Spejlet no. 43

Marts 2007

 

 

 

I vinteren 1987 gæstede Aase og Alfred Nejsum Torslev Lokalhistoriske Forening for at fortælle om deres tid i Thorshøj. Foredraget blev optaget på bånd, og nedenstående er et referat af det, Aase Nejsum fortalte ved den lejlighed.

 

Thorshøj i 40’erne.

 

Jeg vil begynde med at lade tankerne passere revy igennem hele Thorshøj by. Jeg var der jo fra 1941-45.

Thorshøj var byen med det hele: mejeri og brugsforening, størst i bygninger og størst i titler. Bødker Carlsen lavede dritler til mejeriets smøreksport.

Mejeriets morgenudsalg var byens mødested, og mejeriets varer fik vi, blot vi havde kander eller spande med. Når vi betalte, sagde fru Christensen: ”Du skal lige have en 1-øre tilbage.”

Af Brugsens kunder, som kom og gik, var der Niels Peter Andersen, som havde den skik at tale bagvendt. ”A sætter li’ mi kår her, mens a går en tur på disken. Eller: ”Min so har lige fået 11 grise i nat og så en cikorie.” Og :Muer, muer, se, folk tjyr te tjerk gennem spisstuveije.”

I købmand Nørgårds butik kom mange faste kunder, som blev betjent på bedste vis. En landmand, som havde slagtet gris, manglede sirup til blodpølsen. Det kneb det med, men man enedes om en pris og fik blodpølse for sirup.

Skomager Knudsen på hjørnet kunne følge med i alt.

I barber Frederiksens frisørsalon blev mange ting fortalt.

Hos gartner Pedersen og hans kone, Kristine, fik man om ikke alt, så dog en kaffetår.

Cykelhandleren William og smed Kristensen passede deres dont, selv om krigens mangler gjorde, at det var svært at køre rundt - i hvert fald på cykeldæk.

Mekaniker Valdemar Nielsen havde autoværksted og lastvogn i byens vestlige ende.

Trikotagehandler Anna Madsen kunne i de vareknappe tider sælge næsten alt. Vores toårs pige fik en kaninskindspels - i mangel af bedre.

Bageren måtte klare sig med erstatningskager, men han fik hver dag solgt alle sine kager.

I hr. og fru Skovlunds noble forretning var der alt i manufaktur, og der fandtes rober til enhver figur.

Hos slagter Bock og hans kone Malle var der trods rationering en bid kød til os alle.

I frøken Graversens boghandlerbutik var der malerier og antik.

Barber Dietz med det rolige, venlige væsen var den, der i mange år tog folk ved næsen.

Skræddermester Josva Christensen var den, der syede tøj i fineste snit. Jeg ved det, for han syede min mands bryllupshabit.

 I købmand Olsens pæne butik kunne man købe alt fra kul til legetøj og slik.

Skrædder Jensen var en nobel og sirlig mand, der kunne sit fag samt omsy gammelt i fineste stand.

Tømmermester Knudsen var byens dygtige træmand. Hans nabo hed Vrendsted og var træskomand.

Malermester Hardi Nielsen på det gule hjørne malede fint og godt, flot og gerne. Dertil havde han en kunstnerisk sans.

Taxavognmændene August Munk og hans Hedens generator-biler var det svært at starte til tiden.

Lastbilvognmand Asger Jørgensen havde sit besvær med generator, motor og dækkene især.

Fisker-Edvard var en velset mand, når han med sin trækvogn og bismarvægt kørte rundt i byen og solgte fisk til en kødløs dag.

En omkørende slagter havde ungt kviekød som sin specielle sag. Det fik en ældre dame til en dag at spørge, om hun kunne få en tur, for hun trængte til en foryngelseskur.

Byens nerve var nok telefoncentralen med Stense og Dagmar, som kendte alle byens numre og navne. Deres venlige hjælpsomhed var kendt gennem to generationer.

Over for centralen var Alfred Nejsums autoværksted, hvor der under krigen med mørkelægning skete sære ting og sager. En bil kunne på én nat skifte både plader og farve.

 

Det var erindringen om byens forretningsfolk og håndværkere i deres daglige dont.

 

Dertil kommer stationen med Hjørring-Hørbybanen, der samtidig var posthus.

Jeg må ikke glemme landpostene Ninus og Tinus Lundholm samt Helmer Christensen, reservepost og skrædder. De måtte tage deres tørn på cykel eller til fods i al slags vejr. Selv første juledag måtte de tage hele turen rundt med ethvert julekort.

