Martin Dietz

DatoStedKilde
Født :28.08.1765Tønderwww.familysearch.org (1)
Døbt :01.09.1765Tønderwww.familysearch.org (1)
Død :16.08.1843København, Sokkelund herredwww.familysearch.org (1)
Begravet :20.08.1843København amt, sokkelund herred, garnison KirkegaardKirkebogen

Alder : 77

Noter : .
Randers, Støvring, Randers Købstad, Randers Købstad, , 56, FT-1801, B9189
Martin Dietz 36 Gift Husbonde Skolelærer
Ane Marie Hybert 27 Gift Hans kone
Inger Marie 5 Ugift Fælles barn
Frideriche Salomine 4 Ugift Fælles barn
Agathe Marie 2 Ugift Fælles barn
Mette Marie 1 Ugift Fælles barn
Peder Gundersen 16 Ugift Underlærer ved skolen
Kirsten Thomadsdatter 35 Gift Tjenestepige
Mariane Rasmusdatter 16 Ugift Tjenestepige
Johannes Olarias 14 Ugift Logerende Disippel i den latinske skole

Hjørring, Børglum, Vrensted, Vrensted by, en gård, 38, FT-1834, B6578
Thomas Jensen 64 Gift gårdmand
Maren Nielsdatter 48 Gift hans kone
Anders Thomsen 15 Ugift deres børn
Karen Thomsdatter 13 Ugift deres børn
Inger Marie Thomsdatter 8 Ugift deres børn
Martin Dintz 69 Gift indsidder og almisselem
Ane Marie Hybert 61 Gift hans kone
Ane Marie Jensdatter 10 Ugift

København, København (Staden), Lille Regnegade, Lille Regnegade, huset no 185 stuen, 46, FT-1840, D2293
Martin Vietz 75 Enkemand forhenværende degn lever af pension
Bertha Marie Jakobsen 43 Ugift hans huusholderske

København amt, sokkelund herred, garnison, 1834-1847, opslag 75, dødsdag 16. august 1843, begravet den 20. august 1843, 81 aar gammel, førhen Degn Martin Ditz

Gode Raad
til
Herr Doctor Rothe
ved Trinitatis Kirke
fra forhenværende Degn,
Martin Dietz.

Motto.

Vogt Du Dig kun for syndig Daad,
For Løgn vil Tiden skaffe Raad.

Kjöbenhavn 1839.
Trykt hos Jacobsen.

