Spejlet no. 44
Juni 2007
Nørre Rævbak
Nørre
Rævbak blev efter 1844 matriklen sat i hartkorn til 1
td. 1 sk. 0 fjk. 2 alb., og gammel skatten var 7 rd. 86½ sk.
Willads
Hansen, der var gift med Marie Iversdatter, havde
købt gården, så vidt det skønnes, f'ør 1830; han
solgte den 8. juni 1870 til sønnen Hans Chr. Willadsen, der var gift med
Christine Sørensen. Hans Chr. Willadsen solgte den 25. november 1900 til sønnen
Søren Johan Willadsen for 5.400 kr og gik på aftægt.
Søren
Johan Willadsen besluttede at rejse til staten Iova i
U.S.A., og gav den 11. februar 1903 sagfører Gustav Riber i Sæby fuldmagt til
at sælge gården.
Sagfører
Riber solgte den 25. juni 1903 til Jens Peter Poulsen fra Tårs for 10.500 rd.
der ca 1910 solgte til Anders Chr. Poulsen
Anders
Chr. Poulsen solgte første i 1920erne til
sønnen
Christian Poulsen
Hartmann
Thomsen købte den 10. oktober 1966.
Gården
har således været i Familiens Villadsens eje fra før 1787 til 1903, og fra 1903
til 1966 familien Poulsen
Beboere
ved folketællinger
1787,
Hans Larsen 40 år og hustruen Helvig Villadsdatter 24 år
1801,
Hans Larsen 54 år og hustruen Helvig Villadsdatter 37 år
1834,
Enkekone Helvig Villadsdatter 70 år og sønnen Willads Hansen 47 år, og hans hustru Maren Iversdatter 28 år
1840,
gårdmand Willads Hansen 45 år og hustru Maren Iversdatter
36 år
1845,
gårdsmand Villads Hansen 51 år født i
Torslev sogn og hustru Maren Iversdatter 41 år født i
Vrejlev sogn
1850,
Villads Hansen 56 Gift Gårdmand,
Husfader Torslev sogn
Marie
Iversdatter 45 Gift Hans kone Vrejlev
sogn
Hans
Chr. Villadsen 23
Ugift Deres børn Torslev
sogn
Helene
Marie Villadsen 8
Ugift Deres børn Torslev
sogn
Mariane
Villadsen 5 Ugift Deres børn Torslev sogn
1880,
Hans Christian Villadsen 44 Gift Gaardmand Torslev Sogn
Mariane
Christine Sørensen 34
Gift Hans Hustru Jerslev
Sogn
Jens
Villadsen 15 Ugift
Deres barn Torslev Sogn Hjørring Amt
Lauris
Villadsen 12 Ugift
Deres barn Torslev Sogn Hjørring Amt
Søren
Johan Villadsen 5
Ugift Deres barn Torslev
Sogn Andreas Villadsen 2 Ugift Deres
barn Torslev Sogn Hjørring Amt
Helle
Larsdatter 64 Enke Slægtning Jerslev Sogn Hjørring Amt
1890,
gårdejer Hans Christian Villadsen 62 år
født i Torslev sogn
hustru Mariane Kristine Sørensen 43 år født i
Jerslev sogn
1901,
avlsbruger Søren Johan Villadsen født 31.07.1874 i Torslev sogn
1911, Torslev sogn, Nørre Rævbak
Anders
Poulsen, født 14.05.1869 i Hallund landbruger kom fra Jerslev i 1902
Martha
Marie Pedersen, født 02.05.1871 i Vrejlev
Pouline
Marie Poulsen, født 01.08.1894 i Jerslev deres barn
Else
Martine Poulsen, født 17.04.1897 i Jerslev deres barn
Kristen
Poulsen, født 25.03.1900 i Jerslev deres barn
Ejnar
Pulsen, født 29.07.1906 i Torslev deres barn
Valdemar
Poulsen, født 12.09.1908 i Torslev deres barn
1916, Torslev sogn, Nørre Rævbak
Anders
Christian Poulsen født 14. maj 1869
Marta
Marie Pedersen født 2. maj 1871
Else
Martine Poulsen født 17. april 1892
Christian
Poulsen født 25. april 1900
Ejner
Poulsen født 24. juli 1906
Valdemar
Poulsen født 12. september 1909
Indkomst
1500
Formue
12000
Statsskat
15,58
Kommuneskat
52,00
1921 N. Rævbak, 31
Anders
Poulsen 14/5 1869 Gift Husfader Landbrug Hallund Sogn
Martha
Poulsen 2/5 1871 Gift Husmoder Vrejlev Sogn
Martinus
Poulsen 17/4 1897 Ugift Tyende Jerslev Sogn
Ejnar
Poulsen 29/7 1905 Ugift Tyende Torslev Sogn
Valdamar
Poulsen 12/9 1907 Ugift Tyende Torslev Sogn
Arne
Poulsen søn af Christian Poulsen, der
er født i 1900 og død i 1987 og Helga Mathiasen, som blev født i 1897
og døde i 1966.
