer kommunens kontorer, har kostet 117.000 kroner.
De
gamles Hjem i Østervrå , der tillige indeholder kommunekontor m.m., indviedes ved
en smuk festlighed fredag eftermiddag.
Bygningen
er opført af gule mursten, de smukke udvendige døre af Cubamahogni
er indrammet af brune fliser, og bygningen er særdeles smuk og præsentabel.
I
bygningens stueetage er der foruden værelserne til de gamle også kommunekontor
og sognerådsværelse med tilhørende boksrum, samt
tekøkken og badeværelse m.m. På 1. sal er der lejlighed til økonomaen og en
smuk festsal til
brug for de gamles sammenkomster. Den er holdt i lyse, festlige farver, og
midterpartiet af loftet er hævet ca. 2 alen, hvilket giver salen et eget præg
af fornemhed og stilrenhed. I tagetagen er der mod vest en lang kvist, hvor der
er indrettet pigeværelser. På det store tørreloft kan der, hvis der ad åre
bliver brug derfor, uden særlig bekostning indrettes ca. 10 værelser til aldersrentenydere.
I kælderen er der et stort, moderne køkken med tilhørende opvaskerum. Fra
køkkenet fører en elektrisk elevator op til tekøkkenerne i stuen på 1. sal. I
kælderen findes også vaskerum samt varmeanlægget, der er indrettet med
automatisk indfyring. Desuden er der arkiv samt udlånslokale og læsestue for
biblioteket.
Det
er værd at bemærke, at bygningen, der var budgetteret til 106.145 kr., heri
indbefattet inventar, har kunnet opføres uden nævneværdige overskridelser, idet
den, indbefattet fuldt inventar i kommunens lokaler, har kostet 117.930 kr.
Fredag
formiddag hejstes flaget for første gang. 70 skolebørn sang under lærer
Sørensens ledelse en morgensang, og under afsyngelse af flagsangen lod sognerådsformanden det
store flag langsomt gå til tops. Børnene sang endnu en sang, hvorefter de, der
alle forud havde fået udleveret hvert et af det smukke kongeemblem, beværtedes
med varme ”basser”.
Om
eftermiddagen foregik den egentlige indvielse i overværelse af de
tilsynsførende myndigheder, håndværkere og arbejdere, sognerådet og en række
specielt indbudte gæster :
Amtmand
Wulff, amtsfuldmægtig Gregersen, kredslæge Henriksen, dommer Bang, bankdirektør
Felsen, formanden for Dronninglund Herreds
skattekreds, købmand P. Hansen, Dybvad, amtsrådsmedlem L. Jensen, Dronninglund,
formanden for Hjørring amts sognerådsforening, Johs. Hansen, Tårs, Pastor Lentz,
sparekassedirektør Fischer, sundhedskommissionens formand, Læge Sørensen,
førstelærer S. Nielsen, arkitekt Rasmussen og dennes medhjælper, arkitekt
Jensen.
Sognerådsformand
M. P. Nielsen bød gæsterne velkommen ved en middag, hvor sognerådet var vært,
og udtalte nogle mindeord over afdøde arkitekt Charles Jensen, Nørresundby, der
lavede tegningen til denne bygning. Arkitekt Charles Jensen tegnede ligeledes
alle tegningerne til de nye skoler, men desværre kom vi jo ikke så vidt, at vi
fik disse opført. Charles Jensen var en dygtighed, en personlighed, en god
mand, og vi vil bevare Charles Jensens minde.
Der
blev desuden talt af arkitekt Rasmussen, der takkede håndværkerne og
arbejderne, fordi arbejdet er gået godt og uden gnidninger, og arkitekten
rettede til sidst en tak til Torslev sogneråd.
Amtmand
Wulff takkede Torslev kommune for det smukke arbejde, der er udført. Jeg håber,
vi flere steder må få sådanne smukke hjem, som det, De her har fået. De gamle
vil sikkert blive glade for dette hjem. Det er rart at høre, at hele sognerådet
har været enige om at bygge, og jeg erklærer herved
hjemmet for rede til at modtage de gamle. En skål for sognerådet med håbet om,
at deres sogneråd vil blive genvalgt til foråret og med smed Nielsen som
formand. Et leve for sognerådet og dets formand.
Hyldest til sognerådsformanden.
Dommer
Bang, Sæby, talte smukt for sognerådsformand M. P. Nielsen. Sjælen i, at dette
smukke hjem nu står her, er sognerådsformand Nielsen. I de år, jeg har været
dommer i denne retskreds, har jeg flere gange truffet Smed Nielsen, og kender
ham som den djærve, gode, faste mand, der har et hjerte så stort, så rent og så
varmt, som jeg sjældent har mødt. I en retssag angående en ung mands fremtid,
var han skyld i, at denne fik den rette udgang. Jeg tror, vi skal lede længe
for at finde en sognerådsformand som ham. Et leve for sognerådsformanden. Anton
Andersen, Thorshøj, takkede på arbejdernes vegne
sognerådet for det smukke hus, det havde rejst for de gamle.
Der
blev desuden talt af bankdirektør Felsen, Sæby,
kredslæge Henrichsen, snedkermester Friismose (på
håndværkernes vegne), formanden for Hjørring amts sognerådsforening, sognerådsformand
Johs. Hansen, Tårs, sognerådsmedlem, slagtermester Bock, Thorshøj,
Pastor Lenz, skatterådsformand P. Hansen, Dybvad, sparekassedirektør, Fischer, Thorshøj, togfører Laursen, amtsrådsmedlem Laurits Jensen,
Gl. Kirk, førstelærer S. Nielsen, blikkenslager Miller m.fl.
Der
sluttedes af med sangen ”Altid frejdig når du går”.
Håndværkerne ved det nye alderdomshjem.
Grunden,
hvorpå bygningen er opført, har kostet 4.584 kr., og arkitekthonoraret har
været 2.722 kr. Arbejdet har i øvrigt været fordelt på følgende håndværkere:
Murerarbejdet:
Murermestrene Laur. Larsen og Chr. Jensen, Østervrå, 37.142 kr.
Centralvarme-
og sanitetsanlægget: Blikkenslager Jørgensen, Hjørring, 21.411 kr
Tømrerarbejdet:
Tømrermestrene C. Tamborg, Erik Nielsen og Aage
Jensen, Østervrå, 15.693 kr.
Snedkerarbejdet
samt vinduer: Snedkermester M. Knudsen, Thorshøj,
9.542 kr.
Malerarbejdet:
Malermestrene Carl Nielsen, Axel Nielsen og E. Asmussen, Østervrå,
og Hardi Nielsen, Thorshøj,
4.465 kr.
Elektrisk
installation: Elektriker Johs P. Larsen, Østervrå, 3.740 kr.
Linoleum
til gulvene: Laurits Worning, Aalborg, 3.415 kr.
Smedearbejdet:
Smedemester Frederiksen, Østervrå, 1.335 kr.
Blikkenslagerarbejdet:
Blikkenslager E. Miller, Østervrå, 719 kr.
Brolægningen:
Vejformand Niels Nielsen, Østervrå, 425 kr.
Inventar
og mørklægningsmateriale: Snedkermester J. Friismose
og sadelmagermester J. A. Olesen, Østervrå, 5.975 kr.
Kilde
Avisudklip fra Valde P. ’s mappe no. 2 side 41
Renskrevet af