Ved en Hændelse kom mig til Hænde den Berlingske Tidende af 3die September d.A., hvorudi findes indført et Stykke af Præsten Herr Doctor Rothe, der behager at anføre Adskilligt til sin Retfærdiggjørelse angaaende det saakaldte Testamente efter afdøde Glarmester Christopher Hauschild, som var Onkel til den endnu levende Forvalter Frederik Brabandt; men, førend jeg gaaer over til Besvarelse af Stykket, ville Herr Doctor Rothe behage med Eftertanke at gjennemlæse det femte Capitel hos Propheten Sacharias, som taler om det flyvende Brev, som fortiden kan passe sig paa de mange Flyve Blade, der nu roulere, og dernæst bemærke mit Svar, naar han siger:
,,Medens Brabandt procedere, blev
,,jeg bestormet med Mæglings-Tilbud mundt-
,,lig og skriftlig af hans Fuldmægtig, den
,,afsatte Degn Dietz fra Jylland,
som var ud kommen af Forbedrings-
,,huset, og opholdt sig her, og paa
,,den anden Side med anonyme Breve,
,,beregnet paa, at sætte mig i Skræk for
,,Navn og Rygte, hvilke Breve altid sendtes
, mig, naar jeg skulde gaae i Kirke."
Af det Anførte vil enhver Læser tydeligen kunne skjønne, at Herr Rothe har fremsat de benævnte Yttringer, blot for at beskjæmme mig, og om mulig, berøve mig mine Medmenneskers Tro og Tillid; hvorvidt Herr Rothes Anførsel er grundet paa Sandhed, kan skjønnes af Efterfølgende, siden det er mig kjærere, at fremstille Sagen i sit sande Lys, som den virkelig er, end at sophistiske og urigtige Begreber skulle indtage Andre ved Mangel paa urigtig Kundskab; thi den der grunder sine Andragender paa Sandhed, vinder altid, naar disse sættes i et klart Lys for dem, som skal have dermed at bestille, den er kun farlig for dem, som elske Mørket og holde af skjulte Snigveie. At jeg ikke staaer vel anskreven hos Herr Rothe, og hos de krumbøiede Herrer, samt er et Nul i Titulaturregisteret, kan jeg tydeligen mærke af. Herr Rothes Anførsel; men jeg kan alligevel udfylde Hullerne med tørre Sandheder som en levende Almanak, hvorved mangen Een er nærved at faae Ørepine uden at agere Spøgele At jeg bestormede Herr Rothe med Mæglings-Tilbud, medens Brabandt procederede, er en Usandhed; thi Brabandt har aldrig procederet, men det var Herr Procurator Baastrup, som efter Ordre procederede Sagen, og da Brabandt kom her til Staden i October f. A., hævedes Sagen; men at jeg har været tre Gange hos ham og forestillet ham de mange store Feil, som det saakaldte Testament laborerede af, og med skriftlig Beviis fra Adskillige, at Testamentet var affattet efter den Afdødes Død, det er Sandhed, hvortil han svarede: ,,sæt ogsaa, at Brabandt omstyrter Testamentet paa den anførte Grund, saa faaer han alligevel Intet; thi han er ingen Arving;" og den Gang, disse Ord faldt ud af Herr Rothes Mund, da spilte hele Testamentets Troværdighed Bankerot, saa Enhver kunde tydeligt mærke og forstaae, at Testamentet var grundfalskt, siden egen Bekjendelse maa ansees for troværdig. Jeg havde ikke nedskrevet disse Ord, dersom han ikke havde sagt det samme til to andre Personer, og været uforsigtig nok til at udlade sig paa samme Maade (omtrent) i Forligelses Commissionen, og, da han kom ud fra Forliget, faldt han Herr Archivarius Winther om Halsen, og sagde i Vidners Paahør: ,,Her Archivarius, De styrter mig i den største Ulykke," hvortil Winther svarede: ,,Ak nei! Deres Høiærværdighed, De seer jo, at Manden er gal; jeg skal nok klare Sagen." Saadanne vare Ordene, hvoraf man skjønnede, at Samvittigheden trykkede Rothe, men ei Winther.

Da jeg nu maatte antage, at Herr Rothe ikke havde forstaaet mit mundtlige Andragende, eller ikke vilde forstaae den, skrev jeg ham til adskillige Gange, med Bøn om at forlige sig med Brabandt, men, da jeg tydeligen kunde mærke, at Herr Rothe ikke vilde, saa taug jeg stille, trak mig tilbage og overlod Sagen til hans egen Raadighed; han kan altsaa ikke have den ringeste Grund til at sige, jeg bestormede ham; thi, fordi jeg raadede ham til Forlig, bestormede jeg ham ikke, og det samme, som jeg gjorde den Gang, gjør jeg endnu, om De saa skal give 40,000 Rbdlr., som Brabandt den Gang forlangte, ved Forligelses Commissionen; thi, vil Vidnerne vedstaae deres skriftlige Erklæring, og beedige samme: at Testamentet er skrevet efter Mandens Død, og at der ingen Notarius publicus har været i Huset, samt at den Afdøde sagde tre Dage, før han døde, til tre Personer: ,,Skifteretten skal dele mit Bo, og I skal nyde Alle lige;" dersom alt Saadant bliver beediget, saa beklager jeg Herr Rothe og enhver Anden, som har havt med dette Testament at bestille, og kan det vist ikke hjælpe Herr Rothe, at han skyder Skylden paa Herr Winther, ligesom vore første Forældre gjorde; men Krage søger Mage; saameget for det første om Bestormelse til Forliig i den Brabandtske Sag.