Så var der skolen med lærer Mejlkær og frue samt frøken Marie Østergård.

Hotellet med hr. Fisher samt missionshuset.

 

Foruden de nævnte var der mange andre beboere. I næsten hvert hus var der en beboet overlejlighed.

Der var ingen pensionister. Det var aldersrentenydere.

Som præst havde vi pastor Lentz.

 

En privat orientering.

 

Nu vil jeg give en lidt privat orientering om hvorfor, hvordan og hvorledes jeg kom til Thorshøj i sin tid.

Jeg kom ovre fra Skive-egnen, og jeg vil nu ret kort give lidt oplysninger om mine private forhold, før jeg kom til Thorshøj sammen med min dreng Christen, som var 4½ år.

Jeg var 28 år og enke på femte år. Jeg var blevet gift i marts 1936, men mistede min mand meget pludseligt juleaften samme år få måneder, før jeg fik Christen.

I de følgende år måtte jeg klare mig som alene-mor, og jeg fik ca. 15 kr. om måneden i enkebørnspenge.

I 1940 havde jeg et langt sanatorieophold og måtte derefter kun tage lettere arbejde, og det var svært at få, men tilfældet kom mig til hjælp.

På en rejse i Vestjylland kom jeg ind i et forkert tog. Der var kun én medrejsende, som jeg kendte, og han gav mig sin avis, da han steg ud. Det var Kristeligt Dagblad. Deri var under billetmærke en annonce om en let husbestyrerindeplads i Nordjylland.

Efter nogen overvejelse søgte jeg pladsen, men med mine oplysninger om, at jeg var forhenværende TB-patient og rekonvalescent, og med et barn på 4 år havde jeg ikke store forventninger.

Der gik ret lang tid, og jeg havde næsten glemt ansøgningen, da der kom et maskinskrevet brev med firmanavn, underskrevet Alfred Nejsum.

Tilbuddet var positivt, og jeg kunne tiltræde pladsen 1. okt. 1941, så jeg kom til Nejsum som husbestyrerinde og betragtede mig som sådan.

 

Thorshøj var en lille by, hvor alle kendte alle. Købmandsgården, autoværkstedet og barbersalonen var ligesom byens centrum. Derfra kunne næsten alt registreres. Når nogen så havde fælles telefon, og naboen til centralen havde vinduer mod alle verdenshjørner og nøje fulgte med i, hvad der skete, var det jo et interessant sted – især når der var husbestyrerinder og ungkarle i flertal.

Der var meget at følge med i for de nyhedshungrende i barber- og damefrisørsalonen, købmandsforretningen og hos skomageren

Købmanden var ungkarl og var ret ny på stedet. Også han fik en husbestyrerinde. Lad os kalde hende Ida. Vi havde begge haft pladser i København i omtrent samme område og på samme tid, men havde dog ikke kendt hinanden.

På landet var der en ugift mand, som ofte kom på besøg hos A. Nejsum, og i ferien kom der en langtidsstuderende. De fire ungkarle og vi to husbestyrerinder, alle i alderen 25-30 år, mødtes ofte om aftenen hos de gæstfrie skomagerfolk.

Foruden at være hushjælp for A. Nejsum hjalp jeg en gang imellem til i købmandsforretningen ved juletid.

Landmanden kom af og til på besøg hos A. Nejsum, dog efterhånden helst, når jeg var ene hjemme eller hos Ida, når det var muligt. Også studenten var ofte i Thorshøj på lange ferier.

Den strenge vinter, mørkelægningen og krigen gjorde sit til, at de forskellige familier hyggede sig sammen – mest hos skomageren, som altid havde åbent hus. Så kunne vi spille Ludo eller Matador til langt ud på aftenen, mens vi drak erstatningskaffe og spiste bygmelsbrød til. Det var hyggeligt, og vi havde det rart i hinandens selskab.

Efteråret gik, og det blev jul 1941.

Dagen efter de unges juletræ i missionshuset kom Ida over til mig. Hun var helt ude af sig selv. Hun betroede mig, at landmanden havde friet til hende om aftenen. Det kom helt bag på hende, da hun havde troet, det var mig, han var interesseret i.

Det havde han måske også været, men da han en aften på køkkenbordet havde efterladt-eller i parentes ”glemt”- en ret spækket tegnebog mellem et par afleverede bøger til Nejsum, og jeg ikke reagerede på hans velstand, tror jeg nok, han opgav. Der var i hvert fald intet fra min side.

