Spejlet no. 44

Juni 2007

 

 

Nørre Rævbak

Nørre Rævbak blev efter 1844 matriklen sat i hartkorn til 1 td. 1 sk. 0 fjk. 2 alb., og gammel skatten var 7 rd. 86½ sk.

Willads Hansen, der var gift med Marie Iversdatter, havde købt gården, så vidt det skønnes, f'ør 1830; han solgte den 8. juni 1870 til sønnen Hans Chr. Willadsen, der var gift med Christine Sørensen. Hans Chr. Willadsen solgte den 25. november 1900 til sønnen Søren Johan Willadsen for 5.400 kr og gik på aftægt.

Søren Johan Willadsen besluttede at rejse til staten Iova i U.S.A., og gav den 11. februar 1903 sagfører Gustav Riber i Sæby fuldmagt til at sælge gården.

Sagfører Riber solgte den 25. juni 1903 til Jens Peter Poulsen fra Tårs for 10.500 rd. der ca 1910 solgte til Anders Chr. Poulsen

Anders Chr. Poulsen solgte første i 1920erne til

sønnen Christian Poulsen

Hartmann Thomsen købte den 10. oktober 1966.

 

Gården har således været i Familiens Villadsens eje fra før 1787 til 1903, og fra 1903 til 1966 familien Poulsen

 

Beboere ved folketællinger

1787, Hans Larsen 40 år og hustruen Helvig Villadsdatter 24 år

1801, Hans Larsen 54 år og hustruen Helvig Villadsdatter 37 år

1834, Enkekone Helvig Villadsdatter  70 år og sønnen  Willads Hansen 47 år, og hans hustru Maren Iversdatter 28 år

1840, gårdmand Willads Hansen 45 år og hustru Maren Iversdatter 36 år

1845, gårdsmand Villads Hansen 51 år født i Torslev sogn og hustru Maren Iversdatter 41 år født i Vrejlev sogn

1850, Villads Hansen 56  Gift  Gårdmand, Husfader Torslev sogn

Marie Iversdatter 45  Gift  Hans kone Vrejlev sogn

Hans Chr. Villadsen 23  Ugift  Deres børn Torslev sogn

Helene Marie Villadsen 8  Ugift  Deres børn Torslev sogn

Mariane Villadsen 5  Ugift  Deres børn Torslev sogn

1880, Hans Christian Villadsen 44  Gift Gaardmand  Torslev Sogn

Mariane Christine Sørensen 34  Gift Hans Hustru  Jerslev Sogn

Jens Villadsen 15  Ugift Deres barn  Torslev Sogn Hjørring Amt

Lauris Villadsen 12  Ugift Deres barn  Torslev Sogn Hjørring Amt

Søren Johan Villadsen 5  Ugift Deres barn  Torslev Sogn Andreas Villadsen 2  Ugift Deres barn  Torslev Sogn Hjørring Amt

Helle Larsdatter 64  Enke Slægtning  Jerslev Sogn Hjørring Amt

1890, gårdejer Hans Christian Villadsen 62 år født i Torslev sogn

 hustru Mariane Kristine Sørensen 43 år født i Jerslev sogn

1901, avlsbruger Søren Johan Villadsen født 31.07.1874 i Torslev sogn

1911, Torslev sogn, Nørre Rævbak

Anders Poulsen, født 14.05.1869 i Hallund landbruger kom fra Jerslev  i 1902

Martha Marie Pedersen, født 02.05.1871 i Vrejlev

Pouline Marie Poulsen, født 01.08.1894 i Jerslev deres barn

Else Martine Poulsen, født 17.04.1897 i Jerslev deres barn

Kristen Poulsen, født 25.03.1900 i Jerslev deres barn

Ejnar Pulsen, født 29.07.1906 i Torslev deres barn

Valdemar Poulsen, født 12.09.1908 i Torslev deres barn

1916, Torslev sogn, Nørre Rævbak

Anders Christian Poulsen født 14. maj 1869

Marta Marie Pedersen født 2. maj 1871

Else Martine Poulsen født 17. april 1892

Christian Poulsen født 25. april 1900

Ejner Poulsen født 24. juli 1906

Valdemar Poulsen født 12. september 1909

Indkomst 1500

Formue 12000

Statsskat 15,58

Kommuneskat 52,00

1921 N. Rævbak, 31

Anders Poulsen 14/5 1869 Gift Husfader Landbrug Hallund Sogn

Martha Poulsen 2/5 1871 Gift Husmoder  Vrejlev Sogn

Martinus Poulsen 17/4 1897 Ugift Tyende  Jerslev Sogn

Ejnar Poulsen 29/7 1905 Ugift Tyende  Torslev Sogn

Valdamar Poulsen 12/9 1907 Ugift Tyende  Torslev Sogn

 