Nu maa jeg tale Noget om mig selv. Herr Rothe behager at sige: jeg var en afsat Degn; men dette er en ligefrem Løgn; min Opdragelse og mit Livs Vandel har stedse været pletløs, hvilket mine Attester, som findes i Høiesteret, kunne udvise, og derfor kunde Ingen afsætte mig fra mit Æmbede i Følge Landets gode Love; naar Herr Rothe behager at sige, at jeg var kommet ud af Forbedringshuset, da er det en stor Løgn, da min Livs-Vandel ikke trænger til Forbedring, som maaskee Herr Rothes gjør; thi jeg har stedse levet stille og rolig, ligesom nu, og derfor er det en nederdrægtig Løgn, om Nogen skulde finde for godt at sige, at jeg som Arrestantt foraarsagede Oprør, da jeg troer der er afhøre omtrent 1400 Vidner, uden at kunne bevise mig nogen Brøde, og troer Herr Rothe det ikke, da beder jeg, at han, som en riig Mand, vil udvirke for mig, at Sagen kan blive reasumert, saa vil han tilfulde blive overtydet om min Uskyldighed. Da jeg hører, at Herr Rothe og Winther ville saggive Herr Forvalter Brabandt, saa var det bedst, at mine Breve bleve fremlagte i Retten, saavelsom de foregivne anonyme Breve, saa kunde Retten bedst skjønne, hvorvidt det er sandt, at Brevene bleve ham bragte, naar han stod og skulde i Kirke; thi jeg kan ikke troe Herr Rothes Foregivende saa ligefrem, siden jeg har fundet ham i mange Usandheder. At jeg blev dømt fra mit Æmbede og tre Aar i Tugthuset, er en Sandhed, og da jeg har udstaaet den dicterede Dom, saa veed jeg ikke hvad Rettighed Herr Rothe har til at bebreide mig samme, da jeg Ingen fornærmer, med mindre han vil have Sagen paany foretaget, og da er jeg ham Tak skyldig.

Bliver nu Brabandt stevnet, saa er det en Selvfølge, at han ogsaa vil faae sine Vidner afhørte, da Loven befaler at hvo, som beskylder, skal bevise - eller bøde for Beskyldningen; ligeledes er det Dommerens Pligt, at tillade saadan Beviisførelse med al Upartiskhed, i andet Fald er han underkastet Tiltale for Retsfornægtelse, saaledes er min Anskuelse, og derfor raader jeg endnu til Forliig, at Brabandt kunde blive tilfredsstillet og komme til Tydskland, for ikke at styrte flere i Ulykke og Fortred, da han har ligget her forlænge, og faaet for meget opdaget at man siger - Testamentet er kongelig confirmeret og underskrevet af Notarius publicus, gjør vel Tingen ikke troværdig førend Vidnerne ere afhørte; siden det er bekjendt, hvorledes Kilendal var dristig nok til at faae en Blanket, og hvorpaa fandtes Kongens Segl: men som Kongen aldrig havde underskreven, jeg troer, Summen angik 3 Tønder Guld; kunde nu dette existere imod Regenten, hvad tør da den Snedige ikke giøre, naar han har Penge nok til, at vildlede Retten, og hvorledes er det troligt, at Hauschild, som var en pengegjerrig Mand, skulde være saa tosset, og overlade sin store Formue af omtrent tre Tønder Guld, til to Fremmedes Disposition, og forbigaae de rette Arvinger- især efter det, som er anført af den Afdøde: at Skifteretten skulle dele hans Boe, og de skulle Alle nyde lige. Da det nu er bekjendt, at Lovgivere have befalet: hvo som opretter Testamente eller Gavebrev, og vil have samme kongelig confirmert, skal ikke alene indlevere til Cancelliet bekræftet Gjenpart deraf, men endog indgive allerunderdanigst Ansøgning paa behørigt Stempel-Papiir om Confirmation, som Winther og Rothe vistnok i deres Viisdom have forglemt, mere vil jeg ikke sige; da Landets ophøiede Domstoel vil bedre kunne paaskjønne samme. Siden jeg tydeligen seer, at Herr Rothe gjerne vil være reen for Brabandts Fremførseler, saa vil jeg give ham det samme gode Raad, som Propheten Elisa gav Naman, der læses i Kongernes anden Bog 5te Capitel fra det 10de og saa videre, hvor det hedder - han skulde vaske sig syv Gange udi Jordansflod, saa vilde han blive renset, det han ikke vilde tro; men, efterat han Følge havde overtalt ham dertil, og han havde erfaret Sandheden af Prophetens Ord, vendte han om og takkede, med videre. Naar nu Herr Rothe vil følge mit Raad og vaske sig syv Gange i Peblingesøen, og siden fremstille sig for Brabandt med de Penge, som ham efter Lov og Ret kan tilkomme, da er Herr Rothe ikke alene efter Lovens Bogstav fuldkomment renset, men kan endog ansees som Medbroder af den geistlige Stand, og har desuden sin fuldkomne Regress til Herr Winther. Vel hører jeg fortælle: at Herr Winther har ladet Forvalter Brabandt indstævne for Retten; men jeg formoder, at Herr Rothe er med i Stevnemaalet, siden de begge have været lige gode om Testamentets Affattelse; da Ingen kan indbilde mig, at den Eene vilde saggive Brabandt, og den Anden ikke; thi saa maatte man antage, at de vare blevne uenige. Jeg veed ikke rettere, end, at Loven er for Alle; hvorvidt altsaa en Æmbedsmand kan fritages for, at prøve Forliig, inden Sagen anhængig gjøres, ved Retten, siden det kunde være: at Brabandts Ytringer kunne være fremsagte i Hidsighed og Overilelse, vil Domstolen bedst kunne paaskjønne, der vist ikke vil forbigaae nogen Rets-Former. Slutteligen maa jeg bemærke, da jeg er en fattig Mand, og ikke er kommen saa let til Penge, som Rothe og Winther, saa kan jeg ikke lade dette mit Svar indrykke i den berlingske Tidende eller Almindelig Commissionstidende; siden mit Evne ikke formaaer at udrede Bekostningen som saadant medfører, men lader det udgaae, under Navn af gode Raad til Herr Doctor Rothe, og ønsker, at Samme maatte gjøre godt Indtryk.
Dietz