Skriver
følgende om sit liv..
FORORD
Når
jeg skal skrive om mit liv, er der nogle ting, der er af særlig betydning for
mig, og som har været krumtappen i min tilværelse.
Min
kone og mit afkom har været det, som har været centrum i mit liv. Næsten alt,
hvad jeg har lavet, har haft til formål at skabe sikkerhed i tilværelsen, så
min familie kunne leve i tryghed.
Mit
arbejde har været midlet til at skaffe social tryghed og økonomisk sikkerhed,
samtidig med at det har været tilfredsstillende for mig personligt.
Tre
år som landmand, fire år i lære som maskinarbejder, to år til søs som
maskinmester, tretten år som ansat ingeniør, fireogtyve år som selvstændig.
Mit
arbejde har medført rejser over hele jorden, næsten. Mødet med andre folkeslag
har givet mange oplevelser af stor værdi.
På
området personlig udvikling og personlig planlægning har jeg arbejdet med at
udvikle folk til personligheder gennem kurser og foredrag over hele Danmark.
HVEM
ER ARNE POULSEN?
Mine
forældre er Christian Poulsen, der er født i 1900 og død i 1987, min mor Helga
Mathiasen blev født i 1897 og døde i 1966. Min far blev gift som 24 årig med Ella Pedersen, hun blev gravid og fødte
tvillinger, men hun døde desværre af barselsfeber, og den ene tvilling døde
også, mens den anden tvilling fik navnet Ella og er min halv søster. Min mor
Helga kom til gården som husbestyrerinde og blev i 1926 gift med far, og de fik
syv børn: Eva 1926, Svend Erik 1929, mig 1931, Herdis 1935, Jørgen 1937, Grethe
1940 og Mogens 1944. Det var således produktive forældre, men i min mors hjem
fik de tretten børn, hvor nr. 8 kom til at hedde Otto og nr. 12 Dusine. Der var nedgang i produktiviteten, når
bedsteforældrene havde 13, mine forældre 7½, og jeg selv har 3.
Jeg
erindrer selvfølgelig ikke noget fra de første år. Min tidligste erindring var,
at jeg løb hovedet ind i vandtruget og fik nogle ordentlige skrammer. Jeg har
måske været 5 år dengang. Vandtruget var til at vande heste ved, og der var
desuden et rør ind til køerne i staldene. Vandet blev pumpet op ved håndkraft,
at pumpe vand op til kørerne var et af mine første job på gården. Jeg var nok 6
år dengang. Vi var således tidligt i arbejde med faste pligter, men havde dog
også meget fritid som barn til at lege i skoven.