Ida havde udbedt sig betænkningstid. De blev dog gift den følgende sommer.

Så var der kun tre ungkarle tilbage for mig. Jeg viste vist for lidt interesse på det tidspunkt. Dog blev vi alle ved at komme sammen i de forskellige hjem. Købmanden fik en ny husbestyrerinde, som var en del ældre.

Efter den hårde vinter kom en varm sommer. Der var tilsyneladende ikke romantik i luften. Vi var nok under stadig kontrol fra naboerne, men det rørte os ikke. Jeg havde været alene med min dreng Christen så længe, og det var ligesom nok for mig.

Sidst på sommeren 1942 ville A. Nejsum til at læse til ingeniør, hvad han selvfølgelig også egnede sig godt til. På grund af den tyske besættelse var der jo ikke meget arbejde på værkstedet, og han nægtede forståeligt nok at arbejde for tyskerne. At han hemmeligt arbejdede imod dem afsløredes først den 4. maj 1945.

Jeg vidste nu, at jeg igen måtte se mig om efter noget andet, men jeg befandt mig så godt i Thorshøj og orkede næsten ikke tanken om at skulle flytte igen.

Dagen før A. Nejsum skulle sende sine papirer til Teknikum i Odense, besluttede jeg mig til at søge den netop opslåede stilling som stationsforstander for Thorshøj station efter Svelle. Der krævedes ikke så meget, så jeg satte mig på cyklen for at køre det lille stykke vej, men opgav pludselig og gik ind igen.

Det var en meget varm septemberdag, og om aftenen ved sengetid brød der et meget voldsomt tordenvejr løs. Da jeg på det tidspunkt var meget bange i tordenvejr, turde jeg ikke gå i seng, før det var drevet over.

Lyset gik ud, så vi var to, der nu sad i stuen med hver vore fremtidsplaner, som vi kom til at tale med hinanden om. En af grundene til, at A. Nejsum ville læse til ingeniør, var, at han syntes ret godt om mig – især da jeg blev vred en dag. Han ville dog nødig røbe det, da han havde følelsen af, at det ikke var gengældt. Det var det nu, men vi var hele tiden gået i en stor bue om hinanden. Som husbestyrerinde var jeg vant til, at der var grænsen.

Efter knapt et års samvær kendte vi efterhånden hinanden ret godt, men der skulle altså et tordenvejr til, før vi fandt ud af det.

Efter den afsløring ordnede vi forskellige praktiske ting, fik bestemt bryllupsdato, og derefter rejste jeg med min dreng til min hjemegn ved Skive og vendte først tilbage, kort før vi blev viet i Torslev Kirke for snart 45 år siden.

Naboerne undrede sig vist over, at jeg ret pludselig var forsvundet, men vi syntes, det var bedst sådan.

Derefter begyndte en god og tryg tilværelse for min dreng og mig sammen med Alfred Nejsum i det hvide hus på Lendumvej.

 

Det, jeg fortæller, stammer fra en slags bog, jeg har skrevet til mine børn her i vinter om min ungdomstid og om Christen, som aldrig har kendt sin far, og hvad der skete i alle de år, hvor jeg var alene. Hvert af børnene har fået sådan et hæfte, og det er så slutningen af den beretning til børnene, som I nu har fået.

 

Erindringer om krigsårene fra 1941–45 som husmor, mor og modstandsmandens kone.

 

Selv om det nu er over 45 år siden, er der meget, som huskes ganske godt. Dagligdagen var præget af besættelsestidens mange følger, som blev mere mærkbare år for år.

Næsten alle daglige varer var rationerede eller erstattet med noget andet. Vi fik derfor kun en vis portion af mel, sukker, smør, fedt, brød m. m., og det var mere vigtigt at få rationeringsmærkerne med til købmanden end pengene.

Men forholdene var jo ens for os alle, og derfor var det lettere at affinde sig med forholdene, som de var.

Det var begrænset, hvad vi kunne købe. Af luksusvarer var der efterhånden intet, og kaffe fik vi ikke i flere år.

Her vil jeg lige bemærke, at da tiden efterhånden blev mere normal efter krigen, kendte børnene ikke appelsiner, chokolade, bananer m. m.

Da Christen var ca. 8 år, så han en pakke margarine. Han stavede sig igennem navnet, hvorefter han sagde: ”Mor, margarine, hvad er det for noget”?

Før krigen var vi slet ikke vant til den varerigelighed, som vi kender i dag. Vi lærte genbrugets kunst.