Af Ukendt forfatter

En del Aar før jeg kom ned til Vendelboerne var der gaaet en stærk Bevægelse gjennem Bønderne, og den havde ikke ganske lagt sig, men Dønninger af Stormen sporedes endnu. Det var den »Martin Ditzke Bevægelse, der begyndte i Tyverne: En Degn i Vrensted, navnlig Martin Ditz,1) havde bildt Bønderne ind, at han kunde skaffe dem Frihed for Hoveri, og man behøvede dengang kun at nævnte dette magiske Ord »Frihed « for at elektrisere Befolkningen. Ophidselsen mod Godsejerne og disses Forvaltere steg ved Degnens Prækener og Skrivelser til en stor Højde, men kun paa et Sted blev den lovlige Orden overskreden, idet Bønderne dræbte Forvalteren paa Kokkedal, der, efter hvad man sagde, »fik kun sin Løn«. Fra den Tid blev Vendsyssel herred erklæret i Belejringstilstand, og der indløb til Aalborg den ene Beretning efter den Anden, at Bønderne flokkedes i store Hobe, at Skovene omkring Sæbye vare fulde af bevæbnede Bønder, der truede med at afbrænde alle Herregaarde. En Løitnant blev beordret til Sæbye med et Compagnie Soldater, men da han kom til Hjallerup og hørte om de stærke Vendelboers Bevæbning, ilede han tilbage og berettede, at hele Landet var i fuld Oprør, og at Blod var flydt paa mange Steder. Straks blev en Kaptain udkommanderet med 300 Mand og 4 Kanoner for at standse Oprøret. Sæbye var især det Sted, der var betegnet som farlig, og hans Instruks lod paa især at fange Hovedmændene. Med den største Forsigtighed i Marsch en echetton, som det hedder i Krigssproget drog han frem og naaede lykkelig den lille Bye, hvis Indbyggere ikke blev lidet forfærdede ved at se saa mange bevæbnede Krigsfolk med Knusemaskiner i sine Gader. »Kjender de, hvor Oprørerne have deres Smuthuller og Tilhold,* spurgte Kaptainen den forundrede Byefoged. »Oprørerne! Hr. Kaptain, hvad mener de hermed?« »Ved de ikke, at hele Landets Bønder ere i Oprør, saa er de min Sandten en daarlig Politimester*. Nu blev Fogden ilter og skjældte den ulykkelige Kaptain og hans Overordnede ud for Fæ, i hvis Hjerner der var Oprør og ikke i Vendsyssel. Og dette var sandt nok; der var en stor Misfornøjelse med det Bestaaende og navnlig Hoveriet, men Noget, der lignede Oprør, var der ikke, og da Ditz blev fængslet for at have ophidset Bønderne, skrevet falske Klagemaal og falske Underskrifter, og dømt til Tugthuset, faldt hele Bevægelsen hen.
Forfatteren anfører et bevis for, at »den gamle Vikinge Aand endnu er rodfæstet i vor Tids Vendelboer,« idet de nemlig 1831 p§. Hjallerup marked uden rimelig grund overfaldt et beriderselskab - »jeg tror, det var Hofmanns« - og brød dets telt ned. Scenen ender theatralsk, idet »en Kæmpe* ved navn Jens Tomdal »med sin uhyre Knortekjep i Haanden« værner det flygtede selskabs garderobe, »og ikke en Stump blev rørt.«