I
1937 begyndte jeg i skole i første klasse tre dage om ugen. Skolen lå 3½ km
væk. Reglen var, at det første år skulle vi gå til skole, derefter kunne vi få
lov til at cykle, hvis vi altså havde én. 3 ½ km at gå frem og tilbage var
langt at gå for en lille purk på 7 år, og vi var meget taknemmelige, hvis der
kom en hestevogn og vi kunne køre med et lille stykke vej. Biler var der ingen
af på det tidspunkt. Min første cykel var en gammel damecykel, som fik sadlen
anbragt på en speciel træklods på stangen, så jeg kunne nå pedalerne. De var
blevet forhøjet med træklodser, sådan at de passede til min benlængde.
Allerede
i første klasse blev jeg varm på Else Boghandler, det skyldtes at hun havde en
fin rød kjole på. Jeg var ikke den store begavelse, og fik mange skældud af
lærerinden. En dag, hvor jeg øvede mig i at fløjte i timen, kom hun ned og
nappede mig. Vi blev placeret i klassen efter dygtighed, og jeg sad på 9.
pladsen ud af 14 drenge. Det var et handikap for mig, at Eva og Svend Erik
havde været mere flittige og måske havde bedre evner end mig. Derfor blev der tit
sagt fra lærerens side: "Du er sandelig ikke som dine store
søskende!". Vi havde intet papir at skrive på, så vi brugte tavler lavet
af skifer, som vi skrev på med en griffel. Skrivning i vore hæfter og bøger
foregik med penneskaft med en stålpen i, som vi
dyppede i et blækhus, der stod i et hul på midten af tomandsbordet.
Jeg klarede dog oprykningen til anden klasse. Hvis man ikke klarede den, skulle
man gå første klasse om. Det ville være meget flovt, for så var man virkelig
dum.
I
anden klasse blev skoletiden lavet om. De tre ældste klasser gik i skole om
formiddagen og de tre yngste klasser om eftermiddagen. Vi var nu i skole 6 dage
om ugen, for lørdagsfrihed var endnu ikke kendt. Vi havde lærer Sørensen, som
havde noget forbindelse til hjemmet, idet han underviste Eva i orgelspil, havde
jagten på gården og købte kartofler mm. Han var ungkarl og døde som 50 årig. Livet gik videre i skolen i tredje klasse. Vi havde
en gammel lærer, der hed hr. Nielsen, som ikke var særlig striks; ellers
erindrer jeg ikke særlig meget om ham. Men jeg husker tydeligt den 9. april
1940, hvor Danmark blev besat. Vi samledes i skolegården, hvor en af lærerne
holdt tale om de sørgelige begivenheder.
I
fjerde klasse fik jeg den samme lærerinde, som jeg havde i første klasse. Hun
forlangte, at vi skulle lære salmevers og den lille katekismus. Vi skulle også
kunne regne og skrive dansk. Jeg havde ikke altid lige stort held med det, selv
om Eva gjorde en stor indsats for at lære mig det. Når vi ikke kunne vores
lektier, fik vi eftersidning og skulle sidde og læse på lektierne, efter at de
andre var gået hjem. Når vi så mente, vi kunne lektien, skulle vi gå ind i
lejligheden til lærerinden for at blive hørt; det var ikke sjovt.
I
femte klasse kom de dygtige elever i realskolen. Jeg var ikke iblandt de
dygtigste og sad som nr. l eller nr. 2 det meste af tiden. Nu var min lyst til
viden vokset meget, og jeg scorede gode karakterer i geografi og historie.
Skolelokalerne blev opvarmet af en stor kakkelovn, som læreren skulle fyre op i
flere gange om dagen. I sjette og syvende klasse fik vi en ny, moderne lærer,
som forstod min psyke. Nu fik jeg en hel masse ud af skolen og meldte mig også
til aftenskolen for at dygtiggøre mig yderligere. Nu havde jeg nået en alder,
hvor jeg indså, at jeg havde behov for at lære noget.
Jeg
gik ud af skolen efter syvende klasse og blev karl på gården hjemme.