Som det var tilfældet overalt i Danmark, var også Thorshøj besat af tyske soldater med deres materiel. Anlægget blev brugt som øvelsesplads. Hotellet, missionshuset og skolen var taget i brug, så børnene var ikke i skole i meget lang tid.

Under hele krigen var der mørklægning. Ind imellem var der undtagelsestilstand med lukning af al trafik, post og telefon samt udgangsforbud i visse timer af døgnet.

Vi kunne få radionyheder fra BBC i London, som for det meste var generet af tyske støjsendere.

To af vore børn blev født under krigen i 1943 og 45. Det gav mig nogle sygehusophold. Når Alfred så besøgte mig og skulle med toget til Hjørring, skulle han have tysk visum påtegnet med det sted, han skulle til. Under en undtagelsestilstand måtte han cykle. Uden for Hjørring var vejen spærret af spanske ryttere og bevæbnede tyske soldater, som henviste ham til nogle markveje.

Hjemturen var ikke uden risiko, for der kunne ske hvad som helst, og vi var uden kontakt med hinanden, for på det tidspunkt var telefon, post m. m. lukket på ubestemt tid, men næste dag ved aftenstid var der heldigvis telefon til mig. Alfred havde forsøgt at ringe, og endelig lykkedes det til stor lettelse for mig og for hele sygehuset, som havde været uden telefon i længere tid.

Efter et andet længere sygehusophold, hvor jeg ifølge lægen havde været alvorligt syg, var jeg for længst hjemme igen og havde det godt.

En dag opholdt jeg mig ved aftenstid i den mørklagte ventesal på stationen, da en ældre dame efter nogen tid sagde: ”Ja, men er det da ikke fru Nejsum?” Jo, det var det da, hvortil hun sagde, at det da var forskrækkeligt, som det lød ude i byen. Enten var jeg død, eller også var jeg lige ved at dø. Hun troede, hun så syner.

Så kom den tid, hvor Alfred gik aktivt ind i modstandskampen, men hvor vi helst skulle lade som ingenting eller også det modsatte.

Vi havde på den tid en ung pige i huset, som en morgen sagde: ”Hvor har Nejsum været henne i nat? A tøs hans gummistøvler er så beskidt.”

Jeg gav hende det svar, at det vist var noget med en bil et eller andet sted – tavs om, at det kunne have været en nedkastning i Tolne eller noget med at fjerne kilometervis af tyskernes telefontråde, som hang et stykke neden under de andre tråde, og som skulle bruges af modstandsgruppen til andet formål.

Til det arbejde havde Alfred lavet klatresko samt nogle tingester til at binde trådene om. Disse ting blev gemt under vore senge og i et mørkt kælderrum godt camoufleret af forskellige ting.

Engang var han i Sæby med et hold for at starte og fjerne en lastvogn fra tyskerne i en garage. Den skulle bruges til afhentning af våbennedkastninger. Under denne operation gik der tyske vagter i nærheden, og uheldigvis kom Alfred til at trykke på tudehornet, men der skete heldigvis ingenting.

Jeg ventede i angst og håb. Der kunne ske så meget, men med cyklerne på ladet nåede man til Thorshøj ved 4-5-tiden om morgenen.

Vi havde mor på besøg en tid, og hun undrede sig over, at der ofte var uro om natten af folk, der kom og gik. Igen kunne jeg svare, at det vist var noget med en bil.

Sandheden var, at det var nogle anonyme personer, som arbejdede med i en gruppe. Der kunne f.eks. blive ringet fra Hjørring, at de sendte en kasse æbler med et tog klokken. det eller det. Så vidste vi, at det var en bestemt person, der skulle være med til at udføre aftalte planer.

Det hændte, at en skulle vente et stykke tid hos os. Han fik så lidt mad eller kaffe. Imens kunne han godt lægge sin pistol fra sig på bordet. Jeg skelede mistænksomt til den, men vi talte ikke meget sammen, for vi ville helst vide så lidt som muligt.

Efteråret og vinteren 1944 og 45 var slemme. Da blev flere hold, bl.a. læge Børge Nielsen, Lendum, og pastor Poul Vestergård Nielsen, Åsted, taget af gestapo. Da frygtede jeg for hver en fremmed bil, der holdt i gården, eller en fremmed opringning.

Jeg ventede på det tidspunkt vort andet barn i marts 45. Heldigvis var Alfred stadig en fri mand, da vi fik Bodil.