 

 

 

Arne Poulsen søn af Christian Poulsen, der er født i 1900 og død i 1987 og  Helga Mathiasen, som blev født i 1897 og døde i 1966. 

Skriver følgende om sit liv..

 

FORORD

Når jeg skal skrive om mit liv, er der nogle ting, der er af særlig betydning for mig, og som har været krumtappen i min tilværelse.

Min kone og mit afkom har været det, som har været centrum i mit liv. Næsten alt, hvad jeg har lavet, har haft til formål at skabe sikkerhed i tilværelsen, så min familie kunne leve i tryghed.

Mit arbejde har været midlet til at skaffe social tryghed og økonomisk sikkerhed, samtidig med at det har været tilfredsstillende for mig personligt.

Tre år som landmand, fire år i lære som maskinarbejder, to år til søs som maskinmester, tretten år som ansat ingeniør, fireogtyve år som selvstændig.

Mit arbejde har medført rejser over hele jorden, næsten. Mødet med andre folkeslag har givet mange oplevelser af stor værdi.

På området personlig udvikling og personlig planlægning har jeg arbejdet med at udvikle folk til personligheder gennem kurser og foredrag over hele Danmark.

 

HVEM ER ARNE POULSEN?

 

Mine forældre er Christian Poulsen, der er født i 1900 og død i 1987, min mor Helga Mathiasen blev født i 1897 og døde i 1966. Min far blev gift som 24 årig med Ella Pedersen, hun blev gravid og fødte tvillinger, men hun døde desværre af barselsfeber, og den ene tvilling døde også, mens den anden tvilling fik navnet Ella og er min halv søster. Min mor Helga kom til gården som husbestyrerinde og blev i 1926 gift med far, og de fik syv børn: Eva 1926, Svend Erik 1929, mig 1931, Herdis 1935, Jørgen 1937, Grethe 1940 og Mogens 1944. Det var således produktive forældre, men i min mors hjem fik de tretten børn, hvor nr. 8 kom til at hedde Otto og nr. 12 Dusine. Der var nedgang i produktiviteten, når bedsteforældrene havde 13, mine forældre 7½, og jeg selv har 3.

 

Jeg erindrer selvfølgelig ikke noget fra de første år. Min tidligste erindring var, at jeg løb hovedet ind i vandtruget og fik nogle ordentlige skrammer. Jeg har måske været 5 år dengang. Vandtruget var til at vande heste ved, og der var desuden et rør ind til køerne i staldene. Vandet blev pumpet op ved håndkraft, at pumpe vand op til kørerne var et af mine første job på gården. Jeg var nok 6 år dengang. Vi var således tidligt i arbejde med faste pligter, men havde dog også meget fritid som barn til at lege i skoven.

I 1937 begyndte jeg i skole i første klasse tre dage om ugen. Skolen lå 3½ km væk. Reglen var, at det første år skulle vi gå til skole, derefter kunne vi få lov til at cykle, hvis vi altså havde én. 3 ½ km at gå frem og tilbage var langt at gå for en lille purk på 7 år, og vi var meget taknemmelige, hvis der kom en hestevogn og vi kunne køre med et lille stykke vej. Biler var der ingen af på det tidspunkt. Min første cykel var en gammel damecykel, som fik sadlen anbragt på en speciel træklods på stangen, så jeg kunne nå pedalerne. De var blevet forhøjet med træklodser, sådan at de passede til min benlængde.