1) Martin Dietz blev, efter at have været lærer i Aalborg og Randers, 1807 kaldet til degn for Vrensted og Tise (han aflagde ed som sådan 21. novbr. dette ar). Her gjorde han sig snart bemærket paa en mindre heldig måde, og det endte med, at han 1817 blev sat under tiltale og 9. april 1821 dømt ved højesteret til at bøde sine 3 mk. og desforuden trende fyrretyve lod sølv, samt hensattes til arbejde i Viborg tugthuus i 3 aar, saa og at have sit embede som sognedegn for Wrensted og Thiise menigheder forbrudt. Han blev »sigtet og tildeels dømt for følgende: Falsk vidnesbyrd, vinkelskriverie, almuens forførelse til løgnagtige klager samt opsætsighed mod øvrigheden, forlokkelse til at aflægge falsk vidnesbyrd, falsk, for at have ført løgnagtige klager over embedsmænd, samt desforuden for at have været stifter af de i Sæbye fra den 22de til den 28de august 1818 forefaldne uordener i anledning af hans transport derfra til Hjørring m. m.« (Viborger Samler 1821 nr. 47). Mange var de mennesker, han drog med sig i faldet; ikke mindre end 32 andre personer var under tiltale samtidig med Dietz, og af disse blev de 23 dømte, dels til fæstnings- og tugthusarbejde, dels til rnindre følelige straffe. Intet under, at denne sag vakte megen opsigt i samtiden og blev foretaget for højesteret, hvor degnen selv førte sin sag, under stor tilstrømning af tilhørere. Betegnende er det i så henseende, at hans portræt 1821 blev stukket i kobber. - Dietz kom dog ikke i Viborg tugthus men i Københavns forbedringshus, hvilket fremgår af en kancelliskrivelse af 22. septbr. 1821 til biskoppen over Aalborg stift, ved hvilken der tilstodes hans hustru, Ane Marie Salomonsdatter Hubertz, en årlig understøttelse pa 20 rbd. sølv af Hjørring amtsprovstis skolelærerhjælpekasse så længe manden sad i nævnte forbedringshus. - Sine sidste år tilbragte Dietz i København, bl. a. beskæftiget med litterært arbejde (Erslews forfatterleksikon I. 339, supplementet I. 370; Hundrup: Lærerstanden ved Randers lærde Skole s. 111; Goldschmidts Dagbog fra en Rejse paa Vestkysten af Vendsyssel og Thy 116-136). Af sidstnævnte kilde vil det fremgå, at Henrichsens fremstilling er alt andet end korrekt.

Ak, Erindringen er ikke hvad den har været. Men alligevel:
Martin Dietz blev født i Tønder i 1765, hans Fader var Dragon, men Martin omtalte ham som "af adelig Slægt".
Bliver Degn i Vrensted i 1807 og optræder efterhaanden som juridisk Raadgiver for Bønder. Sagerne begynder at faa Præg af en markant Modstand mod den etablerede Orden og han anses efterhaanden som "en for den offentlige Sikkerhed farlig Person" og søges arresteret 9nde Januar 1818. Men Sagen trækker ud og bliver først løst med militair Assistance med 40 Dragoner 28nde August samme Aar.
Han slipper dog med 3 Aar i Tugthuset.
Min Kilde: Anton Jakobsen: Sæby Købstad (1906) slutter med at nævne at "en ret talrig Slægt af Dietz´s Efterkommere lever og bor endnu i Vendsyssel".
Det er dog en Mulighed at have med?
1818 Degnen Martin Dietz fra Vrensted dømmes i retten i Sæby 3 års tugthus for "falsk vidnesbyrd, vinkelskriveri, almenhedens forførelse til løgnagtige klager…"

ÆgteskabBørn
05.07.1793 - Ane Marie Solomonsdatter 12.01.1794 - Inger Kirstine Marie Dietz
05.06.1797 - Frederiche Salomine Dietz
08.09.1798 - Agathe Marie Dietz
1800 - Mette Marie Dietz
08.02.1802 - Johan Frederik Dietz

Martin Dietz
28.08.1765
16.08.1843

-
-









-
-

-
-



-
-




-
-



-
-

- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -

Win-Family v.6.0Webmaster -------- Homepage29.09.2017