Vi
havde nu også nået konfirmationsalderen, og jeg skulle gå til
konfirmationsforberedelse. Det foregik i Torslev, som lå
Konfirmationen
blev efterfulgt af eftergilder hos alle dem, vi var blevet konfirmeret med. Det
var mægtigt, for vi sparede på lyset alle steder, fordi vi legede mørkeleg. Nu var pigerne jo spændende
at
sidde med på knæerne, specielt husker jeg eftergildet i Fjeldgård, hvor der var
en sød pige, der hed Lise, som jeg kissemissede lidt med. Hende traf jeg aldrig
senere, men jeg var vist lidt forelsket
i
hende. I maj 1945 kom befrielsen, det var en stor højtidsdag, hvor vi hejste
dannebrog i skolegården.
Mine
fritids interesser:
Som
10 årig startede jeg som KFUM spejder, og det blev
min store fritidsinteresse. Spejderlivet var meget primitivt, idet vi ikke
kunne skaffe telte pga. krigen. Når vi var på ture, sov vi i lader ude i
halmen sammen med mus og rotter. Det kunne godt få os til at rykke lidt tæt sammen en
gang i mellem. Jeg blev patruljeassistent og senere patruljefører for
"Skovduen". Alle patruljerne havde
fuglenavne.
Spejderlivet var baseret på, at man var ærlig, reel, hjælpsom og sand i al sin
tale og færd, og dette har præget mig for hele livet. Jeg var meget ivrig og brugte al disponibel fritid på
spejderlivet. Jeg blev
optaget i spejderorkesteret, som trommeslager, uden at jeg dog blev en særlig
dygtig musiker. Jeg var spejder, til jeg blev 17 år. Da ville jeg hellere til
dans, og det var uforeneligt med KFUM's idealer dengang. Tiden var knap, fordi
jeg om aftenen gik på teknisk skole for at lære om tegninger, konstruktioner og
andre færdigheder, da det var mit mål at komme i lære som mekaniker. Som 15 årig ville jeg gerne have taget realeksamen på dagkursus,
men jeg fik ingen opbakning til dette.
Livet
på gården:
Som
tidligere nævnt, havde vi alle forskelligt arbejde at udføre på gården. Det var
brug for al arbejdskraft. Når jeg kom hjem fra skole, havde jeg en times
middagspause, hvorefter jeg tog fat i marken med hestespandet, mens jeg pløjede
og harvede. Om vinteren var vi i skoven for at fælde træer for at få brænde til
kakkelovnen. Mit hjem var jo ret primitivt, vores kraftkilde var en vindmølle.
Alt andet skulle gå ved hånd- eller hestekraft. Først i 1938 fik vi elektrisk
strøm til tærskemaskiner og kværn mm. I 1942 blev der råd til elektrisk lys.
De
to første krigsår havde vi lidt petroleum til lamperne, men da den slap op,
kørte vi en overgang med karbidlamper. Det var kedeligt arbejde; det lugtede,
skulle renses hver dag og påfyldes nyt karbid. Om aftenen hældte vi vand på, så
der dannedes gas. Når lyset så gik ud, gik vi i seng. Det var derfor et enormt
fremskridt, da vi fik elektrisk strøm.
Fra
jeg gik ud af skolen og til mit attende år, var jeg fuldtids karl på gården.
Fuldtids vil sige, jeg stod op klokken 6 om morgenen, og fyraften var ved halv
syv tiden om aftenen. Det foregik syv dage om ugen. Om søndagen fodrede vi kun
dyrene. Det var en hård tilværelse, for vi havde kun få hjælpemidler. Når jeg
pløjede marker med hestene foran, havde jeg god tid til at udtænke
spejderøvelser for min patrulje, så jeg følte ikke, tiden var så lang.