 

Allerede i første klasse blev jeg varm på Else Boghandler, det skyldtes at hun havde en fin rød kjole på. Jeg var ikke den store begavelse, og fik mange skældud af lærerinden. En dag, hvor jeg øvede mig i at fløjte i timen, kom hun ned og nappede mig. Vi blev placeret i klassen efter dygtighed, og jeg sad på 9. pladsen ud af 14 drenge. Det var et handikap for mig, at Eva og Svend Erik havde været mere flittige og måske havde bedre evner end mig. Derfor blev der tit sagt fra lærerens side: "Du er sandelig ikke som dine store søskende!". Vi havde intet papir at skrive på, så vi brugte tavler lavet af skifer, som vi skrev på med en griffel. Skrivning i vore hæfter og bøger foregik med penneskaft med en stålpen i, som vi dyppede i et blækhus, der stod i et hul på midten af tomandsbordet. Jeg klarede dog oprykningen til anden klasse. Hvis man ikke klarede den, skulle man gå første klasse om. Det ville være meget flovt, for så var man virkelig dum.

I anden klasse blev skoletiden lavet om. De tre ældste klasser gik i skole om formiddagen og de tre yngste klasser om eftermiddagen. Vi var nu i skole 6 dage om ugen, for lørdagsfrihed var endnu ikke kendt. Vi havde lærer Sørensen, som havde noget forbindelse til hjemmet, idet han underviste Eva i orgelspil, havde jagten på gården og købte kartofler mm. Han var ungkarl og døde som 50 årig. Livet gik videre i skolen i tredje klasse. Vi havde en gammel lærer, der hed hr. Nielsen, som ikke var særlig striks; ellers erindrer jeg ikke særlig meget om ham. Men jeg husker tydeligt den 9. april 1940, hvor Danmark blev besat. Vi samledes i skolegården, hvor en af lærerne holdt tale om de sørgelige begivenheder.

 

I fjerde klasse fik jeg den samme lærerinde, som jeg havde i første klasse. Hun forlangte, at vi skulle lære salmevers og den lille katekismus. Vi skulle også kunne regne og skrive dansk. Jeg havde ikke altid lige stort held med det, selv om Eva gjorde en stor indsats for at lære mig det. Når vi ikke kunne vores lektier, fik vi eftersidning og skulle sidde og læse på lektierne, efter at de andre var gået hjem. Når vi så mente, vi kunne lektien, skulle vi gå ind i lejligheden til lærerinden for at blive hørt; det var ikke sjovt.

 

I femte klasse kom de dygtige elever i realskolen. Jeg var ikke iblandt de dygtigste og sad som nr. l eller nr. 2 det meste af tiden. Nu var min lyst til viden vokset meget, og jeg scorede gode karakterer i geografi og historie. Skolelokalerne blev opvarmet af en stor kakkelovn, som læreren skulle fyre op i flere gange om dagen. I sjette og syvende klasse fik vi en ny, moderne lærer, som forstod min psyke. Nu fik jeg en hel masse ud af skolen og meldte mig også til aftenskolen for at dygtiggøre mig yderligere. Nu havde jeg nået en alder, hvor jeg indså, at jeg havde behov for at lære noget.

Jeg gik ud af skolen efter syvende klasse og blev karl på gården hjemme. 

Vi havde nu også nået konfirmationsalderen, og jeg skulle gå til konfirmationsforberedelse. Det foregik i Torslev, som lå 10 km hjemmefra, så vi fik således en god cykeltur. På hjemturen skulle vi altid ind til bageren i Thorshøj og købe en dagmartærte til 35 øre. Konfirmationen foregik også i Torslev kirke. Der skulle vi gerne være fine i tøjet. Men pga. krigen kunne man ikke købe stoffer, hvorfor jeg fik en diplomat syet om til konfirmationsjakkesæt. Det blev rost meget, da det var fint gammelt stof. Til min konfirmation var der skrevet en sang og jeg fik 170 kr. i gave. De skulle gå til et ur, men da man heller ikke kunne få ure pga. krigen, blev jeg skrevet op til et og fik det leveret et år senere. Det kostede 170 kr. Til min konfirmation var der blevet skrevet en sang af vores nabo.

