Ole Nielsen

DatoStedKilde
Født :Omk 1712--
Død :1789--
Begravet :14.06.1789Torslev kirke, Dronninglund HerredTorslev sogns kirkebog (1)
Census..:1787Vester Gersholt, Torslev sogn (1)FT-1787, Hjør., Børglum, Torslev (1)

Alder : 77

Noter : Uddrag af Vendsyssel årbog 1975, Thomas Larsens erindringer side 101..:
Om Ole Nielsen fortælles det at han havde en så sjælden hukommelse så han kunne gengive præstens Prædiken ordret, når han om søndagen kom hjem fra kirken. Desuden var han et levende leksikon, hvad angik sognets og egnens begivenheder, lige som han også skal have været en dygtig landmand efter tidens forhold.
Her i Gjersholt og dets smukke omgivelser med skov og sø har mine forfædre levet i flere slægtled. Ole Nielsen overdrog gården til sin søn Thomas Olesen (f. 1748) der blev gift med pigen Helvig Jensdatter
(f.1751).Mine oldeforældre havde fire døtre, der havde fået en noget fyldigere opdragelse end den tids bønderpiger i almindelighed, blandt disse var mormor den yngste. På gården tjente en ung mand ved navn Jens Thomsen, der nylig vår kommet hjem fra militærtjenesten, og mormor forelskede sig i den smukke soldat, men hendes moder Helvig - der nu som enke stod for gården - var imod partiet. At give en af hendes fejrede døtre til en soldat, som ingen ting ejede, var hårdt, men værre var det, at hun ikke havde nogen god tro til svigersønnens karakter. Jens Thomsen havde i øvrigt flere gode naturlige egenskaber, han var velbegavet, vittig, morsom og af et godmodigt naturel, hvilket til sidst forsonede Helvig med partiet, så hun købte gården Nørkjer - en lille naboejendom - til det unge ægtepar, som imidlertid kom til at friste en ublid skæbne.
Efter et par års forløb blev Jens Thomsen atter indkaldt til millitærtjeneste i anledning af Bonapartekrigen, og der gik flere år inden han slap fri, men som invalid. I en skærmydsel med kosakkerne blev hans korps overrasket af fjenden og måtte søge dækning bag et gærde, men i det øjeblik Jens Thomsen sprang over diget, blev han ramt af et så kraftigt sabelhug, at han fik sine ankelsener hugget over. Fra lazarettet i Altona fik han sit uduelighedspas - pension var der ikke tale om - og på krykker hutlede han sig hjem til Vendsyssel, hvor han fandt kone og børn i en leje-stue. I mellemtiden var oldemoder Helvig død, hun havde været datterens støtte under mandens lange fravær, men ved Helvigs bortgang måtte mormor opgive gården og flytte ind i en lejestue. Fra nu af levede familien i den yderste nød. Manden var uarbejdsdygtig og også i åndelig henseende forkommen, så mormor måtte bære hele byrden ved familiens underhold. Jeg har ikke noget minde om morfar, han døde kort efter min fødsel, og hans død blev tragisk, som hans liv havde været det. En dag, han ville ride til Sæby, fik han undervejs en hjerneblødning, og hesten kom hjem uden rytter. Man fandt ham på landevejen, hvor han lå med en sten i hver hånd og stammede noget om, at det var mine små, kolde fødder, han ville varme. Et par dage efter døde han uden at være kommen til bevidsthed.
Mormor havde fire døtre, hvoraf de tre blev gift med dygtige håndværkere, og den fjerde med en landmand. En forfatter (I. P. Wammen: Søren Olesen, Mors, 1924), skriver om slægten, at „Gjersholterne har været et dybt religiøst folk, der har haft hang til tungsind og grublerier over livets gåder", og det er vistnok rigtigt for nogles vedkommende, men gælder ikke for mormor. Grublerier over livets gåder havde hun ikke noget at gøre med, men med et fromt gudhengiven! sind havde den tidligere velstillede gårdmandsdatter stridt sig gennem fattigdommens lidelser og sorger, indtil hun på sine gamle dage havnede hos mine forældre.
Til denne stærkt sammentrængte slægtshistorie skal jeg endnu føje, at der er enkelte medlemmer af Gjersholtslægten, som har gjort sig bekendt udenfor bondestanden. Blandt disse var min forlængst afdøde ven og frænde, landstingsmand og missionær for Kirkeligt Samfund af 1898, Søren Olesen, den i sin tid bekendte højskolelærer ved Grundtvigs og Vejstrup højskoler, Niels Kr. Andersen, forfatterinden Marie Fabricius og senere forstander Ejnar Pedersen, Egå fortsættelsesskole.