Livet
på gården var meget alsidigt, idet vi fremstillede fødevarer af næsten alle
kategorier. Arbejdet i kostalden bestod i pasningen af køer, kvier og kalve
samt grise. De gav os mælk, smør og kød, men
de
havde den ulempe, at der skulle fodres, strigles og køres møg ud og holdes rent
i kostalden. Om vinteren fodrede vi køerne med halm, roer, hø, syltede roetoppe. Køerne skulle malkes morgen og aften, og det
foregik med håndkraft. Mælken blev leveret til mejeriet, og nogle gårde slog
sig sammen til at skiftes med at køre med mælkevognen. Jeg havde også mine ture
til Østervrå. Mælkevognen havde også den funktion at
den tog varer med fra brugsen, mejeriet og andre håndværkere i byen.
Køerne skulle også til tyr,
og det var mit arbejde at trække dem derhen 2-
Vi
havde selvfølgelig også høns, gæs, ænder og kaniner. Under krigen havde vi
desuden får for at få uld, som blev kartet og spundet, klar til at blive
strikket til strømper og trøjer. På marken dyrkede vi byg og havre, rug, hvede
og hø; desuden dyrkede vi sukkerroer, kålroer, gulerødder, og til husholdning
dyrkede vi hvidkål, rødkål, spidskål, grønkål og blomkål. Vi havde også løg,
porrer, tomater, rabarber og meget andet godt. Fra frugtbuskene fik vi ribs,
hindbær, solbær og stikkelsbær, desuden havde vi æble-, blomme- og pæretræer.
Vi var således næsten selvforsynende.
Da jeg blev født, var nogle
af markerne slet ikke opdyrket, men lå hen som hede, og jeg husker om min
tidlige barndom, hvordan man gravede heden op og kørte stenen sammen i en dynge
og skabte ny landbrugsjord. Vi kender alle historien om Jens Vejmand, men jeg
har oplevet ham siddende bag sin skærm og set ham slå stene til skærver, så de
kunne anvendes til veje og jernbaner.
Arne Poulsen beretning
fortsættes i senere numre af bladet.
Historien om to mødre
Aase
Nejsum, Sæby, tidligere Østervrå. har i Lungeforeningen Boserup Mindes julehæfte, BM-julen 1991, har skrevet denne beretning om to mødre.
Hen
på vinteren 1943 mødtes fru Madsen og jeg på Hjørring Sygehus'
tuberkuloseafdeling. Vi ventede begge
vort andet barn. Fru Madsen havde mistet sin femårige dreng efter kort tids
sygdom af tuberkuløs meningitis.
Det
viste sig, at det var moderen, der, uden at vide det, var smittebæreren. Hun
blev derfor indlagt på sygehusets tuberkuloseafdeling.
Efter
forskellige undersøgelser mente lægerne, at hun ikke havde helbred til at få
det barn. De rådede til abort, hvad man dengang kun gjorde i yderst alvorlige
tilfælde. Det var en meget svær beslutning at tage efter at have mistet sit
eneste barn.
Jeg
var efter et længere sanatorieophold på Krabbesholm
Sanatorium blevet udskrevet som smittefri. Jeg havde overstået den ordinerede rekreationstid. Jeg var i mere end et år ligesom taget
»afsides«.
Jeg
var på femte år alene med min dreng, som var født kort tid efter min mands
pludselige død.
Min
situation var ret håbløs. Som alenemor og forhenværende tuberkulosepatient var
det svært at få en uddannelse eller et arbejde. Men efter knap seks år alene
kom jeg ind i et godt ægteskab. Da vi nogle måneder senere ventede vort første
barn, blev jeg indlagt på tuberkulose-afdelingen til observation for eventuel
opblussen af sygdommen. Også jeg fik valget mellem mit barn og helbredet.
Det
var en svær proces at gennemgå. Jeg var sidst i tyverne og ønskede mig en
børneflok, nu da jeg havde fået en god mand og et godt hjem.
Fru
Madsen havde taget sin beslutning. Hun ville gennemføre! Også hun havde gode
hjemlige forhold.