 

 

Konfirmationen blev efterfulgt af eftergilder hos alle dem, vi var blevet konfirmeret med. Det var mægtigt, for vi sparede på lyset alle steder, fordi vi legede mørkeleg. Nu var pigerne jo spændende

at sidde med på knæerne, specielt husker jeg eftergildet i Fjeldgård, hvor der var en sød pige, der hed Lise, som jeg kissemissede lidt med. Hende traf jeg aldrig senere, men jeg var vist lidt forelsket

i hende. I maj 1945 kom befrielsen, det var en stor højtidsdag, hvor vi hejste dannebrog i skolegården.

 

Mine fritids interesser:

 

Som 10 årig startede jeg som KFUM spejder, og det blev min store fritidsinteresse. Spejderlivet var meget primitivt, idet vi ikke kunne skaffe telte pga. krigen. Når vi var på ture, sov vi i lader ude i

halmen sammen med mus og rotter. Det kunne godt få os til at rykke lidt tæt sammen en gang i mellem. Jeg blev patruljeassistent og senere patruljefører for "Skovduen". Alle patruljerne havde

fuglenavne. Spejderlivet var baseret på, at man var ærlig, reel, hjælpsom og sand i al sin tale og færd, og dette har præget mig for hele livet. Jeg var meget ivrig og brugte al disponibel fritid på

spejderlivet. Jeg blev optaget i spejderorkesteret, som trommeslager, uden at jeg dog blev en særlig dygtig musiker. Jeg var spejder, til jeg blev 17 år. Da ville jeg hellere til dans, og det var uforeneligt med KFUM's idealer dengang. Tiden var knap, fordi jeg om aftenen gik på teknisk skole for at lære om tegninger, konstruktioner og andre færdigheder, da det var mit mål at komme i lære som mekaniker. Som 15 årig ville jeg gerne have taget realeksamen på dagkursus, men jeg fik ingen opbakning til dette.

 

Livet på gården:

 

Som tidligere nævnt, havde vi alle forskelligt arbejde at udføre på gården. Det var brug for al arbejdskraft. Når jeg kom hjem fra skole, havde jeg en times middagspause, hvorefter jeg tog fat i marken med hestespandet, mens jeg pløjede og harvede. Om vinteren var vi i skoven for at fælde træer for at få brænde til kakkelovnen. Mit hjem var jo ret primitivt, vores kraftkilde var en vindmølle. Alt andet skulle gå ved hånd- eller hestekraft. Først i 1938 fik vi elektrisk strøm til tærskemaskiner og kværn mm. I 1942 blev der råd til elektrisk lys.

 

De to første krigsår havde vi lidt petroleum til lamperne, men da den slap op, kørte vi en overgang med karbidlamper. Det var kedeligt arbejde; det lugtede, skulle renses hver dag og påfyldes nyt karbid. Om aftenen hældte vi vand på, så der dannedes gas. Når lyset så gik ud, gik vi i seng. Det var derfor et enormt fremskridt, da vi fik elektrisk strøm.

 

Fra jeg gik ud af skolen og til mit attende år, var jeg fuldtids karl på gården. Fuldtids vil sige, jeg stod op klokken 6 om morgenen, og fyraften var ved halv syv tiden om aftenen. Det foregik syv dage om ugen. Om søndagen fodrede vi kun dyrene. Det var en hård tilværelse, for vi havde kun få hjælpemidler. Når jeg pløjede marker med hestene foran, havde jeg god tid til at udtænke spejderøvelser for min patrulje, så jeg følte ikke, tiden var så lang.

Livet på gården var meget alsidigt, idet vi fremstillede fødevarer af næsten alle kategorier. Arbejdet i kostalden bestod i pasningen af køer, kvier og kalve samt grise. De gav os mælk, smør og kød, men

de havde den ulempe, at der skulle fodres, strigles og køres møg ud og holdes rent i kostalden. Om vinteren fodrede vi køerne med halm, roer, hø, syltede roetoppe. Køerne skulle malkes morgen og aften, og det foregik med håndkraft. Mælken blev leveret til mejeriet, og nogle gårde slog sig sammen til at skiftes med at køre med mælkevognen. Jeg havde også mine ture til Østervrå. Mælkevognen havde også den funktion at den tog varer med fra brugsen, mejeriet og andre håndværkere i byen.