Her vil jeg lige fortælle, at jeg kort tid efter måtte på sygehuset i Hjørring. Jeg medbragte selv forbindsstoffer, som var blevet os givet fra en våbennedkastning. Noget sådan var en stor mangelvare på sygehuset, så lægerne spurgte mig, hvor jeg havde det fra, og jeg svarede, at det var faldet ned fra himlen. Jeg vidste dengang, at den kirurgiske læge, Peter Kofoed, fra afdelingen sad i Frøslevlejren på det tidspunkt.

Endelig kom befrielsen 4. maj om aftenen. Den oplevelse kan ikke beskrives. Efter de fem onde år og den lange isnende vinter brød foråret frem, og det var, som om også naturen åndede lettet op.

Fangerne blev frigivet – også vore venner i Frøslev.

Kort tid efter var der en frihedsaften i parken ved Hørbylund hovedgård, hvortil egnens folk kom i hundredvis for at se og høre Erik Aalbæk Jensen, læge Børge Nielsen med flere. Børge Nielsen sagde blandt andet ordene: ”……sammen med min mekaniker Nejsum, Thorshøj”. Denne afsløring fik nogle til at vende sig om mod os.

Det var en lys, ret lun aften. Efter at vi på vores cykler var kommet hjem, kom bl.a. slagtermester Bock forbi og sagde: ”Tillykke med det, Nejsum. I har vel nok gået stille med dørene!” Det var den eneste kommentar, der faldt efter den oplysning.

Alfreds gruppe har i næsten alle disse år været samlet i Sæby d. 4. maj til en stilfærdig fest sammen med andre grupper. Mange er der ikke mere. Hvert år er der en eller flere tomme pladser.

De anonyme, som kom hos os, ved vi ikke noget om, men det var trods alt en indsats på liv og død, selv om de virkede i det skjulte.

Det var erindringer fra en svunden tid.

 

Refereret og redigeret af Karen Baier.

 

 

Den Dronninglundske Commisionsdom

Afsagt i Sæby den 13. marts 1843

 

I forbindelse med mordet den 1. november 1841 på Stagsted hede, hvor 4 personer blev myrdet af 7 beboere fra Skæve og omegn, blev der nedsat en domstol, hvor 181 personer blev dømte, de 7 for mordet og resten for tyverier, overfald, hæleri m.m.

Her er et eksempel på en af dommene.

 

Dom afsagt i Sæby den 13. marts 1843

Tiltalte Nr. 85 Huusmand Jesper Nielsen Tørholm af Torslev Sogn, der er 40 Aar gammel og ei forhen straffet, har efter egen, med Sagens Omstændigheder stemmende Tilstaaelse, for omtrent 10 Aar siden, da han tjente paa Gaarden Hørbyelund i Hørbye Sogn, frastjaalet én sammesteds tjenende Pige et hvidt linned Halstørklæde, som han fandt liggende under hendes Kiste; den Bestjaalne har han godtgjort Tørklædets Værdie med l Rbmk., hvorefter hun har frafaldet videre Fordring paa Tørklædet selv, hvilket han senere har opslidt. Tiltalte vil for dette Tyverie, i Medfør af Forordningen af  

11. April 1840 § l cfr. Frdg. 20de Februar 1789 § l, blive at ansee med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

 

 

Jesper Nielsen blev født i Tørholm i Østervrå i 1802, og han blev døbt den 7. november 1802 i Torslev kirke.

Hans forældre var Niels Christensen og Kirsten Christensdatter, faderen, Niels, var også født i Tørholm (1774). Jesper blev gift med DortheThomsdatter fra Ugilt sogn, og de får sammen 4 børn

 

1825 Christine Marie,

1829 Kirstine Marie,

1830 Niels Christian

1832 Christen.

 

Ved folketællingerne 1834, 1840 og 1845 bor Jesper og Dorthe i Tørholm.

 

Ifølge kirkebogen for Torslev sogn dør Jesper den 23. februar 1849, 46 år gammel, og han bliver begravet på Torslev kirkegård den 4. marts 1849. Præsten  bemærker i kirkebogen, at Jesper hængte sig, så kan man fundere over, om det var en følge af dommen, han fik, for at have stjålet et halstørklæde engang i 1820’erne.

 

Jespers hustru, Dorthe Thomsdatter, døde den 2. januar 1859, 66 år gammel, og hun blev begravet på Torslev kirkegaard.

 

Ved folketællingen i 1860 står sønnen Niels Christian Jespersen som ejer af Tørholm, som så har været i familiens eje i omkring 100 år.

 

Oplysninger samlet af

Erik Wulff