Jeg
kunne ikke tænke mig at få afbrudt, hvad der var begyndt. Der var så meget at
glæde sig til. Jeg måtte håbe det bedste.
Tiden
sneg sig af sted, med håb og spænding for hver røntgen-undersøgelse m.m.
Først
på sommeren fik fru Madsen en dejlig, velskabt dreng. Hans mor fik lov til at
se ham, men måtte ikke holde ham. Han skulle calmette-vaccineres
og isoleres i seks uger. Forældrene måtte kun se ham gennem glas på babystuen.
Selv måtte fru Madsen ligge lang tid på tuberkulose-afdelingen. Men blev dog
rask.
Hen
på sommeren fik jeg en sund og rask pige. Også hun skulle vaccineres og
isoleres de nævnte seks uger. Selv havde jeg det godt og blev udskrevet få uger
senere.
Men
jeg savnede vores datter og ville gerne have hende hjem før de seks uger. Det
holdt hårdt! Kun ved at underskrive en erklæring om, at det var på eget ansvar,
fik vi vort barn udleveret af en yngre kvindelig læge. Vi var et par lykkelige
forældre, som forlod sygehuset med vores datter.
Her
vil jeg blot nævne, at den unge læge døde forholdsvis kort efter af
tuberkulose. Hendes søster var patient på samme stue som jeg. Tuberkulose var
en snigende sygdom - dengang.
Som
nævnte blev fru Madsen rask og hjemsendt. Arene gik. Vi så kun hinanden enkelte
gange, når vi tilfældigt mødtes på tuberkulose-stationen til de aftalte
kontrolundersøgelser. Vi boede nemlig i hver sin egn af landsdelen. Men hver
gang vi mødtes, så vi vore »ønskebørn« blive større og større.
Det
gjorde vore familier også. Fru Madsen blev så rask, at hun få år efter fik en
dreng mere, og i 1952 fik hun tvillinger - en dreng og en pige. Sunde og raske
og dygtige børn. De er alle veletablerede i samfundet.
Også
hos os voksede familien. To år efter fik vi nok en pige uden sygehus-ophold.
Det gik fint.
Men
i 1946 tog sygdommen pludselig fat igen. Jeg blev indlagt, indskrevet til
ribbens-operation, med to måneders ventetid. Jeg var fast sengeliggende imens.
Lægerne gav mig ikke meget håb!
Umiddelbart
før turen til operationen var jeg i røntgen. Derefter kom overlægen, satte sig
på sengekanten, tog min hånd og sagde: »Der må være sket et mirakel, for Deres
lunger er helt i orden!«
Kort
efter blev jeg udskrevet i oktober 1946. Jeg gik til kontrol i de efterfølgende
år, men har ikke haft sygdommen siden.
Efter
lægens skøn måtte jeg gerne få flere børn. Det blev til tre piger yderligere i
1948-50-52. Dermed var børneflokken på de seks børn, jeg altid havde ønsket
mig.
Børnene
blev voksne og hvad dermed følger. Da vores ældste pige; Anna Marie, kom hjem
med en ven fra gymnasiet, var det ingen anden end Kaj, hvis mor og jeg gik på
tuberkulose-afdelingen og ventede os samtidig.
De
blev begge studenter samme dag, i samme time, med et så godt som rent ug hver.
Hun var sproglig, og han var matematiker. Senere tog de begge akademisk
uddannelse, og de sidder nu i gode stillinger.
Anne
Marie og Kaj har været gift i over 25 år. De har tre store drenge og har et
hyggeligt og harmonisk hjem. Jeg har
ofte undret mig over, at netop de to fandt hinanden. De kom til verden under
samme fortvivlede forhold. Deres liv skulle have været afbrudt, før det rigtigt
var begyndt.
Vi mødre græd i angst og håb
i den svære tid med uvished. Men vi glædede os meget, da det var lykkeligt
overstået.