Køerne skulle også til tyr, og det var mit arbejde at trække dem derhen 2-3 km væk. Dengang foregik befrugtning ved naturens hjælp; det var en lang spadseretur. I grisestierne var der grise i alle størrelser, idet vi havde søer, som fik små grise, som blev passet og plejet og fodret godt, indtil de nåede en passende størrelse. Så blev de kørt til slagteriet. Et par gange om året slagtede vi selv grise til eget forbrug. Da der hverken fandtes køleskabe eller frysere, kunne man kun opbevare en begrænset mængde, som blev lagt i saltlager eller røget eller lavet i pølser, der også blev røget. Man byttede med naboerne, så de fik nogle stykker fersk kød og når så naboen slagtede, fik vi kød tilbage. På den måde var der en rimelig forsyning af kød altid. Men også grisene skulle til ornen; der var heller ingen kunstig befrugtning til dem, så vi læssede en grisekasse op på en vogn, og så kørte vi til ornen. Ejeren af ornen havde det slogan: "Ingen roser uden torne, ingen grise uden orne!". Igennem omgangen med dyrene lærte vi om naturens gang og om fødsler. Vi måtte mange gange hjælpe til, hvis en ko skulle føde eller sidde oppe og tage imod smågrise, klippe navlesnore over. Vi kendte således hele cyklusen fra fødsel til død. Som trækkraft havde vi fire heste, som havde til huse i hestestalden. Dem brugte vi også når vi skulle køre i byen. Det kunne være lange ture, idet meet af familien boede 20 km væk, sådan en tur tog over 3 timer, og vi børn sad i fåreskindsposer og sov på meget af turen.

Vi havde selvfølgelig også høns, gæs, ænder og kaniner. Under krigen havde vi desuden får for at få uld, som blev kartet og spundet, klar til at blive strikket til strømper og trøjer. På marken dyrkede vi byg og havre, rug, hvede og hø; desuden dyrkede vi sukkerroer, kålroer, gulerødder, og til husholdning dyrkede vi hvidkål, rødkål, spidskål, grønkål og blomkål. Vi havde også løg, porrer, tomater, rabarber og meget andet godt. Fra frugtbuskene fik vi ribs, hindbær, solbær og stikkelsbær, desuden havde vi æble-, blomme- og pæretræer. Vi var således næsten selvforsynende.

Da jeg blev født, var nogle af markerne slet ikke opdyrket, men lå hen som hede, og jeg husker om min tidlige barndom, hvordan man gravede heden op og kørte stenen sammen i en dynge og skabte ny landbrugsjord. Vi kender alle historien om Jens Vejmand, men jeg har oplevet ham siddende bag sin skærm og set ham slå stene til skærver, så de kunne anvendes til veje og jernbaner.

 

Arne Poulsen beretning fortsættes i senere numre af bladet.

 

Historien om to mødre

 

Aase Nejsum, Sæby, tidligere Østervrå. har i Lungeforeningen Boserup Mindes julehæfte, BM-julen 1991, har skrevet denne beretning om to mødre.

 

Hen på vinteren 1943 mødtes fru Madsen og jeg på Hjørring Sygehus' tuberkuloseafdeling.  Vi ventede begge vort andet barn. Fru Madsen havde mistet sin femårige dreng efter kort tids sygdom af tuberkuløs meningitis.

Det viste sig, at det var moderen, der, uden at vide det, var smittebæreren. Hun blev derfor indlagt på sygehusets tuberkuloseafdeling.

Efter forskellige undersøgelser mente lægerne, at hun ikke havde helbred til at få det barn. De rådede til abort, hvad man dengang kun gjorde i yderst alvorlige tilfælde. Det var en meget svær beslutning at tage efter at have mistet sit eneste barn.

Jeg var efter et længere sanatorieophold på Krabbesholm Sanatorium blevet udskrevet som smittefri. Jeg havde overstået den ordinerede rekreationstid. Jeg var i mere end et år ligesom taget »afsides«.

Jeg var på femte år alene med min dreng, som var født kort tid efter min mands pludselige død.

Min situation var ret håbløs. Som alenemor og forhenværende tuberkulosepatient var det svært at få en uddannelse eller et arbejde. Men efter knap seks år alene kom jeg ind i et godt ægteskab. Da vi nogle måneder senere ventede vort første barn, blev jeg indlagt på tuberkulose-afdelingen til observation for eventuel opblussen af sygdommen. Også jeg fik valget mellem mit barn og helbredet.