Når jeg ovenstående har dvælet ret udførligt ved min mormor, er det fordi jeg tror, at hun - på et tidspunkt, da mine forældre var meget stærkt optaget af at bjærge familiens behov - fik en ikke ubetydelig indflydelse på at danne grundlaget for min senere udvikling.
1859 døde farmor Zinne, og farfar solgte da sit hus på Vang Mark i Torslev sogn og flyttede til mine forældre, hvor mormor allerede var flyttet ind.
Farfars skikkelse var mærkelig bredsporet. Når han kom gående på sine krumme rytterben med udadvendte knæ og tæer, spændte han vidt, og da han som regel var skindklædt fra top til tå, blev hans i forvejen firskårne person endnu sværere, en omstændighed, der reguleredes noget af hans temmelig høje vækst. Ansigtet var markeret, og midt på den krumme næse havde han et iøjnespringende kraftigt hår, der fulgte næsens bøjning - næsehornet kaldte han det. Far havde arvet et tilsvarende - også jeg bar i mange år den samme næse-prydelse, indtil en tjenstivrig barbér ødelagde den.
Om farfars barndom og ungdom ved jeg ikke meget, thi han var ikke særlig meddelsom, men kom han i gang, kunne han fortælle med et ejendommeligt lune, der syntes ham selv ubevidst. Jeg husker således, at han engang fortalte om to gårde i Elling ved Frederikshavn, der populært blev kaldt „Himmerig" og „Helvede". Han havde tjent begge steder, men på det førstnævnte sted havde han haft det meget dårligt, på det sidstnævnte sted var der godt at være, skønt han frøs en del, thi det var en hård vinter.
Var farfar fåmælt overfor andre, talte han livligt højt med sig selv, førte under
tiden processer og da tillige sin modparts sag, mod hvem han var strengt retfærdig. En dag, han sad på sit værelse og var særlig højrøstet, lukkede far døren op og spurgte: „Hvad er det I tumler så stærkt med, far?" „Det er en proces med Anders Nørgård om et markskel", lo den gamle. „Nå, kan I så klare jer?" „Nej, det går vist ikke, for jeg har fået skidt begyndt". Disse enetaler var os børn en kilde til megen morskab. Jeg syntes den gang, at det var noget sært og en underlig måde at tale på, men nu taler jeg undertiden også højt med mig selv.
Som foran nævnt stod mit hjem på heden i travlhedens tegn, der var travlt både ude og inde. Fra smedjen lød hammerslagene fra morgen tidlig til aften sent, og far fik endda tid til at fravriste den stenfyldte hedelod det ene lille stykke efter det andet, så der snart kunne holdes en ko. For hinduen er koen et helligt dyr, og den tids hedehusmænd delte næsten denne betragtning, det føltes som en sejr, når den første ko satte sine klove indenfor stalddøren.
Således husker jeg, at vi alle var samlede for at fejre denne begivenhed, men desværre for mig fulgte sorgen i glædens kølvand. Jeg kunne vel være seks år den gang, og den næste dag blev ikke så festlig, thi jeg fik til opgave at drive koen, der havde en kalv, ud på et engstykke i den store hede, dog ikke længere borte, end jeg kunne se hjemmet, men jeg syntes, det var så uendelig langt, og jeg var tung i sindet. Mor havde trøstet mig på det bedste til turen og bl. a. medgivet mig en ekstra god mellemmad, men det hjalp ikke meget.

hjoerring, Dronninglund, Torslev, Giersholt, , , 63, FT-1787
Thomas Olesen, 40 , Gift, Hosbond, Bonde og Gaardbeboer,
Helvig Jensdatter, 28 , Gift, Madmoder, ,
Johanne Thomsdatter, 1 , Ugift, Af første ægteskab, ,
Niels Olesen, 34 , Ugift, Tienstefolk, ,
Johanne Xtensdatter, 23 , Ugift, Tienstefolk, ,
Ole Nielsen, 75 , Enkemand, Hosbondens fader og forige beboer, Nyder ophold paa stedet,


ÆgteskabBørn
- Johanne Nielsdatter 1744 - Maren Olesdatter
1748 - Thomas Olesen
1749 - Anne Marie Olesdatter
1751 - Ingeborg Olesdatter
1754 - Niels Olesen
1757 - Mette Olesdatter
1760 - Peder Olesen

Ole Nielsen
Omk 1712
1789

-
-









-
-

-
-



-
-




-
-



-
-

- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -

Win-Family v.6.0Webmaster -------- Homepage29.09.2017