Det var en svær proces at gennemgå. Jeg var sidst i tyverne og ønskede mig en børneflok, nu da jeg havde fået en god mand og et godt hjem.

Fru Madsen havde taget sin beslutning. Hun ville gennemføre! Også hun havde gode hjemlige forhold.

Jeg kunne ikke tænke mig at få afbrudt, hvad der var begyndt. Der var så meget at glæde sig til. Jeg måtte håbe det bedste.

Tiden sneg sig af sted, med håb og spænding for hver røntgen-undersøgelse m.m.

Først på sommeren fik fru Madsen en dejlig, velskabt dreng. Hans mor fik lov til at se ham, men måtte ikke holde ham. Han skulle calmette-vaccineres og isoleres i seks uger. Forældrene måtte kun se ham gennem glas på babystuen. Selv måtte fru Madsen ligge lang tid på tuberkulose-afdelingen. Men blev dog rask.

Hen på sommeren fik jeg en sund og rask pige. Også hun skulle vaccineres og isoleres de nævnte seks uger. Selv havde jeg det godt og blev udskrevet få uger senere.

Men jeg savnede vores datter og ville gerne have hende hjem før de seks uger. Det holdt hårdt! Kun ved at underskrive en erklæring om, at det var på eget ansvar, fik vi vort barn udleveret af en yngre kvindelig læge. Vi var et par lykkelige forældre, som forlod sygehuset med vores datter.

Her vil jeg blot nævne, at den unge læge døde forholdsvis kort efter af tuberkulose. Hendes søster var patient på samme stue som jeg. Tuberkulose var en snigende sygdom - dengang.

Som nævnte blev fru Madsen rask og hjemsendt. Arene gik. Vi så kun hinanden enkelte gange, når vi tilfældigt mødtes på tuberkulose-stationen til de aftalte kontrolundersøgelser. Vi boede nemlig i hver sin egn af landsdelen. Men hver gang vi mødtes, så vi vore »ønskebørn« blive større og større.

Det gjorde vore familier også. Fru Madsen blev så rask, at hun få år efter fik en dreng mere, og i 1952 fik hun tvillinger - en dreng og en pige. Sunde og raske og dygtige børn. De er alle veletablerede i samfundet.

Også hos os voksede familien. To år efter fik vi nok en pige uden sygehus-ophold. Det gik fint.

Men i 1946 tog sygdommen pludselig fat igen. Jeg blev indlagt, indskrevet til ribbens-operation, med to måneders ventetid. Jeg var fast sengeliggende imens. Lægerne gav mig ikke meget håb!  

Umiddelbart før turen til operationen var jeg i røntgen. Derefter kom overlægen, satte sig på sengekanten, tog min hånd og sagde: »Der må være sket et mirakel, for Deres lunger er helt i orden!«   

Kort efter blev jeg udskrevet i oktober 1946. Jeg gik til kontrol i de efterfølgende år, men har ikke haft sygdommen siden.

Efter lægens skøn måtte jeg gerne få flere børn. Det blev til tre piger yderligere i 1948-50-52. Dermed var børneflokken på de seks børn, jeg altid havde ønsket mig.

Børnene blev voksne og hvad dermed følger. Da vores ældste pige; Anna Marie, kom hjem med en ven fra gymnasiet, var det ingen anden end Kaj, hvis mor og jeg gik på tuberkulose-afdelingen og ventede os samtidig.

De blev begge studenter samme dag, i samme time, med et så godt som rent ug hver. Hun var sproglig, og han var matematiker. Senere tog de begge akademisk uddannelse, og de sidder nu i gode stillinger.

Anne Marie og Kaj har været gift i over 25 år. De har tre store drenge og har et hyggeligt og harmonisk hjem.  Jeg har ofte undret mig over, at netop de to fandt hinanden. De kom til verden under samme fortvivlede forhold. Deres liv skulle have været afbrudt, før det rigtigt var begyndt.

Vi mødre græd i angst og håb i den svære tid med uvished. Men vi glædede os meget, da det var lykkeligt overstået.